1989 BTL 29 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL NR B 29 1989-90, 1. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse heraf

Under samrådet den 7. december 1989 vedrørende samrådsspørgsmål A (L 29 - bilag 89) gav jeg tilsagn om at sende Socialudvalget udkast til bekendtgørelse om forlængelse af dagpengeperioden, jf. forslagets §§ 22 og 23.

Under henvisning hertil vedlægges råudkast til de relevante bestemmelser, der påtænkes at skulle indgå i en samlet bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Det er hensigten, at der skal ske en mere udførlig omtale af forlængelsesmulighederne i den vejledning, som påtænkes udsendt til afløsning af Sikringsstyrelsens vejledning af 30. januar 1987.

Forlængelse af dagpengeperioden efter § 22

§ x. Kommunen kan forlænge dagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen efter lovens § 22, stk. 1,

a) når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat,

b) når den pågældende er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.

§ y. Forlængelse ud over 26 uger kan ske, når særlige omstændigheder taler for det,

a) hvis pågældende lider af en alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling. Det er en betingelse, at pågældende har været mere stabilt erhvervsaktiv umiddelbart før sygeperioden og - efter en lægelig vurdering - skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 uger,

b) hvis pågældende lider af en meget alvorlig lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at være til stede.

Spørgsmål 7

Vil offentligt ansatte, der trues af afsked på grund af sygdom, men som i stedet bevilges orlov uden løn i en nærmere fastsat periode, i denne periode være omfattet af bestemmelserne om sygedagpenge fra kommunen?

Svar

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg indhentet en udtalelse fra Arbejdsministeriet, om hvorvidt en offentligt ansat i den omhandlede situation kan betragtes som »ansat« i orlovsperioden.

Arbejdsministeriets udtalelse af 9. november 1989 vedlægges.

Efter forslagets § 3, stk. 4, består retten til dagpenge fra en offentlig arbejdsgiver, så længe lønmodtageren er ansat, jf. dog forslagets §§ 22 og 23.

Ved udtrykket »ansat« i forslagets § 3, stk. 4, forstås der i den situation, hvor der er tale om sygeorlov, at retten til dagpenge fra en offentlig arbejdsgiver består, så længe lønmodtageren ikke er opsagt og opsigelsesvarslet ikke er udløbet.

En offentligt ansat vil således i den situation, der er nævnt i spørgsmålet, være berettiget til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, såfremt beskæftigelseskravene i øvrigt er opfyldt.

Arbejdsministeriet

København, den 9. november 1989

Til Socialministeriet Som svar på Socialministeriets brev af 31. oktober 1989 vedrørende besvarelse af spørgsmål 7 til L 29, forslag til lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, skal Arbejdsministeriet udtale følgende

»Orlov« og »ansættelse« er ikke begreber, som i lovgivningen eller overenskomsterne har fået tillagt en alment gældende, i alle sammenhænge fælles betydning.

Det står parterne frit for ved deres aftale at lægge det ind i begreberne, de ønsker, og indholdet må derfor bero på en fortolkning af aftalen og dennes forudsætninger og formål.

På samme måde må fortolkningen af begrebet »ansat« i dagpengeloven afhænge af lovgivers forudsætninger og formål med bestemmelsen.

Parternes forudsætninger i forbindelse med en sygeorlov er således formentlig nogle andre end i forbindelse med en orlov, der bevilges, fordi lønmodtageren vil prøve andet arbejde.

I tjenestemandslovens § 58 er der hjemmel til at give tjenestefrihed. Om fortolkningen af dette begreb henvises til Administrations- og Personaledepartementet.

Mange tilfælde af orlov indebærer, at arbejdsforpligtelsen og vederlagsforpligtelsen ophører, så længe orlovsperioden løber. Endvidere har lønmodtageren ofte et krav på at vende tilbage på eller inden et bestemt tidspunkt, eller når årsagen til orloven ophører.

Den praksis, som ikke mindst forekommer inden for staten, med at give »tilbagegangsret«, dvs. når der er normeringsmæssig mulighed for det, viser imidlertid, at også denne ret kan være mere eller mindre betinget.

For lønmodtagere, der er omfattet af funktionærloven eller tilsvarende regler, kan der være særlige begrænsninger for, hvad der kan aftales, navnlig hvis lovens varsler ikke er iagttaget. Af særlig betydning er funktionærlovens § 21, der medfører ugyldighed af aftaler, der er til ugunst for funktionæren.

H. G. Carlsen antager således i Dansk Funktionærret, 4. udgave side 37, at der næppe er noget til hinder for, at parterne træffer aftale om orlov for funktionæren med afbrydelse af anciennitetserhvervelsen til følge, når en sådan aftale er i begge parters - navnlig funktionærens - velforståede interesse.

Samme sted side 26 udtaler H. G. Carlsen, at en funktionær sandsynligvis ikke kan give afkald på retten til løn under sygdom, heller ikke under trussel om ellers at blive afskediget.

Endelig må man nok antage, at arbejdsgiveren kun kan frigøre sig fra sine (resterende) pligter i ansættelsesforholdet, navnlig pligten til på ny at modtage lønmodtageren, med det i ansættelsesforholdet gældende varsel.

Hertil kommer et særligt aspekt i den i spørgsmålet nævnte situation. Formålet med dagpengelovens § 3, stk. 4, må formodes at være at fastholde den offentlige arbejdsgiver på dagpengeforpligtelsen. Hvis formålet med orloven alene er en omgåelse heraf, kan orloven muligvis erklæres ugyldig, som en ugyldig forvaltningsakt.

Sammenfattende er det Arbejdsministeriets opfattelse,

at orlovsbegrebet ikke er entydigt, men at det i mange tilfælde indebærer, at arbejdsgiveren er frigjort fra enhver forpligtelse i perioden, medens han har forpligtelser i forbindelse med periodens ophør. Om lønmodtageren betegnes som ansat, må bero på, hvad der lægges vægt på,

at den omstændighed, at afkald på løn under sygdom sandsynligvis er ugyldig, må spille en særlig rolle i den foreliggende situation, også selv om lønmodtageren ikke gør ugyldigheden gældende. Også her må læren om ugyldige forvaltningsakter gøre det tvivlsomt, om dagpengemyndighederne behøver at respektere aftalen, eller om de f.eks. selvstændigt kan gøre ugyldigheden gældende, og

at det spørgsmål opstår, om man skal overlade til retspraksis at fortolke ordet »ansat« i § 3, stk. 4, eller om man bør give begrebet en mere præcis mening, f.eks. »så længe lønmmodtageren ikke er opsagt og opsigelsesvarslet ikke er udløbet«.

Arbejdsministeriet skal udbede sig kopi af besvarelsen til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

Spørgsmål 47

Ad svaret på spørgsmål 7

Vil ministeren indhente en udtalelse fra Administrations- og Personaledepartementet til besvarelse af spørgsmålet for så vidt angår tjenestemænd?

Svar

Socialministeriet har indhentet vedlagte udtalelse af 1. december 1989 fra Administrations- og Personaledepartementet.

»Under henvisning til Socialministeriets brev af 27. november 1989 - 1. kt. j.nr. 1600-26 - angående det af Folketingets Socialudvalg stillede spørgsmål 47 vedrørende forslag til lov om dagpenge ved sygdom elller fødsel kan Administrations- og Personaledepartementet for så vidt angår tjenestemænd oplyse følgende

Såfremt en tjenestemand søger og får bevilget tidsbegrænset tjenestefrihed uden løn i henhold til tjenestemandslovens § 58, vil konsekvensen være, at tjenestemandens arbejdsforpligtelse og arbejdsgiverens modsvarende lønforpligtelse suspenderes i tjenestefrihedsperioden.

Hvis formålet med tjenestefriheden imidlertid alene har været at omgå den offentlige arbejdsgivers pligt til at betale sygedagpenge til tjenestemanden, har Finansministeriet ikke bemærkninger til den fortolkning af udtrykket »ansat« i lovforslagets § 3, stk. 4, som Socialministeriet gav i sit svar på Socialudvalgets spørgsmål 7.'

Spørgsmål 60

Ad svaret på spørgsmål 7

Det bedes oplyst, om det er korrekt, at svaret betyder, at den offentlige arbejdsgiver bliver nødsaget til at afskedige en ansat i tilfælde af langvarig sygdom i modsætning til de mindelige ordninger, som man i dag kan opnå.

Mener ministeren, at denne konsekvens er i overensstemmelse med det formål at sikre, at langvarigt syge ikke mister deres tilknytning til arbejdsmarkedet?

Svar

Det er korrekt, at svaret betyder, at den offentlige arbejdsgiver ikke kan undslå sig for forpligtelsen til at betale dagpenge under sygdom ved i stedet at bevilge sygeorlov uden løn.

Hvis den offentlige arbejdsgiver kunne frigøre sig for sin forpligtelse til at betale dagpenge under langvarige sygdomstilfælde ved at bevilge sygeorlov uden løn, ville konsekvensen heraf være, at lønmodtageren i mange tilfælde ville være henvist til at søge om kontanthjælp efter bistandsloven. Denne konsekvens finder jeg ikke ville være rimelig.

Jeg kan i øvrigt tilslutte mig Dagpengelovudvalgets opfattelse af, at ansættelsessikkerheden principielt bør reguleres gennem de arbejdsretlige regler og overenskomster og aftaler og ikke gennem sygedagpengesystemet (side 42 i betænkningen fra juni 1989).

Spørgsmål 10

Hvordan vil ministerens bemyndigelse i lovforslagets § 22, stk. 2 blive brugt?

Svar

Det følger af forslagets § 22, stk. 2, at socialministeren fastsætter nærmere regler om forlængelse af dagpengeperioden.

Bemyndigelsen tænkes anvendt således, at dagpengeperioden kan forlænges i følgende situationer

1) Det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat.

