1989 LSF 111 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (MEDDELELSESHÆLERI) (meddelelseshæleri)

§ 152 d affattes således

»§ 152 d. Bestemmelserne i §§ 152-152 c finder tilsvarende anvendelse på den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, der er fremkommet ved en sådan overtrædelse.

Stk. 2. Med samme straf straffes den, der uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, som er fremkommet ved overtrædelse af §§ 152-152 c.

Stk. 3. På samme måde straffes den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.«

Oprindeligt fremsat forslag

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september

1986, som ændret senest ved lov nr. 373 af 7. juni 1989, foretages

følgende ændring

§ 152 d affattes således

»§ 152 d. Bestemmelserne i §§ 152-152 c finder tilsvarende anvendelse på den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, der er fremkommet ved en sådan overtrædelse.

Stk. 2. Med samme straf straffes den, der uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, som er fremkommet ved overtrædelse af §§ 152-152 c.«

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret 1986-87, 1. samling, fremsat lovforslag, se Folketingstidende 1986-87, 1. samling, forhandlingerne sp. 2521, 5895, 11607 og 11802, tillæg A sp. 1955 og tillæg B sp. 1657, idet der dog er foretaget følgende ændringer

1) Bestemmelsen om videregivelse af oplysninger er nu placeret i et nyt stk. 2 til § 152 d, således at denne bestemmelse kun omhandler videregivelse af private, personlige oplysninger af den i forvaltningslovens § 28, stk. 1, omhandlede karakter.

2) Fremskaffelse og udnyttelse af oplysninger, der er fortrolige af hensyn til offentlige interesser, er ifølge lovforslaget fortsat strafbart. Tilsvarende gælder også private oplysninger, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 3.

Bestemmelsens tilblivelseshistorie

I januar 1971 fremkom Straffelovrådet med en betænkning om privatlivets fred (Betænkning nr. 601/1971) indeholdende forskellige forslag til straffelovsændringer.

Betænkningen var foranlediget af en skrivelse af 12. maj 1967, hvori Justitsministeriet anmodede rådet om at overveje ændringer af de gældende bestemmelser til beskyttelse af privatlivets fred. I denne forbindelse henvistes til de i Sverige og Norge i henholdsvis 1966 og 1958 gennemførte bestemmelser om forstærket integritetsbeskyttelse. Ændringerne i retstilstanden i Sverige og Norge sigtede på etablering af en strafferetlig beskyttelse af privatlivet mod aflytning eller anden teknisk baseret krænkelse af den fortrolige udveksling af tanker, følelser og oplysninger, jf. den norske straffelovs § 145 a (Betænkning nr. 601/1971, s. 16 ff.). Tilsvarende bestemmelser gennemførtes i Sverige efter anbefaling fra den svenske »Integritetsskydds kommitteen«. Beskyttelsesobjektet for de svenske og norske initiativer samt for Straffelovrådets forslag var altså private fortrolige forhold.

Straffelovrådet fremkom imidlertid i den nævnte betænkning med et par bemærkninger, der kan henføres til grundlaget for tilblivelsen af den gældende meddelelseshæleribestemmelse i straffelovens § 152 d. I forbindelse med rådets overvejelser og forslag om ændrede straffebestemmelser anførte rådet under afsnittet »Andres udnyttelse af de oplysninger, der er fremkommet ved aflytning eller udspejdning« (Betænkning nr. 601/1971, s. 54), at »der efter Straffelovrådets opfattelse (er) et klart behov for, at straffebestemmelserne omfatter også de her omhandlede efterfølgende handlinger« (s. 54, 1. sp.), dvs. handlinger, der udføres af andre end gerningsmanden i det til grund liggende tavshedspligtsbrud. Rådet argumenterede herefter for indførelse af en meddelelseshæleribestemmelse og foreslog en ny bestemmelse optaget i straffelovens § 264 c med følgende indhold: »Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.« Straffelovrådet forholdt sig hermed udelukkende til videregivelse af private oplysninger.

I forbindelse med behandlingen i Justitsministeriet afgav det daværende registerudvalg en delbetænkning om tavshedspligt for ansatte i edb-servicebureauer m.v., der behandler oplysninger for det offentlige. Udvalget henviste i sine overvejelser til ovenstående bemærkninger fra Straffelovrådets betænkning, men syntes at udvide området for Straffelovrådets hensigt, idet udvalget, se Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 592, ud over kriminalisering af meddelelseshæleri i forhold til tavshedspligtsbrud for ansatte i edb-servicebureauer m.v. anbefalede kriminalisering af udnyttelse af alle oplysninger givet af en offentligt ansat i strid med den pågældendes tavshedspligt. Da dette spørgsmål, der sigter på kriminalisering af udnyttelse af ethvert tavshedspligtsbrud, altså også brud på tavshedspligtsbestemmelsen inden for hele § 152-området, ikke faldt under udvalgets arbejdsområde, afstod udvalget fra at fremsætte forslag herom.

Men ikke desto mindre indarbejdedes denne opfordring i justitsministerens lovforslag fremsat den 17. november 1971 i skikkelse af et nyt stk. 5 til § 152, se Folketingstidende 1971-72, forhandlingerne sp. 723, 1089, 3893 og 4187 samt tillæg A sp. 545, tillæg B sp. 631 og tillæg C sp. 217, og selv om bestemmelsens ordlyd ikke omfattede videregivelse af offentlige oplysninger, f.eks. offentliggørelse, er bestemmelsen siden da forstået sådan.

Bestemmelsens tilblivelseshistorie synes således at vise, at der ikke er foretaget nogen nærmere analyse af behovet for denne betydelige udvidelse af området for meddelelseshæleri.

Tavshedspligtsudvalgets betænkning nr. 998/1984 går ikke nærmere ind på spørgsmålet bortset fra en enkelt mindretalsudtalelse, s. 173 ff., der foreslår bestemmelsen om meddelelseshæleri ophævet, i hvert fald for så vidt angår andre forhold end privatlivet tilhørende oplysninger. Udvalgets forslag svarer til den nu gennemførte bestemmelse i § 152 d.

Ved det den 2. oktober 1985 fremsatte lovforslag om ændring af straffeloven. (Tavshedspligt), se Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 64, 472, 3347 og 3983 samt tillæg A sp. 253, tillæg B sp. 99 og 229 og tillæg C sp. 93, ændredes § 152, stk. 5, til også formelt at omfatte videregivelse. Bestemmelsen fremkom som en sammenlægning af den hidtil gældende § 152, stk. 5, jf. ovenfor, og § 264 c. Af bemærkningerne og Straffelovrådets kommentarer fremgik, at der ikke var tilsigtet nogen realitetsændring med den anførte tilføjelse. Denne sammenlægning var en naturlig følge af de forudsatte tavshedspligtsbestemmelser i det samtidig fremsatte forslag om en forvaltningslov, men heller ikke i den sammenhæng synes der at foreligge en mere grundlæggende problematisering af spørgsmålet.

Behovet for at opretholde en bestemmelse, der kriminaliserer meddelelseshæleri både med hensyn til private oplysninger og oplysninger om andre forhold, der er kommet til offentlighedens eller udenforståendes kundskab gennem brud på tavshedspligten, beror på en afvejning af en række hensyn.

Forslagsstillerne finder, at hensynet til privatlivets fred samt til beskyttelse af følsomme personoplysninger taler afgørende for at opretholde et straffeværn mod videregivelse af sådanne oplysninger. En nærmere præcisering af, hvad der skal forstås ved private personlige oplysninger, fremgår af bemærkningerne nedenfor til lovforslagets enkelte bestemmelser. En sådan beskyttelse vil ligge i forlængelse af hensigten med forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Er der derimod tale om andre private oplysninger, herunder oplysninger om privates skatteforhold eller forhold vedrørende virksomheders produktionsplaner m.v., synes beskyttelsesbehovet ikke at kunne bære ud over strafbarheden for det tilgrundliggende tavshedsbrud. At tavshedspligten i disse forhold heller ikke har samme stramme karakter, viser det forhold, at sådanne oplysninger også i videre omfang kan videregives til andre myndigheder. Dette kan naturligvis diskuteres, men afgørende i så henseende må være hensynet til pressefriheden og den offentlige interesse, der hyppigt kan være forbundet med virksomheders eller private enkeltpersoners økonomiske dispositioner, hvis virkninger stort set altid har konsekvenser for mange mennesker. En meddelelseshæleribestemmelse kan desuden opfattes som en beskyttelse af virksomheders og privates mere eller mindre lovlige transaktioner.

Hensynet til pressefriheden synes imidlertid at slå helt afgørende igennem, når der er tale om hensynet til offentlige interesser, der fører til tavshedspligtsbrud. Meddelelseshæleri i sådanne tavshedspligtsbrud har flere betænkelige virkninger. Dels pålægges navnlig journalister at tage stilling til, hvorvidt eksempelvis anonymt fremsendte oplysninger i den givne situation er tavshedsbelagte, dels fremtræder kriminaliseringen af videregivelsen som en ubegrundet ekstra sikring mod selve det tilgrundliggende tavshedspligtsbrud, der jo faktisk har fundet sted som en forudsætning for »hælerens« videregivelse.

Ifølge tavshedspligtsudvalgets betænkning, bilag 10, s. 434, har den dagældende bestemmelse i straffelovens § 152, stk. 5, været bragt i anvendelse i 3 sager i henholdsvis 1976, 1977 og 1978.

Alle tre afgørelser straffer henholdsvis redaktører og journalister, der offentliggjorde fortrolige oplysninger. I den ene sag drejede det sig om visse skatteoplysninger, og de to andre sager angik en aftale mellem en kommunalbestyrelse og en privat virksomhed om et kommunalt grundsalg m.v. Endelig fremkom i sommeren 1986 i et formiddagsblad oplysninger om en udlandsdanskers skatteforhold, og en journalist blev sigtet i sagen, men sigtelsen blev senere frafaldet. I sagen forelå der umiddelbart kun en krænkelse af private interesser, offentliggørelsen af skatteoplysninger, men ikke desto mindre blev sigtelsen rejst udelukkende på foranledning af det offentlige, uagtet overtrædelser af meddelelseshæleribestemmelsen i straffelovens § 264 c var undergivet privat påtale eller betinget offentlig påtale, jf. § 275.

Det synes således, som om bestemmelsen i den dagældende § 152, stk. 5, (§ 152 d) i en vis udstrækning er ved at finde et anvendelsesområde, der ikke har været tilsigtet. Dertil kommer, at videregivelse i dagspressen gør efterforskning og opklaring af denne lovovertrædelse til en forholdsvis ukompliceret opgave. Dermed henledes opmærksomheden først og fremmest på pressens brug af tavshedsbelagte oplysninger, mens enkeltpersoners mere skjulte udnyttelse er betydeligt vanskeligere at konstatere og opklare. Endelig lægger kriminaliseringen af videregivelsen op til betænkeligheder i forhold til den journalistiske kildebeskyttelse, idet det som anført er ukompliceret at finde frem til gerningsmanden for så vidt angår § 152 d, mens det i kraft af kildebeskyttelsesreglerne, jf. retsplejelovens § 172, oftest kan være vanskeligt at opspore det underliggende tavshedsbrud, der derved forbliver uopklaret, mens videregivelsen forfølges.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad § 152 d, stk. 1.

Bestemmelsens anvendelsesområde begrænses til uberettiget fremskaffelse og udnyttelse af alle oplysninger, der i henhold til § 152, stk. 3, er fortrolige. Herefter straffes fremskaffelse og udnyttelse af såvel offentlige som private fortrolige oplysninger, når dette er uberettiget og i øvrigt ikke kan straffes som medvirken.

Ad § 152 d, stk. 2.

Bestemmelsen straffer udelukkende uberettiget videregivelse af private personlige oplysninger af den i forvaltningslovens § 28, stk. 1, nævnte karakter. Andre fortrolige oplysninger kan herefter videregives straffrit.

Efter 2. behandling den 22. maj 1990

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september

1986, som ændret senest ved lov nr. 373 af 7. juni 1989, foretages

følgende ændring

§ 152 d affattes således

»§ 152 d. Bestemmelserne i §§ 152-152 c finder tilsvarende anvendelse på den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, der er fremkommet ved en sådan overtrædelse.

Stk. 2. Med samme straf straffes den, der uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, som er fremkommet ved overtrædelse af §§ 152-152 c.

Stk. 3. På samme måde straffes den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.«

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6.

september 1986, som ændret senest ved lov nr. 373 af 7. juni 1989,

foretages følgende ændring

Ingen

Nr LSF 111

Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Meddelelseshæleri)

Fremsat af Leif Hermann (SF) Margrete Auken (SF) Tommy Dinesen (SF) Gert Petersen (SF) Ebba Strange (SF)

den 15. december 1989

Vedtaget ved tredjebehandling den 30. maj 1990

Lov nr. 399 af 13/06/1990