1989 LSF 124 FORSLAG TIL LOV OM TRAFIKHAVNE M.V.
Table of Provisions (56)
Statutory Text (56 Articles)
Bilag 1
Lov nr. 239 af 12. maj 1976.
Kapitel 1
Almindelige regler
Kapitel 1
Almindelige regler
§ 1. Bestemmelserne i kapitel 1 og 2 gælder for havne, der anvendes til erhvervsmæssig ekspedition af gods, køretøjer og personer (trafikhavne), bortset fra havneanlæg, der udelukkende anvendes som fiskerihavne.

Kapitel 2
Kommunalt styrede trafikhavne
Kapitel 2
Kommunalt styrede trafikhavne
§ 2. Anvendelsen af en havn som trafikhavn kræver tilladelse fra trafikministeren.
Stk. 2. Trafikministeren kan begrænse en tilladelse efter stk. 1 til en nærmere fastsat anvendelse.
§ 2. Anvendelsen af en havn som trafikhavn kræver tilladelse fra trafikministeren.
Stk. 2. Trafikministeren kan begrænse en tilladelse efter stk. 1 til en nærmere fastsat anvendelse.
Kapitel 3
Bestemmelser for alle havne
Kapitel 3
Bestemmelser for alle havne
§ 3. Trafikministeren kan, når særlig grund foreligger, tillade anlæg af en ny trafikhavn.
Stk. 2. Trafikministeren kan tillade udvidelse af en bestående trafikhavn.
Stk. 3. Etablering af faste anlæg og opfyldning på søterritoriet inden for en trafikhavns dækkende værker kan udføres uden tilladelse i henhold til stk. 2.

Kapitel 4
Statshavne
Kapitel 4
Statshavne
§ 4. Trafikministeren kan generelt eller for en eller flere trafikhavne bestemme, at afgift for anløb af en trafikhavn, for ekspedition af gods, køretøjer og personer, for anvendelse af havnens arealer, bygninger og materiel samt for en havns tjenesteydelser ikke må overstige beløb, som ministeren fastsætter.
Stk. 2. Hvis en trafikhavn fastsætter en så lav afgift, at der derved påføres en anden trafikhavn en urimelig konkurrence, kan trafikministeren efter klage fra en trafikhavn give havnebestyrelsen pålæg om, at den skal forhøje en eller flere af havnens afgiftssatser til et af ministeren fastsat beløb.
Stk. 3. Trafikministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes fritagelse for betaling af skibsafgifter.

Kapitel 5
Straf, ikrafttræden m.v.
Kapitel 5
Straf, ikrafttræden m.v.
§ 5. De private trafikhavne styres af havneejerne i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i tilladelserne til havnenes oprettelse.
§ 5. De private trafikhavne styres af havneejerne i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i tilladelserne til havnenes oprettelse.
§ 6. Klage over forvaltningen af en trafikhavn kan indgives til trafikministeren.
§ 6. Klage over forvaltningen af en trafikhavn kan indgives til trafikministeren.
§ 7. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for de kommunalt styrede trafikhavne, der er angivet i bilaget til loven.
§ 7. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for de kommunalt styrede trafikhavne, der er angivet i bilaget til loven.
§ 8. De kommunalt styrede trafikhavne styres af kommunalbestyrelsen. Den umiddelbare forvaltning varetages af havneudvalget, jf. § 19, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse. Kommunalbestyrelse og havneudvalg skal ved udøvelse af denne kompetence varetage havnens interesser.
Stk. 2. Havnen i Struer styres af et af Struer og Holstebro Kommunalbestyrelser nedsat fællesudvalg.
§ 8. De kommunalt styrede trafikhavne styres af kommunalbestyrelsen. Den umiddelbare forvaltning varetages af havneudvalget, jf. § 19, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse. Kommunalbestyrelse og havneudvalg skal ved udøvelse af denne kompetence varetage havnens interesser.
Stk. 2. Havnen i Struer styres af et af Struer og Holstebro kommunalbestyrelser nedsat fællesudvalg.
§ 9. En kommunalt styret trafikhavn er en selvstændig virksomhed, hvis midler skal være regnskabsmæssigt adskilt fra kommunens.
Stk. 2. Havnens midler kan kun anvendes til formål, der særligt tjener havnens interesser.

§ 10. Havnen skal styres med sigte på, at dens indtægter mindst dækker dens udgifter.
Stk. 2. En kommune må ikke uden trafikministerens godkendelse yde en havn tilskud eller lån til nyanlæg eller anskaffelser, der indebærer en kapacitetudvidelse. Sådan godkendelse kan kun gives, hvis samfundsøkonomiske hensyn tilsiger det.

§ 11. Kommunalbestyrelsen indsender havnens regnskab til trafikministeren inden en af denne fastsat frist. Ministeren kan fastsætte regler om regnskabets form, specifikation og revision. Ministeren kan afkræve kommunalbestyrelsen alle oplysninger til belysning af regnskabet.

§ 12. Har kommunalbestyrelsen eller havneudvalget truffet en beslutning, der strider mod nogen bestemmelse i dette kapitel, kan trafikministeren sætte beslutningen ud af kraft. Under sagens behandling kan ministeren midlertidigt suspendere den omtvistede beslutning.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen eller havneudvalget har handlet i strid med nogen bestemmelse i dette kapitel, kan trafikministeren ved domstolene gøre erstatningsansvar gældende mod de medlemmer, som har deltaget i beslutningen.

§ 13. Trafikministeren kan bestemme, at en havn, der er omfattet af bestemmelserne i dette kapitel, fremtidig skal undtages fra bestemmelserne, således at ejendomsretten til havnen overgår til kommunen.
Stk. 2. Hvis en havns formue væsentligt overstiger det beløb, som havnen må forventes at få anvendelse for i overskuelig fremtid, kan trafikministeren tillade, at en del af formuen anvendes til fremme af lokale tiltag, fortrinsvis med tilknytning til havnen og dens virksomheder.
§ 13. Trafikministeren kan bestemme, at en havn, der er omfattet af bestemmelserne i dette kapitel, fremtidigt skal undtages fra bestemmelserne således, at ejendomsretten til havnen overgår til kommunen.
Stk. 2. Hvis en havns formue væsentligt overstiger det beløb, som havnen må forventes at få anvendelse for i overskuelig fremtid, kan trafikministeren tillade, at en del af formuen anvendes til fremme af lokale tiltag, fortrinsvis med tilknytning til havnen og dens virksomheder.
§ 14. Trafikministeren kan efter forhandling med vedkommende havnebestyrelse udfærdige et ordensreglement for en havn.
Stk. 2. Ved overtrædelse af bestemmelserne i et ordensreglement, der er udstedt i henhold til stk. 1, kan havnen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 3. Med hensyn til den i stk. 2 nævnte tilkendegivelse finder retsplejelovens bestemmelser om indholdet af anklageskrifter i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
Stk. 5. Hvis bøden inddrives efter bestemmelserne i stk. 2-4, tilfalder den havnekassen.

§ 15. Såfremt flere havne beliggende ved samme fjord eller sejlløb i forening skal udføre arbejder til sikring af den nødvendige vanddybde i fjord og sejlløb eller i forening skal foretage afmærkning og isbrydning, kan trafikministeren bestemme, i hvilket forhold udgifterne hertil skal fordeles mellem havnene. Ministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at en havn skal deltage i udgifterne til et arbejde af den nævnte art, som udføres af en eller flere havne ved samme fjord eller sejlløb.

§ 16. Trafikministeren kan give en havns bestyrelse påbud om forsvarlig istandsættelse af havnens værker eller i givet fald fjernelse af disse.
§ 16. Trafikministeren kan give en havns bestyrelse påbud om forsvarlig istandsættelse af havnens værker eller i givet fald fjernelse af disse.
§ 17. I havne, som ejes af staten og styres af trafikministeren, kan denne nedsætte havneråd til varetagelse af den daglige forvaltning. Hvis havneråd nedsættes, vælger kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori havnen er beliggende, 2 indbyggere i kommunen til medlemmer.
Stk. 2. Trafikministeren fastsætter afgifter for benyttelse af statens havne.

§ 18. Med bøde straffes den, der
1) anvender en havn i strid med § 2, stk. 1, og § 5,
2) opkræver afgift i strid med § 4,
3) undlader at afgive de af trafikministeren i medfør af § 11 krævede oplysninger eller at indsende regnskab inden den af ministeren fastsatte frist,
4) undlader at efterkomme en afgørelse i henhold til § 15 eller
5) undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 16.
Stk. 2. Endvidere straffes med bøde overtrædelse af § 10, stk. 2.
Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommunalt styret havn, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges havnen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 19. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.
Stk. 2. Lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne ophæves.
§ 19. Loven træder i kraft den 1. januar 1991.
Stk. 2. Lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne ophæves.
§ 20. De hidtil gældende forvaltningsreglementer og ordensreglementer forbliver i kraft, indtil nye reglementer måtte blive udfærdiget.
Stk. 2. En havn, der hidtil lovligt har været anvendt som trafikhavn, kan fortsat anvendes i samme omfang som hidtil uden tilladelse i henhold til § 2.
Stk. 3. For kalenderårene 1991, 1992, 1993 og 1994 fastsætter trafikministeren skibs- og vareafgifter i trafikhavnene. Den enkelte havn kan reducere eller forøge disse afgifter med indtil 20 pct.

§ 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Baggrund for lovforslaget
I regeringens handlingsplan for afbureaukratisering er det anført, at der er igangsat et arbejde med henblik på at fremme konkurrencen på trafikhavneområdet. Sigtet er en afskaffelse eller væsentlig indskrænkning af den centrale takstfastsættelse og den gældende takstuniformering samt af den centrale investeringskontrol på området.
Dette lovforslag tjener til opfyldelse af dette punkt i handlingsplanen.
Som bekendt findes der her i landet et stort antal havne til afvikling af den søværts gods- og persontrafik. Havnene er af meget vekslende størrelse og karakter, og de har undergået væsentlige ændringer i tidernes løb, ligesom deres betydning har vekslet.
Bebyggelsen har udviklet sig uden om havnen, der nu ofte har en central placering i et bysamfund.
Med udgangspunkt i den struktur, som rent faktisk har udviklet sig uden en samlet plan for landets havnedækning, har den hidtidige havnepolitik gået ud på at give disse byhavne en lovmæssig beskyttelse dels mod indbyrdes konkurrence, dels mod konkurrence fra nytilkommende havne. Denne politik har været i samklang med, hvad i hvert fald flertallet af disse havne har ønsket. En helt nødvendig konsekvens af denne beskyttelsespolitik har været, at der eksisterer en central kontrol med skibs- og vareafgifter samt investeringer i trafikhavnene.
Også med havnenes lånoptagelse, arealudlejning og arealsalg føres en ministeriel kontrol.
Regeringens hensigt med at tage trafikhavnenes forhold op til behandling i handlingsplanen for afbureaukratisering og dermed også med dette lovforslag er at bryde radikalt med den hidtil førte politik på området. Sigtet er at begrænse Trafikministeriets kontrolopgaver mest muligt og skabe basis for udvikling af en egentlig konkurrencesituation på trafikhavneområdet.
Trafikhavnenes funktion er sekundær i den forstand, at de skal løse en serviceopgave for erhvervslivet som sådant, og det er regeringens opfattelse, at denne opgave for fremtiden løses bedst og billigst, hvis der på området banes vej for en konkurrence havnene imellem. Da Trafikministeriets tilsynsfunktioner er udført med en meget begrænset indsats af personale, er der ikke besparelser for statskassen af nogen betydning ved nyordningen.
Landets trafikhavne kan inddeles i følgende kategorier
1. Havne i de tidligere købstæder, som styres af vedkommende kommunalbestyrelse, jf. lov om kommunernes styrelse § 19, stk. 2, og § 67, stk. 1.
2. Københavns Havn, der er en selvejende institution, jf. lov nr. 109 af 29. april 1913 om bestyrelsen af Københavns Havnevæsen med senere ændringer.
3. Statshavne, der henhører under Trafikministeriet.
4. Private havne.
De mest betydningsfulde af disse er anlagt af en bestemt erhvervsvirksomhed, f.eks. elværker, raffinaderier, cementfabrikker. Disse havne må imidlertid kun benyttes til formål, der vedrører virksomhedens anlæg og drift, idet den almindelige godsomsætning er forbeholdt de offentligt styrede havne, som den førte havnepolitik som foran anført har ønsket at beskytte.
Nogle enkelte private havne har dog fra tidligere tid haft adgang til at deltage i den almindelige, erhvervsmæssige skibstrafiks havnebetjening.
5. Kommunaltejede havne.
Med hjemmel i den gældende lov om trafikhavne § 1, stk. 3, har trafikministeren undtaget nogle små købstadkommunale havne, der har en meget beskeden godsomsætning, fra de almindeligt gældende regler for de under foranstående punkt 1 angivne havne. Disse havne har imidlertid bevaret adgangen til at fungere som almindelig trafikhavn.
Adgangen til fortsat at undtage sådanne havne fra det almindelige styrelsessystem i lovforslagets kapitel 2 bevares ved bestemmelsen i lovforslagets § 13, stk. 1.
Omkring 65 pct. af godsomsætningen afvikles over de offentligt styrede havne, omkring 35 pct. over private havne. Det er navnlig ud- og indskibning af fast og flydende brændsel, der vejer for de private havnes vedkommmende.
Af de kommunalt styrede trafikhavne har 28 havne tilsammen under 5 pct. af landets søværts godsomsætning.
En selvstændig og samlet lovgivning for området blev gennemført ved lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne. Nogle hovedpunkter i denne lov er
a) Den foran nævnte beskyttelse af de offentligt styrede havne for at sikre disse den almindelige godsomsætning blev opretholdt.
b) Den tidligere gældende centrale kontrol med skibs- og vareafgifter blev opretholdt.
c) Følgelig opretholdtes også den centrale investeringskontrol.
Formen for udøvelsen af denne blev standardiseret gennem udarbejdelse af årlige investeringsplaner for alle trafikhavne med henblik på en samlet og koordineret behandling af disse.
d) Der blev oprettet et Landshavneråd med repræsentation for bl.a. trafikhavnene og erhvervslivet. Rådet har navnlig til opgave at vurdere investeringsplanerne, men er i øvrigt rådgivende for trafikministeren i væsentlige trafikhavnsspørgsmål.
e) Som også gældende forud for loven er en kommunalt styret trafikhavn en selvstændig virksomhed, hvis midler kun må anvendes til formål, der særligt tjener havnens interesser.
f) Loven fortsatte en tidligere lagt linie i lovgivningen med sigte på at begrænse det centrale tilsyn med de kommunalt styrede trafikhavne.
Trafikhavnenes betydning i det samlede trafikmønster har ændret sig. Beskyttelsespolitikken, der har medvirket til opretholdelse af en ret stor spredning i landets dækning med trafikhavne, har dermed ikke samme begrundelse som tidligere. De krav, der stilles til trafikhavnene med hensyn til en hurtig og effektiv betjening af skibene og ekspedition af godset, er større end tidligere. Indførelse af en konkurrencesituation på området er en naturlig konsekvens af denne udvikling. På denne baggrund skal forslaget ses.
Nogle væsentlige punkter i det foreliggende lovforslag er følgelig
a) Den centrale fastsættelse af skibs- og vareafgifter bortfalder efter en overgangsperiode. Der vil følgelig ikke for fremtiden være sikkerhed for ensartede skibs- og vareafgifter i provinsens trafikhavne og dermed for, at de fastsatte takster sikrer havnene et bestemt provenu.
b) Den hidtidige investeringskontrol ophæves. Under en lovmæssig ordning, der begrænser konkurrencen havnene imellem, er formålet med investeringskontrollen at værne mod investering i overkapacitet. Dette værn må for fremtiden skabes gennem havnenes indbyrdes konkurrence.
c) Det følger af det under b) netop sagte, at der må skabes sikkerhed for, at kommunerne ikke gennem en økonomisk subsidiering forrykker konkurrenceforholdet havnene imellem. Der må følgelig fastsættes lovregler om dette forhold.
d) Landshavnerådet afskaffes.
e) Ministeriets hidtidige, løbende tilsyn med de kommunalt styrede trafikhavnes lånoptagelse, arealsalg og arealudlejning bortfalder. Disse havne skal ikke længere forelægge deres budget for Trafikministeriet, der heller ikke længere skal godkende forvaltningsreglement for disse havne.
Sammenslutningen af Danske Havne, der repræsenterer de kommunalt styrede havne med undtagelse af Aalborg Havn og Århus Havn, har også ønsket en ændring i den gældende lovgivning, således at de kommunalt styrede havne gives fri adgang til at investere, idet Havnesammenslutningens synspunkt er, at vedkommende kommunalbestyrelse bedst kan vurdere, hvad der tjener lokalsamfundet.
Havnesammenslutningen har imidlertid ønsket, at der i hvert fald i en kortere overgangsperiode skulle bevares en vis takstkontrol, idet Havnesammenslutningen har udtrykt principiel betænkelighed ved pludseligt at forlade et system med centralt fastlagte og ens takster til fordel for en fri takstfastsættelse. Dette ønske er imødekommet i lovforslaget. Overgangsperioden er i lovforslagets § 20, stk. 3, fastsat til 4 år.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen indeholder en angivelse af de havne, der er omfattet af bestemmelserne i lovforslagets kapitel 1 og 2. Det ses, at færgehavne omfattes, men at fiskerihavne ikke falder ind under disse bestemmelser.
Det vil kunne forekomme, at kun en del af en havn betragtes som »trafikhavn«.
Til §§ 2 og 3
Den almindelige baggrund for bestemmelserne i §§ 2 og 3 er den, at der ikke må etableres faste anlæg eller foretages opfyldning på søterritoriet uden særlig tilladelse. Dette følger af statens højhedsret over søterritoriet, jf. straffelovens § 295 og § 20, stk. 2, i lov om kystbeskyttelse.
En konsekvens af denne retstilstand er, at Trafikministeriet ved udstedelse af tilladelse til et havneanlæg også kan regulere den brug, der må gøres af anlægget. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, har de offentligt styrede havne hidtil været beskyttet mod konkurrence fra nytilkommende havne på den måde, at den almindelige godsomsætning er forbeholdt den førstnævnte gruppe. Tilladelse til anlæg af en havn ved elværker, raffinaderier og visse andre erhvervsvirksomheder er følgelig blevet betinget af, at anlægget kun benyttes til formål, der vedrører virksomhedens anlæg og drift.
Det anses for rigtigt, at der bibeholdes en offentlig styring af, hvilke havneanlæg der må anvendes som trafikhavne, og i hvilket omfang de må udnyttes som sådanne. Dette er baggrunden for bestemmelserne i §§ 2 og 3. En eksisterende trafikhavn kan uden tilladelse efter den nye lov fortsat anvendes som trafikhavn i samme omfang som hidtil. Det bestemmes i forslagets § 20, stk. 2. En udvidet anvendelse af en bestående trafikhavn kan ministeren tillade med hjemmel i forslagets § 2, stk. 1.
En fysisk udvidelse af en bestående trafikhavn kan tillades i henhold til forslagets § 3, stk. 2.
Ved behandlingen af tilladelser til anlæg af ny trafikhavn eller udvidelse af en bestående trafikhavn vil trafikministeren indhente oplysninger fra kommunerne om, hvorvidt anlægget er i overensstemmelse med den kommunale planlægning.
Der vil imidlertid ikke i fremtiden være grund til at være ligeså restriktiv som under den bestående ordning med hensyn til, i hvilket omfang en erhvervsvirksomheds havn kan anvendes til andre formål end betjening af virksomheden selv. Under den liberale trafikhavnepolitik, som lovforslaget bygger på, kan det eksempelvis være velbegrundet at tillade, at et elværks eller et raffinaderis havn anvendes til ud- og indskibning af fast og flydende brændsel i almindelighed, selvom den konkrete ladning ikke har berøring med virksomhedens anlæg og drift. Dette synspunkt er Havnesammenslutningen og de store havne ikke enig i, og der er b1.a. peget på, at den landværts infrastruktur kan tale imod en sådan udvidet anvendelse.
Denne indvending kan imidlertid kun føre til, at der foretages en konkret vurdering af det hensigtsmæssige i at tillade en udvidet anvendelse af et bestående havneanlæg. De planlægningsmæssige hensyn, der bør tages, kan tilgodeses fuldt ud ved lovforslagets bestemmelser.
Imidlertid er det ikke hensigten at give de private havne fri adgang til at afvikle almindelig godstrafik. Lovforslaget forudsætter, at tilladelse til en udvidet anvendelse af sådanne havne sker efter en konkret overvejelse for den enkelte havn.
Det bliver Trafikministeriets opgave at fastlægge en praksis, der ikke fjerner eksistensgrundlaget for eksisterende, offentligt styrede havneanlæg. Imidlertid må de offentligt styrede havne, inden investering i nye anlæg besluttes, tage hensyn til, om den øgede trafik, der skal afvikles, hensigtsmæssigt ville kunne afvikles over et eksisterende privat havneanlæg. I sådanne tilfælde kan det ud fra en samfundsøkonomisk helhedsbetragtning være hensigtsmæssigt i stedet for at tillade en udvidet anvendelse af den private havn. En privat havn, der opnår tilladelse til at afvikle trafik af anden art end til betjening af en bestemt virksomhed, er undergivet bestemmelserne om takstkontrol i § 4.
Bestemmelsen i § 3, stk. 3, er begrundet i praktiske rationaliseringshensyn. Den er en undtagelse fra den almindeligt gældende retstilstand, hvorefter etablering af faste anlæg og opfyldning på søterritoriet kræver tilladelse.
Da Trafikministeriet hidtil har skullet godkende alle større investeringer i trafikhavnene og gennem indsendte investeringsplaner er blevet bekendt med alle øvrige investeringer, har ministeriet også på en enkel måde kunnet følge nye foranstaltninger på havnenes vandområde, der er en del af søterritoriet, og fornøden tilladelse har ofte kunnet gives i forbindelse med godkendelse af investeringsplanen. Da ministeriet efter lovforslaget ikke længere skal godkende investeringer i trafikhavnene, og da det vil være en administrativ komplikation, hvis der alligevel skal indhentes tilladelse, fordi der er tale om en disposition over søterritoriet, foreslås det, at tilladelse ikke skal indhentes, hvis foranstaltningen foretages inden for en havns dækkende værker.
Det er imidlertid væsentligt at understrege, at en trafikhavn ikke kan forvente at få tilladelse til udvidelse og opfyldning uden for de dækkende værker alene med begrundelse i den måde, hvorpå man har disponeret over de hidtidige havnebassiner. Havnen må ved sådanne dispositioner tage i betragtning, at ministeriet ved en senere ansøgning om tilladelse til dispositioner uden for de dækkende værker vil vurdere det formålstjenlige i tidligere dispositioner inden for de dækkende værker.
Da bestemmelsen er begrundet i rent praktiske rationaliseringshensyn, bestemmer trafikministeren, hvad der i tvivlstilfælde forstås ved »dækkende værker«. Er en havn ikke sikker, må den spørge.
Det understreges, at undtagelsesbestemmelsen i stk. 3 kun gælder trafikhavne. Andre havne som f.eks. fiskerihavne og lystbådehavne skal som hidtil have tilladelse til at disponere over søterritoriet.
Situationen på trafikhavneområdet er den, at landet snarere har for mange trafikhavne end for få. Såvel en rationel udnyttelse af de eksisterende havne som andre hensyn tilsiger, at der føres en restriktiv politik med hensyn til anlæg af nye trafikhavne. Bestemmelsen i den gældende lovs § 10, stk. 2, opretholdes derfor ved lovforslagets § 3, stk. 1.
Til § 4
For benyttelsen af de offentlige trafikhavne betales afgifter.
For anløb og for ud- og indskibning af gods, køretøjer og personer betales skibs- og vareafgifter.
Særlige afgifter opkræves for brug af kraner, pakhuse, pladser (pladsleje for kortvarig arealbeslaglæggelse) m.v.
For udleje af arealer til opførelse af bygninger eller af egentlige lagerpladser betales areallejeafgift.
Skibs- og vareafgifter fastsættes af trafikministeren, jf. lov om trafikhavne § 11, stk. 1. Disse afgifter udgør ca. 65 pct. af trafikhavnenes indtægter. De har med nogle særligt begrundede undtagelser været ens i provinsens trafikhavne og har altså afskåret konkurrence på dette felt.
Taksterne er udmålt med sigte på, at der gennem disse skal skaffes dækning for udgifter til drift og vedligeholdelse samt til en rimelig grad af selvfinansiering af nødvendige udvidelser og moderniseringer. Takstberegninger er foretaget på grundlag af de økonomiske vilkår i de trafikalt bedømt 22 mest betydende provinstrafikhavne.
Det er en konsekvens af de ensartede takster, at indtægten fra skibs- og vareafgifter i visse havne giver en større dækning end nødvendigt, i andre havne mindre dækning. Hvis en havn er ønsket opretholdt trods underskud, har vedkommende kommune måttet inddække underskuddet.
Som anført i de almindelige bemærkninger, skal trafikministeren efter lovforslaget ikke længere fastsætte skibs- og vareafgifter, idet investeringskontrollen ophæves, hvorfor havnene ikke kan bevare en ordning, der sikrer dem bestemte takster og en deraf følgende bestemt indtægt. Investeringskontrollen må erstattes af en i princippet fri konkurrence, først og fremmest på takstfastsættelsen.
Imidlertid er det den almindelige opfattelse, at ophævelse af en ordning med centralt fastsatte, uniforme takster næppe vil medføre væsentlige ændringer i den samlede godsomsætning og dennes fordeling på havne.
Alligevel ønsker Havnesammenslutningen i hvert fald i en overgangsperiode at bibeholde en takstkontrol. Havnesammenslutningen har foreslået indført et såkaldt »gaffeltarifsystem«.
Systemet går nærmere ud på, at ministeriet fortsat skal fastsætte skibs- og vareafgifter efter forhandling med de interesserede parter.
Den enkelte havn skal til forskel fra den gældende ordning have adgang til at opkræve en lavere eller højere takst inden for en fastsat udsvingsmargin, der er foreslået fastsat til 20 pct. i hver retning.
Ministeriet har ment at kunne gå ind for, at en sådan ordning praktiseres i en overgangsperiode på 4 år, jf. § 20, stk. 3. Derefter vil der gælde en i princippet fri adgang for den enkelte havn til at fastsætte sine takster.
Ved overgangen til en i princippet fri takstfastsættelse er det imidlertid nødvendigt at erkende den faktiske position, som den hidtil førte trafikhavnepolitik har bragt enkelte trafikhavne i. Det gælder både den hidtidige beskyttelse mod konkurrence fra private havneanlæg og mod takstmæssig konkurrence havnene imellem.
Der vil derfor kunne forekomme situationer, hvor en havn vil kunne have en sådan faktisk monopolstilling på en given omsætning, at det ville være urimeligt, om den skulle have adgang til helt frit at fastsætte skibs- og vareafgifter. Bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 1, giver derfor ministeren adgang til i sådanne situationer at fastsætte maksimaltakster.
Tilsvarende vil en havn med en meget stærk økonomi kunne indføre takster, der er så lave, at der kan tales om dumpingpriser, det vil i denne forbindelse sige takster, der ikke giver sædvanlig omkostningsdækning. Bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 2, giver derfor ministeren adgang til efter klage fra en anden havns bestyrelse at fastsætte minimumstakster.
Bestemmelserne er udformet således, at de ikke alene gælder skibs- og vareafgifter, men alle de afgifter, som en trafikhavn kan opkræve. Efterhånden som den service, der ydes på en trafikhavn med hensyn til losse- og lastefaciliteter, lagerplads i pakhus m.v., er blevet af stadig større betydning, kan det være lige så væsentligt for konkurrencen, hvilken takst der fastsættes for sådanne ydelser, som størrelsen af skibs- og vareafgifter.
Medens anvendelse af »dumpingbestemmelsen« i stk. 2 forudsætter klage fra en konkurrerende trafikhavn, kan bestemmelsen i stk. 1 anvendes uden særskilt henvendelse udefra, men bestemmelsens anvendelse vil typisk blive aktiveret med udgangspunkt i en klage fra en havnebruger.
I trafikhavnene har bestemmelser om fritagelse for betaling af skibsafgift hidtil været ens. Bestemmelsen i stk. 3 er begrundet i, at det bør være muligt at bevare denne ordning i samme omfang som hidtil.
Til § 5
Bestemmelsen svarer til § 4 i den gældende lov.
Til § 6
I kraft af det hidtil praktiserede indgående tilsyn med trafikhavnene har der bestået en vid adgang til at klage over administrationen af en trafikhavn til trafikministeren. En sådan klageadgang opretholdes ved bestemmelsen i § 6.
En kommunalbestyrelses eller et havneudvalgs forvaltning af trafikhavnen er således ikke omfattet af det almindelige kommunale tilsyn.
For så vidt angår adgangen til at påkende klager over en havns takstfastsættelse, er ministeren bundet af den ramme, som sættes af bestemmelserne i lovforslagets § 4.
Til § 7
De havne, som bestemmelserne i kapitel 2 gælder for, opregnes i bilaget til loven.
Der er tale om trafikhavne i de tidligere købstæder, der ved lovens ikrafttræden er omfattet af bestemmelserne i lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne kapitel 6, jf. bekendtgørelse nr. 604 af 16. december 1985 om, hvilke havne der er omfattet af lov om trafikhavne.
Afgørende for, om der er tale om en gammel »købstadhavn«, er hvilken kommunalbestyrelse, der er styrende. Selvom et havneafsnit faktisk ligger uden for kommunalbestyrelsens kommunale kompetenceområde, er det den kompetente kommunalbestyrelse, der er afgørende for, om trafikhavnen (trafikhavnsafsnittet) er omfattet af bestemmelserne i dette kapitel.
De tidligere købstadkommunale havne, der før den nye lovs ikrafttræden er undtaget fra bestemmelserne i lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne, betragtes herefter som ejet af vedkommende kommune i traditionel forstand og er altså at betragte som en almindelig kommunal virksomhed.
Til § 8
Bestemmelserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., er i overensstemmelse med § 19, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse. For kommunalt styrede trafikhavne er det endvidere i sidstnævnte lovs § 67, stk. 1, bestemt, at løn- og ansættelsesvilkår for de kommunalt styrede havnes personale skal godkendes af det kommunale lønningsnævn.
I betragtning af, at det centrale tilsyn begrænses meget kraftigt, præciseres det i lovteksten, at kommunalbestyrelsen og havneudvalget skal varetage havnens interesser ved udøvelsen af deres kompetence. Det gælder eksempelvis i forhold til arealdispositioner.
Ifølge lov om trafikhavne § 13, stk. 1, må de kommunalt styrede havne ikke afhænde arealer uden Trafikministeriets tilladelse.
For langvarige areallejemål skal en standardkontrakt følges, medmindre ministeren tillader afvigelser, jf. lovens § 13, stk. 2.
Disse bestemmelser foreslås ophævede.
Imidlertid opretholdes det udgangspunkt, at en kommunalt styret havns midler kun må anvendes til formål, der særligt tjener havnens interesser, jf. lovforslagets § 9, stk. 2.
Det påhviler dermed kommunalbestyrelsen i sine arealdispositioner at varetage havnens interesser. Sælger eller udlejer en havn til underpris, det være sig til kommunen eller til tredjemand, har kommunalbestyrelsen handlet mod loven, og der kan med hjemmel i lovforslagets § 12, stk. 2, gøres personligt erstatningsansvar gældende mod kommunalbestyrelsens medlemmer. Er den begunstigede kommunen, kan beslutningen omgøres, jf. lovforslagets § 12, stk. 1.
Bestemmelsen i § 8, stk. 2, svarer til bestemmelsen i § 3, 2. pkt., i den gældende lov.
Til § 9
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til bestemmelsen i § 12, stk. 2, i den gældende lov.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til bestemmelsen i § 12, stk. 3, i den gældende lov.
Til § 10
Som tidligere sagt, er det grundlæggende udgangspunkt for lovforslaget, at den hidtidige centrale styring af investeringer og takster afløses af en i princippet fri konkurrence. Det følger heraf, at havnene økonomisk skal kunne klare sig selv, hvilket b1.a. vil sige, at indtægterne mindst skal svare til udgifterne, herunder til forrentning og afskrivning. Derfor bestemmes det i § 10, stk. 1, at havnene skal styres med sigte på, at deres indtægter mindst dækker deres udgifter, herunder til forrentning og afskrivning. Bestemmelsen afskærer ikke en havn fra at opnå et overskud, men lovforslagets § 4, stk. 1, sikrer mod en uberettiget overdækning. Det må fremdeles haves for øje, at de kommunalt styrede havne er selvstændige forvaltningssubjekter, hvis midler, jf. § 9, stk. 2, principielt skal anvendes til havneformål.
Heraf følger, at en gunstig økonomisk stilling for en havn naturligt bør komme havnens brugere til gode gennem lavere takster.
En konsekvens af konkurrenceprincippet er, at subventionering af trafikhavnene fra kommunekasserne, det vil sige på de kommunale skatteyderes bekostning, principielt bør udelukkes.
For opretholdelse af en tilfredsstillende trafikhavnedækning vil det kun i særlige situationer være nødvendigt at yde tilskud fra det offentlige.
Imidlertid gælder det for en snes kommunale havne, at de traditionelt giver underskud, og at dette hidtil er inddækket af vedkommende kommune som tilskud eller lån (på ubestemt tid og uden forrentning).
Den betydning, som en trafikhavn har for lokalsamfundet, herunder for de virksomheder, der har etableret sig i tillid til eksistensen af en havn, tilsiger, at der ikke ved en lovændring sker en pludselig ændring i denne tingenes tilstand. En række mindre havne, der i landstrafikal sammenhæng er af begrænset betydning, bør derfor i hvert fald i en periode fortsat kunne eksistere trods et underskud. Men hovedsigtet må naturligvis fastholdes, nemlig at en havn ikke bør have adgang til at indgå i en aktiv konkurrence om godset i kraft af tilskud fra kommunen.
Til § 11
Trafikministeriets tilsyn med de kommunalt styrede havne vil, som det er fremgået, blive endog meget begrænset i forhold til den gældende ordning. En række regler om forudgående godkendelse af dispositioner bortfalder. Herefter vil ministeriets mulighed for at følge havnens økonomi skulle baseres på en efterfølgende regnskabsgennemgang. Bestemmelsen i § 11 svarer omtrent til § 15 i den gældende lov.
Til § 12
Bestemmelserne i § 12 er af samme karakter som bestemmelserne i § 61, stk. 1 og stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. også § 6, stk. 2, i den gældende lov om trafikhavne. En ulovlig beslutning kan annulleres. Er beslutningen bragt til udførelse, giver bestemmelsen mulighed for at forlange genoprettelse. Hvis en kommunalbestyrelse f.eks. i strid med bestemmelserne i lovforslagets § 8, stk. 1, 3. pkt., og § 9, stk. 2, har begunstiget kommunen på havnens bekostning, er der ingen grund til at undlade en genoprettelse, selvom beslutningen er bragt til udførelse.
Bestemmelserne i § 12 er udtømmende i den forstand, at sanktionsreglerne i lov om kommunernes styrelse ikke kan bringes i anvendelse, når en kommunalbestyrelse har handlet i egenskab af havnebestyrelse.
Til § 13
En tilsvarende adgang som foreslået i § 13, stk. 1, til at undtage en kommunalt styret trafikhavn fra de for en sådan almindeligt gældende regler, findes i den gældende lov om trafikhavne § 1, stk. 3. I henhold til denne bestemmelse har ministeriet tilladt, at visse små havne med ringe godsomsætning er ophørt som selvstændige forvaltningssubjekter, og at havneanlægget og havnens øvrige formue er henlagt under vedkommende kommune som dennes ejendom.
Det vil i enkelte tilfælde kunne forekomme, at en havn vil kunne oparbejde en formue, som ikke på en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig måde kan anvendes til egentlige havneformål således, som fastsat i lovforslagets § 9, stk. 2. Det kan således tænkes, at en havn har haft en særlig stor omsætning af en bestemt art på grund af særlige forhold, og det kan tænkes, at centralt beliggende havneafsnit afvikles og flyttes ud fra de centrale byområder, hvorved en betydelig kapitalgevinst opnås.
I videst muligt omfang må havnens midler nyttiggøres for havnens brugere, f.eks. gennem takstnedsættelse. Men i særlige tilfælde vil det mest hensigtsmæssige være at nyttiggøre en del af havnens formue på anden vis. Bestemmelsen i stk. 2 tager sigte på sådanne tilfælde. Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i meget begrænset omfang, navnlig for at imødegå en ubillig konkurrence fra en økonomisk særligt begunstiget havn.
Som det fremgår af bestemmelsen, skal den udloddede formue anvendes til lokale tiltag, fortrinsvis med tilknytning til havnen og dens virksomheder. Som eksempel på, hvad udlodningen kan anvendes til, kan nævnes tilvejebringelse af en forbedret vejadgang til havnen uden for havnens område. De tiltag, der kan støttes, skal være af en sådan karakter, at dispositionen ligger inden for de grænser, som kommunalfuldmagten afstikker for kommunalbestyrelsens handlefrihed.
Til § 14
Der har i de hidtil gældende ordensreglementer været hjemmel til, at vedkommende havnebestyrelse har kunnet idømme bøder. Dette er i praksis et vigtigt redskab til styring af ordnede forhold i havnen. Hensynet til at aflaste det almindelige retssystem for sådanne sager taler for ordningens bibeholdelse.
Bestemmelsen i stk. 5 om, hvilken kasse bøden tilfalder, er udformet ud fra praktiske hensyn.
Til § 15
Bestemmelsen svarer til § 18, stk. 1, i den gældende lov.
Til § 18
Hvis en kommunalbestyrelse undlader at indsende regnskab i henhold til § 11, eller hvis en kommunalbestyrelse eller et havneudvalg i øvrigt ikke efterlever de bestemmelser og krav, der udfærdiges i medfør af bestemmelsen, vil strafansvaret i henhold til § 18, stk. 3, skulle pålægges havnen som sådan, ikke de enkelte kommunalbestyrelses- eller havneudvalgsmedlemmer.
Til § 20
Om bestemmelsen i stk. 2 henvises til bemærkningerne til §§ 2 og 3. Om bestemmelsen i stk. 3 henvises til bemærkningerne til § 4.
Bilag
Kommunalt styrede trafikhavne, der er omfattet af lov om trafikhavne.
De kommunalt styrede trafikhavne i
Assens Nyborg
Bogense Nykøbing F.
Fåborg Næstved
Fredericia Odense
Frederikssund Randers
Grenå Ringkøbing
Haderslev Rønne
Hasle Sakskøbing
Hobro Skive
Holbæk Skælskør
Horsens Struer
Kalundborg Stubbekøbing
Kerteminde Svaneke
Kolding Svendborg
Korsør Sønderborg
Køge Thisted
Lemvig Vejle
Mariager (Kongsdal) Vordingborg
Marstal Ærøskøbing
Middelfart Åbenrå
Nakskov Ålborg
Nexø Århus
Ingen
Nr LSF 124
Forslag til Lov om trafikhavne m.v.
Fremsat af trafikministeren (Knud Østergaard)
den 17. januar 1990
Vedtaget ved tredjebehandling den 10. maj 1990
Lov nr. 316 af 16/05/1990