Legislator Case Law & Legislation
198914K00037 DK

1989 BTL 37 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF DE KOMMUNALE STYRELSESLOVE (FASTE VEDERLAG, KOMMUNALT ANSATTES MEDLEMSKAB AF UDVALG) NR L 37 1989-90, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1989 37 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i samråd.

Under et samråd med udvalget har indenrigsministeren oplyst, at det vil blive undersøgt, om der kan ydes fuld økonomisk kompensation til kommunalbestyrelsesmedlemmer under fravær på grund af sygdom og barsel. Dog vil det under alle omstændigheder blive sikret, at kommunalbestyrelsesmedlemmer under sygdom eller barsel kan bevare det faste vederlag på 1.400 kr. månedligt i indtil 9 måneder.

Derudover har indenrigsministeren oplyst, at ministeriet netop har udsendt en oversigt over de kommissioner, nævn, udvalg m.v., hvor der i lovgivningen er krav om, at kommunalbestyrelserne og amtsrådene skal vælge medlemmer blandt deres midte. Oversigten viser, at der kun er få krav om, at der skal vælges kommunalbestyrelsesmedlemmer og amtsrådsmedlemmer.

Indenrigsministeren har peget på, at de folkevalgte således kan aflastes for en række enkelthverv, hvorved det tillige opnås, at flere personer inddrages i det kommunale arbejde. Herudover kan arbejdsvilkårene for de folkevalgte forbedres ved, at der i kommunerne og amtskommunerne sker en udstrakt delegation af opgaver og ansvar, herunder ved øget selvforvaltning og brugerindflydelse.

Ministeren har oplyst, at diæter og vederlag vil blive reguleret. Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 6, at hvis diætbeløbet var blevet reguleret pr. 1. oktober 1989 i overensstemmelse med den hidtil anvendte procentregulering, ville diætbeløbet på 280 kr. den 1. oktober 1987 være blevet forhøjet til 296 kr., svarende til en stigning på 5,7 pct.

Ministeren vil undersøge problemerne i forbindelse med en eventuel efterlønsordning for udvalgsformænd.

Indenrigsministeren vil tillige undersøge, om der er særlige problemer for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der oppebærer overførselsindkomster.

Endelig har ministeren under samrådet givet tilsagn om at undersøge mulighederne efter styrelsesloven for at fastlægge maksimum for diætgivende møder i råd, nævn m.v. med henblik på en orientering herom til kommunerne.

Udvalget kan tilslutte sig disse udtalelser.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker dog at understrege for så vidt angår indenrigsministerens tilkendegivelser om fravær på grund af sygdom og barsel, at det kun kan tilslutte sig, at det faste vederlag på 1.400 kr. månedligt ydes i 9 måneder i forbindelse med sygdom.

Mindretallet finder ikke, at barsel kan sidestilles med sygdom og ønsker derfor ikke en udvidelse på dette område. Fremskridtspartiet finder, at den nugældende barselorlov på 28 uger er for lang. Mindretallet finder ikke, at der er noget til hinder for, at et kommunalbestyrelsesmedlem kan deltage i arbejdet i kommunalbestyrelsen samtidig med pasning af et mindre barn, og skal i øvrigt henvise til de gældende regler om tilskud til børnepasning.

Fremskridtspartiet finder, at der bør gælde tilsvarende regler for kommunalbestyrelsesmedlemmer som for den øvrige del af befolkningen, således at det faste vederlag i relation til barsel ydes for samme periode, som der ydes dagpenge.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1

1) I den under nr. 1 foreslåede § 15 a affattes 3. pkt. således

»Kommunalbestyrelsens beslutning herom skal træffes forud for et regnskabsår og er bindende for hele regnskabsåret.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget muliggør, at en kommunalbestyrelse, som har truffet beslutning om en ændret vederlæggelsesform, senere i funktionsperioden på ny kan ændre vederlæggelsesformen. En beslutning herom skal træffes forud for et regnskabsår og gælder, indtil der for et nyt regnskabsår måtte blive truffet beslutning om at ændre vederlæggelsesformen.

Karen Højte Jensen (KF) Flemming Jensen (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) Jane Oksen (FP) nfmd. Marianne Jelved (RV) Herluf Rasmussen (CD) Glønborg (KRF) Bakholt (S) Dorte Bennedsen (S) Graversen (S) Hjortnæs (S) fmd. Ingrid Rasmussen (S) Stavad (S) Agerschou (SF) Bjørn Poulsen (SF)

Betænkning over lovforslag 1989 37 Valid

Nr BTL 37

Betænkning over Forslag til lov om ændring af de kommunale styrelseslove (Faste vederlag, kommunalt ansattes medlemskab af udvalg)

Nr L 37 1989-90, 1. samling

Afgivet af Kommunaludvalget

Afgivet: 19891117

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →