1989 LSF 125 FORSLAG TIL LOV OM UDVEKSLING AF FORSIKRINGSTJENESTEYDELSER INDEN FOR DIREKTE SKADESFORSIKRINGSVIRKSOMHED

§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i

form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af

1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.

2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det vedtægtsmæssige hjemsted.

3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder anvendelse på

1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land, der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.

Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.

Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i bilaget til loven.

§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i

form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af

1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.

2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det vedtægtsmæssige hjemsted.

3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder anvendelse på

1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land, der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.

Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.

Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i bilaget til loven.

§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i

form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af

1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.

2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det vedtægtsmæssige hjemsted.

3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder anvendelse på

1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land, der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.

Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.

Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i bilaget til loven.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på

1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig arbejdsskadeforsikring.

2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens ansvar.

3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.

4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre her i landet beliggende risici, der i ikkeerhvervsmæssigt øjemed formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber, som ikke er etableret her i landet.

5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse her i landet om forsikringstegning.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på

1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig arbejdsskadeforsikring.

2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens ansvar.

3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.

4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre her i landet beliggende risici, der i ikke-erhvervsmæssigt øjemed formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber, som ikke er etableret her i landet.

5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse her i landet om forsikringstegning.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på

1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig arbejdsskadeforsikring.

2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens ansvar.

3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.

4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre her i landet beliggende risici, der i ikkeerhvervsmæssigt øjemed formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber, som ikke er etableret her i landet.

5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse her i landet om forsikringstegning.

§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås

1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.

2) En forretningsafdeling (generalagentur).

3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget personale.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.

§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås

1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.

2) En forretningsafdeling (generalagentur).

3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget personale.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.

§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås

1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.

2) En forretningsafdeling (generalagentur).

3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget personale.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.

§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås

1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,

2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller

3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser eller ferie.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er beliggende.

§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås

1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,

2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller

3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser eller ferie.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er beliggende.

§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås

1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,

2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller

3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser eller ferie.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er beliggende.

§ 5. Ved store risici forstås

1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.

2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed og risikoen vedrører denne virksomhed.

3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier

a) statussum: 6,2 mio. ECU

b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.

Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler, industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.

§ 5. Ved store risici forstås

1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.

2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risikoen vedrører denne virksomhed.

3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier

a) statussum: 6.2 mill. ECU

b) nettoomsætning: 12,8 mill. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.

Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler, industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.

§ 5. Ved store risici forstås

1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.

2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed og risikoen vedrører denne virksomhed.

3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier

a) statussum: 6.2 mio. ECU

b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.

Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler, industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.

§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet eller en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat, skal anmelde dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse med anmeldelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og driftsplanen.

§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet, eller en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat, skal anmelde dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse med anmeldelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og driftsplanen.

§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet eller en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat, skal anmelde dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse med anmeldelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og driftsplanen.

§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den, hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til Finanstilsynet.

Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget af Finanstilsynets tilladelse (koncession).

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse, herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.

§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den, hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til Finanstilsynet.

Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget af Finanstilsynets tilladelse (koncession).

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse, herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.

§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den, hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til Finanstilsynet.

Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget af Finanstilsynets tilladelse (koncession).

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse, herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.

§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession til.

Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession til.

Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession til.

Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.

Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3. Lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 23, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af lovpligtige forsikringer finder anvendelse på forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte trediemænd.

Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af lovpligtige forsikringer finder anvendelse på forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.

Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3. Lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 23, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af lovpligtige forsikringer finder anvendelse på forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.

§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.

§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for forsikringstagerne.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.

§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte indberetning.

Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal gives.

§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte indberetning.

Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal gives.

§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte indberetning.

Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal gives.

§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige hensættelser efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.

§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige hensættelser efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.

§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige hensættelser efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.

§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.

§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.

§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.

§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed, herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.

§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed, herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.

§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed, herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.

§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4.

§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om forsikringsvirksomhed, § 240, stk. 4.

§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4.

§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvis tilbagekalde koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagne gange overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver eller begrænse dets rådighed herover.

§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvist tilbagekalde koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagende gange overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver eller begrænse dets rådighed herover.

§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvis tilbagekalde koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagne gange overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver eller begrænse dets rådighed herover.

§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af § 1, stk. 2.

§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af § 1, stk. 2.

§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af § 1, stk. 2.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9, stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som sådan bødeansvar.

§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9, stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som sådan bødeansvar.

§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9, stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som sådan bødeansvar.

§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.

Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1, nr. 3, anførte tal

a) statussum: 12,4 mio. ECU

b) nettoomsætning: 24 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.

Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1, nr. 3, anførte tal

a) statussum: 12,4 mill. ECU

b) nettoomsætning: 24 mill. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.

Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1, nr. 3, anførte tal

a) statussum: 12,4 mio. ECU

b) nettoomsætning: 24 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.

Bilag

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer heraf.

3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne landkøretøjer.

4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på jernbanekøretøjer.

5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.

7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand, eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller jordskred.

9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført under nr. 8.

10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).

11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer (herunder førerens ansvar).

13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under numrene 10, 11 og 12.

14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab (almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Oprindeligt fremsat forslag

Bilag

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer heraf.

3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne landkøretøjer.

4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på jernbanekøretøjer.

5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.

7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand, eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller jordskred.

9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført under nr. 8.

10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).

11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer (herunder førerens ansvar).

13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under numrene 10, 11 og 12.

14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab (almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål er at implementere De Europæiske Fællesskabers Råds 2. direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF om adgangen til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (2. skadesforsikringsdirektiv). Direktivets regler skal træde i kraft senest den 1. juli 1990.

