1989 BTL 71 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATSTILSKUD TIL UDNYTTELSE AF VEDVARENDE ENERGIKILDER M.V. (GODKENDELSE AF VINDKRAFTANLÆG M.V.) NR L 71 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 9
»Udvalget udbeder sig ministerens kommentar til henvendelserne af henholdsvis 29. og 31. januar 1990 fra Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi vedrørende ovennævnte lovforslag, jf. bilag 8 og 9.«
Svar
Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi fremsætter i henvendelserne en række bemærkninger til et nyt udkast til Bekendtgørelse om godkendelse og certificering af vindmøller.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er jeg enig i, at godkendelsesmyndigheden skal være uvildig, samt at ordningen skal hvile på et præcist, sikkert og entydigt grundlag. Der er i lovbemærkningerne taget hensyn til de bemærkninger, der er kommet fra forskellig side under forarbejdet med godkendelsesordningen.
Der er således lagt vægt på, at der opbygges et regelgrundlag, der blandt andet kan opfylde brugernes krav. Der er endvidere lagt vægt på, at såvel ordningen som sådan samt de instanser, der skal godkende og certificere, kan leve op til de til enhver tid gældende nationale og internationale regler herfor.
For så vidt angår bemærkningerne til udkastet til Bekendtgørelse om godkendelse og certificering af vindmøller kan jeg anføre, at udkastet i overensstemmelse med normal praksis er udsendt til høring blandt en række organisationer. I lyset af de indkomne høringssvar, herunder Nordvestjysk Folkecenters, vil der blive taget stilling til den endelige udformning af bekendtgørelsen.
Spørgsmål 11
»Ministeren bedes oplyse, hvordan det kan sikres, at den godkendende og certificerende myndighed holdes adskilt fra den rådgivende.«
Svar
Af de generelle bemærkninger til lovforslaget fremgår, at det vil være Energistyrelsen, der skal sikre autorisation af de institutioner, certificeringsselskaber m.v., der medvirker ved ordningens praktiske gennemførelse. Endvidere fremgår det, at udpegningen af disse vil ske i overensstemmelse med anerkendte regler bl.a. for at sikre deres uafhængighed af øvrige parter.
Konkret vil den nødvendige uvildighed i sagsbehandlingen bl.a. blive sikret ved krav om, at det pågældende institut, klassifikationsselskab eller lignende er akkrediteret (autoriseret) i henhold til regler herom fastsat af industriministeren. Reglerne vil betyde, at der inden for de pågældende institutioner foretages en adskillelse mellem godkendende (certificerende) funktioner og de rådgivende.
Spørgsmål 13
»Ministeren bedes oplyse, om Statens Tekniske Prøvnings- og Certificeringsnævn har været hørt om ovennævnte lovforslag, og i bekræftende fald bedes høringssvaret tilstillet udvalget.«
Svar
Lovforslagets forberedelse, herunder udarbejdelsen af det tekniske grundlag, har fundet sted bl.a. på baggrund af mundtlige drøftelser med Industri- og Handelsstyrelsens sekretariat for Statens Tekniske Prøvenævn. Sekretariatet har endvidere været indkaldt som sagkyndig ved Energiministeriets forhandlinger i oktober 1989 med vindmøllefabrikantforeningen og Dansk Smedemesterforening.
Sekretariatet har meddelt Energistyrelsen, at det er af den opfattelse, at der i forslaget er taget hensyn til prøvenævnets principielle synspunkter vedrørende brugen af autoriseret prøvning. Da prøvenævnet således har været direkte inddraget i lovforslagets forberedelse, foreligger der ikke noget skriftligt høringssvar fra nævnet.
I forbindelse med Energistyrelsens videre arbejde med det tekniske grundlag for typegodkendelse og certificering af vindmøller vil prøvenævnet blive hørt i henhold til Industriministeriets cirkulære af 18. december 1985 om offentlige myndigheders samarbejde omkring teknisk prøvning.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 14.
Spørgsmål 14
»Hvilke tekniske og standardiseringsmæssige institutioner er blevet hørt om ovennævnte lovforslag eller udkastet hertil? (Der tænkes især på Dansk Standardiseringsråd, Svejsecentralen, Elektronikcentralen m.fl.). Findes der høringssvar, som kan tilstilles udvalget?»
Svar
Lovens kapitel 2 er blevet forberedt på grundlag af et oplæg til organisation og teknisk indhold af en ny og bredere godkendelsesordning for vindmøller udarbejdet i maj 1989 af Energistyrelsen med bistand fra et rådgivende udvalg og en teknisk arbejdsgruppe. Dette oplæg har endvidere inden fremsendelsen til Energiministeriet været udsendt til høring i en bredere kreds. Sammensætningen af det rådgivende udvalg og den tekniske arbejdsgruppe samt høringskredsen fremgår af de vedlagte bilag 1 til 3. Høringssvarene kan tilstilles udvalget, såfremt det måtte ønskes.
Det kan endvidere nævnes, at Energistyrelsen har truffet en principaftale med Dansk Standardiseringsråd om igangsættelse af standardiseringsarbejde på prøvningsområdet, og at Elektronikcentralen er blevet anmodet om at udarbejde et teknisk oplæg til godkendelsesregler for styresystemer for vindmøller.
Endelig kan det nævnes, at Energistyrelsen har anmodet en lang række institutioner, herunder også de i spørgsmålet nævnte, om at pege på repræsentanter til et permanent regeludvalg og tilhørende arbejdsgrupper inden for de fagdiscipliner, der vedrører vindmøller.
Spørgsmål 15
ad svaret på spørgsmål 11
»Hvorledes kan der med tilstrækkelig sikkerhed ske en adskillelse af godkendende og rådgivende funktioner, hvis begge funktioner udføres af samme institution/virksomhed?»
Svar
I fortsættelse af mit svar på spørgsmål 11 kan jeg oplyse, at de af industriministeren fastsatte regler også finder anvendelse på virksomheder og institutioner, der udfører rådgivende og godkendende funktioner.
Adskillelse af de to funktioner vil bl.a. bestå i en række strukturelle organisatoriske krav til den del, der udfører godkendende arbejde, herunder reference direkte til institutionens øverste ledelse/bestyrelse, økonomisk uafhængighed af de øvrige afdelinger samt et løbende tilsyn med hensyn til organisation, procedure, uvildighed m.v.
I øvrigt har Energistyrelsen som den ansvarlige myndighed nedsat et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter fra de egentlige brugere af ordningen og et bredt sammensat regeludvalg til løbende vurdering af grundlaget for ordningen.
Spørgsmål 20
»Hvordan vil ministeren sikre, at berørte ejere af såvel helårshuse som sommerhuse får medindflydelse på placeringen af demonstrationsprojekter for vindkraftanlæg på søterritoriet?»
Spørgsmål 21
»Hvordan vil ministeren sikre, at berørte ejere af såvel helårshuse som sommerhuse får medindflydelse på den eventuelle endelige placering af vindkraftanlæg på søterritoriet?»
Svar
Det er min hensigt, at offentligheden, herunder berørte grundejere, skal søges inddraget i samme omfang som gældende for lignende projekter på landterritoriet.
I det omfang natur- eller rekreative interesser berøres, vil lokale myndigheder eller organisationer blive hørt.
Spørgsmål 22
»Hvilken værdi tillægger ministeren det, at et elselskab deltager i opførelsen af vindkraftanlæg på søterritoriet?»
Svar
Jeg tillægger det generelt betydelig værdi, at elværkerne deltager i vindkraftudbygningen såvel på landterritoriet som på søterritoriet. Elværkernes medvirken må endvidere anses for afgørende i tilfælde, hvor projekterne er af en sådan karakter, at der kan være begrundet tvivl om, at andre kan forestå en gennemførelse på forsvarlig måde.
Spørgsmål 23
»Hvilken holdning har ministeren til placering af vindkraftanlæg på søterritoriet i tvivlsomme områder, f.eks. hvor grundejernes udsigt forringes på grund af vindmøllerne, sådan som det bl.a. vil ske ved placeringen i Århus Bugt?»
Svar
Jeg er af den opfattelse, at placeringen af vindkraftanlæg på søterritoriet bør basere sig på en samlet afvejning af de berørte interesser, herunder også hensynet til grundejerne langs kysten. Sådanne rekreative interesser vil derfor kunne føre til alternative placeringer.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til energiministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danske Elværkers Forening,
Danske Vindkraftværker,
Foreningen af Danske Vindmøllefabrikanter/FDV og
Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi.
Der er af energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen tillige med energiministerens svar herpå.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med det af energiministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at fremsætte følgende bemærkninger
En væsentlig del af lovens hensigt er at fremme sikkerheden ved vindmølledrift i Danmark og at styrke dansk vindkrafts stilling i udlandet.
Der er derfor behov for en klar og gennemskuelig godkendelsesordning, som kan medvirke til at bevare Danmarks nuværende stilling. Dette kræver, at der indarbejdes en helt ensartet sagsbehandling, som hviler på et alment tilgængeligt og fyldestgørende regelgrundlag.
Sker det ikke, vil dette kunne skade dansk vindmølleeksport, f.eks. til det tyske marked.
Under behandlingen af lovforslaget er der kommet en række indvendinger fra Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, hvorefter det frygtes, at der vil kunne opstå problemer for dansk vindmølleeksport, dersom der ikke sikres en adskillelse af den rådgivende og den godkendende funktion.
Socialistisk Folkeparti forventer, at det ved administrationen af denne lov sikres, at det problem, der peges på fra Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, ikke opstår, sådan at den danske praksis ikke vil volde problemer for dansk vindmølleeksport.
Kristeligt Folkeparti er fremkommet med et betænkningsbidrag vedrørende offshoremøller m.v. Dette kan SF ikke støtte. SF er her tilfreds med ministerens hidtidige svar, og Kristeligt Folkepartis bidrag er efter SF's mening møntet på at forhindre offshoremøller i Århus Bugt. De møller ønsker SF opstillet.
Et andet mindretal inden for flertallet (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende
Mindretallet er generelt positiv over for anvendelse af vedvarende energiformer og ønsker disse fremmet mest muligt til gavn for miljøet.
Mindretallet finder, at det bør sikres, at en yderligere udnyttelse af vedvarende energikilder ikke medfører forringelser af miljøet i bred forstand. Det må sikres, at naturværdier ikke går tabt ved udnyttelsen af miljøvenlige energiformer.
Specielt med hensyn til etablering af vindmøller finder mindretallet, at der skal tages hensyn til naturen. Der bør ikke være uoverensstemmelse mellem ejerens og naboernes æstetiske opfattelse, ligesom det bør sikres, at naboerne ikke generes af støj fra vindmøllerne.
Disse hensyn til naboer skal tages ved etablering af vindkraftanlæg såvel på land- som på søterritorier. Ved etablering på søterritorier må der yderligere tages hensyn til dyre- og plantemiljøet i havet samt til brugerne af havet, f.eks. skibsfarten, lystsejlere, erhvervs- og fritidsfiskere.
Der bør ikke placeres demonstrationsprojekter for vindkraftanlæg, hvor det efter lokalbefolkningens opfattelse vil give store gener.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan tiltræde det af energiministeren stillede ændringsforslag, men indstiller lovforslaget til forkastelse og bemærker
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at alle såkaldte alternative energikilder - herunder også vindmøller - alene skal nyde fremme, hvis de kan konkurrere frit med mere traditionelle energiformer.
Det er en fejlagtig politik at yde tilskud, hvad enten det er i fremstillingsleddet, driftleddet eller i form af særligt gunstige afregninger fra f.eks. elværker.
Fremskridtspartiet mener, at den bedste måde, hvorpå man kan fremme anvendelsen af alternativ energi, er gennem afbureaukratiseret behandling af ansøgninger om fabrikation eller opstilling af anlæggene. Tilskudsordninger skaber samfundsskadelig markedsforvridning.
Nærværende lovforslag bør erstattes af en ret til for enhver at fremstille og/eller opstille vindmøller, såfremt det ikke sker til væsentlig gene for naboer og natur. En sådan regel er det eneste lovgrundlag, der bør være for vindmøller.
Fremskridtspartiet tilslutter sig fuldt ud de ophævelser, der er blevet gjort fra Danske Elværkers Forening vedrørende den i lovforslaget foreslåede § 10 b. Det er helt urimeligt, at elværkerne skal have ekstra udgifter og besvær med de mange vindmøller, udgifter, som i den sidste ende betyder øgede eludgifter for dem, der aftager traditionelt fremstillet elektricitet.
Fremskridtspartiet mener således også, at § 10 b burde udgå, men må erkende, at der er flertal for den skadelige paragraf.
Ændringsforslag
Af energiministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 2
1) Stk. 1 affattes således
»Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1990.«
Bemærkninger
Ændringsforslaget er en konsekvens af, at lovforslaget ikke blev vedtaget inden den 1. januar 1990.
Helge Adam Møller (KF) Eva Møller (KF) Else Theill Sørensen (KF) Svend Erik Hovmand (V) Svend Heiselberg (V) Behnke (FP) Elisabeth Arnold (RV) Duetoft (CD) fmd. Inger Stilling Pedersen (KRF) Graversen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Helge Mortensen (S) Poul Nielson (S) Ingrid Rasmussen (S) Taanquist (S) Riishøj (SF) nfmd. Stillinger (SF)
Ingen
Nr BTL 71
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om statstilskud til udnyttelse af vedvarende energikilder m.v. (Godkendelse af vindkraftanlæg m.v.)
Nr L 71 1989-90, 1. samling
Afgivet af Det Energipolitiske Udvalg
Afgivet: 19900425