Legislator Case Law & Legislation
198914K00056 DK

1989 BTL 56 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT AF SPILLEKASINOER NR L 56 1989-90, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 56 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

Hvorledes skal et ændringsforslag udformes, for at kasinobevillingen bortfalder ved for sen indbetaling af afgiften?

Svar

Spørgsmålet har været forelagt Justitsministeriet, der har afgivet følgende besvarelse, til hvilken jeg kan henholde mig.

Reglerne for, hvornår en tilladelse bortfalder eller kan tilbagekaldes, findes i §§ 19-20 i det af justitsministeren fremsatte forslag til lov om spillekasinoer (L 58).

I § 20, stk. 1, nr. 3, er det foreskrevet, at en tilladelse kan tilbagekaldes, såfremt indehaveren ikke længere kan antageliggøre, at vedkommende vil kunne drive spillekasinoet på fuldt forsvarlig måde, og i bemærkningerne til bestemmelsen er det anført, at bestemmelsen kan tænkes anvendt i de tilfælde, hvor en indehaver ikke betaler skyldige afgifter af spilleomsætningen.

Betænkning over lovforslag 1989 56 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og skatteministerens

besvarelse heraf er optrykt som bilag til denne betænkning.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Alsted, Peter, advokat, København,

Muskelsvindfonden og

Tjæreborg Holding A/S.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) henleder opmærksomheden på, at der er medlemmer af SF's folketingsgruppe, der ikke kan medvirke til lovforslagets vedtagelse, eller som agter at stemme imod lovforslaget, fordi afgiften nedsættes, fordi der indføres et tronc-system, eller fordi de generelt er betænkelige ved at indføre kasinospil i Danmark.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af skatteministeren under nr. 1 stillede ændringsforslag og vil ved 2. behandling tilkendegive partiets stilling til ændringsforslag nr. 2. Kasinoskattelovens formål er at få flest mulige penge i statskassen. Jo lavere skatteprocent, des højere omsætning, blandt andet som følge af, at der kommer flere overlevelsesduelige kasinoer. Hvordan man maksimerer skatten, beror selvsagt på et usikkert skøn. Som førstegangsudgangspunktet for at skyde sig ind herpå gætter Fremskridtspartiet på, at det er bedre at forsøge med 65 pct. end med 75 pct.

Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KRF)

Til § 2

1) Paragraffen affattes således

»§ 2. Afgiften udgør 65 pct. af det beløb, hvormed spilleindsatserne overstiger gevinsterne, fratrukket værdien af spillemærker, der er givet til de ansatte efter reglerne i lov om spillekasinoer (bruttospilleindtægten).«

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP og KRF)

Til § 4

2) I stk. 1 ændres ordene »hvert kvartal« til: »hver måned«, og som nyt 2. pkt. indsættes

»Angivne negative bruttospilleindtægter for en afgiftsperiode kan modregnes ved indbetaling af afgiften i efterfølgende afgiftsperioder.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Lovforslagets § 2 foreslås ændret således, at afgiftssatsen nedsættes fra 75 til 65 pct. Provenuet i det oprindelige lovforslag på 100 mio. kr. falder herved til ca. 70 mio. kr.

I forbindelse med 2. behandling af lovforslag nr. L 58 om spillekasinoer foreslås det tilladt at henlægge spillemærker i en særlig beholder (troncen) ved spillebordene som gaver til det samlede personale. Beløb, som er givet til de ansatte efter denne ordning, fradrages ved beregningen af afgiftsgrundlaget.

Til nr. 2

Afgiftsperioden foreslås ændret fra kvartalet til måneden.

Det kan ikke udelukkes, at bruttospilleindtægten i en enkelt afgiftsperiode kan blive negativ. Det foreslås derfor, at negative bruttospilleindtægter modregnes i positive bruttospilleindtægter i efterfølgende afgiftsperioder.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Løvig Simonsen (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 56 Valid

Nr BTL 56

Betænkning over Forslag til lov om afgift af spillekasinoer

Nr L 56 1989-90, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19900523

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →