Legislator Case Law & Legislation
19881SR00008 DK

1988 BR 8 BERETNING OM TILSYNETS VIRKSOMHED NR 8 1989-80, 1. SAMLING

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Selvstændig beretning 1988 8 Valid

Bilag 1

Sundhedsstyrelsen

Den 21. oktober 1982

Cirkulære om information og samtykke.

»Lægers pligt og patienters ret«

(Til landets læger) En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen har i december 1981 afgivet en redegørelse om lægers pligt til at informere deres patienter og disses samtykke til indgreb og behandlinger.

Redegørelsen er aftrykt i Ugeskrift for Læger nr. 10, 8. marts 1982.

Sundhedsstyrelsen kan tilslutte sig arbejdsgruppens konklusioner og finder således ikke, at det er muligt eller hensigtsmæssigt i lovgivningen eller på anden måde at fastsætte detaillerede, formelle regler om, hvorledes en læge skal informere patienten, og om hvorledes patientens samtykke til undersøgelser og behandling skal indhentes, idet Sundhedsstyrelsen er af den opfattelse, at der med udgangspunkt i lægeloven allerede findes en alment accepteret norm for god og forsvarlig lægegerning omfattende disse forhold.

Sundhedsstyrelsen er dog bekendt med en række sager, hvor den til patienten givne information synes at have været utilstrækkelig, og man finder derfor anledning til, ud over at henvise til redegørelsen, at indskærpe følgende

Som hovedregel gælder, at voksne, habile patienter har krav på information om deres sygdom, herunder undersøgelser, behandlinger og indgreb samt om risiko for eventuelle komplikationer og bivirkninger i det omfang, de ønsker det. Der vil i enkelte tilfælde kunne gøres undtagelser herfra, når patientens tarv tilsiger det, f.eks. hvis lægen finder, at en vidtgående information vil skabe unødig ængstelse og utryghed hos patienten; lægen må her afbalancere sin informationspligt med, hvad han finder bedst tjener patienten.

Lægen har endvidere pligt til af egen drift at informere patienten om forhold, som denne må formodes ikke at være bekendt med, og som må anses for væsentlige for patientens stillingtagen til undersøgelse og behandling m.v.

En sådan pligt foreligger særligt, når der påtænkes foretaget operative indgreb eller behandlinger, som medfører en nærliggende risiko for alvorlige komplikationer eller bivirkninger.

Der gælder en skærpet informationspligt i forbindelse med forsøg, ligesom der må foreligge et mere udtrykkeligt samtykke til behandling m.v.

Sammenfattende finder Sundhedsstyrelsen, at lægen under ansvar efter lægeloven og under iagttagelse af de ovenfor angivne retningslinjer i hvert enkelt tilfælde, ud fra sit kendskab til patienten, skal informere denne, idet patienten som hovedregel har krav på fuld information, såfremt han ønsker det.

Eventuel undladelse af at informere en patient vil i givet fald kunne medføre, at foretagelsen af et indgreb eller lignende bliver omfattet af straffelovens bestemmelser om legemskrænkelse.

Hvad angår fastholdelse af enkeltheder i et informations/samtykkeforløb vil det være nødvendigt, at der gøres optegnelser i den praktiserende læges eller sygehusets patientjournal, når patienten har ønsket en videregående information, og/eller når der er informeret om nærliggende eller alvorlige komplikationer og bivirkninger m.v. Dette vil også i kompagniskabspraksis og ved sygehusindlæggelse sikre imod, at den ene læge undlader at informere og/eller indhente samtykke i tillid til, at en anden læge allerede har foretaget det fornødne. Det vil i tilfælde af nævnte art være hensigtsmæssigt, at patienten gøres bekendt med, hvad der anføres i journalen. Herved opnås tillige, at en eventuel tvivl om informationens og samtykkets rækkevidde undgås.

Søren K. Sørensen

/ Øhlenschlæger

Selvstændig beretning 1988 8 Valid

Bilag 2

Sundhedsstyrelsen

Den 28. juni 1983

Cirkulære om information og samtykke for så vidt angår patienter med psykiske lidelser

(Til landets læger) På baggrund af en redegørelse fra december 1981 afgivet af en under Sundhedsstyrelsen nedsat arbejdsgruppe om lægers pligt til at informere deres patienter og disses samtykke til indgreb og behandlinger udsendte Sundhedsstyrelsen den 21. oktober 1982 cirkulære om information og samtykke: »Lægers pligt og patienters ret«.

På given foranledning skal Sundhedsstyrelsen præcisere - i overensstemmelse med det i nævnte redegørelse anførte - at hovedreglen er, at psykiatrisk og somatisk behandling ikke kan finde sted mod psykisk syge personers vilje, og at der derfor skal gives information i ønsket omfang i overensstemmelse med, hvad der ifølge redegørelsen og cirkulæret af 21. oktober 1982 gælder for ikke-psykisk syge personer.

For så vidt angår behandling af den psykiske lidelse, som patienten er indlagt for mod dennes vilje, kan behandling dog undtagelsesvis finde sted, nemlig ved livstruende tilstande, ved psykotiske tilstande, hvor der foreligger fare for patienten selv og omgivelserne, og hvor behandling med et beroligende lægemiddel er mere hensigtsmæssig eller human end en fysisk restriktion, samt ved psykotiske tilstande hos patienter, hvor undladelse af behandling alvorligt vil forringe udsigterne til helbredelse. I disse tilfælde skal der heller ikke indhentes samtykke fra værge eller eventuelle pårørende.

Behandling uden eller mod patientens vilje for somatiske lidelser hos tvangsindlagte inhabile patienter, som ikke er i stand til at vurdere og handle fornuftmæssigt med hensyn til egen sygdomstilstand, kan iværksættes ved livstruende tilstande eller i situationer, hvor der foreligger alvorlig risiko for helbred. Behandling kan i disse tilfælde gennemføres uden værges eller eventuelle pårørendes samtykke.

Hvis man uden for nævnte tilfælde finder, at en patient på grund af sin psykiske lidelse ikke er i stand til at tage stilling til (samtykke i) nødvendig behandling, må der gennemføres en personlig umyndiggørelse, således at bestemmelse om tvangsbehandling herefter kan træffes af den beskikkede værge. Sundhedsstyrelsen kan i øvrigt i det hele henholde sig til det i cirkulære af 21. oktober 1982 om information og samtykke anførte.

Søren K. Sørensen

/ Øhlenschlæger

Selvstændig beretning 1988 8 Valid

Bilag 3

The declaration of Luxor human rights for the mentally ill

Adopted on 17 January 1989 by the Nile Congress at Luxor Celebrating the Fortieth Anniversary of The World Federation for Mental Health

Preamble

Whereas the 1948 founding document of the World Federation for Mental Health entitled »Mental Health and World Citizenship« regards mental health as involving »an informed, reflective, responsible alligiance to mankind as a whole«, built »on free consent and . . . respect for individual and cultural differences«.

Whereas persons publically labelled or professionally diagnosed, treated or confined as mentally ill, or suffering from emotional distress, share, in the words of the 1948 United Nations Universal Declaration of Human Rights, »the inherent dignity« and »the equal and inalienable rights of all members of the human family« and, in the words of the 1948 founding document of WFMH, the »common humanity« of persons everywhere.

Whereas the World Health Organization defines health as »a state of complete physical, mental, social and moral well-being and not merely the absence of disease or infirmity.«

Whereas a diagnosis of mental illness by a mental health practitioner shall be in accordance with accepted medical, scientific and ethical standards, and difficulty in adopting to moral, social, political or other values in itself should not be considered a mental illness; and, whereas persons have, nontheless, been at times and continue to be inappropriatedly labelled, diagnosed, treated or confined as mentally ill.