Det er ikke hensigten at begrænse dagpengeperioden i denne situation, idet dagpengeudbetalingen - under forudsætning af, at der er tale om en realistisk revalideringsmulighed for den pågældende - skal kunne fortsætte, indtil betingelserne for udbetaling af den faste bruttorevalideringsydelse er opfyldt, jf. det samtidig hermed fremsatte lovforslag.

2) Den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som - på grundlag af en lægelig vurdering - må antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.

Det er ikke afgørende, hvilken sygdom der i de konkrete tilfælde er tale om. I bemærkningerne til bestemmelsen er som eksempel angivet personer, der venter på en øjen- eller hofteoperation.

3) Når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Det er hensigten, at dagpengeudbetalingen i særlige tilfælde skal kunne forlænges ud over de 26 uger, der er nævnt ovenfor, i tilfælde af f.eks. komplicerede knoglebrud, gentagne operationer, dialysebehandling, cancer eller andre alvorlige lidelser, der kræver langvarig behandling, men hvor der er udsigt til varig helbredelse. Det vil være en forudsætning for forlængelsen af dagpengeperioden, at den pågældende har været mere stabilt erhvervsaktiv umiddelbart før sygeperioden, og at den pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for et kortere tidsrum.

Herudover er det hensigten at åbne mulighed for undtagelsesvis at forlænge dagpengeperioden uden for de tilfælde, der er nævnt ovenfor, for personer, der lider af meget alvorlige sygdomme, f.eks. en kræftlidelse, for dermed at undgå en yderligere belastning af patientens og de pårørendes i forvejen stærkt belastede situation. Det er ikke hensigten at begrænse dagpengeperioden i disse situationer.

Spørgsmål 44

Vil ministeren oplyse, hvilke særlige omstændigheder der kan tale for, at varighedsbegrænsningen kan forlænges?

Svar

Som det også er anført ved besvarelsen af spørgsmål 10, er det hensigten, at dagpengeudbetalingen i særlige tilfælde skal kunne forlænges ud over de 26 uger. Det kan eksempelvis være i tilfælde af komplicerede knoglebrud, gentagne operationer, dialysebehandling, behandling for alvorlige forbrændinger, bækkenløsning eller andre alvorlige lidelser, der kræver langvarig lægebehandling, men hvor der er udsigt til varig helbredelse. Det vil være en forudsætning, at den pågældende har været mere stabilt erhvervsaktiv umiddelbart før sygeperioden og efter en lægelig vurdering skønnes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for et kortere tidsrum.

Herudover er det hensigten at videreføre praksis efter gældende lovs § 25, stk. 5, og således forlænge dagpengeperioden for personer, der lider af meget alvorlige sygdomme, f.eks. en kræftlidelse, for dermed at undgå yderligere belastning af patientens situation.

Spørgsmål 57

Det bedes oplyst, om der vil blive fastsat regler i henhold til bemyndigelsen i § 22, stk. 2, hvorefter dagpengeperioden forlænges under behandlingen af en ansøgning om førtidspension.

Svar

Efter forslagets § 22, stk. 2, vil der blive fastsat regler om forlængelse af dagpengeperioden for de tilfælde, der er omfattet af § 22, stk. 1, nr. 1 og 2, der vedrører personer, der enten skal revalideres, venter på lægebehandling eller afslutning af behandling. Reglerne om forlængelse vil desuden omfatte tilfælde, hvor særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor. Disse situationer er omtalt i svar på spørgsmål 10, pkt. 3, og spørgsmål 44.

Muligheden for at forlænge udbetalingsperioden er begrundet med, at personer, der med stor sandsynlighed vil kunne vende tilbage til en erhvervsaktiv tilværelse, så vidt muligt ikke skal overgå til kontanthjælp i en kortere periode.

I de situationer, hvor ansøgningen om førtidspension indgives på dagpengemodtagerens initiativ, og hvor kommunen skønner, at uarbejdsdygtigheden kun er midlertidig, eller at der er mulighed for revalidering, vil dagpengeudbetalingen kunne forlænges efter de retningslinjer, der vil blive fastsat.

Der er derimod ikke grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen ud over 52 uger på grund af, at en ansøgning om førtidspension er under behandling.

Ansøgning om førtidspension vil typisk blive indgivet i forbindelse med kommunens opfølgning af de længerevarende sygdomstilfælde efter forslagets § 24, og der vil under dette forløb blive taget stilling til udbetaling af forskud på pensionen.

Spørgsmål 29

Det bedes oplyst, om det klart fremgår af lovforslaget, at faderens ret til dagpenge i de tilfælde, hvor barnet er indlagt i de første 14 uger, ikke gælder fra fødslen, men efter barnets modtagelse i hjemmet.

Svar

Efter forslagets § 15, stk. 1, kan den periode, hvor der er ret til dagpenge, forlænges eller udsættes, hvis barnet er indlagt på sygehus.

Efter forslagets § 15, stk. 2, gælder retten til at forlænge dagpengeperioden ikke faderens ret til dagpenge i 2 uger efter § 13, stk. 2, eller de adoptionssøgendes ret til samtidig at modtage dagpenge, jf. § 14, stk. 2.

Det følger af § 15, stk. 3, at faderens dagpengeret kan udsættes også i de tilfælde, hvor barnet eventuelt først modtages i hjemmet efter den 14. uge.

Faderen kan således - afhængigt af familiens behov i den givne situation - vælge at udnytte sin dagpengeret efter § 13, stk. 2, enten under barnets indlæggelse på sygehus, eller når barnet modtages i hjemmet.

Spørgsmål 37

Vil lønmodtagere inden for det offentlige kunne opnå en aftale efter § 28, der svarer til en aftale efter den hidtidige § 12?

Svar

En § 28-aftale efter lovforslaget vil stort set svare til en § 12-aftale efter gældende lov.

De helbredsmæssige betingelser for godkendelse af en aftale efter forslagets § 28 er uændrede, og de regler, der vil blive fastsat, kommer til at svare til den praksis, der gælder for § 12-aftaler i dag, ligesom de løbende § 12-aftaler ikke forudsættes ophævet ved lovens ikrafttræden.

Der vil dog blive tale om justeringer som følge af, at arbejdsgiveren selv skal beregne og udbetale dagpenge og i stedet får et refusionskrav, og som følge af, at arbejdsgiverperioden for private arbejdsgivere er udvidet til 2 uger.

Spørgsmålet om, hvorvidt offentligt ansatte vil kunne opnå en aftale efter § 28, kan besvares bekræftende. Offentligt ansatte vil ligesom privat ansatte kunne indgå en aftale efter lovforslagets § 28, der giver arbejdsgiveren ret til refusion med et beløb, der svarer til de dagpenge, som lønmodtageren har ret til i de første 2 uger af hver sygeperiode, der skyldes den lidelse, som aftalen indgås for.

Spørgsmål 78

Udvalget anmoder om at få tilsendt kommentarer fra Kommunernes Landsforening, LO og DA til lovforslaget, således som det ser ud nu på grundlag af det hidtidige udvalgsarbejde.

Svar

Kommunernes Landsforenings udtalelse af 8. december 1989 vedlægges.

Bemærkninger

For så vidt angår dagpengeforslaget anerkender Landsforeningen at have modtaget det ønskede materiale, men tager forbehold over for de økonomiske konsekvenser og tager afstand fra beskæring af bloktilskud som følge af de administrative lettelser.

Det er ikke præciseret, hvad forbeholdet over for de økonomiske konsekvenser går på ud over den generelle usikkerhed, der altid er ved at forudsige fremtidig adfærd.

I forbindelse med de væsentlige ændringer af arbejdsgiverperioden i 1988 aftaltes med de kommunale organisationer, at der skulle ske en efterregulering af bloktilskuddene, såfremt der viste sig at være væsentlige afvigelser mellem den faktiske udvikling og de skøn, der lå til grund for beregningerne.

Endvidere aftaltes, at staten - mod sædvane - gav kommunerne kompensation for de øgede administrative udgifter.

Et væsentligt formål med den nye dagpengelov er at lette de administrative byrder, der blev lagt på kommunerne ved lovændringerne i 1988.

Socialministeriet har derfor foreslået de kommunale organisationer, at bloktilskudsjusteringerne som følge af den nye lov efterreguleres efter de samme principper, som aftaltes ved lovændringerne i 1988, og påpeget, at en lettelse af kommunernes administrative byrde naturligvis må føre til en beskæring af den kompensation, kommunerne fik for administrative merudgifter i 1988.

Kommunernes Landsforening

Den 8. december 1989

Til Socialministeriet

Angående forslag til lov om ændring af lov om social bistand (indførelse af en fast bruttorevalideringsydelse m.v.) og forslag til ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller barsel

Socialministeriet har med skrivelse af 7. december 1989 anmodet om landsforeningens udtalelse i forlængelse af følgende spørgsmål fra Folketingets Socialudvalg: »Udvalget anmoder om at få tilsendt kommentarer fra KL, LO og DA til lovforslaget, således som det ser ud nu på grundlag af det hidtidige udvalgsarbejde.«

Sagen blev senest behandlet på landsforeningens formandskabs møde den 30. november 1989, og landsforeningen har på denne baggrund følgende kommentarer

Ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller barsel.

I forbindelse med forslag til ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller barsel har landsforeningen modtaget det ønskede materiale til belysning af lovforslagets konsekvenser.

Landsforeningen kan på denne baggrund tage lovforslaget til efterretning, som det foreligger, idet landsforeningen fortsat tager forbehold over for de økonomiske konsekvenser og tager afstand fra kravet om beskæring af bloktilskuddet på grund af administrative lettelser.

Landsforeningen har ikke bemærkninger til de fremsatte ændringsforslag til lovforslaget.

Forslag om en fast bruttorevalideringsydelse.

Landsforeningen har med skrivelse af 12. oktober d.å. anmodet Socialministeriet om udkast til de bebudede regler om krav om erhvervsplan som forudsætning for at modtage revalideringsydelse.

Kendskab til disse regler er en væsentlig forudsætning for endeligt at kunne vurdere de økonomiske virkninger af lovforslaget om en fast bruttorevalideringsydelse.

Landsforeningen har fortsat ikke modtaget det nødvendige materiale, og landsforeningen ser sig derfor ikke i stand til at foretage en endelig vurdering af konsekvenserne af lovforslaget.

Landsforeningen finder, at en mere effektiv revalideringsindsats forudsætter forbedrede handlemuligheder i forhold til arbejdsmarkedet ud over forslaget om revalideringsydelsen.

Løsningen af revalideringsopgaven forudsætter et væsentligt intensiveret samspil mellem kommuner og private arbejdsgivere.

Landsforeningen er usikker på, om forslaget om bruttorevalideringsydelsen risikerer at bremse for revalideringsaktiviteter. Det burde overvejes at give forrevalideringsarbejdet en mere synlig forankring i regelsættet ved at udskille bestemmelserne herom til en selvstændig paragraf.

En aktiv kommunal arbejdsmarkedsindsats.

Kommunerne står samlet over for meget store grupper, som man forventer at kommunerne gør en indsats for: Kontanthjælpsmodtagerne, revalidenderne, sygedagpengemodtagerne, førtidspensionisterne, handicappede, flygtninge m.v.

Der er behov for en aktiv kommunal indsats for at hjælpe disse grupper til en placering på arbejdsmarkedet.

Landsforeningen finder, at der er behov for, at man gør sig samlede overvejelser om aktivering af modtagere af passive økonomiske ydelser.

Landsforeningen har på denne baggrund besluttet at udarbejde et samlet udspil, der vil indeholde følgende elementer

- mulighederne for at bringe forskellige grupper fra passive økonomiske ydelser til en plads på arbejdsmarkedet, herunder modtagere af kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension, unge ledige, langtidsledige m.v.,

- en samlet model til finansiering af en aktiv kommunal indsats over for hele gruppen set i lyset af de konkrete muligheder,

- instrumenter til fremme af kommunens muligheder for at løse hele denne opgave i et samarbejde med det private erhvervsliv.

Landsforeningen påregner at have et sådant udspil parat primo februar 1990. Filosofien i udspillet er belyst i Danske Kommuner nr. 41, hvorfra lederen vedlægges i kopi.

Landsforeningen håber på at komme i en direkte og konstruktiv dialog med bl.a. Socialministeriet og Folketingets Socialudvalg på baggrund af dette udspil.

Med venlig hilsen

Thorkild Simonsen

/ Peter Gorm Hansen

Danske Kommuner nr. 41

En aktiv kommunal arbejdsmarkedsindsats

Der er opbrud i holdningerne til, hvad man kan og skal gøre for de ledige. Dette opbrud viser sig især i befolkningen og hos de lokale politikere. Holdningsskiftet, der nu er ved at nå helt ind i Folketinget, har fået overskriften: Fra kontantlinjen til arbejdslinjen. Denne overskrift er inspireret af den svenske indsats.

Kontantlinjen er filosofien bag den hidtidige bistandsmodel. Et varieret udbud af kontantydelser med hver sit regelsæt. Det overlades til den enkelte borger at bevise, hvor dårlig han eller hun er, og hvor lidt den pågældende selv kan gøre ved sin situation.

Arbejdslinjen er filosofien bag den hidtidige beskæftigelsesindsats. Et arbejde er for den enkelte ensbetydende med en forpligtelse til at yde noget, og samtidig modtager man løn for det. I dette tilfælde skal borgeren vise, hvor meget han eller hun kan.

Arbejdslinjen er filosofien bag flere lovforslag i Folketinget. Socialministerierens lovforslag om ungdomsydelse og om dagpenge (bruttorevalideringsydelse) og arbejdsministerens forslag om den kommunale beskæftigelsesindsats.

En konsekvent anvendelse af filosofien bag arbejdslinjen vil betyde, at kommunerne står med meget store grupper af borgere, som forventes at gøre en aktiv indsats for: kontanthjælpsmodtagerne, førtidspensinisterne, revalidenderne, flygtningene, sygedagpengemodtagerne med videre.

En sådan indsats forudsætter løsninger på to problemer.

For det første må der etableres en ny model, hvorefter kommunerne kan finansiere en aktiv indsats. Her må staten fastholdes på det finansielle ansvar for ledigheden og dens bekæmpelse.

For det andet må kommunerne have nye redskaber til at løse hele problemet i et aktivt samarbejde med de private virksomheder.

De mange ledige er uden sammenligning vort største sociale problem. Filosofien bag arbejdslinjen er at bygge på de lediges egne ressourcer. Men opgaven kan kun løses, hvis virksomheder og personaleorganisationer anerkender deres medansvar.

En løsning af de to problemer forudsætter dermed, at alle de involverede parter må tage konsekvensen og leve op til nogle nye roller.

Folketinget kan ikke nøjes med at tilslutte sig arbejdslinjen som filosofi. Folketinget må følge dette op med bredere rammer for kommunernes virksomhed på området, og Folketinget må også leve op til dets finansielle ansvar ved en målrettet finansiel model til finansiering af den aktive indsats.

Virksomhederne og personaleorganisationerne kan ikke fortsat både tale om, at de offentlige udgifter skal ned, og samtidig afvise at medvirke i løsningen af problemerne. De må tværtimod aktivt støtte, at man i kommunerne må og kan finde løsninger efter arbejdslinjen.

Landsforeningen vil medvirke aktivt i en fortsat bestræbelse på at bane vejen for, at kommunerne får mulighed for at lægge arbejdslinjen til grund for en bred indsats for de berørte grupper.

Spørgsmål 78

Udvalget anmoder om at få tilsendt kommentarer fra KL, LO og DA til lovforslaget, således som det ser ud nu på grundlag af det hidtidige udvalgsarbejde.

Svar

DA's og LO's udtalelser af 8. december 1989 vedlægges.

Bemærkninger

Dagpengelovudvalget foreslog i sin betænkning, at den generelle varighedsbegrænsning for udbetaling af sygedagpenge nedsættes fra 91 til 52 uger. Udvalget understregede, at denne nedsættelse nødvendigvis bør knyttes sammen med en øget indsats med henblik på dagpengemodtagerens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Samtidig foreslår udvalget med henblik på en styrkelse af motivationen for at påbegynde erhvervsmæssig revalidering indførelsen af en særlig revalideringsydelse på et rimeligt niveau, f.eks. det nuværende dagpengeniveau (betænkningens s. 15).

Det må således opfattes som en forudsætning for udvalgets enighed på dette punkt, at der ville blive fremsat et lovforslag om en revalideringsydelse.

Om revalideringsydelsen udtaler udvalget

»Det er udvalgets opfattelse, at indførelse af en revalideringsydelse efter følgende principper kunne virke motiverende

- en fast ydelse på et rimeligt niveau, f.eks. det nuværende dagpengeniveau,

- ydelsen skal som udgangspunkt være indkomstuafhængig og ydes uden hensyn til eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold,

- ydelsen skal være skattepligtig,

- ydelsen skal som udgangspunkt ikke være tilbagebetalingspligtig.

Revalideringsydelsen bør kun ydes i de situationer, hvor der er en rimelig udsigt til, at revalideringen kan føre til erhvervsmæssig beskæftigelse.

Revalideringsydelsen bør formentlig ydes fra det tidspunkt, hvor der er truffet beslutning om revalidering (betænkningens s. 75-76).«

Udvalget forudsatte altså alene, at der blev indført en revaliderings ydelse, men derimod ikke ændringer i revalideringens indhold.

Det fremsatte lovforslag om en revalideringsydelse opfylder således til fulde udvalgets forudsætninger.

Landsorganisationen i Danmark

Den 8. december 1989

Til Socialministeriet Med skrivelse af 7. december 1989 - j.nr. 1. kontor nr. 1600-26 og j.nr. 4. kontor nr. 4000-52 - har Socialministeriet anmodet Landsorganisationen i Danmark om en udtalelse til brug for svar på spørgsmål vedrørende forslag til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (L 29) og forslag til lov om ændring af lov om social bistand. (Indførelse af en bruttorevalideringsydelse og ændring af husvildebestemmelsen og forsøgsreglerne) (L 30).

I den anledning skal Landsorganisationen meddele, at organisationen kan tilslutte sig forslaget til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel med de ændringsforslag, der er stillet af ministeren, såfremt den nuværende varighedsperiode, jf. sygedagpengelovens § 25, bevares.

Det er organisationens opfattelse, at forslag til lov om ændring af lov om social bistand (bruttorevalideringsydelse) ikke har et sådant indhold, at ændringen har bred opbakning i Folketinget.

Da forslaget om indførelse af en bruttorevalideringsydelse er kædet sammen med ændringen af varighedsperioden i forslaget til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. Landsorganisationens høringssvar af 23. august 1989, må Landsorganisationen kræve, at socialministeren udsætter forslaget om indførelse af en fast bruttorevalideringsydelse med henblik på nye forhandlinger, og at ministeren stiller forslag til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel om uændret varighedsperiode - det vil sige 91 uger.

Dansk Arbejdsgiverforening

Den 8. december 1989

Til Socialministeriet Med skrivelse af 7. december 1989 har Socialministeriet anmodet Dansk Arbejdsgiverforening om en udtalelse til brug for svar på spørgsmål vedrørende forslag til lov om dagpenge ved sygdom elller fødsel (L 29).

I den anledning skal Dansk Arbejdsgiverforening meddele, at vi kan tilslutte os forslaget til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel med de ændringsforslag, der er stillet af ministeren.

For så vidt angår en eventuel ændring af varighedsperioden i forslaget til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel vil Dansk Arbejdsgiverforening foretrække, at der ikke sker en forlængelse af varighedsperioden.

Dette skal primært ses i relation til de overenskomstområder, hvor lønforpligtelsen er knyttet til dagpengeperioden. Inden for det grafiske område er der således ret til fuld løn under sygdom, så længe der ifølge dagpengeloven er dagpengeret.

Fra Dansk Arbejdsgiverforenings side anser vi det samlede lovforslag for anbefalelsesværdigt og skal i øvrigt henvise til, at lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med de retningslinjer, der blev fastlagt i betænkningen om en ny dagpengeordning fra juni 1989.

Med venlig hilsen

Dansk Arbejdsgiverforening

Hanne Simonsen

Spørgsmål 68

Ad svaret på spørgsmål 53 og 54

Der ønskes andre eksempler på private institutioner, der er fritaget for at være omfattet af loven om arbejdsgivernes elevrefusion. - Hvis der er eksempler på private institutioner, der ikke er fritaget for AER, selv om aktiviteterne overvejende finansieres af offentlige midler, ønskes disse ligeledes angivet.

Svar

De grupper af private institutioner, der er fritaget for forpligtelsen til at betale bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion, fremgår af bilaget til Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 169 af 24. marts 1989 om indbetaling af bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion. Kopi af bilaget vedlægges.

Som det fremgår af punkt 35 i bilaget, gælder fritagelsen generelt gruppen af private institutioner, der over en årrække og i henhold til fast praksis får mindst 50 pct. af deres driftsudgifter dækket af kommuner, amtskommuner eller staten, herunder tipsmidler.

Undervisnings- og Forskningsministeriet, hvorunder loven om Arbejdsgivernes Elevrefusion hører, har oplyst, at ministeriet ikke har godkendt nogen dispensation fra denne bestemmelse.

Bilag

Følgende grupper af private institutioner, hvis udgifter overvejende dækkes af offentlige midler, eller som er et selskab i tilknytning til folkekirken eller andre kristne trossamfund, hvis eneste formål er at drive missionsvirksomhed uden for landet, er undtaget fra forpligtelsen til indbetaling af bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion

1. Friskoler, private grundskoler og private grundskolekursus (lov nr. 306 af 8. juni 1977 om friskoler og private grundskoler).

2. Private gymnasieskoler og studenterkursus (lov om gymnasieskoler og studenterkursus, jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 3. oktober 1984).

3. Private kursus til højere forberedelseseksamen (lov om højere forberedelseseksamen, jf. lovbekendtgørelse nr. 263 af 11. maj 1973).

4. Folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler (lov nr. 259 af 4. juni 1970 om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler).

5. Handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler (lov om godkendelse af handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler og tilskud m.v. til disse skoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 187 af 9. april 1981, som ændret ved lov nr. 267 af 6. juni 1985).

6. Handelshøjskoler (lov nr. 258 af 8. juni 1983 om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger, som ændet ved lov nr. 245 af 23. maj 1984).

7. Teknika (lov nr. 243 af 23. maj 1984 om teknika).

8. Ungdomsklubber i forbindelse med fritidsvirksomhed for børn og unge (lov om fritidsundervisning m.v., jf. lovbekendtøgrelse nr. 329 af 11. juli 1983, kap. II).

9. Private institutioner, der giver fritidsundervisning for voksne (lov om fritidsundervisning, kap. III).

10. Folkeuniversitetsvirksomhed (lov om fritidsundervisning, kap VI).

11. Private seminarier (lov om uddannelse af lærere til folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 334 af 4. juli 1985), private børnehave- og fritidspædagogseminarier (lov nr. 209 af 21. maj 1969, som ændret ved lov nr. 210 af 28. maj 1975), private husholdningsseminarier (lov nr. 292 af 7. juni 1972), private socialpædagogiske seminarier (§ 14, stk. 1, i lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand - nedenfor betegnet: social bistandslov - som ændret ved lov nr. 262 af 6. juni 1985) og private håndarbejdsseminarier (lov nr. 91 af 14. marts 1979 om uddannelse af håndarbejdslærere m.fl.).

12. Den Grafiske Højskole (lov nr. 241 af 8. juni 1977 om Den Grafiske Højskole).

13. Produktionsskoler (lov nr. 269 af 6. juni 1985 om produktionsskoler).

14. Private søfartsskoler m.v. (lov nr. 70 af 15. marts 1967 om søfartsuddannelse, § 2).

15. Foreninger, dagcentre, klubber og lign., der i forbindelse med aktiverende omsorgsarbejde får mindst 50 pct. af deres udgifter dækket af kommunerne (social bistandslov, § 60).

16. Private daginstitutioner for børn og unge (social bistandslov, § 69).

17. Private daghjem og dagcentre (social bistandslov, § 74).

18. Private plejehjem og beskyttede boliger (social bistandslov, § 80).

19. Private revalideringsinstitutioner (social bistandslov, § 91).

20. Private særlige daginstitutioner (social bistandslov, § 95 a).

21. Private døgninstitutioner for børn og unge (social bistandslov, § 96).

22. Private svangre- og mødrehjem (social bistandslov, § 101).

23. Private forsorgshjem m.v. (social bistandslov, § 105).

24. Private institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap (social bistandslov, § 112, stk. 1).

25. Private særlige plejehjem (social bistandslov, § 112, stk. 2).

26. Specialarbejderskoler (lov nr. 237 af 6. juni 1985 om arbejdsmarkedsuddannelser).

27. Private sygehuse (lov nr. 324 af 19. juni 1974 om sygehusvæsenet, § 18).

28. Landsdelsorkestre m.v. (lov nr. 306 af 10. juni 1976 om musik, kap. III).

29. Private museer, der får mindst 50 pct. af deres udgifter dækket af stat og (amts)kommuner (lov nr. 291 af 6. juni 1984 om museer m.v., § 10).

30. Private teatre (lov nr. 292 af 6. juni 1984 om ændring af lov om teatervirksomhed).

31. Private institutioner, der får mindst 50 pct. af deres udgifter dækket gennem støtte fra teknologirådet (§ 5, stk. 1, nr. 1, lov nr. 142 af 21. marts 1973 om teknologisk service, som ændret ved lov nr. 90 af 13. marts 1985).

32. Private regionale udviklingsudvalg, der får mindst 50 pct. af deres udgifter dækket gennem støtte fra direktoratet for egnsudvikling (lov nr. 88 af 13. marts 1985 om egnsudvikling, § 9).

33. Handelsflådens Velfærdsråd (lov nr. 188 af 30. april 1948, § 3).

34. Selvejende institutioner, der får mindst 50 pct. af deres driftsudgifter dækket gennem statsstøtte i henhold til finansloven.

35. Private institutioner, der over en årrække og i henhold til fast praksis får mindst 50 pct. af deres driftsudgifter dækket af kommuner, amtskommuner eller staten, herunder tipsmidler.

36. Baptistsamfundets Ydre Mission.

37. Brødremenighedens Danske Mission.

38. Dansk Ethioper Mission.

39. Dansk Forenet Sudan Mission.

40. Dansk Santalmission.

41. Den danske Israelsmission.

42. Den danske Pinsevækkelses Ydre Mission.

43. Det danske Missionsforbund.

44. Det danske Missionsselskab.

45. Kherwara-Missionen.

46. Metodistkirkens Verdensmission.

47. Nordisk Østasienmission (dansk afdeling).

48. Ordet og Israel.

49. Støtteselskabet for Pakistans Kirke.

50. Syvende Dags Adventistsamfundet.

51. Evangelisk Luthersk Missionsforening.

52. Luthersk Missionsforening.

53. Dialogcentret.

54. Apostolsk Kirke.

55. Beskæftigelsesprojekter i henhold til § 2, stk. 1, nr. 3, i lov nr. 293 af 21. juni 1985 om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v., såfremt statens tilskud eller eventuelt andre offentlige tilskud dækker mindst 50 pct. af driftsudgifterne for de pågældende organisationer m.fl.

56. Opholdssteder for børn og unge, godkendt efter social bistandslov § 66, stk. 2, såfremt offentlige tilskud dækker mindst 50 pct. af driftsudgifterne for den pågældende institution.

Spørgsmål 55

Udvalget anmoder om at modtage en dækkende besvarelse af spørgsmål 13 og 42.

Svar

Dagpengelovforslagets § 41, stk. 2, indeholder en generel bemyndigelse til at fravige lovens regler i det omfang, det er nødvendigt for anvendelse af gældende EF-forordninger om social sikring for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Bestemmelsen er udformet således, at den svarer til lignende bestemmelser i den øvrige lovgivning om social sikring. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 42.

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 13 vil bestemmelsen især få betydning ved sammenlægning med perioder tilbagelagt i andre lande i tilfælde, hvor der efter dansk lov stilles krav om beskæftigelse i en vis tid forud for dagpengeudbetaling, og ved medregning af perioder, hvor der er udbetalt dagpenge i et andet land, i tilfælde, hvor der gælder en varighedsbegrænsning for dagpengeudbetaling efter dansk lov.

Socialministeriet

Den 31. oktober 1989

Socialministerens kommentar til en henvendelse fra Dansk Kommunal Arbejderforbund

Vedrørende skrivelse af 17. oktober 1989 fra Dansk Kommunal Arbejderforbund

Ad opfølgningen af sygedagpengesager.

Bestemmelsen om, at offentlige arbejdsgivere skal indberette sygdomstilfælde til kommunen senest, når disse har varet 3 måneder (§ 24, stk. 2), skal ses i sammenhæng med, at kommunen er forpligtet til senest efter 3 måneder at tage den sikredes forhold op til vurdering (§ 24, stk. 1).

Fristen på 3 måneder er foreslået ud fra følgende hensyn

1) Som udgangspunkt er det de mere langvarige sygdomstilfælde, der giver anledning til, at kommunen overvejer behovet for andre hjælpeforanstaltninger til den sikrede og dennes familie.

2) Det er tillagt vægt, at offentlige arbejdsgivere ikke pålægges unødigt administrativt besvær.

Arbejdsgivere, der bliver opmærksomme på, at en ansat har behov for hjælpeforanstaltninger fra det offentlige, bør orientere kommunen herom - også inden der er forløbet 3 måneder.

Den sikrede kan selv på et hvilket som helst tidspunkt under sygdomsforløbet søge råd og vejledning hos kommunen.

Forslaget til § 24 skal også ses i lyset af, at kommunen efter de gældende regler har pligt til senest 3 måneder efter sygdommens indtræden at tage den sikredes forhold op til vurdering.

Ad lægeerklæring.

Hovedsigtet med § 7 er, at der normalt ikke skal udstedes lægeerklæringer ved kortvarige sygdomstilfælde, men at arbejdsgiveren eller kommunen efter en konkret vurdering kan forlange en lægeerklæring.

Efter Socialministeriets opfattelse er det ikke hensigtsmæssigt at fastsætte bindende regler om det skøn, der skal udøves i det enkelte tilfælde.

Det forekommer ikke sandsynligt, at adgangen til at indhente lægeerklæringer vil blive misbrugt under hensyn til, at det er arbejdsgiveren/kommunen, der skal afholde de hermed forbundne udgifter.

De oplysninger, som kan kræves i henhold til lægeerklæringen, vil fremgå af en blanket, som skal godkendes af chefen for Socialstyrelsen.

Ad klagereglerne.

Det er Socialministeriets opfattelse, at sammensætningen af Dagpengeudvalget, jf. forslagets § 33, sikrer, at der bliver tale om en uvildig klageinstans, således at retssikkerhedshensynet ikke tilsidesættes.

Ad varighedsbegrænsningen.

Efter forslagets § 22, stk. 1, er der mulighed for at forlænge den periode, hvori der udbetales dagpenge, når

1) det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

2) den sikrede venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

3) særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Efter § 22, stk. 2, er socialministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om forlængelse af dagpengeperioden.

Det er Socialministeriets opfattelse, at mulighederne for forlængelse af dagpengeperioden i de konkrete tilfælde skulle sikre, at »personer ikke kommer i klemme i systemet«.

Forslaget om forkortelse af dagpengeperioden skal i øvrigt ses i lyset af forslaget om en fast revalideringsydelse, og Socialministeriet er derfor enigt i, at forslaget om ændring af bistandsloven og forslaget om en ny dagpengelov bør behandles samtidig. Dette er også baggrunden for, at socialministeren fremsatte begge forslagene (samt forslag til en konsekvensændring af delpensionsloven) for Folketinget den 11. oktober 1989.

Aase Olesen

/ Ib Valsborg

Til Folketingets Socialudvalg

Henvendelser til udvalget

Specialarbejderforbundet i Danmark

Den 8. december 1989

Til socialminister fr. Aase Olesen

Kære Aase Olesen I forlængelse af din opringning til mig i går aftes vil jeg gerne som det første medgive dig, at der skulle være sagt fra noget før over for varighedsbegrænsningen i sygedagpengeloven fra 91 til 52 uger.

Vi i forbundene har selvfølgelig kun givet vor tilslutning til begrænsningen i den tro, at alle vore langtidssyge medlemmer fortsat var sikret dagpenge, men nu i form af den aktive revalideringsydelse eller forlængede sygedagpenge. Vi kan selvsagt ikke acceptere, at vore syge medlemmer henvises til bistandshjælp eller privat ægtefælleforsørgelse, uden at reel revalidering er forsøgt først i alle de tilfælde, hvor der ikke skal ske førtidspensionering.

Vi har forstået på Jytte Hilden, at Socialdemokratiet støtter lovforslget om den nye sygedagpengelov - med de forbedringer, der er opnået under folketingsforhandlingerne - dog således, at varighedsbegrænsningen trækkes ud og behandles sammen med forslaget til en såkaldt bruttorevalideringsydelse, hvor følgende sikres

at der i dagpengelovens bestemmelser om varighedsbegrænsning kommer en ordlyd med et indhold, der opfylder følgende

Kommunen er inden for 52 uger forpligtet til at foretage en erhvervsvurdering omfattende en afklaring af, om den syge

1. forventes at blive rask med mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet uden foranstaltninger.

2. skal revalideres. I så fald udarbejdes revalideringsplan.

3. skal indstilles til førtidspension.

Såfremt den helbredsmæssige tilstand ikke er afklaret i en grad, så der kan foretages en erhvervsvurdering, fortsætter retten til sygedagpenge, indtil afklaring kan ske.

at det i den nye bestemmelse om revalideringsydelsen gøres klart, at den dagpengelignende ydelse også gives under det, I kalder forrevalidering såsom arbejdsprøvning, højskoleophold, 9.-10. klasse og lignende. Mange af vore medlemmer vil ikke være i stand til at kunne beslutte en såkaldt revalideringsplan omfattende flere uddannelsesled. Det typiske for dem er, at de tager et skridt ad gangen, og det bør de ikke straffes for. De har ofte også brug for en afklaring, før de går i gang med en egentlig uddannelse.

at kommunerne tilskyndes til revalidering og til ansættelse af kvalificeret revalideringspersonale gennem refusionsordninger, der giver bedre statsrefusion til denne aktive sociale ydelse end til bistandshjælp og førtidspension. Dette har vi også forstået at Socialdemokratiet forhandler med jer om for øjeblikket.

Jeg har lyst til også personlig at sende dig den skriftlige redegørelse, vi og andre forbund fremlagde for Socialudvalget, hvor vi havde foretræde den 5. ds.

Venlig hilsen

Hardy Hansen

Byggefagenes Landssammenslutning

Specialarbejderforbundet i Danmark

Husligt Arbejder Forbund

København, den 5. december 1989

Til Folketingets Socialudvalg

Vedrørende L 29, L 30 om sygedagpenge og bruttorevalideringsydelse

Indførelsen af en bruttorevalideringsydelse er et fremskridt, som har vor fulde tilslutning.

Det må sikres, at hvis kommunen ikke via aktive foranstaltninger er i stand til at indlede revalidering eller udbetale forskud på førtidspension inden de 52 uger, fortsætter sygedagpengene, indtil den erhvervsmæssige tilstand er afklaret, for at undgå perioder på lav bistandshjælp eller ingen indtægt.

Den store fejl ved de to såkaldte sammenkædede forslag om begrænsning af sygedagpengeretten og indførelse af bruttorevalideringsydelse er, at sammenkædningen ikke er en ret for den enkelte syge, men er overladt til et kommunalt skøn. Der bør være samtidighed i ophøret af dagpenge og påbegyndelsen af retten til bruttorevalideringsydelse.

Sådan er de to såkaldte sammenkædede forslag desværre ikke formuleret. Der er hverken en forpligtelse eller en tilskyndelse til kommunerne til at iværksætte revalidering for alle, hvis dagpengeret ophører. Ingen af lovforslagene indeholder denne forpligtelse. Man kan således frygte, at mange vil være henvist til bistandshjælp, og kun der, hvor der aftales en egentlig revalideringsplan, skal der ydes bruttorevalideringsydelse på dagpengeniveau. Det fremgår således af sygedagpengeforslaget, at disse kun kan forlænges, hvis det er »overvejende sandsynligt, at revalidering iværksættes«, og forslaget om bruttorevalideringsydelse forpligter ikke det offentlige til at afklare og tilbyde revalidering til alle, der falder for den nye varighedsbegrænsning i sygedagpengeloven.

Tilskyndelsen mangler, ved at der ikke samtidig foreslås statsrefusion til kvalificeret revalideringspersonale i kommuner og amter, samt at der ikke gives en større statsrefusion på den aktive bruttorevalideringsydelse end til den passive pension som f.eks. foreslået af Københavns Kommunes magistrat.

Den sikre vej til at reducere det store antal utrolig dyre førtidspensioneringer er, at kommunerne forpligtes og tilskyndes til iværksættelse af revalidering for alle (minus de få, som det er klart skal have førtidspension).

Vi ser ellers en sliske for de syge på B-holdet med forløbet: Sygedagpenge i eet år, så bistandshjælp og førtidspension som udgang for de heldige!

Siden revalideringscentrenes nedlæggelse i 1976 er myndighedernes og det sociale og sundhedsmæssige personales viden om revalidering udvandet. Samtidig har der hersket den misforståelse, at revalidering ikke kan gennemføres i arbejdsløshedstider. Det er imidlertid netop i disse tider, der er brug for revalidering, da de med skavanker og handicap ellers fastlåses i arbejdsløshedskøen med førtidspension som udgang.

Moderne revalideringspersonale skal kende til helhedsorienteret revalideringsarbejde, som både omfatter den svære tid som syg, revalideringsplanlægning, opfølgning og tilbageføring til arbejdsmarkedet.

Vi vil i den forbindelse foreslå, at der i sygedagpengelovens § 23 indføres en bestemmelse om, at der ved 3-måneders opfølgningen også tages kontakt til den syges arbejdsplads, dvs. arbejdsgiver, tillidsrepræsentant eller fagforening - hvis den syge giver tilladelse - for på et tidligere tidspunkt at gøre dem medansvarlige for helst tilbageføring til den syges tidligere arbejdsplads eller anden beskæftigelse, eventuelt iværksættelse af revalidering, tildeling af hjælpemidler eller bistand fra BST med arbejdspladsindretning.

Allerhelst ser vi, som det fremgår af LO's høringssvar, at alle revalideringsbestemmelser samles i en revalideringslov, der samtidig indeholder retningslinjer for fremtidig revalideringsvirksomhed. Den skal også omfatte aftaler om forpligtelser til, at arbejdsmarkedet modtager mennesker, der ikke er fuldt arbejdsdygtige, eventuelt med løntilskud.

