1989 LSF 120 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUSKØRSEL

§ 1

I lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989, foretages følgende ændringer

1. § 1 affattes således

»§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring med et dansk indregistreret motorkøretøj, indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, skal have tilladelse hertil af Persontrafikrådet. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, der gælder for et tidsrum af indtil 8 år.

Stk. 2. Udføres der rutekørsel, jf. § 2, eller den i § 11, stk. 1, nævnte kørsel, kræves der tillige tilladelse i henhold til § 3 eller § 11.

Stk. 3. Udføres der almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, gælder kravet i stk. 2 uanset motorkøretøjets størrelse.

Stk. 4. Undtaget fra kravet i stk. 2 er kørsel, der inden for de i § 3, nr. 1-2, nævnte områder udføres af eller for den tilladelsesudstedende myndighed. Det samme gælder kørsel inden for de i § 3, nr. 3, nævnte områder, såfremt de berørte myndigheder er enige om kørslen eller Persontrafikrådet har godkendt denne.

Stk. 5. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet, kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

2. § 4 affattes således

» § 4. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til rutekørsel, skal der tages hensyn til, om behovet for kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser.«

3. § 5, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 4. Passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort, kan afkræves kontrolafgift og ekspeditionsgebyr. Der er udpantningsret for kontrolafgift og gebyr.

Stk. 5. Passagerer, der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på forlangende at forevise legitimation med henblik på at fastslå vedkommendes identitet.«

4. § 6, stk. 1 og 2, affattes således

»Meddelelse om de af en kommunalbestyrelse udfærdigede tilladelser til rutekørsel indsendes samtidig med tilladelsernes udfærdigelse til amtsrådet.

Stk. 2. Amtsrådet kan ud fra hensynet til samordningen af trafikbetjeningen i området kræve de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen ændret. Amtsrådet kan ligeledes kræve ændringer i den kørsel, der udføres af eller for kommunalbestyrelsen.«

5. § 10 affattes således

»§ 10. Turist- og bestillingskørsel kan udføres af den, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Tilladelsen meddeles på nærmere af Persontrafikrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.«

6. Overskriften til kapitel 4 affattes således

»Betingelser for meddelelse af tilladelse«.

7. §§ 12-13 affattes således

»§ 12. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.

§ 1.

I lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989, foretages følgende ændringer

1. § 1 affattes således

»§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring med et dansk indregistreret motorkøretøj, indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, skal have tilladelse hertil af Persontrafikrådet. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, der gælder for et tidsrum af indtil 8 år.

Stk. 2. Udføres der rutekørsel, jf. § 2, eller den i § 11, stk. 1, nævnte kørsel, kræves der tillige tilladelse i henhold til § 3 eller § 11.

Stk. 3. Udføres der almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, gælder kravet i stk. 2 uanset motorkøretøjets størrelse.

Stk. 4. Undtaget fra kravet i stk. 2 er kørsel, der inden for de i § 3, nr. 1-2, nævnte områder udføres af eller for den tilladelsesudstedende myndighed. Det samme gælder kørsel inden for de i § 3, nr. 3, nævnte områder, såfremt de berørte myndigheder er enige om kørslen, eller Persontrafikrådet har godkendt denne.

Stk. 5. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet, kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

2. § 4 affattes således

» § 4. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til rutekørsel, skal der tages hensyn til, om behovet for kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser.«

3. § 5, stk. 4, ophæves og i stedet indsættes

» Stk. 4. Passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort, kan afkræves kontrolafgift og ekspeditionsgebyr. Der er udpantningsret for kontrolafgift og gebyr.

Stk. 5. Passagerer, der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på forlangende at forevise legitimation med henblik på at fastslå vedkommendes identitet.«

4. § 6, stk. 1 og 2, affattes således

»§ 6. Meddelelse om de af en kommunalbestyrelse udfærdigede tilladelser til rutekørsel indsendes samtidig med tilladelsernes udfærdigelse til amtsrådet.

Stk. 2. Amtsrådet kan ud fra hensynet til samordningen af trafikbetjeningen i området kræve de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen ændret. Amtsrådet kan ligeledes kræve ændringer i den kørsel, der udføres af eller for kommunalbestyrelsen.«

5. § 10 affattes således

»§ 10. Turist- og bestillingskørsel kan udføres af den, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Tilladelsen meddeles på nærmere af Persontrafikrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.«

6. Overskriften til kapitel 4 affattes således

»Betingelser for meddelelse af tilladelse.«

7. §§ 12-13 affattes således

»§ 12. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed, og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.

§ 1.

I lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989, foretages følgende ændringer

1. § 1 affattes således

»§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring med et dansk indregistreret motorkøretøj, indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, skal have tilladelse hertil af Persontrafikrådet. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, der gælder for et tidsrum af indtil 8 år.

Stk. 2. Udføres der rutekørsel, jf. § 2, eller den i § 11, stk. 1, nævnte kørsel, kræves der tillige tilladelse i henhold til § 3 eller § 11.

Stk. 3. Udføres der almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, gælder kravet i stk. 2 uanset motorkøretøjets størrelse.

Stk. 4. Undtaget fra kravet i stk. 2 er kørsel, der inden for de i § 3, nr. 1-2, nævnte områder udføres af eller for den tilladelsesudstedende myndighed. Det samme gælder kørsel inden for de i § 3, nr. 3, nævnte områder, såfremt de berørte myndigheder er enige om kørslen, eller Persontrafikrådet har godkendt denne.

Stk. 5. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet, kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

§ 1. Kørsel med motorkøretøjer, indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, kræver tilladelse i henhold til denne lov.

Stk. 2. Udføres der almindelig rutekørsel, jfr. § 2, stk. 2, gælder kravet i stk. 1 uanset motorkøretøjets størrelse.

Stk. 3. Undtaget fra kravet i stk. 1 er kørsel, der ikke udføres erhvervsmæssigt. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om afmærkning af køretøjer og kontrolforanstaltninger for denne kørsel.

2. § 4 affattes således

» § 4. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til rutekørsel, skal der tages hensyn til, om behovet for kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser.«

§ 1

I lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989, foretages følgende ændringer

1. § 1 affattes således

»§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring med et dansk indregistreret motorkøretøj, indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, skal have tilladelse hertil af Persontrafikrådet. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, der gælder for et tidsrum af indtil 8 år.

Stk. 2. Udføres der rutekørsel, jf. § 2, eller den i § 11, stk. 1, nævnte kørsel, kræves der tillige tilladelse i henhold til § 3 eller § 11.

Stk. 3. Udføres der almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, gælder kravet i stk. 2 uanset motorkøretøjets størrelse.

Stk. 4. Undtaget fra kravet i stk. 2 er kørsel, der inden for de i § 3, nr. 1-2, nævnte områder udføres af eller for den tilladelsesudstedende myndighed. Det samme gælder kørsel inden for de i § 3, nr. 3, nævnte områder, såfremt de berørte myndigheder er enige om kørslen eller Persontrafikrådet har godkendt denne.

Stk. 5. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet, kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

2. § 4 affattes således

» § 4. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til rutekørsel, skal der tages hensyn til, om behovet for kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser.«

3. § 5, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 4. Passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort, kan afkræves kontrolafgift og ekspeditionsgebyr. Der er udpantningsret for kontrolafgift og gebyr.

Stk. 5. Passagerer, der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på forlangende at forevise legitimation med henblik på at fastslå vedkommendes identitet.«

4. § 6, stk. 1 og 2, affattes således

»Meddelelse om de af en kommunalbestyrelse udfærdigede tilladelser til rutekørsel indsendes samtidig med tilladelsernes udfærdigelse til amtsrådet.

Stk. 2. Amtsrådet kan ud fra hensynet til samordningen af trafikbetjeningen i området kræve de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen ændret. Amtsrådet kan ligeledes kræve ændringer i den kørsel, der udføres af eller for kommunalbestyrelsen.«

5. § 10 affattes således

»§ 10. Turist- og bestillingskørsel kan udføres af den, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Tilladelsen meddeles på nærmere af Persontrafikrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.«

6. Overskriften til kapitel 4 affattes således

»Betingelser for meddelelse af tilladelse«.

7. §§ 12-13 affattes således

»§ 12. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1990.

Stk. 2. Den, der har tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring med de i § 1, stk. 1, nævnte motorkøretøjer eller udfører denne virksomhed for offentlige myndigheder eller selskaber, har efter ansøgning, der skal indgives senest 1. september 1990, krav på et antal tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, svarende til antallet af nævnte køretøjer, vedkommende har indregistreret eller ejer ved lovens ikrafttræden. Tilladelsen kan begrænses til at omfatte den kørsel, vedkommende har tilladelse til eller udfører.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1990.

Stk. 2. Den, der har tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring med de i § 1, stk. 1, nævnte motorkøretøjer eller udfører denne virksomhed for offentlige myndigheder eller selskaber, har efter ansøgning, der skal indgives senest 1. september 1990, krav på et antal tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, svarende til antallet af nævnte køretøjer vedkommende har indregistreret eller ejer ved lovens ikrafttræden. Tilladelsen kan begrænses til at omfatte den kørsel vedkommende har tilladelse til eller udfører.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Den gældende ordning vedrørende buskørsel er indeholdt i lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989 om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af nedlæggelsen af Hovedstadsrådet. Loven om buskørsel udgør sammen med lov nr. 114 af 29. marts 1978 om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet og lov nr. 274 af 3. maj 1989 om hovedstadsområdets kollektive persontrafik grundlaget for opbygningen af den kollektive trafik.

Ved loven om buskørsel blev alle former for erhvervsmæssig buskørsel, hvorved forstås kørsel mod betaling eller vederlag af enhver art med motorkøretøjer, der oprindeligt er konstrueret og indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, undergivet en tilladelsesordning. Loven opdeler buskørsel i rutekørsel, turist- og bestillingskørsel og andre former for buskørsel, jf. lovens §§ 2, 9 og 11, idet rutekørsel er opdelt i almindelig og speciel rutekørsel. Afgørende for, om der foreligger rutekørsel, er, at kørslen udføres regelmæssigt i en bestemt trafikforbindelse. Der er tale om almindelig rutekørsel, såfremt adgangen til at deltage i kørslen er åben for alle, og denne form for kørsel udgør den egentlige kollektive bustrafik.

Rutekørsel og andre former for buskørsel end turist- og bestillingskørsel er undergivet en skønsmæssig behovsprøvelse, idet der kan gives afslag på ansøgninger om tilladelse, såfremt de bestående kollektive trafikforbindelser dækker eller vil kunne dække behovet for kørslen. Såfremt det besluttes at give tilladelse, skal ansøgeren opfylde en række kvalifikationskrav.

Turist- og bestillingskørsel er derimod ikke omfattet af en kvantitativ begrænsning, og tilladelse skal derfor gives, såfremt ansøgeren opfylder kvalifikationskravene.

Rådets direktiv (562/74/EØF) om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej i indenlandsk og international transport, forpligter medlemsstaterne til at indføre kvalifikationskrav i relation til virksomheder, der udfører buskørsel. Kravene vedrører vedkommendes vandel samt økonomiske evne og faglige baggrund, og der er i medfør af lov om buskørsel fastsat nærmere regler herom med henblik på opfyldelse af direktivet.

Administrationen af tilladelsesordningen er fordelt på en række myndigheder. Persontrafikrådet giver tilladelse til turist- og bestillingskørsel, tilladelse til rutekørsel og andre former for kørsel, når denne kørsel berører mere end to amtskommuner eller mere end hovedstadsområdet og en amtskommune. Tilladelser til rutekørsel og andre former for buskørsel gives i øvrigt af kommuner, amtskommuner, fælleskommunale trafikselskaber og Hovedstadsområdets Trafikselskab.

Lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet muliggør oprettelse af fælleskommunale trafikselskaber, der udfører almindelig rutekørsel i amtskommunen. Ved oprettelsen går kompetencen vedrørende udstedelse af tilladelser fra de enkelte kommuner og amtsrådet samlet over til det politiske udvalg, der skal lede virksomheden.

Der er uden for hovedstadsområdet oprettet fælleskommunale trafikselskaber i alle amter med undtagelse af Fyns og Århus amter. De fælleskommunale trafikselskaber har på grundlag af tilladelser udstedt til selskaberne selv indgået aftaler med virksomheder, der udfører selve kørslen, og selskaberne er således i modsætning til Hovedstadsområdets Trafikselskab, som også udfører kørsel med egne busser, rene administrationsselskaber.

2. Lovforslagets hovedindhold er følgende

Det foreslås, at betingelserne for tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring og reglerne om tilbagekaldelse af tilladelse udbygges, således at bestemmelserne svarer til bestemmelserne i lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel, og dermed opfylder indholdet af direktiv (562/74/EØF) om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej i indenlandsk og international transport, som ændret ved direktiv (438/89/EØF). Forslaget indebærer, at det fremover i alle tilfælde er Persontrafikrådet, der vurderer om en ansøger opfylder betingelserne for at få tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring, ligesom det fortsat er Persontrafikrådet der giver tilladelse til turist- og bestillingskørsel.

Til udførelse af andre former for buskørsel end turist- og bestillingskørsel, herunder rutekørsel, kræves en særlig tilladelse, men som led i gennemførelsen af regeringens handlingsplan for afbureaukratisering foreslås det at undtage kørsel, der udføres af eller for Hovedstadsområdets Trafikselskab, fælleskommunale trafikvirksomheder, kommuner og amtsråd fra kravet om tilladelse, medens disse myndigheder fortsat skal give tilladelser, såfremt andre ansøger om at kunne udføre denne kørsel.

Dernæst indeholder forslaget bestemmelse om, at nye busser, der anvendes i den kollektive bustrafik, skal være udstyret således, at bevægelseshæmmede med kørestol kan befordres. Denne ændring blev drøftet under udvalgsbehandlingen af forslag til lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik.

Der foreslås endvidere foretaget en række øvrige ændringer, idet der herom henvises til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

3. Lovforslaget indebærer administrative forenklinger for de fælleskommunale trafikvirksomheder, Hovedstadsområdets Trafikselskab, kommuner og amter, som vil blive fritaget for tilladelsesordningen vedrørende den kørsel, disse udfører eller får udført af andre, ligesom disse myndigheder ikke fremover skal vurdere ansøgeres kvalifikationer. Derimod vil administrationen af tilladelsesordningen som følge af ændringer i direktivet om adgang til erhvervet give anledning til et vist administrativt merarbejde i Direktoratet for Vejtransport, der fungerer som sekretariat for Persontrafikrådet.

Forslaget om, at nye busser skal kunne medtage passagerer i kørestol, indebærer merudgifter, der kan anslås til mindst 50 mio. kr. pr. år, jf. bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 13.

4. Forslaget er forud for fremsættelsen sendt til høring hos de myndigheder og organisationer, der berøres af forslaget.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget til § 1, stk. 1, indebærer, at erhvervsmæssig personbefordring med dansk indregistrerede motorkøretøjer, der oprindelig er konstrueret og indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, alene må udføres af den, der har tilladelse hertil og er registreret ejer (bruger) af motorkøretøjet.

Forslaget indebærer ikke ændringer i afgrænsningen af erhvervsmæssig personbefordring i forhold til den gældende ordning. Kravet om tilladelse er ikke begrænset til den kørsel, der foregår nationalt. Det er derfor en forudsætning for at kunne udføre international buskørsel, at der er givet tilladelse efter busloven, men herudover finder lov nr. 254 af 22. maj 1974 om international buskørsel anvendelse.

Efter forslaget skal tilladelser til at udføre erhvervsmæssig personbefordring fremover i alle tilfælde gives af Persontrafikrådet, der således foretager vurderingen af, om betingelserne for meddelelse af tilladelse i forslagets §§ 12 og 13 er opfyldt. Betingelserne for at få tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring er indeholdt i direktiv (562/74/EØF) om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej i indenlandsk og international transport. Direktivet blev ændret ved direktiv (438/89/EØF), og indeholder nu krav om, at en virksomhed skal råde over nærmere fastsatte finansielle midler eller stille sikkerhed i forhold til antallet af motorkøretøjer.

Gennemførelsen af direktivet nødvendiggør således ændringer i den hidtidige tilladelsesordning, hvorefter en række myndigheder giver tilladelse til forskellige former for buskørsel, hvilket gør det vanskeligt at konstatere om kravet vedrørende økonomisk baggrund er opfyldt. Den foreslåede ordning, hvorefter tilladelser skal gives af Persontrafikrådet, indebærer administrative lettelser for de myndigheder, der hidtil har udstedt tilladelser, ligesom ordningen også vil indebære fordele for erhvervets udøvere, der alene skal have efterprøvet om betingelserne for at få tilladelse er opfyldt hos en enkelt myndighed.

Tilladelsen, der gives af Persontrafikrådet i henhold til § 1, stk. 1, giver umiddelbart adgang til at udføre turist- og bestillingskørsel, jf. lovens § 10. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Tilladelserne vil blive udstedt på navn, og det vil kunne bestemmes, at tilladelsen skal gælde for et bestemt køretøj. Tilladelserne gives for et tidsrum af indtil 8 år mod nu 5 år.

Efter forslaget til § 1, stk. 2, kræves der udover den af Persontrafikrådet udstedte tilladelse tillige en særlig tilladelse til at udføre rutekørsel og andre former for buskørsel end turist- og bestillingskørsel, idet der efter busloven skal foretages en vurdering af, om behovet for den ansøgte kørsel er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser. Efter lovens §§ 3 og 11 træffes afgørelsen af Hovedstadsområdets Trafikselskab, fælleskommunale trafikvirksomheder, kommuner, amtsråd og Persontrafikrådet afhængigt af det område, hvori kørslen agtes udført.

Forslaget til § 1, stk. 3, hvorefter der kræves tilladelse til udførelse af almindelig rutekørsel, uanset motorkøretøjets størrelse, svarer til § 1, stk. 2, i busloven.

Som led i gennemførelsen af regeringens handlingsplan for afbureaukratisering indebærer forslaget til § 1, stk. 4, at rutekørsel og andre former for buskørsel, der udføres af eller for Hovedstadsområdets Trafikselskab, fælleskommunale trafikvirksomheder, kommuner og amter, undtages fra kravet om tilladelse i henhold til § 1, stk. 2.

Den kørsel, der er undtaget fra tilladelseskravet efter § 1, stk. 2, er sådan kørsel, hvor vedkommende myndighed er tilladelsesudstedende myndighed, såfremt ansøgning herom blev indgivet af andre virksomheder, jf. lovens § 3, nr. 1-2. Såfremt den pågældende kørsel vedrører flere områder, jf. lovens § 3, nr. 3, er det en forudsætning, at de berørte tilladelsesudstedende myndigheder er enige herom, eller at Persontrafikrådet i modsat fald har godkendt denne.

Det forudsættes, at lovens § 7 finder anvendelse på den kørsel, der er undtaget fra tilladelseskravet, hvorfor DSB og de pågældende privatbaner skal underrettes om indholdet af den planlægning, der ligger til grund for tilrettelæggelsen af kørslen.

Forslaget til § 1, stk. 5, vedrører den såkaldte »cabotagekørsel«, hvorved forstås, at der med et køretøj, der er indregistreret i udlandet, udføres transporter mellem steder her i landet. Forslaget indebærer, at cabotagekørsel som udgangspunkt er forbudt, uanset motorkøretøjes størrelse, men at denne kørsel kan udføres uden tilladelse, såfremt dette følger af en international aftale, herunder EF-regler, eller af regler fastsat af trafikministeren.

I medfør af EF-traktatens artikel 75, stk. 1, litra b, skal Rådet fastsætte de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende. EF-domstolen har i dom af 22. maj 1985 i sag 13/83 fastslået, at Rådet er forpligtet til inden for en rimelig frist at gennemføre princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med den pågældende form for kørsel, men disse regler er endnu ikke fastsat. Fri udveksling af tjenesteydelser på transportområdet betyder, at en transportvirksomhed i en medlemsstat har ret til at udføre transporter i en anden medlemsstat på samme betingelser som denne stats egne transportvirksomheder uden at være etableret i denne medlemsstat.

Til nr. 2

Forslaget til § 4 indebærer, som under den gældende ordning, at ansøgninger om tilladelse til rutekørsel er undergivet en behovsvurdering af den tilladelsesudstedende myndighed, som kan afslå ansøgningen, såfremt den ansøgte kørsel er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser, idet der herved opnås en bedre udnyttelse af de ressourcer, der anvendes på den kollektive trafik.

Til nr. 3

Busloven indeholder i § 5, stk. 4, hjemmel for trafikministeren til at fastsætte nærmere regler om særlige takster for passagererne, der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort. Denne særlige takst, der betegnes »kontrolafgift« er fastsat for at motivere passagererne til ikke at søge at unddrage sig betaling eller fuld betaling.

Forslaget til § 5, stk. 4, opretholder adgangen til at opkræve kontrolafgift, men da opkrævningen af kontrolafgiften er forbundet med betydelige administrative omkostninger, når afgiften ikke straks betales, foreslås der indført hjemmel til at opkræve et ekspeditionsgebyr. Adgang til at inddrive afgift og gebyr ved udpantning bibeholdes. Afgift og gebyr fastsættes af og tilfalder de fælleskommunale virksomheder m.v., der udfører trafikken.

Efter forslaget til stk. 5, der svarer til § 6, stk. 3, i lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik, indføres der pligt for passagerer uden gyldig billet eller kort til på forlangende at forevise legitimation, således at vedkommendes identitet kan fastslås.

Til nr. 4

Efter forslaget til § 6, stk. 1, der alene har betydning i de amter, hvor der ikke oprettet fælleskommunale trafikvirksomheder, skal kommunalbestyrelsen som hidtil underrette amtsrådet om udfærdigede tilladelser til rutekørsel. Forslaget til § 6, stk. 2, indebærer, at amtsrådet i lighed med den gældende ordning kan kræve ændringer i de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen. Endvidere vil amtsrådet kunne kræve ændringer i den kørsel, der udføres af eller for kommunalbestyrelsen uden tilladelse.

Til nr. 5

Forslaget til § 10 indebærer, at turist- og bestillingskørsel kan udføres af enhver, der har tilladelse fra Persontrafikrådet i henhold til § 1, stk. 1, idet der skal være udstedt en tilladelse for hvert tilladelsespligtigt motorkøretøj. Det er Persontrafikrådet, der fastsætter vilkårene for en tilladelse til turist- og bestillingskørsel. Bestemmelsen giver en vidtgående adgang til at fastsætte vilkår, og det forudsættes, at der kan ske ændring af vilkår eller fastsættes nye vilkår i tilladelsens gyldighedsperiode, hvilket bl.a. kan være nødvendigt som følge af nye EF-bestemmelser.

Der kan f.eks. fastsættes vilkår vedrørende afgivelse af statistiske oplysninger, mindsteantal af passagerer under kørslen, forsikringsforhold m.v.

Til nr. 6 og 7

Busloven indeholder i §§ 12-13 bestemmelser om de krav, en ansøger skal opfylde for at kunne få adgang til erhvervet, samt hvornår en ansøgning kan nægtes. I lovens §§ 14-16 er indeholdt bestemmelser om, hvornår en tilladelse kan tilbagekaldes eller bortfalder.

Efter forslaget foretages der en opstramning af reglerne vedrørende adgang til at kunne udføre erhvervsmæssig buskørsel, ligesom der foreslås en udvidelse i adgangen til tilbagekaldelse af tilladelser. Forslaget indebærer, at der fastsættes de samme regler, som finder anvendelse på godskørselsområdet jf. lov nr. 851 af 21. december 1988 om godskørsel.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1990.

Stk. 2. Den, der har tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring med de i § 1, stk. 1, nævnte motorkøretøjer eller udfører denne virksomhed for offentlige myndigheder eller selskaber, har efter ansøgning, der skal indgives senest 1. september 1990, krav på et antal tilladelser i henhold til § 1, stk. 1, svarende til antallet af nævnte køretøjer, vedkommende har indregistreret eller ejer ved lovens ikrafttræden. Tilladelsen kan begrænses til at omfatte den kørsel, vedkommende har tilladelse til eller udfører.

§ 4. Tilladelse til almindelig rutekørsel kan kun gives, såfremt kørslen er optaget på en plan, der er udfærdiget i henhold til kapitel 2 i lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet.

Dette gælder dog ikke for kørsel, der forløber

1) i hovedstadsområdet eller

2) gennem flere end 2 amtskommuner uden for hovedstadsområdet.

Stk. 2. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til almindelig rutekørsel i de under stk. 1, 2. pkt., nævnte tilfælde, skal der tages hensyn til, om behovet for kørslen er eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser.

Stk. 3. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til speciel rutekørsel, skal der tages samme hensyn som nævnt i stk. 2.

3. § 5, stk. 4, ophæves og i stedet indsættes

» Stk. 4. Passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort, kan afkræves kontrolafgift og ekspeditionsgebyr. Der er udpantningsret for kontrolafgift og gebyr.

Stk. 5. Passagerer, der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på forlangende at forevise legitimation med henblik på at fastslå vedkommendes identitet.«

§ 5. - - -

Stk. 4. Ministeren for offentlige arbejder kan fastsætte regler om særlige takster gældende for passagerer, der benytter en rute uden at være i besiddelse af gyldig rejsehjemmel. Det kan i reglerne fastsættes, at takstbeløbet kan inddrives ved udpantning.

4. § 6, stk. 1 og 2, affattes således

»§ 6. Meddelelse om de af en kommunalbestyrelse udfærdigede tilladelser til rutekørsel indsendes samtidig med tilladelsernes udfærdigelse til amtsrådet.

Stk. 2. Amtsrådet kan ud fra hensynet til samordningen af trafikbetjeningen i området kræve de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen ændret. Amtsrådet kan ligeledes kræve ændringer i den kørsel, der udføres af eller for kommunalbestyrelsen.«

§ 6. Meddelelse om de af en kommunalbestyrelse udfærdigede tilladelser til almindelig og speciel rutekørsel indsendes samtidig med tilladelsernes udfærdigelse til amtsrådet, der ligeledes underrettes i tilfælde, hvor almindelig rutekørsel inden for en kommunes område, ikke udføres som forudsat i den i § 4, stk. 1, nævnte plan.

Stk. 2. Amtsrådet kan ud fra hensynet til samordningen af trafikbetjeningen i området kræve de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen ændret.

- - -

5. § 10 affattes således

»§ 10. Turist- og bestillingskørsel kan udføres af den, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Tilladelsen meddeles på nærmere af Persontrafikrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.«

§ 10. Tilladelse til at udføre turist- og bestilligskørsel gives af Persontrafikrådet for et tidsrum af indtil 5 år.

Stk. 2. I tilladelsen kan fastsættes vilkår om

1) afgivelse af indberetninger om virksomhedens omfang og udøvelse og

2) ved bestillingskørsel mindsteantal af passagerer under kørslen.

6. Overskriften til kapitel 4 affattes således

»Betingelser for meddelelse af tilladelse.«

7. §§ 12-13 affattes således

»§ 12. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed, og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.

§ 12

Forslaget til § 12, der svarer til godskørselslovens § 3, fastsætter de krav, der skal være opfyldt, for at en tilladelse kan gives i henhold til § 1, stk. 1. I medfør af direktiv (562/74/EØF) om adgang til erhvervet med personbefordring ad landevej i indenlandsk og international transport, som blev ændret i juni 1989, skal en ansøger opfylde krav vedrørende vandel, økonomisk evne og faglig dygtighed.

Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende lov, men svarer til reglerne i godskørselsloven og anden lovgivning vedrørende tilladelsesordninger.

Kravet i stk. 1, nr. 5, om, at ansøgeren skal have den fornødne økonomiske baggrund, svarer til § 13, stk. 1, i lov om buskørsel. De nærmere krav vil blive fastsat af trafikministeren med hjemmel i buslovens § 18, der ligeledes foreslås ændret ved nærværende lovforslag. I det ændrede adgangsdirektiv er det fastsat, at virksomheden skal råde over finansielle midler eller stille sikkerhed svarende til mindst 3.000 ECU pr. bus eller 150 ECU pr. passagersæde, idet der er adgang til at undtage fra dette krav, såfremt der udelukkende udføres nationale transporter. Denne undtagelse vil således kunne finde anvendelse vedrørende offentlige selskaber og myndigheder angående den buskørsel, der udføres af disse som led i den kollektive bustrafik. I disse tilfælde kan der ligeledes undtages fra kravet i § 1, stk. 1, hvorefter der udstedes en tilladelse for hvert køretøj, der benyttes til erhvervsmæssig personbefordring, således at der alene udstedes en generel tilladelse, der begrænses til at omfatte udførelse af andre former for buskørsel end turist- og bestillingskørsel.

Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at vedkommende ikke må være dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, er indeholdt i § 13, stk. 2, i den gældende lov, og tilsvarende bestemmelse er indeholdt i anden lovgivning om tilladelsesordninger.

Henvisningen i bestemmelsen til borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, indebærer, at den skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelse. Hvorvidt det pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve vognmandsvirksomhed, afhænger således først og fremmest af, om det begåede forhold efter sin art viser en særlig fare for kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af vognmandsvirksomhed. Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der er for tilbagefald for netop denne gerningsmand. Der må derfor tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og udførelsesmåde, gerningsmandens personlige forhold på gerningstidspunktet og nu, om det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst - hvor lang tid der er gået siden lovovertrædelsen. Med hensyn til personer, der er dømt for personkrænkelse, berigelseskriminalitet eller for overtrædelse af reglerne i denne lov samt reglerne i færdselsloven og vedrørende køre- og hviletid, indebærer bestemmelsen, at man som udgangspunkt bør være tilbageholdende med at meddele tilladelse.

Henvisningen til straffelovens bestemmelse indebærer i øvrigt, at nægtelse af tilladelse på begæring af ansøgeren skal indbringes for retten af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen godkendes af retten, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 4, behandles sagen for retten i strafferetsplejens former.

Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, skal en ansøger i faglig henseende være kvalificeret til at udøve vognmandsvirksomhed, hvorfor der kan fastsættes krav om, at vedkommende i en årrække skal have været beskæftiget i vognmandsvirksomhed, og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der vil blive fastsat krav om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et nærmere angivet indhold, hvorved risikoen reduceres for, at tilladelsesindehavere ikke har kendskab til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder for buskørselsvirksomhed. Alene offentlige myndigheder og organisationer vil kunne opnå godkendelse til afholdelse af kurser.

Det er videre efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen omfatter således tilfælde, hvor en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan således være oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført straffesag, at ansøgeren i anden virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine kunder, eller at vedkommende har udført ulovlig buskørsel. Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde. Der kan således gives afslag, hvis årsagerne til de økonomiske vanskeligheder ikke er undskyldelige.

Efter stk. 1, nr. 8, 2. led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt, at han vil udøve virksomheden i overensstemmelse med god skik inden for branchen, herunder at han vil kunne drive virksomheden på en sådan måde, at den vil kunne leve op til de inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Det må i øvrigt understreges, at de krav, der følger af 1. og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende, og at der også vil kunne nægtes tilladelse, såfremt vedkommende har gjort sig skyldig i et eller flere strafbare forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at vedkommende ikke kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Såfremt nægtelse af tilladelse sker efter stk. 1, nr. 8, vil afgørelsen kunne efterprøves ved domstolene efter den almindelige regel om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63. Sagen skal af den pågældende anlægges for landsretten i 1. instans, men byretsbehandling vil dog kunne vedtages, jf. retsplejelovens § 226.

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at kravet om dansk indfødsret og bopæl bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af trafikministeren. Bestemmelsen i EF-traktaten om etablering gælder for vognmandsvirksomhed, og derfor gælder kravet om indfødsret og bopæl ikke for personer, der er omfattet af disse regler. I henhold til bestemmelsen kan trafikministeren i øvrigt fastsætte, at kravet om dansk indfødsret m.v. ikke skal gælde for f.eks. nordiske statsborgere.

§ 12. Tilladelser i henhold til denne lov kan udstedes til et selskab eller anden juridisk person.

§ 13. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens buskørsel. Denne skal opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte art kan meddeles tilladelse, såfremt dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

8. Efter § 13 indsættes

»Kapitel 4 a

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.«

9. §§ 14-16 affattes således

» § 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen kan tilbagekalde denne, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. § 5, stk. 2 og 3, § 10 og § 11, stk. 2, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 1, stk. 1, kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 13, stk. 2, kan ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§ 13. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens buskørsel. Denne skal opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte art kan meddeles tilladelse, såfremt dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

8. Efter § 13 indsættes

»Kapitel 4 a.

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.«

9. §§ 14-16 affattes således

» § 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen kan tilbagekalde denne, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. § 5, stk. 2 og 3, § 10 og § 11, stk. 2, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 1, stk. 1, kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 13, stk. 2, kan ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§ 13

Forslaget til § 13 svarer til § 4 i godskørselsloven.

Tilladelse til buskørsel kan efter lovforslaget som hidtil udstedes til et selskab eller anden juridisk person, såfremt betingelserne i lovforslagets § 12, stk. 1, nr. 4, 5 og 8, er opfyldt. Bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, kan anvendes således, at der nægtes tilladelse til et selskab, hvor personkredsen bag dette helt eller delvis ikke selv vil kunne få udstedt en tilladelse f.eks. på grund af, at de pågældende tidligere ikke har drevet transportvirksomhed på forsvarlig måde eller i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det er videre en betingelse for at opnå en tilladelse, at der i selskabet m.v. er ansat en godkendt ansvarlig leder, jf. bestemmelsen i stk. 2, hvorefter denne skal opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8.

Den ansvarlige leder skal faktisk og vedvarende forestå buskørslen i virksomheden, og den tilladelsesudstedende myndighed kan derfor med henblik på sikring heraf, således at der ikke forekommer »stråmandsvirksomhed«, kræve ansættelseskontrakten forelagt til godkendelse, ligesom det kan fastsættes, at vedkommende er tegningsberettiget og udelukkende skal være ansat i selskabet, og ikke må drive virksomhed ved siden af arbejdet som ansvarlig leder.

Til nr. 8 og 9

Forslaget til §§ 14-16 svarer til godskørselslovens §§ 12-14.

§ 13. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr.4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens buskørsel. Denne skal opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte art kan meddeles tilladelse, såfremt dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

§ 13. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov, herunder de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab m.v., såfremt dette er ansøger, jfr. § 12.

Stk. 2. Tilladelse kan nægtes under de omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2. Tilladelse kan endvidere nægtes, såfremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde.

8. Efter § 13 indsættes

»Kapitel 4a.

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.«

9. § 14-16 affattes således

»§ 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen kan tilbagekalde denne, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. § 5, stk. 2 og 3, § 10 og § 11, stk. 2, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 1, stk. 1, kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 13, stk. 2, kan ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§ 13. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens buskørsel. Denne skal opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8, jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte art kan meddeles tilladelse, såfremt dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren.«

8. Efter § 13 indsættes

»Kapitel 4 a

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.«

9. §§ 14-16 affattes således

» § 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen kan tilbagekalde denne, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. § 5, stk. 2 og 3, § 10 og § 11, stk. 2, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 1, stk. 1, kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 13, stk. 2, kan ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§§ 14 og 15

Forslaget til § 14, stk. 1, indebærer, at en tilladelse vil kunne tilbagekaldes af den tilladelsesudstedende myndighed, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i loven, forskrifter udstedt i medfør af loven eller vilkårene for tilladelsen. Det er ikke en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den pågældende virksomhed eller indehaveren heraf er kendt skyldig i overtrædelserne ved en domstolsafgørelse. Således vil f.eks. konstateringen af, at et selskab gennem en periode ikke har haft ansat en ansvarlig leder, kunne medføre tilbagekaldelse. En tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet domstolskontrol efter de almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63.

Forslaget til § 14, stk. 2, indebærer en udvidelse af adgangen til tilbagekaldelse i forhold til den nuværende lov. Mens betingelsen for frakendelse af retten til at udøve en bestemt virksomhed i henhold til straffelovens § 79 forudsætter en nærliggende risiko for misbrug, jf. også forslagets § 12, stk. 1, nr. 6, omfatter henvisningen til § 12, stk. 1, nr. 8, bl.a. lovovertrædelser, der hver for sig ikke er så graverende, men som ud fra en samlet vurdering fører til, at virksomheden ikke har gjort det antageligt, at denne vil blive udført på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der vil således i første række kunne ske tilbagekaldelse, såfremt der er konstateret overtrædelse af anden lovgivning, herunder bestemmelserne om køre- og hviletid samt reglerne vedrørende skatte- og afgiftsforhold. Det er ikke en betingelse, at overtrædelsen er konstateret ved en straffesag. Herudover kan der ske tilbagekaldelse, såfremt virksomhedens indehaver eller de, der optræder i virksomhedens interesse, i øvrigt har handlet på en sådan måde, at de ikke længere kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. I en folketingsbeslutning af 28. maj 1986 om skærpelse af køre- og hviletids- samt kontrolbestemmelser for buschauffører er indeholdt bestemmelse om, at tilladelsen skal kunne tilbagekaldes ved alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, og forslaget indebærer i forhold til den nugældende lov som anført en udvidet adgang hertil.

Såfremt Persontrafikrådet tilbagekalder tilladelser udstedt i henhold til § 1, stk. 1, indebærer dette, at samtlige øvrige tilladelser til at udføre buskørsel, som vedkommende har fået udstedt, ligeledes bortfalder, ligesom den pågældende ikke fremover kan udføre erhvervsmæssig personbefordring for offentlige myndigheder.

Efter forslagets § 14 stk. 3, vil godkendelse som ansvarlig leder ligeledes af Persontrafikrådet kunne tilbagekaldelse efter både bestemmelsen i stk. 1 og 2.

Efter forslagets § 15 er en tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2, undergivet en særlig domstolsprøvelse.

§ 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen, kan tilbagekalde den, hvis indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for tilladelsen, jfr. § 5, stk. 2 og 3, § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2, af bestemmelser i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt indehaveren har gjort sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på forsvarlig måde. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 10, kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen efter § 15 til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt vedkommende myndighed bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller i § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan for så vidt tilladelsen er givet i henhold til § 1, stk. 1, til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt vedkommende myndighed bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller i § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan for så vidt tilladelsen er givet i henhold til § 1, stk. 1, til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt vedkommende myndighed bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller i § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan for så vidt tilladelsen er givet i henhold til § 1, stk. 1, til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har tilbagekaldt tilladelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 3. En tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2, kan for så vidt angår tilladelser givet i henhold til § 10 til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. Hvis en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. En afgørelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt vedkommende myndighed bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, eller i § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2, og § 14, stk. 3, jf. stk. 2, kan for så vidt tilladelsen er givet i henhold til § 1, stk. 1, til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 16. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har givet tilladelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.«

10. I § 17 indsættes som nyt stk. 2

»Stk. 2. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres buskørsel i strid med lovgivningen.«

11. Efter § 17 indsættes

»Kapitel 4 b

Fælles regler«.

12. § 18 affattes således

»§ 18. Trafikministeren kan fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om buskørsel med motorkøretøjer samt af tilsvarende aftaler med andre lande,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse,

3) ansøgningers indhold samt om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,

4) fremgangsmåden ved udstedelse af tilladelser, herunder om høring af myndigheder og organisationer,

5) gebyr for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelse og godkendelse samt

6) afmærkning af køretøjer og kontrolforanstaltninger, herunder for den kørsel, der er undtaget fra kravet om tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1, nr. 5.

Stk. 3. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.

Stk. 4. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 5. Offentlige myndigheder skal efter anmodning give Direktoratet for Vejtransport enhver oplysning om motorkøretøjers registreringsforhold.«

13. I § 21 ændres i stk. 1 »Turistvognmændenes Landsorganisation« til: »Turistvognmændenes Landsforening«, og efter stk. 3 indsættes som nyt stk. 4

»Stk. 4. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for Persontrafikrådet. Trafikministeren kan efter aftale med Persontrafikrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at Persontrafikrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.«

14. § 22 affattes således

» § 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1, 2, 3 og 5, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 17, stk. 1, eller § 18, stk. 3 og 4,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske Fællesskabers forordninger om buskørsel.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Hovedstadsområdets Trafikselskab, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, selskabet, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

§ 16. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har givet tilladelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.«

10. I § 17 indsættes som nyt stk. 2

» Stk. 2. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres buskørsel i strid med lovgivningen.«

11. Efter § 17 indsættes

»Kapitel 4b.

Fælles regler«

12. § 18 affattes således

»§ 18. Trafikministeren kan fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om buskørsel med motorkøretøjer samt af tilsvarende aftaler med andre lande,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse,

3) ansøgningers indhold samt om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,

4) fremgangsmåden ved udstedelse af tilladelser, herunder om høring af myndigheder og organisationer,

5) gebyr for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelse og godkendelse samt

6) afmærkning af køretøjer og kontrolforanstaltninger, herunder for den kørsel, der er undtaget fra kravet om tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1, nr. 5.

Stk. 3. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.

Stk. 4. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 5. Offentlige myndigheder skal efter anmodning give Direktoratet for Vejtransport enhver oplysning om motorkøretøjers registreringsforhold.«

13. I § 20 indsættes som nyt stk. 2

» Stk. 2. De i § 1, stk. 1, nævnte køretøjer, der benyttes til almindelig rutekørsel inden for landets grænser og registreres første gang den 1. januar 1991 eller senere, skal være forsynet med udstyr, herunder løfteanordning, således at køretøjet kan benyttes af kørestolsbrugere.«

14. I § 21 ændres i stk. 1, »Turistvognmændenes Landsorganisation« til: »Turistvognmændenes Landsforening«, og der indsættes som nyt stk. 4

» Stk. 4. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for Persontrafikrådet. Trafikministeren kan efter aftale med Persontrafikrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at Persontrafikrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.«

15. § 22 affattes således

» § 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1, 2, 3 og 5, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 17, stk. 1 eller § 18, stk. 3 og 4,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De europæiske Fællesskabers forordninger om buskørsel.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Hovedstadsområdets Trafikselskab, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, selskabet, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

§ 16

Forslaget til § 16, stk. 1, er indholdsmæssigt i overensstemmelse med § 16 i den gældende lov.

Reglen i stk. 2 indeholder en adgang til at kunne fortsætte virksomheden på grundlag af en midlertidig tilladelse, selv om den oprindelige tilladelse er bortfaldet, men såfremt der i afviklingsperioden sker overtrædelse af lovgivningen m.v., vil adgangen til at fortsætte virksomheden kunne bringes til ophør efter bestemmelserne i §§ 14 og 15. I særlige tilfælde kan anmeldelsesfristen og fristen til at udøve midlertidig virksomhed forlænges. Såfremt virksomheden agtes fortsat, kan dette kun ske, hvis denne opfylder de sædvanlige betingelser for udstedelse af tilladelser.

Til nr. 10

Forslaget til § 17, stk. 2, svarer til godskørselslovens § 16, men er ny i forhold til den gældende lov. Forslaget indebærer, at politiet kan tilbageholde et motorkøretøj i tilfælde af, at der udføres buskørsel i strid med lovgivningen. Det må bero på en konkret vurdering om tilbageholdelse (kørselsforbud) er nødvendigt for eventuelt at hindre yderligere overtrædelser. Udgangspunktet ved mere formelle overtrædelser må fortsat være, at en bøde efter § 22 er tilstrækkelig. Tilbageholdelse kan således ske, hvis tilladelse til buskørsel ikke er meddelt, eller fartskriver ikke er installeret og lignende. Undertiden vil den konstaterede buskørsel i strid med lovgivningen være af en sådan karakter, at kørslen ikke må fortsættes. I sådanne tilfælde, herunder når registreringsgrundlaget er forkert, kan nummerpladerne inddrages.

Til nr. 11 og 12

Forslaget til § 18, stk. 1, indeholder bemyndigelse for trafikministeren til at fastsætte en række regler vedrørende administrative forhold, som det ikke er hensigtsmæssigt at regulere i selve loven. Bestemmelsen svarer altovervejende til bestemmelserne i godskørselsloven.

Efter bestemmelsen i nr. 1 kan trafikministeren fastsætte de fornødne iværksættelsesforanstaltninger med henblik på anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om buskørsel i bred forstand samt af tilsvarende aftaler med andre lande.

Efter bestemmelsen i nr. 2 kan det fastsættes, at visse særlige former for erhvervsmæssig personbefordring undtages fra kravet om tilladelse, idet afgørelsen vil bero på en konkret vurdering, herunder om kørslen udføres i konkurrence med andre virksomheder. Der kan endvidere fastsættes regler om afgrænsningen af erhvervsmæssig personbefordring.

Efter bestemmelserne i nr. 3 og 4 kan der fastsættes nærmere regler om udformningen af ansøgninger og fremgangsmåden ved behandling heraf. Det kan således bestemmes, at ansøgningerne skal forelægges en række myndigheder og organisationer til udtalelse. Videre indebærer bestemmelsen, at der kan fastsættes regler om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde.

Efter bestemmelsen i nr. 5 kan der fastsættes gebyr for behandling af ansøgninger og for udstedelse af tilladelse og meddelelse af godkendelse.

Efter bestemmelsen i nr. 6 kan der fastsættes regler om kontrolforanstaltninger samt om afmærkning af køretøjer. Dette gælder også i relation til kørsel med køretøjer, der er undtaget fra lovens tilladelseskrav.

Bestemmelsen i stk. 2, indebærer, at der er udpantningsret for de fastsatte gebyrer.

Bestemmelsen i stk. 3, der ikke findes i den gældende lov, svarer til § 6, stk. 5, i lov om godskørsel, og de samme hensyn, der ligger til grund for denne bestemmelse, gør sig gældende i relation til buskørsel. Det primære formål med bestemmelsen, der ligeledes er indeholdt i det ændrede adgangsdirektiv, er at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår samt - for så vidt angår de i de kollektive overenskomster indeholdte regler om arbejdstid og lignende vilkår - at fremme færdselssikkerheden.

Bestemmelsen i stk. 4, der svarer til § 6, stk. 3, i godskørselsloven, indeholder forbud mod, at tilladelsen overgår til andre helt eller delvis ved salg, bortforpagtning, udleje, udlån, pantsætning, kreditorforfølgning, arv eller lignende. Virksomheden skal have indregistreret et antal motorkørertøjer svarende til antallet af tilladelser.

Bestemmelsen i stk. 5, der omfatter vejtransport, såvel buskørsel som godskørsel, indebærer, at offentlige myndigheder skal give Direktoratet for Vejtransport enhver oplysning om motorkøretøjers registreringsforhold. Direktoratet for Vejtransport vil således via terminal kunne få adgang til oplysninger i Centralregisteret for motorkøretøjer om registreringsforhold, hvilket vil være af stor betydning for kontrollen med overholdelse af lovgivningen og indebære administrative lettelser for erhvervets udøvere. Efter godskørselsloven og lovforslaget udstedes tilladelser på navn til vedkommende virksomhed, idet tilladelsen gælder for kørsel med eet motorkøretøj. Direktoratet foretager kontrol af om virksomheden har indregistreret mindst lige så mange tilladelsespligtige motorkøretøjer, som den har tilladelser, hvilket sker ved, at der indsendes kopi af registreringsattester, som også danner grundlag for anden kontrolvirksomhed og anvendes ved udstedelse af visse tilladelser til international kørsel. Direktoratet modtager årligt 20-23.000 fotokopier af registreringsattester og ved etablering af direkte terminaladgang vil indsendelse kunne undgås, ligesom behandlingstiden vil kunne nedbringes.

Til nr. 13

Forslaget til § 20, stk. 2, skal ses i sammenhæng med det tilsagn, trafikministeren i overensstemmelse med udvalgsflertallets tilkendegivelse afgav i forbindelse med udvalgsbehandlingen om forslag til lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik om, at samtlige busser i kollektiv trafik i Danmark ved nyanskaffelse skal være udstyret således, at bevægelseshæmmede med eller uden kørestol kan befordres.

Gennemførelsen af kravet om, at samtlige busser, der indregistreres første gang efter 1. januar 1991, skal være udstyret således, at køretøjet kan benyttes af kørestolsbrugere, vil indebære merudgifter, der årligt vil andrage mindst 50 mio. kr., idet udgiften vil afhænge af, hvor mange køretøjer i den kollektive bustrafik, der vil blive udskiftet i de kommende år samt af, hvorvidt det vil være muligt at nedbringe den nuværende udgift til installering af løfteanordning m.v., der andrager ca. 150.000 kr. pr. bus.

Amtsrådsforeningen tilkendegav under den pågældende udvalgsbehandling, at foreningen ikke kunne anbefale et krav om, at alle nye rutebusser skal udstyres med lifte og andet udstyr til kørestole.

Amtrådsforeningen tager fortsat afstand fra et krav om kørestolslifte i rutebusser, og det samme er tilfældet for så vidt angår Kommunernes Landsforening, Hovedstadsområdets Trafikselskab, Landsforeningen Danmarks Bilruter og Turistvognmændenes Landsforening.

Sundhedsministeriet har ikke bemærkninger til forslaget og dette støttes af socialministeriet og formandskabet for Det centrale Handicapråd. Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget støtter ligeledes forslaget, men foreslår, at der overvejes en ændret formulering, således at løsning af adgangsproblemet vil kunne ske på anden måde end ved montering af lifte.

Til nr. 14

Forslaget til § 21, stk. 4, svarer til § 8, stk. 2, i godskørselsloven.

Til nr. 15

Forslaget til § 22 svarer til godskørselslovens § 17.

Det foreslås i overensstemmelse med den gældende lovgivning, at strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde. Forbeholdet, der ikke findes i den gældende lov, om, at højere straf kan være forskyldt efter anden lovgivning, henviser specielt til straffelovens § 131, hvorefter straffen er bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder for den, som uden offentlig bemyndigelse udøver en virksomhed, til hvilken en sådan kræves, eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.

Det er meget vigtigt at modvirke, at vognmandsvirksomhed udøves uden tilladelse, eller at denne virksomhed udøves ved anvendelse af stråmænd. Stråmandsvirksomhed kan straffes efter straffelovens § 131, stk. 2, hvorefter den, som medvirker til, at en person, der er fradømt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne, straffes med bøde eller under særlig skærpede omstændigheder med hæfte. Herudover gælder det almindelige medvirkenansvar, jf. straffelovens § 23. § 22, stk. 3, indebærer, at der også vil kunne pålægges selskaber, staten, kommuner, Hovedstadsområdets Trafikselskab og fælleskommunale trafikvirksomheder et bødeansvar. Tilsvarende gælder for et konkursbo m.v.

Til § 2

Bestemmelsen i stk. 2 er en følge af den ændrede tilladelsesordning, hvorefter der skal udstedes en tilladelse pr. tilladelsespligtigt motorkøretøj. Indehavere af tilladelser til buskørsel har efter ansøgning krav på et antal tilladelser, der svarer til antallet af indregistrerede motorkøretøjer ved lovens ikrafttræden eller det antal køretøjer vedkommende ejer på dette tidspunkt. Tilsvarende gælder for virksomheder, der uden tilladelse udfører erhvervsmæssig personbefordring for offentlige selskaber eller myndigheder. Tilladelsen kan begrænses til at omfatte den kørsel, vedkommende har tilladelse til eller udfører.

§ 16. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har givet tilladelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.«

§ 16. Hvis indehaveren af en tilladelse givet i henhold til denne lov afgår ved døden eller bliver fysisk eller retligt ude af stand til at udøve virksomheden, bortfalder tilladelsen. Dødsboet, konkursboet eller den, der i øvrigt handler på tilladelsesindehaverens vegne, kan dog efter anmeldelse til den myndighed, der har givet tilladelsen, midlertidigt fortsætte den virksomhed, som har været udøvet i henhold til den bortfaldne tilladelse, med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende af virksomheden. Adgangen hertil gælder kun i indtil 1 år, men denne frist kan, når særlig motivering herfor foreligger, forlænges af den pågældende myndighed, dog kun i yderligere 6 måneder.

Stk. 2. En afgørelse begrundet i fysiske forhold hos tilladelsesindehaveren kan af den, afgørelsen vedrører, eller den, der handler på hans vegne, forlanges indbragt for domstolene. § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

10. I § 17 indsættes som nyt stk. 2

» Stk. 2. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres buskørsel i strid med lovgivningen.«

§ 16. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-4, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har givet tilladelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en umyndiggjort midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.«

10. I § 17 indsættes som nyt stk. 2

»Stk. 2. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres buskørsel i strid med lovgivningen.«

11. Efter § 17 indsættes

»Kapitel 4 b

Fælles regler«.

12. § 18 affattes således

»§ 18. Trafikministeren kan fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om buskørsel med motorkøretøjer samt af tilsvarende aftaler med andre lande,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse,

3) ansøgningers indhold samt om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,

4) fremgangsmåden ved udstedelse af tilladelser, herunder om høring af myndigheder og organisationer,

5) gebyr for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelse og godkendelse samt

6) afmærkning af køretøjer og kontrolforanstaltninger, herunder for den kørsel, der er undtaget fra kravet om tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1, nr. 5.

Stk. 3. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.

Stk. 4. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 5. Offentlige myndigheder skal efter anmodning give Direktoratet for Vejtransport enhver oplysning om motorkøretøjers registreringsforhold.«

13. I § 21 ændres i stk. 1 »Turistvognmændenes Landsorganisation« til: »Turistvognmændenes Landsforening«, og efter stk. 3 indsættes som nyt stk. 4

»Stk. 4. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for Persontrafikrådet. Trafikministeren kan efter aftale med Persontrafikrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at Persontrafikrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.«

14. § 22 affattes således

» § 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1, 2, 3 og 5, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 17, stk. 1, eller § 18, stk. 3 og 4,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske Fællesskabers forordninger om buskørsel.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Hovedstadsområdets Trafikselskab, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, selskabet, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

§ 17. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jfr. §§ 14 og 16, skal straks afleveres til den myndighed, der har givet tilladelsen.

11. Efter § 17 indsættes

»Kapitel 4b.

Fælles regler.«

12. § 18 affattes således

»§ 18. Trafikministeren kan fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om buskørsel med motorkøretøjer samt af tilsvarende aftaler med andre lande,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse,

3) ansøgningers indhold samt om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,

4) fremgangsmåden ved udstedelse af tilladelser, herunder om høring af myndigheder og organisationer,

5) gebyr for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelse og godkendelse samt

6) afmærkning af køretøjer og kontrolforanstaltninger, herunder for den kørsel, der er undtaget fra kravet om tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1, nr. 5.

Stk. 3. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.

Stk. 4. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 5. Offentlige myndigheder skal efter anmodning give den tilladelsesudstedende myndighed enhver oplysning om motorkøretøjers registreringsfrihed.«

§ 18. For udfærdigelse af tilladelser i henhold til denne lov kan der opkræves gebyrer. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter regler herfor.

13. I § 20 indsættes som nyt stk. 2

» Stk. 2. De i § 1, stk. 1, nævnte køretøjer, der benyttes til almindelig rutekørsel inden for landets grænser og registreres første gang den 1. januar 1991 eller senere, skal være forsynet med udstyr, herunder løfteanordning, således at køretøjet kan benyttes af kørestolsbrugere.«

§ 20. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter regler for de motorkøretøjer, der anvendes til den af denne lov omfattede kørsel, med hensyn til indretning, udstyr og benyttelse. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter endvidere regler om kvalifikationskrav til føreren af disse kotorkøretøjer.

14. I § 21 ændres i stk. 1, »Turistvogmændenes Landsorganisation« til: Turistvognmændenes Landsforening', og der indsættes som nyt stk. 4

» Stk. 4. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for Persontrafikrådet. Trafikministeren kan efter aftale med Persontrafikrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at Persontrafikrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af direktoratet, op til nærmere undersøgelse og afgørelse.«

§ 21. Persontrafikrådet består af 11 medlemmer, der beskikkes af ministeren for offentlige arbejder. 5 af medlemmerne beskikkes efter indstilling af henholdsvis Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Landsforeningen Danmarks Bilruter, Turistvognmændenes Landsorganisation og Specialarbejderforbundet i Danmark.

Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder udpeger blandt rådets medlemmer formanden, der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse.

Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant efter reglerne i stk. 1 og 2.

15. § 22 affattes således

» § 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1, 2, 3 og 5, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 17, stk. 1 eller § 18, stk. 3 og 4,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De europæiske Fællesskabers forordninger om buskørsel.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Hovedstadsområdets Trafikselskab, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, selskabet, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

§ 22. Overtrædelse af §§ 1 og 17 i denne lov eller tilsidesættelse af vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Efter 2. behandling den 22. maj 1990

Ingen

Nr LSF 120

Forslag til Lov om ændring af lov om buskørsel

Fremsat af trafikministeren (Knud Østergaard)

den 17. januar 1990

Vedtaget ved tredjebehandling den 30. maj 1990

Lov nr. 364 af 06/06/1990