Whereas severe mental illness not only impairs an individual's capacity for work, love and play, but impairs, as well, the life of his family and community and places a continuing burden of care upon society.

Whereas WFMH has endorsed the principle of user or consumer involvement in the planning, management and operation of mental health services.

Whereas WFMH affirms the fundamental rights and freedoms set out in the 1948 United Nations Universal Declaration of Human Rights and its subsequent human rights instrument.

Now, therefore, The Participants in this 40th Anniversary Celebration of WFMH at Luxor in Egypt, proclaim

this

Declaration of Human Rights for the Mentally Ill

Article 1

The fundamental rights of mentally ill persons shall be the same as those of all other citizens. These include the right to dignified, humane and qualified treatment, access both to medically indicated technology and freedom from undue coercion; freedom from discrimination regarding equitable access to therapy or inequitable restraint on grounds of socio-economic, cultural, ethnic, racial, religious, gender or age status; the right to adequate information about one's clinical status; the right to privacy and confidentiality; the right to protection of personal property; the right not to be physically or psychologically abused; freedom from medical neglect and abandonment, and, concurrently, the right to treatment including hospitalization, with the safeguards of accepted medical, ethical, and legal opinion and, for involuntarily committed patients, the rights of impartial representation, review and appeal.

Article 2

Mental health promotion is a responsibility of governmental and nongovernmental authorities, as well as the intergovernmental system, especially in times of crisis. In keeping with the WHO definition of health as »a state of complete physical, mental, social and moral well being, and not merely the absence of disease or infirmity«, and recognizing the WFMH concern with optimal function, health programs should contribute both to the development of individual and family responsibility for personal and group health and to promoting the highest possible quality of life.

Article 3

The prevention of mental ill health is an essential component of any mental health service system. Education in this respect should extend to all health care providers as well as the public. Preventive efforts also require attention beyond the confines of health care institutions to include optimal circumstances for development, beginning with family counselling, prenatal and perinatal care, and continuing throughout the life cycle with adequate general health care, opportunities for education, employment, and social security. High priority must be given to research on the prevention of mental disease and ill health.

Article 4

All mentally ill persons have the right to be treated under the same professional and ethical standards as other ill persons. This must include efforts to promote the greatest degree of self-determination and personal responsibility on their part. Treatment should be in settings valued and accepted by the community, in the least intrusive manner, and under the least restrictive circumstances possible. It should be beneficent in the sense of being carried out in the patient's best interest, not that of the family, community, professionals or the state. Treatment for persons whose capacities for self-management have been impaired by illness should include psychosocial rehabilitation aimed at reinstating skills for living and should take acount of their needs for housing, employment, transportation, income, information and continuing care after hospital discharge.

Article 5

All populations include vulnerable groups at particular risk for mental ill health. They are defined mainly in terms of trauma (victims of community and other violence, and of collective abuse), residential mobility (migrants, refugees), age (infants, children and the elderly), minority status (ethnic, racial, socio-economic), loss of civil rights (soldiers, prisoners) and health status. Members of such groups require special preventive as well as therapeutic attention and concern for protection of their health and human rights.

Article 6

All public authorities have a clear resposibility to protect the human and legal rights of those who are or have been mentally ill or at risk of mental ill health. They must also recognize an obligation to respond to major mental health related social problems, as well as to the mental health consequences of catastrophic conditions. Public responsibility must include the provision of specialized mental health services, whenever possible within the context of primary care facilities, and public education regarding mental health and illness and ways of coping with them.

Article 7

The prevention of mental ill health and care of those suffering from it requires cooperation between governmental and non-governmental health, science, and welfare systems, educational institutions - particularly universities, recognition of the initiatives of the intergovernmental system, the coordination of action, and the promotion of research as well as of diagnostic and treatment facilities at national, state and local levels. This must include the promotion and strengthening of voluntary mental health associations, recognition and encouragement of ex-patients and self-help groups, and the promotion of collaboration between members of the various professions, volunteers and consumer groups.

Article 8

Nothing in this Declaration may be interpreted as implying for any State, group or person any right to espouse any belief or engage in any activity leading to the destruction of any of the rights or freedoms set forth herein.

Selvstændig beretning 1988 8 Valid

1. Møder og besøg

Tilsynet har i perioden afholdt 11 møder og aflagt besøg på 2 af Københavns Kommunes psykiatriske afdelinger på Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet samt besøgt Amtsplejehjemmet i Stege og Amtshospitalet i Vordingborg.

Tilsynet har afholdt et møde med Folketingets ombudsmand om afgrænsning af arbejdsområder og eventuelt samarbejde i konkrete sager. Ombudsmanden orienterede tilsynet om sin undersøgelse af Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Det blev under mødet drøftet, om der kunne etableres et samarbejde, således at tilsynet kunne »købe« ekspertise til brug ved eventuelle undersøgelser, f.eks. i form af frikøb af en medarbejder fra ombudsmandens kontor. Tilsynet har endnu ikke taget stilling til, hvordan et sådant samarbejde kan komme i stand.

Tilsynet har endvidere behandlet en række sager, som enten er rejst på tilsynets eget initiativ eller ved modtagelse af henvendelser.

2. Uafsluttede sager

Orientering om patientrettigheder. (91, 99 og alm. del 164)

Under besøg på Amtshospitalet i Nykøbing Sj. i 1988 blev tilsynet opmærksom på, at Justitsministeriets vejledning til patienterne fejlagtigt var erstattet af Sundhedsministeriets klagevejledning vedrørende patientklagenævn. Tilsynet har gjort Justitsministeriet opmærksom herpå.

Tilsynet har på egen foranledning bedt sygehusforvaltningerne orientere tilsynet om, med hvilket materiale patienter, som er frihedsberøvede, bliver orienteret om deres rettigheder. Det er for tilsynet uklart, hvordan børn og unge under Socialministeriets ressortområde bliver orienterede om deres rettigheder under frihedsberøvelse. Tilsynet er blevet bekendt med, at Socialministeriet, Socialstyrelsen og ombudsmanden på et møde den 3. november 1987 var enige om, at de frihedsindgreb, som magtanvendelsesbekendtgørelsen af 11. december 1986 omhandler, ikke kan sidestilles med egentlig kvalificeret frihedsberøvelse, men at bekendtgørelsens § 20 om adgang til at rette henvendelse til tilsynet skal opfattes som en ekstra retsgaranti. Tilsynet afventer de ovenfor omtalte undersøgelser, før tilsynet udtaler sig om børns og unges adgang til at klage over frihedsberøvelse.

Fejlanbringelse af ældre på psykiatriske lukkede afdelinger. (101 og 105)

Den i den foregående beretning omtalte sag vedrørende fejlanbringelse af ældre på lukkede psykiatriske afdelinger beror efter indhentede oplysninger fra Justitsministeriet på en anmodning fra tilsynet til Sundhedsstyrelsen om at udarbejde en redegørelse vedrørende omfanget af og betydningen også for andre patienter af disse ældres ophold på lukkede afdelinger.

Tilsynets formand deltager i et udvalgsarbejde herom i Centeret for Menneskerettigheder. Tilsynet er endvidere opmærksom på, at der under Justitsministeriet er nedsat et udvalg, som skal behandle forslaget til ændring af myndighedsloven.

Registrering af tvangsanvendelse. (103 og 109)

Tilsynet har udbedt sig en oversigt over anvendelsen af tvang inden for såvel Sundhedsministeriets som Socialministeriets ressortområde. Tilsynet har netop modtaget materialet og vil i en senere beretning orientere om undersøgelsens indhold.

Enmandsvagter på lukkede psykiatriske afdelinger. (104)

Tilsynet har rettet henvendelse til Københavns Amtskommune for at blive orienteret om omfanget af anvendelsen af enmandsvagter på lukkede afdelinger. Besvarelsen af tilsynets henvendelse er efter forløbet af ca. et år endnu ikke sket fyldestgørende, men tilsynet er af amtet orienteret om, at der arbejdes på en tilfredsstillende løsning.

Identifikation af personale på lukkede afdelinger. (111)

I forbindelse med besøg på psykiatriske hospitalsafdelinger er tilsynet blevet opmærksom på spørgsmålet om vanskelighederne for besøgende ved at identificere det beskæftigede faglige personale, der ikke bærer uniform. Tilsynet har taget til efterretning, at Sundhedsstyrelsen er enig i betydningen af en sådan identifikation, men at spørgsmålet ikke henhører under styrelsen, men under de ansættende myndigheder. Tilsynet har imidlertid vedtaget ved henvendelse til sygehuskommunerne selv at indhente oplysninger om problemets omfang.

3. Afsluttede sager

Tilsynet har afgivet særskilt beretning vedrøende de københavnske lukkede psykiatriske afdelinger den 15. februar 1989. (Beretning nr. 3, 1988-89).

Portører i plejefunktion. (87)

På baggrund af omtale i pressen og en personlig henvendelse den 27. februar 1987 rejste tilsynet spørgsmålet om anvendelsen af portører i plejerstillinger på lukkede psykiatriske afdelinger. 28. august samme år meddelte Sundhedsstyrelsen, at man er bekendt med, at der på nogle afdelinger anvendtes portører i mangel af uddannede plejere. 2. december 1987 udtrykte tilsynet kritik af denne praksis og udbad sig oplysninger om, hvilke lukkede afdelinger der anvender portører, og hvad man foretager for at begrænse eller undgå anvendelse af portører i plejerarbejde.

Sundhedsstyrelsen har i et svar til Folketingets Retsudvalg oplyst følgende: »Sundhedsstyrelsen har med skrivelse af 26. januar 1989 anmodet amtskommunernes sygehusforvaltninger og Københavns og Frederiksberg Kommuners hospitalsdirektorater om at oplyse, i hvilket omfang der anvendes portører i plejerstillinger på psykiatriske sygehuse og afdelinger. Sundhedsstyrelsen har modtaget de nævnte oplysninger fra samtlige amtskommuner og fra Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen oplyser, at der ved de under Københavns Hospitalsvæsen hørende institutioner med psykiatriske afdelinger beskæftiges i alt fire portører i plejerstillinger. Hospitalsdirektoratet, Frederiksberg Kommune, oplyser, at der ved Frederiksberg Hospitals lukkede psykiatriske afdeling D2 beskæftiges fem tjenestemandsansatte hospitalsportører i plejerstillinger. Frederiksberg Kommunes Hospitalsdirektorat oplyser endvidere, at årsagen hertil er, at det ikke har været muligt at skaffe det antal mandlige plejere, som man mener er nødvendigt i hvert skift af sikkerhedsmæssige grunde. Det anføres videre, at de fem portører gennem en lang årrække har varetaget nævnte tjeneste, men ved ledighed i stillingerne vil de om muligt blive genbesat med plejere.

Samtlige amtskommuner oplyser, at der ikke anvendes portører i plejerstillinger. En enkelt amtskommune oplyser, at det i tilfælde af voldssituationer, tvangsmedicinering og lignende i enkelte tilfælde har været nødvendigt at tilkalde portørassistance. En anden amtskommune oplyser, at der tilkaldes portører i særligt truende situationer med urolige patienter.

De indhentede oplysninger giver ikke Sundhedsstyrelsen anledning til yderligere bemærkninger, og styrelsen skal således i øvrigt henholde sig til Sundhedsstyrelsens bevarelse af spørgsmål 4 fra Folketingets Retsudvalg af 19. december 1988 vedrørende anvendelse af portører i plejerstillinger ved psykiatriske afdelinger, hvor anvendelse af tvang kan forekomme . . .«

Tilsynet har over for Sundhedsstyrelsen påpeget, at tilsynet finder anvendelsen af portører i patientplejen på lukkede afdelinger kritisabel og i ganske særlig grad betænkelig i de situationer, hvor anvendelse af tvang er anset for påkrævet. Tilsynet finder, at personalenormeringerne på lukkede afdelinger skal opfylde såvel kvalitative som kvantitative krav i rimeligt forhold til opgaverne på sådanne lukkede afdelinger.

Tilsynet konstaterer ved Sundhedsstyrelsens svar til Retsudvalget, at det er et fåtal af de lukkede afdelinger, som anvender portører i plejerstillinger, og vil henstille til sundhedsministeren at være opmærksom på, at der sker en afvikling af denne praksis.

Klage over behandlingen i forbindelse med tvangsindlæggelse og tilbageholdelse. (90)

I den i den foregående beretning nævnte sag vedrørende tvangsindlæggelse fra arbejdsplads og tvangstilbageholdelse i Psykiatrisk Hospital i Risskov har tilsynet brevvekslet med bl.a. Sundhedsstyrelsen og hospitalet. Tilsynet bad om en vurdering af grundlaget for tvangsmedicinering og om forholdet mellem de objektive kendsgerninger og hospialets subjektive vurderinger. Sundhedsstyrelsen henholdt sig til hospitalets lægelige vurdering og meddelte, at hospitalet efter styrelsens opfattelse har givet en relevant og fyldestgørende sygdomsbeskrivelse. Tilsynet har taget de modtagne oplysninger til efterretning, men konstateret, at Sundhedsstyrelsen ikke har vurderet, hvorvidt der kunne være anvendt en anden behandling for at undgå tvangsmedicinering og den ugelange tilbageholdelse.

Neuroleptica. (96)

En række tidligere tvangsbehandlede psykiatriske patienter har rettet henvendelse med klager over behandling med neuroleptica og medicinens bivirkninger. På den baggrund har tilsynet bedt Sundhedsstyrelsen om nærmere oplysninger om omfanget af anvendelsen af neuroleptica og dens bivirkninger. Sundhedsministeriet har i et svar til Folketingets Sundhedsudvalg oplyst, at ca. 50.000 mennesker er i behandling med neuroleptica. Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at der ikke foreligger tilgængelige oplysninger om fordeling af ordinationerne på henholdsvis almindeligt praktiserende læger, praktiserende speciallæger eller sygehusafdelinger.

Sundhedsministeriet har i forbindelse med et spørgsmål om omfanget af ordination af neuroleptica, uden at patienterne er informerede eller har samtykket, bl.a. oplyst: »I forbindelse med iværksættelse af behandling med neuroleptica skal endvidere den enkeltes ret til selvbestemmelse respekteres, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke af 21. oktober 1982 og Sundhedsstyrelsens cirkulære om information og samtykke for så vidt angår patienter med psykiske lidelser af 28. juni 1983, medmindre det vil være uforsvarligt af hensyn til den sindssyge selv ikke at gennemføre behandlingen, herunder behandling med neuroleptica . . .« (cirkulærerne vedlægges beretningen som bilag 1 og 2). Dansk Psykiatrisk Selskab har udgivet Vejledende Retningslinjer for Brug af Neuroleptica, hvori en række af de klagepunkter, som er fremført ovenfor, behandles.

Det er tilsynets opfattelse, at der inden for psykiatrien er en voksende opmærksomhed omkring dels de alvorlige bivirkninger ved anvendelse af neuroleptica - som bl.a. er beskrevet i vejledningen - dels patienternes ret til at være medbestemmende over medicinordinationen. Den nye lov om frihedsberøvelse og tvang i psykiatrien vil være medvirkende til en ny udvikling. Tilsynet finder denne udvikling positiv og vil afvente et eventuelt behov for at tage sagen op til fornyet overvejelse.

Baggrund for telefonmedhør over for tvangsanbragt barn. (97)

På baggrund af offentlig omtale af behandlingen af et tvangsanbragt barn og begrænsning af adgangen for moderen til at føre telefonsamtaler med barnet bad tilsynet om nærmere oplysninger om behandlingsplan og grundlag for skolehjemmets etablering af telefonmedhør, når barnet telefonerede med moderen. Skolehjemmet og den anbringende kommune redegjorde for såvel behandlingsplan som for baggrunden for etableringen af telefonmedhør. Tilsynet tog redegørelsen til efterretning. Justitsministeriet oplyste Retsudvalget i svar på en forespørgsel om samme sag, at Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse i døgninstitutioner for børn, § 10, ikke er i strid med grundlovens §§ 72 og 77 om brevhemmelighed (telefonhemmelighed) og censur.

Tilsynet skal ikke undlade at bemærke, at de i nyhedsmedierne givne oplysninger kun i meget ringe grad stemte overens med de faktiske forhold.

Psykiatrisk Hospital i Middelfart. (100)

I den i den tidligere beretning omtalte sag vedrørende 2 plejeres behandling af 2 sygeplejeelever i praktik på en lukket afdeling på Psykiatrisk Hospital i Middelfart har tilsynet modtaget supplerende oplysninger. Heraf fremgår det, at den pågældende afdeling ikke længere anvendes som praktiksted for sygeplejeelever, at afdelingen ikke længere fungerer som lukket afsnit, og at der er vedtaget disciplinære skridt mod de i sagen indblandede plejere. På denne baggrund har tilsynet ikke fundet grundlag for at foretage videre.

Anbringelse på ikke godkendte institutioner. (102)

På baggrund af en dagbladsartikel har tilsynet undersøgt forskellige spørgsmål i forbindelse med en anbringelse af et eller flere børn i institutionen Satelitten under Tølløse Børne- og Ungdomspension. På anbringelsestidspunktet var institutionen ikke færdigindrettet eller godkendt af vedkommende kommune til modtagelse af børn eller unge. Efter embedslægens påtale blev børnene midlertidigt anbragt i en anden institution. De af embedslægen og kommunen krævede foranstaltninger blev efterfølgende iværksat, og institutionen godkendtes den 25. januar 1988 tre måneder efter anbringelsen. På forespørgsel har Socialministeriet udtalt, at det efter ministeriets opfattelse ikke er almindelig praksis, at børn eller unge, der er tvangsfjernet, anbringes på opholdssteder før disses godkendelse eller anbringes på institutioner, der ikke kan leve op til de kvalitetskrav, der må stilles. Tilsynet har herefter ikke fundet grundlag for at foretage videre.

Socialudvalgets medvirken ved tvangsindlæggelse af børn og unge under 18 år. (106)

Med baggrund i en dagbladsartikel om tvangsindlæggelse efter lov om sindssyge personers hospitalsophold af en da 17-årig pige har tilsynet indhentet udtalelser fra de berørte myndigheder om baggrunden for indlæggelsen og socialforvaltningens medvirken. Tilsynet anmodede Socialministeriet om oplysning om gældende regler for de sociale myndigheders pligt til medvirken i sager om tvangsindlæggelse af personer under 18 år. Tilsynet har taget den modtagne redegørelse til efterretning, idet tilsynet finder, at de sociale myndigheder bør være til stede ved tvangsindlæggelse af unge under 18 år. Tilsynet har oversendt det indsamlede materiale samt tilsynets konklusion til det af socialministeren nedsatte udvalg vedrørende børns og unges retsstilling. Socialministeriet er samtidig orienteret om tilsynets konklusion.

Indlæggelse på »hvide papirer«. (107)

På forespørgsel har Justitsministeriet oplyst, at der i København ikke i årene 1987 og 1988 har fundet tvangsindlæggelser sted på psykiatriske hospitalsafdelinger med henvisning til bestemmmelsen i den hidtidige sindssygelovs § 3, sidste pkt., og at tvangsindlæggelse af sindslidende på sådanne afdelinger kun finder sted efter den nævnte lovs regler.

Underretning til patienter om tvangstilbageholdelse. (112)

På baggrund af en konkret henvendelse har tilsynet drøftet spørgsmålet om, hvorledes psykiatriske patienter underrettes om, at de er tvangstilbageholdte, henholdsvis at tvangstilbageholdelsen er ophørt. Spørgsmålet omhandler særlig de situationer, hvor patienten opfatter hospitalets behandlingstilbud som en tvangsforanstaltning, medens hospitalet opfatter situationen således, at patienten frivilligt - om end nødtvunget - har accepteret behandlingstilbudet. Tilsynet har fra Justitsministeriet modtaget en redegørelse for retstilstanden efter vedtagelsen af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

På baggrund af redegørelsen har tilsynet over for Justitsministeriet henstillet, at der fokuseres på problemstillingen i forbindelse med instruktionen af patientrådgivere.

Tvangsanbragt barn, som holdtes skjult af plejeforældre. (116)

Tilsynet har modtaget henvendelse fra plejeforældrene om bistand til at opnå en kompromisløsning med den anbringende kommune. Tilsynet fandt, at man ikke kunne træde ind i sagen, men alene rette forespørgsel til kommunen. Efter nogen brevveksling er barnet ved plejeforældrenes foranstaltning anbragt i en af kommunen anvist døgninstitution.

Adgang til at føre telefonsamtaler. (120)

På baggrund af en henvendelse har tilsynet indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet vedrørende tvangstilbageholdtes ret til at telefonere. Ministeriet har oplyst, at udgangspunktet er, at patienterne skal gives adgang til at føre telefonsamtaler for egen regning. Praktiske forhold kan naturligvis medføre, at patienterne ikke altid vil kunne få opfyldt deres ønsker om telefonering på netop de tidspunkter, de måtte ønske, men ønskerne bør opfyldes, så snart det lader sig gøre.

Udgangspunktet om fri adgang til at telefonere må antages at kunne fraviges, når hensynet til opretholdelse af ro og orden m.v. gør det påkrævet. Endvidere kan der formentlig være tilfælde, hvor det af behandlingsmæssige grunde kan være nødvendigt, at patienter afskæres helt eller delvis fra at telefonere.

Tilsynet kan tilslutte sig Justitsministeriets redegørelse.

Deklaration vedrørende psykisk syges menneskerettigheder

Tilsynet har modtaget en nylig vedtaget deklaration om menneskerettigheder vedtaget af organisationen World Federation for Mental Health (WFMH). Organisationen er stiftet i 1948 og består af 2.600 enkeltmedlemmer fra 76 lande samt en lang række nationale og internationale organisationer. WFMH arbejder for at beskytte mentalt syges rettigheder, at hindre opståelsen og begrænse udbredelsen af sindssygdomme samt at fremme psykisk og følelsesmæssig vækst og udvikling. Der afholdes verdenskongresser hvert andet år samt en lang række konferencer vedrørende specielle emner. Organisationen er endvidere involveret i arbejdet i FN-organisationerne WHO og Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC). Deklarationen, der er modelleret over FN's menneskerettighedsdeklaration fra 1948, er vedtaget i Luxor i Ægypten den 17. januar 1989 af WFMH's seneste verdenskongres.

(Deklarationen er vedlagt beretningen som bilag 3).

Selvstændig beretning 1988 8 Valid

Nr BR 8

Beretning om Tilsynets virksomhed

Nr 8 1989-80, 1. samling

Afgivet af det i grundlovens § 71, stk. 7, omhandlede tilsyn

Afgivet: 19890914

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →