1988 BR 1 BERETNING OVER HÆNDELSESFORLØBET I FORBINDELSE MED DE 18 ØSTTYSKERES OPHOLD DEN 9.-10. SEPTEMBER 1988 PÅ DEN DANSKE AMBASSADE I DDR OG DEN EFTERFØLGENDE BEHANDLING AF SAGEN NR B 1 1988-89, 1. SAMLING

Bilag

Beretning

om hændelsesforløbet i forbindelse med de 18 østtyskeres ophold

den 9.-10. september 1988 på den danske ambassade i DDR

og den efterfølgende behandling af sagen

Beretning afgivet den 1. november 1988 af et under Det Udenrigspolitiske Nævn nedsat udvalg bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (KF), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V)

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Indledning 5

II. Hændelsesforløbet på den danske ambassade i DDR og i Udenrigsministeriet den 9.-10. september 1988 6 A. De 18 østtyskeres ankomst 6 B. Ambassaderåd Becker Hansens telefoniske henvendelser umiddelbart efter 6 C. Telefoniske kontakter mellem ambassaden og Udenrigsministeriet den 9. september 1988 6 D. Bestræbelserne for at få de 18 østtyskere til at forlade ambassaden frivilligt 8 E. De 18 østtyskeres afgang fra ambassaden 8 F.Ambassaderådens opringning til sekretærvagten og dennes orientering af chefen for Retsafdelingen 10

III. Handlingsforløbet i dagene umiddelbart efter de 18 østtyskeres ophold på ambassaden 11 A. På ambassaden den 11.-12. september 1988 11 B. I Udenrigsministeriet den 12.-13. september 1988 11 C. I Statsministeriet den 12. september 1988 13 D. Under statsministerens besøg i DDR den 13.-14. september 1988 13 E. Nævnsmødet den 15. september 1988 13

IV. Forløbet efter at oplysningerne om de 18 østtyskeres sag kom frem i pressen 14 A. Oplysningernes fremkomst 14 1. I Udenrigsministeriet og på ambassaden i Berlin 14 2. I Statsministeriet 14 B. Nævnsmødet den 23. september 1988 og forberedelserne hertil 15 C. Bestræbelserne for at hjælpe de 18 østtyskere 15

V. Dommen i sagen 15

VI. Udvalgets konklusioner 15 A. Forholdet til gældende regler og praksis 15 1. Kontakten mellem ambassaden og Udenrigsministeriet og internt i ministeriet 15 2. Kontakten til DDR's myndigheder 16 3. Orienteringen af statsministeren og udenrigsministeren 16 4. De 18 østtyskeres situation mellem den 10. og den 20. september 1988 17 5. Forholdet til Nævnet 17 6. De hidtidige interne reaktioner over for medarbejderne i Statsministeriet og Udenrigsministeriet 17 B. Ændringer i Udenrigsministeriets regler med henblik på lignende fremtidige hændelser 18

Underbilag: Organigram for Udenrigsministeriet 19

I. Indledning I forbindelse med Det Udenrigspolitiske Nævns drøftelser af begivenhederne på den danske ambassade i DDR den 9.-10. september 1988 opnåedes der på mødet den 29. september 1988 enighed om nedsættelse af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg med følgende kommissorium

»Udenrigspolitisk Nævn anmoder Folketingets fire største partier om hver at udpege et af Nævnets medlemmer eller stedfortrædere med henblik på at undersøge hændelsesforløbet i forbindelse med de 18 østtyske statsborgeres ophold den 9.-10. september 1988 på den danske ambassade i DDR. Det parlamentariske undersøgelsesudvalg skal endvidere undersøge den efterfølgende behandling af sagen, hvorvidt gældende regler og praksis er fulgt, samt undersøge, hvilke skridt der måtte være taget med henblik på, hvordan der skal reageres i tilfælde af lignende fremtidige begivenheder.

Det parlamentariske undersøgelsesudvalg skal have adgang til at indhente oplysninger fra stats- og udenrigsministeren, ansatte i de to ministerier samt på ambassaden i Berlin. Udvalget kan derudover modtage oplysninger også fra anden side.

Udvalget skal have adgang til telegrammer, telex og anden skriftlig kommunikation mellem ambassaden og de to ministerier og ministerierne imellem samt til notater vedrørende kommunikation i det omfang, den ikke har fundet sted i nedfældet form.

Det parlamentariske undersøgelsesudvalg skal tilstræbe at færdiggøre sit arbejde senest ved udgangen af oktober, og dets beretning vil blive offentliggjort med undtagelse af sådanne dele af den, som under hensyntagen til de 18 østtyske statsborgeres sag i DDR og til Danmarks forhold til fremmede magter bør unddrages offentliggørelse.«

Til at indtræde i udvalget udpegede de fire største partier Ole Espersen (S), Per Stig Møller (KF), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Udvalget har herefter afholdt en række møder og herunder haft samtaler med såvel statsministeren og udenrigsministeren som følgende embedsmænd

Fra Statsministeriet

Departementschef Peter Wiese,

kommitteret Niels-Jørgen Nehring og

fuldmægtig Per Fischer.

Fra Udenrigsministeriet

Direktør Otto E. Møller,

departementschef Benny Kimberg,

udenrigsråd Tyge Lehmann, Retsafdelingen,

udenrigsråd Thomas Rechnagel, Den Politiske Afdeling,

kontorchef Niels Egelund, P. IV,

kontorchef Martin Kofod, R. IV,

kontorchef Erik Skov, A. III,

ministersekretær, fuldmægtig Friis Arne Petersen,

fuldmægtig Søren Halskov (sekretærvagt den 9.-10. september 1988) og

sekretær Jette Hounisen, P. IV.

Fra ambassaden i DDR

Ambassadør E. Krog-Meyer,

ambassaderåd Henning Becker Hansen og

handelsråd Niels-Jørgen Schelde.

Udvalget har desuden modtaget kopier af det foreliggende materiale i Statsministeriet og Udenrigsministeriet om den foreliggende sag.

Herefter ønsker udvalget at udtale følgende

II. Hændelsesforløbet på den danske ambassade i DDR og i Udenrigsministeriet den 9.-10. september 1988

A. De 18 østtyskeres ankomst

Fredag den 9. september 1988 ca. kl. 11.15 indfandt der sig en gruppe på 18 østtyske statsborgere, heraf 7 mænd, 6 kvinder og 5 børn i alderen 5-10 år, i ambassadens reception og nægtede at forlade ambassaden. De oplyste, at de var fra Ilmenau i Thuringen, og at de alle på grund af utilfredshed med de ufrie forhold i DDR havde søgt om udrejsetilladelse til Forbundsrepublikken, men havde enten fået afslag, afventende svar eller intet svar. De var ikke forfulgt af myndighederne, men flere af dem havde mistet deres stillinger på grund af udrejseansøgningerne. De optrådte roligt og høfligt og oplyste, at de ikke ønskede asyl i Danmark. De havde ingen tilknytning til Danmark, men havde valgt at henvende sig på den danske ambassade, fordi statsminister Poul Schluter skulle komme på besøg i DDR den 13.-14. september. De forlangte, at den danske ambassade skulle tale deres sag for de kompetente østtyske myndigheder i Thuringen, hvis telefonnumre de havde, og opnå omgående udrejsetilladelse for dem til Vesttyskland, og de meddelte, at de ikke ville forlade ambassaden, før sådanne udrejsetilladelser var opnået.

Ambassadens personale gjorde østtyskerne opmærksom på, at ambassaden efter de gældende regler dels alene kunne rette henvendelse til DDR's udenrigsministerium og ikke til lokale østtyske myndigheder, dels ikke havde nogen kompetence til at repræsentere østtyske statsborgeres interesser. Til trods herfor og til trods for gentagne opfordringer om at forlade ambassaden insisterede gruppen af østtyskere på, at ambassaden skulle opnå udrejsetilladelse for dem, og fastholdt, at de ikke ville forlade ambassaden, før dette var opnået. De afleverede en på ambassaden udfærdiget håndskreven liste over deres navne og adresser med henblik på videregivelse til de østtyske myndigheder.

B. Ambassaderåd Becker Hansens telefoniske henvendelser umiddelbart efter

Efter aftale med ambassadør Krog-Meyer forsøgte ambassaderåd Becker Hansen ca. kl. 11.45 at komme i kontakt med kolleger på nogle vestlige ambassader, der havde været udsat for en tilsvarende indtrængen, med henblik på at indhente gode råd, men forgæves.

For at søge et resultat opnået rettede ambassaderåden efter aftale med ambassadøren henvendelse til en embedsmand i DDR's udenrigsministeriums konsularafdeling, der forelagt sagens hovedtræk svarede, at det spørgsmål måtte han tale med sin overordnede om. Denne ringede hurtigt tilbage for at meddele, at han måtte tale med de kompetente myndigheder, inden han kunne udtale sig nærmere.

På spørgsmålet om, hvorfor man allerede på dette tidspunkt, inden man havde talt med Udenrigsministeriet i København, rettede henvendelse til DDR's udenrigsministerium, har ambassaderåden over for udvalget svaret, at man jo ville se at komme i gang med sagen og få en løsning og høre, hvad reaktionerne var.

C. Telefoniske kontakter mellem ambassaden og Udenrigsministeriet den 9. september 1988

Kort før kl. 12.00 foretog ambassadøren en opringning til udenrigsråd Tyge Lehmann, der er chef for Udenrigsministeriets Retsafdeling. Efter hvad udvalget har fået oplyst, er det uklart, om kompetencen i denne sag lå i Administrationsafdelingen (sikkerhedskontoret) eller i Retsafdelingen, jf. nedenfor under III, B, men over for udvalget har ambassadøren oplyst, at han ringede til chefen for Retsafdelingen, fordi det jo ikke var en dagligdags situation, og fordi han vidste, at udenrigsråden som retschef havde haft med den slags sager at gøre. I øvrigt kendte han ham godt. Der var tale om en rådslagning, ikke om en anmodning om instruktion eller forholdsordrer. Det var ambassadørens opfattelse, at udenrigsråden og han blev enige om, at når ambassaden havde prøvet alt, hvad der prøves kunne, uden resultat, ville det være nødvendigt at skære igennem.

Udenrigsråden opfattede imidlertid samtalen på en anden måde. Han har således over for udvalget bekræftet, at der selvsagt ikke var tale om, at ambassadøren udbad sig instruktion. Det ville ifølge udenrigsråden også være fuldstændig umuligt på det grundlag. På dette tidspunkt havde man jo ikke kunnet vide, hvorledes situationen ville udvikle sig. Der var tale om, at ambassadøren ville give en kort orientering om sagen.

Udenrigsrådens synspunkt havde været, at de 18 DDR-borgere måtte overtales til at forlade ambassaden.

Udenrigsråden vidste, at ambassadøren havde stor erfaring på området, og situationen havde ikke forekommet alarmerende.

Udenrigsråden erindrede, at man havde drøftet spørgsmålet om at henvende sig til de østtyske myndigheder om udrejsetilladelse for de 18. Han havde over for ambassadøren givet udtryk for sin betænkelighed herved ud fra det synspunkt, at dette kunne bringe de pågældende i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at det kunne føre til en anmodning om udlevering.

Efter udenrigsrådens erindring havde ambassadøren svaret, at man var nødt til at anvende de kontakter, man havde, herunder myndighederne. Herefter blev røret lagt på noget abrupt efter ca. 3-4 minutters samtale. Spørgsmålet om eventuel fjernelse af de pågældende ved de østtyske myndigheders foranstaltning blev ifølge udenrigsråden overhovedet ikke drøftet.

Ambassadøren havde ingen erindring om, at samtalen var blevet afsluttet abrupt, men der kunne efter hans opfattelse være den tekniske forklaring, at samtalen var »faldet ud«, hvilket var noget, man tit var ude for.

Udenrigsråden blev, så vidt udvalget kan konstatere, ikke orienteret om, at man allerede havde kontaktet DDR-myndighederne.

Det kan tilføjes, at ambassaderåden efter første gang at have talt med den overordnede embedsmand i DDR's udenrigsministeriums konsularafdeling netop kom ind på ambassadørens kontor, da denne afsluttede sin samtale. Ifølge ambassaderåden fortalte ambassadøren, at udenrigsråden havde været indforstået med, at ambassaden om fornødent lod de pågældende udsætte af politiet, hvilket udenrigsråden som ovenfor anført klart har afvist.

Spørgsmålet om, hvorvidt man under samtalen var nået frem til en konklusion eller ej, var efter ambassadørens opfattelse ikke så væsentligt, idet ambassadøren indtil de nyeste reglers fremkomst, jf. nedenfor under VI, B, kunne handle på egen hånd. Det lå i ambassadørens naturlige beføjelser som »manden på stedet«. Afgørelsen var hans, og såvel det reelle som det formelle ansvar for, hvad der foregik på ambassaden, var hans.

Udenrigsråden skrev ikke umiddelbart noget ned på baggrund af samtalen, idet han havde opfattet samtalen som en foreløbig orientering og gik ud fra, at der på sædvanlig vis ville komme en telex med nærmere oplysninger og en indstilling, hvis sagen gik i hårdknude.

Udenrigsråden har over for udvalget oplyst, at han ca. kl. 14.05 i forbindelse med en rutinemæssig orientering om de løbende sager gjorde departementschef Benny Kimberg bekendt med sagen. Men på det stadium gav den ifølge udenrigsråden ikke anledning til drøftelse.

Departementschefen har ingen erindring om denne orientering. Han har imidlertid over for udvalget givet udtryk for, at hvis udenrigsråden siger, at han har nævnt det for ham, så har han formentlig gjort det. Udenrigsråden kunne udmærket godt have nævnt det i forbifarten i forbindelse med en række andre sager, men det havde, hvis udenrigsråden havde sagt noget, ikke sat nogen alarmklokker i gang hos ham.

Ca. kl. 16.00 orienterede udenrigsråden 2 af sine medarbejdere, kontorchef Martin Kofod og fuldmægtig Hans Klingenberg, begge fra Retsafdelingens 4. kontor (R.IV), om sagen. Derimod fandt han ikke behov for at orientere den sekretærvagt, der skulle tiltræde samme aften, bl.a. fordi han på baggrund af samtalen med ambassadøren troede, at sagen allerede var løst tilfredsstillende, når han ikke siden havde hørt fra ambassaden. Hvis sagen skulle dukke op hos sekretærvagten, ville denne fra sine faste instruktioner vide, hvordan der skulle forholdes med hensyn til underretning m.v.

For god ordens skyld kan det nævnes, at det over for udvalget er oplyst, at handelsråd Schelde i en telefonsamtale med en af de medarbejdere i Den Politiske Afdelings 4. kontor (P.IV), der var med i planlægningen af statsministerens forestående besøg, sent på eftermiddagen den 9. september 1988 i en bisætning nævnte, at der fandt en besættelse sted på ambassaden. På baggrund af den form, hvori denne meddelelse blev givet, og omstændighederne i øvrigt gik medarbejderen ikke videre med sagen denne eftermiddag, og meddelelsen fik således ingen betydning for det videre forløb i sagen.

D. Bestræbelserne for at få de 18 østtyskere til at forlade ambassaden frivilligt

I løbet af den 9. september 1988 havde ambassaden en lang række kontakter med konsularafdelingen i DDR's udenrigsministerium. Ved ca. 12.30-tiden blev det meddelt ambassaden, at de 18 ville få straffrihed samt tilsagn om snarlige samtaler med de kompetente lokale myndigheder om udrejse, hvis de straks ville forlade ambassaden frivilligt. Gruppen afviste tilbudet og krævede direkte forhandlinger med myndighederne. Da det ikke kunne opnås, gik medlemmerne i gang med at fremstille en transparent, som skulle hænges ud ad vinduet, »når politiet kom«.

Efter flere forgæves forsøg fik ambassaden ca. kl. 13.15 kontakt med den vesttyske repræsentation i DDR, »Stændige Vertretung«, som i to omgange i løbet af eftermiddagen var i direkte kontakt med gruppen. Under disse kontakter noteredes deres ønske om udrejse. Det blev gjort dem klart, at der ikke på daværende tidspunkt kunne gøres mere, og de opfordredes til at gøre brug af det tidligere opnåede tilsagn og forlade ambassaden.

Gruppen fastholdt afvisningen af tilbudet, som i mellemtiden var blevet gentaget, og krævede omgående udrejsetilladelser. I modsat fald ville de blive under statsministerens besøg. Ambassaden erklærede, at der ikke kunne gøres mere, og at det i sidste ende kunne være nødvendigt at bede politiet fjerne dem.

Under en ny kontakt med konsularafdelingen fik ambassaden at vide, at konkrete udrejsetilladelser var helt udelukket.

Stændige Vertretung havde i samtalerne med ambassaden peget på, at fjernelse ved myndighedernes foranstaltning var en dårlig løsning og ikke i overensstemmelse med, hvad der tidligere var sket i lignende tilfælde. Ambassaden pegede imidlertid på, at faciliteterne var anderledes begrænsede end andre steder og helt uegnede til at huse 18 personer, herunder 5 børn, i 3-4 døgn, og ifølge ambassaderåden tilføjede ambassadøren, at han havde Udenrigsministeriets bemyndigelse til at lade foretage en fjernelse.

Ambassaden rykkede derpå konsularafdelingen for en positiv løsning, idet man tilføjede, at ambassaden ellers kunne komme i den situation, at man måtte forlange DDR-myndighedernes bistand til gruppens afgang fra ambassaden. Den pågældende embedsmand fra konsularafdelingen svarede, at han tvivlede på, at de kompetente myndigheder ville imødekomme dette, men han oplyste i øvrigt, at han stadig arbejdede med sagen og ville vende tilbage over for ambassaden.

Efter råd fra Stændige Vertretung søgte ambassaden herefter kontakt med advokat Vogel, der tidligere har beskæftiget sig med sådanne sager. Først ca. kl. 19.45 opnåedes kontakt med Vogels kompagnon, advokat Hartmann, som blev anerkendt som mellemmand af myndighederne.

Sammen med 2 af østtyskerne kørte ambassaderåden ud til advokat Hartmann. Under samtalerne her gentoges tilbudet om straffrihed samt om samtaler på højt lokalt niveau om udrejse, ligesom det blev tilbudt, at Vogels kontor ville tage sig af sagen. Gruppen fik en frist til kl. 23.00 til at acceptere denne løsning.

Ambassaden henstillede på ny til de 18 at modtage tilbudet og pegede på, at en fjernelse ved myndighederne ville få tilbudet til at falde væk. Efter indbyrdes drøftelse afviste gruppen tilbudet, hvilket blev meddelt advokat Hartmann kort efter kl. 23.00.

E. De 18 østtyskeres afgang fra ambassaden

Ambassaderådens tilbagemelding om de 18 østtyskeres afslag affødte ikke nogen umiddelbar reaktion fra advokat Hartmanns side.

Mens man på ambassaden gik i gang med at lægge en vagtplan for natten, ringede den overordnede embedsmand fra konsularafdelingen, der i mellemtiden havde talt med advokat Hartmann og derfor havde kendskab til afslaget. Han opfordrede nu ambassaden til at anvende sin autoritet som »husherre« og få gruppen til at forlade ambassaden. Ambassaden svarede, at det havde man jo gjort hele tiden, og opfordrede i stedet konsularafdelingen til at komme med tilbud, der kunne accepteres. Den pågældende embedsmand gjorde imidlertid gældende, at de østtyske myndigheder havde strakt sig meget langt, og at der ikke var mere at tilbyde.

Ambassaderåden foreslog derpå ambassadøren, at han talte med konsularafdelingen, men dette afslog denne under henvisning til, at konsularafdelingen ikke ville hjælpe ambassaden. I stedet bad ambassadøren om at tale med en embedsmand i DDR's udenrigsministeriums protokol. Den tidligere nævnte embedsmand fra konsularafdelingen ringede imidlertid ca. kl. 23.35 og meddelte, at det ikke var muligt at komme i forbindelse med protokollen, men at han var til disposition. Ambassadøren beklagede nu ifølge ambassaderåden i kraftige vendinger over for den østtyske embedsmand, at ambassaden på det nærmeste var taget som gidsel, og at gruppen agtede at blive på ambassaden indtil det forestående statsministerbesøg. Denne situation var efter ambassadørens opfattelse helt uacceptabel, og han forlangte derfor konsularafdelingens bistand til, at gruppen blev fjernet fra ambassaden.

Om motiveringen for dette skridt har ambassadøren over for udvalget oplyst, at det naturligvis var et usædvanligt skridt at tage på baggrund af, at dette ikke havde været tilfældet ved besættelser på andre vestlige ambassader, men der var den forskel, at mens DDR-borgerne i de andre tilfælde accepterede de tilbud, der blev givet, nægtede disse 18 totalt at acceptere et tilbud, der var bedre end noget tilbud, man havde fået andre steder.

Videre har ambassadøren begrundet sin handlemåde med, at man jo havde statsministerbesøget foran sig, hvorved man kunne risikere, at dette besøg blev udnyttet af de 18 østtyskere som en yderligere pression. Ambassadøren vidste ikke, hvem der ville have fantasi til at forestille sig, hvordan et officielt besøg i Berlin ville forløbe, hvis det første, statsministeren måtte sige til Honecker, var: »Jeg er ked af, at min ambassade er besat af Deres borgere.« Det ville være en umulighed og ødelægge det gode besøg, det faktisk blev.

Efter at samtalen var forbi, fortalte ambassadøren ambassaderåden, at konsularafdelingen nu ville træffe de nødvendige dispositioner og sammen med advokat Hartmann komme på ambassaden om en halv times tid.

Embedsmanden fra konsularafdelingen og advokat Hartmann ankom imidlertid først til ambassaden ca. kl. 01.45, hvor man fra konsularafdelingens side udbad sig ambassadørens formelle bemyndigelse til at fjerne gruppen og fik denne. På grundlag af den videre samtale og efter ambassadørens instruktion gik ambassaderåden derpå ca. kl. 02.00 ud til de 18 østtyskere og opfordrede disse til at tage imod det senest fremsatte tilbud, der stadig stod ved magt. Såfremt de afslog at tage imod dette tilbud og forlade ambassaden, ville alternativet være, at de ville blive fjernet fra ambassaden af de østtyske myndigheder, som ambassaden allerede havde henvendt sig til, og de ville efterfølgende blive tiltalt af DDR efter den østtyske straffelovs § 134, stk. 3, om brud på husfreden, der havde en strafferamme på indtil 5 års fængsel.

Efter ca. 20 minutters betænkningstid meddelte de 18 østtyskere, at de enstemmigt havde besluttet at afslå at forlade ambassaden, og at de ville blive, indtil udrejsetilladelse forelå. I yderligere ca. 20 minutter forsøgte ambassaderåden forgæves at overtale de pågældende til at tage imod tilbudet og forlade ambassaden.

Efter at ambassaderåden havde orienteret ambassadøren, den pågældende embedsmand fra konsularafdelingen og advokat Hartmann om gruppens endelige afslag, ankom ca. kl. 03.00 2 civilklædte politifolk, hvoraf den ene blev lukket ind i receptionen, hvor han bad de 18 om at følge med. Uden nogen form for modstand eller diskussion fulgte de 18 herefter med ned til en bus, der ventede i ambassadens baggård og kørte væk. Det var ikke muligt for ambassadens personale at konstatere, om der befandt sig politi eller andre personer i øvrigt ud over chaufføren i den ventende bus.

Efter at de 18 østtyskere havde forladt ambassaden, fandt man et bønskrift stilet til Dronningen, som senere blev fremsendt til Udenrigsministeriet.

Ambassadøren har over for udvalget oplyst, at det var ambassadens opfattelse, at de 18 måske var blevet kørt til en social institution eller Røde Kors og derefter til deres hjem i Thuringen. Ambassadøren troede, at de ville blive sat på fri fod, mens sagen stod på, således som det også skete for kvindernes vedkommende, og han gik endvidere ud fra, at advokat Vogel tog sig af sagen på bedste måde. Endelig gik han ud fra, at vesttyskerne, der havde fået navne og adresser på de 18, ville varetage deres interesser.

F. Ambassaderådens opringning til sekretærvagten og dennes orientering af chefen for Retsafdelingen

Udenrigsministeriets sekretærvagt den 9.-10. september 1988, fuldmægtig Søren Halskov, har over for udvalget oplyst, at han kort efter kl. 03.00 blev ringet op af ambassaderåd Becker Hansen, der udtalte, at besættelsen var forbi, eller noget i den retning. Sekretærvagten var ikke på forhånd bekendt med sagen, men ønskede på den anden side ikke at udspørge ambassaderåden alt for meget bl.a. af hensyn til risikoen for aflytning. Han fik derfor kun en meget kortfattet orientering om sagen og udfærdigede en notits om, at »besættelsen af ambassaden netop var ophørt i al stilfærdighed, efter at der var givet »visse tilbud«.' Sekretærvagten gjorde ambassaderåden opmærksom på, at han ikke havde nogen instruktioner i denne sag, men det gjorde efter ambassaderådens opfattelse heller ikke noget, for han behøvede ikke at foretage sig andet end at modtage meddelelsen og give den videre til chefen for Retsafdelingen, hvilket han blev anbefalet at vente med at gøre til kl. 09.30 næste dag.

På spørgsmålet om, hvilket indtryk han havde fået af, hvorledes gruppen havde forladt ambassaden, har sekretærvagten oplyst, at han ikke under samtalen fik indtryk af, at de var blevet fjernet ved politiets hjælp, og der var intet, der tydede på, at der havde været de problemer, som det siden er kommet frem at der havde været.

Ambassaderåden har over for udvalget givet udtryk for, at han ikke er enig i sekretærvagtens gengivelse af samtalen. Han havde ikke noteret noget ned om samtalen, men han husker, at aftalen med ambassadøren var, at han skulle meddele sekretærvagten, at besættelsen var forbi, at sagen var løst, at de var blevet fjernet af politiet, og bede om, at den besked blev givet til chefen for Retsafdelingen om morgenen, når klokken var blevet 9. Han har oplyst, at han med sikkerhed ved, at det var det, han havde sagt til sekretærvagten. Han kunne dog muligvis have sagt, at de var blevet fjernet eller afhentet af myndighederne.

Ambassaderåden var i øvrigt gået ud fra, at sekretærvagten kendte til sagen, og han bekræftede, at der kun havde været tale om en meget kort orientering.

Som omtalt ovenfor affattede sekretærvagten en kortfattet notits om sagen. Denne blev stilet til chefen for A.III, hvorunder spørgsmål om sikkerhed hører, og til chefen for Retsafdelingen. Desuden ringede han i overensstemmelse med den anmodning, han havde fået fra ambassaden, alene til chefen for Retsafdelingen, hvilket skete kl. 09.20.

Chefen for Retsafdelingen tog meddelelsen til efterretning, og han syntes ifølge sekretærvagten ikke at være forbavset over meddelelsen. Sekretærvagten var sikker på, at han ikke under denne samtale nævnte noget om politi eller myndigheder. I øvrigt havde han beklaget sig over, at han som sekretærvagt ikke havde været informeret om sagen, men chefen for Retsafdelingen svarede, at han ikke havde skønnet det nødvendigt at informere sekretærvagten, fordi han mente, at ambassadøren ville kunne løse sagen på stedet.

Chefen for Retsafdelingen har over for udvalget oplyst, at han studsede over ordet »besættelse«, men han følte sig i øvrigt beroliget af meddelelsen. Han fandt derfor ingen anledning til at ringe til departementschefen. Han gik ud fra, at ministeriet senere ville modtage en nærmere orientering, men da sagen efter hans opfattelse var blevet afsluttet på fredelig vis, var der ingen grund til at foretage sig yderligere på det foreliggende grundlag.

III. Handlingsforløbet i dagene umiddelbart efter de 18 østtyskeres ophold på ambassaden

A. På ambassaden den 11.-12. september 1988

Ambassaderåden har over for udvalget oplyst, at ambassadøren, handelsråd Schelde og han selv holdt møde hos ambassadøren søndag den 11. september 1988 ca. kl. 18.00. Man aftalte indholdet af de telexer, som man i henholdsvis ambassadørens og ambassaderådens navn ville sende den følgende dag, hvor man forudså, at man ville få temmelig travlt på grund af det forestående statsministerbesøg. Man overvejede ikke at sammenarbejde de 2 telexer, men man fandt det mest hensigtsmæssigt at udarbejde 2 telexer, der skulle supplere hinanden. Ambassadørens telex (amtel 176 af 12. september 1988) var formet som et brev til chefen for Retsafdelingen og skulle give et generelt overblik over sagen, mens ambassaderådens telex (amtel 177 af 12. september 1988) skulle indeholde en mere detaljeret redegørelse, idet det var ambassaderåden, der havde ført næsten alle samtalerne, og som kendte mest til hændelsesforløbet.

Uanset at det var det samme handlingsforløb, der blev gjort rede for i de 2 telexer, er det kun i amtel 177, at der tales om, at chefen for Retsafdelingen under sin telefonsamtale med ambassadøren havde udtalt sin indforståelse med, at ambassaden om fornødent lod de pågældende udsætte af myndighederne. Endvidere er det kun i amtel 177, at det udtrykkeligt oplyses, at de 18 østtyskere blev afhentet af civilklædte politifolk, mens dette ikke fremgår tydeligt af amtel 176.

De pågældende 2 telexer blev som aftalt afsendt til Udenrigsministeriet den næste dag, mandag den 12. september 1988.

B. I Udenrigsministeriet den 12.-13. september 1988

Den 12. september 1988 omkring kl. 10.00 modtog chefen for A.III den af sekretærvagten den 10. september til chefen for Retsafdelingen og ham selv stilede notits om ambassadebesættelsens ophør. På baggrund af denne bad han umiddelbart efter sin souschef, fuldmægtig Hans Peter Houlberg, telefonisk indhente supplerende oplysninger fra ambassaden i DDR. De oplysninger, ambassaderåd Becker Hansen herunder fremkom med, sammenholdt med de ved frokosttid indløbne 2 telexer dokumenterede efter kontorchefens opfattelse, at sagen var afsluttet.

Den tidligere omtalte medarbejder i P.IV, der deltog i planlægningen af statsministerens besøg, ringede ca. kl. 09.15 til handelsråd Schelde, hvor denne på ny kort nævnte, at ambassaden havde været udsat for en besættelse. Medarbejderen nævnte under en telefonsamtale i anden anledning sagen over for en medarbejder i Statsministeriet, der også var med i forberedelserne til statsministerbesøget. Medarbejderen i Statsministeriet anmodede herefter sin kollega i Udenrigsministeriet om at blive orienteret, såfremt der måtte fremkomme yderligere oplysninger.

Amtel 176 af 12. september »hasterfordeltes« til chefen for Retsafdelingen, chefen for R.I og chefen for P.IV. Chefen for R.IV og chefen for A.III modtog en genpart til underretning. Telexen blev herefter hovedakteret i A.III, og efter mangfoldiggørelse blev eksemplarer straks efter »ledelsesfordelt«, hvilket efter det for udvalget oplyste indebærer, at de fordeles til direktøren og de 3 departementschefer samt disses sekretærer, ministersekretæren og chefen for Administrationsafdelingen. Derimod modtager de øvrige afdelingschefer ingen eksemplarer i denne forbindelse.

Amtel 177 af samme dato blev bragt i »hasterkopi« til chefen for R.I. Originaleksemplar blev herefter givet til chefen for A.III med kopi til R.I og R.II. Ledelsesfordelingen fandt ligeledes sted som ved amtel 176.

Udenrigsministeren var netop om morgenen kommet hjem fra en længere rejse til Golfen og forlod ministeriet, inden de 2 telexer nåede frem gennem »systemet«. Efter en orientering om andre sager tog udenrigsministeren hjem for at hvile ud efter rejsen og gav udtryk for, at han ikke ville forstyrres.

Direktøren havde allerede modtaget en kort orientering om sagen om formiddagen fra chefen for Retsafdelingen på grundlag af dennes viden om sagen, dvs. de oplysninger, udenrigsråden havde modtaget først telefonisk af ambassadøren og siden af sekretærvagten, men direktøren fik først lejlighed til at læse de 2 telexer om aftenen. Han konstaterede, at disse gav et lidt andet indtryk af sagen end det, han havde fået på baggrund af chefen for Retsafdelingens mundtlige orientering. Direktøren, der ved modtagelsen af telexerne var blevet informeret om, at chefen for Retsafdelingen enten havde orienteret eller ville orientere Statsministeriet, besluttede sig for omstændighederne taget i betragtning ikke at informere udenrigsministeren samme aften, men at drage omsorg for, at udenrigsministerens opmærksomhed blev henledt på sagen straks næste morgen. Det kan tilføjes, at udvalget har fået oplyst, at chefen for Departementet for Udenrigsanliggender (1. Departement) var fraværende mandag den 12. september 1988 på grund af sygdom. Derfor fik departementschefen først læst de 2 telexer straks tirsdag morgen.

Ud på eftermiddagen var amtel 176 nået frem til bl.a. chefen for Retsafdelingen, chefen for Den Politiske Afdeling, chefen for P.IV, chefen for Retsafdelingens 4. kontor (R.IV) og chefen for A.III. Amtel 177 blev som tidligere nævnt bragt i »hasterkopi« til chefen for R.I, medens originaleksemplaret herefter blev givet til chefen for A.III med kopi til R.I og R.II. Ledelsesfordeling fandt sted på samme vis som ved amtel 176. Direktøren har over for udvalget oplyst, at Retsafdelingens 1. kontor stod næsten uden mandskab, og at sideakteringen til R.II må betegnes som en fejl.

Efter aftale mellem chefen for Den Politiske Afdeling og chefen for P.IV kontaktede sidstnævnte herefter chefen for Retsafdelingen med henblik på orientering af Statsministeriet. Herunder henledte chefen for P.IV opmærksomheden på, at det af amtel 176 fremgik, at der forelå et amtel 177 indeholdende yderligere enkeltheder i sagen. Som omtalt ovenfor var heller ikke chefen for Retsafdelingen imidlertid i besiddelse af amtel 177.

Om dette forhold har chefen for Retsafdelingen oplyst, at han fik den opfattelse, at amtel 177 var en detailberetning, som var rettet til A.III, altså vedrørende tekniske forhold såsom sluseforhold og andre sikkerhedsspørgsmål. Som sagsgangen er i Udenrigsministeriet, skal det kontor, hvor sagen er hovedakteret, altså i dette tilfælde A.III, i givet fald foretage ekspeditioner i sagen. Derfor fandt chefen for Retsafdelingen ingen anledning til at efterlyse amtel 177.

Under samtalen aftaltes det, at chefen for Retsafdelingen skulle orientere Statsministeriet, jf. nedenfor under C.

Tirsdag morgen, den 13. september 1988, instruerede direktøren ministersekretæren om, at han skulle vise sagen til udenrigsministeren, og chefen for 1. Departement orienterede ganske kort udenrigsministeren om, at der var en sag, som han burde se, og som ministersekretæren ville vise ham.

Umiddelbart herefter forelagde ministersekretæren i den korte tid, der var til rådighed inden ministermødet, den pågældende sag for udenrigsministeren tillige med en lang række andre sager, der også skulle gennemgås. Udenrigsministeren har over for udvalget oplyst, at han læste amtel 176, men ikke amtel 177, fordi han fik bibragt det indtryk, at der her var tale om rene detaljer.

Både over for ministersekretæren og senere over for departementschefen gjorde udenrigsministeren opmærksom på, at han godt ville have været orienteret om sagen noget før. Udenrigsministeren har over for udvalget oplyst, at meningen hermed var, at han gerne ville have været orienteret, da begivenhederne på ambassaden indtraf, dvs. den 9.-10. september.

Om forholdet mellem amtel 176 og amtel 177 har såvel direktøren som departementschefen over for udvalget givet udtryk for, at der ikke for dem at se var den store forskel. De betragtede amtel 176 som indeholdende den afrundede fremstilling og vurdering fra ambassadøren.

C. I Statsministeriet den 12. september 1988

Som ovenfor omtalt hørte en medarbejder i Statsministeriet om sagen under en samtale om formiddagen den 12. september med en kollega i Udenrigsministeriet om det forestående statsministerbesøg. Som nævnt bad medarbejderen i Statsministeriet om at måtte modtage eventuelle yderligere oplysninger. Af en efterfølgende samtale, som medarbejderen i Udenrigsministeriet havde med sin chef, fremgik det, at kontoret endnu ikke havde modtaget indberetning om sagen.

I Udenrigsministeriet besluttede man som ligeledes omtalt ovenfor, at det var chefen for Retsafdelingen, der skulle orientere Statsministeriet med henblik på, at statsministeren kunne blive orienteret inden sin afrejse til DDR.

Ca. kl. 17.00 ringede chefen for Retsafdelingen derfor til den kommitterede i Statsministeriet, der har med udenrigspolitiske spørgsmål at gøre. Den kommitterede blev herunder orienteret på baggrund af de informationer, chefen for Retsafdelingen var i besiddelse af, men fik ikke noget skriftligt materiale tilsendt. Man var enig om, at episoden burde behandles med diskretion. Den kommitterede har oplyst, at han opfattede dette således, at han ikke skulle lade episoden få nogen forstyrrende indflydelse på i hvert fald starten af besøget.

Da statsministeren var på besøg i Jylland sammen med bl.a. departementschefen for Statsministeriet, fik den kommitterede ikke lejlighed til at nævne sagen for statsministeren eller departementschefen. Han fandt i øvrigt, at han kun havde et meget løst grundlag at orientere på.

Heller ikke ved flyafgangen i Værløse eller under flyveturen foretog den kommitterede nogen orientering af statsministeren eller departementschefen.

D. Under statsministerens besøg i DDR den 13.-14. september 1988

Ved ankomsten til Berlin blev statsministeren straks kørt til samtaler med formanden for DDR's statsråd, Erich Honecker, og han ankom først til ambassadørens bolig til en sen frokost.

Ved en samtale umiddelbart inden frokosten mellem ambassadøren og chefen for P.IV, der var med i statsministerens følge, blev ambassadøren opmærksom på, at statsministeren ikke var orienteret om sagen, hvilket overraskede ambassadøren. De aftalte derfor, at ambassadøren skulle orientere statsministeren under frokosten.

Såvel statsministeren som andre af deltagerne i frokosten hos ambassadøren har over for udvalget oplyst, at sagen i første omgang blev nævnt af ambassaderåden, hvorefter ambassadøren tog ordet for at orientere statsministeren. Ambassadøren har forklaret udvalget, at han gjorde det, for at statsministeren ikke skulle komme ud for at være uforberedt på spørgsmål om sagen, når han senere under besøget skulle møde pressen, idet ambassadøren gik ud fra, at sagen på et eller andet tidspunkt ville komme ud.

Under frokosten drøftede man også, om der var anledning til at tage spørgsmålet op over for Erich Honecker, men man enedes om at undlade dette under hensyn til, at det var indtrykket, at sagen nu var i en god gænge, dels i forhold til advokat Vogel, dels i forhold til vesttyskerne.

Departementschefen orienterede statsministeren om, at han havde påtalt over for den kommitterede, at statsministeren ikke var blevet orienteret på et tidligere tidspunkt. Statsministeren fandt herefter ikke anledning til yderligere reaktion over for den pågældende.

E. Nævnsmødet den 15. september 1988

På nævnsmødet den 15. september, hvor statsministeren redegjorde for sit besøg i DDR, blev sagen ikke taget op. Om årsagen hertil har statsministeren forklaret, at han gik ud fra, at de 18's sag var lagt i de bedst mulige hænder, og at en udrejsetilladelse var ved at blive udvirket for dem, mens de opholdt sig i deres hjem. Statsministeren havde ikke modtaget telexerne, men kun den mundtlige redegørelse fra ambassadøren i Berlin.

IV. Forløbet efter at oplysningerne om de 18 østtyskeres sag kom frem i pressen

A. Oplysningernes fremkomst

1. I Udenrigsministeriet og på ambassaden i Berlin.

Først efter presseomtalen i Vestberlin den 20. september blev det klart, at der ville blive rejst tiltale. Under en samtale med ambassadøren den 20. september om aftenen oplyste advokat Wolfgang Vogel, der nu var den østtyske gruppes advokat, at mændene var blevet fængslet og kvinderne var på fri fod. Vogel oplyste på dette tidspunkt, at alle var sigtet efter den milde paragraf om krænkelse af husfreden. Der var ikke rejst sigtelse for politiske forbrydelser.

Udenrigsministeren instruerede ambassadøren om i den kommende tid at gøre sit yderste for, at de pågældendes interesser i denne sag blev bedst muligt tilgodeset.

Onsdag eftermiddag den 21. september havde ambassadøren en samtale med chefen for konsularafdelingen i DDR's udenrigsministerium. Formålet var at søge udvirket en hurtig behandling af straffesagen og milde domme, helst kun bøder. Man var i konsularafdelingen meget forstående over for den særlige situation, men understregede, at det efter den gældende retspleje i DDR ikke var muligt for Udenrigsministeriet at gribe ind i straffesager over for anklagemyndighed eller domstol.

Den vesttyske repræsentation i Berlin oplyste, at Forbundsrepublikken ville prøve at få udrejsetilladelse for de 18 til Vesttyskland.

På baggrund af den megen presseomtale af sagen fandt man i Udenrigsministeriet, at der var anledning til at udsende en pressemeddelelse. Udvalget er blevet orienteret om, at såvel udenrigsministeren som chefen for Retsafdelingen uafhængigt af hinanden udarbejdede udkast hertil. På grundlag af udenrigsministerens udkast udformede chefen for 1. Departement herefter et nyt udkast. Departementschefen har over for udvalget oplyst, at han allerede havde udarbejdet sit udkast, da chefen for Retsafdelingen kom op til ham med sit, hvorfor han ikke tog hensyn til sidstnævnte udkast. Det udkast, som chefen for Retsafdelingen havde udarbejdet, indeholdt en protest over den planlagte straffesag, fordi den ville stå i klar modstrid med de garantier, der var afgivet af DDR's udenrigsministerium over for den danske ambassadør under hændelsen på ambassaden. Efter chefen for Retsafdelingens erindring indeholdt også det udkast, som departementschefen havde udarbejdet, et afsnit, der svarede hertil. Under drøftelserne mellem direktøren, departementschefen og chefen for Retsafdelingen opstod der imidlertid tvivl om, hvorvidt handlingsforløbet gav grundlag for en sådan protest, hvorefter direktøren ringede til ambassadøren, der erklærede, at dette ikke var tilfældet. Direktøren har over for udvalget oplyst, at han ringede til ambassadøren, fordi han ville være sikker på, at ambassadøren havde fået en instruktion, som svarede til indholdet af pressemeddelelsen. Chefen for Retsafdelingen har over for udvalget givet udtryk for, at han havde forstået, at også udenrigsministeren var overrasket over ambassadørens svar. Udenrigsministeren har dog oplyst, at han ikke har nogen erindring om, at han skulle have reageret således. For ham var det ikke overraskende, at garantierne var bortfaldet, når de 18 østtyskere ikke frivilligt havde forladt ambassaden.

Ambassadøren var den 22. september om formiddagen på ny i forbindelse med advokat Wolfgang Vogel, der arbejdede med alle instanser i Øst og Vest for at få et gunstigt udfald af sagen.

Advokat Vogel havde på dette tidspunkt svært ved at bedømme, hvad der ville blive udgangen på sagen. Efter advokatens opfattelse ville det næppe lønne sig at tage flere danske skridt, så længe han arbejdede med sagen.

På denne baggrund var det Udenrigsministeriets opfattelse, at sagen var bedst tjent med at lade det »stille diplomati« arbejde.

2. I Statsministeriet.

Statsministeren blev orienteret om, at gruppens 7 mænd muligvis ville blive retsforfulgt, da han fra London den 21. september lod ringe hjem til Statsministeriet. Samme dag, hvor statsministeren skulle flyve videre til Rhodos, instruerede han gennem sin ministersekretær Statsministeriet om at sende ham oplysning om, »hvem der vidste hvad hvornår«, og om hvad man på nuværende tidspunkt vidste om de 18.

Blandt det materiale, der blev sendt frem til statsministeren på Rhodos den 23. september om morgenen, var en notits om behandlingen af sagen i Statsministeriet udarbejdet af den tidligere omtalte kommitterede samt amtel 176, men ikke amtel 177.

Grundlaget for den kommitteredes notits var en notits af 22. september 1988 af chefen for Retsafdelingen, der opridsede sagens principielle aspekter. Det bemærkes, at chefen for Retsafdelingen heller ikke på dette tidspunkt var bekendt med indholdet af amtel 177.

Det fremgår af en senere notits på sagen, at chefen for Retsafdelingen først blev bekendt med indholdet af amtel 177, da han efter sin hjemkomst fra Strasbourg den 27. september af direktøren blev gjort opmærksom på telexens gengivelse af bl.a. telefonsamtalen mellem ambassadøren og udenrigsråden den 9. september 1988.

B. Nævnsmødet den 23. september 1988 og forberedelserne hertil

Foranlediget af den megen presseomtale fandt udenrigsministeren det nødvendigt at indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn den 23. september 1988. Mødet blev indkaldt med kort varsel, og chefen for Retsafdelingen blev bedt om at udarbejde talepunkter for udenrigsministeren til brug for mødet. Baggrunden for omtalen af begivenhederne på ambassaden var amtel 176, men ikke amtel 177, som chefen for Retsafdelingen endnu ikke på dette tidspunkt var bekendt med indholdet af. Talepunkterne blev med enkelte mindre rettelser af departementschefen, der som bekendt havde modtaget amtel 177, anvendt af udenrigsministeren under mødet, hvorved Nævnet ikke blev informeret om, at der efter ambassadens opfattelse forelå en indforståelse fra chefen for Retsafdelingens side om, at man i givet fald ville kunne lade de 18 østtyskere udsætte af myndighederne, samt om, at der for ambassaden ikke var nogen tvivl om, at udsættelsen skete ved hjælp af civilklædt politi. Dette modtog Nævnet dog oplysning om i svar fra udenrigsministeren senere i mødet.

C. Bestræbelserne for at hjælpe de 18 østtyskere

Udvalget er under sit arbejde blevet informeret om, at der på flere niveauer og gennem mange forskellige kanaler er blevet udfoldet mange bestræbelser fra dansk side for at hjælpe de 18 østtyskere. Man er således blevet orienteret bl.a. om de samtaler, udenrigsministeren har ført om sagen med den østtyske udenrigsminister og viceudenrigsminister.

Det er udvalgets indtryk, at der fra regeringens side er blevet gjort en meget stor indsats for at komme de 18 østtyskere til hjælp.

V. Dommen i sagen

Den 12. oktober 1988 blev dommen over de implicerede mænd afsagt i byretten i Berlin, Lichtenberg. Den lød på betingede fængselsstraffe på mellem 8 måneder og 11/2 år. For en af de implicerede blev straffen gjort betinget i 3 år, mens den for resten blev gjort betinget i 2 år.

Alle de fængslede blev løsladt samme dag, og samtidig blev sigtelsen mod de implicerede kvinder frafaldet.

VI. Udvalgets konklusioner

A. Forholdet til gældende regler og praksis

1. Kontakten mellem ambassaden og Udenrigsministeriet og internt i ministeriet.

Hvad angår kontakten mellem ambassaden og Udenrigsministeriet, kan det konstateres, at gældende regler er overholdt.

Ingen regler forhindrede, at ambassadøren i kraft af sin stilling handlede på egen hånd i en sag som den foreliggende.

Uanset dette tog han telefonisk kontakt til chefen for Retsafdelingen, som han fandt det nyttigt at rådslå med.

Ved formelt at holde sig til sine generelle beføjelser afskar ambassadøren sig selv fra at indhente den politiske vurdering hjemmefra, som ikke mindst i lyset af statsministerens forestående besøg kunne være af værdi i en sådan sag.

Trods telefonsamtalens uformelle karakter gik chefen for Retsafdelingen til sin chef, chefen for Udenrigsministeriets 1. Departement, som dog ikke har nogen klar erindring om samtalen. Under alle omstændigheder blev hverken udenrigsministeren eller statsministeren, der var fungerende udenrigsminister, informeret.

Ministrene blev således afskåret fra at træffe politiske beslutninger om, hvorledes sagen burde håndteres.

Det må i øvrigt undre, at Udenrigsministeriet forholdt sig afventende og ikke selv søgte nærmere besked, da der ikke kom flere oplysninger fra Berlin i løbet af fredagen, især på baggrund af det forestående statsministerbesøg. Endelig bemærkes, at chefen for Retsafdelingen tog hjem fredag eftermiddag uden at lægge en orientering til sekretærvagten om, at der muligvis kunne indløbe melding fra ambassaden i Berlin. Dette kan have medvirket til, at da der ca. kl. 03.00 lørdag morgen indløb en orientering, blev den besked, der blev givet videre, vildledende.

2. Kontakten til DDR's myndigheder.

Af amtel 177 fremgår, at ambassaden forelagde sagen telefonisk for DDR's udenrigsministeriums konsularafdeling, før eller samtidig med at den tog kontakt til chefen for Retsafdelingen i København.

Selv om man ikke tog denne kontakt til København for at indhente en instruks, men for at rådslå, var rækkefølgen af de to samtaler uheldig, eftersom et eventuelt råd om ikke at tage kontakt til myndighederne i DDR allerede da ville have været omsonst. Fremgangsmåden viste sig endnu mere uheldig, da ambassaden fik det råd fra de adspurgte vestlige missioner, at de ikke skulle inddrage de østtyske myndigheder, uagtet de 18 faktisk bad herom, men i stedet tage kontakt til advokat Vogel. Senere fremkomne oplysninger har vist, at dette faktisk også var sædvanlig praksis på andre vestlige ambassader. Endelig udtrykte det østtyske udenrigsministerium en vis modvilje mod at sætte de 18 ud af ambassaden ved myndighedernes hjælp under de foreliggende omstændigheder. På trods af advarsler fra dem, man søgte råd hos i Berlin, valgte ambassadøren efter kun ca. 12 timers forløb at lade det østtyske politi fjerne de 18 østtyskere, hvilket var i strid med den praksis, der har udviklet sig i sådanne sager.

3. Orienteringen af statsministeren og udenrigsministeren.

Da indberetningerne fra ambassaden indløb mandag den 12. september i form af amtel 176 og 177, besluttede Udenrigsministeriet, at statsministeren skulle underrettes. Opgaven overlodes til chefen for Retsafdelingen, som uden at sikre sig kendskab til indholdet af amtel 177 telefonisk informerede Statsministeriets kommitterede i udenrigsanliggender, der dog undlod at orientere statsministeren. Samtidig undlod Udenrigsministeriet, som forberedte statsministerens håndakter til brug for statsbesøget, at udarbejde et notat om hændelsen til brug for statsministeren inden dennes møde med Honecker. Dermed blev statsministeren afskåret fra at afgøre, hvornår og hvordan han eventuelt ville bringe sagen op i samtalernes løb.

Orienteringen af statsministeren fandt først sted under frokosten på ambassaden, hvor indtrykket var, at de 18 befandt sig i deres hjem i Thuringen, og at deres sag i øvrigt var i gode hænder hos advokat Vogel.

Næste gang, statsministeren blev orienteret, var under en telefonopringning fra London til Statsministeriet den 21. september, hvor han blev informeret om den vesttyske presses afsløring af sagen om de 18 østtyskere. Efter at have bedt om fuld underretning fik han materiale tilsendt under sit ophold på Rhodos den 23. september, men han modtog intet sammenfattende notat og ej heller amtel 177, hvorved han fik et ufuldstændigt billede af begivenhederne den 9. og 10. september.

Udenrigsministeren kom til Danmark den 12. september og blev først tirsdag morgen den 13. september informeret af ministersekretæren. Han læste amtel 176, men ikke 177, fordi han fik det indtryk, at sidstnævnte telex alene indeholdt rene detaljer. De ansvarlige embedsmænd opfattede amtel 177 som en detaljeret uddybning af amtel 176, hvilket den jo også angiver at være.

Efter udvalgets opfattelse må det imidlertid stå klart, at der er en væsentlig indholdsmæssig forskel. I amtel 177 hævdes det for det første, at man fra Udenrigsministeriets side havde erklæret sig indforstået med, at ambassaden om fornødent lod de pågældende fjerne af myndighederne, ligesom det for det andet klart fremgår, at de 18 blev fjernet af tilkaldt politi.

4. De 18 østtyskeres situation mellem den 10. og 20. september 1988.

Under frokosten hos ambassadøren, hvor orienteringen af statsministeren fandt sted, var det som nævnt indtrykket, at de 18 østtyskere befandt sig i deres hjem i Thuringen, og at deres sag i øvrigt var i gode hænder hos advokat Vogel. I betragtning af den alvorlige risiko for de 18, som deres fjernelse ved myndighedernes bistand fra ambassaden kunne indebære, og henset til baggrunden for deres anmodning om bistand kan det dog undre, at ingen fra dansk side, hverken under besøget i Berlin eller i dagene derefter, undersøgte, hvad der var sket med de 18.

5. Forholdet til Nævnet.

I lov nr. 54 af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn hedder det i § 2

»§ 2. Forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde rådfører regeringen sig med Nævnet, der i øvrigt har til opgave med regeringen at drøfte sager af betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold.«

Sådan som sagen forelå oplyst for statsministeren den 15. september 1988, hvor han i øvrigt orienterede Nævnet om sit besøg i DDR, var det ikke nogen sag, som regeringen ifølge nævnsloven skal rådføre sig om eller drøfte med Nævnet. Det forekom at være en episode, som nu var overstået, og hvis følger var under administrativ afvikling, mens de 18 opholdt sig i deres hjem i Thuringen.

2 medlemmer af udvalget (Ole Espersen (S) og Gert Petersen (SF)) finder, at uagtet statsministeren ikke da havde kendskab til, at nogle af de 18 var fængslet, var hændelsen af en så usædvanlig karakter, at det er kritisabelt, at Nævnet ikke blev informeret om den.

De andre 2 medlemmer af udvalget (Per Stig Møller (KF) og Bjørn Elmquist (V)) anfører, at det altid vil være et skøn, hvad regeringen skal give af oplysninger om »udenrigspolitiske forhold«, jf. § 2, og konstaterer, at statsministeren, ifald han havde kendt sagens rette sammenhæng, ville have orienteret Nævnet den 15. september.

Efter at offentligheden - og udenrigsministeren - fik at vide, at gruppens 7 mænd sad i fængsel, og at alle voksne ville blive retsforfulgt, hasteindkaldte udenrigsministeren Det Udenrigspolitiske Nævn til den 23. september.

2 medlemmer af udvalget (Ole Espersen (S) og Gert Petersen (SF)) mener imidlertid, at Nævnet ikke fik udtømmende besked om hændelsens karakter, bl.a. fordi en del af oplysningerne i amtel 177 ikke blev nævnt.

De andre 2 medlemmer af udvalget (Per Stig Møller (KF) og Bjørn Elmquist (V)) mener dog, at Nævnet i mødets løb fik et dækkende billede af hændelsen.

6. De hidtidige interne reaktioner over for medarbejderne i Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

Udvalget har ovenfor beskrevet tilfælde, hvor der er handlet i strid med praksis eller på anden måde uhensigtsmæssigt. På den baggrund er det selvsagt af interesse at vide, hvordan der er reageret over for ansvarlige, også for at undgå lignende tilfælde i fremtiden.

Det har da også fra regeringens side været nævnt i dagspressen, at der er givet påtaler.

Herom kan udvalget konstatere følgende

Ambassadør Krog-Meyer fik efter Det Udenrigspolitiske Nævns møde den 23. september 1988 af Udenrigsministeriets direktør at vide, at ministeren havde givet udtryk for, at han ikke ville have anlagt det skøn, som ambassadøren anlagde. Dette skete den 24. september om formiddagen. Udenrigsministeren har endvidere over for direktøren og departementschefen for 1. Departement givet udtryk for, at han var utilfreds med, at han blev orienteret så sent.

Ingen andre har i øvrigt inden for Udenrigsministeriets område modtaget kritik.

For så vidt angår Statsministeriet har departementschef Wiese oplyst, at han umiddelbart efter ambassadørens orientering under frokosten i Berlin havde påtalt over for den kommitterede, at statsministeren ikke var blevet orienteret på et tidligere tidspunkt.

Der har dog ikke været tale om, at der er givet irettesættelser eller advarsler i tjenestemandslovens forstand. De ledelsesmæssige reaktioner over for medarbejderne har alt i alt haft et sådant præg, at det er vanskeligt at vurdere disse reaktioners nærmere karakter og den måde, hvorpå de er blevet opfattet.

B. Ændringer i Udenrigsministeriets regler med henblik på lignende fremtidige hændelser

Udvalget er blevet gjort bekendt med, at udenrigsministeren foranlediget af hændelsesforløbet på ambassaden i Berlin har besluttet at ændre reglerne for indhentelse af instruktion, når fremmede statsborgere befinder sig på en dansk repræsentation og trods opfordring hertil nægter at forlade området.

Underbilag

Organigram for Udenrigsministeriet

På Nævnets møde den 29. september 1988 traf Det Udenrigspolitiske

Nævn beslutning om at nedsætte et udvalg med henblik på at undersøge

hændelsesforløbet i forbindelse med de 18 østtyske statsborgeres

ophold den 9.-10. september 1988 på den danske ambassade i DDR og

den efterfølgende behandling af sagen. I overensstemmelse med den på

omtalte møde ligeledes trufne beslutning offentliggøres hermed den

af dette udvalg afgivne beretning som bilag til nærværende beretning.

På Nævnets vegne

Bjørn Elmquist

formand

Ingen

Nr BR 1

Beretning over hændelsesforløbet i forbindelse med de 18 østtyskeres ophold den 9.-10. september 1988 på den danske ambassade i DDR og den efterfølgende behandling af sagen

Nr B 1 1988-89, 1. samling

Afgivet af Det Udenrigspolitiske Nævn

Afgivet: 19881103