1989 BTL 16 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM INDFØDSRETS MEDDELELSE NR L 16 1989-90, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde. Der er af udvalget
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) kan tiltræde, at de på lovforslaget optagne 718 personer får indfødsret, og indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget, men ønsker dog her at udtale følgende
I henhold til grundlovens § 44 kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov.
Det betyder, at hvert eneste forslag om at give en ansøger dansk indfødsret reelt er at betragte som et enkeltstående lovforslag, der skal have sine tre behandlinger i folketingssalen i fuld offentlighed på lige fod med alle andre lovforslag. Når man f.eks. har samlet de 718 ansøgninger om indfødsret i et samlet lovforslag (L 16), så er det udelukkende af bekvemmelighedsgrunde, dels for Indenrigsministeriet og dels for de berørte folketingsmedlemmer, der har sæde i Indfødsretsudvalget.
Denne bekvemmelighedspakkeløsningsordning betyder nemlig, at man kan nøjes med at behandle de samlede indfødsretsansøgninger i 3 lovforslag i hvert folketingsår.
Ud over den rent formelle nemhedsløsning har man i Indfødsretsudvalget og Indenrigsministeriet udarbejdet nogle retningslinjer for, hvornår og under hvilke omstændigheder en ansøger kan få tilkendt dansk indfødsret, dvs. blive optaget på et af de tre lovforslag til Folketingets senere behandling.
Det er imidlertid helt klart, at disse interne fællesregler kun kan have deres gyldighed, hvis alle Folketingets partier og alle 179 medlemmer af Folketinget er enige i disse uformelle retningslinjer.
Efter grundlovens § 49 og Folketingets forretningsordens § 37 er Folketingets møder offentlige.
Man har fra Indenrigsministeriets side forsøgt at kaste et fortrolighedsskær over indfødsretslovforslagene, bl.a. ved at stemple de papirer, som udleveres til folketingsmedlemmerne i Indfødsretsudvalget, som »fortrolige«.
Man har ligeledes forsøgt at få belyst, om et folketingsmedlem ville kunne straffes efter straffelovens § 152 e, nr. 1 og 2, jf. bilag nr. 43 i Indfødsretsudvalget i Folketingsåret 1988-89, der er en besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 27. oktober 1988 (alm. del - bil. 9).
I henhold til Justitsministeriets besvarelse side 4 og 5 vil der ikke kunne være tale om overtrædelse af straffelovens § 152 e, nr. 1 og 2 (tavshedspligt), hvis fremdragelsen af oplysninger sker som led i en begrundelse for, at der foreslås konkrete ændringer i det pågældende lovforslag. I øvrigt må der i besvarelsen være en meget bred margin for, hvornår udtalelser, der fremsættes i Folketinget, ikke kan siges at være fremsat i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse.
Fremskridtspartiet har den indstilling, at det som udgangspunkt med rimelighed må kunne forlanges, at udenlandske statsborgere, som vil opnå det gode at få tildelt dansk statsborgerskab, som mindstemål må kunne fremvise en straffri vandel i de 7 år, som de har opholdt sig i Danmark, inden de har kunnet ansøge om dansk indfødsret.
Det almindelige krav har da også langt de fleste ansøgere opfyldt, idet kravet om en straffri vandel kan overholdes af de 694 ansøgere ud af i alt 718.
Fremskridtspartiet mener dog, at selve grovheden og beskaffenheden af lovovertrædelsen, og om der fra ansøgerens side foreligger gentagelsestilfælde, også har betydning for bedømmelsen af den enkeltes ansøgning.
Da de oplysninger, som Indfødsretsudvalgets medlemmer har fået vedrørende ansøgere, som inden for de sidste 7 år har overtrådt dansk lovgivning, er meget ufyldestgørende, har det ikke været muligt at vurdere de enkelte ansøgere på en retfærdig måde. F.eks. angives de i opremsningsform nævnte begåede lovovertrædelser nærmest i telegramstil såsom: »Forsætlig brandstiftelse«, »Vold mod sagesløs«, »Overtrædelse af politivedtægten«, »Overtrædelse af våbenloven«.
Fremskridtspartiet har også den indstilling, at indfødsretsansøgere, der har fået offentlig hjælp ud over de første 18 måneder under deres 7-årige ophold i Danmark, ikke bør have dansk indfødsret. Der tænkes her på udlændinge, som under deres ophold i Danmark har været på »varig hjælp«, samt de ansøgere, som har modtaget offentlig hjælp inden for de sidste 5 år med tilbagebetalingspligt.
Fremskridtspartiet skal derfor inden 2. behandling anmode om, at de nævnte ansøgere udtages, således at ændringsforslag kan udformes formelt.
Fremskridtspartiet skal i den anledning gøre opmærksom på, at det allerede i cirkulære nr. 52 af 25. april 1895 til samtlige amtmænd og kommunalbestyrelser blev tilkendegivet, at den kommunale erklæring vedrørende en indfødsretsansøger skulle indeholde oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været i stand til at kunne ernære sig og sin familie uden hjælp fra det offentlige.
Disse oplysninger ses ikke at være til stede forinden behandlingen af lovforslag nr. L 16.
Fremskridtspartiet har ligeledes den indstilling, at ansøgere i opholdsperioden på 7 år, inden ansøgning om dansk indfødsret indgives, ikke i længere tid (dvs. ud over sammenlagt 1/2 år) må have modtaget arbejdsløshedsdagpenge.
I svaret om, hvor mange af de 718 ansøgere der har modtaget arbejdsløshedsdagpenge (jf. bilag 5 i indeværende samling), angiver indenrigsministeren, at 138 ansøgere på et eller andet tidspunkt under deres ophold her i landet har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, men der står desværre ikke noget om, i hvor lang tid de pågældende ansøgere har modtaget dagpenge.
Fremskridtspartiet skal derfor anmode om, at de ansøgere, som har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i en samlet periode på over et halvt år, bliver udskilt fra lovforslaget ved ændringsforslag.
Fremskridtspartiet skal til slut tilkendegive, at man af hensyn til ansøgernes integration i det danske samfund lægger meget stor vægt på, at ansøgerne behersker det danske sprog på det tidspunkt, hvor de ønsker at være danske statsborgere.
Fremskridtspartiet lægger desuden stor vægt på, at ansøgerne ved tilkendelse af dansk statsborgerskab fraskriver sig deres oprindelige statsborgerskab, og at dette er en ufravigelig betingelse.
Fremskridtspartiet vil i øvrigt gøre opmærksom på, at der bestemt ikke er sket nogen ulykke, blot fordi en ansøger om statsborgerskab ikke får det tilkendt næsten pr. automatik i det syvende år, idet de ansøgere, som ikke får tilkendt dansk statsborgerskab, jo ikke af den grund bliver udvist af Danmark, da de pågældende har en tidsubegrænset opholdstilladelse i forvejen.
Lizzie Lichtenberg (KF) Flemming Jensen (KF) Else Theill Sørensen (KF) Hannah Kain (V) Jørgen Winther (V) Knud Lind (FP) Elisabeth Arnold (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) nfmd. Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pernille Forchhammer (S) Anna-Marie Hansen (S) Henning Rasmussen (S) Taanquist (S) Birthe Hansen (SF) Inger Harms (SF) fmd.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP)
Til § 1
1) Nr. 12, 14, 16, 45, 73, 96, 107, 139, 200, 215, 244, 286, 324, 331, 341, 343, 357, 358, 359, 425, 461, 485 og 489 udgår.
2) Nr. 99, 111, 126, 159, 285, 346 og 430 udgår.
Til § 2
3) Nr. 536, 542, 545, 553, 557, 583, 592, 603, 604, 610, 662 og 698 udgår.
4) Nr. 547, 572, 579, 586, 587, 595, 602, 614, 617, 669, 686, 694 og 707 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 3
Fremskridtspartiet har den principielle holdning, at indfødsretsansøgeren i den 7-årige opholdsperiode, der går forud for ansøgningen om dansk indfødsret, ikke må have ligget den danske stat til byrde ved at have modtaget offentlig hjælp, f.eks. i form af bistandshjælp. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om den ydede hjælp er tilbagebetalingspligtig eller ej, ligesom spørgsmålet om eftergivelse af ydet offentlig hjælp heller ikke rykker ved Fremskridtspartiets principkrav om, at den pågældende ansøger under sin opholdsperiode skal have været i stand til at dokumentere, at han/hun på lovlig vis har været i stand til at sørge for sig og sine.
Fremskridtspartiets krav om, at indfødsretsansøgeren under sit ophold i Danmark skal have opfyldt sin forsørgelsespligt for sig og sine for at få dansk statsborgerskab, er bestemt ikke noget nyt krav.
Man skal i den forbindelse henvise til Indenrigsministeriets cirkulære nr. 92 af 14. juni 1935, hvor det anføres ». . . . . fattighjælp med fuldstændig fattighjælps virkning og kommunehjælp, der har karakter af egentlig forsorg (lov om offentlig forsorg § 307, stk. 1) udelukker fra naturalisation i henholdsvis 30 og 20 år, dog at fristerne i tilfælde af fuldstændig tilbagebetaling kan nedsættes til henholdsvis 15 og 10 år, når omstændighederne i øvrigt taler derfor«.
Da man efter de nugældende regler kan søge om dansk statsborgerskab efter 7 års ophold i Danmark, må man med rimelighed kunne forlange, at ansøgeren inden for denne syvårsperiode har været i stand til at bevise, at han/hun har haft viljen til at forsørge sig og sine.
I tider, hvor mange udenlandske statsborgere af rent økonomiske grunde flytter til Danmark, finder Fremskridtspartiet det uheldigt, at det danske Folketing efterfølgende præmierer den økonomiske vurdering, som ligger til grund for tilflytningen til Danmark med tildeling af noget, der er så holdningsmæssigt betonet som det at blive dansk statsborger.
Fremskridtspartiet mener, at det at blive dansk statsborger fortsat bør være en hjertesag og ikke et spørgsmål om levestandard og offentlig hjælp.
Fremskridtspartiet har forgæves forsøgt at få dækkende oplysninger om, hvilke ansøgere der har modtaget offentlig hjælp, og i hvilket omfang hjælpen har været ydet i den 7-årige opholdsperiode.
Indenrigsministeriet har ikke været i stand til at give disse oplysninger, uagtet at samme Indenrigsministerium så tidligt som i cirkulære nr. 52 af 25. april 1895 indskærpede over for de kommunale myndigheder, at erklæringer vedrørende indfødsretsansøgninger skulle indeholde oplysning om, hvorvidt ansøgeren havde været i stand til at kunne ernære sig og sin familie uden hjælp fra det offentlige.
Fremskridtspartiet skal desuden gøre opmærksom på, at det, at en ansøger ikke ved dette lovforslag får tildelt dansk statsborgerskab, ikke er ensbetydende med, at udlændingen mister sin tidsubestemte opholdstilladelse i Danmark.
Til nr. 2 og 4
Fremskridtspartiet har den principielle indstilling, at det som udgangspunkt med rimelighed må kunne forlanges, at udenlandske statsborgere, som vil opnå det gode, det er at få tildelt dansk statsborgerskab, som mindstemål må kunne fremvise en straffri vandel i de 7 år, de har opholdt sig i Danmark, inden de har kunnet ansøge om dansk indfødsret. Fremskridtspartiet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at udlændinge, som under deres ophold her i riget har overtrådt dansk lovgivning, kan udvises fra Danmark.
Fremskridtspartiets krav om en straffri vandel i opholdsperioden skal ses som en adgangsbegrænsning i en tid med stor tilflytning til Danmark af udenlandske statsborgere.
Fremskridtspartiet skal desuden gøre opmærksom på, at hverken politiet eller Indenrigsministeriet i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om dansk statsborgerskab undersøger, om en eventuel ansøger i den pågældendes tidligere opholds- eller hjemland har været straffet for lovovertrædelser, som også efter dansk ret ville være strafbare.
Fremskridtspartiet skal desuden understrege, at kravet om en straffri vandel ikke er noget nyt krav i forbindelse med naturalisation.
Der er heller ikke noget nyt i den principielle holdning om udelukkelse af muligheden for naturalisation som følge af begåede lovovertrædelser her i riget.
Opmærksomheden henledes på, at den i udvalget fremlagte straffeliste er ufyldestgørende og summarisk i en sådan grad, at den ikke giver et billede, der straffemæssigt er dækkende.
Fremskridtspartiet kan i den forbindelse henvise til »Indfødsretslovene«, bind I og II, af Knud Larsen.
Lizzie Lichtenberg (KF) Flemming Jensen (KF) Else Theill Sørensen (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Jørgen Winther (V) Knud Lind (FP) Elisabeth Arnold (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) nfmd. Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pernille Forchhammer (S) Anna-Marie Hansen (S) Henning Rasmussen (S) Torben Lund (S) Birthe Hansen (SF) Inger Harms (SF) fmd.
Ingen
Nr BTL 16
Betænkning over Forslag til lov om indfødsrets meddelelse
Nr L 16 1989-90, 1. samling
Afgivet af Indfødsretsudvalget
Afgivet: 19891012