1989 LSF 64 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SELSKABSSKATTELOVEN OG FONDSBESKATNINGSLOVEN (FORHØJELSE AF KOMMUNERNES ANDEL AF SELSKABSSKATTEN M.V.)
Statutory Text (5 Articles)
§ 1
I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 593 af 30. september 1988, foretages følgende ændring
I § 23 ændres »3/25« til: »1/3«.
§ 2
I lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutioner m.v. (fondsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 528 af 2. august 1989, foretages følgende ændring
I § 13 ændres »3/25« til: »1/3«.
§ 3
Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med skatteåret 1991/92.
Bemærkninger til lovforslaget
Lovforslaget har til formål at forøge kommunernes andel af selskabsskatten fra de nuværende 3/25 - svarende til en kommunal skatteprocent på 6 - til 1/3 svarende til en kommunal skatteprocent på 16,67 for selskaber og fonde m.v.
Baggrunden for forslaget er dobbelt
1. Kommunerne får i dag for lille en del af selskabsskatten. I takt med, at større og større dele af erhvervslivet overgår til selskabsform, får kommunerne dermed en stadig mindre del af erhvervsbeskatningen. Det betyder, at kommuner med et relativt veludbygget erhvervsliv diskrimineres. Dette medfører, at kommunerne på grund af fordelingen af selskabsskatten m.v. ikke opmuntres til at fremme erhvervsudviklingen.
En forøgelse af den kommunale andel af selskabsskatten vil specielt betyde en økonomisk fordel for København, de større provinsbyer og de af hovedstadskommunerne, der tegner sig for den kraftigste erhvervsudvikling. Det er efter SF's opfattelse rimeligt, idet disse kommuner i kraft af centerfunktionen og erhvervsudviklingen er påført en række opgaver, der ikke kun er af lokal karakter. Det bemærkes, at København vil få et øget provenu af såvel selskabsbeskatningen som af fondsbeskatningen (specielt vedrørende realkreditinstitutionerne og arbejdsmarkedsorganisationerne). Denne økonomiske indsprøjtning er imidlertid nødvendig, hvis København skal genskabe sin erhvervsmæssige dynamik.
2. Efter regeringens oplæg skal erhvervsligningen fortsat være placeret i kommunerne. SF mener, at erhvervsligningen bør være en statslig opgave.
Men skal erhvervsligningen fortsat være i kommunerne, må kommunernes andel af selskabsskatten m.v. beregnes således, at der er et naturligt økonomisk incitament til at foretage den fornødne ligning. Kommunerne skal således være reelt økonomisk ansvarlige for konsekvenserne af en eventuelt mangelfuld ligningsindsats og deraf følgende »skattely« for de i kommunen skattepligtige selskaber, fonde m.v.
SF har ikke foreslået ændring af bloktilskudsreglerne i anledning af lovforslaget, idet SF mener, at regeringen i de sidste år har overført for store dele af de økonomiske byrder til kommunerne.
Lovforslaget foreslås at have virkning fra og med skatteåret 1991/92, dvs. for indkomstår, der påbegyndes efter 1. januar 1990. Det vil således først gælde for den selskabsskat m.v., der skal betales i november 1991 og dermed for de kommunale budgetter fra og med 1991.
Ingen
Nr LSF 64
Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven (Forhøjelse af kommunernes andel af selskabsskatten m.v.)
Fremsat af Jens Thoft (SF) Agerschou (SF) Lone Stig Andersen (SF) Aage Frandsen (SF) Rahbæk Møller (SF) Bjørn Poulsen (SF)
den 8. november 1989