1989 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BETALINGSKORT M.V.

§ 1

I lov nr. 284 af 6. juni 1984 om betalingskort m.v., som ændret ved lov nr. 162 af 23. marts 1988 og lov nr. 818 af 19. dec. 1989, foretages følgende ændringer

1. §§ 8 og 9 ophæves.

2. I overskriften til kapitel 3 udgår

»Det rådgivende betalingskortudvalg«.

3. I § 11, stk. 3, ophæves og i stk. 4, der bliver stk. 3, udgår: »i øvrigt«.

4. I § 11 indsættes efter stk. 4, der bliver stk. 3, som nyt stykke

» Stk. 4. Industriministeren fastsætter nærmere regler om lovens administration.«

5. § 12 ophæves.

6. § 13, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) Omkostninger ved erhvervelse og brug af kortet, herunder rente, eventuelle gebyrer og de årlige omkostninger i procent.«

7. I § 13, stk. 3, indsættes som 2. pkt.

»Forbrugerombudsmanden kan herunder fastsætte bestemmelser om, hvorledes kreditomkostningerne opgøres og beregnes.«

8. I § 15 indsættes efter »kvittering«: », bortset fra tilfælde, hvor kort anvendes i telefonautomater.«

9. § 17 ophæves.

10. § 19, stk. 1, ophæves.

Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

11. Kapitel 6 ophæves.

12. § 30, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) overtræder § 3, stk. 2, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1 og 2, § 13, stk. 1 og 2, § 14, stk. 1, og § 18,»

13. I § 30, stk. 2, udgår: »og § 26,».

14. I § 31, ophæves 1. pkt.

15. I § 32, stk. 1, ændres »§ 79, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2-3,» til: »§ 79, stk. 3 og 4«.

16. I § 34 udgår: »og kapitel 6«.

17. Overskriften til kapitel 9 affattes således

»Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser«.

18. § 35 ophæves.

19. § 37 ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 00. januar 1990. Industriministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 6 og 7.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lov om betalingskort m.v. har baggrund i en dagsorden, som Folketinget vedtog den 15. marts 1983 (Folketingstidende 1982/83, sp. 7570-7642). Forud herfor var foretaget et udredningsarbejde, jf. betænkning nr. 965 af 1982 (Rapport om betalingskort), der dannede grundlag for industriministerens redegørelse til Folketinget den 2. marts 1983 om spørgsmålet om en lovgivning på købekortområdet (Folketingstidende 1982/83, sp. 6620-6631).

Industriministeren fremsatte den 30. november 1983 lovforslag nr. L 81 om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1983/84, sp. 2359-2361). Forslaget var til 1. behandling den 9. december 1983 (Folketingstidende 1983/84, sp. 3270-3306), men nåede ikke at blive færdigbehandlet i 1. samling.

Et identisk forslag, L 35, blev fremsat af industriministeren den 7. februar 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg A, sp. 789-818). Forslaget var til 1. behandling den 14. februar 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 495-510). Folketingets Erhvervsudvalg afgav den 15. maj 1984 betænkning over forslag til lov om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg B, sp. 883-901). 2. behandling af forslaget fandt sted den 17. maj 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 6725-6731). Folketingets Erhvervsudvalg afgav den 22. maj 1984 til tillægsbetænkning over forslag til lov om betalingskort m.v. (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg B, sp. 1107-1114). Forslaget var til 3. behandling den 25. maj 1984 (Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 7075-7084).

Lov nr. 284 om betalingskort m.v. af 6. juni 1984 er optaget i Folketingstidende 1983/84, 2. samling, Tillæg C, sp. 531-542.

2. Det foreliggende lovforslag fremsættes som et led i regeringens afbureaukratiseringsbestræbelser. Endvidere er loven søgt tilpasset den teknologiske udvikling.

Regeringens Afbureaukratiseringsudvalg foreslog, at betalingskortloven skulle ophæves, dog således at erstatningsreglerne blev overflyttet til kreditkøbsloven. Tilsvarende blev foreslået i rapport fra Industriministeriets fremtidssikringsudvalg.

Reaktionerne på udvalgenes forslag om lovens ophævelse var forskellige. En lang række erhvervsorganisationer og kortudstedere tilsluttede sig forslaget, mens typisk detailhandelens og forbruger- og lønmodtagerorganisationerne kraftigt frarådede en fuldstændig ophævelse af loven og de forbrugerbeskyttelsesregler, loven indeholder.

Såvel fremtidssikringsudvalget som en del erhvervsorganisationer pegede på, at loven i et vist omfang har virket hæmmende på kortbrug og indførelsen af ny teknologi, og at lovens bestemmelser er vanskelige at fortolke og besværlige at anvende i praksis. Endelig blev der fra visse kortudstederkredse peget på, at nogle af lovens bestemmelser har medført en konkurrenceforvridning kortudstederne imellem.

I det følgende omtales lovforslagets hovedpunkter i punkt 3-9.

3. Af afbureaukratiseringsgrunde foreslås bestemmelserne om registrering af kortudstederne ophævet, lovens §§ 8 og 9.

I henhold til bestemmelserne fører Forbrugerombudsmanden et offentligt tilgængeligt register, hvor kortudstedernes anmeldelser om navn, organisation, betalingssystem, § 13-oplysninger, forretningsbetingelser og aftalevilkår m.m. i henhold til §§ 6 og 7 indføres.

Registeret blev oprettet, for at offentligheden på en nem og overskuelig måde kunne gøre sig bekendt med de enkelte betalingssystemers indretning og de tilknyttede forretningsbetingelser. Førelsen af registeret har imidlertid været overordentlig ressourcekrævende, hvortil kommer at offentligheden kun i meget begrænset omfang har gjort brug af registeret.

4. Det rådgivende betalingskortudvalg under Forbrugerombudsmanden, jf. § 12, foreslås nedlagt, idet behovet for at forelægge principielle spørgsmål for udvalget har været størst i de første år efter lovens ikrafttræden.

5. Siden betalingskortlovens ikrafttræden er der på visse punkter sket en opstramning af lov om private registre m.v. Under hensyn hertil og da betalingskortlovens særbestemmelser om registrering, anvendelse, videregivelse og opbevaring af oplysninger har vist sig vanskelige at administrere i praksis, foreslås bestemmelserne i kapitel 6 som led i bestræbelserne på afbureaukratisering ophævet. Herefter afgøres registerspørgsmål i betalingskortsystemer primært efter lov om private registre m.v.

6. Med det formål at undgå, at indførelsen af ny teknologi hæmmes, foreslås i § 15, at kortanvendelse i telefonautomater undtages fra kravet om udlevering af kvittering ved enhver betalingskorttransaktion.

Samme forhold gør sig gældende for forslaget om, at der ikke opretholdes et forbud mod, at betalingskort kræves anvendt som legitimationsmiddel i andre sammenhænge end betalingstransaktioner med betalingskort og som hævekort, § 19, stk. 1.

7. Endelig fremsættes forslag, som muliggør, at EF-direktivet om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, oplysninger om effektiv rente, kan gennemføres inden for betalingskortlovens område, § 13, stk. 1, nr. 3, og stk. 3.

8. Lovforslaget har været forelagt Arbejdsministeriet, Finansministeriet (Budgetdepartementet og Administrations- og Personaledepartementet), Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd, Kirkeministeriet, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Socialministeriet, Statsministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet, Monopoltilsynet, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Butikshandelens Fællesråd, Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark, Danske Andelsselskaber, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Detail Konto, Dansk organisation af Detailhandelskæder, Danske Bankfunktionærers Landsforening, Danske Sparekassefunktionærers Landsforening, Danmarks Sparekasseforening, Den Danske Bankforening, Foreningen af J. A. C. Andelskasser, Sammenslutningen Danske Andelskasser, Andelskasseforeningen, Det Danske Handelskammer, Detailhandelens Kreditformidlingsråd, Entreprenørforeningen, Forbrugerrådet, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Håndværksrådet, Industrirådet, Landsforeningen Loyal Handel, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, American Express A/S, Diners Club Danmark A/S, Eurocard Danmark A/S og Pengeinstitutternes BetalingsSystemer A/S.

9. Administrative og økonomiske konsekvenser. Ved betalingskortlovens ikrafttræden i 1985 blev der oprettet 11 stillinger og bevilget årlige driftsudgifter på 2.875.000 kr. Udgifterne blev dækket ved opkrævning af gebyr hos kortudstederne. På finansloven 1990 er budgetteret med, at der skal anvendes 3 årsværk og tilsvarende driftsudgifter. Gebyrindtægterne bortfalder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter en ophævelse af bestemmelserne i §§ 8 og 9 om registrering skal Forbrugerombudsmanden føre tilsyn med lovens overholdelse på grundlag af anmeldelsesreglerne i §§ 6 og 7 samt almindeligt markedsføringsmateriale, særligt indkrævede oplysninger samt indkomne klager.

Den potentielle og aktuelle kortindehaver har fortsat på baggrund af oplysningspligten i lovens § 13 mulighed for at vurdere fordele og ulemper og for at drage sammenligning mellem forskellige betalingssystemer omend på et mindre fyldestgørende grundlag end registret.

Til nr. 2 og 3

Ændringerne foretages i konsekvens af forslagene under nr. 5 og 11.

Til nr. 4

Loven om betalingskort indeholder flere bestemmelser, hvorefter industriministeren og Forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler om bestemte forhold. Loven om betalingskort indeholder i modsætning til markedsføringsloven derimod ikke adgang for industriministeren til generelt at give forskrifter om lovens administration. De regler, der i medfør af markedsføringsloven er udstedt om denne lovs administration, har vist sig at være meget hensigtsmæssige. Det foreslås derfor, at industriministeren kan fastsætte regler om betalingskortlovens administration i lighed med bekendtgørelsen i henhold til markedsføringsloven. Sådanne regler kan omhandle en opregning af områder, der særligt skal føres tilsyn med, samt retssagsførelse, herunder tiltalerejsning.

Til nr. 5

Betalingskortudvalget er et rådgivende udvalg under Forbrugerombudsmanden og skal bistå denne ved administrationen af betalingskortloven. Rådet har et formandskab, der repræsenterer juridisk og økonomisk sagkundskab, en teknisk sagkyndig samt syv interesserepræsentanter. Det er forudsat, at Forbrugerombudsmanden indhenter udtalelser fra udvalget om mere principielle spørgsmål, og især når afgørelser skal træffes på grundlag af skøn, der ikke er nærmere fastlagt ved domstols- eller administrativ praksis. Der ydes vederlag efter statens almindelige retningslinjer for særskilt vederlag. I de senere år har Forbrugerombudsmanden kun i begrænset omfang forelagt spørgsmål for det rådgivende betalingskortudvalg. Ved behandlingen af mere principielle sager vil kunne indhentes udtalelser fra interesseorganisationer m.v.

Forslaget skal ses på denne baggrund, ligesom der er henset til den besparelse, der kan opnås ved en nedlæggelse af udvalget.

Til nr. 6 og 7

Formålet med bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 3, er at give kortindehavere overskuelige og sammenlignelige oplysninger om omkostningerne ved erhvervelse og brug af betalingskort. Der skal således oplyses om regler og betingelser for pålæg af omkostninger samt beregningsmåden.

I det omfang omkostningerne er forudberegnelige, skal de oplyses som et beløb pr. år. Såfremt periodisk rente anvendes, skal denne omregnes til en årlig, nominel rentesats. Forbrugerombudsmanden kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes renteberegningen skal udtrykkes, jf. § 13, stk. 3. Dette er dog ikke hidtil sket.

Det har været antaget, at der ikke i loven er hjemmel til at kræve beregning af kreditomkostningerne angivet som »en effektiv årlig rente«.

Forslaget er fremsat med henblik på en implementering af EF-direktivet om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, oplysning om effektiv rente. Til nr. 6 bemærkes særskilt, at ændringen er foreslået, for at der ikke skal være tvivl om, at kravet om oplysning om »effektiv rente« kan gennemføres.

Det er forudsat, at disse ændringer først træder i kraft samtidig med de tilsvarende bestemmelser i det fremsatte forslag til kreditaftalelov.

Til nr. 8

Kapitel 6 indeholder nogle særlige bestemmelser om de oplysninger, der registreres som et led i virksomheden med betalingskortsystemer.

Med bestemmelserne om registrering, anvendelse, videregivelse og opbevaring af oplysninger blev tilsigtet en skærpelse og supplering af lov om private registre m.v., som i øvrigt blev opretholdt i fuldt omfang for registre, der føres til brug for betalingskortsystemer. Men for så vidt angår spørgsmål, der reguleres af betalingskortlovens kapitel 6, ville registerlovens bestemmelser kun i ganske særlige tilfælde have selvstændig betydning. Lov om private registre m.v. indeholder regler om registrering, videregivelse og opbevaring af systematisk registrerede oplysninger, herunder regler, der skal hindre, at oplysninger i edb-registre misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab.

Betalingskortlovens bestemmelser har imidlertid vist sig svære at forstå og afgrænse.

På baggrund heraf og henset til bestræbelserne på at afbureaukratisere samt den omstændighed, at lov om private registre m.v. på flere punkter er blevet strammet op, findes der ikke at være behov for at opretholde de skærpede krav for kortudstederne.

Betalingskortlovens generalklausul i § 10, stk. 2, og markedsføringsloven vil fortsat skulle iagttages. Det betyder, at f.eks. afkrævning af personlige oplysninger og kortudsteders egen anvendelse af disse i givet fald vil - hvis forholdet ikke kan løses via anden lovgivning - kunne påtales efter generalklausulen i betalingskortloven. Samtidig skal peges på, at kortudsteder efter lovens § 13, stk. 1, nr. 7, skal oplyse om brug, opbevaring og videregivelse af personlige oplysninger og oplysning om indkøb m.v., hvorved det sikres, at kortindehaverne er klar over, hvilke registreringer og brug af oplysninger der foretages. Bestemmelsen har hidtil været af mindre praktisk betydning på grund af begrænsningerne i lovens § 24.

Til nr. 12 og 13

Ændringerne foretages i konsekvens af de foregående forslag.

Til nr. 14

Efter en ændring af borgerlig straffelov i december 1985 er § 152 nu udvidet, så betalingskortlovens § 31, 1. pkt., er blevet overflødig. Herefter finder borgerlig straffelovs §§ 152-152 f anvendelse på særligt sagkyndige efter § 11, stk. 4, (efter dette forslag § 11, stk. 3) og deres medhjælpere.

Til nr. 15

Ændringen skyldes en ændring af borgerlig straffelov i 1987.

Til nr. 16

Ændringen foretages i konsekvens af forslagene under nr. 11.

Til nr. 17

Ændringen er en konsekvens af forslagene under nr. 18 og 19.

Til nr. 18

Reglen om, at omkostninger ved administration af loven pålignes de registrerede kortudstedere, foreslås ophævet. Indberetningerne er administrationskrævende for såvel kortudstederne som Forbrugerombudsmanden.

Endvidere er henset til, at opkrævningen af gebyrer bliver mere kompliceret, såfremt bestemmelserne i kapitel 2 om anmeldelse og registrering ophæves.

Til nr. 19

Oprindeligt indeholdt betalingskortloven en bestemmelse om, at loven skulle tages op til revision i folketingsåret 1987/88 i lyset af de indhøstede erfaringer. Revisionen blev i 1988 udskudt til folketingsåret 1990/91.

Det foreslås, at bestemmelsen udgår, da der nu søges gennemført en afbureaukratisering af loven samt en tilpasning til nyere teknologi.

§ 15 bestemmer, at kortindehaver ved enhver betalingskorttransaktion har krav på udlevering af kvittering.

Kvitteringskravet i § 15 skal ses i sammenhæng med den overordnede målsætning i § 10 om at sikre brugerne overskuelighed. Kvittering for transaktionerne giver kortindehaver mulighed for løbende kontrol med betalingskorttransaktionerne og kontoudskrifter.

Ved forslaget undtages transaktioner, hvor kort anvendes i telefonautomater, fra kvitteringskravet.

I udlandet har betalingskort i årevis kunnet anvendes i f.eks. telefonautomater, mens § 15 har stillet sig hindrende i vejen for denne kortbrug her i landet. Det ubetingede kvitteringskrav har således været hæmmende for en i øvrigt naturlig anvendelse af betalingskort, idet det vil være meget omkostningskrævende at konstruere telefoner med kvitteringsfacilitet. Endvidere er henset til, at der typisk er tale om beskedne beløb. Der synes i øvrigt i dag at være mulighed for at indlægge kontroller, der sikrer, at der højst kan anvendes et vist beløb pr. telefonopkald.

Til nr. 9

Efter bestemmelsen i § 17 må ikke ydes rabat, eller hvad der må sidestilles hermed, ved brug af betalingskort til kortindehaver, hvis ikke samme fordel også ydes ved kontantkøb. Bestemmelsen kan betragtes som en eksemplifikation af kravet om frivillighed i lovens generalklausul i § 10, stk. 2. I frivillighedskravet ligger blandt andet, at en bruger ikke må påtvinges betalingssystemet som betingelse for at opnå andre ydelser.

Forslaget om ophævelse af bestemmelsen er medtaget som en afbureaukratiseringsforanstaltning, da det er anset for tilstrækkeligt, at der oplyses om rabatydelsen i medfør af lov om mærkning og skiltning med pris m.v. (skiltning med organiseret rabat).

Forhold, der gør frivilligheden illusorisk, vil kunne imødegås ved brug af generalklausulen.

Til nr. 10

Bestemmelsen i § 19, stk. 1, foreskriver, at betalingskort ikke må kræves anvendt som legitimationsmiddel i andre sammenhænge end betalingstransaktioner med betalingskort og som hævekort.

Da udviklingen på betalingskortområdet går i retning af, at andre informationer end sådanne, der er nødvendige for betalingssystemets funktion, lagres i kortene, og kortene herefter vil kunne anvendes f.eks. som legitimationsbevis for sygesikringsordningen, medlemskort eller lignende, stilles der forslag om at ophæve bestemmelsen. En opretholdelse af bestemmelsen vil bremse en teknologisk udvikling som nævnt her i landet.

Kombinationen af betalingskortfunktioner og andre funktioner og ydelser, som har et klart diskriminatorisk præg, vil fortsat kunne påtales efter generalklausulen i § 10, stk. 2, og/eller markedsføringsloven.

Til nr. 11

Ingen

Nr LSF 128

Forslag til Lov om ændring af lov om betalingskort m.v.

Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lindholt

den 17. januar 1990