1989 LSF 106 FORSLAG TIL LOV OM HANDELSAGENTER OG HANDELSREJSENDE

Artikel 1

1. De i dette direktiv fastsatte harmoniseringsforanstaltninger finder anvendelse på medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forholdet mellem handelsagenter og disses agenturgivere.

2. Ved handelsagent forstås i dette direktiv en selvstændig mellemmand, som er vedvarende antaget til at formidle salg eller køb af varer for en anden person, i det følgende benævnt agenturgiveren, eller til at formidle og afslutte sådanne forretninger i agenturgiverens navn og for dennes regning.

3. En handelsageant i henhold til dette direktiv kan bl.a. ikke være

- en person, som ved stillingsbemyndigelse kan forpligte et selskab eller en sammenslutning;

- en medindehaver, der er lovligt bemyndiget til at forpligte de øvrige medindehavere;

- en af retten udmeldt bestyrer, likvidator eller kurator i et konkursbo.

Bilag 1

RÅDETS DIREKTIV

af 18. december 1986

om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter

(86/653/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE

FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, og artikel 100,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (* 2),

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg (* 3), og

ud fra følgende betragtninger

Begrænsningerne i etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser for formidlervirksomhed inden for handel, industri og håndværk blev ophævet ved direktiv 64/224/EØF (* 4);

inden for Fællesskabet har forskellene mellem de nationale lovgivninger om handelsagentur mærkbar indflydelse på konkurrencevilkårene og på de vilkår, hvorunder dette hverv udøves, og de kan have uheldig indflydelse på handelsagenters retsbeskyttelse i forhold til deres agenturgivere samt på retssikkerheden i handelssamkvemmet; desuden vanskeliggør disse forskelle i mærkbart omfang indgåelse og gennemførelse af aftaler om handelsagentur mellem en agenturgiver og en handelsagent med forretningssted i forskellige medlemsstater;

samhandelen mellem medlemsstaterne bør foregå på samme vilkår som på et enhedsmarked, hvilket indebærer en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes retssystemer, for så vidt det er nødvendigt af hensyn til fællesmarkedets funktion; reglerne om lovkonflikter fjerner ikke de omtalte ulemper for handelsagentur, selv ikke efter udarbejdelse af ensartede regler, og gør derfor ikke den foreslåede harmonisering overflødig;

i denne henseende er det først og fremmest retsforholdet mellem handelsagenten og agenturgiveren, der bør tages i betragtning;

der bør ved harmonisering på et stadigt stigende niveau af medlemsstaternes lovgivning om handelsagenter tages udgangspunkt i principperne i artikel 117 i traktaten;

for visse medlemsstater, for hvilke det kræver en særlig indsats at tilpasse deres lovgivning til direktivets krav, navnlig vedrørende godtgørelsen efter ophør af kontraktforholdet mellem agenturgiveren og handelsagenten, bør der gælde længere overgangsfrister -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

Kapitel 1

Lovens fravigelighed

Kapitel 1

Lovens fravigelighed

Kapitel 1

Lovens fravigelighed

§ 1. Loven kan fraviges ved aftale, medmindre andet er angivet i loven. Reglerne i kapitel 3 kan desuden fraviges ved sædvane.

Stk. 2. De regler i §§ 22 og 25-27, der ikke kan fraviges til skade for handelsagenten, kan heller ikke ved en lovvalgsaftale fraviges til skade for agenten, hvis forholdet uden lovvalgsaftalen ville være underkastet denne lov.

Stk. 3. Finder dansk ret anvendelse i et tilfælde, hvor handelsagentens hverv for agenturgiveren ifølge kontraktens bestemmelser ikke skal udføres i et land, der er medlem af EF eller EFTA, eller i et af de nordiske lande, kan parterne fravige alle bestemmelser i denne lov. §§ 22 og 25-27 kan dog ikke fraviges, hvis der i det land, hvor handelsagentens hverv skal udføres, eller hvor handelsagenten er hjemmehørende, gælder ufravigelige regler om opsigelse og godtgørelse i agenturforhold.

§ 1. Loven kan fraviges ved aftale, medmindre andet er angivet i loven. Reglerne i kapitel 3 kan desuden fraviges ved sædvane.

Stk. 2. De regler i §§ 22 og 25-27, der ikke kan fraviges til skade for handelsagenten, kan heller ikke ved en lovvalgsaftale fraviges til skade for agenten, hvis forholdet uden lovvalgsaftalen ville være underkastet denne lov.

Stk. 3. Finder dansk ret anvendelse i et tilfælde, hvor handelsagentens hverv for agenturgiveren ifølge kontraktens bestemmelser ikke skal udføres i et land, der er medlem af EF eller EFTA, eller i et af de nordiske lande, kan parterne fravige alle bestemmelser i denne lov. §§ 22 og 25-27 kan dog ikke fraviges, hvis der i det land, hvor handelsagentens hverv skal udføres, eller hvor handelsagenten er hjemmehørende, gælder ufravigelige regler om opsigelse og godtgørelse i agenturforhold.

§ 1. Loven kan fraviges ved aftale, medmindre andet er angivet i loven. Reglerne i kapitel 3 kan desuden fraviges ved sædvane.

Stk. 2. De regler i §§ 22 og 25-27, der ikke kan fraviges til skade for handelsagenten, kan heller ikke ved en lovvalgsaftale fraviges til skade for agenten, hvis forholdet uden lovvalgsaftalen ville være underkastet denne lov.

Stk. 3. Finder dansk ret anvendelse i et tilfælde, hvor handelsagentens hverv for agenturgiveren ifølge kontraktens bestemmelser ikke skal udføres i et land, der er medlem af EF eller EFTA, eller i et af de nordiske lande, kan parterne fravige alle bestemmelser i denne lov. §§ 22 og 25-27 kan dog ikke fraviges, hvis der i det land, hvor handelsagentens hverv skal udføres, eller hvor handelsagenten er hjemmehørende, gælder ufravigelige regler om opsigelse og godtgørelse i agenturforhold.

Artikel 2

1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på

- handelsagenter, som ikke modtager vederlag for deres virksomhed;

- handelsagenter, i det omfang de arbejder på varebørser eller råvaremarkeder;

- det organ, der er kendt under betegnelsen »Crown Agents for Oversea Governments and Administrations«, og som er oprettet i Det forenede Kongerige i medfør af loven af 1979 om »Crown Agents«, eller dettes datterselskaber.

2. Hver medlemsstat kan fastsætte, at direktivet ikke skal finde anvendelse på personer, hvis virksomhed som handelsagent anses for at være en bibeskæftigelse ifølge loven i denne medlemsstat.

Kapitel 2

Handelsagenter

Kapitel 2

Handelsagenter

Kapitel 2

Handelsagenter

§ 2. Ved en handelsagent forstås i denne lov den, som for en anden (agenturgiveren) mod vederlag har påtaget sig for dennes regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varer ved at indhente tilbud (ordre) til agenturgiveren eller ved i dennes navn at indgå aftale herom.

§ 2. Ved en handelsagent forstås i denne lov den, som for en anden (agenturgiveren) mod vederlag har påtaget sig for dennes regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varer ved at indhente tilbud (ordre) til agenturgiveren eller ved i dennes navn at indgå aftale herom.

§ 2. Ved en handelsagent forstås i denne lov den, som for en anden (agenturgiveren) mod vederlag har påtaget sig for dennes regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varer ved at indhente tilbud (ordre) til agenturgiveren eller ved i dennes navn at indgå aftale herom.

Artikel 3

1. Handelsagenten skal under udøvelsen af sin virksomhed varetage agenturgiverens interesser og handle loyalt og redeligt.

2. Handelsagenten skal især

a) på passende vis bestræbe sig på at formidle og i givet fald afslutte de ham pålagte forretninger;

b) give agenturgiveren alle de nødvendige oplysninger, han er i besiddelse af;

c) overholde rimelige instrukser fra agenturgiveren.

Kapitel 3

Handelsrejsende

Kapitel 3

Handelsrejsende

Kapitel 3

Handelsrejsende

§ 3. Agenturgiveren og handelsagenten har ret til fra den anden part at modtage et underskrevet dokument, der angiver agenturaftalens vilkår, herunder eventuelle senere aftalte vilkår.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 3. Agenturgiveren og handelsagenten har ret til fra den anden part at modtage et underskrevet dokument, der angiver agenturaftalens vilkår, herunder eventuelle senere aftalte vilkår.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 3. Agenturgiveren og handelsagenten har ret til fra den anden part at modtage et underskrevet dokument, der angiver agenturaftalens vilkår, herunder eventuelle senere aftalte vilkår.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges ved aftale.

Artikel 4

1. Agenturgiveren skal over for handelsagenten handle loyalt og redeligt.

2. Agenturgiveren skal især

a) stille det nødvendige materiale, som vedrører de pågældende varer, til rådighed for handelsagenten;

b) skaffe handelsagenten de oplysninger, som er nødvendige for agenturkontraktens gennemførelse, navnlig underrette ham inden for en rimelig frist, så snart agenturgiveren kan forudse, at agenturforretningernes omfang bliver væsentligt mindre end det, handelsagenten normalt kunne have forventet.

3. Agenturgiveren skal inden for en rimelig frist underrette handelsagenten om sin accept eller sit afslag eller om manglende gennemførelse af en agenturforretning, som denne har formidlet.

Kapitel 4

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

Kapitel 4

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

Kapitel 4

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 4. Handelsagenten skal ved udførelsen af sit hverv varetage agenturgiverens interesser og handle loyalt og redeligt.

Stk. 2. Handelsagenten skal især

1) foretage rimelige bestræbelser for at indhente tilbud og, ved bemyndigelse hertil, indgå aftale vedrørende de forretninger, der er omfattet af agenturforholdet,

2) underrette agenturgiveren om indhentet tilbud eller indgået aftale og om andre forhold, som agenten har kendskab til, og som agenturgiveren bør kende, og

3) følge rimelige forskrifter fra agenturgiveren.

Stk. 3. Stk. 1-2 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 4. Handelsagenten skal ved udførelsen af sit hverv varetage agenturgiverens interesser og handle loyalt og redeligt.

Stk. 2. Handelsagenten skal især

1) foretage rimelige bestræbelser for at indhente tilbud og, ved bemyndigelse hertil, indgå aftale vedrørende de forretninger, der er omfattet af agenturforholdet,

2) underrette agenturgiveren om indhentet tilbud eller indgået aftale og om andre forhold, som agenten har kendskab til, og som agenturgiveren bør kende, og

3) følge rimelige forskrifter fra agenturgiveren.

Stk. 3. Stk. 1-2 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 4. Handelsagenten skal ved udførelsen af sit hverv varetage agenturgiverens interesser og handle loyalt og redeligt.

Stk. 2. Handelsagenten skal især

1) foretage rimelige bestræbelser for at indhente tilbud og, ved bemyndigelse hertil, indgå aftale vedrørende de forretninger, der er omfattet af agenturforholdet,

2) underrette agenturgiveren om indhentet tilbud eller indgået aftale og om andre forhold, som agenten har kendskab til, og som agenturgiveren bør kende, og

3) følge rimelige forskrifter fra agenturgiveren.

Stk. 3. Stk. 1-2 kan ikke fraviges ved aftale.

Artikel 5

Parterne kan ikke fravige artikel 3 og 4.

§ 5. Agenturgiveren skal handle loyalt og redeligt over for handelsagenten.

Stk. 2. Agenturgiveren skal især

1) stille det nødvendige materiale vedrørende de pågældende varer til rådighed for handelsagenten,

2) skaffe agenten de oplysninger, der er nødvendige for hvervets gennemførelse, og

3) inden for en rimelig frist underrette agenten om accept af eller afslag på tilbud, som denne har indsendt, og om manglende gennemførelse af en aftale, som agenten har formidlet.

Stk. 3. Hvis agenturgiveren kan forudse, at agenturforretningerne bliver af væsentlig mindre omfang, end handelsagenten normalt kunne have forventet, skal agenturgiveren inden for en rimelig frist underrette agenten herom.

Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 5. Agenturgiveren skal handle loyalt og redeligt over for handelsagenten.

Stk. 2. Agenturgiveren skal især

1) stille det nødvendige materiale vedrørende de pågældende varer til rådighed for handelsagenten,

2) skaffe agenten de oplysninger, der er nødvendige for hvervets gennemførelse, og

3) inden for en rimelig frist underrette agenten om accept af eller afslag på tilbud, som denne har indsendt, og om manglende gennemførelse af en aftale, som agenten har formidlet.

Stk. 3. Hvis agenturgiveren kan forudse, at agenturforretningerne bliver af væsentlig mindre omfang, end handelsagenten normalt kunne have forventet, skal agenturgiveren inden for en rimelig frist underrette agenten herom.

Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke fraviges ved aftale.

§ 5. Agenturgiveren skal handle loyalt og redeligt over for handelsagenten.

Stk. 2. Agenturgiveren skal især

1) stille det nødvendige materiale vedrørende de pågældende varer til rådighed for handelsagenten,

2) skaffe agenten de oplysninger, der er nødvendige for hvervets gennemførelse, og

3) inden for en rimelig frist underrette agenten om accept af eller afslag på tilbud, som denne har indsendt, og om manglende gennemførelse af en aftale, som agenten har formidlet.

Stk. 3. Hvis agenturgiveren kan forudse, at agenturforretningerne bliver af væsentlig mindre omfang, end handelsagenten normalt kunne have forventet, skal agenturgiveren inden for en rimelig frist underrette agenten herom.

Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke fraviges ved aftale.

Artikel 6

1. Såfremt parterne ikke har truffet nogen aftale herom og med forbehold af medlemsstaternes ufravigelige retsforskrifter om vederlagets størrelse, har handelsagenten ret til det vederlag, som på det sted, hvor han udøver sin virksomhed, er sædvanligt for agenter for varer af den art, som er genstand for agenturkontrakten. Er der ikke på stedet noget sådant sædvanligt vederlag, har handelsagenten ret til et rimeligt vederlag, hvorved alle de forretningen vedrørende omstændigheder tages i betragtning.

2. Enhver del af vederlaget, der varierer efter forretningernes antal eller størrelse, betragtes ved anvendelsen af dette direktiv som provision.

3. Artikel 7 til 12 finder kun anvendelse, såfremt handelsagenten helt eller delvis betales gennem provision.

§ 6. Forsømmer handelsagenten eller agenturgiveren sine pligter over for den anden part, har denne ret til erstatning for den herved forvoldte skade.

Stk. 2. Den, der vil kræve erstatning, skal underrette den anden part herom uden ugrundet ophold, efter at den pågældende fik eller burde have fået kendskab til forsømmelsen og skaden. I modsat fald fortabes retten til erstatning.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den anden part har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

§ 6. Forsømmer handelsagenten eller agenturgiveren sine pligter over for den anden part, har denne ret til erstatning for den herved forvoldte skade.

Stk. 2. Den, der vil kræve erstatning, skal underrette den anden part herom uden ugrundet ophold, efter at den pågældende fik eller burde have fået kendskab til forsømmelsen og skaden. I modsat fald fortabes retten til erstatning.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den anden part har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

§ 6. Forsømmer handelsagenten eller agenturgiveren sine pligter over for den anden part, har denne ret til erstatning for den herved forvoldte skade.

Stk. 2. Den, der vil kræve erstatning, skal underrette den anden part herom uden ugrundet ophold, efter at den pågældende fik eller burde have fået kendskab til forsømmelsen og skaden. I modsat fald fortabes retten til erstatning.

Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den anden part har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Artikel 7

1. Handelsagenten har ret til provision af en agenturforretning, der afsluttes i agenturkontraktperioden,

a) såfremt den er afsluttet ved hans medvirken, eller

b) såfremt den er afsluttet med en tredjemand, som han tidligere har skaffet som kunde for så vidt angår lignende forretninger.

2. For forretninger, der afsluttes i agenturkontraktperioden, har handelsagenten ligeledes ret til provision,

- såfremt han har fået overdraget et bestemt geografisk område eller en bestemt kundekreds, eller

- såfremt han har eneret med hensyn til et bestemt område eller en bestemt kundekreds,

og forretningen er afsluttet med en kunde, der hører til dette område eller denne kundekreds.

Medlemsstaterne indfører et af de ovennævnte to led omhandlede alternativer i deres lovgivning.

§ 7. Hvis handelsagenten har varer på lager til salg for agenturgiveren eller indkøbt for denne, har agenten de samme pligter og rettigheder med hensyn til varerne, som handelskommissionæren har efter kommissionslovens kapitel II.

Provision

§ 7. Hvis handelsagenten har varer på lager til salg for agenturgiveren eller indkøbt for denne, har agenten de samme pligter og rettigheder med hensyn til varerne, som handelskommissionæren har efter kommissionslovens kapitel II.

Provision

§ 7. Hvis handelsagenten har varer på lager til salg for agenturgiveren eller indkøbt for denne, har agenten de samme pligter og rettigheder med hensyn til varerne, som handelskommissionæren har efter kommissionslovens kapitel II.

Provision

Artikel 8

Handelsagenten har ret til provision af en agenturforretning, som er afsluttet efter kontraktens ophør,

a) såfremt forretningen hovedsagelig er bragt i stand ved ved den virksomhed, han har udfoldet i agenturkontraktperioden, og den afsluttes inden for en rimelig tid efter kontraktens ophør, eller

b) såfremt agenturgiveren eller handelsagenten, i overensstemmelse med betingelserne i artikel 7, har modtaget tredjemands ordre før agenturkontraktens ophør.

§ 8. Er vederlagets størrelse ikke aftalt, har handelsagenten ret til vederlag i overensstemmelse med, hvad der på det sted, hvor agenten udøver sin virksomhed, er sædvanligt for agenter for varer af den pågældende art. I mangel af sådan sædvane har agenten ret til et vederlag, der er rimeligt under hensyn til samtlige omstændigheder, der vedrører forretningen.

§ 8. Er vederlagets størrelse ikke aftalt, har handelsagenten ret til vederlag i overensstemmelse med, hvad der på det sted, hvor agenten udøver sin virksomhed, er sædvanligt for agenter for varer af den pågældende art. I mangel af sådan sædvane har agenten ret til et vederlag, der er rimeligt under hensyn til samtlige omstændigheder, der vedrører forretningen.

§ 8. Er vederlagets størrelse ikke aftalt, har handelsagenten ret til vederlag i overensstemmelse med, hvad der på det sted, hvor agenten udøver sin virksomhed, er sædvanligt for agenter for varer af den pågældende art. I mangel af sådan sædvane har agenten ret til et vederlag, der er rimeligt under hensyn til samtlige omstændigheder, der vedrører forretningen.

Artikel 9

Handelsagenten har ikke ret til den i artikel 7 omhandlede provision, hvis den foregående agent i medfør af artikel 8 har erhvervet ret dertil, medmindre det i betragtning af omstændighederne er rimeligt at dele provisionen mellem agenterne.

§ 9. Handelsagenten har ret til provision af en aftale, som indgås, mens agenturforholdet består, hvis

1) aftalen er kommet i stand ved agentens medvirken,

2) aftalen uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, som agenten tidligere har skaffet som kunde for så vidt angår lignende aftaler, eller

3) agenten har fået overdraget et bestemt geografisk område eller en bestemt kundekreds og aftalen uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, der hører til området eller kundekredsen.

§ 9. Handelsagenten har ret til provision af en aftale, som indgås, mens agenturforholdet består, hvis

1) aftalen er kommet i stand ved agentens medvirken,

2) aftalen uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, som agenten tidligere har skaffet som kunde for så vidt angår lignende aftaler, eller

3) agenten har fået overdraget et bestemt geografisk område eller en bestemt kundekreds, og aftalen uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, der hører til området eller kundekredsen.

§ 9. Handelsagenten har ret til provision af en aftale, som indgås, mens agenturforholdet består, hvis

1) aftalen er kommet i stand ved agentens medvirken,

2) aftalen uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, som agenten tidligere har skaffet som kunde for så vidt angår lignende aftaler, eller

3) agenten har fået overdraget et bestemt geografisk område eller en bestemt kundekreds og aftalen uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, der hører til området eller kundekredsen.

Artikel 10

1. Retten til provision erhverves, så snart og i det omfang en af følgende begivenheder indtræffer

a) agenturgiveren har gennemført forretningen, eller

b) agenturgiveren i henhold til aftalen med tredjemand skulle have gennemført forretningen, eller

c) tredjemand har gennemført forretningen.

2. Retten til provision erhverves senest, når tredjemand har gennemført sin del af forretningen eller skulle have gjort dette, såfremt agenturgiveren havde gennemført sin del deraf.

3. Provisionen skal afregnes senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, hvor retten hertil blev erhvervet.

4. Stk. 2 og 3 kan ikke ved aftale fraviges til skade for handelsagenten.

§ 10. Indgås aftalen under omstændigheder som nævnt i § 9, nr. 1-3, efter agenturforholdets ophør, har handelsagenten ret til provision, hvis tredjemands tilbud er kommet frem til agenten eller agenturgiveren inden agenturforholdets ophør.

Stk. 2. Handelsagenten har endvidere ret til provision, hvis aftalen hovedsagelig er bragt i stand ved dennes virksomhed under agenturforholdets beståen og den er indgået inden for rimelig tid efter forholdets ophør.

Stk. 3. En tiltrædende handelsagent har ikke ret til provision efter § 9 af en aftale, for hvilken den foregående agent har ret til provision efter stk. 1-2, medmindre det på grund af omstændighederne er rimeligt at dele provisionen mellem agenterne.

§ 10. Indgås aftalen under omstændigheder som nævnt i § 9, nr. 1-3, efter agenturforholdets ophør, har handelsagenten ret til provision, hvis tredjemands tilbud er kommet frem til agenten eller agenturgiveren inden agenturforholdets ophør.

Stk. 2. Handelsagenten har endvidere ret til provision, hvis aftalen hovedsagelig er bragt i stand ved dennes virksomhed under agenturforholdets beståen, og den er indgået inden for rimelig tid efter forholdets ophør.

Stk. 3. En tiltrædende handelsagent har ikke ret til provision efter § 9 af en aftale, for hvilken den foregående agent har ret til provision efter stk. 1-2, medmindre det på grund af omstændighederne er rimeligt at dele provisionen mellem agenterne.

§ 10. Indgås aftalen under omstændigheder som nævnt i § 9, nr. 1-3, efter agenturforholdets ophør, har handelsagenten ret til provision, hvis tredjemands tilbud er kommet frem til agenten eller agenturgiveren inden agenturforholdets ophør.

Stk. 2. Handelsagenten har endvidere ret til provision, hvis aftalen hovedsagelig er bragt i stand ved dennes virksomhed under agenturforholdets beståen og den er indgået inden for rimelig tid efter forholdets ophør.

Stk. 3. En tiltrædende handelsagent har ikke ret til provision efter § 9 af en aftale, for hvilken den foregående agent har ret til provision efter stk. 1-2, medmindre det på grund af omstændighederne er rimeligt at dele provisionen mellem agenterne.

Artikel 11

1. Retten til provision kan kun bortfalde, hvis og i det omfang

- det godtgøres, at kontrakten mellem tredjemand og agenturgiver ikke gennemføres, og

- den manglende gennemførelse ikke skyldes omstændigheder, som kan tilregnes agenturgiveren.

2. De provisionsbeløb, som handelsagenten allerede har modtaget, tilbagebetales, hvis retten hertil er bortfaldet.

3. Stk. 1 kan ikke ved aftale fraviges til skade for handelsagenten.

§ 11. Retten til provision forfalder, så snart og i det omfang en af følgende omstændigheder foreligger

1) Agenturgiveren har eller skulle ifølge aftalen med tredjemand have leveret varen eller betalt købesummen.

2) Tredjemand har betalt købesummen eller leveret varen eller skulle have foretaget sådan opfyldelse ifølge aftalen med agenturgiveren, hvis denne havde opfyldt sin del af aftalen.

Stk. 2. En aftale, hvorefter provisionen forfalder på et senere tidspunkt, end hvad der følger af stk. 1, nr. 2, er ugyldig.

§ 11. Retten til provision forfalder, så snart og i det omfang en af følgende omstændigheder foreligger

1) Agenturgiveren har eller skulle ifølge aftalen med tredjemand have leveret varen eller betalt købesummen.

2) Tredjemand har betalt købesummen eller leveret varen eller skulle have foretaget sådan opfyldelse ifølge aftalen med agenturgiveren, hvis denne havde opfyldt sin del af aftalen.

Stk. 2. En aftale, hvorefter provisionen forfalder på et senere tidspunkt, end hvad der følger af stk. 1, nr. 2, er ugyldig.

§ 11. Retten til provision forfalder, så snart og i det omfang en af følgende omstændigheder foreligger

1) Agenturgiveren har eller skulle ifølge aftalen med tredjemand have leveret varen eller betalt købesummen.

2) Tredjemand har betalt købesummen eller leveret varen eller skulle have foretaget sådan opfyldelse ifølge aftalen med agenturgiveren, hvis denne havde opfyldt sin del af aftalen.

Stk. 2. En aftale, hvorefter provisionen forfalder på et senere tidspunkt, end hvad der følger af stk. 1, nr. 2, er ugyldig.

Artikel 12

1. Senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, hvor provisionen er erhvervet, sender agenturgiveren handelsagenten en nota over erhvervet provision. Denne nota skal indeholde alle væsentlige oplysninger, der har tjent som grundlag for beregning af provisionsbeløbene.

2. Handelsagenten har ret til at kræve, at der gives ham alle de oplysninger, især uddrag af rengskabet, der er til rådighed for agenturgiveren, og som er nødvendige for, at agenten kan efterprøve rigtigheden af de provisionsbeløb, der tilkommer ham.

3. Stk. 1 og 2 kan ikke ved aftale fraviges til skade for handelsagenten.

4. Dette direktiv berører ikke de nationale bestemmelser i de medlemsstater, der anerkender handelsagentens ret til indsigt med agenturgiverens regnskaber.

§ 12. Provisionen skal betales senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt, jf. § 11.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

§ 12. Provisionen skal betales senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt, jf. § 11.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

§ 12. Provisionen skal betales senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt, jf. § 11.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Artikel 13

1. Hver af parterne har på begæring ret til fra den anden part at modtage et underskrevet dokument med angivelse af kontraktens vilkår, herunder eventuelle senere aftalte vilkår. Der kan ikke gives afkald på denne ret.

2. Uanset stk. 1 kan en medlemsstat foreskrive, at en agenturkontrakt kun er gyldig, hvis den er indgået skriftligt.

§ 13. Agenturgiveren skal senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt, sende handelsagenten en nota vedrørende den provision, der forfaldt i kvartalet, jf. § 11. Denne nota skal indeholde alle væsentlige oplysninger, der har tjent som grundlag for beregning af provisionsbeløbene.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

§ 13. Agenturgiveren skal senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt, sende handelsagenten en nota vedrørende den provision, der forfaldt i kvartalet, jf. § 11. Denne nota skal indeholde alle væsentlige oplysninger, der har tjent som grundlag for beregning af provisionsbeløbene.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

§ 13. Agenturgiveren skal senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt, sende handelsagenten en nota vedrørende den provision, der forfaldt i kvartalet, jf. § 11. Denne nota skal indeholde alle væsentlige oplysninger, der har tjent som grundlag for beregning af provisionsbeløbene.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Artikel 14

Er en kontrakt indgået for en bestemt periode, og videreføres den efter periodens udløb af de to parter, anses den for ændret til en kontrakt, der er indgået på ubestemt tid.

§ 14. Handelsagentens krav på provision bortfalder kun, hvis det godtgøres, at aftalen mellem agenturgiveren og tredjemand ikke opfyldes, og dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren.

Stk. 2. Er tredjemands manglende opfyldelse en følge af, at agenturgiveren uden handelsagentens samtykke har givet tredjemand henstand med opfyldelse af aftalen eller har indgået overenskomst om ophævelse af denne, påvirker dette ikke agentens krav på provision.

Stk. 3. Opfyldes tredjemands forpligtelse efter aftalen kun delvis, har handelsagenten kun krav på provision af den del, der er opfyldt, medmindre andet følger af stk. 1-2.

Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Stk. 5. Bortfalder provisionskravet efter stk. 1, skal handelsagenten tilbagebetale modtagne provisionsbeløb.

§ 14. Handelsagentens krav på provision bortfalder kun, hvis det godtgøres, at aftalen mellem agenturgiveren og tredjemand ikke opfyldes, og dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren.

Stk. 2. Er tredjemands manglende opfyldelse en følge af, at agenturgiveren uden handelsagentens samtykke har givet tredjemand henstand med opfyldelse af aftalen eller har indgået overenskomst om ophævelse af denne, påvirker dette ikke agentens krav på provision.

Stk. 3. Opfyldes tredjemands forpligtelse efter aftalen kun delvist, har handelsagenten kun krav på provision af den del, der er opfyldt, medmindre andet følger af stk. 1-2.

Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Stk. 5. Bortfalder provisionskravet efter stk. 1, skal handelsagenten tilbagebetale modtagne provisionsbeløb.

§ 14. Handelsagentens krav på provision bortfalder kun, hvis det godtgøres, at aftalen mellem agenturgiveren og tredjemand ikke opfyldes, og dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren.

Stk. 2. Er tredjemands manglende opfyldelse en følge af, at agenturgiveren uden handelsagentens samtykke har givet tredjemand henstand med opfyldelse af aftalen eller har indgået overenskomst om ophævelse af denne, påvirker dette ikke agentens krav på provision.

Stk. 3. Opfyldes tredjemands forpligtelse efter aftalen kun delvis, har handelsagenten kun krav på provision af den del, der er opfyldt, medmindre andet følger af stk. 1-2.

Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Stk. 5. Bortfalder provisionskravet efter stk. 1, skal handelsagenten tilbagebetale modtagne provisionsbeløb.

Artikel 15

1. Såfremt kontrakten er indgået på ubestemt tid, kan hver af parterne opsige den med et opsigelsesvarsel.

2. Opsigelsesvarslet er for det første år af kontraktperioden på en måned, for det påbegyndte andet år af kontraktperioden på to måneder, for det påbegyndte tredje og for de følgende år af kontraktperioden på tre måneder. Parterne kan ikke aftale kortere opsigelsesvarsler.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte opsigelsesvarslet for det fjerde år af kontraktperioden til fire måneder, for det femte år af kontraktperioden til fem måneder og for det sjette og alle følgende år af kontraktperioden til seks måneder. De kan fastsætte, at parterne ikke kan aftale kortere opsigelsesvarsler.

4. Aftaler parterne længere opsigelsesvarsler end de i stk. 2 og 3 nævnte, må opsigelsesvarslet ikke være kortere ved opsigelse fra agenturgiverens side end ved opsigelse fra handelsagentens side.

5. Medmindre parterne har truffet anden aftale, skal opsigelse ske til udgangen af en kalendermåned.

6. Denne artikel anvendes på en kontrakt, der er indgået for en bestemt periode, og som i medfør af artikel 14 ændres til en kontrakt, der er indgået på ubestemt tid, således at der ved beregningen af opsigelsevarslet også tages hensyn til den forudgående bestemte periode.

§ 15. Handelsagenten kan fra agenturgiveren kræve alle oplysninger, herunder uddrag af forretningsbøger, som agenturgiveren har rådighed over, og som er nødvendige for, at agenten kan efterprøve, om provisionsnotaen angiver de provisionsbeløb, der tilkommer agenten.

Stk. 2. Afslår agenturgiveren at give de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, eller er der begrundet tvivl om rigtigheden af disse eller af provisionsnotaen, kan handelsagenten kræve, at agenturgiveren efter dennes valg giver agenten eller en af agenten udpeget statsautoriseret eller registreret revisor adgang til at undersøge uddrag af agenturgiverens forretningsbøger.

Stk. 3. Oplysningspligten efter stk. 1-2 gælder ikke, hvis der herved vil fremkomme oplysninger om forhold, som agenturgiveren ville være fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens § 171.

Stk. 4. Stk. 1-2 kan ikke ved aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Forholdet til tredjemand

§ 15. Handelsagenten kan fra agenturgiveren kræve alle oplysninger, herunder uddrag af forretningsbøger, som agenturgiveren har rådighed over, og som er nødvendige for, at agenten kan efterprøve, om provisionsnotaen angiver de provisionsbeløb, der tilkommer agenten.

Stk. 2. Afslår agenturgiveren at give de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, eller er der begrundet tvivl om rigtigheden af disse eller af provisionsnotaen, kan handelsagenten kræve, at agenturgiveren efter dennes valg giver agenten eller en af agenten udpeget statsautoriseret eller registreret revisor adgang til at undersøge uddrag af agenturgiverens forretningsbøger.

Stk. 3. Oplysningspligten efter stk. 1-2 gælder ikke, hvis der herved vil fremkomme oplysninger om forhold, som agenturgiveren ville være fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens § 171.

Stk. 4. Stk. 1-2 kan ikke ved aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Forholdet til tredjemand

§ 15. Handelsagenten kan fra agenturgiveren kræve alle oplysninger, herunder uddrag af forretningsbøger, som agenturgiveren har rådighed over, og som er nødvendige for, at agenten kan efterprøve, om provisionsnotaen angiver de provisionsbeløb, der tilkommer agenten.

Stk. 2. Afslår agenturgiveren at give de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, eller er der begrundet tvivl om rigtigheden af disse eller af provisionsnotaen, kan handelsagenten kræve, at agenturgiveren efter dennes valg giver agenten eller en af agenten udpeget statsautoriseret eller registreret revisor adgang til at undersøge uddrag af agenturgiverens forretningsbøger.

Stk. 3. Oplysningspligten efter stk. 1-2 gælder ikke, hvis der herved vil fremkomme oplysninger om forhold, som agenturgiveren ville være fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. retsplejelovens § 171.

Stk. 4. Stk. 1-2 kan ikke ved aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Forholdet til tredjemand

Artikel 16

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes regler om adgang til at hæve kontrakten uden varsel

a) som følge af, at en af parterne helt eller delvis har undladt at opfylde sine forpligtelser,

b) som følge af ekstraordinære omstændigheder.

§ 16. Handelsagenten kan ikke uden agenturgiverens bemyndigelse indgå aftale, der binder agenturgiveren.

Stk. 2. Har handelsagenten uden bemyndigelse indgået en aftale, som agenturgiveren ikke vil godkende, skal agenturgiveren meddele dette til tredjemand uden ugrundet ophold efter at have modtaget underretning om aftalen. Undlader agenturgiveren dette, er han bundet af aftalen, hvis tredjemand ved aftalens indgåelse var i god tro med hensyn til handelsagentens bemyndigelse.

§ 16. Handelsagenten kan ikke uden agenturgiverens bemyndigelse indgå aftale, der binder agenturgiveren.

Stk. 2. Har handelsagenten uden bemyndigelse indgået en aftale, som agenturgiveren ikke vil godkende, skal agenturgiveren meddele dette til tredjemand uden ugrundet ophold efter at have modtaget underretning om aftalen. Undlader agenturgiveren dette, er han bundet af aftalen, hvis tredjemand ved aftalens indgåelse var i god tro med hensyn til handelsagentens bemyndigelse.

§ 16. Handelsagenten kan ikke uden agenturgiverens bemyndigelse indgå aftale, der binder agenturgiveren.

Stk. 2. Har handelsagenten uden bemyndigelse indgået en aftale, som agenturgiveren ikke vil godkende, skal agenturgiveren meddele dette til tredjemand uden ugrundet ophold efter at have modtaget underretning om aftalen. Undlader agenturgiveren dette, er han bundet af aftalen, hvis tredjemand ved aftalens indgåelse var i god tro med hensyn til handelsagentens bemyndigelse.

Artikel 17

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at handelsagenten ved kontraktforholdets ophør får godtgørelse i henhold til stk. 2 eller skadeserstatning i henhold til stk. 2 eller skadeserstatning i henhold til stk. 3.

2. a) Handelsagenten har ret til en godtgørelse, såfremt og i det omfang - han har skaffet agenturgiveren nye kunder eller i betydeligt omfang har øget forretningerne med den bestående kundekreds, og forretningsforbindelserne med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og - betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig handelsagentens tab af provision af forretninger med disse kunder. Medlemsstaterne kan fastsætte, at disse omstændigheder ligeledes kan omfatte anvendelse af en konkurrenceklausul som defineret i artikel 20. b) Godtgørelsen kan ikke overstige et beløb svarende til en årlig godtgørelse, der beregnes på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de sidste fem år; hvis kontrakten er indgået for mindre end fem år siden, beregnes godtgørelsen på grundlag af det gennemsnitlige vederlag i perioden. c) Ydelse af denne godtgørelse er ikke til hinder for, at agenten kan påberåbe sig skadeserstatning.

3. Handelsagenten har ret til erstatning for den skade, som ophøret af hans forhold til agenturgiveren forvolder ham.

Sådan skade opstår hovedsagelig, når kontrakten ophører under omstændigheder,

- der berøver handelsagenten provisionsbeløb, som ville have tilkommet ham i tilfælde af normal opfyldelse af kontrakten, samtidig med at agenturgiveren opnår væsentlig fordel af handelsagentens indsats;

- og/eller under omstændigheder, hvor handelsagenten ikke har kunnet afskrive de omkostninger og udgifter, som han efter henstilling fra agenturgiveren har afholdt med henblik på opfyldelse af kontrakten.

4. Retten til godtgørelse i henhold til stk. 2 eller skadeserstatning i henhold til stk. 3 består tillige, når kontraktforholdet ophører som følge af handelsagentens død.

5. Handelsagenten fortaber retten til godtgørelse i de i stk. 2 nævnte tilfælde eller skadeserstatning i de i stk. 3 nævnte tilfælde, hvis han ikke inden et år fra kontraktforholdets ophør har meddelt agenturgiveren, at han vil gøre sine rettigheder gældende.

6. Inden for en frist på otte år efter meddelelsen af dette direktiv forelægger Kommissionen Rådet en beretning om gennemførelsen af denne artikel og forelægger det eventuelt ændringsforslag.

§ 17. Vil agenturgiveren ikke acceptere et tilbud, som handelsagenten har modtaget, skal agenturgiveren give meddelelse herom til tredjemand uden ugrundet ophold efter at have modtaget tilbudet eller underretning om dette. Undlader agenturgiveren dette, anses tilbudet for accepteret.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis handelsagenten og tredjemand har aftalt, at tilbudet udtrykkeligt skal accepteres af agenturgiveren.

§ 17. Vil agenturgiveren ikke acceptere et tilbud, som handelsagenten har modtaget, skal agenturgiveren give meddelelse herom til tredjemand uden ugrundet ophold efter at have modtaget tilbudet eller underretning om dette. Undlader agenturgiveren dette, anses tilbudet for accepteret.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis handelsagenten og tredjemand har aftalt, at tilbudet udtrykkeligt skal accepteres af agenturgiveren.

§ 17. Vil agenturgiveren ikke acceptere et tilbud, som handelsagenten har modtaget, skal agenturgiveren give meddelelse herom til tredjemand uden ugrundet ophold efter at have modtaget tilbudet eller underretning om dette. Undlader agenturgiveren dette, anses tilbudet for accepteret.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis handelsagenten og tredjemand har aftalt, at tilbudet udtrykkeligt skal accepteres af agenturgiveren.

Artikel 18

Godtgørelsen eller erstatningen i henhold til artikel 17 skal ikke udbetales,

a) hvis agenturgiveren hæver kontrakten på grund af en misligholdelse, som kan tilregnes handelsagenten, og som i medfør af national lovgivning giver adgang til at hæve kontrakten uden varsel;

b) hvis handelsagenten hæver kontrakten, medmindre dette er berettiget som følge af omstændigheder, der skyldes agenturgiveren, eller som følge af alder, svagelighed eller sygdom hos handelsagenten, således at det ikke med rimelighed kan kræves af ham, at han fortsætter sin virksomhed;

c) hvis handelsagenten efter aftale med agenturgiveren overfører sine rettigheder og forpligtelser ifølge agenturkontrakten til en anden.

§ 18. Har tredjemand afgivet tilbud til handelsagenten, og har denne sendt tilbudet til agenturgiveren, kan tilbudsgiveren tilbagekalde tilbudet forinden eller samtidig med, at dette kommer til agenturgiverens kundskab.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis andet er aftalt mellem handelsagenten og tredjemand.

§ 18. Har tredjemand afgivet tilbud til handelsagenten, og har denne sendt tilbudet til agenturgiveren, kan tilbudsgiveren tilbagekalde tilbudet forinden eller samtidig med, at dette kommer til agenturgiverens kundskab.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis andet er aftalt mellem handelsagenten og tredjemand.

§ 18. Har tredjemand afgivet tilbud til handelsagenten, og har denne sendt tilbudet til agenturgiveren, kan tilbudsgiveren tilbagekalde tilbudet forinden eller samtidig med, at dette kommer til agenturgiverens kundskab.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, hvis andet er aftalt mellem handelsagenten og tredjemand.

Artikel 19

Parterne kan ikke, før kontrakten er ophørt, fravige artikel 17 og 18 til skade for handelsagenten.

§ 19. Får en tredjemand, der står i forretningsforbindelse med agenturgiveren, efter forhandlinger med handelsagenten underretning fra agenturgiveren om, at denne godkender en aftale eller accepterer et tilbud, agenten har indsendt, skal tredjemand uden ugrundet ophold give agenturgiveren meddelelse, hvis tredjemand vil gøre gældende, at der ikke er indgået en aftale eller afgivet et tilbud, eller at aftalen eller tilbudet er urigtigt gengivet. Undlader tredjemand at give meddelelse, anses aftale for indgået med det indhold, som angives i underretningen fra agenturgiveren, medmindre det modsatte bevises.

§ 19. Får en tredjemand, der står i forretningsforbindelse med agenturgiveren, efter forhandlinger med handelsagenten underretning fra agenturgiveren om, at denne godkender en aftale eller accepterer et tilbud, agenten har indsendt, skal tredjemand uden ugrundet ophold give agenturgiveren meddelelse, hvis tredjemand vil gøre gældende, at der ikke er indgået en aftale eller afgivet et tilbud, eller at aftalen eller tilbudet er urigtigt gengivet. Undlader tredjemand at give meddelelse, anses aftale for indgået med det indhold, som angives i underretningen fra agenturgiveren, medmindre det modsatte bevises.

§ 19. Får en tredjemand, der står i forretningsforbindelse med agenturgiveren, efter forhandlinger med handelsagenten underretning fra agenturgiveren om, at denne godkender en aftale eller accepterer et tilbud, agenten har indsendt, skal tredjemand uden ugrundet ophold give agenturgiveren meddelelse, hvis tredjemand vil gøre gældende, at der ikke er indgået en aftale eller afgivet et tilbud, eller at aftalen eller tilbudet er urigtigt gengivet. Undlader tredjemand at give meddelelse, anses aftale for indgået med det indhold, som angives i underretningen fra agenturgiveren, medmindre det modsatte bevises.

Artikel 20

1. Med henblik på dette direktiv betegnes en aftale, som begrænser handelsagentens udøvelse af erhvervsvirksomhed efter kontraktens ophør, som en konkurrenceklausul.

2. En konkurrenceklausul er kun gyldig, hvis og i det omfang den

a) er indgået skriftligt, og

b) vedrører det geografiske område eller den kundekreds og det geografiske område, som handelsagenten har fået tildelt, samt de varetyper, som han havde i agentur i henhold til kontrakten.

3. Konkurrenceklausulen kan højst gælde i to år efter kontraktens ophør.

4. Denne artikel berører ikke nationale retsregler, som fastsætter andre restriktioner for konkurrenceklausulernes gyldighed eller anvendelse, eller som fastsætter, at domstolene kan begrænse parternes forpligtelser i henhold til en sådan aftale.

§ 20. Handelsagenten kan ikke uden særskilt bemyndigelse hertil modtage betaling for solgte varer eller give henstand med betalingen eller afslag i prisen eller foretage anden ændring i aftalen.

Stk. 2. Har agenturgiveren fået kundskab om, at handelsagenten uden bemyndigelse har modtaget betaling eller foretaget ændring i aftalen, skal agenturgiveren, hvis denne ikke vil godkende betalingen eller ændringen, uden ugrundet ophold give køberen meddelelse herom. Undlader agenturgiveren dette, anses betalingen eller ændringen for godkendt, hvis tredjemand på tidspunktet for betalingen eller for ændringen af aftalen var i god tro med hensyn til handelsagentens bemyndigelse.

Stk. 3. Stk. 1-2 anvendes tilsvarende, når aftalen med tredjemand vedrører indkøb af varer for agenturgiveren.

§ 20. Handelsagenten kan ikke uden særskilt bemyndigelse hertil modtage betaling for solgte varer eller give henstand med betalingen eller afslag i prisen eller foretage anden ændring i aftalen.

Stk. 2. Har agenturgiveren fået kundskab om, at handelsagenten uden bemyndigelse har modtaget betaling eller foretaget ændring i aftalen, skal agenturgiveren, hvis denne ikke vil godkende betalingen eller ændringen, uden ugrundet ophold give køberen meddelelse herom. Undlader agenturgiveren dette, anses betalingen eller ændringen for godkendt, hvis tredjemand på tidspunktet for betalingen eller for ændringen af aftalen var i god tro med hensyn til handelsagentens bemyndigelse.

Stk. 3. Stk. 1-2 anvendes tilsvarende, når aftalen med tredjemand vedrører indkøb af varer for agenturgiveren.

§ 20. Handelsagenten kan ikke uden særskilt bemyndigelse hertil modtage betaling for solgte varer eller give henstand med betalingen eller afslag i prisen eller foretage anden ændring i aftalen.

Stk. 2. Har agenturgiveren fået kundskab om, at handelsagenten uden bemyndigelse har modtaget betaling eller foretaget ændring i aftalen, skal agenturgiveren, hvis denne ikke vil godkende betalingen eller ændringen, uden ugrundet ophold give køberen meddelelse herom. Undlader agenturgiveren dette, anses betalingen eller ændringen for godkendt, hvis tredjemand på tidspunktet for betalingen eller for ændringen af aftalen var i god tro med hensyn til handelsagentens bemyndigelse.

Stk. 3. Stk. 1-2 anvendes tilsvarende, når aftalen med tredjemand vedrører indkøb af varer for agenturgiveren.

Artikel 21

En medlemsstat har ikke i henhold til nogen bestemmelse i dette direktiv pligt til at kræve offentliggørelse af oplysninger, hvis sådan offentliggørelse er uforenelig med samfundsinteresser i den pågældende stat.

§ 21. Vil køberen gøre gældende, at der er mangler ved varen, eller at den er leveret for sent, eller vil køberen i øvrigt reklamere til agenturgiveren, kan henvendelse herom rettes til handelsagenten, hvis handelsagenten har medvirket ved aftalens indgåelse. Agenten kan ikke uden særskilt bemyndigelse hertil træffe afgørelse i anledning af en sådan henvendelse.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når aftalen med tredjemand vedrører indkøb af varer for agenturgiveren.

Agenturaftalens ophør

§ 21. Vil køberen gøre gældende, at der er mangler ved varen, eller at den er leveret for sent, eller vil køberen i øvrigt reklamere til agenturgiveren, kan henvendelse herom rettes til handelsagenten, hvis handelsagenten har medvirket ved aftalens indgåelse. Agenten kan ikke uden særskilt bemyndigelse hertil træffe afgørelse i anledning af en sådan henvendelse.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når aftalen med tredjemand vedrører indkøb af varer for agenturgiveren.

Agenturaftalens ophør

§ 21. Vil køberen gøre gældende, at der er mangler ved varen, eller at den er leveret for sent, eller vil køberen i øvrigt reklamere til agenturgiveren, kan henvendelse herom rettes til handelsagenten, hvis handelsagenten har medvirket ved aftalens indgåelse. Agenten kan ikke uden særskilt bemyndigelse hertil træffe afgørelse i anledning af en sådan henvendelse.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når aftalen med tredjemand vedrører indkøb af varer for agenturgiveren.

Agenturaftalens ophør

Artikel 22

1. Medlemsstaterne sætter inden den 1. januar 1990 de nødvendige bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom. Disse bestemmelser finder i det mindste anvendelse på de kontrakter, der indgås efter bestemmelsernes ikrafttræden.

De finder anvendelse på løbende kontrakter senest den 1. januar 1994.

2. Fra meddelelsen af dette direktiv fremsender medlemsstaterne til Kommissionen teksten til de vigtigste administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som de udsteder på det af dette direktiv omfattede område.

3. Imidlertid ændres datoen den 1. januar 1990 i stk. 1, første afsnit, for så vidt angår Irland og Det forenede Kongerige til den 1. januar 1994.

For så vidt angår Italien ændres nævnte dato til den 1. januar 1993 med hensyn til de forpligtelser, der følger af artikel 17.

§ 22. Er agenturaftalen ikke indgået for en bestemt periode, kan agenturgiveren og handelsagenten i det første år af aftaleperioden opsige aftalen med et varsel på 1 måned. Varslet forlænges med 1 måned for hvert påbegyndt år, agenturaftalen har bestået. Varslet kan dog ikke overstige 6 måneder, medmindre andet er aftalt.

Stk. 2. Der kan ikke ved forudgående aftale fastsættes kortere varsler end dem, der er nævnt i stk. 1. Dog kan det aftales, at handelsagenten kan opsige aftalen med 3 måneders varsel, selv om aftalen har bestået i 3 år eller mere.

Stk. 3. Aftaler parterne længere opsigelsesvarsler end de i stk. 1 nævnte, må varslet ikke være kortere ved opsigelse fra agenturgivers side end ved opsigelse fra handelsagentens side.

Stk. 4. Er andet ikke aftalt, sker opsigelse til udgangen af en kalendermåned.

§ 22. Er agenturaftalen ikke indgået for en bestemt periode, kan agenturgiveren og handelsagenten i det første år af aftaleperioden opsige aftalen med et varsel på 1 måned. Varslet forlænges med 1 måned for hvert påbegyndt år, agenturaftalen har bestået. Varslet kan dog ikke overstige 6 måneder, medmindre andet er aftalt.

Stk. 2. Der kan ikke ved forudgående aftale fastsættes kortere varsler end dem, der er nævnt i stk. 1. Dog kan det aftales, at handelsagenten kan opsige aftalen med 3 måneders varsel, selv om aftalen har bestået i 3 år eller mere.

Stk. 3. Aftaler parterne længere opsigelsesvarsler end de i stk. 1 nævnte, må varslet ikke være kortere ved opsigelse fra agenturgivers side end ved opsigelse fra handelsagentens side.

Stk. 4. Er andet ikke aftalt, sker opsigelse til udgangen af en kalendermåned.

§ 22. Er agenturaftalen ikke indgået for en bestemt periode, kan agenturgiveren og handelsagenten i det første år af aftaleperioden opsige aftalen med et varsel på 1 måned. Varslet forlænges med 1 måned for hvert påbegyndt år, agenturaftalen har bestået. Varslet kan dog ikke overstige 6 måneder, medmindre andet er aftalt.

Stk. 2. Der kan ikke ved forudgående aftale fastsættes kortere varsler end dem, der er nævnt i stk. 1. Dog kan det aftales, at handelsagenten kan opsige aftalen med 3 måneders varsel, selv om aftalen har bestået i 3 år eller mere.

Stk. 3. Aftaler parterne længere opsigelsesvarsler end de i stk. 1 nævnte, må varslet ikke være kortere ved opsigelse fra agenturgivers side end ved opsigelse fra handelsagentens side.

Stk. 4. Er andet ikke aftalt, sker opsigelse til udgangen af en kalendermåned.

Artikel 23

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 1986.

På Rådets vegne

M. Jopling

Formand

Efter 2. behandling den 19. april 1990

§ 23. Videreføres en aftale, der er indgået for en bestemt periode, efter denne periodes udløb, finder § 22 tilsvarende anvendelse. Ved beregningen af de i § 22, stk. 1, omhandlede opsigelsesvarsler medregnes den tidsbestemte aftaleperiode.

§ 23. Videreføres en aftale, der er indgået for en bestemt periode, efter denne periodes udløb, finder § 22 tilsvarende anvendelse. Ved beregningen af de i § 22, stk. 1, omhandlede opsigelsesvarsler medregnes den tidsbestemte aftaleperiode.

§ 23. Videreføres en aftale, der er indgået for en bestemt periode, efter denne periodes udløb, finder § 22 tilsvarende anvendelse. Ved beregningen af de i § 22, stk. 1, omhandlede opsigelsesvarsler medregnes den tidsbestemte aftaleperiode.

§ 24. Hver af parterne kan uden at overholde gældende opsigelsesvarsel hæve aftalen, hvis den anden part i væsentlig grad har undladt at opfylde sine forpligtelser efter aftalen eller loven.

Godtgørelse ved ophør

§ 24. Hver af parterne kan uden at overholde gældende opsigelsesvarsel hæve aftalen, hvis den anden part i væsentlig grad har undladt at opfylde sine forpligtelser efter aftalen eller loven.

Godtgørelse ved ophør

§ 24. Hver af parterne kan uden at overholde gældende opsigelsesvarsel hæve aftalen, hvis den anden part i væsentlig grad har undladt at opfylde sine forpligtelser efter aftalen eller loven.

Godtgørelse ved ophør

§ 25. Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang

1) agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og

2) betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død.

§ 25. Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang

1) agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds, og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og

2) betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død.

§ 25. Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang

1) agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og

2) betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død.

§ 26. Godtgørelse efter § 25 kan ikke overstige et beløb, der svarer til 1 års vederlag beregnet på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de seneste 5 år. Har agenturaftalen varet mindre end 5 år, beregnes beløbet på grundlag af det gennemsnitlige vederlag i perioden.

§ 26. Godtgørelse efter § 25 kan ikke overstige et beløb, der svarer til 1 års vederlag beregnet på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de seneste 5 år. Har agenturaftalen varet mindre end 5 år, beregnes beløbet på grundlag af det gennemsnitlige vederlag i perioden.

§ 26. Godtgørelse efter § 25 kan ikke overstige et beløb, der svarer til 1 års vederlag beregnet på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de seneste 5 år. Har agenturaftalen varet mindre end 5 år, beregnes beløbet på grundlag af det gennemsnitlige vederlag i perioden.

§ 27. Handelsagenten har ikke krav på godtgørelse efter § 25, hvis

1) agenturgiveren bringer aftalen til ophør på grund af væsentlig misligholdelse, der kan tilregnes agenten,

2) agenten bringer aftalen til ophør, medmindre dette er berettiget som følge af

a) omstændigheder, der skyldes agenturgiveren, eller

b) agentens alder, svagelighed eller sygdom, således at det ikke med rimelighed kan kræves, at agenten fortsætter sin virksomhed, eller

3) agenten efter aftale med agenturgiveren overdrager sine rettigheder og pligter ifølge agenturaftalen til en anden.

§ 27. Handelsagenten har ikke krav på godtgørelse efter § 25, hvis

1) agenturgiveren bringer aftalen til ophør på grund af væsentlig misligholdelse, der kan tilregnes agenten,

2) agenten bringer aftalen til ophør, medmindre dette er berettiget som følge af

a) omstændigheder, der skyldes agenturgiveren, eller

b) agentens alder, svagelighed eller sygdom, således at det ikke med rimelighed kan kræves, at agenten fortsætter sin virksomhed, eller

3) agenten efter aftale med agenturgiveren overdrager sine rettigheder og pligter ifølge agenturaftalen til en anden.

§ 27. Handelsagenten har ikke krav på godtgørelse efter § 25, hvis

1) agenturgiveren bringer aftalen til ophør på grund af væsentlig misligholdelse, der kan tilregnes agenten,

2) agenten bringer aftalen til ophør, medmindre dette er berettiget som følge af

a) omstændigheder, der skyldes agenturgiveren, eller

b) agentens alder, svagelighed eller sygdom, således at det ikke med rimelighed kan kræves, at agenten fortsætter sin virksomhed, eller

3) agenten efter aftale med agenturgiveren overdrager sine rettigheder og pligter ifølge agenturaftalen til en anden.

§ 28. Handelsagentens krav på godtgørelse efter § 25 bortfalder, hvis agenten ikke senest 1 år efter agenturaftalens ophør har meddelt agenturgiveren, at krav på godtgørelse vil blive fremsat.

§ 28. Handelsagentens krav på godtgørelse efter § 25 bortfalder, hvis agenten ikke senest 1 år efter agenturaftalens ophør har meddelt agenturgiveren, at krav på godtgørelse vil blive fremsat.

§ 28. Handelsagentens krav på godtgørelse efter § 25 bortfalder, hvis agenten ikke senest 1 år efter agenturaftalens ophør har meddelt agenturgiveren, at krav på godtgørelse vil blive fremsat.

§ 29. §§ 25-28 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Konkurrenceklausuler

§ 29. §§ 25-28 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Konkurrenceklausuler

§ 29. §§ 25-28 kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Konkurrenceklausuler

§ 30. En aftale mellem en handelsagent og en agenturgiver, hvorefter agentens udøvelse af erhvervsvirksomhed efter agenturaftalens ophør begrænses (konkurrenceklausul), er kun bindende for agenten, hvis og i det omfang den

1) er indgået skriftligt,

2) vedrører det geografiske område eller den kundekreds og det geografiske område, som agenten har fået overdraget, og

3) vedrører de varetyper, som er omfattet af agenturaftalen.

Stk. 2. Konkurrenceklausulen kan højst gælde 2 år fra agenturaftalens ophør.

Stk. 3. En konkurrenceklausul kan tilsidesættes efter aftalelovens § 38, stk. 1.

§ 30. En aftale mellem en handelsagent og en agenturgiver, hvorefter agentens udøvelse af erhvervsvirksomhed efter agenturaftalens ophør begrænses (konkurrenceklausul), er kun bindende for agenten, hvis og i det omfang den

1) er indgået skriftligt,

2) vedrører det geografiske område eller den kundekreds og det geografiske område, som agenten har fået overdraget, og

3) vedrører de varetyper, som er omfattet af agenturaftalen.

Stk. 2. Konkurrenceklausulen kan højst gælde 2 år fra agenturaftalens ophør.

Stk. 3. En konkurrenceklausul kan tilsidesættes efter aftalelovens § 38, stk. 1.

§ 30. En aftale mellem en handelsagent og en agenturgiver, hvorefter agentens udøvelse af erhvervsvirksomhed efter agenturaftalens ophør begrænses (konkurrenceklausul), er kun bindende for agenten, hvis og i det omfang den

1) er indgået skriftligt,

2) vedrører det geografiske område eller den kundekreds og det geografiske område, som agenten har fået overdraget, og

3) vedrører de varetyper, som er omfattet af agenturaftalen.

Stk. 2. Konkurrenceklausulen kan højst gælde 2 år fra agenturaftalens ophør.

Stk. 3. En konkurrenceklausul kan tilsidesættes efter aftalelovens § 38, stk. 1.

§ 31. Ved en handelsrejsende forstås i denne lov den, der som led i et tjenesteforhold har påtaget sig at opsøge kunder og herunder virke for salg eller køb af varer, som ikke medføres, ved at indhente tilbud (ordre) til arbejdsgiveren eller i dennes navn indgå aftale herom.

§ 31. Ved en handelsrejsende forstås i denne lov den, der som led i et tjenesteforhold har påtaget sig at opsøge kunder og herunder virke for salg eller køb af varer, som ikke medføres, ved at indhente tilbud (ordre) til arbejdsgiveren eller i dennes navn indgå aftale herom.

§ 31. Ved en handelsrejsende forstås i denne lov den, der som led i et tjenesteforhold har påtaget sig at opsøge kunder og herunder virke for salg eller køb af varer, som ikke medføres, ved at indhente tilbud (ordre) til arbejdsgiveren eller i dennes navn indgå aftale herom.

§ 32. En handelsrejsende må under udførelse af arbejde for handelshuset ikke uden handelshusets samtykke arbejde for salg af andre varer end dettes eller for køb til andre end dette.

Provision

§ 32. En handelsrejsende må under udførelse af arbejde for handelshuset ikke uden handelshusets samtykke arbejde for salg af andre varer end dettes eller for køb til andre end dette.

Provision

§ 32. En handelsrejsende må under udførelse af arbejde for handelshuset ikke uden handelshusets samtykke arbejde for salg af andre varer end dettes eller for køb til andre end dette.

Provision

§ 33. §§ 9-10, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1-3 og 5, og § 15, stk. 1-3, anvendes tilsvarende på handelsrejsende, der aflønnes helt eller delvis med provision, idet provisionen for handelsrejsende dog forfalder månedsvis. Endvidere anvendes § 14, stk. 5, kun, hvis ansættelsesforholdet ikke er omfattet af funktionærloven.

Forholdet til tredjemand

§ 33. §§ 9-10, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1-3 og 5, og § 15, stk. 1-3, anvendes tilsvarende på handelsrejsende, der aflønnes helt eller delvist med provision. § 14, stk. 5, anvendes dog kun, hvis ansættelsesforholdet ikke er omfattet af funktionærloven.

Forholdet til tredjemand

§ 33. §§ 9-10, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1, § 14, stk. 1-3 og 5, og § 15, stk. 1-3, anvendes tilsvarende på handelsrejsende, der aflønnes helt eller delvis med provision, idet provisionen for handelsrejsende dog forfalder månedsvis. Endvidere anvendes § 14, stk. 5, kun, hvis ansættelsesforholdet ikke er omfattet af funktionærloven.

Forholdet til tredjemand

§ 34. §§ 16-21 anvendes tilsvarende.

§ 34. §§ 16-21 anvendes tilsvarende.

§ 34. §§ 16-21 anvendes tilsvarende.

§ 35. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. For agenturaftaler, der er indgået inden lovens ikrafttræden, gælder dog indtil 1. januar 1992 de hidtil gældende regler. Fra 1. januar 1992 anvendes denne lov for en sådan aftale, medmindre aftalen før denne dato lovligt er opsagt til ophør senest den 30. juni 1992. I sådanne tilfælde anvendes de hidtil gældende regler.

§ 35. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. For agenturaftaler, der er indgået inden lovens ikrafttræden, gælder dog indtil 1. januar 1992 de hidtil gældende regler. Fra 1. januar 1992 anvendes denne lov for en sådan aftale, medmindre aftalen før denne dato lovligt er opsagt til ophør senest den 30. juni 1992. I sådanne tilfælde anvendes de hidtil gældende regler.

§ 35. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. For agenturaftaler, der er indgået inden lovens ikrafttræden, gælder dog indtil 1. januar 1992 de hidtil gældende regler. Fra 1. januar 1992 anvendes denne lov for en sådan aftale, medmindre aftalen før denne dato lovligt er opsagt til ophør senest den 30. juni 1992. I sådanne tilfælde anvendes de hidtil gældende regler.

§ 36. Justitsministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af Haagerkonventionen af 19. marts 1978 om, hvilken lov der skal anvendes på mellemmænd og på fuldmagtsspørgsmål.

§ 36. Justitsministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af Haagerkonventionen af 19. marts 1978 om, hvilken lov der skal anvendes på mellemmænd og på fuldmagtsspørgsmål.

§ 36. Justitsministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af Haagerkonventionen af 19. marts 1978 om, hvilken lov der skal anvendes på mellemmænd og på fuldmagtsspørgsmål.

§ 37. I lov om kommission, handelsagentur og handelsrejsende, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 15. september 1986, foretages følgende ændringer

1. Lovens titel ændres til: »Kommissionsloven«.

2. Lovens kapitel III-IV ophæves.

§ 37. I lov om kommission, handelsagentur og handelsrejsende, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 15. september 1986, foretages følgende ændringer

1) Lovens titel ændres til »Kommissionsloven«, og

2) lovens kapitel III-IV ophæves.

§ 37. I lov om kommission, handelsagentur og handelsrejsende, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 15. september 1986, foretages følgende ændringer

1. Lovens titel ændres til: »Kommissionsloven«.

2. Lovens kapitel III-IV ophæves.

§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Den foreslåede nye lov indebærer en væsentlig forbedring og modernisering af reglerne om handelsagenter og handelsrejsende. Et vigtigt sigte med forslaget er endvidere at gennemføre et EF-direktiv fra 1986 om selvstændige handelsagenter. Direktivet skal være gennemført pr. 1. januar 1990 og kan ses som en forberedelse til det indre marked.

Reglerne i forslaget omfatter (selvstændige) handelsagenter og selvstændige handelsrejsende. En del af reglerne foreslås endvidere gjort anvendelige også for ansatte handelsrejsende.

I forhold til de gældende regler i kommissionsloven fra 1917 indebærer forslaget en stærk forbedring af handelsagentens stilling, navnlig ved opsigelse, idet en del af de nye bestemmelser, herunder om opsigelsesvarsler, ikke kan fraviges ved aftale. Som noget helt nyt gives der endvidere handelsagenten mulighed for at opnå godtgørelse (goodwill) i forbindelse med en agenturaftales ophør. Dette gælder, hvis handelsagenten f.eks. har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handlen med den gamle kundekreds.

Forslagets regler om handelsagenters vederlag (provision) indebærer også en forbedring for agenten i forhold til gældende ret, idet der bl.a. foreslås indført nye regler om, hvornår provisionen skal betales. Handelsagenten får også bedre mulighed for at kontrollere, om han får den provision, han har krav på.

En ny bestemmelse om konkurrenceklausuler skal endvidere gøre retsstillingen omkring sådanne klausuler mere klar og overskuelig.

Forslaget indebærer endvidere en forenkling af reglerne om forholdet mellem agenturgiver og tredjemand (kunden) og mellem agenten og tredjemand.

De foreslåede nye regler skal helt erstatte de gældende regler i kommissionsloven om handelsagenter og handelsrejsende.

2. Handelsagent, handelsrejsende og agenturgiver.

I lovforslaget og bemærkningerne hertil benyttes begreberne handelsagent, handelsrejsende og agenturgiver.

En handelsagent er en person eller et selskab, som for en anden person eller et andet selskab (agenturgiveren) har påtaget sig at arbejde for afsætning af agenturgiverens varer. Dette sker ved, at agenten henvender sig til virksomheder for at formå disse til at afgive ordrer til agenturgiveren om køb af dennes varer. Handelsagenten har i nogle tilfælde fuldmagt fra agenturgiveren til at sælge dennes varer til kunden. Undertiden - men sjældnere - består handelsagentens arbejde i at formidle indkøbsaftaler for agenturgiveren (indkøbsagentur). Handelsagenten er ikke ansat hos agenturgiveren, men er en selvstændig erhvervsdrivende, der ofte vil have agenturer for flere agenturgivere. Handelsagentens vederlag består i provision af de ordrer, der optages og effektueres. Der findes formentlig omkring 1500 handelsagenter i Danmark.

Det typiske agenturfirma beskæftiger sig især med import og har således normalt en udenlandsk virksomhed som agenturgiver. Der er derfor i almindelighed tale om formidling af handel over landegrænserne, og netop dette internationale aspekt er baggrunden for, at EF har søgt at gennemføre en harmonisering af medlemslandenes lovgivning om handelsagenter. EF-direktivet kan således ses som en forberedelse til det indre marked.

Efter gældende ret er der reelt ingen forskel på en handelsagent og en selvstændig handelsrejsende. Efter lovforslaget gælder derfor de samme regler for disse handelsrejsende som for handelsagenter. Betegnelsen »handelsagent« omfatter således også den gruppe, der i dag kaldes selvstændige handelsrejsende.

Ved »handelsrejsende« forstås derfor i lovforslaget en ansat handelsrejsende, det vil sige en handelsrejsende, der som led i et tjenesteforhold påtager sig at opsøge kunder og indhente tilbud eller ordrer.

3. De gældende regler.

De gældende regler om handelsagenter og handelsrejsende findes i lov nr. 243 af 8. maj 1917 om kommission, handelsagenter og handelsrejsende (kommissionsloven). Loven indeholder regler om kommissionærer, handelsagenter og handelsrejsende. Hovedvægten ligger på kommissionsforhold, mens bestemmelserne om handelsagenter og handelsrejsende indtager en langt mere tilbagetrukken plads.

Kommissionsloven omfatter kun salgsagentur, ikke indkøbsagentur. Loven indeholder bl.a. regler om provision, opsigelse og om forholdet mellem agenturgiver og agent og mellem disse og tredjemand. Der er ikke i den nugældende lov fastsat opsigelsesvarsler, ligesom loven ikke indeholder regler om konkurrenceklausuler eller om godtgørelse ved agenturaftalens ophør.

4. Det internationale og nationale arbejde. EF-direktivet.

4.1. På det nordiske justitsministermøde i 1962 blev det besluttet, at hvert af de nordiske lande skulle udpege sagkyndige til at følge arbejdet i en komite, der var nedsat i Finland med henblik på udarbejdelse af lovgivning svarende til de øvrige nordiske landes lovgivning om handelsagenter m.v. De sagkyndige skulle endvidere overveje, om der var behov for revision af de fællesnordiske kommissionslove.

I Danmark afgav de sagkyndige en betænkning (nr. 701/1974) med forslag om ændring af kommissionslovens regler om kommissionærer, handelsagenter og handelsrejsende. Der var tale om et fællesnordisk lovudkast, der for så vidt angik det danske, norske og svenske udkast var udformet som ændringsforslag til kommissionsloven. (Det finske forslag indeholdt ikke bestemmelser om kommission, da man i Finland ikke fandt at have praktisk behov for regler om disse mellemmandsforhold).

Hovedsigtet med forslaget var en forbedring af handelsagenternes retsstilling. De sagkyndige foreslog navnlig, at der indførtes »efterprovision«, det vil sige provision af salg, som skete efter agenturforholdets ophør, hvis salgsaftalen kunne anses for at være kommet i stand som følge af agentens virksomhed i den tid, agenturforholdet bestod. Efterprovisionen skulle være en godtgørelse for allerede udført arbejde og svarede i realiteten til de regler om godtgørelse ved ophør af agenturaftalen, der gjaldt i en række vesteuropæiske lande.

Forslaget blev ikke gennemført i dansk ret, da Danmarks indtræden i EF i 1973 medførte, at Danmark i stedet blev deltager i arbejdet med udarbejdelsen af EF-direktivet om handelsagenter . Forslaget blev derimod i alt væsentligt gennemført i Norge i 1973 og i Sverige i 1974. Den finske lov om handelsrepræsentanter blev vedtaget i 1975.

4.2. I 1976 forelagde EF-kommissionen for Rådet et forslag til direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om handelsagenter (EF-tidende, nr. C 13 af 18. januar 1977, side 2). Forslaget indeholdt en meget detaljeret regulering af forholdet mellem handelsagenten og agenturgiveren, og en stor del af direktivforslagets bestemmelser kunne ikke fraviges ved aftale. Forslaget omfattede både salgsagentur og indkøbsagentur.

4.3. I 1977 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der fik til opgave at gennemgå direktivforslaget med henblik på at afgive indstilling om, hvilke standpunkter der skulle indtages fra dansk side under behandlingen i Rådet. Arbejdsgruppen afgav beretning i 1978. Der var i arbejdsgruppen enighed om, at der burde ske en betydelig forenkling af direktivforslaget og en begrænsning i antallet af ufravigelige bestemmelser.

4.4. I 1979 fremsatte EF-kommissionen efter høring af Det økonomiske og sociale Udvalg og EF-parlamentet et revideret direktivforslag (EF-tidende, nr. C 56 af 2. marts 1979, side 5). Der var i dette forslag foretaget omfattende ændringer i forhold til det tidligere forslag. Bl.a. var det nye forslag mindre detaljeret, og reglerne kunne i videre omfang fraviges ved aftale. Hovedformålet med direktivforslaget var fortsat en forbedret beskyttelse af handelsagenten i forhold til agenturgiveren, først og fremmest ved bestemmelser om provision, opsigelse og godtgørelse ved agenturforholdets ophør.

Forslaget blev i perioden 1979-1986 drøftet, dels i en arbejdsgruppe under Rådet bestående af repræsentanter for EF-medlemslandene, dels i en gruppe bestående af medlemslandenes faste repræsentanter ved EF (Coreper). Den danske holdning til direktivforslaget blev udformet i samråd med den ovenfor nævnte arbejdsgruppe under Justitsministeriet.

I december 1986 blev direktivforslaget vedtaget (EF-tidende, nr. L 382 af 31. december 1986, side 17). Direktivets danske titel er: »Rådets direktiv af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (86/653/EØF)». Direktivet er optaget som bilag til dette lovforslag. Direktivet skal inden 1. januar 1990 være gennemført i medlemsstaterne og skal senest den 1. januar 1994 anvendes på agenturaftaler, der er indgået før den 1. januar 1990. For agenturaftaler, der indgås efter den 1. januar 1990, gælder direktivet allerede fra denne dato. Der gælder særlige overgangsordninger for Storbritannien, Irland og Italien.

5. Justitsministeriets arbejdsgruppe om handelsagenter.

5.1. Allerede inden direktivets endelige vedtagelse havde justitsministeren nedsat en arbejdsgruppe med den hovedopgave at udarbejde forslag til nye regler om handelsagenter.

Efter kommissoriet skulle forslaget udformes i overensstemmelse med forslagene i direktivforslaget med henblik på en gennemførelse af direktivforslagets bestemmelser i dansk ret. Forslaget skulle derfor navnlig indeholde regler om handelsagentens pligter og beføjelser, agenturgivers pligter og handelsagentens krav på vederlag, opsigelsesvarsel og good-will erstatning. Endvidere blev arbejdsgruppen opfordret til i forbindelse med arbejdet at overveje, om forslaget mest hensigtsmæssigt ville kunne udformes som et forslag til ændring af kommissionsloven eller som en selvstændig lov.

Arbejdsgruppen skulle også tage stilling til, i hvilket omfang Haager-konventionen af 19. marts 1978 om lovvalget i fuldmagts- og kommissionsforhold burde gennemføres i Danmark, samt udarbejde et udkast til regler herom. Arbejdsgruppen skulle ved dette arbejde være opmærksom på reglerne i EF-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktslige forpligtelser.

5.2. Arbejdsgruppen afgav betænkning i november 1988 (betænkning nr. 1151/1988). Betænkningen indeholder bl.a. udkast til lov om handelsagenter og handelsrejsende samt arbejdsgruppens bemærkninger til lovudkastet og dets enkelte bestemmelser.

Nærværende lovforslag er i vidt omfang i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast. I de tilfælde, hvor der forekommer afvigelser, der ikke kun er af redaktionel karakter, er dette udtrykkeligt fremhævet i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser. Endvidere er der i bemærkningerne i stor udstrækning henvist til de bemærkninger og synspunkter, som arbejdsgruppen fremsatte i betænkning nr. 1151/1988. Hvor intet andet er anført, er det denne betænkning, der henvises til i bemærkningerne.

Da det ikke lå inden for arbejdsgruppens kommissorium at foreslå ændringer i reglerne om kommission, fandt arbejdsgruppen det mest hensigtsmæssigt at udskille reglerne om handelsagenter og handelsrejsende til en særskilt lov. Arbejdsgruppen var i denne forbindelse opmærksom på, at kommissionsforhold er beslægtet med agenturaftaler, især hvis der er tale om vedvarende kommissionsaftaler, og at dette kunne tale for at bevare reglerne i een lov. Imidlertid ønskede navnlig erhvervslivets repræsentanter i arbejdsgruppen, at den omfattende reform af reglerne om handelsagentur skulle udarbejdes som en selvstændig lov. Ved en eventuel kommende revision af reglerne om kommission er der mulighed for at foretage en fornyet sammenføring af regelsættene.

Arbejdsgruppen fandt det herefter mest hensigtsmæssigt, at de nye regler om handelsagenter udarbejdes i form at en selvstændig lov, der også omfatter ansatte handelsrejsende. Dette indebærer, at kapitlerne III og IV i kommissionsloven foreslås ophævet og lovens titel ændret.

6. Lovforslagets hovedpunkter.

6.1. Ligesom den gældende lov omfatter lovforslaget formidling af salgsaftaler, men medtager på grund af EF-direktivet tillige formidling af aftaler om indkøb. Såvel handelsagenter som selvstændige handelsrejsende er omfattet af hele forslaget. En del af forslagets regler anvendes endvidere på ansatte handelsrejsende.

6.2. Lovforslaget regulerer ligesom kommissionsloven forholdet mellem agenturgiver og handelsagent og forholdet mellem disse og tredjemand, det vil sige agenturgiverens kunde. De emner, der omfattes af forslaget, svarer i det væsentlige til kommissionslovens indhold, men forslaget indeholder en række regler, der ikke kan fraviges ved aftale. Dette skyldes navnlig hensynet til beskyttelse af handelsagenten.

6.3. Handelsagentens vederlag består af provision af indgåede aftaler, og forslaget indeholder i §§ 8-15 regler herom. Agenten har efter § 9 ret til provision ikke alene af en aftale, der er kommet i stand ved hans medvirken, men også hvis aftalen er indgået uden agentens medvirken med en tredjemand, agenten tidligere har skaffet som kunde for så vidt angår lignende aftaler. Hvis agenten har fået overdraget et bestemt geografisk område eller en bestemt kundekreds, og agenturgiveren indgår aftale med en tredjemand, der hører til området eller kundekredsen, har agenten som udgangspunkt ret til provision, selv om han ikke har medvirket til aftalens indgåelse. §§ 11-12 indeholder nye ufravigelige regler om, hvornår retten til provision forfalder, og om, hvornår provisionen skal betales. I forhold til den gældende lov giver forslaget agenten bedre muligheder for at kontrollere, om han får den provision, han har krav på, idet agenturgiveren hvert kvartal skal sende agenten en provisionsnota med alle væsentlige oplysninger om de indgåede aftaler (§ 13), ligesom agenten kan kræve, at agenturgiveren giver ham de oplysninger, herunder uddrag af forretningsbøger, der er nødvendige til kontrol af provisionsnotaen (§ 15). Ligesom efter gældende ret bortfalder agentens krav på provision, hvis tredjemand ikke opfylder aftalen med agenturgiveren, medmindre dette skyldes agenturgiverens forhold (§ 14).

6.4. §§ 16-21 indeholder regler om forholdet mellem agenturgiveren og tredjemand og mellem denne og agenten. Reglerne svarer i det væsentlige til kommissionslovens bestemmelser herom, men er i forhold til de gældende regler forenklede. Regler herom findes ikke i direktivet.

6.5. De afgørende nydannelser i lovforslaget findes i §§ 22-24 om opsigelse af agenturaftaler og i §§ 25-29 om godtgørelse til agenten ved ophør af agenturaftalen.

6.5.1. I lovforslagets § 22 foreslås det, at en aftale i det første år af aftaleperioden kan opsiges med 1 måneds varsel, og at dette varsel forlænges med 1 måned for hvert påbegyndt år. Varslet kan dog ikke overstige 6 måneder, medmindre andet er aftalt. Disse regler kan ikke ved aftale fraviges til skade for agenten.

6.5.2. Efter § 25 har agenten ved aftalens ophør krav på, at agenturgiveren betaler ham en godtgørelse - i praksis ofte kaldet goodwill-erstatning eller godtgørelse for kundekreds. Efter forslaget kan agenten kræve godtgørelse, hvis han har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds, og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele. Det er endvidere en betingelse, at betaling af godtgørelse er rimelig, og der skal ved afgørelsen heraf især tages hensyn til agentens tab af provision ved agenturgiverens aftaler med de kunder, agenten har skaffet. De betingelser, der gælder for, om godtgørelse skal betales, er også afgørende for størrelsen af en eventuelt godtgørelse. Denne kan efter § 25 ikke overstige 1 års provision. Handelsagenten har i almindelighed ikke krav på godtgørelse, hvis agenturaftalens ophør skyldes hans egne forhold. Hvis agenten således misligholder aftalen, og agenturgiveren derfor opsiger denne, kan agenten ikke kræve godtgørelse. Det samme gælder, hvis agenten selv opsiger aftalen, medmindre denne opsigelse skyldes agenturgiverens misligholdelse eller agentens alder eller sygdom, jf. § 27.

6.6. Lovforslagets kapitel 3 omfatter ansatte handelsrejsende, og det foreslås (§ 33), at de regler om provision, der gælder for handelsagenter, også skal anvendes på ansatte handelsrejsende. Reglerne om opsigelse og godtgørelse ved ophør af agenturforhold foreslås ikke anvendt på ansatte handelsrejsende, bl.a. fordi disse regler ikke harmonerer med funktionærloven.

For så vidt angår forholdet til tredjemand foreslås det, at de regler, der gælder for handelsagenter, også skal gælde for ansatte handelsrejsende. Dette er en forenkling i forhold til kommisssionslovens regler. Det bemærkes, at EF-direktivet ikke omfatter ansatte handelsrejsende.

6.7. Endelig foreslås der indført en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler til gennemførelse af Haagerkonventionen af 19. marts 1978 om, hvilken lov der skal anvendes på mellemmænd og på fuldmagtsspørgsmål.

7. Høring.

Lovforslaget har været til udtalelse hos følgende myndigheder og organisationer

Præsidenten for Østre Landsret, præsidenten for Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, præsidenten for retten i Århus, præsidenten for retten i Odense, præsidenten for retten i Ålborg, Den danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet, Danmarks Aktive Handelsrejsende, Danmarks Agentforening, Det Danske Handelskammer, Industrirådet, Industriministeriet, Skattedepartementet, Dansk Arbejdsgiverforening, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark og Foreningen af Arbejdsledere i Danmark.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser.

Lovforslaget skønnes ikke at ville få økonomiske eller administrative konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan loven fraviges ved aftale, medmindre andet er angivet i loven.

Det er i EF-direktivet fastlagt, hvilke regler der ikke kan fraviges ved aftale, og det er ikke fundet nødvendigt at fastsætte ufravigelige regler i et videre omfang, end hvad der følger af direktivet.

I arbejdsgruppens oprindelige udkast var det i overensstemmelse med reglerne i f.eks. købeloven og kommissionsloven foreslået, at loven som udgangspunkt også skulle vige for handelsbrug eller anden sædvane. I det omfang, loven ikke kunne fraviges ved aftale, skulle den dog efter udkastet heller ikke kunne fraviges ved sædvane.

Justitsministeriet har imidlertid efter overvejelse af dette spørgsmål fundet det rigtigst at fremsætte forslag om, at lovens kapitel 1 og 2 kun kan fraviges ved aftale.

Baggrunden herfor er først og fremmest, at Justitsministeriet umiddelbart må finde det noget tvivlsomt, om direktivet åbner mulighed for at fastsætte en bestemmelse, der giver handelsbrug og sædvane forrang for direktivets regler.

Hertil kommer, at der efter Justitsministeriets opfattelse næppe er noget udtalt behov for en sådan bestemmelse. I de tilfælde, hvor det må lægges til grund, at begge parter kendte sædvanen, vil denne som oftest anses for stiltiende aftalt. I tilfælde, hvor en part hævder ikke at have kendt sædvanen, kan der blive tale om vanskelige overvejelser om, hvorvidt den pågældende burde have kendt den - overvejelser, der kan kompliceres yderligere, når der er tale om internationale handelsagentaftaler.

Det foreslås på denne baggrund, at lovens kapitel 1 og 2, der vedrører handelsagenter, skal kunne fraviges på grundlag af aftale, med mindre det modsatte er bestemt i den enkelte bestemmelse. For så vidt angår reglerne om handelsrejsende er situationen anderledes, idet disse ikke er omfattet af direktivet. Da det endvidere fremgår af betænkningen s. 145-146, at der på visse områder gælder sædvaner for handelsrejsende, f.eks. vedrørende handelsrejsendes adgang til i mindre omfang at medføre varer for andre, har Justitsministeriet fundet det rigtigst, at loven for så vidt angår handelsrejsende også kan fraviges ved sædvane, med mindre andet er fastsat i loven.

Bestemmelsens stk. 2 vedrører de tilfælde, hvor parterne har aftalt, at et andet lands lov skal anvendes på aftalen, og hvor det i mangel af lovvalgsaftale ville have været dansk ret, der skulle anvendes.

En international handelsagenturaftale vil i mangel af en lovvalgsaftale i reglen være underkastet loven i handelsagentens land. Når der gennemføres ufravigelige regler til beskyttelse af handelsagenter, opstår spørgsmålet om, hvorvidt disse regler kan fraviges gennem en aftale om valg af en anden lov, herunder navnlig loven i agenturgiverens land. Det traditionelle udgangspunkt har været, at parterne gennem deres lovvalg kan fravige alle regler af privatretlig karakter i den lov, som skulle anvendes i mangel af lovvalgsaftale, herunder også regler, der efter denne lov ellers er ufravigelige. Såfremt man lagde dette til grund ved handelsagenturaftaler, ville den tilsigtede beskyttelse af handelsagenten imidlertid blive mere eller mindre illusorisk.

Danmark har ved lov nr. 188 af 9. maj 1984 gennemført EF-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilket lands lov der skal anvendes på kontraktsretlige forpligtelser, i dansk ret. Konventionen indeholder i art. 7 en generel regulering af spørgsmålet. Ifølge art. 7, stk. 2, medfører konventionen ingen begrænsning i anvendelsen af regler i domstolslandets lov i tilfælde, hvor disse »er ufravigelige uden hensyn til, hvilket lands lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen«. Hvorvidt reglerne har denne karakter (er »internationalt præceptive«), afhænger alene af vedkommende stats egen ret. Ifølge art. 7, stk. 1, kan en domstol også tillægge et andet lands internationalt præceptive regler virkning, selv om aftalen i øvrigt er underkastet en anden lov, f.eks. domstolslandets.

For så vidt angår handelsagenturaftaler indgået mellem en udenlandsk agenturgiver og en dansk agent, betyder art. 7, stk. 2, at en dansk domstol kan (og skal) håndhæve de regler i dansk ret, som er internationalt præceptive, selv om aftalen indeholder en bestemmelse om anvendelse af en anden lov, f.eks. agenturgiverens. Anlægges retssagen i agenturgiverens land, og har dette ligeledes ratificeret EF-konventionen (uden at tage forbehold med hensyn til art. 7, stk. 1), kan domstolen i medfør af art. 7, stk. 1, tillægge danske internationalt præceptive bestemmelser virkning, selv om aftalen indeholder en bestemmelse om anvendelse af f.eks. agenturgiverens lov.

Da det således afhænger af dansk ret, hvilke præceptive regler i loven der skal anses for internationalt præceptive, er det anset for mest hensigtsmæssigt at foretage en egentlig lovregulering af dette spørgsmål. De ufravigelige regler, der her foreslås gjort internationalt præceptive, svarer til de af arbejdsgruppen foreslåede. Om baggrunden for valget af disse bestemmelser henvises til betænkningen s. 38-39.

Et mindretal i arbejdsgruppen (Industrirådets repræsentant) havde foreslået indsat en bestemmelse om, at de ufravigelige regler skulle kunne fraviges ved aftale, hvis agenten ikke har bopæl eller forretningssted i et EF-land. En sådan regel forventes indført i Vesttyskland. Industrirådet henviste til den omstændighed, at mange danske eksportvirksomheder har behov for at kunne anvende standardkontrakter med lovvalgsklausuler om anvendelse af dansk ret uden nødvendigvis at være undergivet de ufravigelige danske regler, navnlig reglerne om godtgørelse ved agenturforholdets ophør. Industrirådet henviste i denne forbindelse til, at en forpligtelse til at yde godtgørelse i alle tilfælde, hvor en kontrakt er undergivet dansk ret, vil forringe dansk industris konkurrencemuligheder på eksportmarkederne uden for EF. Det vil ofte være hensigtsmæssigt for en agenturgiver at anvende sit eget lands lov, hvis han har agenter i en lang række lande, og han ønsker, at disse agenturforhold skal undergives ensartede regler. I så fald kan det virke urimeligt ved ufravigelige regler at sikre handelsagenter f.eks. godtgørelse ved ophør, hvis sådan godtgørelse ikke følger af loven i agentens hjemland.

Arbejdsgruppens flertal fandt imidlertid, at en sådan regel ville modvirke det ønske om retsenhed, der ligger bag direktivet. Den foreslåede regel indebar efter flertallets opfattelse en risiko for udhuling af den retsbeskyttelse af agenter, der tilsigtes ved ufravigelig lovgivning. Hvis andre lande gennemfører tilsvarende regler, vil risikoen naturligvis blive forøget, og også danske agenter vil kunne fratages den beskyttelse, loven giver dem - i hvert fald hvis de er henvist til at sagsøge agenturgiveren i dennes eget land. Flertallet anførte, at disse synspunkter formentlig er baggrunden for, at ingen andre vesteuropæiske lande ifølge de foreliggende oplysninger har gennemført tilsvarende regler.

Flertallet gav som eksempel en tysk agenturgiver, der antager en østrigsk agent med aftale om, at tysk ret skal anvendes, dog med fravigelse af de tyske regler om opsigelse og godtgørelse ved ophør. Agenten vil i dette tilfælde stå uden retsbeskyttelse, selv om både tysk og østrigsk ret indeholder regler om f.eks. godtgørelse ved ophør.

Herudover nævnte flertallet, at domstolene efter EF-konventionens artikel 7, stk. 1, under visse omstændigheder kan tilsidesætte en lovvalgsaftale og tillægge et fremmed lands ufravigelige regler virkning, hvis disse regler ifølge det pågældende lands lov skal anvendes, uden hensyn til hvilket lands lov i øvrigt skal anvendes på aftalen. En regel svarende til den tyske er ikke i strid med ordlyden af konventionens artikel 7, idet det fortsat vil være muligt for domstolslandet at anvende den fremmede præceptive regel på trods af lovvalgsaftalen, men med en sådan regel fandt flertallet det mindre sandsynligt, at dette vil ske. Flertallet fandt, at indførelsen af en regel som foreslået af Industrirådet harmonerede mindre godt med ideen bag artikel 7, stk. 1.

Industrirådet har efterfølgende i en skrivelse til justitsministeren understreget betydningen for de danske eksportører af indførelsen af en sådan regel.

Industrirådet har henvist til, at agenter i store dele af verden, herunder Østeuropa, USA, Canada, Australien, Afrika, Sydamerika og Fjernøsten, vil opnå uventede og for dem helt ukendte fordele, når agenturkontrakten henviser til dansk lov. Klausuler om anvendelse af dansk lovgivning er ifølge Industrirådet allerede aftalt i mange agenturkontrakter. Hertil kommer, at der er et stort behov for at kunne aftale anvendelse af dansk ret, idet eksportørerne ellers skulle sætte sig ind i adskillige andre landes lovgivning og retspraksis.

Industrirådet har endvidere anført, at det af hensyn til relationerne til navnlig de nordiske lande kan overvejes eventuelt at udvide kredsen af lande, der ikke kan undtages, til EF-lande og EFTA-lande. Det er Industrirådets opfattelse, at der uden for disse lande ikke er væsentlige områder i verden, der har fastsat ufravigelige regler om opsigelse og godtgørelse til handelsagenter.

Justitsministeriet har efterfølgende modtaget en række henvendelser fra Handelskammeret, Danmarks Agentforening og Industrirådet vedrørende dette spørgsmål.

Arbejdsgruppens flertals argumentation taler på den anden side efter Justitsministeriets opfattelse for at sikre beskyttelsen af agenter i de ikke-EF-lande, der har fastsat præceptive regler om f.eks. opsigelse og godtgørelse ved ophør.

Justitsministeriet har derfor efter nærmere overvejelser medtaget en bestemmelse i § 1, stk. 3, i lovforslaget, som har til formål at skabe en god balance mellem hensynet til, at danske eksportvirksomhedeer har gode vilkår i udlandet, og hensynet til handelsagenternes retsbeskyttelse. Reglen vedrører de tilfælde, hvor dansk ret skal anvendes ved bedømmelsen af kontrakten, f.eks. hvor parterne har aftalt at anvende dansk ret, og fastsætter, at reglerne om opsigelse og godtgørelse er ufravigelige i følgende situationer

a) Hvis handelsagenten udøver sin virksomhed eller er hjemmehørende i et af de nordiske lande.

b) Hvis handelsagenten udøver sin virksomhed eller er hjemmehørende i et land, der er medlem af EF eller EFTA.

c) Hvis handelsagenten udøver sin virksomhed eller er hjemmehørende i et land, hvor der gælder ufravigelige lovregler om opsigelse og godtgørelse.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse definerer, hvad der forstås ved en handelsagent.

Det bemærkes navnlig, at handelsagenten er en selvstændig erhvervsdrivende. Afgrænsningen af en selvstændig erhvervsdrivende overfor en ansat må foretages på grundlag af en konkret vurdering, hvorunder der bl.a. kan lægges vægt på kriterier, der også har betydning i anden lovgivning, f.eks. funktionærloven, ferieloven og kildeskatteloven. Om den nærmere bedømmelse heraf henvises til betænkningen s. 40-41.

EF-direktivets og lovforslagets definition af en handelsagent svarer i det væsentlige til gældende ret.

Kommissionslovens kapitel IV omfatter handelsrejsende, dvs. personer, der for hvervgiveren (handelshuset) har påtaget sig at rejse fra sted til sted og virke for afsætning af varer ved at optage købstilbud til handelshuset eller sælge varer i handelshusets navn.

De handelsrejsende falder i to grupper, nemlig de, der står i tjenesteforhold til handelshuset, og de, som ikke står i tjenesteforhold til dette, men er selvstændige. For de selvstændige handelsrejsende gælder i alt væsentligt de samme regler som for handelsagenter, jf. kommissionslovens § 87.

Ved lovforslaget foreslås sondringen mellem handelsagenter og selvstændige handelsrejsende ophævet, idet sidstnævnte gruppe er omfattet af direktivets definition af handelsagenter.

Kommissionsloven omfatter kun salgsagenter, medens direktivet - og lovforslaget - også omfatter indkøbsagenter.

Lovforslaget omfatter kun køb eller salg af varer. I de tilfælde, hvor agenten formidler salg af såvel varer som tjenesteydelser, vil lovens anvendelighed bero på, om varesalget er det dominerende element i aftalen.

Kontraktsforholdet mellem agent og agenturgiver skal være vedvarende. I dette krav ligger ikke, at det er en betingelse, at forholdet er indgået for en ubestemt eller en meget lang periode. Også agenturaftaler indgået for en kortere periode eller eksempelvis for en sæson må anses som vedvarende. Er der tale om agenturforhold, der ophører efter en ganske kort periode, kan det bero på konkrete omstændigheder, om det har været parternes mening at etablere et vedvarende forhold, således at forholdet omfattes af lovforslaget, eller om der alene har været tale om enkeltstående opgaver eller eventuelt en prøveordning. Hvis agenturforholdet ikke er vedvarende, kan en række af forslagets regler efter omstændighederne anvendes analogt. Det gælder f.eks. §§ 4-6 om parternes pligter og rettigheder, §§ 8-10, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, stk. 1-3 og 5, om provision og §§ 16-21 om forholdet til tredjemand.

Kun handelsagenter, der modtager vederlag for deres virksomhed, er omfattet af lovforslaget.

Også personer, hvis virksomhed som handelsagent er en bibeskæftigelse, er omfattet.

Lovforslaget omfatter ikke agenter, der arbejder på varebørser og råvaremarkeder, jf. herved direktivets artikel 2, stk. 1, og bemærkningerne herom i betænkningen s. 45-47. Uden for lovforslagets område falder endvidere bl.a. kommissionsaftaler og eneforhandleraftaler.

Til § 3

Det foreslås i overensstemmelse med direktivets artikel 13, stk. 1, at såvel agenturgiveren som handelsagenten kan forlange en skriftlig aftale.

Denne bestemmelse, der ikke findes tilsvarende i kommissionsloven, ændrer ikke ved dansk rets grundlæggende princip om, at såvel mundtlige som skriftlige aftaler er gyldige.

Der stilles således ikke krav om en skriftlig kontrakt, men enhver af parterne kan til enhver tid forlange skriftlighed. Denne ret kan parterne ikke fraskrive sig ved aftale, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 2.

Der stilles ikke særlige formkrav til dokumentet, og i forbindelse med aftalens indgåelse og fortolkning finder dansk rets almindelige kontraktsretlige regler anvendelse. Der henvises i denne forbindelse til det, der er anført i betænkningen s. 48.

Til § 4

Den foreslåede bestemmelse, der gennemfører direktivets artikel 3, erstatter den nuværende regel i kommissionslovens § 66.

Bestemmelsen angiver i generelle vendinger handelsagentens pligter, men det er forudsat, at disse ofte vil være mere præcist beskrevet i agenturkontrakten.

I den foreslåede bestemmelses stk. 1 fastslås det, at handelsagenten har en almindelig loyalitetspligt over for agenturgiveren. Denne pligts nærmere indhold må bero dels på den indgåede aftale og eventuelle sædvaner på området, dels på de konkrete omstændigheder i forbindelse med hvervets udførelse. Arbejdsgruppen har i betænkningen s. 49 givet nogle eksempler på, hvilke forhold der kan tænkes omfattet af loyalitetspligten.

I stk. 2 er der fremhævet eksempler på handelsagentens pligter. Opregningen er ikke udtømmende.

Efter nr. 1 skal agenten foretage rimelige bestræbelser for at formidle og eventuelt indgå aftaler. Også omfanget af denne pligt må i høj grad afhænge af den indgåede aftale, sædvaner og de konkrete omstændigheder i øvrigt.

Efter stk. 2, nr. 2, påhviler det agenten at underrette agenturgiveren om indhentede tilbud og indgåede aftaler samt om andre forhold, som agenturgiveren bør kende. Underretningen må ske uden ophold, og hvis agenten har grund til at antage, at agenturgiveren må handle meget hurtigt, må underretning gives straks.

Det er - i modsætning til efter kommissionslovens § 66 - tilstrækkeligt, at underretning gives mundtligt.

Agenten er i almindelighed ikke forpligtet til selv at søge oplysninger, der kan være af interesse for agenturgiveren, men kommer han i besiddelse af sådanne oplysninger, har han pligt til at underrette agenturgiveren. I betænkningen s. 51 er der angivet eksempler på oplysninger, som det efter den foreslåede bestemmelse vil påhvile agenten at underrette agenturgiveren om.

Ved udformningen af stk. 2, nr. 2, er der foretaget en redaktionel ændring i forhold til betænkningens lovudkast, således at handelsagentens pligt til at underrette agenturgiveren om forhold og omstændigheder, som kan være af betydning for agenturgiveren, er beskrevet således, at pligten indtræder, hvis der er tale om omstændigheder, som agenturgiveren bør kende. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring hermed.

Den foreslåede regel i stk. 2, nr. 3, om, at agenten skal følge rimelige forskrifter fra agenturgiveren, er ny i forhold til kommissionslovens regler. Bestemmelsen vedrører forskrifter, der ikke findes i kontrakten, og som altså er efterfølgende i forhold til den indgåede aftale. Ved bedømmelsen af, om forskrifterne er rimelige, må der bl.a. lægges vægt på aftalen, de aktuelle samarbejdsforhold, samt kutymer og sædvaner inden for branchen.

Efter stk. 3 kan bestemmelserne i § 4 ikke fraviges ved aftale. Dette er en følge af bestemmelsen i direktivets artikel 5.

Til § 5

Bestemmelsen, der er ny i forhold til kommissionsloven, fastsætter agenturgiverens loyalitetspligt over for agenten.

Stk. 1, der modsvarer forslagets § 4, stk. 1, fastslår en almindelig loyalitetspligt for agenturgiveren. Ligesom i § 4, stk. 1, beror den nærmere fastlæggelse af pligtens indhold på den indgåede aftale, eventuelle sædvaner og de konkrete omstændigheder i øvrigt.

Stk. 2 angiver eksempler på pligter, der påhviler agenturgiveren i forhold til handelsagenten. Opregningen af pligter er ikke udtømmende.

Efter stk. 2, nr. 1, skal agenturgiver stille nødvendigt materiale til rådighed for agenten. Der kan f.eks. være tale om vareprøver, produktbeskrivelser og prislister. Det må forudsættes, at materialet stilles til rådighed i god tid, og der kan normalt ikke kræves betaling for det udlånte. Materialet skal tilbageleveres efter brugen, jf. dog bemærkningerne til lovforslagets § 7.

Efter stk. 2, nr. 2, skal agenturgiveren skaffe agenten de oplysninger, der er nødvendige for hvervets gennemførelse. Der er altså tale om en egentlig underretningspligt, som også kan omfatte oplysninger, som agenturgiveren ikke allerede er i besiddelse af. Der henvises til det i betænkningen s. 53-54 anførte om omfanget af agenturgiverens oplysningspligt.

Efter stk. 2, nr. 3, skal agenturgiveren underrette agenten om accept af eller afslag på tilbud, som denne har indsendt, og om manglende gennemførelse af en aftale, som agenten har formidlet. Disse oplysninger kan være af betydning for handelsagenten ved udførelsen af senere opgaver for agenturgiveren.

Oplysningerne skal meddeles inden for en rimelig frist. Bedømmelsen af, hvad der er en rimelig frist, må i høj grad bero på de konkrete omstændigheder. Underretning kan f.eks. ske ved kopi af faktura eller ordrebekræftelse.

Efter stk. 3 skal agenturgiveren inden for en rimelig frist underrette agenten, hvis han kan forudse, at agenturforretningerne bliver af væsentlig mindre omfang, end handelsagenten normalt kunne have forventet. Der kan f.eks. være tale om, at agenturgiveren forventer nedsat efterspørgsel eller reducerede leveringsmuligheder.

I overensstemmelse med direktivets artikel 5 er det i stk. 4 bestemt, at bestemmelserne i stk. 1-3 ikke kan fraviges ved aftale.

Til § 6

Efter den foreslåede bestemmelse har såvel agenten som agenturgiveren ret til erstatning for skade, der er forårsaget af, at den anden part har forsømt sine pligter.

Bestemmelsen omfatter både erstatningskrav, der opstår under aftalens løbetid, og krav, der opstår i forbindelse med ophør af aftalen.

Herved adskiller lovforslaget sig fra de gældende regler i kommissionsloven, hvor der dels er en regel i § 67, stk. 1, om handelsagentens erstatningsansvar ved pligtforsømmelse (men ikke en tilsvarende regel om ansvar for agenturgiveren), og dels regler om ansvar for begge parter ved opsigelse i utide.

Direktivet indeholder ikke bestemmelser om handelsagentens og agenturgiverens erstatningsansvar i tilfælde af pligtforsømmelse.

Den part, der forsømmer sine pligter, ifalder efter stk. 1 ansvar. Der tænkes her på de pligter, der påhviler parterne efter §§ 4-5 eller ifølge aftalen. Tilsidesættelse af pligter kan endvidere foreligge, hvis en part bringer agenturaftalen til ophør, uden at dette er hjemlet i loven eller aftalen. Også efter aftalens ophør kan der påhvile parterne pligter, f.eks. til hemmeligholdelse af forretningshemmeligheder m.v.

Erstatningsansvaret er efter forslaget bl.a. betinget af, at forsømmelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom, ligesom der kan være tale om ansvar for ansattes og i et vist omfang selvstændige medhjælperes forsømmelser, jf. herved nærmere betænkningen s. 57. Om de tilfælde, hvor der kan blive tale om erstatning, henvises til betænkningen s. 57-59.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er det en betingelse, at den, der vil kræve erstatning, giver meddelelse herom til den anden part uden ugrundet ophold efter, at den pågældende har eller burde have fået kendskab til forsømmelsen og skaden. En tilsvarende regel om (agenturgiverens) reklamationspligt findes i kommissionslovens § 67, stk. 2.

Reglen modificeres noget i den foreslåede stk. 3, hvorefter stk. 2 ikke gælder, hvis den anden part har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt. Ved vurderingen af, om der er handlet i strid med »almindelig hæderlighed«, anvendes samme målestok som i aftalelovens § 33. Udtrykket henviser til den til enhver tid herskende moralopfattelse inden for det pågældende område.

Til § 7

Den foreslåede bestemmelse omhandler de tilfælde, hvor handelsagenten har varer på lager til salg for agenturgiveren eller indkøbt for denne. I disse tilfælde skal kommissionslovens kapitel II om handelskommissionærens pligter og rettigheder finde anvendelse.

Bestemmelsen vedrører alene varer, men ikke vareprøver, demonstrationsmateriale, m.v., som handelsagenten har fået overdraget.

Der påhviler efter bestemmelsen handelsagenten en omsorgspligt med hensyn til varerne, pligt til at holde varerne adskilt fra andre varer, pligt til at brandforsikre varerne og pligt til at undersøge varerne for mangler m.v. og i givet fald underrette agenturgiveren om fundne mangler. Om det nærmere indhold og omfang af disse pligter samt om handelsagentens rettigheder henvises til betænkningen s. 61-64.

Uden for disse tilfælde kan der endvidere blive tale om tilbageholdsret i f.eks. prøver, mønstre, m.v., efter dansk rets almindelige regler, hvis agentens krav overfor agenturgiveren kommer i fare.

Til §§ 8-15

De foreslåede bestemmelser i §§ 8-15 indeholder regler om provision. Ved provision forstås vederlag, der varierer efter agenturforretningernes antal og størrelse, jf. direktivets artikel 6, stk. 2.

Lovforslagets regler om provision er som følge af direktivet mere udførlige end de gældende regler i kommissionslovens §§ 68-72.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse vedrører de tilfælde, hvor vederlagets størrelse ikke er aftalt. I mangel af aftale tilkommer der handelsagenten det vederlag, som på det sted, hvor han udøver sin virksomhed, er sædvanligt for agenter for varer af den pågældende art. Ved »sted« forstås et geografisk område, f.eks. et land eller et mindre område, eventuelt en bestemt by.

Findes der ingen sædvane på stedet, har agenten efter bestemmelsens 2. pkt. ret til et vederlag, der er rimeligt under hensyn til samtlige omstændigheder vedrørende forretningen. Lovforslagets ordlyd er her ændret i forhold til arbejdsgruppens lovudkast for at præcisere, at samtlige omstændigheder, der har tilknytning til aftalen, kan tages i betragtning. Der skal således tages hensyn til, hvad der er sædvane i lignende brancher i det pågældende område, og til det arbejde, som agenten har udført i forbindelse med aftalen, det opnåede resultat samt agenturgiverens økonomiske udbytte af aftalen med tredjemand.

Der er ikke taget stilling til, hvordan provisionen beregnes. Dette vil ofte være fastlagt i selve agenturaftalen, og i mangel af aftale vil udgangspunktet formentlig være, at provisionen beregnes på grundlag af varens fakturapris. Det kan dog også følge af kutyme, at visse poster indgår i eller fratrækkes fakturaprisen.

I praksis er det almindeligt, at agentens udgifter til porto, telefon m.v. forudsættes dækket af provisionen.

Til § 9

I den foreslåede bestemmelse fastsættes, i hvilke tilfælde handelsagenten har ret til provision af en aftale, som indgås, mens kontraktforholdet mellem handelsagenten og agenturgiveren består. Hvis aftalen er indgået efter kontraktsforholdets ophør, er spørgsmålet omfattet af forslagets § 10.

Efter nr. 1 tilkommer der handelsagenten provision af aftaler, der er kommet i stand ved agentens medvirken. Bestemmelsen svarer til kommissionslovens § 68, stk. 1.

Kravet om medvirken er opfyldt, når en agent, der har fuldmagt til at indgå aftale på agenturgiverens vegne, træffer aftale med tredjemand. Kravet er også opfyldt, når aftale mellem agenturgiver og tredjemand er indgået på grundlag af en ordre eller et salgstilbud, som agenten har formidlet.

Medvirken kan imidlertid også foreligge i tilfælde, hvor agenturgiveren accepterer et tilbud, som er indsendt til ham direkte fra tredjemand, men hvor agentens indsats har været en væsentlig årsag til tilbudet.

Om den nærmere vurdering af agentens indsats i denne forbindelse henvises til det anførte i betænkningen s. 68.

Efter nr. 2 tilkommer der også agenten provision for aftaler, der uden agentens medvirken er indgået med en tredjemand, som agenten tidligere har skaffet som kunde for så vidt angår lignende aftaler. Om forståelsen af udtrykket »lignende aftaler«, se betænkningen s. 69. Bestemmelsen i nr. 2 er ny i forhold til kommissionsloven.

For så vidt angår forslagets nr. 3 er der i direktivet givet mulighed for at vælge mellem to alternative løsninger. Direktivets artikel 7, stk. 2, har følgende ordlyd

»For forretninger, der afsluttes i agenturkontraktperioden, har handelsagenten ligeledes ret til provision,

- såfremt han har fået overdraget et bestemt geografisk område eller en bestemt kundekreds, eller

- såfremt han har eneret med hensyn til et bestemt område eller en bestemt kundekreds,

og forretningen er afsluttet med en kunde, der hører til dette område eller denne kundekreds.

Medlemsstaterne indfører et af de ovennævnte to led omhandlede alternativer i deres lovgivning.«

Efter den gældende kommissionslovs § 70 har en agent, der har eneret til et bestemt område, ret til provision af aftaler, der uden hans medvirken indgås med købere, der hører til området. Baggrunden for reglen er et ønske om at sikre agenten provision af aftaler, der indgås direkte mellem tredjemand og agenturgiveren. Det antages almindeligvis i dansk ret, at overladelse af et bestemt område eller en bestemt kundekreds i mangel af særlig aftale må indebære, at agenten har krav på provision af handler, der afsluttes uden hans medvirken med kunder, der hører til området eller kundekredsen. Udtrykkelig tildeling af eneret til agenter har tilsvarende virkning og udelukker efter dansk ret ikke agenturgiveren fra at indgå direkte aftale med kunden, blot agenturgiveren betaler provision til agenten.

I betænkningen s. 71 anførte arbejdsgruppen bl.a.

»Efter dansk ret vil retsstillingen derfor formentlig være den samme, uanset hvilket af direktivets alternativer der vælges. Det er derimod muligt, at det samme ikke er tilfældet i andre lande. I internationale agenturforhold anvendes normalt den lov, der gælder i agentens hjemland. Det er muligt, at det andet alterntiv i artikel 7, stk. 2, (»eneretsløsningen«) i nogle lande vil blive opfattet som snævrere end det første alternativ (»områdeløsningen«), ligesom det kan tænkes, at tildeling af eneret i nogle lande afskærer agenturgiveren fra at optage ordrer fra kunden uden om agenten, selv om der betales provision heraf.

For »eneretsløsningen« taler, at denne giver en klar afgrænsning af, i hvilke tilfælde der tilkommer agenten provision. Denne løsning hindrer endvidere, at en agenturgiver, der har udnævnt flere agenter i samme område eller til at varetage samme kundekreds, men som ikke har givet nogen af dem eneret, kan blive mødt med provisionskrav fra samtlige disse agenter vedrørende samme aftale. Hertil kommer, at »eneretsløsningen« svarer til gældende ret og til, hvad der gælder i de andre nordiske lande, og at der ikke er noget ønske om at ændre denne retsstilling.

For »områdeløsningen« taler, set fra agentens synspunkt, at agenturgiveren ikke selv kan indgå aftale med tredjemand, uden at der skal betales provision, selv om agenten ikke har eneret. Denne løsning harmonerer endvidere med almindelig kontraktspraksis. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale, og det er ikke ualmindeligt, at det er aftalt, at forretninger med enkelte kunder ikke berettiger til provision.

Ved vurderingen af, om Danmark skal vælge »eneretsløsningen« eller »områdeløsningen«, kan der af hensyn til harmoniseringen lægges vægt på, hvilken løsning der vælges af de øvrige EF-lande. Det må forventes, at »områdeløsningen« vil blive valgt i Vesttyskland, da den der svarer til gældende ret, og at Belgien og Holland vil vælge eneretsløsningen. Der foreligger ikke sikre oplysninger om, hvilken løsning de øvrige medlemslande vil gå ind for.'

Arbejdsgruppens flertal foretrak af formulere lovudkastet i overensstemmelse med »områdeløsningen«, navnlig fordi denne ville svare til parternes forventninger. Et mindretal (Advokatrådets repræsentant) foretrak »eneretsløsningen« af de ovennævnte årsager samt under hensyn til, at dette må anses for at være en retsteknisk bedre løsning.

Justitsministeriet har fulgt flertallets løsning og indarbejdet »områdeløsningen« i lovforslaget. Man har i denne forbindelse overvejet spørgsmålet om, hvorvidt to agenter, der har fået tildelt samme område, skal have provision af hinandens aftaler. Dette må afhænge af aftalerne mellem agenturgiveren og agenterne. Hvis det ved aftalens indgåelse bliver tilkendegivet over for agenten, at agenturgiveren har ret til også at tildele området til andre agenter, må agenten - medmindre andet er aftalt - anses for at have accepteret ikke at skulle have provision af de aftaler, som andre agenter formidler. Indgår agenturgiveren imidlertid aftale direkte med tredjemand uden nogen af agenternes medvirken, vil agenterne i området efter bestemmelsen have krav på provision.

Betingelsen om, at der skal være tale om en aftale med en tredjemand, der hører til det bestemte geografiske område, må anses for opfyldt, når tredjemand har forretningssted eller - ved flere forretningssteder - hovedforretningssted i området.

For så vidt angår spørgsmålet om kundekreds må en filial kunne anses for omfattet af kundekredsen, mens man næppe som almindelig regel kan gå ud fra, at et datterselskab er omfattet.

Til § 10

Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor agenten har ret til provision, selv om aftale mellem agenturgiver og tredjemand først indgås, når kontraktsforholdet mellem agent og agenturgiver er ophørt. Bestemmelsen er ny i forhold til kommissionsloven.

Stk. 1 vedrører de tilfælde, hvor tredjemands tilbud er kommet frem, inden agenturforholdets ophør, men hvor aftale først indgås efter kontraksforholdets ophør. Handelsagenten opnår i disse tilfælde ret til provision, hvis aftalen er indgået under de omstændigheder, der er nævnt i § 9.

Tredjemands tilbud skal være kommet frem til enten handelsagenten eller agenturgiveren inden agenturforholdets ophør. Om tilbudet er »kommet frem«, afgøres efter almindelige aftaleretlige regler. Tilbudet skal være kommet frem inden agenturforholdets ophør. Ophører et agenturforhold efter opsigelse, vil det derfor være tilstrækkeligt, at tilbudet er kommet frem inden opsigelsesvarslets udløb.

Stk. 2 omhandler tilfælde, hvor tilbudet først er kommet frem efter agenturaftalens ophør, men hvor aftalen hovedsaglig er bragt i stand ved agentens virksomhed under agenturforholdets beståen, og hvor den er indgået inden for en rimelig tid efter forholdets ophør. Handelsagenten vil også i disse tilfælde have ret til provision. Om bestemmelsens praktiske anvendelsesområde henvises til det i betænkningen s. 74 anførte.

Stk. 3 regulerer forholdet mellem en afgående handelsagent, der har ret til provision efter stk. 1-2, og en tiltrædende agent, der efter § 9 vil have ret til provision.

Efter bestemmelsen vil det som udgangspunkt være den afgående agent, der har ret til provision, men efter omstændighederne kan der blive tale om, at agenterne deler provisionen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis også den tiltrædende agent i betydelig grad har medvirket til aftalens indgåelse eller har bevirket en forbedring af aftalen for agenturgiveren.

Til § 11

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 1-2 og 4, fastsætter, på hvilket tidspunkt retten til provision forfalder. I direktivet anvendes formuleringen, at provisionskravet »erhverves«, jf. artikel 10, stk. 1 og 2.

Arbejdsgruppen har i betænkningen foreslået, at de i artikel 10 nævnte opfyldelsesforanstaltninger skal knyttes til et forfaldstidspunkt, hvilket gruppen finder mere overensstemmende med dansk retlig terminologi.

Ifølge direktivet er sidste rettidige betalingsdag udskudt i forhold til det tidspunkt, hvor provisionen forfalder, hvorfor § 11 skal ses i sammenhæng med 12, der fastsætter det sidste rettidige betalingstidspunkt. Det var derfor arbejdsgruppens opfattelse, at betaling efter den i § 12 fastsatte frist ville være en misligholdelse, hvis virkninger skulle regnes fra forfaldstidspunktet, dvs. fra det i § 11 fastsatte tidspunkt, jf. betænkningen s. 76.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en sådan indførelse af »løbedage« ikke er i overensstemmelse med principperne i renteloven, jf. betænkning nr. 1161/1989 om renteloven, s. 50. Justitsministeriet kan tiltræde arbejdsgruppens forslag om, at udtrykket »forfalder« anvendes i stedet for »erhverves«. Anvendelsen af udtrykket »forfalder« bør imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse ikke medføre, at en handelsagent i tilfælde af, at agenturgiveren ikke betaler provisionskravet rettidigt, jf. § 12, kan kræve renter fra det i § 11 nævnte forfaldstidspunkt. Dette skyldes, at det seneste rettidige betalingstidspunkt for agenturgiveren efter § 12 er den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provison forfaldt.

Det forudsættes derfor ved lovforslaget, at det er fristen i forslagets § 12, der er afgørende for, fra hvilket tidspunkt virkningerne af en eventuel misligholdelse skal regnes. Rente skal således alene beregnes fra den sidste dag i måneden efter det kvartal, i hvilket retten til provision forfaldt.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, forfalder retten til provision, når agenturgiveren har eller efter aftalen med tredjemand skulle have leveret varen eller betalt købesummen. Er der tale om salg på kredit, forfalder provisionen således allerede, inden køberen skal betale købesummen.

Agenturgiverens misligholdelse af aftalen med tredjemand hindrer efter bestemmelsen ikke, at agenten erhverver ret til provision.

Bestemmelsen kan fraviges ved aftale.

Efter stk. 1, nr. 2, forfalder ret til provision også, når tredjemand har betalt købesummen eller leveret varen eller ifølge aftalen skulle have gjort dette, hvis agenturgiveren havde opfyldt sin del af aftalen.

Provisionen vil i disse tilfælde som oftest allerede være forfaldet efter nr. 1. Nr. 2 får derfor navnlig betydning i tilfælde, hvor tredjemand betaler, før agenturgiveren har leveret varen, eller hvor tredjemand sælger på kredit til agenturgiveren.

Hvis tredjemand undlader at opfylde på grund af agenturgiverens misligholdelse, følger det af nr. 2, at agenten alligevel har krav på provision. Hvis tredjemands undladelse af at opfylde ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren, bortfalder provisionskravet, jf. forslagets § 14.

Ifølge stk. 2 er en aftale, hvorefter provision forfalder på et senere tidspunkt, end hvad der følger af stk. 1, nr. 2, ugyldig. Det seneste tidspunkt, agentens krav på provision forfalder, er derfor det tidspunkt, hvor tredjemand har opfyldt eller skulle have opfyldt, hvis agenturgiveren havde overholdt sin del af aftalen. Parterne kan ikke aftale, at kun stk. 1, nr. 1, skal finde anvendelse, idet dette tidspunkt i visse situationer kan ligge senere end tredjemands opfyldelse efter nr. 2.

Til § 12

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 3, fastsætter, hvornår den provision, der er forfaldet i medfør af § 11, senest skal betales til handelsagenten. Provisionen skal være agenten i hænde inden betalingsfristens udløb. Det er således ikke tilstrækkeligt, at beløbet afsendes den pågældende dag.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan stk. 1 ikke fraviges ved forudgående aftale. Dette hindrer ikke, at agenten efterfølgende kan give agenturgiveren henstand ved en konkret forsinkelse.

Den foreslåede ordlyd af § 12 svarer ikke til arbejdsgruppens lovudkast. I lovudkastet var der foreslået en regel, hvorefter provisionen skulle betales inden en frist på 1 måned efter udløbet af den måned, i hvilken provisionen forfaldt. Det skulle dog kunne aftales, at fristen løb fra udgangen af det kvartal, i hvilket provisionen forfaldt.

Justitsministeriet finder det umiddelbart tvivlsomt, om direktivet har en sådan »minimumskarakter«, at medlemsstaterne frit kan fastsætte regler, som er mere fordelagtige for handelsagenten end direktivets regler.

I betænkningen s. 26 har arbejdsgruppen om dette spørgsmål bl.a. anført følgende

»Under forhandlingerne i Rådet har man fra dansk side peget på, at direktivet burde have maksimumskarakter, dvs. at medlemsstaterne ikke vil kunne gennemføre videregående beskyttelsesregler ved national lov. Årsagen hertil er, at agenturaftaler i reglen er af international karakter. Derfor er der på dette område - i modsætning til eksempelvis den civilretlige lovgivning om forbrugerbeskyttelse - et reelt harmoniseringsbehov, som ikke kan imødekommes fuldt ud ved et »minimumsdirektiv«.

Direktivet er på nogle punkter af maksimumkarakter og på andre af minimumkarakter, idet det i nogle bestemmelser udtrykkeligt nævnes, at medlemslandene i national lovgivning kan fastsætte videregående regler. På nogle punkter kan det være tvivlsomt, hvilken karakter direktivet har. Arbejdsgruppen har dog ikke anset denne tvivl som et væsentligt problem under udarbejdelsen af lovudkastet, idet arbejdsgruppen ikke har fraveget direktivet på områder, hvor direktivets karakter kan give anledning til tvivl.'

Justitsministeriet finder imidlertid, at der for så vidt angår direktivets artikel 10, stk. 3, (og artikel 12, stk. 1, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 13) kan rejses en sådan tvivl om direktivets karakter, at man finder det rigtigst at udforme bestemmelserne i overensstemmelse med direktivets tekst.

Til § 13

Den foreslåede bestemmelse skal gennemføre direktivets artikel 12, hvorefter agenturgiveren skal sende agenten en nota vedrørende den provision, som er forfaldet i det foregående kvartal.

Notaen skal sendes senest den sidste dag i måneden efter det kvartal, hvor provisionen forfaldt.

Notaen skal indeholde alle væsentlige oplysninger, der har tjent som grundlag for beregning af provisionsbeløbene. Det vil navnlig sige oplysninger om kundens navn og adresse, vareart og -mængde, fakturadato og -beløb og provisionssats og -beløb. Der henvises nærmere til betænkningen s. 82.

Om agentens pligt til i visse tilfælde at reklamere over notaens indhold, se betænkningen s. 83.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan stk. 1 ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten.

Ifølge arbejdsgruppens lovudkast skulle agenturgiveren hver måned sende agenten en nota vedrørende den provision, der forfaldt i den foregående måned, idet det dog kunne aftales, at agenturgiveren inden for en frist på en måned skulle sende en nota vedrørende provision, der forfaldt i det foregående kvartal.

Justitsministeriet har imidlertid valgt at foreslå den i direktivet fastsatte ordning gennemført. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 12.

Til § 14

Den foreslåede bestemmelse regulerer spørgsmålet om handelsagentens provisionskrav i de tilfælde, hvor aftalen mellem agenturgiver og tredjemand ikke opfyldes eller kun opfyldes delvis.

Efter stk. 1 bortfalder provisionskravet kun, hvis det godtgøres, at aftalen mellem agenturgiveren og tredjemand ikke opfyldes, og at dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren. Der tænkes her på manglende opfyldelse i købelovens forstand, f.eks. at tredjemand ikke betaler købesummen eller leverer mangelfulde varer. Handelsagenten tilskyndes således til at udvise omhu ved valg af aftalepartnere.

Hvis den manglende opfyldelse skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiver, påvirker det derimod ikke provisionskravet.

Det er agenturgiveren, der har bevisbyrden for, at aftalen ikke opfyldes, og at dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes ham. F.eks. vil en berettiget ophævelse fra den ene af parternes side være tilstrækkelig dokumentation for, at der ikke foreligger opfyldelse.

Stk. 2. omhandler to særlige tilfælde af manglende opfyldelse fra tredjemands side, nemlig tilfælde, hvor agenturgiveren uden handelsagentens samtykke har givet tredjemand henstand med betaling eller levering eller har aftalt med tredjemand, at den indgåede aftale skal ophæves. I de nævnte situationer bevarer handelsagenten kravet på provision, jf. princippet i stk. 1. Det er dog en betingelse for kravets bevarelse, at aftalen med agenturgiveren er årsag til tredjemands manglende opfyldelse, jf. herved de i betænkningen s. 85 f nævnte eksempler.

Stk. 3 vedrører de tilfælde, hvor tredjemands forpligtelse efter aftalen kun delvis opfyldes. Handelsagenten har i disse tilfælde kun krav på provision af den del, der er opfyldt.

Denne bestemmelse, der foreslås på baggrund af direktivet, indebærer en ændring i forhold til kommissionsloven.

Bestemmelsen vedrører alene de tilfælde, hvor den manglende fuldstændige opfyldelse ikke kan tilregnes agenturgiveren.

Beregningen af den delvise provision kan i visse tilfælde være vanskelig. Den vil ofte bero på et skøn over leverancens økonomiske værdi for agenturgiveren.

Efter stk. 4 kan stk. 1-3 ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for agenten. Efter at den manglende eller mangelfulde ydelse er konstateret, kan der imidlertid godt indgås en sådan aftale.

Hvis provisionsbeløbet er udbetalt til handelsagenten, følger det af stk. 5, at beløbet skal tilbagebetales, hvis provisionskravet bortfalder efter stk. 1.

Til § 15

Bestemmelsens stk. 1 gennemfører direktivets artikel 12, stk. 2.

Handelsagenten kan fra agenturgiveren kræve alle oplysninger, f.eks. uddrag af forretningsbøger, som er nødvendige for, at agenten kan efterprøve, om provisionsnotaen nu også angiver de provisionsbeløb, som agenten har krav på. Ved »forretningsbøger« forstås de bøger, som danner grundlaget for en forretnings bogholderi, herunder de bilag, der hører til bogføringen, jf. bogføringslovens § 2.

Agenturgiveren skal kun afgive de nødvendige oplysninger, og kun oplysninger, som han har rådighed over. Han har således ikke pligt til at indhente supplerende oplysninger fra f.eks. tredjemand.

Handelsagenten kan kræve oplysningerne, selv om der ikke er grund til at antage, at agenturgiverens oplysninger i provisionsnotaen er urigtige. Agenten må dog kunne udpege det materiale, der er nødvendigt for ham ved efterprøvelsen af notaen.

Stk. 2 vedrører de tilfælde, hvor agenturgiveren afslår at give de nødvendige oplysninger. Handelsagenten kan i disse tilfælde kræve, at agenturgiveren giver agenten eller en revisor adgang til at undersøge uddrag af agenturgiverens forretningsbøger. Handelsagenten må dog kunne sandsynliggøre, at der er behov for en nærmere granskning af forretningsbøgerne, jf. herved det anførte i betænkningen s. 89. f.

Agenturgiveren har ret til at vælge, om han foretrækker, at agenten selv eller en af agenten udpeget revisor foretager undersøgelsen. Agenten skal selv betale den af ham udpegede revisor. Viser der sig imidlertid at være alvorlige fejl i provisionsnotaen, vil handelsagenten normalt kunne kræve revisorudgifterne dækket af agenturgiveren.

Agenten må kunne udpege, hvilke uddrag af forretningsbøgerne der er nødvendige for hans undersøgelse.

Til § 16

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan handelsagenten ikke uden agenturgiverens bemyndigelse indgå aftaler, der binder agenturgiveren.

Bestemmelsen, der svarer til kommissionslovens § 77, indebærer også, at agenten ikke må overskride sin bemyndigelse f.eks. ved med tredjemand at aftale en anden pris end aftalt med agenturgiveren.

Hvorvidt der foreligger en bemyndigelse for agenten til at indgå aftale, må afgøres efter de almindelige regler om fuldmagt.

Overskrider agenten sin bemyndigelse, således at agenturgiveren ikke bliver bundet af aftalen, kan agenten ifalde erstatningsansvar overfor en godtroende tredjemand i medfør af aftalelovens § 25.

Hvis agenturgiveren ikke vil godkende en aftale, som agenten uden bemyndigelse har indgået med tredjemand, skal agenturgiver ifølge stk. 2 uden ugrundet ophold give tredjemand underretning herom. Undlader agenturgiveren dette, vil han blive bundet af aftalen, såfremt tredjemand var i god tro. Efter almindelige fuldmagtsregler ville agenturgiverens mulighed for ikke at godkende aftalen alene afhænge af, om tredjemand indså eller burde have indset, at agenten handlede uden bemyndigelse, jf. aftalelovens § 11, stk. 1. Agenturgiveren får således en udvidet adgang til ved hurtig reklamation at undgå at blive bundet af en aftale, som agenten har indgået uden bemyndigelse.

Det er uden betydning, om agenturgiveren modtager underretningen om aftalen fra agenten eller direkte fra tredjemand eller eventuelt fra anden side.

Meddelelsen fra agenturgiveren til tredjemand kan ske gennem agenten. I så fald bærer agenturgiveren selv risikoen for, at agenten undlader at videresende meddelelsen til tredjemand eller sender den for sent. Dette er en ændring i forhold til de gældende regler i kommissionsloven.

Derimod går det ikke ud over agenturgiver, hvis reklamationen forsinkes eller går tabt på vej fra agenturgiver til agent. Dette fremgår ikke udtrykkeligt af lovforslaget, men følger af aftalelovens § 40.

Reklamation skal ske »uden ugrundet ophold«. Udstrækningen af denne frist beror på de konkrete omstændigheder.

Hvis agenturgiveren ikke reklamerer som foreskrevet i stk. 2, bliver han trods den manglende bemyndigelse bundet af aftalen, forudsat at tredjemand har været i god tro. I stykkets 2. pkt. er det i lovforslaget - i modsætning til i arbejdsgruppens udkast - præciseret, at agenturgiveren kun bliver bundet af aftalen som følge af sin passivitet, jf. 1. pkt., hvis tredjemand var i god tro ved aftalens indgåelse, dvs. hvis han med føje er gået ud fra, at agenten havde fornøden bemyndigelse til at indgå aftalen.

Til § 17

Den foreslåede bestemmelse omhandler de tilfælde, hvor tredjemand afgiver sit tilbud til handelsagenten, der så videresender tilbudet til agenturgiveren.

Hvis agenturgiveren ikke vil acceptere tilbudet, skal han meddele tredjemand dette uden ugrundet ophold, efter at han har modtaget tilbudet eller har fået underretning om det.

Agenturgiveren bliver ikke bundet på grund af passivitet, hvis handelsagenten har undladt at indsende tilbudet til ham. Derimod kan handelsagenten i disse tilfælde ifalde erstatningsansvar overfor tredjemand.

Hvis agenturgiveren får underretning om tilbudet fra andre end agenten, udløses reklamationspligten også.

For så vidt angår meddelelsen til tredjemand henvises til det anførte i bemærkningerne til § 16, stk. 2.

I stk. 2 bestemmes, at passivitetsreglen i stk. 1 ikke gælder, hvis handelsagenten og tredjemand har aftalt, at tilbudet udtrykkeligt skal accepteres af agenturgiveren. Der skal være tale om en egentlig aftale, og en standardformulering om, at ordren optages med forbehold, eller lignende, vil almindeligvis ikke være tilstrækkelig.

Til § 18

Det følger af stk. 1 i den foreslåede bestemmelse, at tredjemands ret i medfør af aftalelovens § 7 til at tilbagekalde et afgivet tilbud ikke berøres af, at tilbudet indsendes gennem agenten.

Tilbagekaldelsen skal dog være kommet frem til agenturgiveren forinden eller samtidig med, at tilbudet kommer til dennes kundskab.

Bestemmelsen vedrører ikke de tilfælde, hvor handelsagenten har bemyndigelse til at acceptere tredjemands tilbud.

Handelsagenten og tredjemand kan efter stk. 2 fravige stk. 1 ved at aftale, at tredjemand ikke kan tilbagekalde tilbudet. En sådan aftale binder dog ikke agenturgiveren, der også i dette tilfælde vil kunne undlade at acceptere tilbudet i medfør af § 17.

Bestemmelsen svarer til kommissionslovens § 81.

Til § 19

Bestemmelsen omfatter situationer, hvor tredjemand gør gældende, at der slet ikke er indgået en aftale mellem ham og agenten, eller at han ikke har afgivet et tilbud, og de tilfælde, hvor tredjemand gør gældende, at aftalen eller tilbudet er urigtigt gengivet.

I disse tilfælde har tredjemand pligt til uden ugrundet ophold at reklamere over for agenturgiveren, hvis denne giver meddelelse om, at han godkender en aftale eller accepterer et tilbud, som er formidlet af agenten.

Reklamationspligten påhviler kun tredjemænd, der allerede i forvejen står i forretningsforbindelse med agenturgiveren. Denne del af bestemmelsen svarer til kontruktionen i den gældende bestemmelse i kommissionslovens § 82. Det beror på en konkret vurdering, om der i det givne tilfælde er tale om en forretningsforbindelse.

Der foreligger også kun reklamationspligt, hvis der har været ført forhandlinger mellem agenten og tredjemand, f.eks. således at parterne har drøftet priser og andre aftalevilkår.

Konsekvensen af manglende reklamation fra tredjemands side er, at en aftale med det indhold, som er angivet i underretningen fra agenturgiveren til tredjemand, anses for at være indgået, medmindre det modsatte bevises. Tredjemand har således bevisbyrden for, at der ikke er indgået en sådan aftale.

Den foreslåede bestemmelse indeholder i øvrigt visse ændringer i forhold til den gældende bestemmelse i kommissionslovens § 82, jf. herved betænkningen s. 99.

Der påhviler ikke tredjemand reklamationspligt, hvis agenturgiveren indså eller burde have indset, at der ikke var indgået en aftale, eller at tredjemand ikke havde afgivet tilbud, eller at aftalen eller tilbudet var urigtigt gengivet.

Til § 20

Bestemmelsen forudsætter, at der allerede er indgået en aftale, og den supplerer således lovforslagets § 16.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at handelsagenten ikke uden særskilt bemyndigelse kan modtage betaling eller foretage ændringer i aftalen. At der skal være tale om særskilt aftale betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at agenten har bemyndigelse til at indgå aftaler, der er bindende for agenturgiveren.

Stk. 2 pålægger agenturgiveren en reklamationspligt, hvis han i de omhandlede tilfælde ikke vil godkende agentens dispositioner. Reklamationspligten i anledning af betaling til agenten gælder i alle tilfælde, og ikke kun - som i kommissionslovens § 83, stk. 2 - når salget berettiger agenten til provision.

Agenturgiveren skal uden ugrundet ophold give tredjemand meddelelse om, at han ikke vil godkende betalingsmodtagelsen eller aftaleændringen. Reklamationsfristen - hvis længde må bero på en konkret vurdering - regnes fra det tidspunkt, hvor agenturgiveren fik underretning om betalingen eller aftaleændringen. Det er uden betydning, fra hvem agenturgiveren får meddelelsen om betalingen eller aftaleændringen.

På tilsvarende måde som i lovforslagets § 16, stk. 2, er det i lovforslaget - i modsætning til i arbejdsgruppens udkast - præciseret, at agenturgiveren kun bliver bundet af aftalen som følge af passivitet, hvis tredjemand var i god på tidspunktet for betalingen eller for ændringen af aftalen.

Efter den foreslåede stk. 3 skal stk. 1-2 også gælde for indkøbsagentur.

Til § 21

Hvis handelsagenten har medvirket ved aftalens indgåelse, kan køberen (tredjemand) efter stk. 1 i stedet for at henvende sig til agenturgiveren reklamere direkte til handelsagenten i anledning af mangler og forsinkelse, ligesom enhver anden henvendelse til agenturgiveren om aftalens opfyldelse kan ske gennem handelsagenten.

Bestemmelsen er i forhold til gældende ret (kommissionslovens § 84) begrænset til kun at omfatte tilfælde, hvor agenten har medvirket ved aftalens indgåelse.

Agenturgiveren bærer risikoen for, at reklamation, m.v., går tabt eller forsinkes undervejs fra agenten til ham.

Den handelsagent, der modtager en sådan henvendelse fra tredjemand, kan ikke uden særskilt bemyndigelse træffe afgørelse i anledning af henvendelsen. Agenten skal blot videreekspedere henvendelsen til agenturgiveren. Dette gælder som udgangspunkt også i de tilfælde, hvor agenten har et mindre varelager hos sig med henblik på hasteekspeditioner.

Bestemmelserne finder efter stk. 2 også anvendelse på indkøbsagentur.

Til § 22

Den foreslåede bestemmelse, der gennemfører direktivets artikel 15, finder kun anvendelse på agenturaftaler, der ikke er tidsbestemte.

Bestemmelsen er ny i forhold til kommissionsloven, der ikke indeholder regler om opsigelsesvarsler i forbindelse med tidsubestemte aftaler. I praksis går man dog som hovedregel ud fra, at i hvert fald agenter, der har virket i længere tid for en agenturgiver, har ret til opsigelsesvarsel.

Ved vurderingen af, om en aftale anses for tidsbestemt, lægges der navnlig vægt på, om sluttidspunktet er angivet med en sådan nøjagtighed, at parterne på forhånd er klar over, hvornår aftalen ophører.

Efter stk. 1 forlænges opsigelsesvarslet med 1 måned for hvert påbegyndt år, således at varslet er 1 måned det første år, 2 måneder det andet år, osv. Det maksimale varsel er dog 6 måneder, medmindre andet er aftalt.

Den foreslåede bestemmelse bygger på den mulighed, der i direktivets artikel 15, stk. 2, er givet for at forhøje det grundlæggende maksimum på 3 måneder til 6 måneder. Der var i arbejdsgruppen enighed om at foreslå det maksimale opsigelsesvarsel fastsat til 6 måneder, navnlig under hensyn til, at et varsel på mindst 6 måneder må anses for rimeligt ved opsigelse af langvarige agenturforhold (betænkningen s. 105). Justitsministeriet kan tilslutte sig denne opfattelse.

Opsigelsesvarslerne beregnes som nævnt på grundlag af hvert påbegyndt år, således at varslet f.eks. allerede efter 5 år og 1 dag vil være 6 måneder.

Efter stk. 2 kan der ikke ved forudgående aftale fastsættes kortere varsler end nævnt i stk. 1 for så vidt angår de 3 første påbegyndte år. Det præciseres, at forbudet gælder forudgående aftaler, idet det erkendes, at der undertiden kan være behov for at kunne aftale et kortere varsel i forbindelse med en konkret ophørssituation. Der er dog adgang til at aftale opsigelsesvarsler på 3 måneder for handelsagenten, selvom agenturforholdet har varet i mere end 3 år. Agenturgiveren har i almindelighed ikke samme beskyttelsesbehov i forbindelse med aftalens ophør, hvilket er baggrunden for, at det tillades at aftale et kortere varsel for agenten.

Efter stk. 3 i den foreslåede bestemmelse er der ikke noget i vejen for at aftale længere opsigelsesvarsler end de i stk. 1 nævnte, blot der ikke aftales et kortere varsel for agenturgiveren end for agenten. Er der aftalt et kortere varsel for agenturgiveren, skal varslet forlænges.

Efter stk. 4 skal opsigelse, hvis ikke andet er aftalt, ske til udgangen af en kalendermåned. En aftale løber således altid til udgangen af en måned, uanset på hvilket tidspunkt i måneden, der er sket opsigelse.

Til § 23

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 14, finder anvendelse på tidsbestemte aftaler, der videreføres efter den aftalte periodes udløb, hvad enten dette sker stiltiende eller efter aftale.

I disse tilfælde foreslås det, at reglerne i § 22 om opsigelsesvarsler skal finde anvendelse.

I betænkningen anførte arbejdsgruppen, at formålet med bestemmelsen bl.a. er at sikre mod omgåelse af opsigelsesreglerne ved, at der indgås en række tidsbestemte agenturaftaler efter hinanden.

På baggrund heraf fandt arbejdsgruppen, at bestemmelsen i direktivets artikel 14 måtte forstås således, at aftale om tidsbegrænset forlængelse af en tidsbegrænset aftale er udelukket.

På denne baggrund havde arbejdsgruppen i sit lovudkast foreslået indsat en bestemmelse om, at § 23 skulle være ufravigelig.

Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at medtage en sådan bestemmelse i lovforslaget.

Der lægges i denne forbindelse navnlig vægt på, at bestemmelsen efter direktivet ikke er gjort ufravigelig. Endvidere er det Justitsministeriets opfattelse, at domstolene formentlig i en konkret situation ud fra almindelige omgåelses- og rimelighedsprincipper vil statuere, at en tidsbestemt aftale, som gentagne gange er blevet forlænget, må anses for ændret til en tidsubestemt aftale med de konsekvenser, som følger af lovforslaget.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i øvrigt er tale om videreførelse af aftalen, må bero på en konkret vurdering, jf. herved det af arbejdsgruppen anførte i betænkningen s. 109.

I 2. pkt. fastsættes det, at ved beregningen af opsigelsesvarsler i medfør af § 22 skal den tidsbestemte aftaleperiode medregnes. Dette er en gennemførelse af direktivets artikel 15, stk. 6.

Til § 24

Den foreslåede bestemmelse giver hver af parterne mulighed for at hæve aftalen, dvs. bringe aftalen til ophør, uden at overholde det gældende opsigelsesvarsel, hvis den anden part i væsentlig grad har undladt at opfylde sine forpligtelser efter aftalen eller loven. Det er ikke en betingelse for ophævelse, at den anden parts undladelse kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom, eller at den ophævende part lider noget økonomisk tab, men hvis disse to betingelser er opfyldt, vil den part, der ophæver aftalen, også kunne kræve erstatning, jf. herved lovforslagets § 6.

Der henvises til de i betænkningen s. 111 ff nævnte eksempler på misligholdelse.

Arbejdsgruppen har endvidere i betænkningen s. 112 ff behandlet spørgsmålet, om der i lighed med ordningen i kommissionslovens § 50, stk. 1, og § 51, stk. 1, bør være adgang til erstatningsfri ophævelse af agenturaftalen, når der foreligger andre særlige omstændigheder, der ikke har karakter af væsentlig misligholdelse. Arbejdsgruppen konkluderer, at der ikke synes at være noget væsentligt behov for en sådan regel. Justitsminsiteriet kan tilslutte sig denne opfattelse.

Til § 25

Den foreslåede bestemmelse om godtgørelse i forbindelse med agenturaftalens ophør er ny i forhold til gældende ret. Kommissionsloven indeholder ingen regler herom, og der eksisterer ingen almindelig kutyme for, at der ydes en sådan godtgørelse. Det er dog i de senere år blevet mere almindeligt, at godtgørelse ydes også uden særskilt aftale herom.

Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at vælge, om kompensation for den værdi, som agenten har tilført agenturgiveren ved oparbejdelse eller udvidelse af kundekredsen, skal gives som godtgørelse eller som skadeserstatning. Arbejdsgruppen foretrak i sit lovudkast at benytte godtgørelsesmodellen (direktivets artikel 17, stk. 2), og lovforslagets § 25 er identisk med arbejdsgruppens udkast.

Betaling af godtgørelse hindrer ikke, at agenten kan kræve erstatning, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, f.eks. i tilfælde, hvor agenturgiveren uberettiget ophæver aftalen uden overholdelse af det gældende opsigelsesvarsel. I så fald kan der blive tale om både erstatning efter forslagets § 6 og godtgørelse i medfør af § 25.

Sondringen mellem godtgørelse og erstatning kan endvidere få betydning i bl.a. skattemæssig hensesende, jf. herved det anførte i betænkningen s. 119 ff.

Agenten har som udgangspunkt krav på godtgørelse, når de i stk. 1 anførte betingelser er opfyldt. Størrelsen af godtgørelsen afhænger af, i hvilket omfang betingelserne er opfyldt, jf. også bemærkningerne til forslagets § 26. Endvidere er der i den foreslåede § 27 anført ophørsgrunde, der ikke berettiger til godtgørelse.

Efter nr. 1 er det en betingelse, at agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds. »Nye kunder« kan også være kunder, som agenturgiveren tidligere har haft forbindelse med, hvis denne forbindelse har været ophørt i nogen tid, og er blevet genoplivet af agenten. Der kan også være tale om en ny kunde, hvis agenten introducerer kunden som køber af et nyt produkt, selvom kunden tidligere har aftaget andre typer produkter fra agenturgiveren.

Endvidere skal agenten have »skaffet« kunderne, dvs. have medvirket til agenturgiverens første aftale med kunden, jf. forslagets § 9, nr. 1, eller eventuelt ved sin markedsføring have forårsaget, at kunden har indgået aftale direkte med agenturgiveren. Hvis agenten har skaffet nye kunder, er denne betingelse opfyldt, også selvom gamle kunder er faldet fra, og det samlede antal kunder er mindre end ved agenturforholdets start.

En betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds kan også give handelsagenten krav på godtgørelse. Hvad der kræves for, at en udvidelse af kundekredsen anses for betydelig, må bero på en konkret vurdering.

Endelig er det efter nr. 1 en betingelse, at forbindelsen med de pågældende kunder fortsat vil give handelsagenten betydelige fordele. Fordelen vil især være udsigten til en længerevarende forretningsforbindelse med de kunder, som agenten har skaffet. Der vil være en formodning for, at en fast forretningsforbindelse, som agenten har etableret mellem kunden og agenturgiveren, fortsætter, medmindre andet fremgår af omstændighederne. Der henvises endvidere til det anførte i betænkningen s.125 f.

Hvis agenturgiverens virksomhed afvikles eller ophører i forbindelse med agenturforholdets ophør, har agenten ikke krav på godtgørelse, da agenturgiveren i så fald ikke vil have nogen fordel af agentens arbejde. Hvis derimod agenturgiverens virksomhed helt eller delvis overdrages, påvirker dette i princippet ikke agentens krav om godtgørelse.

Er der i forbindelse med agenturforholdets ophør truffet aftale eller afgørelse om godtgørelse, vil parterne ikke senere kunne kræve efter- eller tilbagebetaling, selv om skønnet viser sig at være forkert. Kun hvis der er taget forbehold herom, eller hvis der er givet urigtige oplysninger, kan der blive tale om en efterregulering.

Udover betingelserne i stk. 1, nr. 1, er det efter nr. 2 en forudsætning, at betaling af godtgørelse er rimelig. Der skal tages hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med kunderne. Der tænkes her navnlig på tab af provision ved forventet gentagelse af ordrer, som agenten har skaffet.

Herudover kan f.eks. aftalens varighed, agentens omkostninger, intensiteten af agentens arbejde og forhold i forbindelse med ophøret være af betydning for vurderingen af, om betaling af godtgørelse er rimelig, jf. herved nærmere det i betænkningen s.126 ff anførte.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 finder reglerne om godtgørelse tilsvarende anvendelse, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død. Om dødsboets krav på godtgørelse henvises til betænkningen s. 128.

Til § 26

Der foreslås fastsat et maksimum for godtgørelsens størrelse.

Ved beregningen af det gennemsnitlige vederlag tages udgangspunkt i bruttovederlaget. Ved vederlag forstås såvel provision som andet aftalt vederlag, f.eks. tilskud til kontorhold, befordring, reklame, m.v.

I betænkningen s. 130 ff gennemgår arbejdsgruppen eksempler på gældende aftalepraksis og retspraksis vedrørende godtgørelsens størrelse.

Efter direktivet og lovforslagets § 25 er det en forudsætning, at godtgørelsens størrelse fastsættes efter en konkret vurdering. Der er derfor ikke umiddelbart grund til at antage, at godtgørelsen i almindelighed vil komme til at ligge på maksimumbeløbet efter § 26.

Til § 27

Bestemmelsen, der gennemfører direktivets § 18, opregner de tilfælde, hvor agenten ikke har krav på godtgørelse efter forslagets § 25.

Efter nr. 1 har agenten ikke krav på godtgørelse, hvis agenturgiveren bringer aftalen til ophør på grund af væsentlig misligholdelse, der kan tilregnes agenten, dvs. skyldes hans eller hans ansattes fejl eller forsømmelse. Misligholdelse, der skyldes pengemangel, er også tilregnelig. Der skal være tale om en væsentlig misligholdelse, for at godtgørelseskravet bortfalder. Der kan derfor tænkes tilfælde, hvor handelsagenten er erstatningsansvarlig overfor agenturgiveren i medfør af forslagets § 6, men hvor godtgørelseskravet består.

Efter nr. 2 er udgangspunktet, at godtgørelseskravet ligeledes bortfalder, hvis agenten selv bringer aftalen til ophør. Baggrunden for denne regel er, at agenten ikke selv skal kunne udløse et godtgørelseskrav på et for ham gunstigt tidspunkt. Hvis agenten anser kundekredsen for at være af værdi, må han således normalt fortsætte kontraktsforholdet.

Agenten bevarer dog i visse tilfælde sit godtgørelseskrav. Dette gælder først og fremmest, hvis aftalen bringes til ophør på grund af omstændigheder, der skyldes agenturgiveren. Af betænkningen s. 134 fremgår det, at det er arbejdsgruppens opfattelse, at reglens væsentligste anvendelsesområde vil være omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren. Arbejdsgruppen finder således, at forhold, der ikke kan tilregnes agenturgiveren, men skyldes omstændigheder, der er uden for dennes kontrol, kun i begrænset omfang bør give mulighed for, at agenten kan bringe agenturforholdet til ophør og samtidig bevare godtgørelseskravet.

Efter bestemmelsens nr. 2, litra b, bevarer agenten endvidere retten til godtgørelse, hvis aftalen bringes til ophør på grund af agentens alder, svagelighed eller sygdom. Det er endvidere et krav, at det af de nævnte grunde ikke med rimelighed kan kræves, at agenten fortsætter sin virksomhed. Spørgsmålet om rimeligheden i at fortsætte virksomheden må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Efter bestemmelsens nr. 3 har handelsagenten ikke krav på godtgørelse, hvis han efter aftale med agenturgiveren overdrager agenturkontrakten til en anden. Baggrunden for reglen er, at agenten gennem afståelse antages at have fået vederlag for kundekredsen. Godtgørelsen afskæres, uanset om vederlaget for overdragelsen må antages at være mindre end den godtgørelse, som agenten ville have haft krav på, hvis der ikke var sket overdragelse. Godtgørelse afskæres også ved overdragelse uden vederlag.

Til § 28

Det er efter forslaget en betingelse for at bevare godtgørelseskravet, at agenten senest 1 år efter agenturaftalens ophør har meddelt agenturgiveren, at krav på godtgørelse vil blive fremsat.

Fristen løber fra den dag, aftalen ophørte, og ikke fra opsigelsesdagen.

Agenten behøver blot at meddele agenturgiveren, at han vil kræve godtgørelse. Det er ikke nødvendigt ved meddelelsen at præcisere kravets størrelse, men inden rimelig tid efter fremsættelsen må kravet dog være opgjort.

Til § 29

Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 19, hvorefter parterne ikke, før kontrakten er ophørt, kan fravige reglerne om godtgørelse til skade for agenten.

Dette afskærer formentlig ikke parterne fra i opsigelsesperioden - dvs. efter kontrakten er opsagt, men inden ophøret af aftalen - at indgå aftale om godtgørelse, der stiller agenten ringere, end hvad en bedømmelse efter forslagets §§ 25-27 ville føre til.

Til § 30

Spørgsmålet om konkurrenceklausulers gyldighed afgøres i dag efter aftalelovens § 38. Kommissionsloven indeholder ikke bestemmelser om konkurrenceklausuler.

Direktivets artikel 20, der foreslås gennemført ved § 30, fastsætter forskellige krav til konkurrenceklausuler, herunder krav om skriftlighed og om, at konkurrenceklausuler højst kan gælde i 2 år fra agenturaftalens ophør.

Det kan ikke anses for givet, at tilsidesættelse af disse krav ville medføre ugyldighed efter aftalelovens § 38, og det er derfor fundet nødvendigt at medtage en særlig bestemmelse om konkurrenceklausuler i lovforslaget.

I stk. 1, nr. 1-3, er de vilkår opregnet, som er betingelser for, at en konkurrenceklausul er gyldig. En aftale, der kun delvist opfylder betingelserne, binder kun handelsagenten for så vidt angår den del af aftalen, der opfylder betingelserne.

Bestemmelsen vedrører alene aftaler om begrænsning af agentens erhvervsvirksomhed efter agenturaftalens ophør. Aftaler om begrænsning af agentens konkurrerende virksomhed under agenturforholdets beståen, falder således uden for bestemmelsen. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4.

I stk. 2 fastsættes det, at konkurrenceklausuler højst kan gælde i 2 år fra agenturaftalens ophør. Dette hindrer dog ikke, at en konkurrenceklausul vil kunne tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 38, stk. 1, også selv om 2-års fristen er overholdt, hvis den går videre, end det er påkrævet for at værne imod konkurrence, eller hvis den på urimelig måde indskrænker agentens adgang til erhverv.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 præciserer, at der også er mulighed for at tilsidesætte konkurrenceklausuler i medfør af aftalelovens § 38, stk. 1, selv om klausulen opfylder betingelserne i stk. 1-2.

Derimod har man ikke fundet at burde medtage en henvisning til aftalelovens § 38, stk. 2, om ansættelsesforhold. Det må antages, at domstolene i de særlige tilfælde, hvor der foreligger et ansætttelseslignende forhold, under alle omstændigheder vil anvende princippet i aftalelovens § 38, stk. 2. Der henvises i denne forbindelse til det anførte i betænkningen s. 139 f.

I det hele taget udelukker stk. 3 ikke, at konkurrenceklausuler tilsidesættes efter andre regler, f.eks. aftalelovens § 36.

Til kapitel 3

Kapitlet omfatter ansatte handelsrejsende, jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Disse handelsrejsende er efter gældende ret omfattet af kommissionslovens kapitel IV.

Ansatte handelsrejsende er omfattet af funktionærloven, medmindre den pågældendes beskæftigelse gennemsnitligt er under 15 timer ugentligt, jf. funktionærlovens § 1, stk. 2. Lovforslagets regler er således et resultat af grundige overvejelser over, hvorvidt og i hvilket omfang der tillige skal være regler om ansatte handelsrejsende i en lov om handelsagenter.

Til § 31

Bestemmelsen indeholder en definition af begrebet ansatte handelsrejsende.

Den handelsrejsendes opgave er at opsøge arbejdsgiverens kunder og i forbindelse hermed virke for salg eller køb af varer. Hvis formålet med kundebesøget i væsentligt omfang er udbringning af bestilte varer og eventult levering af varer ved samtidig bestilling, vil der ikke være tale om en handelsrejsende i lovens forstand. Hvis den ansatte samtidig med optagelse af ordrer på levering af varer udfører tjenesteydelser, der står i forbindelse med varen, kan det også give anledning til tvivl, om den pågældende er handelsrejsende. Det må dog normalt være tilstrækkeligt, at salgsarbejdet udgør den overvejende del af arbejdet.

I modsætning til efter kommissionsloven er der ikke skelnet mellem handelsrejsende, der rejser fra sted til sted, og handelsrejsende, der virker på en bestemt »plads«. Definitionen omfatter endvidere både handelsrejsende, der afsætter varer, og handelsrejsende, der virker for køb af varer.

Sædvanligvis har den handelsrejsende alene vareprøver med under besøget hos kunden, hvorimod han ikke medbringer den konkrete vare, kunden skal købe. I enkelte brancher, f.eks. i guldsmedebranchen, er det dog sædvanligt, at varerne medføres, og i så fald må forholdet på trods af dette alligevel anses for omfattet af reglerne om handelsrejsende.

Til § 32

Bestemmelsen svarer til kommissionslovens § 86, stk. 2. Endvidere indeholder funktionærlovens § 15 en beslægtet regel, hvorefter en funktionær har ret til uden samtykke fra arbejdsgiveren at påtage sig hverv uden for tjenesten, når dette kan røgtes uden ulempe for virksomheden.

Arbejdsgruppens flertal fandt, at arbejdsgiveren kan have en væsentligt interesse i at kunne modsætte sig, at den handelsrejsende under udførelsen af sit arbejde arbejder for at sælge andre, eventuelt konkurrerende, varer, hvad enten dette sker for en anden arbejdsgiver eller for egen regning.

Flertallet foreslog derfor en regel svarende til kommissionslovens § 86, stk. 2, indsat i lovudskastet.

Arbejdsgruppens mindretal (Danmarks Aktive Handelsrejsendes repræsentant) fandt bestemmelsen i overensstemmelse med gældende ret og derfor overflødig. Efter mindretallets opfattelse var bestemmelsen udtryk for en forskelsbehandling, og der var risiko for, at bestemmelsen helt ubegrundet ville kunne anvendes af arbejdsgiveren mod den ansatte handelsrejsendes interesser. Mindretallet henviste navnlig til, at lovgivningen ikke i øvrigt regulerer, i hvilket omfang en gruppe af ansatte må arbejde for andre. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at andre ansatte ubegrænset må arbejde for andre hvervgivere, idet dette spørgsmål reguleres af retspraksis på baggrund af almindelige overvejelser over den anden beskæftigelses forenelighed med hvervet, navnlig på baggrund af arbejdets omfang og karakter.

Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets betragtninger, og den foreslåede bestemmelse er således i overensstemmelse med det af flertallet foreslåede i lovudkastet.

Bestemmelsen berører ikke den handelsrejsendes adgang til at påtage sig andet arbejde uden for arbejdstiden, jf. herved funktionærlovens § 15.

Til § 33

Den foreslåede bestemmelse vedrører kun ansatte handelsrejsende, der efter aftale med arbejdsgiveren aflønnes helt eller delvis med provision.

Det foreslås således, at lovforslagets regler om provision også skal gælde for ansatte handelsrejsende. I modsat fald ville spørsgsmålet om provision for denne gruppe af ansatte være helt ulovreguleret.

Det foreslås dog, at lovens regler om provision frit skal kunne fraviges ved aftale i ansættelsesforhold. Justitsministeriet følger med dette forslag indstillingen fra arbejdsgruppens flertal, der ikke fandt tilstrækkelig grund til også at gøre reglerne ufravigelig i disse situationer. Arbejdsgruppens mindretal (Danmarks Aktive Handelsrejsendes repræsentant) anførte, at det i praksis ofte er mere eller mindre tilfældigt, om en person er ansat eller agent, i hvert fald hvis den pågældende udelukkende aflønnes med provision, og mindretallet fandt det derfor uforståeligt, at reglerne for de to grupper skal have forskellig karakter.

Efter det for Justitsministeriet oplyste kan aflønningsformen for ansatte handelsrejsende variere en del. Der kan være tale om, at den handelsrejsende skal lønnes i form af en kombination af fast løn og provision, eller at lønnen alene skal bestå i provision, eventuelt en garanteret minimumsprovision eller en adgang til at få udbetalt forskud på provision (»a conto provision«).

På denne baggrund har Justitsministeriet fundet det mest hensigtsmæssigt, at parterne ved aftale kan tilpasse provisionsordningen til den valgte aflønningsform. Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at der ikke er påvist et tilstrækkeligt stort behov for også at gøre reglerne ufravigelige for ansatte handelsrejsende.

I § 33, 2. pkt., foreslås det, at forslagets § 14, stk. 5, kun skal anvendes, hvis forholdet ikke er omfattet af funktionærloven. Efter § 14, stk. 5, skal handelsagenten tilbagebetale modtagne provisionsbeløb, hvis provisionskravet bortfalder, f.eks. fordi tredjemand ikke betaler. Handelsrejsende er normalt omfattet af funktionærloven, og ifølge denne lovs § 9, stk. 2, kan arbejdsgiveren kun kræve forskud på provision dækket af funktionærens løntilgodehavende eller indtjente provision. Hvis forskudet ikke derved kan dækkes, har arbejdsgiveren ikke noget krav mod funktionæren. Baggrunden for denne regel er, at risikoen for, om forskud på provision kan indtjenes ved salg, bør bæres af arbejdsgiveren. Forslagets § 14, stk. 5, bør derfor kun anvendes, hvis den ansatte ikke er omfattet af funktionærloven.

Til § 34

Det foreslås, at lovforslagets regler om forholdet til tredjemand også skal gælde for ansatte handelsrejsende.

Dette foreslås gennemført ved en generel henvisning til de regler, der gælder for handelsagenter, hvilket er en væsentlig forenkling i forhold til de nu gældende regler i kommissionsloven. De regler i kommissionsloven, der kun gælder for handelsrejsende, er ikke videreført med forslaget.

Til § 35

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Efter direktivets artikel 22 skal bestemmelserne i direktivet være gennemført inden den 1. januar 1990.

Agenturaftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden, er således omfattet af loven.

For agenturaftaler indgået inden lovens ikrafttræden er der i stk. 2 fastsat en overgangsordning.

Der er efter direktivet mulighed for at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for så vidt angår disse aftaler til senest den 1. januar 1994.

En 4-årig periode er dog anset for at være for lang, og der foreslås derfor en overgangsperiode på 2 år, hvilket må antages i vidt omfang at tilgodese såvel agentens som agenturgivers interesser.

For så vidt angår provisionsreglerne må det antages, at det er salgs- eller købsaftalens indgåelse, der er afgørende for, om kommissionsloven eller den nye lov finder anvendelse. Har agenten eller tredjemand derfor indsendt et tilbud inden den 1. januar 1992, men accepteres det først af agenturgiveren efter denne dato, har agenten krav på provision efter lovforslagets regler. Det må endvidere antages, at en agent har ret til provision i medfør af forslagets § 10, stk. 1-2, hvis aftalen indgås efter 1. janaur 1992, selv om agenturforholdet er ophørt inden denne dato. Forslagets regler om forfaldstid, provisionsnota og indsigt i forretningsbøger finder anvendelse fra 1. januar 1992, uanset om provisionskravet er omfattet af kommissionsloven eller forslaget. Almindelige passivitetssynspunkter kan dog afskære agenten fra at kræve indsigt i agenturgiverens forretningsbøger med hensyn til ældre provisionskrav. Anciennitet optjent før 1. januar 1992 medregnes ved beregning af opsigelsesvarslerne i henhold til lovforslaget.

Der er i stk. 2, 2. pkt., fastsat en særregel for aftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden og opsagt før 1. januar 1992. I disse tilfælde finder kommissionslovens regler fortsat anvendelse, forudsat at aftalen lovligt er opsagt til ophør senest den 30. juni 1992. Om den nærmere baggrund for denne overgangsregel henvises til betænkningen s. 153 f.

Overgangsreglerne gælder ikke for handelsrejsende, jf. lovforslagets kapitel 3. Der er ikke fundet behov for overgangsregler, da reglerne om opsigelse og godtgørelse ikke skal gælde for handelsrejsende. Endvidere kommer der herved til at gælde samme regler for alle handelsrejsende i samme virksomhed, uanset hvornår de er ansat. Med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af reglerne om provision henvises til det ovenfor anførte.

Til § 36

Haagerkonventionen af 19. marts 1978 om hvilken lov, der skal anvendes på kontrakter med mellemmænd og på fuldmagtsspørgsmål, vedrører ikke blot handelsagenter og i et vist omfang handelsrejsende, men alle typer af fuldmægtige og mellemmænd, herunder speditører, rederiagenter, ejendoms-, skibs- eller varemæglere, vekselerere og rejsebureauer. Et hovedområde for konventionens lovvalgsregler er imidlertid internationale regler om handelsagenter.

Konventionen blev åbnet for undertegnelse i 1978 og er indtil videre alene ratificeret af Frankrig, Holland og Portugal.

Arbejdsgruppen anførte i betænkningen, at konventionens bestemmelser i vidt omfang svarer til gældende dansk ret, selv om denne ikke er ganske afklaret i praksis. Ratifikation af konventionen kan derfor medvirke til en afklaring. På den anden side synes der på baggrund af den yderst sparsomme retspraksis ikke at være noget væsentligt praktisk behov herfor. Endvidere må eksistensen af Haagerkonventionen i sig selv forventes at påvirke gældende dansk ret, selv om Danmark ikke ratificerer konventionen.

Spørgsmålet om ratifikation af Haagerkonventionen har i 1988 været drøftet med justitsministerierne i de øvrige nordiske lande, der har oplyst, at de ikke har aktuelle planer om ratifikation.

Arbejdsgruppen konkluderede på denne baggrund, at hensynet til ensartede internationalt privatretlige regler taler for ratifikation af Haagerkonventionen, men mente ikke, at der for tiden er påvist et tilstrækkeligt praktisk behov for at søge konventionen ratificeret fra dansk side.

Det fremgår af det anførte, at der umiddelbart er mange momenter, der taler for, at Danmark tager skridt til ratifikation af konventionen - i hvert fald inden for en overskuelig årrække.

Justitsministeriet finder derfor, at der ved lovforslaget bør skabes en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler til gennemførelse af konventionen med henblik på ratifikation af denne, når det på et senere tidspunkt findes hensigtsmæssigt.

Justitsministeriet er opmærksom på, at EF-konventionen om lovvalg i kontraktsforhold i vidt omfang regulerer de samme spørgsmål, som er omfattet af Haagerkonventionen. Dette hindrer imidlertid ikke, at Danmark ratificerer Haagerkonventionen. Ifølge EF-konventionens artikel 21 viger denne konvention for andre internationale konventioner, som en kontraherende stat er eller bliver deltager i. Ratifikation af andre internationale konventioner forudsætter dog underretning og eventuel konsultation af de øvrige kontraherende stater, jf. EF-konventionens artikel 24. Også Haagerkonventionen kan ratificeres, således at den viger for EF-konventionen. Hvis Danmark tiltræder Haagerkonventionen, vil det således være muligt at vælge, hvilken af de to konventioner der skal have forrang.

Justitsministeriet finder ikke, at man på nuværende tidspunkt bør lægge sig fast på, hvilken af disse to løsninger der i givet fald bør vælges. Dette må bero på drøftelser med bl.a. de øvrige EF-lande.

Bemyndigelsen for justitsministeren til at fastsætte regler til gennemførelse af Haagerkonventionen indebærer således også en bemyndigelse til uden særskilt forelæggelse for Folketinget i forbindelse med ratifikation af Haagerkonventionen at træffe afgørelse om, hvilken af de to konventioner der skal vige for den anden.

Det bemærkes, at EF-konventionen er gennemført i Danmark ved lov nr. 188 af 9. maj 1984. Konventionen er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, idet den kun er ratificeret af Belgien, Frankrig, Danmark, Italien, Luxembourg og Vesttyskland. Konventionen træder først i kraft, når den er ratificeret af 7 EF-stater. Lande, der ikke er medlem af EF, kan ikke tiltræde konventionen.

Til § 37

Kommissionslovens kapitel III-IV, der omhandler handelsagentur og handelsrejsende, foreslås ophævet og lovens titel ændret i overensstemmelse hermed.

Til § 38

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

§ 38. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

KAPITEL I

Anvendelsesområde

KAPITEL II

Rettigheder og forpligtelser

KAPITEL III

Vederlag

KAPITEL IV

Agenturkontraktens indgåelse og ophør

KAPITEL V

Almindelige og afsluttende bestemmelser

(* 1) EFT nr. C 13 af 18.1.1977, s. 2 og EFT nr. C 56 af 2.3.1979, s. 5.

(* 2) EFT nr. C 239 af 9.10.1978, s. 17

(* 3) EFT nr. C 59 af 8.3.1978, s. 31.

(* 4) EFT nr. 56 af 4.4.1964, s. 869/64.

Nr LSF 106

Forslag til Lov om handelsagenter og handelsrejsende

Fremsat af justitsministeren (Engell)

den 8. december 1989

Vedtaget ved tredjebehandling den 26. april 1990

Lov nr. 272 af 02/05/1990