2. I efteråret 1988 nedsatte Industriministeriet en arbejdsgruppe under Finanstilsynet, der fik til opgave at afklare omfanget af de gennemførelsesforpligtelser, direktivet pålægger Danmark og fremgangsmåden ved gennemførelsen. Arbejdsgruppen afgav i juli 1989 en rapport om gennemførelse af direktivet med udkast til lov om udveksling af forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed. Dette lovforslag bygger på rapporten.

3. Ved udveksling af forsikringstjenesteydelser forstås, at et forsikringsselskab fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en risiko, der består i en anden medlemsstat. Hensigten med udveksling af forsikringstjenesteydelser på forsikringsområdet er at udvikle forsikringsmarkedet ved at gøre det lettere dels for forsikringsselskaber, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted inden for EF, at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i medlemslandene, dels for EF-borgere at tegne forsikringer i forsikringsselskaber, der er etableret i andre medlemslande. Det bemærkes, at lovforslaget muliggør, at tredielande ligestilles, hvis dette i fremtiden viser sig ønskeligt.

4. Muligheden for at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gør sig især gældende for, hvad direktivet benævner store risici. Som store risici betragtes alle transportrisici, samt kredit- og kautionsrisici, når den forsikrede driver industri eller handel eller udfører et liberalt erhverv. Endvidere er risici i forsikringsklasserne brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, almindelige ansvarsforsikring, og diverse økonomiske tab at betragte som store risici, såfremt den forsikrede opfylder mindst to af følgende tre krav

1) Mere end 250 ansatte

2) Omsætning på 12,8 mill. ECU, ca. 100 mill. kr.

3) Regnskabsbalance på mindst 6,2 mill. ECU, ca. 50 mill. kr.

Som en overgangsordning fra 1. juli 1990 frem til 1. januar 1993 gælder dog de dobbelte grænser, altså 500 ansatte o.s.v. Hvis den forsikrede udgør en del af en koncern, er det koncernens samlede beskæftigelse og konsoliderede regnskab, der skal opfylde de nævnte krav. Medlemslandene har derudover ifølge direktivet adgang til at klassificere sammenslutninger eller joint ventures som store risici, når to af ovennævnte kriterier er opfyldt.

5. Med udgangspunkt i sondringen store risici og masserisici fastlægger direktivet de procedurer, som et forsikringsselskab, der vil påbegynde forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, skal følge. Forsikringsselskabet skal give tilsynsmyndigheden i såvel etablerings- som risikolandet meddelelse herom samt oplyse, hvilke forsikringsklasser det agter at dække. For forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gælder der herefter forskellige regler for henholdsvis store risici og masserisici.

For store risici gælder alene en notifikationsprocedure, hvorefter forsikringsselskabet i risikolandet skal fremlægge certifikat udstedt af hjemlandsmyndigheden om solvensen, og om hvilke forsikringsklasser forsikringsselskabet er godkendt til. Forsikringsselskabet kan påbegynde forsikringstjenesteydelsesvirksomheden fra det tidspunkt, hvor myndighederne i tjenesteydelseslandet er i besiddelse af de nævnte dokumenter.

For masserisici, som er alle andre risici end store risici, hjemler direktivet en ret, men ikke en pligt for medlemsstaterne til at lade forsikringstjenesteydelsesvirksomhed være betinget af en administrativ tilladelse (koncession). Medlemslandene kan således ud over solvenscertifikat og certifikat vedrørende forsikringsklasser kræve, at forsikringsselskabet fremlægger en driftsplan indeholdende: Arten af risici, almindelige og specielle forsikringsbetingelser, tariffer og formularer m.v. Risikolandets myndigheder har herefter en frist på et halvt år til at indrømme eller nægte tilladelse. Myndigheden kan kun nægte tilladelse, hvis driftsplanen ikke er i overensstemmelse med statens love og administrative bestemmelser.

I lovforslaget er forsikringstjenesteydelsesvirksomhed til Danmark for så vidt angår masserisici gjort betinget af koncession fra Finanstilsynet, jfr. lovforslagets § 7.

6. Lov om forsikringsvirksomhed finder alene anvendelse på her i landet etablerede selskaber og er efter sit indhold således ikke egnet til at regulere forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der drives af selskaber, der ikke er etableret i Danmark. Med den øgede mulighed for tjenesteydelsesvirksomhed er det fundet mest hensigtsmæssigt at regulere al forsikringstjenesteydelsesvirksomhed såvel fra Danmark som til Danmark i en selvstændig lov. Lovforslaget indeholder således de specielle regler, der ifølge 2. skadesforsikringsdirektiv gælder for tjenesteydelsesvirksomhed.

7. Lov om forsikringsvirksomhed finder sammen med dette lovforslag anvendelse på her i landet etablerede selskaber. Da lov om forsikringsvirksomhed ikke finder anvendelse på udenlandske selskaber, der udøver forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, er det nødvendigt i lovforslaget at indføje regler svarende til bestemmelser i denne lov til sikring af danske forsikringstageres interesser. Dette gælder således bestemmelserne om overdragelse af bestande (§ 10), om likvidation (§ 13), om oplysningspligt overfor Finanstilsynet (§ 14), og om videregivelse af oplysninger (§ 15).

8. Direktivet indeholder forbud mod, at medlemsstaterne for visse risici fastsætter bestemmelser om, at der kræves godkendelse af »almindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer«. Dette medfører, at der ikke fremover vil kunne kræves godkendelse af betingelserne for bygningsbrandforsikring forud for udstedelse af koncession, og den nugældende danske ordning kan derfor ikke opretholdes. Dette gælder kun for forsikring af store risici, og bygningsbrandforsikring kan være såvel en stor risiko som en masserisiko, afhængigt af forsikringstagerens økonomiske størrelse. Af administrative og praktiske grunde vil den nugældende ordning blive erstattet af en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet, i hvilken der fastsættes minimumsbetingelser for bygningsbrandforsikring. Direktivets bestemmelser forhindrer således ikke, at medlemsstaterne ved generelle retsakter (love eller administrative forskrifter) fastsætter, under hvilke betingelser store risici må tegnes.

9. Direktivet omfatter ikke den såkaldte korrespondentforsikring, der er karakteriseret ved, at forsikringstageren selv retter henvendelse til et forsikringsselskab i et andet land. Lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser om korrespondentforsikring, og disse forsikringer vil som hidtil kunne tegnes frit, dog med undtagelse af visse lovpligtige forsikringer.

10. Lovforslaget har været forelagt Assurandør-Societetet, Pensionskasserådet og Forbrugerrådet.

11. Forslaget forventes ikke at få administrative eller statsfinansielle konsekvenser, da der pr. 1. januar 1990 gennemføres en omstrukturering af Finanstilsynet bl.a. med henblik på den fortsatte internationalisering af de finansielle virksomheder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde som »forsikringstjenesteydelsesvirksomhed«. Da denne efter 2. skadesforsikringsdirektiv kan forekomme i flere former, opremses de i stk. 1. EF-tjenesteydelserne omfatter efter nr. 1 til 4 såvel udenlandske EF-forsikringsselskaber samt disses ikke-herværende (d.v.s. ikke i Danmark etablerede), i EF etablerede forretningssteder, der ønsker at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, som danske selskaber og herværende forretningssteder af udenlandske EF-forsikringsselskaber, der ønsker at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat. Til forskel fra lov om forsikringsvirksomhed er det i denne lov således ikke selskaber eller generalagenturet, der er genstanden for regulering eller tilsyn, men alene deres tjenesteydelsesvirksomhed.

Den gældende lov om forsikringsvirksomhed (jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23. marts 1984 med senere ændringer) tillader ikke udenlandske forsikringsselskaber at tilbyde forsikringstjenesteydelser her i landet, mens den omfatter danske selskabers samlede virksomhed, herunder forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i udlandet.

Både for danske og udenlandske selskaber er det derfor nødvendigt at give særlige regler om tjenesteydelser til gennemførelse af EF-rettens krav. Det er mest hensigtsmæssigt at samle disse regler i een lov. Den vil for danske selskaber være et supplement til lov om forsikringsvirksomhed. Udenlandske selskabers forhold reguleres derimod bortset fra denne lov alene af udenlandsk tilsynslovgivning. Herudover skal danske selskaber, der efter stk. 1, nr. 3-4, og stk. 2, nr. 1, driver tjenesteydelsesvirksomhed i et fremmed land, selvsagt underkaste sig de regler, der gælder der, d.v.s. regler med samme formål som dette lovforslag.

Selv om lovforslaget primært skal gennemføre 2. skadesforsikringsdirektiv, er det af praktiske, tilsynsmæssige og erhvervspolitiske grunde ønskeligt, at også tjenesteydelser i relation til tredielande omfattes. Det betyder, at alle tjenesteydelser undergives et ensartet, betryggende tilsyn, at der bliver regler for danske forsikringsselskabers udenlandske virksomhed, og at den liberale danske holdning i udenrigsøkonomi fastholdes. Derfor medtages disse situationer i stk. 2.

Stk. 2 træder i henhold til § 21 først i kraft efter industriministerens nærmere bestemmelse. Det skyldes, at reguleringen af tredielands relationen kræver visse tilpasninger i forhold til lovudkastet, som skal fastsættes i henhold til § 17, og at dette i øvrigt er mindre hastende.

Forsikringstjenesteydelsesvirksomhed består efter stk. 3 i, at det etablerede forretningssted i en EF-medlemsstat tilbyder en forsikring, der dækker en risiko, der er beliggende i en medlemsstat forskellig fra den, hvor det etablerede forretningssted er beliggende. Forsikringstjenesteydelsesvirksomhed kan udøves fra såvel selskabets vedtægtsmæssige hjemsted (hovedsædet) som fra et af dets forretningssteder, jf. § 3, nr. 2-4, i et andet EF-medlemsland.

De i stk. 4 nævnte forsikringsklasser, der er optaget i bilaget til loven, er de i § 8, stk. 1, i bekendtgørelsen om koncession til forsikringsvirksomhed omhandlede forsikringsklasser (fremgår endvidere af 1. skadesforsikringsdirektivs bilag), jf. også bemærkningerne til § 11.

Til § 2

Undtagelserne i nr. 1-3 skyldes, at enkelte dele af en række risici ifølge artikel 12 i 2. skadeforsikringsdirektiv er undtaget fra direktivets regler om forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

I lovforslaget er kun de undtagelser medtaget, der har betydning for Danmark.

Udover det i nr. 1-3 undtagne undtager 2. skadesforsikringsdirektiv lovpligtig ansvarsforsikring for visse motorbåde. Denne forsikring findes kun i Italien. Endvidere undtages lovpligtig forsikring for bygningsarbejde af hensyn til Frankrig.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget er det lagt til grund, at arbejdsskadeforsikring omfatter både arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det bemærkes, at i de fleste andre EF-lande dækkes erhvervssygdomme af en social sikringsordning.

Nr. 4 angår alle former for mellemmænd, som formidler forsikringer, uden at dette sker erhvervsmæssigt.

En professionel mellemmand, der modtager betaling enten af selskabet eller af forsikringstageren, vil som hovedregel være at betragte som en erhvervsmæssig formidler.

Endvidere formidler en mellemmand forsikringer erhvervsmæssigt, når han formidler forsikringer til bestemte, ikke-herværende (dvs. ikke i Danmark etablerede) udenlandske forsikringsselskaber og modtager betaling herfor.

Et yderligere indicium for, at formidlingen er erhvervsmæssig, vil være, hvis mellemmanden markedsfører sig her i landet med, at der formidles forsikringer til selskaber i andre EF-lande.

Derimod vil den lejlighedsvise formidling af enkeltstående forsikringer til ikke-herværende udenlandske forsikringsselskaber uden forudgående aftale med forsikringsselskabet ikke blive betragtet som erhvervsmæssig.

Det bemærkes, at det nugældende forbud mod at formidle forsikringer til andre end danske eller her i landet registrerede udenlandske forsikringsselskaber i lov om forsikringsvirksomhed § 220 ligeledes er afgrænset ud fra et erhvervsmæssigt kriterium.

Retstilstanden for Lloyds-mæglere, som omhandles i lov om forsikringsvirksomhed § 220, stk. 2, forbliver uændret.

Til nr. 5 bemærkes, at udover ved forsikringstjenesteydelsesvirksomhed kan der - som efter gældende ret - i et udenlandsk forsikringsselskab ske dækning af risici i et land, hvor selskabet ikke er etableret, ved de såkaldte korrespondentforsikringer. Korrespondentforsikringer er ikke omfattet af tjenesteydelsesreglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv og kan efter gældende ret fortsat tegnes frit. Ved korrespondentforsikring forstås den situation, hvor forsikringstageren foretager den grænseoverskridende handling og uopfordret samt på eget initiativ henvender sig til et selskabs etablerede forretningssted (hovedsæde eller forretningsafdeling) i et andet EF-medlemsland, det være sig skriftligt, personligt eller telefonisk. Denne situation er fuldt ud undergivet vedkommende fremmede lands tilsyns- og markedsføringslovgivning. Forsikringstageren anses for at have foretaget den grænseoverskridende handling, såfremt forsikringstageren henvender sig til selskabet som følge af reklame i hans hjemland, for så vidt der ikke er tale om en personligt stilet henvendelse, det såkaldte »direct mail«. Sidstnævnte er en udvidelse i forhold til den hidtidige forståelse af begrebet korrespondentforsikring og begrundet i, at man ved forhandlingerne om forslaget til Rådets 2. livsforsikringsdirektiv har anlagt denne fortolkning. Da der bør være overensstemmelse mellem grænserne for fri reklame inden for livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed, har man valgt at udvide begrebet korrespondentforsikring også inden for skadesforsikringsvirksomhed, uanset at 2. skadesforsikringsdirektiv ikke i sig selv nødvendiggør dette. Lovpligtige forsikringer kan dog være underkastet særregler.

Lovforslaget baserer afgrænsningen af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed over for korrespondentforsikring ved at lægge vægt på, om der foretages en personlig henvendelse.

Derimod vil enhver form for markedsføring uden for Danmark, uanset om den henvender sig til det danske marked, altid kunne foretages uden at blive betragtet som forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark.

Til § 3

Kravene til at opnå tilladelse til at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed er lempeligere end kravene til at opnå tilladelse til at drive etableret virksomhed. Det er derfor nødvendigt at have en sondring mellem, hvornår et forsikringsselskab driver etableret virksomhed, og hvornår det udøver forsikringstjenesteydelsesvirksomhed. Til klargørelse heraf er der i § 3 en definition af etablering. Den tjener flere formål. For det første bestemmer den, i hvilken anden medlemsstat en tjenesteyder er etableret, og dermed også om et selskab er omfattet af EF-rettens begunstigelser. For det andet udsiger den omvendt, under hvilke omstændigheder det vil blive antaget, at et forsikringsselskab her i landet udøver en virksomhed, der er eller kan sidestilles med etableret virksomhed, og dermed omfattes af lov om forsikringsvirksomhed.

Nr. 3 og nr. 4 er en udvidelse af begrebet etablering i forhold til den hidtidige forståelse heraf. Ifølge Romtraktatens artikel 52 kan etablering (når bortses fra et selskabs hovedsæde) foreligge i form af datterselskab, agentur eller filial. Da disse begreber ikke er entydigt defineret, har man ment, at der også i andre tilfælde kunne foreligge etablering. EF-domstolen støttede i et vist omfang denne holdning i den afsagte dom i sag 205/84, Kommissionen mod Vesttyskland, om begrænsninger i den tyske lovgivning vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser inden for forsikringsvirksomhed. Domstolen udtalte således, at etablering også kan forekomme i form af det under pkt. 3 og 4 nævnte, og dette blev indarbejdet i 2. skadesforsikringsdirektiv (art. 3). Pkt. 3 og 4 er en ordret gengivelse af artikel 3.

Med hensyn til nr. 3 kan nævnes, at det ved et kontor, der ledes af virksomhedens eget personale, må antages, at een ansat er tilstrækkeligt til, at der foreligger et etableret forretningssted. Det er dog en forudsætning, at den ansatte er ansat og lønnet af det udenlandske selskab og har indflydelse på virksomheden.

Hvis en person for eksempel bor på et hotel, og derfra repræsenterer selskabet, skal spørgsmålet, om der er tale om et etableret forretningssted, især afgøres ud fra dels tidsfaktoren, dels om det er en gentagende foreteelse.

En forretningsafdeling som nævnt i nr. 4 vil typisk være et generalagentur. Det er derfor nødvendigt at definere den bemyndigelse, en generalagent har, for at kunne fastslå, hvornår en person, placeret i Danmark, kan betragtes som en virksomheds etablerede forretningssted.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et etableret forretningssted, afgøres ud fra, om en persons bemyndigelse svarer til en generalagents fuldmagt.

For de i nr. 2 - 4 nævnte etablerede forretningssteder finder kapitel 24 i lov om forsikringsvirksomhed anvendelse. Af kapitel 24 fremgår de krav, som stilles til etableringen af et udenlandsk forsikringsselskabs forretningsafdeling (generalagentur) i Danmark.

Til § 4

Paragraffen er en gengivelse af direktivets artikel 2, litra d.

Ved ordene »hvor risikoen er beliggende« forstås en angivelse af, hvor den forsikrede interesse geografisk anses at være beliggende. Bestemmelser om risikoens beliggenhed kan således anvendes til at afgøre, hvornår der er tale om udbud af tjenesteydelser over grænserne. Også ved kongruensreglernes bestemmelser om valg af valuta har risikoens beliggenhed betydning (se bemærkningerne til § 12).

Reglerne om risikoens beliggenhed angives i prioriteret rækkefølge i § 4, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2. Residualbestemmelsen i stk. 2 må dog siges at være den praktiske hovedregel.

Reglerne om risikoens beliggenhed er i direktivet fastsat ud fra praktiske hensyn og ønsket om at beskytte forsikringstageren, idet forsikringsaftalen herefter vil være undergivet hans hjemlands lovgivning, kun med undtagelse af de tilfælde, hvor andet vil være mere hensigtsmæssigt.

Der findes en yderligere bestemmelse om risikoens beliggenhed, som er en undtagelse til § 4. I relation til skat, afgift og gebyr, ved anvendelsen af særlige regler herom, fastsat i medfør af direktivets artikel 25, betragtes indboet i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats område, med undtagelse af goder i erhvervsmæssig transit, som risiko, der består i denne medlemsstat, selvom ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme forsikringspolice.

Med direktivets udførligt beskrevne tilfældegrupper må reglerne om risikoens beliggenhed anses for udtømmende og ufravigelige, i hvert fald med hensyn til tilsynsmyndighed, tilsynsregler og skatter. Dette ufravigelighedskrav er begrundet i de ovenfor nævnte beskyttelseshensyn.

Tvivl om risikoens beliggenhed vil kunne opstå, for så vidt angår de tilfælde, hvor en forsikringsaftale dækker flere risici fordelt på flere medlemsstater. Herom fremgår af Rådets mødeprotokol, at medlemsstaten, hvor hver af disse risici består, i sådanne tilfælde bestemmes individuelt i medfør af en prioriteringsrækkefølge som i § 4 angivet.

Som et eksempel på en situation, hvor en forsikringsaftale dækker flere risici fordelt på flere medlemsstater, kan nævnes følgende

En person, der er bosat i Danmark, ejer en fabrik såvel i Danmark som i Vesttyskland. Den pågældende har en bygnings- og løsøreforsikring hos et dansk forsikringsselskab, der både dækker fabrikken i Danmark og fabrikken i Vesttyskland. Risikoens beliggenhed for så vidt angår de faste ejendomme, d.v.s. fabriksbygningen i Danmark og fabriksbygningen i Vesttyskland, skal afgøres efter stk. 1, nr. 1. »Den forsikrede genstand« vil her befinde sig i både Danmark og i Vesttyskland. Der skal således bestemmes hver for sig for de 2 risici, hvorefter risikoen for fabriksbygningen i Danmark er beliggende i Danmark, og risikoen for fabriksbygningen i Vesttyskland er beliggende i Vesttyskland. Hvad angår andet end de faste ejendomme (fabriksbygningerne), f.eks. varelagre og lignende, afgøres risikoens beliggenhed efter stk. 2, hvorefter risikoen er beliggende i forsikringstagerens bopælsland (Danmark).

Et andet tilfælde kan være en række virksomheder i forskellige medlemsstater, der ønsker at tegne en fælles forsikring. Her vil risikoen, både for så vidt angår den faste ejendom og for så vidt angår andet, have beliggenhed i de pågældende medlemsstater, da alle virksomhederne er forsikringstagere.

I de 2 eksempler vil tilfældet imidlertid ofte være det, at forsikringstageren/erne selv opsøger et i udlandet etableret forsikringsselskab og tager initiativ til forsikringstegningen. Dette vil være korrespondentforsikring, og man er i så fald uden for tjenesteydelsesreglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv, jf. bemærkningerne til § 2.

Som et eksempel, hvor der ikke foreligger korrespondentforsikring, kan nævnes den situation, hvor et fransk forsikringsselskab, der tegner forsikring for en fransk afdeling af en dansk virksomhed, henvender sig til den danske virksomhed med tilbud om at dække alle den danske virksomheds afdelinger i udlandet. For så vidt angår den faste ejendom, vil risikoen ved denne forsikringsaftale ligge i hvert af de lande, ejendommene er beliggende i. For så vidt angår anden risiko, må den være beliggende i forsikringstagerens hjemland, hvilket vil sige Danmark, da den danske virksomhed er forsikringstager for aftalen.

Til § 5

Sondringen mellem store risici og masserisici spiller en væsentlig rolle i 2. skadesforsikringsdirektiv, idet der gælder forskellige regler for adgangen til og udøvelsen af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed for de to grupper af risici. Baggrunden herfor er den forskel i beskyttelsesbehov, der ligger hos henholdsvis erhvervslivets store forsikringstagere og hos små handlende og forbrugere.

De i nr. 1 angivne risici omfatter transport (klasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12). De er efter deres natur altid store risici.

De i nr. 2 angivne risici omfatter kredit og kaution (klasserne 14 og 15). De er store risici på de angivne betingelser (kvalitativ afgrænsning).

De i nr. 3 angivne risici (klasserne 8, 9, 13 og 16) omfatter navnlig brand, ejendom og ansvar. De er store risici, såfremt forsikringstageren opfylder 2 ud af 3 bestemte kriterier (kvantitativ afgrænsning). De talmæssige grænser er identiske med grænserne i 4. og 7. selskabsdirektiv. Derfor henviser beregningsreglen i stk. 3 også til aktieselskabslovens regler om beregning af det beskæftigede antal arbejdstagere.

Til bestemmelsen knytter sig overgangsregelen i § 21, stk. 2.

Stk. 2 er begrundet i, at der ikke gør sig de samme beskyttelseshensyn gældende for de i stk. 2 nævnte grupper, f.eks. advokater, revisorer og andre liberale professioner, som for små handlende og forbrugere. De førstnævnte må anses for at være i stand til at varetage egne interesser.

Til § 6

Bestemmelsen fastslår, at forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der udøves fra Danmark til udlandet, skal anmeldes til Finanstilsynet, og at Finanstilsynet kan kræve driftsplan indsendt.

Bestemmelsen giver endvidere Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for, hvordan anmeldelse og driftsplan skal være. For så vidt angår forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet har Finanstilsynet intention om at følge den hidtidige praksis vedrørende indsendelse af driftsplan. For så vidt angår forretningsafdelinger agter Finanstilsynet at anvende samme praksis, dog vil man samordne praksis med hjemlandenes tilsynsmyndigheder.

Til § 7

Bestemmelsen fastslår, at forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der ønskes udøvet til Danmark, skal anmeldes til Finanstilsynet.

Det fremgår af stk. 3, at når masserisici tegnes som forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, kræver dette, at Finanstilsynet giver tilladelse (koncession) til at dække disse risici. Da selskaberne ikke er etableret her i landet, skal de derimod ikke registreres.

Stk. 4 indeholder bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsætte de nærmere regler for, hvordan anmeldelses-, tilladelsesproceduren skal være, herunder regler om svarfrist, og andre forhold, som direktivet kræver reguleret. Tilsynet kan endvidere kræve administrationsgebyr.

Bestemmelsen om anmeldelse og eventuel tilladelse findes i direktivets artikel 15 for masserisici og i artikel 16 for store risici.

Det er frivilligt for medlemsstaterne, om de vil indføre koncessionssystemet ved masserisici ifølge artikel 15. Indføres det ikke, gælder den lettere procedure ifølge artikel 16.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 medfører, at koncessionssystemet ved masserisici indføres i Danmark.

Bestemmelserne i artikel 15, litra a og b, virker forskelligt, afhængigt af, om det er et hovedsæde eller en sekundær etablering, der vil udbyde tjenesteydelser.

Er det hovedsædet, der vil udbyde tjenesteydelser, skal hovedsædet fremlægge et certifikat, der skal være udstedt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, d.v.s. myndighederne i hovedsædets hjemstat. Ifølge litra a skal dette certifikat indeholde oplysninger om solvensen og om, at der foreligger tilladelse til, at virksomheden kan virke udenfor hjemstaten. Ifølge litra b skal certifikatet endvidere indeholde oplysninger om, hvilke klasser virksomheden har ret til at virke indenfor.

Direktivet synes at tale om to certifikater, et ifølge litra a og et ifølge litra b. Imidlertid er de udstedende myndigheder ifølge litra a og litra b sammenfaldende i »hovedsædesituationen«, hvorfor der reelt kun kan være tale om, at der skal udstedes eet certifikat. Af samme grund må kravet ifølge litra b om myndighedernes bekræftelse på, at de ikke gør indsigelser mod, at virksomheden præsterer forsikringstjenesteydelser, falde bort i »hovedsædesituationen«, da det ikke giver nogen mening her.

Er der tale om, at det er en sekundær etablering , der ønsker at udbyde forsikringstjenesteydelserne, er situationen følgende

Ifølge litra a udsteder myndighederne i hovedsædets hjemstat certifikatet vedrørende solvensen. Det skal endvidere fremgå af dette certifikat, at tilladelsen til at udøve forsikringsvirksomhed også angår virksomhed udenfor de medlemsstater, hvor hovedsædet og den sekundære etablering er beliggende. Dette indebærer, at hovedsædet skal være vidende om, og have accepteret, at den sekundære etablering vil udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

Ifølge litra b skal der fremlægges et certifikat udstedt af myndighederne i den stat, hvor den sekundære etablering er beliggende. I dette certifikat anføres de tilladte klasser tillige med myndighedernes bekræftelse på, at de ikke har indsigelser mod, at den sekundære etablering præsterer forsikringstjenesteydelser.

Udover det i litra a og b krævede, kræves der ifølge litra c, at der til staten, hvor forsikringstjenesteydelserne agtes præsteret, fremlægges en driftsplan, hvortil kravet højst må være følgende

- arten af de risici, som virksomheden har til hensigt at dække i den medlemsstat, hvor der skal præsteres tjenesteydelser,

- de almindelige og specielle forsikringsbetingelser i de policer, den har til hensigt at benytte,

- de tariffer, som virksomheden har til hensigt at anvende for de enkelte kategorier af dispositioner,

- de formularer og øvrige trykte dokumenter, den agter at anvende over for forsikringstagerne, i det omfang, hvor de også kræves af de etablerede virksomheder.

Det ovenfor nævnte kan ifølge stk. 2 kræves meddelt på statens officielle sprog.

Myndighederne har op til 6 måneder til at afgøre, om de vil give eller nægte at give tilladelse til at udbyde forsikringstjenesteydelser. Har myndighederne ikke taget stilling inden for de 6 måneder, anses tilladelsen for nægtet. Der er ikke i direktivet taget stilling til, hvorledes der skal forholdes med hensyn til begrundelsespligten i sidstnævnte tilfælde. Imidlertid kan sidstnævnte situation ikke antages at ville blive aktuel i Danmark. Finanstilsynets normale sagsbehandlingstid idag er ikke så lang, at 6-måneders-fristen vil blive overskredet. I øvrigt vil afslag i medfør af forvaltningslovens begrundelsespligt altid skulle begrundes. Forvaltningsloven finder anvendelse på alle dele af den offentlige forvaltning og gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, og må således også gælde Finanstilsynets behandling af ansøgninger fra udenlandske forsikringsselskaber.

Afgørelsen af, hvorvidt tilladelse som udgangspunkt skal gives eller afslås, træffes ud fra, hvorvidt driftsplanen ud fra en samlet bedømmelse vil kunne holde, når den realiseres.

Afslag skal være klart begrundet og meddeles den pågældende virksomhed, og det skal kunne ankes.

Er der tale om udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed som store risici , er der alene tale om en simpel notifikationsprocedure. Værtslandet kan alene udover det ovenfor under litra a og b nævnte kræve oplysninger om arten af de risici, som virksomheden har til hensigt at dække i den medlemsstat, hvor der præsteres forsikringstjenesteydelser.

Ved store risici kan virksomheden begynde sin virksomhed fra den attesterede dato, hvor værtslandets tilsynsmyndigheder er i besiddelse af de ovennævnte dokumenter.

Lovpligtige forsikringer kan vise sig at give særlige problemer. Derfor får tilsynet i stk. 4 bemyndigelse til at give særlige regler herom, hvis det viser sig påkrævet.

Til § 8

Sondringen mellem etablering og forsikringstjenesteydelser rejser det problem, som normalt betegnes kumulation (artikel 13 i 2. skadesforsikringsdirektiv). Problemet består i at hindre »omgåelse« i den form, at en virksomhed sælger forsikringer i en anden stat både gennem sekundær etablering og i form af forsikringstjenesteydelser. Kumulationsproblemet er i § 8 løst således, at et selskab fra sin etablering i en anden medlemsstat må tilbyde forsikringstjenesteydelser her i landet, selvom det har en sekundær etablering her, såfremt det drejer sig om store risici samt andre risici, som den pågældende sekundære etablering ikke har koncession til at dække.

Til § 9

Bestemmelsen i stk. 1 sikrer i overensstemmelse med direktivets artikel 24, at i udlandet etablerede selskaber, som ønsker at tegne forsikringer som forsikringstjenesteydelser i Danmark, vil kunne pålægges at deltage i forsikringsordninger, der sikrer erstatningskrav for sikrede eller skadelidte trediemænd. Som eksempel på en ordning tilknyttet en lovpligtig forsikring, kan nævnes den lovpligtige ansvarforsikring for hunde, hvor en pool-ordning sikrer bl.a., at en sagesløs skadelidt altid vil kunne få erstatning for en skade forårsaget af en hund, uanset om hunden er identificeret eller ej.

Endvidere kan nævnes den særlige ordning om gensidig hæftelse for selskaber, der tegner bygningsbrandforsikring for bygninger beliggende her i landet. (Industriministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 24. august 1984).

Stk. 2. Den hidtidige procedure med Finanstilsynets godkendelse af forsikringsbetingelser for bygningsbrandforsikring vil ikke kunne opretholdes, idet direktivet (artikel 18, stk. 2) fastslår, at medlemsstaterne, for så vidt angår store risici, ikke må fastsætte bestemmelser om, at der (bl.a.) kræves godkendelse af almindelige og specielle betingelser i forsikringspolicer. En godkendelsesprocedure som den nuværende ville ganske vist kunne opretholdes for bygningsbrand i det omfang, det er en masserisiko, men af administrative og praktiske grunde foreslås en ensartet procedure. Finanstilsynets nuværende godkendelsesprocedure foreslås derfor i forslag til lov om forsikringsvirksomhed afløst af en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet, i hvilken der fastsættes minimumsbetingelser for bygningsbrandforsikring. Indholdet og udformningen af bekendtgørelsen vil tage sit udgangspunkt i de nugældende minimumsforsikringsbetingelser. Det forudsættes, at bygningsbrandforsikringer, der opfylder bekendtgørelsens krav, tillige opfylder pantebrevsformularernes krav om forsikring i et af staten godkendt bygningsbrandforsikringsselskab. Tjenesteydere skal selvsagt opfylde bekendtgørelsens krav. Stk. 2 præciserer dette.

Bestemmelsen fastslår endvidere i stk. 3 (2. skadesforsikringsdirektiv's artikel 8 b), at de i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for godkendelse af almindelige og specielle betingelser finder anvendelse på forsikringstjenesteydelsesvirksomhed. Indholdet af disse regler vil kunne ændres, men ikke skærpes.

Af sådanne almindelige og specielle betingelser findes der indenfor lovens dækningsområde i øjeblikket kun de af Trafikministeriet fastsatte regler for godkendelse af almindelige og specielle betingelser, jf. luftfartslovens § 130.

Til § 10

Bestemmelsen vedrører overdragelse af forsikringsbestande tegnet som forsikringstjenesteydelsesforsikringer af selskaber etableret såvel i Danmark som i udlandet. Bestemmelsen har sit grundlag i 2. skadeforsikringdirektivs artikel 11. Bestemmelsen finder anvendelse i alle tilfælde af porteføljeoverdragelse, hvad enten det overdragende selskab er i vanskeligheder eller ikke. Det bemærkes, at Finanstilsynet ved overdragelse af forsikringstjenesteydelsesbestande vil tilgodese forsikringstagernes tarv, i lighed med det, som er tilfældet ved den nuværende administration af overdragelse af bestande efter lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen giver endvidere Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler alt efter, hvilken porteføljeoverdragelse der er tale om.

Til § 11

Ifølge direktivets artikel 22 påhviler det Finanstilsynet at virke som opsamlingscentral for indberetning af oplysninger om forsikringsaktiviteter, der udøves af her etablerede forsikringsselskaber i henhold til reglerne om udveksling af forsikringstjenesteydelser.

Efter bestemmelsen i stk. 2, skal forretningsstedet, når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier overstiger et beløb, der med direktivet er fastsat til 2,5 mio. ECU, føre et teknisk driftsregnskab omfattende oplysninger om præmieindtægt, erstatningsudgifter og provision for den nævnte forsikringsaktivitet på grupper af forsikringsklasser.

Finanstilsynets bemyndigelse i stk. 2 og stk. 3 til at forlange det tekniske driftsregnskab indberettet er en naturlig konsekvens af, at direktivet giver tilsynsmyndigheden i den medlemsstat, hvor der præsteres forsikringstjenesteydelser, en ret men ikke pligt til at forlange den udvidede oplysningspligt effektueret.

Grupperne af klasser er i direktivet defineret således

- ulykker og sygdom (1 og 2)

- brand og andre skader på ejendom (8 og 9)

- luftfarts-, sø- og transportforsikring (3, 4, 5, 6, 7, 11 og 12)

- almindelig ansvarsforsikring (13)

- kredit og kaution (14 og 15)

- øvrige klasser (16, 17 og 18).

Til § 12 Bestemmelsen i stk. 1 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser for de såkaldte masserisici tegnet her i landet i henhold til reglerne om udveksling af forsikringstjenesteydelser. Bestemmelsen er analog til § 123, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen i stk. 2 giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte samme placeringsregler som gældende for udenlandske forsikringsselskabers herværende forretningsafdelinger (generalagenturer), jf. lov om forsikringsvirksomhed § 224, stk. 3.

Stk. 3 giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte detaljerede regler om kongruens og lokalisering inden for de grænser, som EF-medlemskabet påbyder, jf. bilag 1 til direktivet. Normalt vil der for etableret virksomhed og forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gælde samme regler.

Til § 13

I overensstemmelse med direktivets artikel 20 fastslår bestemmelsen, at såfremt et enten i Danmark eller i udlandet etableret forsikringsselskab træder i likvidation, skal forsikringsforpligtelserne, der er tegnet som forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, behandles ligeligt med andre tilsvarende forsikringsforpligtelser, uanset de forsikredes eller de begunstigedes nationalitet.

Til § 14

Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse til at indhente de oplysninger, som er nødvendige til at påse, om loven overholdes. Finanstilsynet kan efter denne bestemmelse for eksempel afkræve en mellemmand oplysninger til afklaring af, om vedkommendes aktivitet kan betragtes som erhvervsmæssig.

Til § 15

Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger, som Tilsynet har modtaget vedrørende tjenesteydelsesvirksomhed til andre landes tilsynsmyndigheder under forudsætning af, at disse er undergivet tavshedspligt. Bestemmelsen fastslår endvidere, at meddelelser fra udenlandske tilsynsmyndigheder vil være omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, hvis dette er ønsket af den udenlandske tilsynsmyndighed.

Til § 16

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at forbyde en i udlandet etableret virksomhed at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark.

Forbudet kan f.eks. for så vidt angår en tjenesteyder, der tegner masserisici, resultere i tilbagekaldelse af koncession, herunder rådighedsberøvelse over de herværende aktiver.

Et så vidtgående indgreb forudsætter selvsagt lovovertrædelser af grov eller gentagende karakter.

Forbud vil som hovedregel alene kunne gives i den situation, hvor Finanstilsynet både forgæves har indstillet til selskabet om ikke at fortsætte med den pågældende aktivitet, og hvor heller ikke myndighederne i etableringslandet har kunnet bringe forholdet til ophør.

Danske forsikringsselskaber er i øvrigt fortsat tillige undergivet reglerne i lov om forsikringsvirksomhed.

For udenlandske selskaber i Danmark, der ikke er undergivet dansk forsikringstilsynsret, opstår der et særligt problem om loyal konkurrence og forbrugerbeskyttelse. Disse forhold varetages af forbrugerombudsmanden i henhold til markedsføringsloven. Men i grove eller gentagende tilfælde kan forbrugerombudmanden anmode Finanstilsynet om at bruge sanktionerne i § 16.

Til § 17

Der henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 2.

Til § 18

Industriministeriets Erhvervsankenævn er indsat som den endelige administrative klageinstans.

Til § 19

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at straffe overtrædelse af loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven med bøde, hvis overtrædelsen sker forsætligt eller groft uagtsomt.

Til § 20

Da der er tale om implementering af et EF-direktiv, finder loven ikke anvendelse på Grønland og Færøerne.

Til § 21

Den 1. juli 1990 er tidsfristen, der er fastsat i 2. skadesforsikringsdirektiv til ikrafttræden af direktivbestemmelserne.

Om de særlige overgangsregler henvises til § 1, stk. 2, § 5 og § 17.

Efter 2. behandling den 8. maj 1990

Bilag

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker (herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer heraf.

3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne landkøretøjer.

4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på jernbanekøretøjer.

5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.

7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand, eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller jordskred.

9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført under nr. 8.

10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens ansvar).

11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder: ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer (herunder førerens ansvar).

13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under numrene 10, 11 og 12.

14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab (almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje- eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Ingen

Nr LSF 125

Forslag til Lov om udveksling af forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed

Fremsat af industriministeren (Anne Birgitte Lundholt)

den 17. januar 1990

Vedtaget ved tredjebehandling den 10. maj 1990

Lov nr. 304 af 16/05/1990