Legislator Case Law & Legislation
198914K00038 DK

1989 BTL 38 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FOLKEAFSTEMNING OM FLYGTNINGE NR L 38 1989-90, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 38 Valid

Bilag

Udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

1. Idet der henvises til Ole Espersens ordførertale ved 1. behandling af lovforslaget bedes ministeren oplyse følgende

a) Hvor mange arbejdspladser optager flygtningene her i Danmark?

b) Hvor mange arbejdspladser skaffer flygtningene her i Danmark?

c) Hvor mange asylansøgere kommer til den danske grænse i forhold til befolkningstallet i Danmark og i forhold til, hvor mange der kommer til andre vesteuropæiske landes grænser?

d) Hvor stor en procentdel udgør de udenlandske statsborgere af befolkningen i Danmark sammenholdt med procentdelen af udenlandske statsborgere i forhold til befolkningen i andre vesteuropæiske lande?

e) Det bedes procentvis oplyst, hvor mange familiesammenføringer der vedrører henholdsvis flygtninge her i landet og danske statsborgere.

2. Idet der henvises til Kirsten Lee's ordførertale ved 1. behandling bedes følgende oplyst

a) I hvor mange af de 1.200 tilfælde, hvor flygtninge fik tilladelse til familiesammenføring, skete der rent faktisk indrejse?

b) I hvor mange af de resterende 5.800 tilfælde, hvor udlændinge fik tilladelse til familiesammenføring, skete der rent faktisk indrejse og hvor mange af tilfældene optræder mere end een gang i statistikken?

Svar

ad 1 a)

Arbejdsmarkedsstyrelsen har over for Justitsministeriet oplyst, at man alene vil være i stand til at angive, hvor mange flygtninge der er tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Så vidt vides registreres det ingen steder, hvor mange flygtninge der er i aktivt erhverv.

ad 1b)

Det må antages, at der i øjeblikket skønsmæssigt er beskæftiget 550-600 årsværk med asyl- og flygtningespørgsmål i Justitsministeriet, Flygtningenævnet, Direktoratet for Udlændinge, politiet og Dansk Røde Kors.

Socialministeriet har oplyst, at antallet af beskæftigede i Dansk Flygtningehjælp efter den budgetterede lønsum for 1990 svarer til 708,7 fuldtidsbeskæftigede, og at antallet af beskæftigede i Socialministeriets departement, som beskæftiger sig med flygtningespørgsmål, svarer til ca. 4 fuldtidsbeskæftigede.

Indenrigsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at besvare spørgsmålet for så vidt angår antallet af arbejdspladser i kommunerne. Til orientering kan det dog oplyses, at staten yder et tilskud til kommunernes merudgifter til særlige foranstaltninger for flygtninge og indvandrere på i alt 443 mio. kr. i 1990.

Der foreligger ikke en samlet oversigt over antallet af personer, som beskæftiger sig med flygtningespørgsmål i den offentlige administration (staten, amtskommunerne, kommunerne). Spørgsmål med relation til flygtninge behandles i en række ministerier. Ud over Justitsministeriet og Socialministeriet drejer det sig navnlig om Udenrigsministeriet, Indenrigsministeriet, Undervisnings- og Forskningsministeriet, Arbejdsministeriet, Kulturministeriet og Boligministeriet.

ad 1 c)

I 1989 indrejste 4.588 spontane asylansøgere her til landet, mens 1.276 asylansøgere blev nægtet indrejse, heraf 137 personer i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Indbyggerantallet i Danmark udgjorde den 1. januar 1989 5.129.778 personer. Det samlede antal asylansøgere, der kom til den danske grænse, udgjorde således ca. 0,1 pct. af befolkningen.

De seneste officielle tal for antallet af indrejste (spontane) asylansøgere, som Justitsministeriet er bekendt med for en række vesteuropæiske lande, vedrører 1988. For 1989 er Justitsministeriet kun i besiddelse af foreløbige tal. Tallene er således

1988 1989 (foreløbige) Belgien 4.458 - Frankrig 34.253 ca. 60.000 Vesttyskland 103.076 121.318 Sverige 19.595 28.942 Norge 6.602 ca. 4.300 Finland 64 - Schweiz 16.726 24.425 Grækenland 7.470 - Holland 7.486 13.898

Justitsministeriet er ikke bekendt med antallet af asylansøgere, der er blevet nægtet indrejse i de forskellige vesteuropæiske lande.

ad 1 d)

Ifølge oplysning fra Danmarks Statistik udgjorde antallet af udenlandske statsborgere i Danmark pr. 1. januar 1990 150.644 svarende til ca. 2,9 pct. af befolkningen.

Justitsministeriet er ikke i besiddelse af tilsvarende oplysninger vedrørende andre vesteuropæiske lande.

ad 1 e)

I 1989 blev der i alt givet tilladelse til familiesammenføring til ca. 8.000 personer. Af disse var der for ca. 1.800 personers vedkommende tale om familiesammenføring med en herboende flygtning. I ca. 2.800 tilfælde var der tale om familiesammenføring med en dansk/nordisk statsborger.

ad 2 a)

Direktoratet for Udlændinge fører ikke statistik over, hvor mange af de personer der får tilladelse til familiesammenføring der rent faktisk indrejser her i landet. Det er imidlertid direktoratets erfaring, at langt den overvejende del senere indrejser, selv om det i visse tilfælde kan vare nogen tid, blandt andet som følge af problemer med udrejsen fra hjemlandet.

ad 2 b)

De tal, som Direktoratet for Udlændinge kan oplyse vedrørende familiesammenføring, er baseret på antallet af afgørelser. Det kan derfor ikke udelukkes, at en person kan optræde flere gange i statistikken, f.eks. hvis vedkommende får opholdstilladelse på grund af flere på hinanden følgende ægteskaber. Det vil dog efter direktoratets opfattelse alene være i meget få tilfælde, at en person således optræder mere end een gang i årsstatistikken.

Udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

Ministeren bedes tilstille udvalget Socialministeriets notat af 18. august 1989: »Hovedtal om flygtninge« (5. kt., j.nr. 4891-10).

Svar

Ovennævnte notat vedlægges.

SOCIALMINISTERIET

Hovedtal om flygtninge

1. Socialministeriets udgifter til flygtninge

1988 1989 FFL 90 mio. kr. mio. kr. 1990 mio. kr. Dansk Flygtningehjælp 593 539 531 - heraf kontanthjælp 299 283 273 Kommunale udgifter efter bistandsloven, 100 pct. statsrefusion 780 1.019 1.180 - heraf kontanthjælp 702 917 1.062 ICM 4 6 6 --------------------------------------------------------------- I alt 1.377 1.564 1.717 - heraf kontanthjælp 1.001 1.200 1.355 ---------------------------------------------------------------

Note

1) Tallene for 1989 og 1990 er skøn. Der er forudsat en skønnet tilgang på 4.000 flygtninge i 1989 og på 3.000 i 1990.

2) Antallet af beskæftigede i Dansk Flygtningehjælp svarer i 1989 til ca. 762 fuldtidsbeskæftigede.

2. Statslige udgifter i alt til flygtninge

De samlede statslige udgifter til flygtninge er på FL 1989 opgjort til 2,4 mia. kr. i 1989. I vedhæftede tabel er udgiften specificeret nærmere.

3. Kommunernes udgifter i øvrigt

Der findes ingen samlet opgørelse over kommunernes udgifter til flygtninge på områder, hvor der ikke ydes statsrefusion (administration, undervisning m.v.).

Der ydes imidlertid kommunerne et særligt bloktilskud, der fuldt ud skulle dække merudgifter på disse områder. Beløbet er i 1989 2.600 kr. pr. indvandrer/flygtning + yderligere 12.100 kr. pr. 6-16 årig.

4. Antal flygtninge

1987 1988 1989 FFL 90 1990 -------------------------------------------------------- Tilgang af flygtninge til Dansk Flygtninge- hjælp 4.200 3.900 4.000 3.000 Flygtninge udgået fra Dansk Flygtningehjælp til kommunerne 4.900 7.700 3.600 4.200 --------------------------------------------------------

Det samlede antal flygtninge, som Danmark har modtaget, anslås til ca. 40.000 siden opstanden i Ungarn i 1956.

Flygtninge m.v. i Danmark pr. 1. januar 1989

flygtninge (ca.) 29.100 = 0,6 pct. af befolkn.

fra 3. lande (ekskl. flygtninge) 58.200 = 1,1 pct. af befolkn.

3. lande er lande uden for Norden, EF og Nordamerika.

3. Familiesammenføring

Der råder i den offentlige debat nogen forvirring omkring tal for familiesammenføring. Årsagen er især, at de tal Direktoratet for Udlændionge offentliggør, er en afgørelsesstatistik, der ikke siger noget om, hvorvidt/hvornår den pågældende indrejser, og hvor der kan være truffet flere afgørelser vedrørende den samme person (som f.eks. både kan optræde under familiesammenføring og under anerkendte flygtninge, idet en del af de familiesammenførte efterfølgende søger og ofte får flygtningestatus).

Heroverfor er der de tal, som Dansk Flygtningehjælp oplyser, og som er baseret på det antal familiesammenførte, der faktisk indrejser. Det er kun Dansk Flygtningehjælp, der registrerer, om tilladelser til familiesammenføring til herboende flygtninge resulterer i at de pågældende faktisk indrejser.

Tallene for 1988

familiesammenføringstilladelser

- ca. 1.200, hvor den herboende er flygtning

- ca. 5.800, herboende ej flygtning

Indrejste

- ca. 700, hvor den herboende er flygtning.

Dansk Flygtningehjælp har for perioden 1984 til medio 1989 opgjort det indrejste antal familiesammenføringer til herboende flygtninge til ca. 3.400. I samme periode fik ca. 24.200 flygtninge asyl, dvs. at 100 flygtninge er efterfulgt af 14 familiesammenføringer. Tallet må tages med betydeligt forbehold, da den betragtede periode er meget kort. Tallet synes dog at give et helt andet billede end tallene fra Ishøj, vedrørende tyrkiske indvandrere.

Tabel 1: Oversigt over statens udgifter til flygtningeformål i 1988 og 1989

Regnskab 1988 (inkl. anvendelse af Finansmini- steriets flygtninge- reserve) Budget 1989 --------------------------------------------------------------------- ------ Mio. kr. ------ Udgifter i asylfasen Justitsministeriet 138,5 26,6* Udgifter til integrations- forløb under Dansk Flygtningehjælp, Socialministeriet 593,3 440,1* Udgifter i forbindelse med undervisning af flygtninge, Undervisningsministeriet 112,0 66,2 Udgifter til arbejdsmarkeds- uddannelser og -formidling, Arbejdsministeriet 68,5 ca. 80,0 Udgifter i perioden efter integrationsforløbet - Kontanthjælpsydelser, Socialministeriet 763,8 885,0 - Boligydelse og boligsikring, Boligministeriet 38,0 38,0 Udgifter til internationalt flygtningearbejde - Udenrigsministeriet 287,5 ca. 290,0 - Socialministeriet 3,5 5,1 Finansministeriets flygtningereserve - 600,3 --------------------------------------------------------------- I alt 2.005,1 2.431,3 ---------------------------------------------------------------

* Beløbene vil - via Finansministeriets flygtningereserve - kunne blive forhøjet i løbet af 1989.

Betænkning over lovforslag 1989 38 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren og socialministeren, som

disse har besvaret skriftligt. Spørgsmål og svar er optrykt som

bilag til betænkningen.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag vedrørende den ændrede dato for afholdelse af folkeafstemning (Valdemarsdag), idet mindretallet bemærker følgende

Fremskridtspartiets lovforslag om en folkeafstemning om flygtninge er blevet mere og mere aktuelt siden fremsættelsen. Det er Fremskridtspartiets indtryk, at danskernes holdning til udlændinge er blevet skærpet betydeligt, og at politikerne på Christiansborg bør benytte lejligheden til at spørge befolkningen om dette meget ømtålelige problem.

Det er Fremskridtspartiets indtryk, at der er en afgrund til forskel mellem de holdninger, som flertallet på Christiansborg lægger for dagen, og den holdning, der er i den danske befolkning. Det er synd for de virkelige flygtninge, at folketingsflertallet igennem en dårlig udlændingelov med diverse familiesammenføringsregler m.v. får pisket et fremmedhad frem i den danske befolkning.

Fremskridtspartiet må give Venstre ret, når partiet i sit debatoplæg om udlændinge i Danmark på side 24 skriver

»Den omstændighed, at danske myndigheder slet ikke er i stand til at stoppe flygtningestrømmen, rejser spørgsmålet, om ikke der bør arbejdes på et politisk flertal for en bedre styring af flygtningestrømmen.«

Opbringningen af det tyske fartøj ved Hyllekrog Fyr med 30 illegale libanesiske flygtninge vidner om, at Venstres ønskede styring er gået helt tabt og er blevet afløst af en højt betalt menneskesmuglerindustri.

Folketinget bør lytte til befolkningen i stedet for det hykleri, som f.eks. partiet Centrum-Demokraterne i dag fremviser fra talerstolen, samtidig med at man i bladet Danskeren, nr. 1, februar 1990, kan læse, at det tidligere folketingsmedlem for Centrum-Demokraterne, kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat Herluf Rasmussen, der tidligere var aktiv modstandsmand og sabotør i Bopa, nu vil deltage i den offentlige debat og samtidig være kontaktperson for Den Danske Forening i sit område.

Herluf Rasmussen skriver bl.a. følgende

»For mig er der ingen tvivl om, at et pres fra vælgerne og en erkendelse af, at størsteparten af den danske befolkning ønsker klar besked, vil tvinge politikerne til at løse op for en debat i partiernes ledelser, men også blandt partiernes repræsentanter i Folketinget.«

Fremskridtspartiet håber selvfølgelig, at Centrum-Demokraterne med en sådan appel i ryggen kan stemme for lovforslaget.

Ændringsforslag

Af et mindretal (FP)

Til § 1

1) Datoen »den 21. november 1989« ændres til: »den 15. juni 1990«.

Bemærkninger

Til nr. 1

På grund af den lange behandlingstid i Retsudvalget (herunder besvarelse af stillede spørgsmål) har forslagsstillerne set sig nødsaget til at ændre datoen for folkeafstemningen til Valdemarsdag 1990, som i øvrigt vil være en passende dag for en sådan folkeafstemning.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling-Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF)

Ebba Strange (SF) nfmd.

Betænkning over lovforslag 1989 38 Valid

Nr BTL 38

Betænkning over Forslag til lov om folkeafstemning om flygtninge

Nr L 38 1989-90, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19900503

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →