Legislator Case Law & Legislation
198914K00059 DK

1989 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKATTEMÆSSIG OPGØRELSE AF VARELAGRE M.V. (VARELAGERNEDSKRIVNINGER OG IGANGVÆRENDE ARBEJDER) NR L 59 1989-90, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 59 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Brancheforeningen SPT.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtaler følgende

Som det fremgik af Socialdemokratiets bemærkninger ved lovforslagets 1. behandling, indgår en afvikling af varelagernedskrivningerne som et led i de socialdemokratiske forslag om nedsættelse af skatteprocenter for selskaber og virksomheder. Ændringsforslagene indebærer, at lovforslaget alene berører de selskaber, som har fået nedsat skatten til 40 pct.

Et flertal vedtog imod Socialdemokratiets stemmer en isoleret nedsættelse af selskabsskatteprocenten for indkomståret 1990 og fremefter den 28. december 1989. Nedsættelsen blev bl.a. finansieret ved drastiske besparelser på Industriministeriets budget. Derimod bevarede man endnu en gang de varelagernedskrivninger, som er et levn fra krigens tid, og som er en isoleret dansk opfindelse.

Såfremt nærværende lovforslag bliver vedtaget, er Socialdemokratiet indstillet på, at det indvundne provenu skal anvendes til en erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsesmæssig indsats. Der skal rettes op på de erhvervsmæssige skadevirkninger, som finanslovforliget med Fremskridtspartiet vil medføre. Herudover skal der tages nye initiativer for at udnytte de danske muligheder i EF's indre marked og de nye markeder i Østeuropa.

Kommer der gang i forhandlinger om en omlægning af indkomstskattesystemet med lavere trækprocenter og yderligere nedsættelse af selskabsskatteprocenten, vil et eventuelt overskydende provenu også kunne indgå i disse forhandlinger.

Provenuet fra aftrapningen af varelagernedskrivningerne skal anvendes, så det styrker dansk erhvervslivs konkurrenceevne med øget eksport og beskæftigelse til følge.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller ligeledes lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for de stillede ændringsforslag, idet en vedtagelse heraf vil gøre lovforslaget lidt mindre dårligt.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S, FP og KRF)

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

» 01. I § 1, stk. 4, indsættes efter »et nedslag på 30 pct.« ordene: », jf. dog stk. 5.«

2) Nr. 2 affattes således

» 2. I § 1 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

»Stk. 5. For virksomheder omfattet af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber (selskabsskat) kan der i det beløb, der er opgjort efter bestemmelserne i stk. 1-3, i indkomstårene 1990-95 foretages et nedslag, som højst kan udgøre følgende procentdel

Indkomstår pct. 1990 25 1991 20 1992 15 1993 10 1994 5 1995 og derefter 0«.

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.'

3) Nr. 3 affattes således

» 3. I § 1, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som 2. pkt.

»Virksomheder, der skal afregne punktafgifter for deres varer eller produktion, kan ikke gøre disse afgifter - herunder lagre af ikke anvendte banderoler og lignende - til genstand for skattemæssigt nedslag efter stk. 4 og 5, medmindre afgiftspligten er indtrådt og afgiften betalt inden indkomstårets afslutning og afgiften samtidig ikke kan refunderes hos toldvæsenet, såfremt varerne viser sig usælgelige.«»

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Baggrunden for ændringsforslagene er ikke mindst den konservative ordfører Aagaards ordførertale, hvori han gav udtryk for, at regeringen var villig til at se på spørgsmålet om en nedsættelse af varelagernedskrivningerne under forudsætning af, at det bredere skattegrundlag modsvares af lavere skatteprocenter.

Eftersom aktieselskaberne med lovændringen den 28. december 1989 har fået nedsat selskabsskatteprocenten til 40, har forslagsstillerne valgt kun at lade den kreds, som allerede har fået nedsat skatteprocenten, omfatte af lovforslaget.

Det skal for en ordens skyld bemærkes, at SF helst så, at lovforslaget havde kunnet vedtages i den oprindelige form, men eftersom vi er resultatsøgende, har vi valgt at stille ændringsforslag, som begrænser virkningen.

Ændringsforslagene går således ud på, at alene virksomheder, der er omfattet af selskabsskatteloven, skal anvende de foreslåede begrænsninger i adgangen til at nedskrive på varelagre. For alle andre virksomheder m.v. opretholdes de gældende bestemmelser vedrørende varelagernedskrivninger.

Til nr. 3

Ændringsforslaget er en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1 og 2.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Hans Strunge (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 59 Valid

Nr BTL 59

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om skattemæssig opgørelse af varelagre m.v. (Varelagernedskrivninger og igangværende arbejder)

Nr L 59 1989-90, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19900321

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →