Legislator Case Law & Legislation
198912K00169 DK

1989 LSF 169 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (REGLER FOR REGULERING M.V. AF TILSKUD TIL TABT ARBEJDSFORTJENESTE OG ETABLERING AF KONTAKTPERSONORDNING FOR VOKSNE DØVBLINDE EFTER BISTANDSLOVENS § 48 SAMT GODTGØRELSE TIL FORÆLDRE MED ALVORLIGT SYGE BØRN UNDER 14 ÅR)

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989, som ændret ved lov nr. 853 af 20. december 1989, foretages følgende ændringer

1. I § 48 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 48, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter 1. pkt.

»Personer, som er døvblinde, har herudover ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.«

3. I § 48, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »3«: til »4«.

4. Efter § 48 indsættes

» § 48 a. Forældre til alvorligt syge børn under 14 år har ret til en økonomisk godtgørelse, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver lønarbejde eller personligt arbejde i selvstændig virksomhed.

Stk. 2. Det er en betingelse, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 25 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det.

Stk. 3. Kravet i stk. 2 om en sygeperiode på 25 dage eller mere gælder ikke ved hospitalsophold for børn af enlige forsørgere, der har ret til ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1 eller 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 4. Godtgørelsen svarer til de sygedagpenge, modtageren i tilfælde af egen sygdom ville være berettiget til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der dog udbetales godtgørelse fra 1. fraværsdag. Den udbetalte godtgørelse til barnets forældre kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til det højeste beløb, der efter § 9, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan udbetales af kommunen efter reglerne om sygedagpenge. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at der til barnets forældre kan ydes en højere godtgørelse end fastsat i 3. pkt.

Stk. 5. Der kan højst ydes godtgørelse i 52 uger inden for de forudgående 18 kalendermåneder.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for udbetaling af godtgørelsen, herunder regler om, hvorledes godtgørelsen fordeles mellem barnets forældre.«

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989, som ændret ved lov nr. 853 af 20. december 1989, foretages følgende ændringer

1. I § 48 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.«.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 48, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter 1. pkt.

»Personer, som er døvblinde, har herudover ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.«

3. I § 48, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »3«: til »4«.

4. Efter § 48 indsættes

» 48 a. Forældre til alvorligt syge børn under 14 år har ret til en økonomisk godtgørelse, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver lønarbejde eller personligt arbejde i selvstændig virksomhed.

Stk. 2. Det er en betingelse, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 25 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det.

Stk. 3. Kravet i stk. 2 om en sygeperiode på 25 dage eller mere gælder ikke ved hospitalsophold for børn af enlige forsørgere, der har ret til ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1 eller 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 4. Godtgørelsen svarer til de sygedagpenge, modtageren i tilfælde af egen sygdom ville være berettiget til efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der dog udbetales godtgørelse fra 1. fraværsdag. Den udbetalte godtgørelse til barnets forældre kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til det højeste beløb, der efter § 9, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan udbetales af kommunen efter reglerne om sygedagpenge. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at der til barnets forældre kan ydes en højere godtgørelse end fastsat i 3. pkt.

Stk. 5. Der kan højst ydes godtgørelse i 52 uger inden for de forudgående 18 kalendermåneder.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for udbetaling af godtgørelsen, herunder regler om, hvorledes godtgørelsen fordeles mellem barnets forældre.

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 2. april 1990.

Stk. 2. Socialministeren fremsætter forslag for Folketinget om revision af bistandslovens § 48 a inden udgangen af folketingsåret 1992-93.

Oprindeligt fremsat forslag

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 2. april 1990.

Stk. 2. Socialministeren fremsætter forslag for Folketinget om revision af bistandslovens § 48 a inden udgangen af folketingsåret 1992-1993.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

På finansloven for 1989 blev afsat 25 mill. kr. til syge og handicappede børn.

Ved akt 309 af 20. juni 1989 blev 6 mill. kr. udmøntet til støtte til handicappede børns ferie m.v.

På tillægsbevillingsloven for 1989 er ansøgt om en overførsel af de resterende 19 mill.kr. til 1990.

Som led i det politiske forlig om finansloven for 1990 (den børnepolitiske pakke) er det aftalt at bevilge i alt 45 mill. kr. til forældres pasning af alvorligt syge børn samt til formål, der kan tilgodese de små handicapgrupper.

Det er forudsat at ferieaktiviteterne m.v., jf. akt 309, skal videreføres i 1990. Endvidere anvendes 5 mill.kr. af bevillingen til formål, der kan tilgodese de små handicapgrupper.

Det resterende beløb - i alt 34 mill. kr. - er aftalt anvendt til forbedringer af reglerne i bistandsloven om godtgørelse ved pasning af alvorligt syge og handicappede børn.

Herudover er aftalt en bevilling på 5 mill.kr. til etablering af en kontaktpersonordning for voksne døvblinde.

Dette lovforslag omfatter udmøntningen af de 5 mill. kr. til etablering af en kontaktpersonordning for voksne døvblinde samt udmøntningen af de 34 mill. kr.

1. Forbedringer af ordningen med tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48

Efter bistandslovens § 48 kan personer, der i hjemmet forsørger et barn med handicap, få dækket nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, og der er herved bl.a. mulighed for at give tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ordningen med tilskud til tabt arbejdsfortjeneste forbedres ved, at der fastsættes regler om

- at tilskud til tabt arbejdsfortjenste skal reguleres en gang om året i overensstemmelse med lønstigningerne på det almindelige arbejdsmarked,

- at der som noget nyt kan ydes tilskud svarende til feriepenge og ferietillæg i tilslutning til modtagelse af tilskud til tabt arbejdsfortjeneste,

- at tilskuddet kan modtages i 3 måneder efter, at betingelserne for at modtage tilskuddet er ophørt. I dag ophører ydelsen normalt med udgangen af den måned, som følger efter den måned, hvori grundlaget for hjælpen bortfalder.

I bemærkningerne til nr. 1 er der nærmere redegjort for disse forbedringer.

2. Etablering af en kontaktpersonordning for voksne døvblinde

Efter bistandslovens § 48 har personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

Ordningen udvides med en særlig hjemmel til en landsdækkende kontaktpersonordning for voksne, hjemmeboende døvblinde.

I bemærkningerne til nr. 2 er der nærmere redegjort for denne forbedring.

3. Indførelse af en ny ordning, hvorefter der kan ydes en godtgørelse til forældre med syge børn under 14 år

Ordningen omfatter alle, men under hensyn til enliges særlige situation er der lempeligere betingelser for at yde en godtgørelse til enlige forældre.

Hovedbetingelserne for at opnå ret til godtgørelsen er, at barnet er under 14 år, og at barnet er alvorligt sygt, hvilket vil sige, at barnet har behov for behandling og pleje på et hospital i 25 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, når barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det. Medfører sygeforløbet, at barnet både er på hospital og i hjemmet, kan der ydes en godtgørelse, forudsat at der er tale om et sammenhængende forløb på 25 dage eller mere.

For enlige forældre, der er berettiget til ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1 eller 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, stilles der ikke krav om en vis længere sygeperiode, når barnet er indlagt på hospital.

Godtgørelsen svarer til de sygedagpenge, modtagerne i tilfælde af egen sygdom ville kunne have modtaget.

Ordningens nærmere regler er beskrevet i bemærkningerne til nr. 4.

Økonomiske konsekvenser

Ad pkt. 1. Tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste

Der foreligger ikke statistiske oplysninger på området, der gør egentlige beregninger mulige. På baggrund af Socialministeriets almindelige kendskab til området og en ældre undersøgelse vedrørende bistandslovens § 48 skønnes det med betydelig usikkerhed, at forslaget vil medføre offentlige merudgifter på 5 mill. kr. på årsbasis.

Ad pkt. 2. Kontaktpersonordning for voksne døvblinde

Forslaget om at etablere en kontaktpersonordning skønnes at medføre offentlige merudgifter på 5 mill. kr. på årsbasis. Skønnet er baseret på oplysninger i projektrapporten fra Dansk Blindesamfund, Danske Døves Landsforbund og Dansk Døvblindeforening: »Døvblinde« - et handicap man overser, rapport vedrørende projekt (1986-89) omkring døvblindes kontaktproblemer.

Ad pkt. 3. Indførelse af en ny ordning, hvorefter der kan ydes en godtgørelse til forældre af syge børn under 14 år

Udgiftsskønnet er særdeles usikkert, fordi udgifterne i høj grad afhænger af kategorier, der først indføres med loven. Allerede bestemmelsen om, at der gives tilskud, når barnet plejes i hjemmet, giver en betydelig usikkerhed, da der aldrig har været behov for at registrere pleje i hjemmet. En anden betydelig usikkerhedsfaktor er udnyttelsesgraden. Antallet af registrerede sengedage på sygehus for børn på 1 til 14 år, der er indlagt i mindst 25 dage, peger dog på beherskede udgifter. I skønnet over udgifter til tilskud til enlige indgår oplysninger om antal børn af enlige, der indlægges på sygehus.

På denne usikre baggrund skønnes udgifterne til enlige forældres børn til 14 mill. kr. og udgifterne til den øvrige godtgørelse til 15 mill.kr. I alt 29 mill. kr. på årsbasis.

Samlede offentlige udgifter 1990 øvrige år - mill. kr. -

1. Ændring af tilskud til tabt arbejdsfortjeneste 3.75 5

2. Kontaktpersoner til døvblinde 3.75 5

3. Godtgørelse til forældre af syge børn under 14 år 21.75 29

I alt 29.25 39 De offentlige udgifter fordeles med 50 pct. til staten og 50 pct. til primærkommunerne. Regulering af de kommunale merudgifter over bloktilskudene vil blive forhandlet med de kommunale parter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forbedringer af bistandslovens § 48 for børn

Efter bistandslovens § 48 kan personer, der i hjemmet forsørger et barn med handicap, få dækket nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet. Ydelserne efter § 48 til sådanne familier udgør et kompleks af støtteforanstaltninger, der har til formål at medvirke til, at børn med fysiske og/eller psykiske handicap kan forblive i eget hjem, og at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med handicappet.

Vejledende retningslinier for disse ydelser er givet i Socialministeriets vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48 af 3. juli 1987. Her præciseres og beskrives på baggrund af de senere års udvikling i praksis, herunder ankepraksis, hvad bestemmelsen kan bruges til.

En af de ydelser, der kan gives efter bistandslovens § 48, stk. 1, er tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Et sådant tilskud er gennem mange år blevet opfattet som en merudgift ved forsørgelsen af et barn med handicap i de tilfælde, hvor barnets handicap nødvendiggør, at barnet skal passes i hjemmet - samt under evt. hospitalsophold - af en af forældrene. Reglerne tager sigte på situationer, hvor arbejdet opgives helt eller delvis og såvel kort som lang tid.

En af retningslinierne i vejledningen går ud på, at tilskuddet til tabt arbejdsfortjeneste skal reguleres en gang om året i overensstemmelse med lønstigningerne på det almindelige arbejdsmarked. Det har imidlertid vist sig at være vanskeligt for nogle forældre at opnå en sådan regulering, idet der er en noget svingende praksis i kommunerne med hensyn til dette spørgsmål. Ganske vist kan et afslag ankes til amtsankenævnene, men det er både besværligt og langsommeligt at skulle igennem sådan en procedure. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at der fastsættes bindende regler om en sådan regulering.

Således som § 48 er udformet, er der ikke mulighed for at bevilge vedhængende ydelser som f.eks. feriepenge af tilskuddet til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelser svarende til feriepenge ville i givet fald først skulle ydes efter udløbet af perioden med tabt arbejdsfortjeneste, og da er betingelserne for at modtage tilskuddet bortfaldet. Dette har vist sig at bringe mange familier i en meget uheldig situation, idet de ved tilbagegang til arbejdsmarkedet kan komme ud for at stå uden lønindtægt i en hel ferieperiode.

Hertil kommer, at personer, som i et helt ferieår får tilskud til tabt arbejdsfortjeneste efter § 48, ikke får det ferietillæg på 1 pct. af lønnen til at holde ferie for, som ferieloven giver adgang til.

Det vil derfor være rimeligt, at der fastsættes regler om, at disse to ydelser kan bevilges i de anførte tilfælde i forbindelse med tilskuddet til tabt arbejdsfortjeneste. Ydelserne er ikke feriepenge eller ferietillæg i ferielovens forstand. Socialministeren kan således fastsætte regler for udbetalingen.

Efter Socialministeriets vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48 ophører tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis andet ikke er aftalt, med udgangen af den måned som følger efter den måned, hvori grundlaget for hjælpen er bortfaldet.

I praksis har det vist sig, at denne periode har været for kort til, at forældrene kan indrette sig, efter at barnet f.eks. er kommet på institution, afgået ved døden eller er blevet rask. Der bør derfor fastsættes regler om, at afviklingsperioden efter perioden med tabt arbejdsfortjeneste er 3 måneder, med mindre der efter forældrenes ønske aftales en kortere periode.

Der foreslås derfor i § 48 indsat en bemyndigelsesbestemmelse, med det formål at kunne fastsætte regler om de nævnte spørgsmål, det vil sige,

- at tilskud til tabt arbejdsfortjeneste skal reguleres een gang om året i overensstemmelse med lønstigningerne på det almindelige arbejdsmarked,

- at der kan udbetales ydelser svarende til feriepenge og ferietillæg i tilslutning til modtagelse af tilskud til tabt arbejdsfortjeneste efter § 48,

- at tilskud til tabt arbejdsfortjeneste normalt ophører 3 måneder efter, at betingelserne for at modtage tilskuddet er ophørt.

Kommunens afgørelser efter bistandslovens § 48, stk. 3, kan som andre afgørelser efter § 48 indbringes for amtsankenævnet.

Til nr. 2

Forbedring af bistandslovens § 48 for voksne

Dansk Blindesamfund, Danske Døves Landsforbund og Dansk Døvblindeforening har med økonomisk støtte fra Socialministeriets Udviklingsmidler og på baggrund af et udvalgsarbejde i Socialstyrelsen gennemført et treårigt forsøg med henblik på at kortlægge døvblindes behov for og ønsker om en kontaktpersonordning, som kan medvirke til at bryde denne handicapgruppes isolation.

Forsøget er gennemført i to amtskommuner, og der er etableret i alt 25 kontaktpersonforhold.

På baggrund af rapporten over forsøget vurderes det, at der på landsplan for tiden er ca. 100 voksne, hjemmeboende døvblinde, som har behov for kontaktpersonordning.

Det foreslås på denne baggrund, at der i den gældende bistandslov § 48, stk. 3, der nu bliver stk 4, indsættes en særlig hjemmel til en landsdækkende kontaktpersonordning for døvblinde.

Kontaktpersonordningen for voksne døvblinde ydes af kommunen som en særlig form for hjælp til voksne hjemmeboende med vidtgående fysisk eller psykisk handicap efter bistandslovens § 48. Kommunen får 50 pct. statsrefusion i henhold til bistandslovens § 133, stk. 2.

Kontaktpersonens opgave er at være med til at bryde den døvblindes isolation ved at besøge og kommunikere med den døvblinde, være bindeled til omverdenen, oversætte regninger, breve og aviser, ledsage på indkøb og til andre aktiviteter samt være bindeled til myndigheder, posthus, bank m.v.

Kontaktpersonordningerne for voksne døvblinde har tæt sammenhæng med den amtslige konsulentekspertise på området, som forudsættes at være baggrundsstøtte for kontaktpersonerne.

Til nr. 4

Godtgørelse til forældre til syge børn

Formålet med ordningen er, at forældre til alvorligt syge børn under 14 år skal have bedre muligheder for at kunne være sammen med deres børn.

Ordningen gælder for alle forældre, men da enlige forældre kan have særlige vanskeligheder ved at være sammen med deres barn i disse situationer, har disse forældre, hvis de er berettiget til ordinært børnetilskud, særlige gunstige muligheder for at benytte nyordningen.

Lever barnet sammen med begge sine forældre, bliver forældrene berettiget til en godtgørelse, hvis barnet indlægges på hospital, og opholdet varer i 25 dage eller mere, og de i denne anledning nedsætter den ugentlige arbejdstid.

Lever barnet kun sammen med den ene af sine forældre, og er denne ikke berettiget til ordinært børnetilskud, stilles de samme krav til længden af barnets sygeperiode.

Skønnes det lægeligt forsvarligt, at barnet under sygdomsperioden behandles og/eller plejes i hjemmet, kan der også i disse tilfælde ydes en godtgørelse, forudsat at det almindelige krav til sygeperiodens længde er opfyldt.

Lever barnet sammen med den ene af sine forældre, og er denne berettiget til ordinært børnetilskud efter § 2, nr.1 eller 2 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, stilles der ikke krav til sygdomslængden, når barnet er indlagt på hospital. Er barnet sygt i hjemmet, gælder den almindelige betingelse om, at sygeperioden skal vare i 25 dage eller mere, for at der kan ydes en godtgørelse.

Ordningen er rettet til personer, der er tilknyttet arbejdsmarkedet, og det er derfor en generel forudsætning, at modtageren i tilfælde af egen sygdom ville være berettiget til sygedagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Godtgørelsen svarer til de dagpenge, modtageren kunne have modtaget i tilfælde af egen sygdom.

Ordningen forudsætter således, at modtageren er i arbejde, og at pågældende har mulighed for at nedsætte arbejdstiden.

For lønmodtagere vil det således afhænge af kollektive og/eller individuelle aftaler med arbejdsgiveren, om modtageren kan få nedsat arbejdstid eller få orlov.

I det følgende beskrives de enkelte elementer i ordningen nærmere.

1. Krav til sygeperioden, når barnet lever sammen med begge sine forældre eller en af sine forældre, og denne ikke er berettiget til ordinært børnetilskud

I disse tilælde er den grundlæggende betingelse, at barnet har behov for behandling og pleje på et hospital eller lign. behandlingsinstitution i 25 dage eller mere.

Hvis det skønnes lægelig forsvarligt, at barnet under sygdomsforløbet behandles og plejes i hjemmet, vil der også i disse tilfælde kunne ydes godtgørelse, forudsat at der er tale om sygeperioder på 25 dage eller mere.

Hvis sygdomsforløbet medfører, at barnet i sygeperioden både er på hospital og i hjemmet, vil der ligeledes kunne ydes en godtgørelse, forudsat at der er tale om et sammenhængende forløb af mere end 24 dage.

Hvis hospitalet eller den behandlingsansvarlige læge skønner, at sygdommen vil kræve behandling og pleje i 25 dage eller mere, kan der i såfald ydes godtgørelse fra sygdomsperiodens start.

Det er således ikke en betingelse, at der foreligger dokumentation for, at kravet til varigheden er opfyldt. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger en lægeerklæring med et skøn over, hvor længe sygdommen vil vare.

Hvis der udbetales godtgørelse på grundlag af et skøn over sygdommens varighed, og det senere viser sig, at barnet bliver rask, inden der er forløbet 25 dage, skal godtgørelsen ikke tilbagebetales.

Det kan også forekomme, at et oprindelig forventet kortvarigt sygdomsforløb bliver længere end ventet. I disse tilfælde vil der naturligvis gå nogen tid, inden det står klart, at der er grundlag for at yde en godtgørelse. Hvis en af forældrene forinden har nedsat sin arbejdstid, vil der imidlertid kunne ydes godtgørelse regnet fra sygdomsperiodens start.

2. Krav til sygeperioden, når barnet lever sammen med en af sine forældre, og denne er berettiget til ordinært børnetilskud

For enlige forældre, der er berettiget til ordinært børnetilskud efter § 2, nr. 1, eller nr. 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, bortfalder kravet om en vis længde af sygeperioden, såfremt der er tale om hospitalsindlæggelse eller indlæggelse i lignende institution. Er der tale om sygdom i hjemmet, forudsætter udbetaling af godtgørelsen, at betingelserne som nævnt under 1 er opfyldt.

3. Hvem kan modtage ydelsen, og for hvor mange timer kan der ydes godtgørelse?

Den økonomiske godtgørelse ydes for et indtægtstab i forbindelse med nedsat arbejdstid , og den kan ydes til faderen eller moderen.

Det er - som nævnt i pkt. 5 - en forudsætning, at modtageren er berettiget til sygedagpenge, hvis pågældende selv var syg.

Som udgangspunkt for beregningen anvendes pågældendes aktuelle timefortjeneste. Timefortjenesten kan højst fastsættes til ugemaksimum divideret med den normale overenskomstmæssige arbejdstid i timer pr. uge, p.t. 38 timer, jf. § 9, stk. 2, i dagpengeloven. Til en familie kan der samlet højst ydes en godtgørelse svarende til 38 timer pr. uge. Forældrene afgør selv, om og i givet fald hvorledes de vil udnytte denne mulighed.

Selv om kun en af forældrene har forældremyndigheden over barnet, vil begge forældre kunne modtage en godtgørelse. I disse tilfælde kan betingelserne for at modtage godtgørelsen være forskellige.

Er den ene forælder enlig, og er pågældende berettiget til ordinært børnetilskud, og barnet indlægges på hospital, kan godtgørelse ydes til denne uanset sygeperiodens længde. Den anden forælder har i dette tilfælde dog ret til en godtgørelse, hvis sygeperioden vil vare i 25 dage eller mere.

Er begge barnets forældre samtidig berettiget til en godtgørelse, må moderen og faderen selv afgøre, hvorledes godtgørelsen fordeles. Nedsætter forældrene deres samlede arbejdstid i mere end 38 timer pr. uge, og kan de ikke blive enige om fordelingen, har indehaveren af forældremyndigheden ret til at få godtgørelse udbetalt svarende til det antal arbejdstimer, pågældende har nedsat sin arbejdstid, jf. følgende afsnit 4. Evt. ikke udnyttet ret til godtgørelse op til 38 timer pr. uge vil kunne ydes til den anden af forældrene.

I tilfælde af delt forældremyndighed gælder det samme. Hvis forældrene ikke kan blive enige om, hvorledes godtgørelsen skal udnyttes, vil der blive lagt vægt på at tilgodese den af forældrene, barnet opholder sig mest hos. Kan dette ikke afgøres, vil fortrinsret til at modtage godtgørelse tilkomme den af forældrene, som har samme folkeregisteradresse som barnet.

De nærmere regler om fordeling af godtgørelsen mellem forældrene vil blive udstedt med hjemmel i § 48 a, stk. 7.

I ganske særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at det almindelige loft på 38 timer pr. uge ikke skal gælde. Som et eksempel kan nævnes situationer, hvor barnets sygdom er så alvorlig, at det menneskeligt og lægeligt skønnes rimeligt, at begge forældre kan være sammen med barnet. I disse tilfælde kan der ydes en godtgørelse, der beregnes for hver af forældrene svarende til den nedsatte arbejdstid.

4. Modtageren skal have ret til sygedagpenge, og godtgørelsen svarer til de sygedagpenge, modtageren ville være berettiget til i tilfælde af egen sygdom

Målgruppen er forældre, som er tilknyttet arbejdsmarkedet. Godtgørelsen skal give disse forældre bedre muligheder for at kunne nedsætte eller ophøre med at arbejde, mens barnet er sygt. Godtgørelsen giver ikke ret til orlov fra arbejdsgiveren, og det vil derfor bero på en individuel eller kollektiv aftale, om arbejdstageren helt eller delvis kan få fri fra sin arbejdsplads eller få orlov.

Kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet udmøntes ved, at det er en forudsætning, at modtageren af godtgørelsen opfylder beskæftigelseskravet i dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1, eller ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge m.v., jf. dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 2 til 4.

Også reglerne i dagpengeloven om beregning af sygedagpenge gælder i disse tilfælde, jf. § 9. Derimod gælder dagpengelovens regler om anmeldelse og dokumentation ikke, idet disse bestemmelser er knyttet til modtageres egen sygdom.

For lønmodtagere beregnes godtgørelsen på grundlag af det antal timer, forældrene nedsætter deres arbejdstid, og den svarer til den timeindtægt, som forældrene ville have været berettiget til under sygefraværet efter dagpengeloven.

Selvstændige, der ikke har tilsluttet sig den frivillige forsikring, har efter dagpengeloven ikke ret til sygedagpenge fra 1. sygedag. Da dette ville kunne afskære nogle selvstændige fra at kunne modtage godtgørelsen fra barnets 1. sygedag, er det fastsat, at selvstændige - forudsat de øvrige betingelser er opfyldt - vil kunne få udbetalt godtgørelse fra begyndelsen af barnets sygeperiode.

Det følger iøvrigt af de almindelige regler om sygedagpenge til selvstændige, at disse skal nedsætte deres arbejdstid til mindst halvdelen for at være berettiget til en godtgørelse.

5. Forholdet til reglerne om arbejdsløshedsdagpenge

I forhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. vil godtgørelsesperioden ifølge Arbejdsministeriet kunne betragtes som en »død periode«. Nærmere regler om sådanne perioder fastsættes af Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landsarbejdsnævnet og er senest fastsat i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 633 af 17. september 1987.

6. Administration af ordningen

Ordningen placeres i bistandsloven og administreres af kommunerne. Kommunens udgifter anmeldes til refusion efter reglen i bistandslovens § 133, stk. 2, dvs. at staten refunderer 50 pct. af kommunens udgifter til godtgørelse.

Nærmere regler om ordningen vil blive fastsat efter § 48 a, stk. 7.

7. Klageregler

Kommunens afgørelser efter bistandslovens § 48 a kan ikke medbringes for anden administrativ myndighed.

8. Forholdet til bistandslovens § 48

Med indførelse af den nye støtteordning i § 48 a er der herefter 2 regelsæt, der giver forældre mulighed for at opnå lønkompensation. Det ene tager sigte på børn med handicap, og lønkompensationen er her et led i det kompleks af ydelser, som disse familier har ret til efter bistandslovens § 48 på grund af merudgifter som følge af barnets handicap.

Det andet tager sigte på, at forældre i almindelighed kan få mulighed for at tage sig af deres barn, hvis det bliver alvorligt sygt i en periode.

Reglerne retter sig således til 2 forskellige grupper, men der vil i praksis kunne forekomme tilfælde, hvor forældrene opfylder betingelserne efter begge bestemmelser.

Modtager familien tabt arbejdsfortjeneste til et handicappet barn efter § 48, og barnet bliver alvorligt sygt, må forældrene vælge, om de foretrækker at fortsætte med at modtage ydelsen efter § 48, eller om de vil overgå til nyordningen efter § 48 a. Forældrene vil typisk - når der tages hensyn til skattebetalingen - få mest ud af at fortsætte med at modtage den skattefrie ydelse efter § 48. Dog vil muligheden for at dele ydelsen efter § 48 a kunne få forældrene til at vælge denne ydelse.

Et sygdomsforløb kan også udvikle sig så uheldigt, at barnet bliver handicappet, og forældrene herved bliver berettiget til godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter § 48. Også i disse situationer skal forældrene have mulighed for at vælge, om de foretrækker at modtage godtgørelse efter § 48 eller efter § 48 a. Dog skal man være opmærksom på, at godtgørelsen efter § 48 a kun kan modtages i en vis periode.

Sammenfattende vil det altså være således, at når betingelserne for at modtage ydelser efter både § 48 og § 48 a samtidig er opfyldt, vælger forældrene selv, efter hvilket regelsæt de ønsker godtgørelse. Der er imidlertid ikke mulighed for samtidig at få godtgørelse efter begge ordninger.

Til § 2

Det foreslås, at socialministeren inden udgangen af folketingsåret 1992-93 for Folketinget fremsætter lovforslag om revision af ordningen.

Da der er tale om en ny ordning, vil det være ønskeligt, at der til brug for revisionen foreligger dels en sædvanlig statistisk og økonomisk beskrivelse af, hvorledes ordningen er blevet udnyttet, dels en undersøgelse af, hvorledes forældre til alvorligt syge børn vurderer ordningen. Socialministeriet vil derfor sørge for, at der iværksættes en undersøgelse af ordningen.

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

1. I § 48 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.«.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 48, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter 1. pkt.

»Personer, som er døvblinde, har herudover ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.«

3. I § 48, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »3«: til »4«.

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

§ 48. Personer, der i hjemmet forsøger et barn under 18 år med et fysisk eller psykisk handicap, har ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsøgelsen, der er en følge af handicappet, såfremt disse overstiger 2.400 kr. i løbet af et kalenderår.

Stk. 2. Beløbsbegrænsningen i stk. 1 gælder dog ikke

1) Personer, der i hjemmet forsøger et barn med et vidtgående handicap.

2) Personer, der i hjemmet forsøger et barn med en kronisk lidelse.

3) Personer, der i hjemmet forsøger et handicappet barn, og som ikke selv har midler til at afholde merudgiften.

Stk. 3. Personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, har ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet. Socialministeren fastsætter regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til bistand.

Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 og 3 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.

Lovforslag som fremsat 1989 169 Valid

Nr LSF 169

Forslag til Lov om ændring af lov om social bistand (Regler for regulering m.v. af tilskud til tabt arbejdsfortjeneste og etablering af kontaktpersonordning for voksne døvblinde efter bistandslovens § 48 samt godtgørelse til forældre med alvorligt syge børn under 14 år)

Fremsat af socialministeren (Aase Olesen)

den 18. januar 1990

Vedtaget ved tredjebehandling den 29. marts 1990

Lov nr. 211 af 03/04/1990

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →