1989 LSF 6 FORSLAG TIL LOV OM SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER M.V. (SKATTESTYRELSESLOVEN)

Kapitel 1

De lokale skattemyndigheder

Kommunalbestyrelsen

Kapitel 1

De lokale skattemyndigheder

Kommunalbestyrelsen

Kapitel 1

De lokale skattemyndigheder

Kommunalbestyrelsen

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges. Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen, til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes planer for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, og at planerne følges. Planerne skal tage hensyn til de i § 17 nævnte planer og anvisninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen, til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges. Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen, til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

Kapitel 2

De statslige skattemyndigheder

Den centrale told- og skatteforvaltning

Kapitel 2

De statslige skattemyndigheder

Den centrale told- og skatteforvaltning

Kapitel 2

De statslige skattemyndigheder

Den centrale told- og skatteforvaltning

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager

1) Skatteansættelse af indkomst og formue.

2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3, værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager

1) Skatteansættelse af indkomst og formue.

2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3, værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurdering af fast ejendom, jf. dog § 4, stk. 2.

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager

1) Skatteansættelse af indkomst og formue.

2) Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3, værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

Kapitel 3

Klage og domstolsprøvelse

Klage til skatteankenævnet

Kapitel 3

Klage og domstolsprøvelse

Klage til skatteankenævnet

Kapitel 3

Klage og domstolsprøvelse

Klage til skatteankenævnet

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen, skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen, skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31.marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen, skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

§ 4. Den kommunale skattemyndighed vurderer landets faste ejendomme efter reglerne i vurderingsloven.

Stk. 2. Når en vurdering vedrører en ejendom, der tilhører kommunen, eller kommunen i øvrigt har en særlig retlig eller økonomisk interesse i udfaldet af en vurdering, vurderer den centrale told- og skatteforvaltning ejendommen. Reglerne i §§ 5, 6 og 8 anvendes tilsvarende.

§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

Kapitel 5

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Kapitel 5

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Kapitel 5

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 5. Begæring om vurdering efter vurderingslovens § 4 skal indgives til den kommunale skattemyndighed. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om formen for begæringen og om hvilke dokumenter og oplysninger, der skal medfølge.

§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 6. Den kommunale skattemyndighed skal give ejeren skriftlig meddelelse om resultatet af den foretagne vurdering. Når begæring om vurdering er fremsat i anledning af salg, gives der meddelelse både til køber og sælger.

Stk. 2. Når en almindelig vurdering er afsluttet, giver den kommunale skattemyndighed efter forudgående offentlig bekendtgørelse offentligheden adgang til oplysning om resultatet af vurderingerne inden for en periode af mindst 14 dage.

§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 7. Den kommunale skattemyndighed kan ændre vurderinger indtil udløbet af vurderingsåret.

Stk. 2. Den kommunale skattemyndighed har pligt til at medvirke til revision af vurderingerne.

§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget. Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes af kommunalbestyrelsen.

§ 8. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse eller en vurdering, når den skattepligtige henholdsvis ejeren, eller køber eller sælger, jf. § 6, stk. 1, 2.pkt., fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse eller vurdering. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, og vurderinger efter udløbet af vurderingsåret.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, og vurderinger efter udløbet af vurderingsåret, hvor disse tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i §§ 3-6 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en ansættelse eller vurdering ændres efter reglerne i stk. 1-3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget. Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes af kommunalbestyrelsen.

§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af nævnets funktionsperiode.

§ 9. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 25-27 klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af nævnets funktionsperiode.

§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller, hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende. Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse, der er foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om skatteankenævnet i København.

§ 10. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 12, har heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller, hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende. Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenigt i en ansættelse, der er foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om skatteankenævnet i København.

§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

§ 11. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.

§ 12. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget. Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes af kommunalbestyrelsen.

§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.

§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og vurderingsarbejdet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller vurderingen.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2, skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.

§ 13. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af nævnets funktionsperiode.

§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og vurderingsarbejdet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller vurderingen.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2, skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.

§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og forhandlinger uden stemmeret.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser, ansættelser og vurderingssager til gennemgang.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller et skyldråd for Ligningsrådet.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.

Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.

Den regionale told- og skatteforvaltning

§ 14. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller, hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende. Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse eller vurdering, der er foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om skatteankenævnet i København.

§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og forhandlinger uden stemmeret.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser, ansættelser og vurderingssager til gennemgang.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller et skyldråd for Ligningsrådet.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.

Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.

Den regionale told- og skatteforvaltning

§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.

§ 15. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller vurdering eller i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.

§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.

Ligningsrådet

§ 16. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer, samt vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i gaveafgiftssager og beregner gaveafgift. Told- og skatteforvaltningen foretager endvidere de i § 4, stk. 2, nævnte vurderinger.

§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.

Ligningsrådet

§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.

Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6 år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.

Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets virksomhed.

§ 17. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og vurderingsarbejdet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner den kommunale skattemyndighed med oplysninger til brug ved ligningen eller vurderingen og giver den anvisninger med hensyn til den formelle fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller vurderingen.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2, skal de følges af de lokale skattemyndigheder.

§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.

Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6 år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.

Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets virksomhed.

§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.

Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning.

Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

§ 18. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 opregnede sager. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale skattemyndigheders konkrete arbejde, herunder til at deltage i skatteankenævnenes møder og forhandlinger uden stemmeret.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser, ansættelser og vurderingssager til gennemgang.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse eller en vurdering, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en ansættelse eller vurdering, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen eller vurderingen. Dette gælder dog ikke i det omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til ansættelsen eller vurderingen. For ejendomsvurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme fra hvilket tidspunkt, ændringen skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., § 25, stk. 2, og § 26, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 23.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale skattemyndigheder at foretage ansættelser eller vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.

Stk. 7. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af ansættelser eller vurderinger foretaget af told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.

Den regionale told- og skatteforvaltning

§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.

Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning.

Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til Landsskatteretten.

Landsskatteretten

§ 19. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.

§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til Landsskatteretten.

Landsskatteretten

§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over afgørelser truffet af skattemyndighederne.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer.

Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien, håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne med 2 medlemmer.

Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.

Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef.

Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af skatteministeren.

§ 20. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang Københavns og Frederiksberg kommuner varetager opgaver af den karakter, der påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.

Ligningsrådet

§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over afgørelser truffet af skattemyndighederne.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer.

Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien, håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne med 2 medlemmer.

Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.

Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef.

Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af skatteministeren.

§ 21. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2 indgives til myndigheden, der videresender klagen tillige med en udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling. Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af skatteankenævnet.

Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk. 2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet. Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse. Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.

§ 21. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.

Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handlen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Københavns kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6 år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.

Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets virksomhed.

§ 21. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2 indgives til myndigheden, der videresender klagen tillige med en udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling. Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af skatteankenævnet.

Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk. 2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet. Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse. Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.

§ 22. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige omstændigheder taler derfor.

Klage til Landsskatteretten

§ 22. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 17.

Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af de lokale skattemyndigheder, jf. § 18.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af lignings- eller vurderingsarbejdet, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen bindende direktiver for lignings- eller vurderingsarbejdet, herunder pålæg om at nærmere angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning.

Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående udformningen af skemaerne til selvangivelsen.

§ 22. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige omstændigheder taler derfor.

Klage til Landsskatteretten

§ 23. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser

1) Skatteansættelser af indkomst og formue.

2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurderinger af fast ejendom.

4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.

5) Bindende forhåndsbesked.

6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for Landsskatteretten.

Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af dødsboet.

Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af ejerne. Er en vurdering foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri. Når en vurdering af en fast ejendom er påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.

Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af den gaveafgiftspligtige.

Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. Det samme gælder for afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.

Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

§ 23. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan foretage ændringer deri, jf. dog § 41, stk. 2. Ligningsrådet kan for ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme fra hvilket tidspunkt, ændringen skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6.pkt., § 25, stk. 2, og § 26, stk. 2, anvendes tilsvarende.

Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til Landsskatteretten.

Landsskatteretten

§ 23. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser

1) Skatteansættelser af indkomst og formue.

2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurderinger af fast ejendom.

4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.

5) Bindende forhåndsbesked.

6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for Landsskatteretten.

Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af dødsboet.

Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af ejerne. Er en vurdering foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage vurderingen af en fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri. Når en vurdering af en fast ejendom er påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.

Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af den gaveafgiftspligtige.

Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. det samme gælder for afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.

Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

§ 24. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den klageberettigede mener, at

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert eller

4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.

§ 24. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 28-35 klager over afgørelser truffet af skattemyndighederne.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer.

Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien, håndværket og handlen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne med 2 medlemmer.

Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.

Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.

Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller genoptagelse af en påkendt klage efter § 34, kan træffes af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef.

Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af skatteministeren.

§ 24. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den klageberettigede mener, at

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert eller

4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.

§ 25. Klage over de i § 23, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse, der påklages, samt den i § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen. Det samme gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer mangelen inden fristens udløb, afvises sagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på 400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren, når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage, eller når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.

§ 25. Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter § 2, nr. 1 og 2, indgives til myndigheden, der videresender klagen tilligemed en udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være modtaget af myndigheden senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen eller, hvor underretning ifølge § 3, stk. 1, er undladt, fra modtagelsen af årsopgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Forinden skatteankenævnet træffer en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal nævnet udarbejde en sagsfremstilling. Denne skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Fremstillingen sendes til klageren med opfordring til at fremkomme med bemærkninger til fremstillingen inden for en frist, der fastsættes af skatteankenævnet.

Stk. 3. Når skatteankenævnet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk. 2, skal der gives klageren lejlighed til en mundtlig forhandling med nævnet. Klageren kan dog vælge at udtale sig skriftligt.

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser træffes ved kendelse. Skatteankenævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre ansættelsen i sin helhed. Ved klage over værdiansættelsen af enkelte aktiver eller passiver i dødsboer kan nævnet træffe afgørelse vedrørende værdiansættelse af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 5. Er der forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt for skatteankenævnet, og er ligningsfristen i § 3, stk. 4, overskredet, kan klagen indbringes for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.

§ 25. Klage over de i § 23, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse, der påklages, samt den i § 21, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre mangelen. Det samme gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer mangelen inden fristens udløb, afvises sagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på 400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren, når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage, eller når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.

§ 26. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved påkendelsen af en klage over en vurdering.

Stk. 4. I sager som nævnt i § 21, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde, hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 21, stk. 2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.

§ 26. Klager over den kommunale skattemyndigheds vurderinger efter § 2, nr. 3, indgives af ejerne til myndigheden, der videresender klagen tilligemed en udtalelse om sagen til skatteankenævnet. Er vurderingen foretaget efter begæring af en anden end ejeren, kan klage desuden indgives af den, der har begæret vurderingen. I de i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3.pkt., omhandlede tilfælde kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan også påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse heri. Vurderingen af en ejendom kan desuden påklages af den bruger, der ifølge lov eller kontrakt er forpligtet til at betale skatterne af ejendommen. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være modtaget af den kommunale skattemyndighed senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen. For sømænd m.v., der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato.

Stk. 2. Når skatteankenævnet agter at ændre en vurdering, skal nævnet give ejeren lejlighed til en mundtlig forhandling. I de i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3.pkt., nævnte tilfælde skal både køber og sælger have lejlighed til en mundtlig forhandling. Den, der har ret til en mundtlig forhandling, kan dog vælge at udtale sig skriftligt. Reglerne i § 25, stk. 2, om sagsfremstilling anvendes tilsvarende.

Stk. 3. Skatteankenævnets afgørelser meddeles klageren og de øvrige interesserede. Nævnet er uanset klagens indhold berettiget til at ændre vurderingen i sin helhed.

§ 26. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved påkendelsen af en klage over en vurdering.

Stk. 4. I sager som nævnt i § 21, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde, hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 21, stk. 2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.

§ 27. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.

§ 27. Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag om ansættelse af indkomst og formue og om vurdering af fast ejendom, når der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige omstændigheder taler derfor.

Klage til Landsskatteretten

§ 27. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.

§ 28. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens.

§ 28. Landsskatteretten kan påkende klager over følgende afgørelser

1) Skatteansættelser af indkomst og formue.

2) Værdiansættelse af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

3) Vurderinger af fast ejendom.

4) Værdiansættelser ved gaveafgiftsberegning.

5) Bindende forhåndsbesked.

6) Andre afgørelser, som ifølge lovgivningen kan indbringes for Landsskatteretten.

Stk. 2. Klage over de i stk. 1, nr. 2, nævnte afgørelser kan indgives af dødsboet.

Stk. 3. Klage over de i stk. 1, nr. 3, nævnte vurderinger kan indgives af de personer, der er nævnt i § 26, stk. 1. Endvidere kan en kommune påklage vurderingen af både kommunens og andres ejendom, når vurderingen er foretaget efter § 4, stk. 2. Når en vurdering af en fast ejendom er påklaget, kan den centrale told- og skatteforvaltning indbringe andre ansættelser vedrørende samme ejendom for Landsskatteretten, der påkender disse ansættelser i forbindelse med den påklagede ansættelse.

Stk. 4. Klage over de i stk. 1, nr. 4, nævnte afgørelser kan foretages af den gaveafgiftspligtige.

Stk. 5. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan ikke påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene. Det samme gælder for afslag på bindende forhåndsbesked i dødsboer, som af vedkommende skattemyndighed er begrundet med utilstrækkelige oplysninger.

Stk. 6. En indgivet klage afvises, hvis lovgivningens bestemmelser om klageadgang ikke er udnyttet. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

§ 28. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens.

§ 29. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentlig andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 25, stk. 4, anvendes tilsvarende i disse sager.

§ 29. Skatteansættelser af indkomst og formue kan påklages, når den klageberettigede mener, at

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst eller formue er ansat forkert, eller

4) den skattepligtiges indkomst- eller formueskat er beregnet forkert.

§ 29. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentlig andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 25, stk. 4, anvendes tilsvarende i disse sager.

§ 30. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6-måneders-fristen i § 31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

Domstolsprøvelse

§ 30. Klage over de i § 28, stk. 1, nr. 1-5, nævnte afgørelser skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Klage til Landsskatteretten skal ske skriftligt. Den afgørelse, der påklages, samt den i § 25, stk. 2, nævnte sagsfremstilling skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi. Klagen skal angive, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Dokumenter, som ønskes anvendt som beviser, skal følge med klageskrivelsen i original eller kopi.

Stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Det samme gælder, hvis den påklagede afgørelse og sagsfremstillingen ikke følger med klageskrivelsen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afvises sagen.

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift på et grundbeløb på 400 kr., medmindre Landsskatteretten er 1. klageinstans. Det nævnte grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis afgiftsbeløbet ikke følger med klagen og heller ikke indbetales inden en frist, som Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften. Den indbetalte afgift tilbagebetales til klageren, når denne får helt eller delvis medhold i klagen. Afgiftsbeløbet kan ikke forlanges tilbagebetalt, når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage, eller når klagen indbringes for domstolene efter § 36, stk. 1, 2.pkt.

§ 30. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6-måneders-fristen i § 31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

Domstolsprøvelse

§ 31. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.

Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.

Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, om beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer samt om værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften beregnet eller forhåndsbeskeden givet.

§ 31. Klageren har adgang til at udtale sig ved en mundtlig forhandling.

Stk. 2. Landsskatteretten kan anmode den skattemyndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling.

Stk. 3. Landsskatteretten kan tilkalde sagkyndige til at yde bistand ved påkendelsen af en klage over en vurdering.

Stk. 4. I sager som nævnt i § 25, stk. 5, samt i andre særlige tilfælde, hvor et skatteankenævn ikke har taget stilling til en klage, kan Landsskatteretten anmode nævnet om en sagsfremstilling som nævnt i § 25, stk. 2, samt om nævnets forslag til sagens afgørelse.

§ 31. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.

Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.

Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, om beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer samt om værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften beregnet eller forhåndsbeskeden givet.

§ 32. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

§ 32. Klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren kan på et hvilket som helst tidspunkt frafalde en anmodning om retsmøde.

Stk. 2. Den centrale told- og skatteforvaltning kan i den enkelte sag anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde.

Stk. 3. Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig.

§ 32. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

§ 33. En sag, der indbringes for domstolene efter § 31 eller § 32, anlægges ved landsret som 1. instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives. Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1.

§ 33. Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en kendelse. Uanset klagens indhold er Landsskatteretten berettiget til at påkende ansættelsen eller vurderingen i sin helhed. Ved klager over værdiansættelsen af enkelte aktiver eller passiver i dødsboer kan Landsskatteretten påkende værdiansættelsen af boets øvrige aktiver og passiver.

Stk. 2. Kendelsen skal indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens.

§ 33. En sag, der indbringes for domstolene efter § 31 eller § 32, anlægges ved landsret som 1. instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives. Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1.

§ 34. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.

§ 34. Landsskatteretten kan efter anmodning fra klageren genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af Landsskatteretten, når der forelægges retten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Landsskatteretten kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Reglerne om klageafgift i § 30, stk. 4, anvendes tilsvarende i disse sager.

§ 34. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.

§ 35. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.

Stk. 3. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse.

Stk. 4. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.

§ 35. Reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten. Dette gælder dog ikke i sager vedrørende vurdering af fast ejendom.

Stk. 2. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden for hvilken klageren og den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter Landsskatteretten behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten, hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6 måneders-fristen i § 36, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

Domstolsprøvelse

§ 35. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.

Stk. 3. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse.

Stk. 4. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.

§ 36. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

§ 36. Sager om spørgsmål, som Landsskatteretten kan påkende, kan først indbringes for domstolene, når de er blevet påkendt eller afvist af Landsskatteretten. Er der forløbet mere end 6 måneder efter en sags indbringelse for Landsskatteretten, kan sagen dog indbringes for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har påkendt den.

Stk. 2. Sager, som Landsskatteretten har påkendt, skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Sager, som Landsskatteretten har afvist, kan indbringes for domstolene senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 4. Uanset fristen i stk. 3 kan sager, som er indbragt for Landsskatteretten senest 3 år efter udløbet af det pågældende indkomst- eller vurderingsår, men afvist af Landsskatteretten, indbringes for domstolene senest 3 måneder efter, at afvisning er sket.