Gunvor Auken

Specialarbejderforbundet i Danmark

Else Bjerre

Husligt Arbejder Forbund

Lene Munch-Petersen

Dansk El-Forbund

(på vegne af Byggeriets Landssammenslutning)

Politiken, den 29. november 1989

Metoden skal på plads

Problemer i revalideringen

Af Lene Munch-Petersen, socialrådgiver, Dansk El-Forbund

Der er nu flere tegn på, at samfundets socialpolitik er på vej til at blive aktiv. Regeringen har således stillet forslag om en fast bruttoydelse på 10.387 kr. pr. måned til personer på revalidering. Denne bruttoydelse skal være uafhængig af eventuel ægtefælleindtægt og formue.

Dette nye system skal afløse den trangsbestemte revalideringshjælp i bistandsloven § 42. Denne paragraf har igennem årene udelukket mange gifte fra at få revalideringshjælp, idet ægtefællen typisk vil have en indtægt, der - selv om den kan synes lav - vil afskære den syge, arbejdsskadede eller ulykkesramte fra revalideringshjælp.

Regeringen regner da også med, at bestemmelsen vil medføre en merudgift på 124 mio. kr. årligt. Så langt er alt godt, og det er imponerende, at det i en sparetid er muligt også at øge udgifterne.

Men pengene skal hentes et sted, og det er bl.a. sket ved, at varighedsgrænsen i sygedagpengeloven nedsættes fra to år til et år. Ændringen bygger på den filosofi, at syge skal tilskyndes - også økonomisk - til at påbegynde en revalidering, inden de helt har opgivet ævred og opgivet at planlægge en ny fremtid og levevej.

Gid det var så vel, men regeringen overser, at f.eks. de syge og/eller nedslidte over 50 år næppe vil blive raske inden for et år - selv med den nye bestemmelse. Andre vil komme i klemme med et-års-varighedsbestemmelsen, mens de venter på indlæggelse på sygehuset. Samfundets problemer er sammenhængende og bider sig selv i halen. Men begge de nævnte forhold og andre kan man tage højde for i lovgivningen, hvis man altså vil.

Men det, der ikke bare kan ændres ved et pennestrøg, er selve revalideringsindsatsen. Her tænker jeg på den tværfaglige viden, der skal til, for at en revalidering lykkes, herunder specialkendskab til uddannelser og arbejdsmarkedet.

Efter bistandslovens fødsel i 1976 blev alle former for socialindsats enstrengde og decentraliseret fra amter til kommuner, således at borgerne skulle slippe for at rende fra det ene kontor til det andet for at få hjælp til at få deres sociale problemer løst. Men herved blev den specialviden, der var opbygget i de tidligere revalideringscentre i amterne, langsomt udvandet. Man kan sige, at der skete en fortynding af ekspertise, fordi den almindelige sagsbehandler i kommunen for sjældent arbejder med denne type sager. Det er det samme problem, man har med de tunge miljøsager.

13 år efter nedlæggelsen af revalideringscentrene i amterne, har kommunerne nu næsten ingen sagsbehandlere, der har denne nødvendige specialviden på revalideringsområdet, og indsatsen bliver herefter. Dette betyder i praksis, at har man som borger brug for revalidering, skal man selv undersøge uddannelsesmarkedet og herefter selv lægge sin revalideringsplan, og derefter selv sørge for at blive holdt til ilden.

Disse opgaver kan unge og fremadstræbende naturligvis selv klare, men syge, ældre, arbejdsskadede og andre, der er blevet slået ud af erhverv, magter ikke denne opgave alene med en pose penge i lommen. Posen skal i denne forbindelse forstås som den faste bruttorevalideringsydelse, som foreslås af regeringen.

Hvem kan så hjælpe kommunerne?

Fagbevægelsens ca. 100 ansatte socialrådgivere hjælper blandt andre opgaver sine arbejdsskadede og syge medlemmer med planlægningen af revalideringen og møder glædeligvis en stor velvilje fra kommunerne. Fra anden privat side hjælper firmaet »Dansk Råstof« - et resultat af et vellykket EF-projekt - kommunerne, ved at Dansk Råstof overtager revalideringsarbejdet og sender kommunen regningen. Men politikerne har vel næppe forudset, at private foreninger og organisationer er nødvendige samarbejdspartnere, for at revalideringsarbejdet skal lykkes. I givet fald må der så som konsekvens heraf ske en omfordeling af de offentlige midler, der er afsat til revalideringsarbejdet.

Århus Amtskommune har ved et andet EF-støttet forsøg med 325 ulykkesramte vist, at ved en hurtig og helhedsorienteret indsats over for ulykkesramte kan man få de fleste tilbage i erhverv og dette i arbejdsløshedstider. Sekretariatschef for Revaliderings- og Pensionsnævnet i Århus, Birthe Bernt Henriksen, der har været en af igangsætterne af forsøget, håber, at lovgivningen fremover åbner op for at kunne arbejde helhedsorienteret og med tværfaglig specialviden inden for revalideringsområdet.

Med den nye beregning af revalideringshjælpen må der under alle forhold opbygges en spcialviden om revalidering et eller andet sted. Om det skal foregå i kommunerne eller man må erkende, at i hvert tilfælde de små kommuner må overføre revalideringsindsatsen til amterne eller flere kommuner i fællesskab, må drøftes nærmere.

Hvis ikke denne organisering af revalideringsarbejdet bliver indrettet bedre, end det sker i dag, vil vi ikke få de besparelser på længere sigt, som socialministeren regner med vil blive resultatet af det nye forslag. Målet må være, at antallet af førtidspensionister skal falde og flere blive selvforsørgende. Hensigten med socialministerens forslag er der sandsynligvis bred politisk enighed om såvel af samfundsøkonomiske grunde som af menneskelige grunde.

Men - så lad os dog få sat metoden på plads!

§ 27, stk. 2, foreslås ophævet. Bestemmelsen må anses for overflødig, da der i stk. 1 er en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler om bl.a. regulering af lønsumsgrænsen for optagelse i forsikringsordningen.

Til nr. 19

Da Dagpengeudvalget bliver udvidet med 1 medlem fra Kommunernes Landsforening, foreslås det, at også Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd bliver repræsenteret.

Til nr. 20

Ændringsforslaget betyder, at socialministerens generelle bemyndigelse til at fravige lovens regler i relation til EF's forordninger udgår. Eventuelle lovændringer bør behandles i Folketinget efter den normale fremgangsmåde.

Til nr. 21

Ændringsforslaget skyldes en opfordring fra Københavns Magistrat, 3. afdeling, som har oplyst, at den foreslåede formulering af bestemmelsen medfører, at kommunerne i de første 18 måneder efter den 1. april 1990 skal foretage manuel optælling af samtlige sager.

Baggrunden herfor er, at det fælleskommunale edb-system i dag enten ikke indeholder oplysninger om dagpengeudbetaling i 3.-13. sygeuge (offentligt ansatte), eller at disse dagpengeudbetalinger i andre tilfælde er registreret på en sådan måde, at perioderne ikke automatisk medtælles, medmindre der bliver foretaget væsentlige og dermed omkostningskrævende ændringer i edb-registrene.

Karen Højte Jensen (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Merete Aarup (KF) Annebeth Runge Svendsen (V) Jørgen Winther (V) Jane Oksen (FP) Kirsten Lee (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) fmd. Jytte Andersen (S) Hanne Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Agerschou (SF) Birgitte Husmark (SF)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra

Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) og

Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD).

Der er af socialministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen tillige med andre udvalgsbilag.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) finder, at lovforslaget skal ses i nøje sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag om en fast revalideringsydelse. Det er flertallets opfattelse, at den omprioritering af ressourcerne, der her er tale om, giver mulighed for socialpolitiske fremskridt ved, at passive udbetalinger ændres til aktiv indsats. Lovforslaget medfører en forbedret og forenklet beregning af sygedagpenge og medfører endvidere en betydelig administrativ forenkling.

Flertallet har bemærket sig, at ministeren under udvalgsbehandlingen har tilkendegivet, at der i forbindelse med varighedsbegrænsningen til 52 uger er mulighed for at forlænge denne periode for personer, der er under eller venter på sygdomsbehandling, og som må antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed, og ministeren har oplyst, at dagpengeperioden kan forlænges, når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning, vil blive iværksat. Ministeren har endvidere oplyst, at dagpengeudbetalingen i særlige tilfælde kan forlænges ud over disse uger i tilfælde af f.eks. komplicerede knoglebrud, gentagne operationer, dialysebehandlinger, cancer eller andre alvorlige lidelser, der kræver langvarig behandling, men hvor der er udsigt til varig helbredelse, og at det herudover er hensigten at åbne mulighed for forlængelse af dagpengeperioden for personer, der lider af meget alvorlige sygdomme, f.eks. kræftlidelser, for dermed at undgå en yderligere belastning af patientens og de pårørendes i forvejen stærkt belastende situation. Det er Socialministeriets opfattelse, at mulighederne for forlængelse af dagpengeperioden i de konkrete tilfælde skulle sikre, at »personer ikke kommer i klemme i systemet«.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af ministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) stemmer for de af mindretallet stillede ændringsforslag, men indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og ønsker at udtale følgende

Lovforslaget er stort set identisk med det forslag, som er indeholdt i betænkningen om en ny dagpengeordning. Den blev offentliggjort juni 1989 og var produceret af et udvalg, der bl.a. bestod af repræsentanter for LO, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt diverse afdelinger af centraladministrationen. Allerede på dette tidspunkt advarede SF mod flere meget problematiske forslag i det nye bud på en sygedagpengeordning. Under 1. behandling i Folketinget gennemgik SF en del af problemerne.

Forslaget om at indføre en ny varighedsbegrænsning på 52 uger for modtagelse af sygedagpenge betyder for SF at se, at sandsynligvis mange mennesker risikerer at komme i en ganske alvorlig klemme. Det er ganske vist filosofien, at man efter et år på sygedagpenge enten skal have førtidspension eller den nye revalideringsydelse. Samtidig bliver der imidlertid opereret med merudgifter til kontanthjælp. Det må naturligvis betyde, at nogle langtidssyge ender i bistandssystemet eller ingenting, hvis de f.eks. er så »uheldige« at have en ægtefælle med en lønindtægt. Hertil kommer, at man ikke på nogen måde har krav på revalidering. Det er op til et skøn. Det betyder givet, at endnu flere kommer på kontanthjælp, end producenterne af dette lovforslag har forestillet sig, dengang de sad ved deres skriveborde med fyldepen og lineal og sammensatte teksten. Det er en betingelse for SF, at ingen ender på kontanthjælp, og det undrer os, at Socialdemokratiet ikke stiller samme betingelse.

Skal der indføres en ny varighedsbegrænsning, må kommunen efter SF's opfattelse være forpligtet til at foretage en erhvervsvurdering, der afklarer, om den syge kan forventes at blive rask med mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet uden videre foranstaltninger, eller om den pågældende skal have et revalideringstilbud. Endelig kan der være tale om, at der skal ske indstilling til førtidspension. Er den helbredsmæssige tilstand ikke afklaret i en grad, så erhvervsvurderingen kan foretages, skal retten til sygedagpenge fortsætte, indtil en afklaring kan ske. SF stillede ændringsforslag til 2. behandling i overensstemmelse med dette grundsynspunkt. Det blev desværre forkastet. Ikke engang Socialdemokratiet kunne af uransagelige grunde støtte det, men stemte direkte imod.

Det skal nævnes, at socialministeren via et ændringsforslag har imødekommet et af SF's kritikpunkter, nemlig at alvorligt og langvarigt syge, der er under behandling på tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden, nu bliver omfattet af en dispensationsbestemmelse, så de i hvert fald i en periode fortsat modtager sygedagpenge.

Forslaget indeholder også et skærpet beskæftigelseskrav for overhovedet at få ret til sygedagpenge. SF mener, at det vil gøre det endnu vanskeligere for folk at komme ind i det normale system, og det drejer sig vel at mærke om folk, der i forvejen har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder f.eks. unge og kontanthjælpsmodtagere. Det ser SF ingen grund til.

Desuden indebærer forslaget, at offentlige arbejdsgivere ikke længere vil modtage refusion for sygedagpenge. Efter de nuværende regler er der refusion efter 13 ugers sygdom. Ændringen vil for SF at se betyde et øget antal afskedigelser på grund af langvarig sygdom. Af den omtalte betænkning fremgår det ganske vist, at offentlige virksomheder traditionelt ikke benytter sig af retten til afskedigelse ved langvarige sygdomsforløb. Under udvalgsarbejdet er det blevet dokumenteret, at dette udsagn ikke er korrekt.

Oprindelig blev det desuden foreslået, at offentlige arbejdsgivere ikke længere skulle have refusion for barseldagpenge. Det ville efter SF's opfattelse medføre nogle massive ligestillingsproblemer på det offentlige arbejdsmarked. I en situation, hvor flere og flere institutioner og lign. har rammebudgetter, ville det gå hen og blive en betænkelig sag at ansætte kvinder i den fødedygtige alder. Dette kritikpunkt har socialministeren imødekommet. Hermed er de vigtigste problemer i forslaget nævnt.

Til sidst skal SF nok en gang understrege, at en konsekvens af socialministerens forslag vil være, at folk falder ud af systemet, mister deres forsørgelsesgrundlag og ender på en social sliske. Det kan ingen have interesse i. SF har i hvert fald ikke. Derfor indstiller SF forslaget til forkastelse, og vi undrer os en del over, at Socialdemokratiet ikke gør det samme.

Uanset SF's endelige holdning til lovforslaget har SF fremsat mindre ændringsforslag til 3. behandling i et forsøg på at løse særlige problemer.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF)

Til § 3

1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Beskæftigelseskravet i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for lønmodtagere, der er beskæftiget i kortvarige, tilbagevendende arbejdsforhold hos samme offentlige arbejdsgiver.«

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 4-5.

2) Efter stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes som nyt stykke

»Stk. 6. Socialministeren fastsætter nærmere regler for offentligt ansattes adgang til i særlige tilfælde at modtage dagpenge fra kommunen.«

Til § 22

3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 01. Udbetaling af dagpenge forlænges dog ud over den i stk. 1 nævnte periode, hvis der er rejst en sag om førtidspension.«

4) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 02. Udbetaling af dagpenge forlænges dog ud over den i stk. 1 nævnte periode, hvis der er rejst en sag om dagpengemodtagerens ret til erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven.«

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

Til § 33

5) Stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således

»Dagpengeudvalget består af 4 medlemmer samt en opmand, der alle udnævnes af socialministeren. 1 medlem udnævnes efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark og 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede ændring har til formål at sikre en gruppe lønmodtagere dagpengeret i en særlig situation. Det drejer sig specielt om lægestuderende, der mere eller mindre har fast arbejde og dermed må siges at have en reel tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor bør de have dagpengeret. Forslagsstillerne har ikke kunnet finde andre grupper i en lignende situation, men vil ikke afvise, at de eksisterer.

Til nr. 2

Fjernelsen af offentlige arbejdsgiveres dagpengerefusion bør ikke sætte en stopper for fagforeningers aktive indsats for at sikre langvarigt syges genetablering på arbejdsmarkedet, jf. BUPL's henvendelse til Socialudvalget herom. Med den foreslåede ændring bemyndiges socialministeren til at fastsætte særlige regler, som betyder, at fagforeninger i fremtiden stadig har mulighed for at indgå mindelige ordninger med arbejdsgivere med henblik på at undgå ansattes udstødning af arbejdsmarkedet.

Til nr. 3

Ændringsforslaget medfører, at dagpengeperioden forlænges for personer, der har en førtidspensionssag under behandling.

Til nr. 4

Ændringsforslaget medfører, at dagpengeperioden forlænges for de personer, der har en arbejdsskadesag under behandling.

Til nr. 5

Ved 2. behandling af lovforslaget blev det vedtaget, at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) skal repræsenteres i Dagpengeudvalget.

Dette ændringsforslag går ud på at bringe sammensætningen i Dagpengeudvalget tilbage til den sammensætning, som oprindelig er foreslået af socialministeren.

Herefter vil Dagpengeudvalget komme til at bestå af 1 medlem fra LO, 1 medlem fra DA, 1 medlem fra kommunerne samt en formand udpeget af socialministeren. Kommunernes repræsentant er inddraget, fordi udvalget for fremtiden skal træffe afgørelse i ankesager vedrørende kommunale afgørelser. Der er således tale om inddragelse af den særlige kommunale ekspertise i udvalgets arbejde. Der er derimod ikke tale om, at kommunerne repræsenteres som arbejdsgivere.

Socialministerens forslag er udarbejdet af et enigt Dagpengelovudvalg, og det var for udvalget en afgørende forudsætning, at pariteten i arbejdsmarkedsrepræsentationen blev bevaret.

En udvidelsse af udvalget med et medlem fra FTF kan forventes at medføre krav om øget repræsentation både fra arbejdsgiver- og arbejdstagerside og kan blive betragtet som en svigtende forudsætning af såvel LO som DA. Dertil kommer, at langt den største del af FTF's medlemmer får løn under sygdom. Eventuelle tvister vil derfor ofte være refusionssager. Endelig modsvares FTF ikke af en enkelt arbejdsgiverpart.

Dagpengeudvalget fungerer i dag hurtigt, smidigt og effektivt, bl.a. på grund af udvalgets hensigtsmæssige sammensætning med hensyn til ekspertise, størrelse og paritetisk repræsentation.

Den arbejdsmarkedsmæssige ekspertise, som er en vigtig forudsætning for Dagpengeudvalgets funktion, nødvendiggør ikke yderligere repræsentation i udvalget, da LO's og DA's repræsentanter besidder ekspertisen.

Regeringen kan ikke gå ind for en udvidelse af udvalget, fordi det vil forrykke balancen mellem arbejdsmarkedets parter og medføre et øget antal medlemmer i udvalget.

Dagpengeudvalget fungerer i dag på den måde, at afgørelse træffes i et møde, hvor DA's og LO's repræsentanter samt formanden deltager. Hvis et af Dagpengeudvalgets 3 medlemmer ønsker det, tilkaldes en opmand, som så alene træffer afgørelsen. Opmanden udnævnes efter indstilling fra Arbejdsrettens formandskab og er typisk højesteretsdommer.

Efter ændringsforslaget skal denne procedure også følges fremover, dog med den undtagelse, at det foreslås at give kommunerne repræsentation i udvalget.

Karen Højte Jensen (KF) Lizzie Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Annebeth Runge Svendsen (V) Jørgen Winther (V) Jane Oksen (FP) Kirsten Lee (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) fmd. Jytte Andersen (S) Hanne Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Agerschou (SF) Birgitte Husmark (SF)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt dels i samråd.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund,

Byggefagenes Landssammenslutning,

Dansk Kommunal Arbejderforbund,

Dansk Socialrådgiverforening,

Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL,

Husligt Arbejder Forbund,

Kræftens Bekæmpelse,

Socialarbejdernes Fællesudvalg og

Specialarbejderforbundet i Danmark.

Der er af socialministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af socialministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre nærmere for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved lovforslagets 2. behandling.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet under nr. 1, 3, 5, 6, 12, 14, 16, 19 og 20 og de af socialministeren under nr. 10 og 11 stillede ændringsforslag og vil ved lovforslagets 2. behandling redegøre nærmere for sin stilling til de af socialministeren under nr. 4, 7, 8, 9, 13, 15, 18 og 21 stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil ved 2. behandling redegøre nærmere for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (SF)

1) I stk. 2, nr. 2, udgår ordene »fra 1. hele fraværsdag«, og i stedet indsættes ordene: »ved sygefravær i 13 uger fra 1. hele fraværsdag«.

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

2) Stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) Offentlige arbejdsgivere til ansatte ved sygefravær fra 1. hele fraværsdag.«

Til § 3

Af et mindretal (SF)

3) Stk. 1 og 2 affattes således

»Lønmodtagere, som ikke får udbetalt fuld løn under sygdom, har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, hvis de før fraværet har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 40 timer inden for de sidste 4 uger.

Stk. 2. Retten til dagpenge fra arbejdsgiveren indtræder tidligst 3 uger efter ansættelsen og ophører ved ansættelsens ophør.«

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

4) Stk. 2 affattes således

» Stk. 2. Har lønmodtageren tidligere været beskæftiget hos den nuværende arbejdsgiver, og udgør den samlede beskæftigelse hos denne mindst 120 timer inden for de sidste 13 uger, gælder betingelsen i stk. 1, nr. 1, dog ikke.«

Af et mindretal (SF)

5) Stk. 4 udgår.

Til § 4

6) Stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) ikke har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren,».

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

Til § 9

7) I stk. 1, 2. pkt., og stk. 6, nr. 1, ændres ordene »den gennemsnitlige indtægt pr. time« til: »den gennemsnitlige indtjening«.

8) I stk. 2 ændres »2.339 kr.« til: »2.397 kr.«

Til § 10

9) I stk. 5 indsættes efter ordet »skattevæsenet« ordene: »og om betydningen af en forudgående beskæftigelse som lønmodtager«.

Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (KF, SF, V, FP, RV og KRF)

Til § 11

10) Paragraffen affattes således

» § 11. Kommunen udbetaler dagpenge under fravær fra arbejdet på grund af graviditet, barsel og adoption.«

Til § 19

11) Paragraffen affattes således

» § 19. Anmodning om dagpenge efter dette kapitel skal indgives til kommunen senest 9 måneder efter fødslen eller modtagelsen af barnet. Hvis anmodning ikke er indgivet inden denne frist, bortfalder retten til dagpenge.«

Til § 22

Af et mindretal (SF)

12) Bestemmelsen affattes således

» § 22. Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er iværksat revalidering eller tilkendt førtidspension eller forskud herpå, jf. dog § 23.«

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

13) Stk. 1, nr. 2, affattes således

»2) den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller«.

Til § 24

Af et mindretal (SF)

14) Stk. 2 udgår.

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

15) I stk. 2 ændres »3 måneder« til: »2 måneder«.

Til § 25

Af et mindretal (SF)

16) Paragraffen affattes således

» § 25. Private arbejdsgivere afholder udgifterne til dagpenge i de første 2 uger af en fraværsperiode under sygdom. Offentlige arbejdsgivere afholder udgifterne til dagpenge i de første 13 uger af en fraværsperiode under sygdom. De øvrige udgifter til dagpenge afholdes af den kommune, hvor den sikrede har bopæl.«

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

17) Stk. 2 affattes således

» Stk. 2. Offentlige arbejdsgivere afholder udgifterne til dagpenge under sygdom i hele fraværsperioden, jf. dog § 3.«

Til § 27

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

18) Stk. 2 udgår.

Af et mindretal (SF)

Til § 33

19) Stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således

»Dagpengeudvalget består af 5 medlemmer samt en opmand, der alle udnævnes af socialministeren. 1 medlem udnævnes efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 medlem efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, 1 medlem efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner.«

Til § 41

20) Stk. 2 udgår.

Af socialministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, FP, RV og KRF)

Til § 42

21) Stk. 3 affattes således

» Stk. 3. § 22 har dog virkning for sygdomstilfælde, der er indtrådt den 1. oktober 1989 eller senere. Ved optælling til varighedsbegrænsning medregnes for perioder, der ligger før den 2. april 1990, kun de dage, der efter de hidtil gældende regler blev medregnet ved varighedsbegrænsningen. For sygdomstilfælde, der er indtrådt før den 1. oktober 1989, ophører dagpengeretten senest den 30. september 1990, såfremt betingelserne i lovens § 22 i øvrigt er opfyldt.«

Bemærkninger

Til nr. 1, 5, 14 og 16

Forslaget om, at de offentlige arbejdsgivere selv skal finansiere sygedagpenge er stillet med det formål, at der skulle ske en administrativ lettelse. Det indebærer ikke økonomiske besparelser. Forslaget er endvidere stillet ud fra den forudsætning, at fastansatte offentlige lønmodtagere traditionelt ikke afskediges på grund af sygdom. Udvalgsbehandlingen har imidlertid vist, at denne forudsætning ikke holder stik. Der sker rent faktisk afskedigelser af offentligt ansatte på grund af langvarig sygdom. Det må antages, at det vil ske i øget omfang, hvis den hidtidige refusionsordning ved sygdom ud over 13 uger bortfalder. Udvalgsbehandlingen har endvidere vist, at den administrative lettelse ikke er iøjnefaldende. Ved en ophævelse af refusionsadgangen bortfalder naturligvis en ekspedition, der kan forekomme overflødig, men som på den anden side ikke medfører noget synderlig besværligt administrativt arbejde, da der er tale om enkle ekspeditioner. Hertil kommer, at det ifølge Socialministeriets egne beregninger kun drejer sig om ca. 3.000 sygdomstilfælde. Omvendt vil det blive nødvendigt at opbygge et nyt administrativt system, som skal sikre, at langvarigt syge offentligt ansatte ikke bliver »glemt«. Det forekommer ikke at være enkelt.

Derfor foreslås det, at den nuværende ordning med dagpengerefusion til offentlige arbejdsgivere ved sygdom ud over 13 uger bibeholdes.

Til nr. 2

Forslaget er en tydeliggørelse af, at offentlige arbejdsgivere alene er dagpengeforpligtede ved sygefravær og ikke ved fravær på grund af barsel og adoption, se bemærkningerne til nr. 10.

Til nr. 3 og 6

Det skærpede beskæftigelseskrav, der ligger i lovforslaget, vil især ramme unge, der har afsluttet en uddannelse på mindre end 18 måneder, samt personer, der har været udelukket fra arbejdsmarkedet i længere tid, f.eks. kontanthjælpsmodtagere. Det vil rimeligvis medføre en yderligere marginalisering af folk, der i forvejen har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Det ser vi ingen grund til. Derfor foreslås det, at de nuværende beskæftigelseskrav for ret til sygedagpenge opretholdes.

Til nr. 4

Der er tale om en tydeliggørelse af ordlyden, således at det klart fremgår, at der er tale om den situation, hvor arbejdstageren tidligere har været ansat hos arbejdsgiveren. Her opnås ret til dagpenge fra arbejdsgiveren, hvis lønmodtageren inden for de sidste 3 måneder før fraværet har været beskæftiget i 120 timer hos den pågældende arbejdsgiver, jf. også svaret af 15. november 1989 på udvalgets spørgsmål nr. 19.

Til nr. 7

Der er tale om en tydeliggørelse af, at i de tilfælde, hvor dagpengene ikke kan beregnes på grundlag af den aktuelle timefortjeneste under sygefraværet, anvendes i stedet den gennemsnitlige indtjening inden for de seneste 4 uger før sygdommens indtræden. Ved at anvende udtrykket »den gennemsnitlige indtjening« følger det mere direkte, at det er såvel timetallet som timeindtægten i de seneste 4 uger, der lægges til grund ved beregningen af dagpengenes størrelse.

Til nr. 8

Det nugældende ugemaksimum udgør 2.397 kr. Ved en fejltagelse er det beløb, der nævnes i § 9, stk. 2, det ugemaksimum, der var gældende indtil den 3. juli 1989.

Til nr. 9

Ændringsforslaget skal ses i lyset af, at der vil blive fastsat regler om, i hvilket omfang en tidligere beskæftigelse som lønmodtager kan medregnes i forbindelse med overgang fra lønmodtagerbeskæftigelse til selvstændig erhvervsvirksomhed.

Til nr. 10

Ændringsforslaget stilles for at opnå ligestilling af offentlige og private arbejdsgivere med hensyn til finansiering af ansattes fravær på grund af barsel og adoption. Der vil ikke skulle udbetales dagpenge under fraværet, og offentlige arbejdsgivere, der efter lov eller aftale er forpligtet til at yde fuld eller delvis løn, vil i medfør af lovforslagets § 26, stk. 1, have ret til refusion med et beløb, den ansatte ellers ville have haft ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold.

Til nr. 11 og 17

Ændringsforslagene er en konsekvens af nr. 10.

Til nr. 12

Ændringsforslaget betyder, at sygedagpengeperioden forlænges, hvis der ikke er igangsat en revalidering eller opnået førtidspension. Derved forhindres det, at syge mennesker bliver henvist til kontanthjælp eller i værste fald ingenting og dermed ender på en sliske, der ofte vil slutte med en førtidspension. Der henvises i øvrigt til forslagsstillernes generelle bemærkninger i betænkningsbidraget i tillægsbetænkningen.

Til nr. 13

Formålet med ændringsforslaget er en tydeliggørelse af, at dagpengeperioden også kan forlænges, når den sikrede er i gang med en lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden.

Til nr. 15

Af hensyn til kommunens muligheder for at foretage dagpengeopfølgningen senest efter 3 måneder, jf. stk. 1, foreslås det, at offentlige arbejdsgivere skal indberette sygdomstilfælde til kommunen senest, når disse har varet 2 måneder.

Til nr. 18

Ingen

Nr BTL 29

Betænkning over Forslag til lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

Nr B 29 1989-90, 1. samling

Afgivet af Socialudvalget

Afgivet: 19891210