Stk. 5. Uanset fristerne i stk. 3 og 4 skal sager, som Landsskatteretten har afvist, om værdiansættelser af aktiver og passiver efter kildeskattelovens § 16, stk. 4, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer, samt om værdiansættelse i gaveafgiftssager indbringes for domstolene senest 1 år efter, at værdiansættelsen er foretaget, passivposten eller gaveafgiften beregnet eller forhåndsbeskeden givet.

§ 36. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

§ 37. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning er modtaget.

Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.

Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38, sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 37. Sager om spørgsmål, som er påkendt af Landsskatteretten, kan skatteministeren indbringe for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse.

§ 37. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning er modtaget.

Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.

Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38, sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 38. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Det samme gælder afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 38. En sag, der indbringes for domstolene efter § 36 eller § 37, anlægges ved landsret som 1.instans.

Stk. 2. Sagen anlægges ved den landsret, i hvis kreds den skattepligtige eller forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Sager, der vedrører dødsboer, anlægges i den kreds, hvori den skifteret ligger, som boet henhører under, og sager, der vedrører gaveafgift, hvor den regionale told- og skatteforvaltning ligger, hvortil gaveanmeldelse skal indgives. Retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1, anvendes dog tilsvarende.

Stk. 3. Har den skattepligtige eller forespørgeren ikke hjemting her i landet, anlægges sagen ved Østre Landsret, jf. dog retsplejelovens § 241 og § 245, stk. 1.

§ 38. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Det samme gælder afgørelser på ministerens forretningsområde i øvrigt. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 39. Loven træder i kraft den 1. april 1990, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, som ændret ved § 7 i lov nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis den ikke har foretaget valg af medlemmer til ligningskommissionen efter § 1, stk. 2, i den i stk. 2 nævnte lov, efter kommunevalget den 21. november 1989 beslutte at lade ligningskommissionen fungere uden nyvalg indtil lovens ikrafttræden.

§ 39. Ingen kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.

§ 39. Loven træder i kraft den 1. april 1990, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14. november 1984, som ændret ved § 7 i lov nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan, hvis den ikke har foretaget valg af medlemmer til ligningskommissionen efter § 1, stk. 2, i den i stk. 2 nævnte lov, efter kommunevalget den 21. november 1989 beslutte at lade ligningskommissionen fungere uden nyvalg indtil lovens ikrafttræden.

§ 40. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer Landsskatteretten afgørelse i sagen.

Stk. 2. Har Landsskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en sag som nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 31, stk. 2, og § 32 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af Landsskatterettens kendelse.

Stk. 3. § 4, stk. 1, § 31, stk. 3 og 4, og § 35 har virkning for skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige regler anvendelse.

§ 40. Skattemyndighederne kan ikke forhøje en ansættelse vedrørende indkomst- og formueskat senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1 konstateret ændringer i grundlaget for en ansættelse, kan skattemyndighederne ved ansættelsen for et senere indkomstår lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i det omfang, hvori ansættelsen som nævnt i stk. 1 beror på et skøn.

Stk. 3. Skattemyndighederne kan ikke ændre en vurdering senere end 3 år efter udløbet af det år, hvori vurderingen er foretaget.

Stk. 4. Hvis nogen forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse eller en vurdering på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 og 3 fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse eller vurdering.

Stk. 5. Når en ansættelse er påklaget, anvendes stk. 1 og 3 ikke på forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.

§ 40. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer Landsskatteretten afgørelse i sagen.

Stk. 2. Har Landsskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en sag som nævnt i § 23, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 31, stk. 2, og § 32 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af Landsskatterettens kendelse.

Stk. 3. § 4, stk. 1, § 31, stk. 3 og 4, og § 35 har virkning for skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige regler anvendelse.

§ 41. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens gennemførelse.

§ 41. De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

§ 41. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens gennemførelse.

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 42. Når et dokument om overdragelse af fast ejendom indleveres til påtegning efter § 38 i lov om stempelafgift, skal erhververen give oplysning om overdragelsen og vilkårene for denne i en salgsindberetning. Dokumentet må ikke forsynes med påtegning om ejendomsværdien, før behørig salgsindberetning er modtaget.

Stk. 2. Skatteministeren bestemmer indberetningsskemaernes udformning og kan fastsætte bestemmelser, hvorefter de skal afgives i indtil 3 eksemplarer.

Stk. 3. De myndigheder, der giver påtegning efter stempellovens § 38, sender salgsindberetningerne til den centrale told- og skatteforvaltning og andre myndigheder efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 43. Skatteministeren kan henlægge sine beføjelser til at træffe afgørelser efter denne lov eller efter bestemmelser fastsat efter loven til de statslige eller lokale skattemyndigheder. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 44. Loven træder i kraft den 1.januar 1990.

Stk. 2. Lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.november 1984 som ændret ved § 9 i lov nr. 363 af 1. juli 1988, ophæves.

§ 45. § 1, stk. 1, 1.pkt., § 2, nr. 3, §§ 4-8, 26, 27 og 40 har virkning for ejendomsvurderinger, der foretages pr. 1.januar 1992 og senere.

Stk. 2. Hvis der er indgivet klage over en ejendomsvurdering til skyldrådet inden 1.januar 1992, træffer skatteankenævnet afgørelse i sagen, hvis den ikke er afgjort af skyldrådet inden denne dato.

§ 46. Er der før lovens ikrafttræden indgivet klage til et skatteråd efter de hidtidige regler, behandles sagen af skatterådet efter disse regler. Hvis sagen ikke er afsluttet senest 6 måneder efter lovens ikrafttræden, træffer Landsskatteretten afgørelse i sagen.

Stk. 2. Har Landskatteretten før lovens ikrafttræden afsagt kendelse i en sag som nævnt i § 28, stk. 1, nr. 1, kan sagen uanset fristerne i § 36, stk. 2, og § 37 indbringes for domstolene inden 6 måneder efter afsigelsen af Landsskatterettens kendelse.

Stk. 3. § 8, stk. 1, § 36, stk. 3 og 4, og § 40 har virkning for skatteansættelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere indkomstår. For skatteansættelser, der vedrører tidligere indkomstår, finder de hidtidige regler anvendelse.

§ 47. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for lovens gennemførelse.

§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Lovforslagets formål

a. Afbureaukratiseringsplanen og kommuneaftalen

Den 13. december 1988 fremlagde regeringen sin plan for afbureaukratisering af den offentlige sektor. Et af de centrale punkter i planen var en reform af skatte- og afgiftsadministrationen. Reformen skulle i korte træk gå ud på en sammenlægning af skatte- og afgiftsadministrationen.

Vedrørende skatteligningen opererede planen med to modeller. Dels den såkaldte statslige model, hvor ligningen overførtes fra kommunalt til statsligt regie. Dels den såkaldte kommunale model, hvor ligningen forblev i kommunerne.

Den foreslåede statslige model ville ifølge planen bevirke en samlet besparelse i statsligt og kommunalt regie på 5.175 årsværk.

Regeringen besluttede at føre forhandlinger med kommunerne for at undersøge, om der kunne opnås lige så store besparelser ved gennemførelse af den kommunale model.

Disse forhandlinger afsluttedes den 23. maj 1989 med en aftale mellem de statslige og kommunale forhandlere, i det følgende betegnet »kommuneaftalen«. Aftalen opretholder den todelte statslige/kommunale skatteadministration under opnåelse af ressourcebesparelser på ialt 5.000 årsværk, altså tilnærmelsesvis det samme som det i afbureaukratiseringsplanen forudsatte.

Kommuneaftalen hviler på en forudsætning om, at den statslige skatte- og afgiftsadministration skal sammenlægges. Denne sammenlægning er påbegyndt den 15. marts 1989 ved sammenlægning af Skattedepartementet og Told- og Afgiftsdepartementet. Samtidig oprettedes Skatte- og Afgiftsstyrelsen, der i løbet af efteråret 1989 skal forberede oprettelse af regionale told- og skatteforvaltninger. Disse skal bl.a. udføre det arbejde, der hidtil er udført på skattesiden af amtsskatteinspektoraterne og på told- og afgiftssiden af distriktstoldkamrene. De skal kunne træde i funktion fra 1. januar 1990. Skatte- og Afgiftsstyrelsen arbejder videre med en sammenlægning af Statsskattedirektoratet og Tolddirektoratet til en central told- og skatteforvaltning.

Kommuneaftalen indebærer væsentlige strukturændringer i den hidtidige skatteadministration, i hovedtræk følgende

1) Vurdering af landets faste ejendomme skal foretages af ligningsmyndighederne. De særlige vurderingsmyndigheder (vurderingsråd og skyldråd) skal nedlægges.

2) Ligning og vurdering skal foretages i 1. instans af den kommunale forvaltning.

3) Ligningskommissionerne skal opretholdes. De bliver udelukkende 1. klageinstans og skal behandle både lignings- og vurderingsklager. Kommissionernes betegnelse ændres derfor til skatteankenævn.

4) Skatterådene og amtsligningsrådene skal nedlægges; amtsskatteinspektoraternes opgaver overgår til de ovennævnte nyoprettede regionale told- og skatteforvaltninger.

5) Landsskatteretten skal opretholdes som øverste administrative klageinstans for både lignings- og vurderingsklager.

Kommuneaftalen forudsætter desuden, at skatteligningens effektivitet og ensartethed skal styrkes. Dette indebærer, at kommunalbestyrelserne pålægges ansvar for de kommunale ligningsplaner, og at de statslige myndigheders tilsyn med de kommunale ligningsplaner og ligningsarbejdet skal øges, og det foreslås, at Ligningsrådet i fremtiden skal kunne give kommunerne bindende direktiver for ligningsarbejdet. Samtidig foreslås det, at kommunerne skal repræsenteres i Ligningsrådet.

I kommuneaftalen er det desuden bestemt, at staten skal overtage inddrivelsen af selskabsskatter og A-skatter samt overtage arbejdsgiverkontrollen. Disse arbejdsopgaver udføres efter de nugældende regler i kommunerne.

Til støtte for det kommunale ligningsarbejde skal der efter kommuneaftalen indføres oplysningspligt efter skattekontrolloven for skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser omfattet af ligningslovens § 9, stk. 5.

b. Lovforslagenes hovedindhold

Til gennemførelse af kommuneaftalen fremsættes to lovforslag.

Nærværende forslag til en ny skattestyrelseslov indeholder de lovændringer, der er nødvendige for at gennemføre kommuneaftalens vilkår om en ny struktur for skatte- og vurderingsmyndighederne.

Desuden indeholder forslaget en række ændringer i forhold til den nugældende skattestyrelseslov, som ikke følger af kommuneaftalen. Disse ændringer gennemgås under punkt 4.

Ved lovforslaget ophæves den hidtidige skattestyrelseslov.

Samtidig med nærværende lovforslag fremsættes Forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove (Kommuneaftalen).

Dette lovforslag indeholder bl.a. væsentlige ændringer i ejendomsvurderingsloven som følge af, at de særlige vurderingsmyndigheder skal nedlægges.

Forslaget indeholder desuden ændringer i skattekontrolloven, således at der indføres oplysningspligt for skattefrie rejse- og befordringsudgifter. Endvidere indeholder lovforslaget ændringer i kildeskatteloven og ligningsloven til gennemførelse af den statslige overtagelse af inddrivelsen af A-skatter og selskabsskatter, samt af arbejdsgiverkontrollen.

Efter kildeskatteloven skal der føres kontrol med, at de indeholdelsespligtige virksomheder indeholder og afregner kildeskat. Det skal desuden sikres, at virksomhederne afgiver de oplysninger, som kræves efter skattekontrolloven. De statslige myndigheder (toldvæsenet) udøver i forvejen en særskilt kontrol med momsafregningerne i de samme virksomheder.

De arbejdsopgaver, der overføres til staten (arbejdsgiverkontrollen), omfatter kontrollen med rigtigheden af virksomhedernes angivelser og afregning af indeholdt A-skat og den vejledningsvirksomhed og administration, som kommunerne udfører i tilknytning hertil. Foruden service- og kontrolbesøgene i virksomhederne, skal arbejdsgiverkontrollen sørge for, at virksomhederne indsender de månedlige redegørelser for den indeholdte A-skat.

Kontrollen skal desuden udsende de årlige oplysningssedler (lønsedler) til virksomhederne og kontrollere oplysningerne, når de sendes tilbage fra virksomhederne. Oplysningerne fra redegørelser og lønsedler konverteres efter fejlretning til EDB og overføres til Statsskattedirektoratets EDB-system.

Arbejdsgiverkontrollen forestår desuden behandling af straffesager og bobehandling.

Planlægning af opgaverne omkring redegørelser, oplysningssedler, angivelser m.v. begynder nogle måneder før det pågældende indkomstår. I selve indkomståret foregår den løbende arbejdsgiverkontrol. Det afsluttende arbejde med oplysningssedlerne foregår i de første måneder af det efterfølgende år. Kommunernes arbejde med oplysningssedlerne for indkomståret 1989 vil således i det store og hele være færdigt 1. maj 1990.

Efter forslaget skal arbejdet med arbejdsgiverkontrollen derfor overtages af de statslige myndigheder fra denne dato.

Der vil i øvrigt i løbet af få måneder blive fremsat forslag til en samlet skatteforvaltningslov, som bl.a. vil indeholde de regler, som nu findes i skattekontrolloven, skattestyrelsesloven og dele af ejendomsvurderingsloven. Nærværende forslag til ny skattestyrelseslov forventes at kunne indgå næsten uændret i den kommende skatteforvaltningslov. Når det fremsættes separat nu, skyldes det alene hensynet til, at såvel regeringen som kommunerne anser det for hensigtsmæssigt, at kommuneaftalens strukturændringer i videst muligt omfang træder i kraft den 1. januar 1990, samtidig med at de nye skatteankenævn, der skal træde i stedet for ligningskommissionerne, begynder deres funktionsperiode efter kommunalvalget.

2. Lignings- og vurderingssystemets nuværende opbygning

Skatteligning og ejendomsvurdering foretages i det nuværende system af forskellige myndigheder, ligesom tilsyns- og revisionsregler og klageveje er forskellige. Højeste administrative klageinstans er dog på begge områder Landsskatteretten.

Skattemyndighederne er omfattet af de fælles forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven, f.eks. reglerne om habilitet, begrundelse o.s.v. Både skattestyrelsesloven og vurderingsloven indeholder en række regler af samme karakter som forvaltningslovens regler, hvilket har sammenhæng med, at begge love er vedtaget på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes fælles regler.

Disse regler i skattestyrelsesloven og vurderingsloven har derfor kun selvstændig betydning, hvor de giver borgerne en bedre retsstilling, end tilfældet ville være efter forvaltningsloven.

a. Skatteansættelse af indkomst og formue

Skatteansættelse af indkomst og formue sker efter den nugældende skattestyrelseslov i den kommunale ligningskommission. Ligningskommissionen vælges af kommunalbestyrelsen blandt de beboere, der er valgbare til denne. Der skal være mindst 5 og højst 15 medlemmer. Med hjemmel i loven er der ved bekendtgørelse nr. 110 af 22. marts 1985 fastsat en forretningsorden for ligningskommissioner uden for København. Loven indeholder en særlig hjemmel til at fastsætte afvigende regler for ligningskommissionens organisation i Københavns kommune. Ved bekendtgørelse nr. 109 af 22. marts 1985 er der fastsat en særlig forretningsorden for ligningskommissionen i København. Ligningskommissionen i København har 35 medlemmer.

Ligningskommissionen bistås af den kommunale skatteadministration. Der er ikke givet nærmere regler for dennes sammensætning og funktioner, men der er i loven hjemmel til, at ligningskommissionen bemyndiger skatteadministrationen til at foretage ansættelser, og denne bemyndigelse udnyttes i meget vidt omfang i praksis, sådan at ligningskommissionerne kun i få sager fungerer som ansættelsesmyndighed.

Ligningskommissionerne er tillige 1. klageinstans for ansættelserne, og dette er i praksis deres hovedfunktion. Også her yder den kommunale skatteadministration sekretariatsbistand. Administrationen skal ifølge forretningsordenen for ligningskommissioner udarbejde forslag til alle ligningskommissionens afgørelser og være repræsenteret ved alle ligningskommissionernes møder, dog uden stemmeret.

Ligningskommissionernes afgørelser i klagesager kan påklages til skatterådene, som består af 5 medlemmer, der er beskikket af skatteministeren. Ministeren bestemmer inddelingen i skattekredse. Skatterådenes forretningsorden er fastsat af ministeren ved bekendtgørelse nr. 639 af 28. november 1978 for så vidt angår skatterådet i København og bekendtgørelse nr. 640 af samme dato for så vidt angår skatterådene uden for København.

Skatterådene får sekretariatsbistand af amtsskatteinspektoraterne.

Øverste administrative klageinstans er Landsskatteretten. Den består af 24 medlemmer, hvoraf de 13 er beskikket af skatteministeren, mens 11 er valgt af Folketinget. Hertil kommer en retspræsident og et antal retsformænd. Præsidenten og formændene, der er statslige tjenestemænd, leder Landsskatterettens sekretariat, som er beliggende i København. Landsskatterettens forretningsorden er fastsat ved bekendtgørelse nr. 180 af 1. april 1986.

Personer, der har påklaget skatteansættelsen til Landsskatteretten, har efter forretningsordenen adgang til mundtlig forhandling med retten, enten ved et møde med en sagsbehandler eller ved et egentligt retsmøde.

Landsskatterettens kendelser kan indbringes for domstolene.

Tilsyn med ligningsmyndighederne udøves af Statsskattedirektoratet, som i vidt omfang har delegeret sine opgaver til amtsskatteinspektoraterne, og af Ligningsrådet. Rådet godkender Statsskattedirektoratets generelle lignings- og vurderingsplaner m.v.

Den nuværende lov indeholder ingen regler, der pålægger kommunerne at udarbejde kommunale ligningsplaner, men efter § 5 i de gældende forretningsordener for ligningskommissioner i og uden for København skal den kommunale skatteadministration, inden det årlige ligningsarbejde påbegyndes, udarbejde en kommunal ligningsplan. Ligningsplanen skal forelægges til godkendelse i ligningskommissionen, der har det politiske ansvar for den kommunale ligning. Planen skal udarbejdes under behørig hensyntagen til Ligningsrådets og Statsskattedirektoratets overordnede retningslinier, herunder til den af Ligningsrådet godkendte ligningsplan for hele landet. Herudover findes der kun få forskrifter for, hvad ligningsplanen skal indeholde. Der findes navnlig ingen regler om reaktionsmuligheder, hvis det forventede resultat af ligningsarbejdet ikke opnås.

Revision af de konkrete skatteansættelser foretages af amtsskatteinspektoraterne og i mindre omfang af Statsskattedirektoratet. Revisionsmyndighederne har ikke selv kompetence til at ændre ansættelser. Finder en revisionsmyndighed, at en ansættelse er forkert, forelægges sagen for vedkommende amtsligningsråd eller, undtagelsesvis, for Ligningsrådet.

Ligningsrådet består af 15 medlemmer, hvoraf en er statsskattedirektøren, som er formand for rådet. Af de 14 øvrige medlemmer udpeges 8 af skatteministeren og 6 af Folketinget.

Rådets virke og samspil med Statsskattedirektoratet fremgår af bekendtgørelse nr. 326 af 5. juli 1985 af forretningsorden for Ligningsrådet og Statsskattedirektoratet. Sekretariatsbistand til rådet ydes af direktoratet.

Amtsligningsrådene, hvoraf der er mindst eet i hvert amt, består af 5 medlemmer og 5 stedfortrædere, der alle beskikkes af skatteministeren.

Rådenes hovedopgave er at behandle konkrete ansættelser, som forelægges dem af revisionsmyndighederne (Statsskattedirektoratet og amtsskatteinspektoraterne). De har kompetence til at ændre ansættelser foretaget af ligningskommissionerne og skatterådene.

Sekretariatsbistand til rådene ydes af amtsskatteinspektoraterne.

Amtsskatteinspektoraterne er lokale statslige skattemyndigheder, der står i et sædvanligt underordnelsesforhold til Statsskattedirektoratet. Efter loven er Statsskattedirektoratet bemyndiget til at delegere sine opgaver til inspektoraterne. Det gælder både opgaver, der fremgår af skattestyrelsesloven, og andre opgaver. Derudover har inspektoraterne selvstændig funktion som sekretariat for skatteråd og amtsligningsråd.

b. Dødsbobeskatning m.v.

Dødsbobeskatning m.v. nævnes ikke i den nuværende skattestyrelseslovs afsnit om de skattelignende myndigheder. I lovforslagets bemærkninger til skattestyrelsesloven ved fremsættelsen i 1977 blev det anført, at det ikke var afgjort, hvordan administration af dødsbobeskatningen mest hensigtsmæssigt kunne foregå.

De materielle regler om dødsbobeskatning findes i kildeskatteloven. Det samme gælder de øvrige funktioner i forbindelse med dødsfald: afsluttende skatteansættelse af afdøde personer, værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter, samt de særlige regler om bindende forhåndsbesked i dødsboer. Ved bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 om beskatning af dødsboer m.v., udstedt i henhold til kildeskatteloven, er disse funktioner tillagt ligningsmyndighederne, således at de følger samme administrative klagevej som skatteansættelserne i øvrigt.

Værdiansættelse i gaveafgiftssager foretages efter bekendtgørelse nr. 505 af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift af amtsskatteinspektoraterne. Efter skattestyrelsesloven er der klageadgang til Landsskatteretten.

c. Ejendomsvurdering

Vurdering af landets faste ejendomme foretages efter vurderingsloven af vurderingsrådene. Disse består af en af skatteministeren udnævnt vurderingsformand og 4-8 vurderingsmænd, der udnævnes af den eller de kommunalbestyrelser, hvis område vurderingskredsen dækker. Skatteministeren bestemmer inddelingen af vurderingskredsene.

Vurderingsrådene får sekretariatsbistand af de kommunale vurderingssekretariater.

Vurderingsrådenes afgørelser kan påklages til skyldrådene, som dækker et antal vurderingskredse. Vurderingsformændene inden for skyldkredsen er fødte medlemmer af skyldrådet. Skatteministeren udnævner et skyldrådsmedlem til formand og et andet til næstformand.

Ved behandling af klagesager har det skyldrådsmedlem, fra hvis vurderingskreds sagen stammer, ikke adgang til at deltage i afstemningen i skyldrådet.

Skyldrådenes afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, hvilket betyder, at klagevejene for lignings- og vurderingsklager mødes i Landsskatteretten.

Landsskatteretten er efter sin forretningsorden organisatorisk delt i een afdeling for ejendomsvurderingssager og een afdeling for øvrige sager, men vurderingsklagerne følger i alt væsentligt samme regler som de øvrige sager.

Landsskatterettens kendelser i vurderingssager kan for så vidt angår værdiansættelserne efter gældende regler ikke indbringes for domstolene. Disse kendelser er altså som hovedregel endelige.

Tilsyn med og revision af vurderings- og skyldrådenes virksomhed udøves af Statsskattedirektoratet og Ligningsrådet. Statsskattedirektoratet udarbejder generelle vurderings- og tilsynsplaner, der godkendes af Ligningsrådet, mens der ikke findes regler om kommunale vurderingsplaner. Der findes heller ikke myndigheder svarende til amtsligningsrådene på vurderingsområdet.

d. Genoptagelse

Efter reglen i den nugældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 4, kan skattesager, som Landsskatteretten har afvist, indbringes for domstolene inden 5 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Dette gælder, selv om afvisningskendelsen skyldes, at betingelserne for at klage til Landsskatteretten ikke har været til stede.

Da en skatteyder således kan få en skatteansættelse prøvet ved domstolene inden for den nævnte 5-års frist, har man administrativt indført en ordning, hvorefter man imødekommer enhver ansøgning om genoptagelse inden for samme frist (uanset at klagefristerne efter skattestyrelsesloven er sprunget), når en ligningsmæssig vurdering fører til, at ansættelsen må ændres.

Kompetencen til at tillade administrativ genoptagelse antages med hjemmel i praksis at ligge hos skatteministeren, der i et vist omfang har udlagt beføjelserne til Statsskattedirektoratet, amtsskatteinspektoraterne og ligningskommissionerne, og således at en afvisning fra ligningskommissionen eller amtsskatteinspektoratet kan påklages videre op i det administrative rekurssystem, d.v.s. til Statsskattedirektoratet og derfra til skatteministeren.

Dette medfører, at fristerne i det ordinære klagesystem i dag er af mindre betydning, og at der i realiteten er etableret et alternativt klagesystem.

Efter praksis kan ministeren, der har delegeret kompetencen til Statsskattedirektoratet, endvidere bevillingsmæssigt tillade genoptagelse efter udløbet af 5-års fristen.

Dette alternative klagesystem skal sammenholdes med, at skattemyndighederne kan gennemføre ansættelsesforhøjelser 5 år tilbage. Er der tale om, at ansættelsen beror på et skøn, er fristen dog 3 år for forhøjelse af skønnet, men ikke for nedsættelse.

På ejendomsvurderingsområdet har der ikke udviklet sig et tilsvarende alternativt klagesystem, hvilket har sammenhæng med, at Landsskatterettens kendelser i vurderingssager som hovedregel er endelige, således at skattestyrelseslovens § 29, stk. 4, ikke kan anvendes.

e. Frikommuneforsøg på skatteområdet

På skatteområdet er der foreløbig godkendt 5 frikommuneforsøg.

3 af disse frikommuneforsøg (Ebeltoft, Esbjerg og Ballerup) går ud på, at borgerne frem til udgangen af 1993 får valget mellem at følge den sædvanlige klagevej over en skatteansættelse eller at overspringe skatterådet og gå direkte fra ligningskommissionen til Landsskatteretten.

De resterende 2 frikommuneforsøg (Hadsund og Tinglev) vedrører vurderingsområdet. I Hadsund er vurderingsrådet nedlagt, og vurderingsarbejdet udføres af en lignings- og vurderingskommission, hvis afgørelser på vurderingsområdet kan påklages direkte til Landsskatteretten. I Tinglev kommune er ejendomsvurderingsopgaven overført til byrådet.

Erfaringerne fra frikommuneforsøgene har generelt set været gode. I en række klagesager på indkomstområdet har skatteyderne kunnet spare tid. Samtidig er der ikke observeret en markant stigning af klagesager direkte til Landsskatteretten.

Også fra frikommuneforsøgene på vurderingsområdet er der gode erfaringer. Det gælder især med hensyn til mulighederne for en mere rationel tilrettelæggelse af vurderingsarbejdet i de 2 kommuner, som er omfattet af forsøget.

3. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslagets hovedformål er at opnå det bedst mulige resultat af skattemyndighedernes lignings- og vurderingsarbejde, og at fremme borgernes retssikkerhed. Lovforslaget tager i den forbindelse sigte på at forenkle og overskueliggøre skattemyndighedernes organisatoriske opbygning for derved at forbedre borgernes retssikkerhed.

Efter den i kommuneaftalen beskrevne reform skal der eksistere et langt mindre antal myndigheder end i dag

De lokale skattemyndigheder skal fremover udgøres af den kommunale skattemyndighed og skatteankenævnene.

Den kommunale skattemyndighed udgøres af den kommunale forvaltning, der efter forslaget således får en selvstændig ansættelses- og vurderingskompetence.

Skatteankenævnene foreslås som nyt navn for de hidtidige ligningskommissioner. Navnet foreslås ændret under henvisning til, at ligningskommissionerne efter kommuneaftalen ikke længere skal foretage ligning, men kun være klageinstans.

De statslige skattemyndigheder udgøres fremover af den centrale told- og skatteforvaltning, de regionale told- og skatteforvaltninger, samt Landsskatteretten og Ligningsrådet.

Oprettelsen af fælles told- og skatteforvaltninger på regionalt og centralt niveau forberedes for tiden af Skatte- og Afgiftsstyrelsen.

Eksistensen af de regionale myndigheder er forudsat i kommuneaftalen, som betegner dem »de regionale told- og skattestyrelser«.

Det er hensigten, at den centrale told- og skatteforvaltning skal overtage de opgaver, som hidtil er varetaget af Statsskattedirektoratet og amtsskatteinspektoraterne. Samtidig bemyndiges den centrale told- og skatteforvaltning til at delegere sine beføjelser til de regionale told- og skatteforvaltninger. Herved opnås, at de opgaver, som hidtil har påhvilet amtsskatteinspektoraterne, som altovervejende hovedregel også fremover vil blive varetaget af regionale statslige myndigheder.

Sammenlignet med det nuværende organisatoriske system nedlægges således 4 typer statslige skattemyndigheder: vurderingsråd, skyldråd, skatteråd og amtsligningsråd, mens 2 (Statsskattedirektoratet og amtsskatteinspektoraterne) skifter betegnelse, og 2 (Landsskatteretten og Ligningsrådet) opretholdes under deres nuværende betegnelse.

Alle skattemyndigheder er omfattet af forvaltningslovens almindelige regler for sagsbehandling m.v.; det bemærkes herved, at også de kommunale forvaltninger er omfattet af forvaltningsloven fra 1. januar 1989. Som følge heraf er en række gældende forvaltningsmæssige regler i skattestyrelsesloven og vurderingsloven ikke medtaget i lovforslaget. Det gælder f.eks. skattestyrelseslovens § 1, stk. 9, om habilitet for ligningskommissionsmedlemmer, og vilkår om at skriftlige afgørelser skal være forsynet med begrundelse og klagevejledning. Forslaget indeholder heller ingen tavshedspligtsbestemmelse svarende til statsskattelovens § 44 (som i øvrigt fortsat er gældende); § 44 findes i realiteten ikke at instituere en videregående tavshedspligt end den, der følger af forvaltningslovens kap. 8 og de hertil knyttede bestemmelser i straffeloven.

Der er således på intet punkt tilsigtet en forringelse af borgernes forvaltningsmæssige retssikkerhed; men det er anset for overflødigt at medtage regler af samme indhold som forvaltningslovens. Forvaltningsmæssige regler forekommer kun i det omfang, de giver borgeren mere vidtgående rettigheder end det, som følger af forvaltningsloven; jf. f.eks. forslaget til § 32 om retsmøder i Landsskatteretten.

a. Skatteansættelse af indkomst og formue

Efter lovforslaget skal skatteansættelsen af indkomst og formue foretages af den kommunale skattemyndighed efter overordnede retningslinier fastsat af Ligningsrådet. Ligningskommissionernes ansættelseskompetence efter de nugældende regler overføres ikke til skatteankenævnene.

Kommunalbestyrelsen får ansvaret for, at der hvert år udarbejdes planer for den kommunale skattemyndigheds lignings- og vurderingsarbejde, og at planerne følges. Kommunalbestyrelsen udpeger en i kommunen ansat person til som ansvarshavende at forestå den kommunale skattemyndigheds konkrete lignings- og vurderingsarbejde, d.v.s. ansættelser og vurderinger i 1. instans. Kommunalbestyrelsen kan ikke selv behandle ansættelser og vurderinger.

Der gives ingen nærmere regler for den kommunale skattemyndigheds organisation, da dette anses for et kommunalt anliggende. Det afgørende er, at det kommunale lignings- og vurderingsarbejde udføres på tilfredsstillende måde. Det overlades således til kommunalbestyrelserne, om man f.eks. vil organisere skattemyndigheden som en selvstændig afdeling inden for kommunalforvaltningen.

Skatteankenævnene bliver udelukkende 1. klageinstans. De hidtil gældende regler for ligningskommissionernes struktur og sammensætning foreslås overført til skatteankenævnene.

Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene skal foretages af den kommunale forvaltning, hvilket svarer til den gældende ordning. De habilitetsproblemer, der opstår ved, at kommunerne ikke kan lade de embedsmænd, der har deltaget i en ansættelse eller vurdering, yde sekretariatsbistand for skatteankenævnet ved behandling af en klage til skatteankenævnet over samme ansættelse eller vurdering, løses ved, at kommunerne bliver pligtige til for egen regning at engagere ekstern bistand i de få tilfælde, hvor problemet ikke kan løses internt.

Efter lovforslaget foreslås overspringelsesfristen for påklage til Landsskatteretten af klager, der er indbragt for, men endnu ikke afgjort af skatteankenævnene, fastsat til 3 måneder, som tilfældet i dag er fra ligningskommission til skatteråd.

Skatterådene foreslås nedlagt, hvorved Landsskatteretten bliver 2. og sidste administrative klageinstans.

Tilsyn og revision foreslås fortsat udøvet af de statslige skattemyndigheder. Ligningsplanerne omtales nedenfor under punkt f.

Amtsligningsrådene foreslås nedlagt, og i den forbindelse foreslås den statslige told- og skatteforvaltning (centralt eller regionalt) tillagt en kompetence til at foretage ansættelser og til at foretage ændringer, hvor ansættelse tidligere er foretaget af den kommunale skattemyndighed. I de få tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen anser en kendelse afsagt af et skatteankenævn for forkert, forelægges kendelsen for Ligningsrådet med henblik på eventuel ændring, således at det folkevalgte element også er til stede hos den myndighed, der ændrer.

I disse sager foreslås det, at klager over revisionsmæssige afgørelser skal indbringes for Landsskatteretten. Afgørelserne skal således ikke være undergivet administrativ rekurs til ministeren.

Der gælder særlige ordninger på det skatteadministrative område for Københavns og Frederiksberg kommuner.

Særordningerne, der er historisk begrundede, indebærer, at de to kommuner udfører visse opgaver, der i det øvrige land er henlagt til amtsskatteinspektoraterne. De to kommuner har etableret det nødvendige administrative apparat til udførelsen af disse opgaver.

Indgåelse af kommuneaftalen var for Københavns og Frederiksberg kommuners vedkommende betinget af, at de særlige ordninger på en acceptabel måde kan tilpasses bestemmelserne i kommuneaftalen.

Der er herefter mellem regeringen og Københavns og Frederiksberg kommuner indgået aftale om, at de to kommuner fortsat skal varetage de statslige regionale opgaver i form af kontrol og revision uden for den almindelige ligningsrytme, herunder bødesager, sager om dispensation, sager om lempelse af skat samt afsluttende ansættelser.

b. Dødsbobeskatning m.v.

Beskatning af dødsboer m.v. foreslås omfattet af de almindelige regler for indkomst- og formueansættelser, dog således at kildeskattelovens særbestemmelser bevares. Dette svarer til, hvad der hidtil har været gældende.

For så vidt angår de øvrige opgaver, som ligningsmyndighederne hidtil har varetaget i forbindelse med dødsfald: værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter, samt de særlige regler om bindende forhåndsbesked i dødsboer, foreslås den hidtidige praksis lovfæstet, således at opgaverne nu efter loven påhviler ligningsmyndighederne med adgang til klage efter den almindelige klagevej.

Beregning af gaveafgift, der hidtil har påhvilet amtsskatteinspektoraterne med klageadgang til Landsskatteretten, foreslås placeret i den centrale told- og skatteforvaltning, hvorefter opgaven forudsættes uddelegeret til de regionale told- og skatteforvaltninger. Samtidig forudsættes det bestemt, at der som hidtil skal være direkte klageadgang til Landsskatteretten.

c. Ejendomsvurdering

På vurderingsområdet foreslås en myndighedsstruktur, der følger modellen på ligningsområdet. Herudover er sagsbehandlings- og klageregler m.v., i det omfang kommuneaftalen ikke indeholder afvigende bestemmelser herom, moderniseret og udformet så lig reglerne på ligningsområdet som muligt for at forenkle og overskueliggøre systemet.

Efter forslaget skal forberedelsen og gennemførelsen af vurderinger foretages af den kommunale skattemyndighed med bistand fra den statslige told- og skatteforvaltning, mens 1. klageinstans bliver skatteankenævnene. 2. klageinstans skal fortsat være Landsskatteretten.

Ved sammenlægningen af lignings- og vurderingsmyndighederne overflødiggøres vurderingsrådene og skyldrådene, som derfor foreslås nedlagt.

For de ejendomme, der tilhører kommunen, eller hvor kommunen i øvrigt har en særlig interesse i udfaldet af vurderingen, foreslås det, at ejendomsvurderingerne foretages af den centrale eller de regionale told- og skatteforvaltninger. Klage over en sådan vurdering indgives til Landsskatteretten, der bliver eneste klageinstans i disse sager. Kommunen er klageberettiget.

Personalet i de kommunale forvaltninger har ikke hidtil foretaget vurderinger selvstændigt. Derfor skal der efter forslag i kommuneaftalen som støtte for kommunerne oprettes 60 stillinger som statslige vurderingskonsulenter, der knyttes til de regionale told- og skatteforvaltninger, og hvis opgave det er at bistå kommunerne ved ejendomsvurderingen. Ved besættelsen af disse stillinger tages der hensyn til, at der er betydelig viden at hente hos vurderingsformændene. Samtidig bevares de statslige skattemyndigheders adgang til i særlige tilfælde at indkalde særligt sagkyndige til at bistå ved ejendomsvurderinger, jf. den hidtidige § 25 i vurderingsloven.

De kommunale skattemyndigheder skal efter forslaget yde sekretariatsbistand til skatteankenævnene også i vurderingssager. Det foreslås samtidig, at kommuneaftalens habilitetsregler på ligningsområdet, herunder pligten til at anvende ekstern bistand, også skal gælde her.

Der indføres årlige vurderinger af alle ejendomme og årlig klageadgang. Dette er ikke direkte forudsat i kommuneaftalen, men det ansås for ønskeligt, og det har efterfølgende vist sig teknisk muligt at gennemføre en sådan ordning.

Vurderingsresultatet skal som udgangspunkt meddeles på den fortrykte selvangivelse/årsopgørelse.

d. Landsskatteretten

Lovforslaget indeholder ikke nævneværdige ændringer i lovgrundlaget for Landsskatterettens virksomhed. Landskatteretten skal således opretholdes. Rettens regionale virkeområde søges styrket.

Som følge af nedlæggelsen af skatterådene og indførelsen af årlig klageadgang på vurderingsområdet må der - alt andet lige - forudses et midlertidigt øget pres på Landsskatteretten.

Med det formål at sikre, at skatteankenævnenes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag, og at det antal sager, der påklages til Landsskatteretten, begrænses mest muligt, indføres regler om, at skatteankenævnene i hver enkelt klagesag skal udarbejde en sagsfremstilling. Denne skal følge med en eventuel senere klage til Landsskatteretten.

I de sager, hvor de statslige skattemyndigheder træffer afgørelse, skal sagsfremstillingen udfærdiges af den pågældende myndighed.

Som yderligere klagebegrænsende foranstaltning foreslås indført et gebyr ved klage til Landsskatteretten på 500 kr. pr. 1. januar 1990. Beløbet foreslås reguleret efter personskattelovens § 20. Gebyret tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen til Landsskatteretten.

e. Ligningsrådet

Efter kommuneaftalen skal Kommunernes Landsforening have 2 medlemmer i Ligningsrådet og Københavns og Frederiksberg kommune hver et medlem. Det foreslås derfor at udvide medlemstallet fra 15 til 19 uden i øvrigt at ændre på sammensætningen, bortset fra at statsskattedirektøren ikke længere er født formand. Dette er begrundet i den forestående sammenlægning af Statsskattedirektoratet og Tolddirektoratet.

f. Ligningsplaner, tilsyn og sanktionsmuligheder

Efter lovforslaget skal tilsyn med såvel skatteansættelser som vurderingsarbejdet i kommunerne fortsat udøves af den centrale told- og skatteforvaltning (tidligere Statsskattedirektoratet) og Ligningsrådet, der udarbejder centrale lignings-, vurderings- og revisionsplaner.

De kommunale skattemyndigheder skal fremover udarbejde egentlige lignings- og vurderingsplaner efter retningslinierne i de centrale lignings- og vurderingsplaner. Ansvaret for de kommunale planer placeres hos kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune.

I kommuneaftalen angives der en meget detaljeret procedure for ligningen og udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner. Derom henvises til bemærkningerne til § 1.

Efter lignings- og vurderingsperiodernes udløb foretager den regionale told- og skatteforvaltning en vurdering af kommunens lignings- og vurderingsarbejde. Som en nydannelse foreskriver kommuneaftalen, at der indføres en bestemmelse om, at Ligningsrådet i særlige tilfælde kan udstede bindende direktiver for lignings- eller vurderingsarbejdet til de kommuner, der i en periode ikke har opnået de forventede resultater. De nærmere regler herom omtales i bemærkningerne til § 22.

De nærmere regler for indholdet af lignings- og vurderingsplanerne og for proceduren for udarbejdelsen af disse vil i øvrigt blive behandlet i et cirkulære efter drøftelser mellem de statslige og kommunale skattemyndigheder.

4. Ændringer uden forbindelse med kommuneaftalen

Nærværende lovforslag er i vidt omfang baseret på den gældende skattestyrelseslov. De ændringer, der følger af kommuneaftalen, er imidlertid ikke indarbejdet i den gældende lov, idet ændringerne gjorde den gældende lovs struktur mindre hensigtsmæssig.

I stedet er der udarbejdet en ny sammenhængende lovtekst med en ændret struktur, og således at de bestemmelser, der er overført fra den nuværende lov, er gennemarbejdet og moderniseret sprogligt.

Derudover er der indarbejdet enkelte betydningsfulde ændringsforslag, som ikke følger af kommuneaftalen. Det gælder modernisering af genoptagelsesreglerne, indførelse af adgang til udenretligt syn og skøn under landsskatteretssager og ændring af klagefrister.

a. Genoptagelse

Som omtalt under punkt 2 d er der med udgangspunkt i reglen i den nugældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 4, udviklet et såkaldt »alternativt klagesystem«, hvorefter alle ligningssager i praksis kan begæres genoptaget inden for en frist på normalt 5 år fra udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører.

Denne adgang til at få genoptaget enhver sag, såfremt der forelægges nye oplysninger, foreslås opretholdt.

Imidlertid er det nuværende system uhensigtsmæssigt, fordi det indebærer, at afgørelser om afslag på en genoptagelsesanmodning skal påklages efter det almindelige administrative klagesystem, d.v.s. til amtsskatteinspektoratet, Statsskattedirektoratet og ministeren, i stedet for at følge skattestyrelseslovens særlige klagesystem (ligningskommission, skatteråd, Landsskatteretten).

Endvidere gælder der ingen tilsvarende regel på vurderingsområdet.

Der foreslås indført en generel regel om, at en skatteansættelse kan genoptages inden for 3 år, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger. Skattemyndighedernes adgang til at foretage ansættelsesforhøjelser og tidsrummet for adgangen til domstolsprøvelse nedsættes tilsvarende. For at hindre, at væsentlige offentlige hensyn tilsidesættes, foreslås det dog, at ældre ansættelser fortsat kan optages til revision, såfremt der foreligger egentlige strafbare forhold.

Ved at nedsætte fristen til 3 år opnås, at borgerne efter 3 år kan være sikre på, at selvangivelsen ikke revideres med krav om yderligere skat til følge.

Hvis sagen genoptages af den kommunale skattemyndighed, foreslås det, at en eventuel klage over ansættelsen følger den sædvanlige klagevej til skatteankenævnet og Landsskatteretten.

Efter forslaget skal en klage over et afslag på en ansøgning om genoptagelse også følge den almindelige klagevej, der indføres med dette lovforslag.

På vurderingsområdet foreslås der indført en tilsvarende adgang til at genoptage en sag, når der fremlægges nye oplysninger, der kan medføre en ændret vurdering.

Den kommunale skattemyndigheds adgang til at ændre skatteansættelser på eget initiativ inden for ligningsfristen foreslås bevaret og suppleret med en tilsvarende adgang til at ændre ejendomsvurderinger inden for vurderingsåret.

Den eksisterende adgang for ministeren til at tillade bevillingsmæssig genoptagelse efter udløbet af 5-års fristen (nu 3-års fristen) foreslås heller ikke ændret.

b. Syn og skøn

Forslaget om at indføre adgang til udenretligt syn og skøn under landsskatteretssager er med redaktionelle ændringer en genfremsættelse af § 1, nr. 1, i regeringens lovforslag L 14, fremsat den 5. oktober 1988, om ændringer i skattestyrelsesloven.

Forslaget er således et led i regeringens indsats for at forbedre borgernes retssikkerhed på skatteområdet.

Forslaget går ud på at give primært skatteyderen mulighed for at begære syn og skøn i forbindelse med sagens indbringelse for Landsskatteretten.

En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder og myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og gældsbreve, unoterede aktier og good-will. Ofte skyldes uenigheden, at skattemyndighederne ikke kan godkende værdifastsættelser ved selskabsstiftelse eller i øvrigt i tilfælde, hvor de to parter i overdragelsen af aktivet ikke har modstående interesser.

Forslaget om at åbne adgang til at begære syn og skøn afholdt i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er begrundet med ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få f.eks. værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for forberedelsen af landsskatteretssagen. En skønserklæring om de foreliggende værdiskøn i sagen vil kunne effektivisere sagsbehandlingen i Landsskatteretten. Denne udtalelse vil endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om klagen bør opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne mulighed for skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af sagkyndige dels vil kunne forbedre det materielle grundlag for Landsskatterettens afgørelse, dels vil øge skatteyderens forståelse for Landsskatterettens afgørelse. Endelig vil forslaget give større jævnbyrdighed mellem skatteyderen og skattevæsenet, end det ofte opleves i dag, og hermed øges respekten for de afgørelser, der træffes. Forslaget indeholder således også et procesbesparende element.

Man har fundet det forsvarligt at åbne muligheden for syn og skøn i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen, idet sagen på dette stadium må formenes at være så veloplyst og velforberedt, at man på dette tidspunkt vil få det bedste udbytte af instituttet.

Der skal efter forslaget ikke være adgang til syn og skøn i sager vedrørende ejendomsvurdering. Der skønnes ikke at være behov for noget alternativ til det foreslåede vurderingssystem, der som det hidtidige i vidt omfang vil bygge på besigtigelser på stedet og inddragelse af eksterne sagkyndige og den nyoprettede funktion som regionale vurderingskonsulenter.

c. Klagefrister

I den nugældende skattestyrelseslov og i vurderingsloven angives de fleste administrative klagefrister til et antal uger, og starttidspunktet angives til den dag, hvor »der er givet underretning om afgørelsen« eller lignende formulering.

Når en landsskatteretskendelse skal indbringes for domstolene, angives fristen imidlertid i måneder. Tilsvarende gælder efter lov om bindende forhåndsbesked, når forhåndsbeskeder indbringes for Landsskatteretten.

Af hensyn til overskueligheden i systemet foreslås det, at alle klagefrister angives i måneder. Frister på 4 uger ændres herved til 1 måned og frister på 8 uger til 2 måneder.

De administrative klagefrister foreslås som hovedregel påbegyndt på datoen for modtagelsen af den pågældende afgørelse.

Endvidere udformes klagereglerne således, at klagen skal være modtaget senest 1, respektive 2 måneder efter modtagelsesdagen. Herved undgås fortolkningstvivl om, på hvilken dag fristen udløber; klager modtaget på månedsdagen er rettidige.

5. Administrative og provenumæssige konsekvenser

a. Administrative konsekvenser

Med forslaget vil der blive gennemført en meget væsentlig forenkling af strukturen på skatteområdet. Forenklingen indebærer også, at en række råd nedlægges. Det drejer sig om skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og skyldråd.

Samtidig bliver der gennemført en større ensartethed mellem vurderingsopgaven og ligningsopgaven, også i klageleddet.

Generelt set indebærer gennemførelsen af forslaget om den nye struktur meget væsentlige fordele og forbedringer på det administrative område.

På en række enkeltområder foreslås endvidere gennemført forenklinger, som vil betyde væsentlige administrative lettelser i det daglige arbejde både for borgerne og administrationen.

Dette gælder bl.a. i forbindelse med klager over afslag på en anmodning om genoptagelse. Også nedsættelsen af 5-års fristen for genoptagelse m.v. til en 3-års frist medfører meget betydelige administrative lettelser.

I forbindelse med klagebehandlingen ved skatteankenævnene (de tidligere ligningskommissioner) af klager over ansættelser m.v. på indkomst- og vurderingsområdet vil der blive gennemført regler, der sikrer, at færrest mulige borgere får behov for at klage til Landsskatteretten. Bl.a. skal der under sagsforberedelsen udarbejdes en sagsfremstilling. Ved klage til Landsskatteretten skal sagsfremstillingen medfølge, hvilket i de fleste tilfælde vil medføre en administrativ lettelse af Landsskatterettens sagsforberedelse.

I lovforslaget indgår endvidere, at der skal gennemføres et intensiveret samarbejde mellem staten og kommunerne bl.a. på ligningsområdet, der skal sikre en optimal udnyttelse af de administrative ressourcer i forbindelse med ligningsarbejdet. Det er bl.a. i den forbindelse, at Ligningsrådet har fået udvidede beføjelser.

Den forenklede struktur vil også i sig selv medføre en række administrative fordele. Bl.a. vil færre organer på klageområdet medføre, at de hidtidige næsten automatiske høringsprocedurer afskaffes. Endvidere vil der være mindre administration i forbindelse med udnævnelse, afskedigelse, instruktion m.v.

Kun i meget begrænset omfang må der påregnes et vist administrativt merarbejde i forbindelse med forslaget. Der kan bl.a. peges på den øgede statslige indsats i forbindelse med overvågningen og vejledningen af kommunernes lignings- og vurderingsarbejde.

b. Provenumæssige konsekvenser

Forslaget vil, når overgangsperioden i 1992 er forbi, samlet medføre årlige statslige besparelser på mindst 60 mill.kr.

De statslige besparelser, der med sikkerhed kan konstateres, består af honorarer til medlemmerne af skatterådene og amtsligningsrådene.

For skatterådenes vedkommende vil der blive tale om en overgangsperiode på ca. 6 måneder i 1990, medens amtsligningsrådene foreslås nedlagt fra 1. januar 1990.

På vurderingsområdet er der sparede honorarer til vurderingsmændene fra 1990 og vurderingsformænd og skyldrådsformænd fra 1992, samt visse andre besparelser på vurderingsområdet, bl.a. som følge af forslaget om årlige vurderinger fra 1992.

I den samlede besparelse er modregnet honorarer til et antal konsulenter, som bl.a. skal overtage visse af lægmændenes opgaver på vurderingsområdet. Det kan endvidere ikke udelukkes, at den ændrede struktur på klageområdet vil medføre en vis tilførsel af ressourcer til Landsskatteretten gennem omprioriteringer inden for Skatteministeriets område.

Uden for de 60 mill.kr. må der forventes en række yderligere besparelser som følge af de administrative lettelser. Disse besparelser er dog vanskeligere at skønne over og vil blive udmøntet løbende som led i de statslige rationaliseringer.

Forslaget om gebyr ved klage til Landsskatteretten skyldes ønsket om en vis klagebegrænsning, specielt for de såkaldte bagatelsager. Gebyrprovenuet anses ikke for at have selvstændig nævneværdig betydning. Derimod skønnes gebyret at kunne være en medvirkende årsag til, at sagstilgangen i Landsskatteretten kan holdes på et nogenlunde uændret niveau.

Vurderingsloven foreslås ændret således, at der fra 1992 bliver påbegyndt årlige almindelige vurderinger i stedet for de hidtidige 4-årlige vurderinger. Denne ændring af vurderingsloven vil ikke i sig selv have provenumæssige virkninger.

6. Ikrafttræden og overgangsspørgsmål

På ligningsområdet foreslås det, at lovens bestemmelser skal have virkning fra den 1. januar 1990. Med afskaffelsen af amtsligningsrådene, skatterådene og den nugældende ansættelseskompetence og klageordning for ligningskommissionerne vil der ved den nye klageordnings ikrafttræden versere et antal sager hos de nævnte myndigheder.

Det foreslås, at verserende ansættelsessager i ligningskommissionerne, d.v.s. sager, hvori ligningskommissionerne selv har ønsket at foretage skatteansættelsen, overgår til fortsat behandling i de kommunale skattemyndigheder.

Det foreslås endvidere, at verserende klagesager i ligningskommissionerne færdigbehandles af skatteankenævnene efter de nye regler.

Efter lovforslaget skal skatterådene bevares i en periode på 6 måneder fra ikrafttrædelsestidspunktet, således at skatterådene så vidt muligt kan afslutte verserende sager. Eventuelle uafsluttede sager ved periodens udløb foreslås færdigbehandlet af Landsskatteretten.

Verserende revisionssager i amtsligningsrådene foreslås overtaget af de regionale told- og skatteforvaltninger, der færdigbehandler sagerne efter de nye regler. Eventuelle klager over de regionale forvaltningers ansættelser indbringes for Landsskatteretten.

For Landsskatterettens vedkommende foreslås det, at den hidtil gældende frist på 6 måneder for indbringelse af kendelser for domstolene skal gælde for kendelser, der afsiges indtil udløbet af 1989.

Den fornødne instruktion og uddannelse af medarbejderne ved de kommunale skattemyndigheder påbegyndes snarest muligt.

På vurderingsområdet foreslås det, at lovens bestemmelser først skal have virkning fra den 1. januar 1992. Dette er begrundet i, at 19. almindelige vurdering, der efter vurderingsloven skal finde sted pr. 1. januar 1992, kræver ca. 11/2 års forberedelse, hvorfor det er nødvendigt, at det lovmæssige grundlag for den nye struktur fastlægges senest ved udgangen af 1989. Det vil derfor ikke være muligt at gennemføre kommuneaftalens bestemmelser på vurderingsområdet tidligere end 1. januar 1992. Hertil kommer, at strukturomlægningen vil kræve omfattende instruktion af de kommunale medarbejdere og medlemmerne af skatteankenævnene, da disse ikke tidligere har deltaget i vurderinger.

Det foreslås, at der i 1990 og 1991 i overensstemmelse med de gældende regler gennemføres årsomvurderinger, og at disse udføres af det eksisterende administrative vurderingssystem og af vurderingsformændene.

De under 3 c omtalte konsulenter foreslås udpeget i 2. halvår af 1990, idet ansættelsesforholdet dog først skal have virkning fra den 1. januar 1992. De nuværende vurderingsmænd foreslås at udgå af vurderingssystemet ved den nuværende funktionsperiodes ophør pr. 31. december 1990.

Verserende sager i vurderingsråd og skyldråd pr. 1. januar 1992 overgår til videre behandling i henholdsvis de kommunale skattemyndigheder og skatteankenævnene.

Det foreslås, at bestemmelserne om genoptagelse og forhøjelse af skatteansættelser og bestemmelserne om frist for indbringelse for domstolene af sager, som Landsskatteretten har afvist, får virkning for afgørelser, der vedrører indkomståret 1990 og senere år. Nedsættelsen af fristerne til 3 år berører derved ikke afgørelser fra perioden før lovens generelle ikrafttrædelsesdato.

Statens overtagelse af inddrivelsen af selskabsskatter og A-skatter finder sted pr. 1. maj 1990. Dette fremgår af lovforslaget om ændringer af forskellige skatte- og afgiftslove (Kommuneaftalen).

Statens overtagelse af arbejdsgiverkontrollen finder ligeledes sted pr. 1. maj 1990, jf. nærværende lovforslags bemærkninger, afsnit 1 b.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter de gældende regler skal den kommunale skatteadministration udarbejde en kommunal ligningsplan, som skal forelægges til godkendelse i ligningskommissionen, der har det politiske ansvar for den kommunale ligning. Planen skal udarbejdes under behørig hensyntagen til Ligningsrådets og Statsskattedirektoratets overordnede retningslinier. Herudover findes kun få forskrifter for, hvad ligningsplanen skal indeholde. Der findes således ingen regler om reaktionsmuligheder, hvis det forventede resultat af ligningsarbejdet ikke opnås.

Der findes ingen tilsvarende regler om, at vurderingsrådene skal udarbejde planer for vurderingsarbejdet.

Med lovforslagets § 1, stk. 1, henlægges ansvaret for den kommunale ligningsplan til kommunalbestyrelsen som følge af, at skatteankenævnene, som træder i stedet for ligningskommissionerne, får status som rene klageorganer. Samtidig indføres der regler om, at der også skal udarbejdes kommunale vurderingsplaner. Planerne skal udarbejdes efter Ligningsrådets retningslinier.

I kommuneaftalen findes herudover følgende aftale om proceduren for ligningen og udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner

Inden udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner får den enkelte kommune af den centrale told- og skatteforvaltning meddelelse om, hvor mange selvangivelser og regnskaber, der som minimum skal gennemses nøjere. Kommunerne får samtidig meddelelse om, hvor mange ansættelsesændringer en ligningsmæssig gennemgang af de forskellige skatteyderkategorier erfaringsmæssigt medfører og om planlagte landsomfattende kontrolaktioner.

Kommunen fastsætter i samarbejde med den regionale told- og skatteforvaltning, hvor mange selvangivelser og regnskaber - udover det givne minimumsantal - der skal gennemses nøjere.

Kommunerne skal angive, hvor langt man kalkulerer med, at ligningsarbejdet vil være fremskredet til en fastsat dato i ligningsperioden, der bør svare til det tidspunkt, hvor halvdelen af årets ligningsarbejde erfaringsmæssigt er tilendebragt.

Inden ligningsperiodens begyndelse vurderes ligningsplanerne af den regionale told- og skatteforvaltning og kommunen i fællesskab. Told- og skatteforvaltningens eventuelle bemærkninger meddeles kommunalbestyrelsen.

Hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, kan den sende et udkast til ligningsplan til udtalelse hos ligningskommissionen (nu skatteankenævnet).

Når den fastsatte dato er passeret, afgiver de kommuner, der ikke har nået det kalkulerede mål, en status over ligningsarbejdet til den regionale told- og skatteforvaltning.

Hvis der sker ændringer i ligningsplanen i ligningsperioden, meddeles dette til den regionale told- og skatteforvaltning med angivelse af, hvorledes ligningsarbejdet tænkes tilrettelagt i den resterende del af ligningsperioden.

Efter ligningsperiodens udløb foretager den regionale told- og skatteforvaltning en vurdering af kommunens ligningsarbejde. Hvis kommunen ikke har opnået de forventede resultater af ligningen, skal den regionale told- og skatteforvaltning bemærke dette over for kommunalbestyrelsen. En sådan bemærkning kan eventuelt ledsages af en henstilling om, hvordan dette arbejde bør tilrettelægges fremover.

Hvis en kommune i en periode ikke har opnået de forventede resultater af ligningen, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning meddele kommunen bindende direktiver for ligningsarbejdet.

De bindende direktiver kan være et pålæg om, at nærmere fastsatte dele af ligningen skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning. Der henvises endvidere til bemærkningerne til forslagets § 22, stk. 3.

De nærmere regler for indholdet af lignings- og vurderingsplanerne og for proceduren for udarbejdelsen af disse vil blive fastlagt i et cirkulære efter drøftelser mellem de statslige og de kommunale skattemyndigheder.

I stk. 2 foreslås det, at kommunalbestyrelsen udpeger en embedsmand, der som ansvarshavende skal forestå kommunens lignings- og vurderingsarbejde m.v. Kommunalbestyrelsen eller udvalg kan ikke behandle eller træffe afgørelse i de sager, der er henlagt til den kommunale skattemyndighed, jf. 2. pkt., men kommunalbestyrelsen har det organisatoriske ansvar for skattemyndighedens virksomhed.

Det foreslås ikke, at en bestemt embedsmand, f.eks. skatteinspektøren, skal udpeges til at forestå arbejdet. Det står således kommunalbestyrelsen frit for at etablere en kommunal enhedsforvaltning eller i øvrigt at lade den pågældende person beskæftige sig med andre kommunale arbejdsopgaver. Tilsvarende gælder for det personale, der engageres til at bistå den ansvarshavende person.

Til § 2

Efter bestemmelsen skal den kommunale skattemyndighed i den enkelte kommune foretage skatteansættelser af indkomst og formue, herunder skatteansættelse i dødsboer og afsluttende skatteansættelse for afdøde personer, udføre skattemyndighedernes øvrige opgaver i forbindelse med dødsfald, jf. forslagets § 2, nr. 2, samt vurdere fast ejendom efter reglerne i vurderingsloven.

Efter de gældende regler beror kompetencen til at foretage skatteansættelse af indkomst og formue i ligningskommissionerne, og vurderingsrådene har efter reglerne i vurderingsloven kompetencen til at vurdere fast ejendom.

Den gældende skattestyrelseslov indeholder ingen særlige regler om, hvilke skattemyndigheder der foretager skatteansættelse m.v. i dødsboer.

De materielle regler om dødsbobeskatning findes i kildeskatteloven, der også indeholder regler for skattemyndighedernes øvrige funktioner i forbindelse med dødsfald: Godkendelse af opgørelse efter § 14, stk. 3, værdiansættelse af aktiver efter § 16, stk. 3 og 4, samt beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked i dødsboer efter § 33 A.

Ved § 1 i bekendtgørelse nr. 602 af 9. december 1977 om beskatning af dødsboer m.v. er disse beføjelser tillagt ligningskommissionerne. Ved afgørelserne og ved klage herover finder reglerne i skattestyrelsesloven anvendelse, således at klagevejen efter de gældende regler stort set er den samme som for skatteansættelser i øvrigt.

Til § 3

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den gældende skattestyrelseslovs § 3, stk. 1, 2, 4 og 5. § 3, stk. 3 i den gældende lov, hvorefter ligningskommissionerne kan bemyndige skatteadministrationen til at foretage ansættelser på kommissionens vegne, udgår som konsekvens af, at ligningskommissionernes (nu skatteankenævnenes) ansættelseskompetence bortfalder.

Forslagets § 3, stk. 1, bestemmer, at den skattepligtige, der har indgivet selvangivelse, har ret til at fremkomme med en udtalelse til sagen, hvis den kommunale skattemyndighed agter at foretage en ansættelse, der medfører ændring af et eller flere af de beløb, der fremgår af selvangivelsen.

Med forslagets § 3, stk. 2, indføres regler om, at også den skattepligtige, der ikke har indgivet selvangivelse, har krav på underretning om en påtænkt ansættelse og på at få lejlighed til at kommentere denne.

Forslagets § 3, stk. 3, fastslår, at den kommunale skattemyndighed inden for ligningsfristen er berettiget til enten af egen drift eller efter anmodning fra den skattepligtige at genoptage og eventuelt ændre en allerede foretaget ansættelse. Dette gælder dog ikke, hvis sagen er eller har været under behandling ved en anden skattemyndighed.

Bestemmelsen i § 3, stk. 4, svarer til den gældende lovs § 3, stk. 5, og indeholder fristen for de kommunale skattemyndigheders arbejde, ligningsfristen.

Til § 4

Bestemmelsen omhandler vurdering af fast ejendom og fastslår, at de kommunale skattemyndigheder hvert år skal vurdere landets faste ejendomme efter reglerne i vurderingsloven. De kommunale skattemyndigheder skal endvidere gennemføre vurderinger uden for de årlige vurderingsterminer, når dette begæres efter vurderingslovens § 4. I forbindelse med vurderingerne træffer skattemyndighederne afgørelse om fordeling af ansatte værdier og om benyttelse af ejendomme efter vurderingslovens § 33. Bestemmelsen træder i stedet for vurderingslovens § 39, stk. 1.

I stk. 2 foreslås det, at de ejendomsvurderinger, hvor kommunen og dens embedsmænd altid vil være inhabile, f.eks. fordi ejendommen tilhører kommunen, eller fordi kommunen p.g.a. byplanlægning eller lign., herunder i de i vurderingslovens § 4 A nævnte tilfælde (ændring i zonestatus), har en særlig interesse, foretages af den centrale told- og skatteforvaltning. Klage over en sådan vurdering indgives til Landsskatteretten, der bliver eneste klageinstans, jf. forslagets § 18, stk. 7. Kommunen er klageberettiget i disse sager.

Til § 5

Bestemmelsen træder i stedet for vurderingslovens § 4, stk. 4, og fastslår, at anmodning om vurdering efter vurderingslovens § 4 indgives til den kommunale skattemyndighed. De materielle regler om ekstraordinære vurderinger efter § 4 foreslås bevaret i vurderingsloven.

Til § 6

Efter stk. 1 skal der gives ejeren, og når vurdering er begæret i anledning af et salg både køber og sælger, skriftlig underretning om resultatet af almindelige og ekstraordinære vurderinger. Bestemmelsen træder i stedet for § 40, stk. 1, i vurderingsloven.

Vurderingsresultatet skal sammen med nogle specifikationer om grundlaget for vurderingsansættelsen som udgangspunkt meddeles på den fortrykte selvangivelse/årsopgørelse, således at ejeren på et tidligt tidspunkt kan rette henvendelse til kommunen om eventuelle fejl, der herefter kan ændres på en administrativt ukompliceret måde. Da særskilt skriftlig meddelelse i vidt omfang undgås, kan man herved opnå betydelig besparelse til porto. I tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre, udsender kommunen fortsat vurderingsresultatet ved særskilt skriftlig meddelelse.

Efter reglen i forslagets stk. 2, der erstatter vurderingslovens § 40, stk. 2 og 3, skal de kommunale skattemyndigheder hvert år, når en almindelig vurdering er afsluttet, give offentligheden adgang til oplysning om resultatet af vurderingen.

Kravet i de gældende regler om, at der skal udarbejdes en skriftlig fortegnelse over vurderingerne, bortfalder, således at kommunerne får adgang til at udnytte de eksisterende muligheder for at registrere oplysningerne elektronisk.

Til § 7

Bestemmelsen i stk. 1 giver den kommunale skattemyndighed kompetence til af egen drift eller efter begæring fra ejeren eller en anden berettiget at ændre vurderinger indtil udløbet af vurderingsåret. Forslaget indebærer en udvidelse af vurderingsmyndighedens adgang til at berigtige vurderinger, jf. nedenfor. Vurderingsåret udløber den 31. december i det år, hvori vurderingen er foretaget. I praksis vil ændringerne finde sted i sidste halvår af vurderingsåret, fordi vurderingsresultatet så vidt muligt meddeles ved påtegning på selvangivelsen/årsopgørelsen, der som regel udsendes midt i året.

Efter forslaget er der adgang til inden for 1-års fristen at foretage enkeltstående ændringer af såvel skønsmæssig som formel karakter. Ved gennemførelse af revisionsmæssige ændringer omfattende grupper af faste ejendomme skal der ske en indberetning herom til de regionale told- og skatteforvaltninger.

Efter de gældende regler kan vurderingsrådene også ændre vurderinger i indtil 1 år efter vurderingstidspunktet. Ændringsadgangen er imidlertid begrænset til ændringer af objektiv karakter og gælder således ikke ændringer i skønsudøvelsen. I disse tilfælde må der gives indberetning til skyldrådet med indstilling om fornøden ændring af den urigtige ansættelse. Skyldrådene kan derimod foretage ændringer af enhver karakter, medmindre rådet, Ligningsrådet eller Landsskatteretten allerede har foretaget ændringer.

Efter udløbet af vurderingsåret kan den kommunale skattemyndighed alene foretage ændringer i vurderingerne i de tilfælde, der er omfattet af forslagets § 8.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til vurderingslovens § 34, stk. 1, og forskriver en pligt for de kommunale skattemyndigheder til at medvirke til de statslige myndigheders revisioner af vurderingerne.

Til § 8

Efter stk. 1 kan den kommunale skattemyndighed genoptage en skatteansættelse inden for 3 år efter anmodning fra den skattepligtige, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger.

Som konsekvens af dette forslag begrænses myndighedernes adgang til at forhøje en skatteansættelse, med den virkning at der udløses krav om forhøjet skattetilsvar, til 3 år, jf. forslagets § 40 og bemærkningerne dertil. Samtidig nedsættes tidsrummet for adgangen til domstolsprøvelse tilsvarende, jf. forslagets § 36, stk. 3 og 4.

På vurderingsområdet foreslås indført en tilsvarende adgang for den kommunale skattemyndighed til at genoptage en sag, når der fremlægges nye oplysninger, der kan medføre en ændret vurdering.

Lovforslaget indebærer, at borgeren efter 3 år kan være sikker på at have en endelig afgørelse.

Det er en betingelse for at tillade genoptagelse, at den, der fremsætter anmodning herom, dokumenterer eller sandsynliggør, at den tidligere skatteansættelse eller vurdering har været forkert.

Såfremt sagen genoptages efter de foreslåede regler af den kommunale skattemyndighed, følger en eventuel klage over ansættelsen eller vurderingen den sædvanlige klageinstansfølge, jf. stk. 4.

Efter forslagets § 8, stk. 5, skal en klage over et afslag på en ansøgning om genoptagelse også følge den almindelige klagevej, der indføres med dette lovforslag, d.v.s. at klage sker til skatteankenævnet som 1. klageinstans og til Landsskatteretten som 2. klageinstans. Forslaget indebærer, at afslag ikke længere behandles i det administrative rekurssystem med skatteministeren som øverste klagemulighed.

Bestemmelserne i § 8, stk. 2-4, svarer til de gældende regler i skattestyrelseslovens § 15, stk. 2-4, hvorefter skatteministeren kan bemyndige den kommunale skattemyndighed til at foretage skatteansættelser og vurderinger samt ændringer heri efter udløbet af ligningsperioden eller vurderingsåret. Sådanne regler er i dag fastsat i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 318 af 13. juni 1984.

Reglen i den gældende lovs § 15, stk. 2, 2. pkt., der svarer til lovforslagets § 41, stk. 1, udgår på dette sted i forslaget.

Til § 9

Bestemmelsen i § 9 handler om skatteankenævnets opgaver. De nærmere regler om påklage til skatteankenævnet findes i kapitel 3.

Skatteankenævnets afgørelser påklages efter dette forslag til Landsskatteretten, jf. § 24, stk. 1, og § 28, stk. 1.

Til § 10

Bestemmelsen handler om skatteankenævnenes valg og sammensætning. Skatteankenævnene skal efter dette forslag udføre de opgaver, som ved kommuneaftalen blev placeret i ligningskommissionerne.

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 1, bortset fra 1. led i 1. pkt., og stk. 2.

Efter forslaget skal der ikke længere gælde nogen 70-års aldersgrænse for valgbarhed til et skatteankenævn.

Bestemmelserne i stk. 3-5 om pligt til at modtage valg og om fritagelse herfor svarer med enkelte ændringer til de bestemmelser, der hidtil har været indeholdt i § 27, stk. 1, i den kommunale valglov. Med udløbet af indeværende valgperiode ophæves de bestemmelser om ligningskommissionen, der hidtil har været indeholdt i den kommunale valglov, jf. herved § 110, stk. 4, i den nye kommunale valglov, lov nr. 140 af 8. marts 1989. Reglerne foreslås overført til skattestyrelsesloven, hvilket var forudsat ved den nye kommunale valglov. I forbindelse med overførslen er reglerne ændret, jf. stk. 5, således at de svarer til de nu gældende regler i den nye kommunale valglov om fritagelse for at opstille til valg, henholdsvis fritagelse for at modtage valg som kommunalbestyrelsesmedlem. Ændringerne indebærer bl.a., at pligten til at modtage valg til skatteankenævnet for den, der tidligere har været medlem (af ligningskommissionen eller skatteankenævnet) i to sammenhængende valgperioder, ikke mere genopstår efter udløbet af de to følgende valgperioder. Endvidere fastsættes en aldersgrænse på 60 år for pligt til at modtage valg, ligesom det fastslås, at fritagelsesgrundene for medlemshvervet i funktionsperioden, jf. § 12, også er fritagelsesgrunde for modtagelse af valg.

Til § 11

Reglerne om konsekvenserne af, at et medlem af et skatteankenævn mister sin valgbarhed og om, hvorledes det afgøres, om valgbarheden er mistet, svarer til reglerne i den kommunale valglov.

I forbindelse med overførelsen af fritagelsesreglerne fra den kommunale valglov til skattestyrelsesloven er det således fundet hensigtsmæssigt at fastsætte udtrykkelige regler om kommunalbestyrelsens pligt til at indberette til Valgbarhedsnævnet, såfremt et medlem eller en stedfortræder er eller bliver straffet, jf. stk. 3-5.

Til § 12

Reglen om fritagelse for hvervet som medlem eller stedfortræder i skatteankenævnet i funktionsperioden svarer til den hidtidige regel i den kommunale valglovs § 34 b, samt til den tilsvarende regel i den nye kommunale valglov bortset fra, at afslag på anmodninger om fritagelse ikke kan indbringes for Indenrigsministeriet.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til § 1, stk. 4, i den gældende skattestyrelseslov.

Til § 14

Lovforslagets § 14 svarer til § 1, stk. 5-8 og 12, § 6 samt til § 16, 1. pkt., i den gældende lov.

Stk. 2 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 6 og stk. 7, bortset fra 1. pkt., hvis regel om, at afgørelserne træffes ved stemmeflerhed, allerede fremgår forudsætningsvis af bestemmelsen. Retten efter sidste pkt. til at kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn tilkommer ethvert medlem, hvad enten vedkommende er medlem af det besluttende led eller ikke.

Stk. 3, der svarer til § 16, 1. pkt., i den gældende lov, giver et medlem af et skatteankenævn, der er uenig i en afgørelse truffet af nævnet, mulighed for at få efterprøvet afgørelsen af den centrale told- og skatteforvaltning.

Den gældende lovs § 1, stk. 9 og 10, om de habilitetskrav, der stilles til ligningskommissionsmedlemmer, foreslås ikke overført til dette lovforslag, da tilsvarende regler nu findes i § 3 i forvaltningsloven.

Efter stk. 5 foreslås det, at indenrigsministeren fastsætter regler for honorering af skatteankenævnenes medlemmer. Herefter udgår særbestemmelsen i den gældende lovs § 1, stk. 11, om fast honorar til formanden.

Det foreslås i stk. 6, at skatteministeren på egen hånd kan fastsætte reglerne om skatteankenævnenes virksomhed i en forretningsorden. Den gældende regel om, at forretningsordenen skal fastsættes efter samråd med indenrigsministeren, foreslås derfor ophævet.

Bestemmelsen i stk. 6, 2. pkt., om at skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om skatteankenævnets organisation i København, svarer til § 6 i den gældende lov. Med hjemmel i bestemmelsen er det i den gældende forretningsorden fastsat, at ligningskommissionen i København har 35 medlemmer, ligesom der er fastsat særlige regler om medlemmernes funktionsperiode. Med hensyn til aflønning af formand og medlemmer foreslås det nu, at Indenrigsministeriet fastsætter reglerne. Forslaget indebærer, at disse ordninger for skatteankenævnet i København fortsat kan bevares.

Til § 15

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal den kommunale skattemyndighed yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet, hvis opgave det er at behandle klager over skattemyndighedens skatteansættelser, vurderinger og afgørelser efter § 2, nr. 2. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2 og vurderingslovens § 39 A.

Der fastsættes ingen nærmere regler for sekretariatsopgavens indhold og udførelse, jf. afsnit 3 a i de almindelige bemærkninger. Kommunalbestyrelsen har imidlertid ansvaret for, at skatteankenævnet får fornøden og tilstrækkelig bistand til løsning af sine opgaver. Efter reglen i § 25, stk. 2, skal skatteankenævnet udarbejde en sagsfremstilling, som i praksis kan udarbejdes og udsendes af sekretariatet efter bemyndigelse fra skatteankenævnet. Det anses endvidere for en typisk sekretariatsopgave at udarbejde forslag til skatteankenævnets afgørelser.

Reglen i den gældende lovs § 2, 2. pkt., om, at skatteadministrationen skal være repræsenteret ved alle ligningskommissionens møder, foreslås ændret, således at skatteankenævnet i stedet kan anmode sekretariatet om at være til stede under nævnets møder, når dette skønnes hensigtsmæssigt.

Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at den person, der som ansat i den kommunale skattemyndighed har truffet afgørelse i 1. instans eller har behandlet sagen i øvrigt, ikke senere kan behandle samme sag som sekratariat for skatteankenævnet under en klage dertil.

Der er tale om et rent personspørgsmål, og det har således inden betydning, at den person, der behandler sagen i 1. instans, og den, der fungerer som sekretariat, har samme chef (f.eks. skatteinspektøren). Der er alene tale om en rettighed for borgeren, som ikke må tåle personsammenfald. Dette betyder også, at reglen kan fraviges ved aftale, hvis borgeren undtagelsesvis måtte ønske, at en person, der har befattet sig med sagen i 1. instans, også skal f.eks. forelægge den for skatteankenævnet.

I de forudsætningsvis få tilfælde, hvor kommunen ikke kan stille en kvalificeret medarbejder til rådighed for skatteankenævnet, som ikke har befattet sig med sagen tidligere, foreskriver stk. 3, at kommunen skal anvende ekstern sekretariatsbistand.

Den eksterne bistand skal kunne udføre sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er i øvrigt overladt til kommunen at bestemme, hvem den vil engagere til opgaven, og om bistanden skal købes hos en offentlig eller en privat virksomhed. Det bemærkes, at tavshedspligtsreglerne efter forvaltningsloven gælder tilsvarende for personer, som er beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med myndighederne.

Til § 16

Efter stk. 1 skal den centrale told- og skatteforvaltning føre tilsyn med lignings- og vurderingsarbejdet og skattemyndighedernes udførelse af dette arbejde. Tilsynet udøves sammen med Ligningsrådet, jf. § 21.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11, for så vidt angår Statsskattedirektoratets virksomhed, og til § 14, stk. 1, 1. pkt. Det fremgår nu af lovteksten, at tilsynspligten også omfatter skattemyndighedernes særlige opgaver i forbindelse med dødsfald.

Gaveanmeldelser indgives efter reglerne i §§ 17 og 18 i bekendtgørelse nr. 505 af 20. oktober 1983 om arve- og gaveafgift til amtsskatteinspektoraterne, der også foretager værdiansættelse.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at disse beføjelser placeres hos den centrale told- og skatteforvaltning.

I praksis vil de regionale told- og skatteforvaltninger, der overtager amtsskatteinspektoraternes opgaver, fortsat skulle behandle gaveafgiftssagerne efter bemyndigelse fra den centrale told- og skatteforvaltning.

Efter stk. 2, 2. pkt., skal den centrale told- og skatteforvaltning vurdere ejendomme i de tilfælde, der er nævnt i § 4, stk. 2, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 17

Efter de gældende regler skal Statsskattedirektoratet som et led i den overordnede styring og kontrol af lignings- og vurderingsmyndighederne dels forud for hver ligning udarbejde en plan for ligningens foretagelse og dels forud for hver ligning og vurdering udarbejde planer for fremgangsmåden ved udøvelsen af direktoratets tilsynsvirksomhed.

Med forslagets stk. 1, der træder i stedet for § 14, stk. 1, 2. pkt., i den gældende lov, indføres regler om, at den centrale told- og skatteforvaltning også på vurderingsområdet skal udarbejde en vurderingsplan. Herved tilvejebringes mulighed for en egentlig styring af vurderingsarbejdet. Stk. 1 svarer i øvrigt til gældende ret.

Reglerne i stk. 2 og 3 svarer til § 14, stk. 1, 3. og 4. pkt., samt til § 14, stk. 2, 1. pkt., 1. led, i den gældende lov. Selv om ordene »Direktoratet kan indkalde lignings- og vurderingsmyndighederne til instruktionsmøder« ikke er gentaget i den foreslåede udformning af bestemmelsen, er dette ikke et udtryk for en realitetsændring. Den centrale told- og skatteforvaltning kan fortsat formidle instruktioner og anvisninger m.v. på mest hensigtsmæssig måde.

Med hensyn til de kommunale ligningsplaner henvises til bemærkningerne til §§ 1 og 22.

Til § 18

Lovforslagets § 18 indeholder regler om den centrale told- og skatteforvaltnings revisionsbeføjelser, som består i planlægning og styring af revisionsarbejdet og revision af konkrete sager.

I stk. 1 bestemmes, at den centrale told- og skatteforvaltning skal efterprøve rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser og i tilslutning til lignings- og vurderingsplanerne udarbejde planer for sin egen tilsynsførende virksomhed.

Det præciseres i bestemmelsen, at revisionspligten foruden skatteansættelser og vurderinger også omfatter afgørelser vedrørende dødsboer efter § 2, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2 svarer til § 14, stk. 2, 1. pkt., 2. led, i den gældende lov.

Forslagets stk. 3, der svarer til den nugældende § 14, stk. 2, 2. pkt., 1. led, fastslår, at den centrale told- og skatteforvaltning har ret til at udtage selvangivelser, ansættelser og vurderinger til gennemgang. Forslaget indebærer ikke nogen ændring i adgangen til at optage ansættelser og vurderinger til revision såvel fra den aktuelle ligningsperiode/det aktuelle vurderingsår som fra tidligere perioder og år.

Efter de gældende regler har Statsskattedirektoratet og amtsskatteinspektoraterne ikke kompetence til i forbindelse med en revisionsmæssig gennemgang at ændre de ansættelser og vurderinger, som findes urigtige, eller til at foretage ansættelser og vurderinger, hvor disse endnu ikke er foretaget. Sagerne kan i stedet forelægges for Ligningsrådet og for skatteansættelsessagernes vedkommende tillige for amtsligningsrådene, der er berettiget til at foretage ansættelser, vurderinger og ændringer i disse.

Det foreslås i stk. 4, at den centrale told- og skatteforvaltning som et led i en revisionsmæssig gennemgang får kompetence til at foretage ansættelser og vurderinger, hvor disse ikke er foretaget tidligere, og til at foretage ændringer, hvor ansættelsen eller vurderingen er foretaget af den kommunale skattemyndighed. Told- og skatteforvaltningen kan i denne forbindelse bestemme fra hvilket tidspunkt, en vurdering skal have skattemæssig virkning.

Det foreslås i stk. 5, at told- og skatteforvaltningen, når den anser en kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan forelægge kendelsen for Ligningsrådet med henblik på eventuel ændring, således at det folkevalgte element også er til stede hos den myndighed, der ændrer.

Efter reglen i stk. 6 foreslås Ligningsrådets kompetence til at pålægge ansættelsesmyndigheden at foretage ansættelser, hvor disse p.g.a. fejl endnu ikke er foretaget, overført til den centrale told- og skatteforvaltning under hensyn til, at told- og skatteforvaltningen efter forslagets stk. 4 selv ville være berettiget til at foretage ansættelsen eller vurderingen. Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 15, stk. 1, 4. pkt., i den gældende lov.

Det foreslås i stk. 7, at klager over den regionale eller centrale told- og skatteforvaltnings ansættelser og vurderinger skal indbringes for Landsskatteretten, der bliver eneste administrative klageinstans. Opregningen på dette sted er ikke udtømmende, jf. om Landsskatterettens kompetenceområde lovforslagets § 28, stk. 1.

Til § 19

Bestemmelsen indeholder regler om oprettelse af regionale statslige told- og skatteforvaltninger, der skal træde i stedet for de nuværende amtsskatteinspektorater og distriktstoldkamre.

For at opnå den bedste koordination ved sammenlægningen af distriktstoldkamrene og amtsskatteinspektoraterne foreslås det, at skatteministeren får kompetence til at bestemme antallet af regionale myndigheder og disses placering. Det hidtil gældende krav om, at der skal være mindst et amtsskatteinspektorat i hvert amt, foreslås derfor ophævet.

Reglerne i §§ 19 og 20 erstatter § 19 i den gældende lov.

Til § 20

Det foreslås i § 20, stk. 1, at den centrale told- og skatteforvaltning kan delegere sine beføjelser til de regionale myndigheder. Dette betyder i praksis, at de regionale myndigheder overtager amtsskatteinspektoraternes tilsyn med det kommunale ligningsarbejde og amtsligningsrådenes revisionsbeføjelser. Endvidere kommer de regionale told- og skatteforvaltninger til at overtage skyldrådenes revisionsbeføjelser på vurderingsområdet.

De regionale forvaltninger står i et sædvanligt underordnelsesforhold til den centrale myndighed svarende til, hvad der gælder i forholdet mellem amtsskatteinspektoraterne og Statsskattedirektoratet efter den gældende skattestyrelseslov.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 3 a skal Københavns og Frederiksberg kommuner også fremover udføre visse af de opgaver, der i det øvrige land placeres i de regionale told- og skatteforvaltninger. I forslagets § 20, stk. 2, gives der skatteministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

Til § 21

Bestemmelsen i stk. 1 beskriver i generelle vendinger Ligningsrådets opgaver, som er at fastlægge reglerne for den centrale told- og skatteforvaltnings virksomhed som ansættelses- og vurderingsmyndighed og sammen med told- og skatteforvaltningen at føre tilsyn med de lokale skattemyndigheders arbejde. Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 11.

Det er aftalt under kommuneforhandlingerne, at Kommunernes Landsforening skal repræsenteres med 2 medlemmer i Ligningsrådet, og at Københavns og Frederiksberg kommuner skal repræsenteres med hver 1 medlem.

Det foreslås derfor i stk. 2, der svarer til § 12, stk. 1, i den gældende lov, at Ligningsrådets medlemstal udvides fra 15 til 19 medlemmer, idet skatteministeren yderligere beskikker 2 medlemmer efter indstilling fra Kommunernes Landsforening og 2 medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner. Det foreslås endvidere, at skatteministeren beskikker formanden for Ligningsrådet, således at statsskattedirektøren ikke længere er født formand. Det er imidlertid hensigten fortsat at udpege en embedsmand til posten.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den gældende lovs § 17, stk. 2. Efter den gældende § 17, stk. 1, kan ministeren efter indstilling fra Ligningsrådet træffe afgørelse i sager om forligsmæssig efterbetaling af skat uden egentlig ændring af skatteansættelsen. Denne beføjelse har ministeren delegeret til Ligningsrådet, jf. § 28, stk. 1, i forretningsordenen for Ligningsrådet og Statsskattedirektoratet. Det foreslås derfor, at kompetencen placeres i Ligningsrådet, således at den gældende § 17, stk. 1, udgår.

Ligningsrådet vil, som det hidtil er sket, kunne delegere sine beføjelser efter den foreslåede bestemmelse til de statslige told- og skatteforvaltninger.

Skatteministeren kan i henhold til stk. 4, der svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 20, fastsætte de nødvendige nærmere regler for Ligningsrådets virksomhed i en forretningsorden.

Til § 22

Bestemmelsen indeholder regler om Ligningsrådets tilsyns- og revisionsbeføjelser.

Efter reglerne i stk. 1 og 2 skal Ligningsrådet godkende de lignings- og vurderingsplaner, anvisninger og revisionsplaner, som udarbejdes af den centrale told- og skatteforvaltning, jf. forslagets § 17, stk. 3, og § 18, stk. 1. Bestemmelserne svarer til § 14, stk. 1, 2. pkt., og § 15, stk. 1, 1. pkt., i den gældende lov.

Med forslagets § 22, stk. 3, indføres regler, der giver Ligningsrådet kompetence til efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning at give en kommune, der gennem en periode ikke har opnået de forventede resultater af lignings- eller vurderingsarbejdet, bindende direktiver for dette arbejde. Forslaget er i overensstemmelse med kommuneaftalen.

De bindende direktiver kan være et pålæg om, at nærmere fastsatte dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i gældende ret.

Den eksterne bistand skal kunne udføre lignings- eller vurderingsarbejdet tilfredsstillende. Det er i øvrigt kommunernes afgørelse, hvem de vil engagere til opgaven.

Baggrunden for bestemmelsen er nærmere omtalt under bemærkningerne til § 1, hvortil henvises.

Bestemmelsen i stk. 4 er overført uændret fra den gældende lovs § 13.

Til § 23

Efter forslagets stk. 1 har Ligningsrådet hjemmel til at foretage ansættelser, vurderinger og ændringer heraf i konkrete revisionssager, som forelægges for rådet med indstilling af den centrale told- og skatteforvaltning. Ligningsrådet kan i denne forbindelse træffe beslutning om, fra hvilket tidspunkt en vurdering skal have skattemæssig virkning.

Bestemmelsen skal sammenholdes med forslagets § 18, stk. 3 og 4, og svarer til § 14, stk. 2, 2. pkt., og § 15, stk. 1, 2., 3. og 5. pkt., i den gældende lov.

Reglen i stk. 2 svarer til § 12, stk. 2, i den gældende lov.

Det foreslås i stk. 3, at klage over Ligningsrådets afgørelser efter stk. 1 skal ske til Landsskatteretten, der bliver øverste administrative klageinstans.

Til § 24

Bestemmelsen omhandler Landsskatterettens opgaver, organisation og beslutningsdygtighed og svarer til gældende ret.

Stk. 1 svarer til § 21, og stk. 2-8 svarer til § 22, stk. 1-8, i den gældende lov.

Til § 25

Den foreslåede bestemmelse indeholder reglerne om klage til skatteankenævnet over en skatteansættelse eller en afgørelse vedrørende værdiansættelse m.v. i dødsboer, der er truffet af den kommunale skattemyndighed.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til de gældende regler om påklage til ligningskommissioner (nu skatteankenævn) og skatteråd i § 4, stk. 1, og § 9, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., 1. led. Det foreslås, at klagen for at lette sagsbehandlingen indgives til den kommunale skattemyndighed, som efter lovforslaget skal være sekretariat for skatteankenævnene. Af den samme grund foreslås det, at skattemyndigheden, inden den videresender klagen til skatteankenævnet, samtidig skal afgive en indstilling om sagen, således at egentlige høringer bliver overflødige. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at kommunen genoptager behandlingen af sin egen afgørelse, hvis klageren efter det foreliggende skal have medhold i klagen.

Klagefristen foreslås ændret fra 4 uger til 1 måned.

For sømænd er klagefristen dog 3 måneder regnet fra afgørelsens dato. Særreglen for sømænd, der har virkning fra den 1. januar 1989, er indsat i skattestyrelsesloven ved lov nr. 363 af 1. juli 1988 i forbindelse med ophævelsen af lov om sømandsskat.

Klagefristerne er ikke til hinder for, at skatteankenævnet bortser fra en fristoverskridelse, når nævnet i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen alligevel bør tages under behandling.

Afslag herpå påklages til Landsskatteretten efter de foreslåede almindelige klageregler.

Med det formål at sikre, at skatteankenævnenes afgørelser træffes på det bedst mulige grundlag, og for at minimere antallet af klager til Landsskatteretten foreslås der i § 25, stk. 2, indført regler om, at nævnene, inden de træffer en afgørelse, som går klageren imod, skal udarbejde en sagsfremstilling.

Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de faktiske omstændigheder i den pågældende sag, som skatteankenævnet vil tillægge betydning ved afgørelsen. Klageren skal have sagsfremstillingen forelagt og have lejlighed til at kommentere den, inden skatteankenævnet træffer afgørelse. Sagsfremstillingen med eventuelle rettelser eller tilføjelser skal påny sendes til klageren sammen med skatteankenævnets afgørelse, således at klageren under en eventuel senere klage til Landsskatteretten også kan fremsætte bemærkninger hertil.

Bestemmelsen i stk. 3, hvorefter klageren skal tilbydes mundtlig forhandling for skatteankenævnet, inden der træffes en afgørelse, der går klageren imod, svarer til § 4, stk. 2, og § 9, stk. 2, i den gældende lov.

Stk. 4 svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 9, stk. 2 og 3, og fastslår, at skatteankenævnet ikke er bundet af klagerens påstande, men er berettiget til at efterprøve afgørelsen i sin helhed og eventuelt ændre en ansættelse eller en vurdering på et punkt, som ikke er påklaget. Reglen svarer til, hvad der i dag gælder for skatterådene.

Efter lovforslagets stk. 5 foreslås overspringelsesfristen for påklage til Landsskatteretten af klager, der er indbragt for, men endnu ikke afgjort af skatteankenævnene, fastsat til 3 måneder, som tilfældet i dag er fra ligningskommission til skatteråd, jf. § 4, stk. 3, i den gældende lov.

Til § 26

Lovforslagets § 26 indeholder reglerne om klage til skatteankenævnet over vurderinger, der er foretaget af de kommunale skattemyndigheder.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til vurderingslovens § 42, stk. 1 og 2. Det foreslås, at vurderingsklager skal indgives til den kommunale skattemyndighed, og at klagen skal være skriftlig og begrundet. Den almindelige klagefrist foreslås ændret fra 4 uger til 1 måned.

Efter de gældende regler kan skyldrådet, såfremt der foreligger undskyldende omstændigheder, se bort fra en fristoverskridelse, når klagen indgives senest 2 måneder efter udløbet af klagefristen. Endvidere kan skatteministeren forlænge klagefristen ved almindelige vurderinger, og skatteministeren, der har delegeret kompetencen til Statsskattedirektoratet, kan, når særlige forhold gør sig gældende, bestemme, at skyldrådet skal tage en klagesag under behandling, selv om klagefristen er sprunget.

Disse særregler foreslås ikke overført til skattestyrelsesloven. Det foreslås, at skatteankenævnene får en tilsvarende fri adgang til som på ligningsområdet at optage vurderingsklager til behandling, hvor fristen er oversiddet, således at skatteankenævnet efter en samlet konkret vurdering af sagen kan beslutte at realitetsbehandle denne. Der henvises herved til bemærkningerne til § 25.

Den nuværende 2-måneders frist og ministerens kompetence til at forlænge klagefristen ved almindelige vurderinger i vurderingslovens § 42, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., foreslås derfor ophævet.

Skatteankenævnets eventuelle afslag på at behandle sagen som følge af, at klagefristen er overskredet, påklages til Landsskatteretten efter de almindelige klageregler, der indføres med dette lovforslag. Reglen i vurderingslovens § 42, stk. 4, 2. pkt., foreslås derfor ophævet.

Stk. 2 svarer til vurderingslovens § 44, stk. 1 og 3. Det foreslås, at skatteankenævnene også i vurderingssager har pligt til at udarbejde sagsfremstillinger, jf. bemærkningerne til § 25, stk. 2.

Hvis skatteankenævnet ændrer en vurdering, for hvilken der foreligger en afgørelse efter vurderingslovens § 33, skal nævnet samtidig bestemme, hvilken indflydelse ændringen får på den pågældende afgørelse. Særreglen herom i vurderingslovens § 43 foreslås ophævet, da den foreslåede bestemmelse i stk. 1 også dækker disse tilfælde.

Stk. 3 svarer til vurderingslovens § 45, stk. 1. Skatteankenævnet kan efterprøve en påklaget afgørelse i sin helhed og er således ikke bundet af klagerens påstande.

Til § 27

Forslagets § 27 giver skatteankenævnene adgang til at genoptage skatteansættelses- og vurderingssager efter ansøgning, når der enten fremlægges nye oplysninger, der kan medføre et ændret udfald af sagerne, eller når særlige omstændigheder taler for genoptagelse.

Reglen svarer til § 10 i den gældende lov om skatterådenes kompetence til at optage egne afgørelser til ny behandling, men medtager i modsætning til tidligere også vurderingssager.

Påklage af skatteankenævnenes afslag på en ansøgning om genoptagelse sker til Landsskatteretten.

Til § 28

Efter lovforslagets § 28, stk. 1, består Landsskatterettens virksomhed i at påkende klager over de afgørelser, der er opregnet i nr. 1-6, herunder skatteankenævnenes afslag på at realitetsbehandle sager efter § 25, stk. 1, § 26, stk 1, og § 27. Opregningen er ikke udtømmende, jf. nr. 6. Landsskatteretten er herudover ved bestemmelser i særlovgivningen gjort kompetent til at behandle klager over afgørelser truffet i henhold til disse særlove. Dette gælder f.eks. ifølge § 39, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven.

Reglerne i nr. 1-4 svarer til § 21 i den gældende lov. Nr. 5 svarer til § 5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked. Denne særregel foreslås gentaget i skattestyrelsesloven, da det er hensigten i løbet af kort tid at sammenskrive bl.a. disse 2 love i en samlet skatteforvaltningslov.

Kun dødsboer er efter forslagets stk. 2 berettiget til at påklage skatteansættelser og afgørelser efter stk. 1, nr. 2, vedrørende dødsboer. Bestemmelsen svarer til den nugældende § 25, stk. 1.

Reglerne om, hvem der er klageberettiget i vurderingssager, findes i dag dels i vurderingsloven og dels i skattestyrelsesloven. Det foreslås, at vurderingslovens klageregler overføres til skattestyrelsesloven.

Stk. 3, 1. pkt., svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 26 og vurderingslovens § 46, stk. 1, 2. pkt. Det fremgår nærmere af forslagets § 26, hvilke personer der er klageberettiget.

Efter de gældende regler kan en kommune påklage vurderinger af en ejendom, hvori kommunen har en særlig retlig interesse, f.eks. p.g.a. byplanlægning eller lignende. Sådanne ejendomme skal efter lovforslagets § 4, stk. 2, vurderes af de statslige told- og skatteforvaltninger. Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at det lovfæstes, at kommunerne kan påklage vurderinger, der er foretaget i henhold til § 4, stk. 2.

Efter reglen i stk. 3, 3. pkt., har den centrale told- og skatteforvaltning af hensyn til ensartetheden i vurderingerne adgang til at indbringe tidligere vurderinger vedrørende en ejendom, for hvilken en vurdering er påklaget, for Landsskatteretten. Det betyder, at Landsskatteretten får mulighed for at pådømme de tidligere afgørelser sammen med den påklagede vurdering. Reglen er overført uændret fra § 27, stk. 4, i den gældende lov.

Reglen i den gældende lovs § 36, hvorefter Landsskatteretten ikke må påkende en vurdering, der er påklaget af en anden end ejeren, uden at give ejeren lejlighed til at udtale sig, er nu erstattet af en tilsvarende bestemmelse om partshøring i forvaltningslovens § 19. Det foreslås derfor, at § 36 ophæves.

Den gaveafgiftspligtige er berettiget til at påklage afgørelser vedrørende gavens værdi til Landsskatteretten, jf. forslagets stk. 4, der svarer til § 25, stk. 1, i den gældende lov.

Efter de gældende regler i skattestyrelsesloven kan afslag eller begrænsede svar på bindende forhåndsbesked i dødsboer efter kildeskattelovens § 33 A, stk. 5, ikke indbringes for Landsskatteretten eller for domstolene, når svaret er begrænset eller afslaget givet som følge af, at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelige oplysninger. Tilsvarende kan afvisning af en anmodning om bindende forhåndsbesked efter § 5, stk. 4, i lov om bindende forhåndsbesked ikke indbringes for Landsskatteretten eller for domstolene. Det foreslås, at disse to beslægtede regler samles i lovforslagets stk. 5.

Forslagets stk. 6 om Landsskatterettens reaktionsmuligheder, når der klages, uden at klageadgangen til de øvrige skattemyndigheder er udnyttet, svarer til den gældende lovs § 28, nr. 1.

Til § 29

I lovforslagets § 29 er det bestemt, at en klage til Landsskatteretten over en skatteansættelse skal støttes på bestemte klagegrunde. Disse klagegrunde er udtømmende opregnet i nr. 1-4. Bestemmelsen svarer til § 24, stk. 1, 1. pkt., i den gældende lov. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse vedrørende de øvrige sagstyper, som Landsskatteretten kan behandle.

I § 24, stk. 1, 2. pkt., i den gældende lov er det bestemt, at den skattepligtige ikke kan påklage afgørelser til Landsskatteretten, når de ikke har været rettidigt indbragt for skatterådet, medmindre klagen begrundes med, at den pågældende ikke er skattepligtig, eller at afgørelsen er ugyldig på grund af formelle mangler, jf. nr. 1 og 2.

Denne bestemmelse harmonerer ikke med den gældende lovs § 28, nr. 1, der foreslås overført som § 30, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Landsskatteretten altid kan bortse fra en fristoverskridelse, når der foreligger særlige undskyldende omstændigheder. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i § 24, stk. 1, 2. pkt., ikke overføres til dette lovforslag.

Det følger af bestemmelsen i § 29, at kun den skattepligtige, og således ikke ligningsmyndighederne, er berettiget til at påklage en skatteansættelse.

Til § 30

Lovforslagets § 30 handler om fristen for klage til Landsskatteretten, om klagens udformning og om klageafgift.

Efter de gældende regler i skattestyrelseslovens § 23 er fristen for påklage til Landsskatteretten i de sagstyper, der er omfattet af lovforslagets § 28, stk. 1, nr. 1-4, 8 uger fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til modtageren. Vedrørende særreglen for sømænd henvises til bemærkningerne til § 25.

Klager over afgørelser om bindende forhåndsbesked skal indgives til Landsskatteretten inden 2 måneder fra beskedens dato, jf. § 5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked.

For at forenkle klagereglerne foreslås det i stk. 1, at klagefristen i alle disse tilfælde fastsættes til 3 måneder fra modtagelsen. Landsskatteretten kan bortse fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder, jf. stk. 1, 3. pkt., der svarer til § 28, nr. 2, i den gældende lov.

Kravene til klagens indhold og udformning i stk. 2 svarer til § 27, stk. 1, 1-3. pkt., i den gældende lov. Det foreslås, at det svarende til, hvad der gælder om den påklagede afgørelse, gøres til en ufravigelig betingelse, at skatteankenævnets sagsfremstilling vedlægges klagen enten i original eller kopi.

Hvis klagen lider af indholdsmæssige mangler, eller den påklagede afgørelse eller sagsfremstillingen ikke er vedlagt klagen, afviser Landsskatteretten klagen, medmindre manglen afhjælpes inden for en frist, som Landsskatteretten fastsætter, jf. lovforslagets § 30, stk. 3, der svarer til § 27, stk. 1, 2. pkt., og § 28, nr. 3, i den gældende lov.

I lovforslagets § 25, stk. 2, er det som nævnt foreslået, at der indføres regler om, at skatteankenævnene har pligt til at udarbejde en sagsfremstilling. Forslaget har bl.a. til formål at begrænse antallet af klager, der går videre til Landsskatteretten.

Som en yderligere klagebegrænsende foranstaltning foreslås det i § 30, stk. 4, at der indføres regler om en klageafgift for sager, der indbringes for Landsskatteretten. Afgiften skal reguleres efter reglerne i personskattelovens § 20. Grundbeløbet pr. 1. januar 1987 er fastsat til 400 kr., hvilket betyder, at klageafgiften pr. 1. januar 1990 vil udgøre 500 kr.

Klageafgiften skal betales samtidig med, at klagen indgives, og sagsbehandlingen vil ikke blive påbegyndt, før afgiften er betalt. Hvis afgiften heller ikke bliver indbetalt inden for en frist, som Landsskatteretten fastsætter, vil klagen blive henlagt. Samtidig bortfalder kravet om klageafgift.

Det foreslås af rimelighedsgrunde, at der ikke skal betales klageafgift, når Landsskatteretten er 1. klageinstans, og at klageafgiften skal tilbagebetales til klageren, når Landsskatterettens afgørelse giver klageren helt eller delvis medhold i klagen. Klageafgiften kan derimod ikke forlanges tilbagebetalt, når Landsskatteretten afviser klagen, når klageren trækker sin klage tilbage under sagen, eller når klageren benytter sig af sin adgang til at indbringe sagen for domstolene, selv om Landsskatteretten endnu ikke har truffet afgørelse i sagen, jf. lovforslagets § 36, stk. 1, 2. pkt.

Landsskatteretten er 1. klageinstans i sager om bindende forhåndsbesked, jf. § 5, stk. 1, i lov om bindende forhåndsbesked, hvorefter Ligningsrådets afgørelser påklages til Landsskatteretten, og der skal derfor ikke betales klageafgift i disse sager.

Landsskatteretten er endvidere 1. klageinstans, når den centrale told- og skatteforvaltning eller Ligningsrådet træffer afgørelser i revisionssager efter reglerne i lovforslagets § 18, stk. 4, og § 23, stk. 1. I disse sager betales heller ikke klageafgift. Dette gælder, selv om skatteankenævnet efter påklage har behandlet sagen tidligere, idet det afgørende er, at revisionsgennemgangen har ført til en ny afgørelse i sagen, der ønskes påklaget.

Reglerne om klageafgift anvendes tilsvarende ved en ansøgning om genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten tidligere har afgjort, jf. forslagets § 34, stk. 3, med bemærkninger.

Til § 31

Efter de gældende regler har en klager adgang til i klageskrivelsen til Landsskatteretten at fremsætte anmodning om personlig forhandling. Ved personlig forhandling forstås, at klageren har ret til at udtale sig mundtligt under sagen. Der findes 2 former for mundtlig forhandling, dels forhandling med Landsskatterettens personale og dels en adgang til at forelægge sagen for den besluttende del af Landsskatteretten under et retsmøde. Disse 2 former for mundtlig forhandling foreslås henført til henholdsvis § 31 og § 32 i lovforslaget.

En begæring om personlig forhandling betragtes efter gældende praksis som udgangspunkt som et ønske om mundtlig forhandling med en af rettens sagsbehandlere under den forberedende behandling af klagen, medmindre klageren udtrykkeligt har anmodet om ret til at udtale sig over for selve retten. En sådan anmodning om mundtlig forhandling med en medarbejder ved Landsskatteretten skal altid imødekommes.

Landsskatteretten kan afslå en begæring om mundtlig forhandling over for selve retten, hvis mundtlig forhandling må anses for åbenbart overflødig. Beslutningen om, hvorvidt en ansøgning skal imødekommes, træffes af retten selv.

Reglerne om forhandling med selve Landsskatteretten findes i den gældende skattestyrelseslov, mens reglerne om forhandling med Landsskatterettens personale findes i forretningsordenen for Landsskatteretten.

Det foreslås, at reglerne om ret til forhandling med Landsskatterettens personale lovfæstes, da reglerne yder borgerne retssikkerhedsmæssig beskyttelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1. Det er ikke en betingelse, at anmodningen om mundtlig forhandling er fremsat i klageskrivelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 giver Landsskatteretten mulighed for at anmode repræsentanter for den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være til stede under den mundtlige forhandling med klageren. Reglen anvendes både i forbindelse med retsmøder og i forbindelse med forhandlinger på et af rettens kontorer og har til formål at sikre, at sagen oplyses bedst muligt. Bestemmelsen svarer til § 27, stk. 2, i den gældende lov.

Efter den gældende bestemmelse i § 27, stk. 3, 1. pkt., kan skatteministeren fastsætte nærmere regler for lignings- og vurderingsmyndighedernes medvirken ved klagernes behandling i Landsskatteretten. Denne bemyndigelse er udnyttet, og i en cirkulæreskrivelse af 19. september 1980 har skatteministeren bl.a. fastsat, at lignings- og vurderingsmyndighederne kun har adgang til at være repræsenteret i Landsskatteretten, når retten har anmodet om dette.

Det foreslås, at denne regel udgår af lovteksten, da den findes overflødig ved siden af den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Reglen i stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan tilkalde særlige sagkyndige til at bistå sig ved afgørelsen af en klage over en ejendomsvurdering, svarer til vurderingslovens § 25, stk. 2.

For de tilfælde, hvor skatteankenævnet ikke har haft lejlighed til at træffe afgørelse i en sag, f.eks. hvor klageren har benyttet sig af sin adgang efter § 25, stk. 5, til at indbringe en sag for Landsskatteretten, som skatteankenævnet endnu ikke har truffet afgørelse i, bestemmes det i stk. 4, at Landsskatteretten kan anmode skatteankenævnet dels om at udarbejde en sagsfremstilling og dels om et forslag til en afgørelse i sagen. Reglen kan også benyttes i tilfælde, hvor Landsskatteretten efter reglen i § 28, stk. 6, optager en sag til behandling, uanset at sagen ikke har været påklaget til skatteankenævnet. Den foreslåede bestemmelse har til formål at lette Landsskatterettens sagsbehandling.

Til § 32

Det foreslås i stk. 1, at klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt om sin sag over for selve Landsskatteretten under et retsmøde. Reglen svarer til § 27, stk. 1, 4. pkt., i den gældende lov. Klageren har endvidere ret til mundtlig forhandling med rettens sekretariat under sagens forberedelse, jf. lovforslagets § 31, stk. 1, og bemærkningerne hertil. Anmodningen om mundtlig forhandling kan fremsættes i klageskrivelsen eller under den forberedende sagsbehandling.

Efter reglen i stk. 2, der svarer til § 27, stk. 3, 2. pkt., kan også den centrale told- og skatteforvaltning anmode om et retsmøde. Klageren tilsiges til dette retsmøde og må tåle, at der afholdes et retsmøde, vedkommende ikke har anmodet om.

Det bestemmes i stk. 3, der svarer til § 27, stk. 1, 5. pkt., at Landsskatteretten kan afslå en sådan anmodning, hvis mundtlig forhandling må anses for åbenbart overflødig. Beslutningen om, hvorvidt ansøgningen skal imødekommes, træffes af selve retten.

Til § 33

I stk. 1 bestemmes, at Landsskatterettens afgørelser træffes ved kendelse, og at Landsskatteretten uanset klagens indhold er berettiget til at efterprøve en afgørelse på alle punkter. Bestemmelsen svarer til § 33, stk. 1, i den gældende lov med den ændring, at kravet om, at kendelserne skal begrundes, udgår af lovteksten, fordi dette krav allerede fremgår af forvaltningslovens § 22. Såfremt det under sagens behandling i Landsskatteretten konstateres, at afgørelsen indeholder fejl eller mangler på andre punkter end de påklagede, har Landsskatteretten efter bestemmelsen adgang til at træffe afgørelse vedrørende disse punkter.

Landsskatteretten er uanset navnet ikke en domstol, men den øverste administrative klageinstans i skattesager. Dette indebærer, at Landsskatteretten i lighed med andre forvaltningsmyndigheder, herunder de øvrige skattemyndigheder, er undergivet officialmaximen, hvorved forstås, at den pågældende forvaltningsmyndighed selv har ansvaret for, at der tilvejebringes de oplysninger, som myndigheden anser for nødvendige og tilstrækkelige til at kunne træffe en forsvarlig afgørelse i en sag.

Det er endvidere forvaltningsmyndighedernes pligt at sørge for, at de fornødne oplysninger skaffes tilveje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde. En sag skal således undersøges af myndigheden så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Ved vurderingen af, hvor omfattende undersøgelser der bør foretages, indgår en række hensyn. Foruden hensynet til at nå frem til den materielt rigtige afgørelse spiller hensynet til, at afgørelsen træffes uden unødig forsinkelse, en væsentlig rolle.

Reglerne om officialmaximen er uskrevne forvaltningsretlige normer for, hvad der er god forvaltningsskik.

I den gældende skattestyrelseslov findes følgende enkeltstående regler, der er et udtryk for officialmaximen: I § 24, stk. 2, er det fastsat, at Landsskatteretten kun kan ændre en afgørelse, der har beroet på et skøn, når retten på grundlag af de for den foreliggende oplysninger kan danne sig et selvstændigt skøn. I § 32, stk. 1, er det fastsat, at Landsskatteretten kan indhente oplysninger ud over de fremlagte. Efter § 32, stk. 2, kan retten anmode en 3. mand, som har modstående interesser i et retsforhold, som omfatter klageren og 3. manden, om at udtale sig om sin opfattelse af retsforholdet. Det bemærkes, at 3.manden ikke er forpligtet til at afgive udtalelse, og at afgørelsen i klagesagen ikke er bindende for ham.

Det foreslås, at de nævnte bestemmelser udgår af skattestyrelsesloven, da Landsskatteretten som nævnt allerede er forpligtet til at fremskaffe de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til brug for en sags afgørelse, og da reglerne blot er et udtryk for ganske få af de sagsbehandlingsregler, som Landsskatteretten er forpligtet til at følge.

Kendelsen skal efter stk. 2, der svarer til § 33, stk. 2, i den gældende lov, indeholde oplysning om retsmedlemmernes eventuelle forskellige opfattelser vedrørende sagens afgørelse, om stemmeantallet, og om hvorvidt retsformanden har afgivet dissens.

Til § 34

Lovforslagets § 34 indeholder reglerne om Landsskatterettens adgang til at genoptage allerede afgjorte sager til fornyet behandling. Reglerne i stk. 1 og 2 er overført uændret fra § 34 i den gældende skattestyrelseslov.

Det foreslås i stk. 3, at der skal betales klageafgift, når en sag begæres genoptaget i Landsskatteretten. Afgiften tilbagebetales, når betingelserne herfor i forslagets § 30, stk. 4, er opfyldt.

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 1, nr. 1, i lovforslag L 14 (Appelbegrænsning m.m.), der blev fremsat af skatteministeren den 5. oktober 1988, hvilket lovforslag blev henlagt af Folketinget i foråret 1989 som følge af forhandlingerne mellem regeringen, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner om den fremtidige struktur på skatteområdet.

Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for skatteyderen til at indhente et egentligt syn og skøn om f.eks. værdiansættelsesspørgsmål, som indgår i klagesagen, for Landsskatteretten. Reglen skal ikke kunne finde anvendelse i vurderingssager, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.

I retsplejelovens § 343 findes hjemmel til at anmode de almindelige domstole om at udmelde syn og skøn om sagsgenstanden, uanset at der endnu ikke er anlagt retssag. Det antages imidlertid, at formuleringen af den gældende skattestyrelseslovs § 29, stk. 1, 1. pkt., afskærer henvendelse til de almindelige domstole om udmeldelse af syn og skøn, førend Landsskatteretten har taget stilling til sagen, eller 6-måneders fristen i § 29, stk. 1, 5. pkt., er udløbet.

Efter lovforslagets stk. 1 skal reglen i retsplejelovens § 343 være direkte anvendelig allerede i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen af sagen. Dette indebærer, at parten vil kunne begære landsskatteretssagen sat i bero, samtidig med at parten indgiver begæring om syn og skøn ved de almindelige domstole. Landsskatteretten skal kunne fastsætte en frist i den enkelte sag, inden hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn skal være afklaret, jf. stk. 2.

Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de almindelige domstole, der udmelder syns- og skønsmændene, og at retsplejelovens regler om afholdelse af syn og skøn er gældende, herunder reglerne om værneting og om modpartens muligheder for at protestere mod skønsforretningens afholdelse, og om reglerne om afhjemling i retten under vidneansvar. Den part, der rekvirerer skønsforretningen, drager omsorg for, at Landsskatteretten får tilsendt skønserklæringen, når den foreligger, ligesom parten afholder omkostningerne.

Landsskatteretten skal endvidere kunne fastsætte en frist, inden hvilken klageren og skattemyndighederne må meddele retten, om skønserklæringen giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen.

Til § 36

Bestemmelsen i § 36, stk. 1, fastslår, at sager kan indbringes for domstolene, der er berettiget til at efterprøve sagernes materielle indhold. Det er en betingelse, at sagen forinden har været indbragt for Landsskatteretten, når sagen drejer sig om spørgsmål, som Landsskatteretten er kompetent til at tage stilling til. Reglen svarer til § 29, stk. 1, i den gældende lov.

Landsskatterettens afgørelser i vurderingssager vil kunne indbringes for domstolene, men det antages i retspraksis, at domstolene vil udvise tilbageholdenhed med at efterprøve den del af Landsskatterettens afgørelser, der omhandler værdiskønnet.

Det foreslås i stk. 2, at fristen for at indbringe en landsskatteretskendelse for domstolene nedsættes fra 6 måneder til 3 måneder. Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 29, stk. 2, i den gældende lov. De specielle klagefrister på 3 måneder i § 29, stk. 3, foreslås i konsekvens heraf ophævet.

Det foreslås i stk. 3, at fristen for at indbringe en sag for domstolene, som Landsskatteretten har afvist, nedsættes fra 5 år til 3 år, således at fristen kommer til at korrespondere med fristerne i lovforslagets § 8 og § 40. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger om genoptagelse og til bemærkningerne til de nævnte bestemmelser. Bestemmelsen, der i øvrigt svarer til den gældende lovs § 29, stk. 4, 1. pkt., anviser den sidste udvej for at få prøvet en afgørelse, når Landsskatteretten ikke har realitetsbehandlet sagen.

Forslagets stk. 4 og 5 svarer til henholdsvis § 29, stk. 4, 3. pkt., og stk. 5, i den gældende lov. Bestemmelsen i stk. 4 fastslår, at 3-års fristen i stk. 3 for klage til domstolene er overholdt, blot klageren har anmodet Landsskatteretten om at behandle sagen inden udløbet af 3-års fristen.

De i stk. 5 nævnte sager skal dog, når de er afvist, indbringes senest et år efter afgørelsen i 1. instans, jf. den gældende § 29, stk. 5.

Til § 37

Bestemmelsen i lovforslagets § 37 fastslår, at skatteministeren kan indbringe Landsskatterettens afgørelser for domstolene. Det foreslås, at klagefristen i bestemmelsen nedsættes til 3 måneder, således at reglen korresponderer med den klagefrist, der efter lovforslagets § 36, stk. 2, skal gælde for borgerne. Reglen svarer til § 33, stk. 4, 1. pkt., i den gældende lov, mens den korte specielle klagefrist på 3 måneder i 2. pkt. kan ophæves som konsekvensændring.

Til § 38

Lovforslagets § 38, stk. 1, fastslår, at sagerne altid skal anlægges ved landsretten som 1. instans.

I stk. 2 og 3 findes reglerne om, hvilken af landsretterne der er kompetent i den konkrete sag. Bestemmelsen i stk. 2 svarer til de gældende regler i § 31 og § 33, stk. 4, 1. pkt., og § 5, stk. 3, i lov om bindende forhåndsbesked.

Stk. 3 indeholder en særregel for tilfælde, hvor den private part ikke har hjemting i Danmark, og svarer delvis til § 5, stk. 3, i lov om bindende forhåndsbesked.

Til § 39

Lovforslagets § 39 svarer til § 37 i den gældende lov med de ændringer, der følger af, at skatterådene og amtsligningsrådene efter dette forslag nedlægges, og at ligningskommissionerne ændrer betegnelse til skatteankenævn.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at skatterådsmedlemmer samtidig er medlemmer af skatteankenævnene i den overgangsperiode på 6 måneder, som foreslås i § 46, stk. 1. Der vil ikke opstå habilitetsproblemer, da skatterådene ikke tilføres nye sager i overgangsperioden.

Til § 40

Efter § 1, nr. 4, i lov nr. 274 af 22. december 1908 forældes det offentliges krav på skatter og afgifter på 5 år. I de tilfælde, hvor denne forældelsesregel ikke kan finde anvendelse, gælder fortsat forældelsesfristen i Danske Lov 5-14-4 af 15. april 1683, hvorefter skattekrav forældes 20 år efter kravets stiftelse.

I § 15, stk. 5, i den gældende skattestyrelseslov er det fastsat, at skatteansættelser, i det omfang de beror på et skøn, ikke kan forhøjes senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører. Reglen indebærer, at muligheden for at foretage skønsmæssige forhøjelser af en ansættelse i forbindelse med en revisionsmæssig gennemgang er undergivet en særlig hurtig forældelse.

Der foreslås i § 40, stk. 1, indført en generel regel om, at skattemyndighederne er afskåret fra under en revisionsmæssig gennemgang at forhøje en skatteansættelse senere end 3 år efter udløbet af det indkomstår, som ansættelsen vedrører. Reglen gælder, uanset om forhøjelsen beror på et skøn eller ikke, og indebærer en udvidelse af den gældende bestemmelse i § 15, stk. 5.

Reglen har sammenhæng med den foreslåede regel i § 8, stk. 1, hvorefter borgeren ikke kan begære genoptagelse af en skatteansættelse efter udløbet af en tilsvarende periode. Efter reglen i § 36 har borgeren heller ikke mulighed for at indbringe en sådan sag for domstolene.

Formålet med den foreslåede regel er at beskytte skatteyderne mod efter længere tids forløb at blive stillet over for yderligere skattekrav.

Bestemmelsen vedrører kun forhøjelse af en ansættelse. Nedsættelse eller ophævelse kan altid ske med den begrænsning, at borgernes krav herpå er begrænset af 3-års fristen i § 8, stk. 1.

Såfremt skattemyndighederne bevillingsmæssigt tillader nedsættelse efter udløbet af 3-års fristen, er den foreslåede bestemmelse ikke til hinder for, at skattemyndighederne i forbindelse hermed foretager forhøjelser på enkelte punkter vedrørende det samme indkomstår, når blot nettoresultatet af ansættelsesændringen bliver en nedsættelse. Den typiske situation vil være, at skattemyndighederne under sagens gennemgang konstaterer, at ansættelsen skal forhøjes på andre punkter. Synspunktet er, at når borgeren bevillingsmæssigt får tilladelse til at få genoptaget en ældre ansættelse med henblik på nedsættelse, må den pågældende tåle det vilkår for bevillingen, at der foretages modregning for skattemyndighedernes eventuelle krav for det samme år.

Såfremt der efter udløbet af 3-års fristen konstateres ændringer i grundlaget for en ældre ansættelse, kan skattemyndighederne efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 lægge disse ændringer til grund ved ansættelsesforhøjelser, der foretages i indkomstår, som ligger inden for fristen. Skattemyndighederne er derimod afskåret fra at forhøje selve ansættelserne i de tidligere år.

Dette gælder f.eks., når det efterfølgende konstateres, at et afskrivningsgrundlag i et tidligere indkomstår er forkert ansat. I disse situationer kan skattemyndighederne lægge afskrivningsgrundlaget, som det ville have set ud, hvis der var foretaget ansættelsesændringer i relevante tidligere år, til grund ved ansættelsen i de indkomstår, hvor ændringer kan ske.

Bestemmelsen forudsætter, at skattemyndighederne i situationer som den nævnte foretager en beregning over, hvilke skattemæssige virkninger ændringer i grundlaget for tidligere år vil have i de år, hvor der forhøjes.

I det omfang, hvori skatteansættelsen beror på et skøn, er skattemyndighederne dog udelukket fra at foretage forhøjelser på grundlag af konstaterede ændringer i grundlaget for ansættelser for indkomstår, hvor ændringer ikke kan ske, jf. stk. 2, 2. pkt., der svarer til den gældende regel i § 15, stk. 5.

Klager over ændringer i grundlaget for ældre ansættelser, der får skadevirkning for den skattepligtige i et senere indkomstår, skal efter forslaget indgives i forbindelse med en klage over ansættelserne i de år, hvor ændringerne er lagt til grund for en ansættelse. Der er derimod ikke adgang til isoleret at påklage grundlaget for ældre ansættelser.

Det foreslås i stk. 3, at skattemyndighederne ikke i forbindelse med en revisionsmæssig gennemgang kan ændre vurderinger senere end 3 år efter udløbet af det år, hvori vurderingen er foretaget. Reglen vedrører i modsætning til skatteansættelser både forhøjelse og nedsættelse af vurderingsskønnet, idet ejerne kan have en interesse i begge dele. Reglen korresponderer med forslagets § 8, stk. 1, hvorefter ejeren, eller køber eller sælger i tilfælde af ejerskifte, kan begære en vurdering genoptaget i indtil 3 år efter udløbet af det pågældende vurderingsår. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i gældende ret.

Forslagets § 40 begrænser ikke skattemyndighedernes adgang til at foretage revisionsmæssige undersøgelser af ansættelser og vurderinger såvel for løbende som for tidligere indkomst- og vurderingsår.

Forslaget medfører endvidere ikke ændringer til de almindelige forældelsesregler i 1908-loven eller Danske Lov.

Det foreslås i stk. 4, at den gældende praksis om, at forældelsesfristen suspenderes, når skatteyderen har begået positive fejl, lovfæstes, og at reglen udvides til også at omfatte vurderingssager.

I stk. 5 foreslås indført en regel om, at begrænsningen i adgangen til at forhøje ansættelser eller ændre vurderinger ikke gælder, når afgørelsen er påklaget. Reglen har sammenhæng med reglerne i lovforslagets § 25, stk. 4, § 26, stk. 3, og § 33, stk. 1, hvorefter skatteankenævnene og Landsskatteretten er berettiget til at optage en afgørelse til pådømmelse i dens helhed.

Til § 41

Med lovforslagets § 41 foreslås indført en generel regel, der beskriver skattemyndighedernes indbyrdes kompetenceforhold, og som samler de regler, der i dag findes spredt i lovgivningen, som f.eks. reglerne i den nuværende skattestyrelseslov § 15, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., samt § 18, stk. 4, 2. pkt. Reglen indebærer ikke nogen ændring i forhold til gældende ret.

Det fastslås i bestemmelsen, at de lokale og de øvrige (statslige) skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i en sag, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen, samt at Ligningsrådet ikke kan træffe afgørelse i en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Til § 42

Bestemmelsen svarer til den gældende skattestyrelseslovs § 37 og handler om vurderingspåtegninger på overdragelsesdokumenter og indgivelse af indberetningsskemaer i forbindelse med overdragelse af fast ejendom.

Til § 43

Efter bestemmelsen kan skatteministeren henlægge sine beføjelser til at træffe afgørelser efter skattestyrelsesloven til de statslige eller lokale skattemyndigheder. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 20, hvorefter den centrale told- og skatteforvaltning kan videredelegere sine opgaver til de regionale told- og skatteforvaltninger.

Formålet med at lade ministeren regulere klagevejen er at afkorte denne, således at der som hovedregel bliver tale om et to-instansprincip. Det er tillige muligt at bestemme, at klagevejen ikke skal være den almindelige instansfølge, f.eks. fra den regionale told- og skatteforvaltning til den centrale told- og skatteforvaltning, men at der f.eks. skal være klageadgang fra den regionale told- og skatteforvaltning direkte til Landsskatteretten.

Skatteministeren fremsætter i efterårssamlingen 1989 et forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (klageafkortning), hvorved der indsættes bestemmelser svarende til den nærværende i de fleste gældende skattelove.

Til § 44-48

Lovens ikrafttrædelsesregler er beskrevet i de almindelige bemærkninger, pkt. 6.

Ministeriet for Skatter og afgifters lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.

november 1984

Efter 2. behandling den 12. december 1989

Ingen

Nr LSF 6

Forslag til Lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven)

Fremsat af skatteministeren (Fogh Rasmussen)

den 4. oktober 1989

Vedtaget ved tredjebehandling den 14. december 1989

Lov nr. 824 af 19/12/1989