1988 BTB 83 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR YDERLIGERE FLYGTNINGEBEVILLINGER NR B 83 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Justitsministeriet
Den 24. maj 1989
Besvarelse af spørgsmål nr. 1-7 af 19. maj 1989 fra Folketingets Finansudvalg i forbindelse med forslag til folketingsbeslutning om stop for yderligere flygtningebevillinger (B 83). Af Kim Behnke (FP) m.fl. (Bilag 18.12. og 15.27.)
Spørgsmål nr. 1
Hvilke kriterier forlanger regeringen opfyldt, før tamilske flygtninge kan hjemsendes til Sri Lanka?
Svar
Justitsministeriet går ud fra, at spørgsmålet sigter til den kommende frivillige repatrieringsordning.
Justitsministeriet kan herom oplyse, at Regeringens Flygtningeudvalg for tiden overvejer den nærmere udformning af en støtteordning for flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland.
Overvejelserne er baseret på tamilske flygtninge, men vil i princippet kunne anvendes på alle flygtninge, uanset nationalitet.
Ved gennemførelsen af ordningen vil der skulle tages stilling til størrelsen af de rejseudgifter og underholdsudgifter i hjemlandet, som en flygtning kan få dækket af den danske stat. Ydelsen af underholdsudgifter vil formentlig mest hensigtsmæssigt kunne fastsættes som et eengangsbeløb, der skal tilpasses til omfanget af det program for repatriering, som FN's Flygtningehøjkommissariat gennemfører i hjemlandet. Det vil være en betingelse for støtten, at den pågældende udlænding opgiver sin flygtningestatus i Danmark.
Spørgsmål nr. 2
Hvad forventes de samlede offentlige udgifter til »ikke-danske statsborgere« at blive i 1989?
Svar
Der findes ikke en samlet opgørelse over størrelsen af det offentliges udgifter til udenlandske statsborgere. Udgifterne afholdes af en række ministerier samt af kommuner og amtskommuner.
Med hensyn til asylansøgere og flygtninge har Finansministeriet i april 1989 udarbejdet den som bilag optagne oversigt over de statslige udgifter til flygtningeformål i 1988 og 1989. Med hensyn til Justitsministeriets udgifter i 1989 henvises i øvrigt til bemærkningerne i aktstykke nr. 217, der er optaget som bilag til beslutningsforslaget.
Socialministeriet har oplyst, at udgifterne til kontanthjælpsydelser omfatter udgifterne i de første 61/2 år med fuld refusion efter bistandslovens § 134, stk. 3, og noget tilsvarende gør sig gældende for udgifterne til individuel boligstøtte.
Spørgsmål nr. 3
Hvor mange flygtninge forventes Danmark at modtage i 1989, og hvad forventes deres fordeling på hjemlande at være?
Svar
Direktoratet for Udlændinge har oplyst, at det samlede antal personer, der forventes at blive meddelt opholdstilladelse i 1989 som flygtninge eller af humanitære årsager efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, skønsmæssigt vil udgøre ca. 4.000. Det bemærkes, at skønnet naturligvis er forbundet med betydelig usikkerhed, da antallet af opholdstilladelser afhænger af antallet og karakteren af de asylansøgninger, der modtages i resten af året.
På denne baggrund er det endvidere særdeles vanskeligt at vurdere, hvilke hjemlande det skønnede antal vil fordele sig på.
Efter en samlet vurdering af erfaringerne fra de seneste år sammenholdt med antallet af spontant indrejste asylansøgere og meddelte opholdstilladelser i den forløbne del af 1989 må det dog forventes, at langt den største gruppe tilladelser til spontane asylansøgere vil blive meddelt til statsløse palæstinensere, og at andre asylgrupper vil være iranere, irakere og srilankanere.
For så vidt angår tilladelser til kvoteflygtninge og flygtninge, der modtages i henhold til særlige aftaler med UNHCR, forventes de største grupper at blive iranere og vietnamesere.
Spørgsmål nr. 4
Hvor mange flygtninge med asylstatus i Danmark har overskredet »2-års-reglen« i udlændingeloven, således at de ikke længere behøver at rejse hjem, når deres hjemlands forhold er normaliseret?
Svar
Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, kan en opholdstilladelse i medfør af § 7 eller § 8 som udgangspunkt ikke inddrages, hvis udlændingen med henblik på varigt ophold har boet her i landet i mere end de sidste 2 år.
Efter udlændingelovens § 27 regnes opholdstiden fra ansøgningens indgivelse, hvis den er indgivet her i landet, og fra tilmeldingen til folkeregisteret, hvis ansøgningen er indgivet i udlandet.
Direktoratet for Udlændinge anslår, at der på nuværende tidspunkt opholder sig ca. 27.000 flygtninge i Danmark. Direktoratet er ikke i besiddelse af statistisk materiale, der muliggør en generel beregning af opholdstiden, jf. § 27, for disse udlændinge.
Det kan dog oplyses, at der i perioden fra den 1. januar 1988 til den 14. maj 1989 er meddelt opholdstilladelse til ca. 5.000 flygtninge, og at langt den overvejende del af disse må antages at have opholdt sig i Danmark, jf. principperne i § 27, i mindre end 2 år.
Spørgsmål nr. 5
Hvor mange årsværk i den samlede offentlige sektor er beskæftiget med forhold, der vedrører flygtninge, herunder med bistandshjælp, dagpenge, undervisning osv.?
Svar
Finansministeriet har i anledning af det stillede spørgsmål oplyst, at det samlede antal årsværk i den statslige sektor kan anslås til i størrelsesordenen 1.350 årsværk.
Der findes ingen opgørelse over personaleforbruget i amter og kommuner.
Spørgsmål 6
Hvor mange procent af de flygtninge, som fik asyl i Danmark i 1984, 1985, 1986 og 1987, har opnået familiesammenføring?
Hvor mange personer drejer det sig om i absolutte tal?
Svar
Direktoratet for Udlændinge har oplyst, at man ikke er i besiddelse af statistisk materiale, der kan belyse, hvor mange af de flygtninge, der blev anerkendt i de pågældende år, der senere har fået deres familie her til landet i medfør af famliesammenføringsreglerne.
Direktoratet er heller ikke i besiddelse af præcise tal for, hvor mange personer der har opnået familiesammenføringstilladelser med en herboende flygtning i perioden 1984-1986. Skønsmæssigt må det formentlig antages, at tallet ligger i størrelsesordenen 800-1.000 personer.
I 1987 blev der givet opholdstilladelse til i alt ca. 1.600 personer, der ansøgte fra udlandet på grund af en familiemæssig tilknytning til en herboende flygtning. Hertil kom et mindre antal personer, der ansøgte i Danmark efter f.eks. at være indrejst på visum.
Fra den 1. januar 1988 til den 1. maj 1989 er der meddelt i alt ca. 2.000 opholdstilladelser efter reglerne om familiesammenføring med flygtninge.
Spørgsmål nr. 7
Hvor mange personer med asylstatus i Danmark har afgivet denne asylstatus og er rejst fra Danmark siden 1980?
Svar
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge.
Dansk Flygtningehjælp har over for direktoratet oplyst, at man ikke har konkrete tal for årene 1980-83. Man skønner, at der de pågældende år har været mellem 10 og 20 personer, der er blevet repatrieret. I perioden 1984-88 har Dansk Flygtningehjælp oplyst, at man er bekendt med, at i alt 548 personer er repatrieret - fordelt med omkring 100 om året.
Direktoratet for Udlændinge har tilføjet, at der herudover må antages at være et antal flygtninge, som er udrejst af Danmark uden at have givet underretning herom.
Direktoratet er i øvrigt ikke i besiddelse af materiale, der kan belyse dette spørgsmål.
Tabel 1
Oversigt over statens udgifter til flygtningeformål i 1989 og 1990
--------------------------------------------------------------------- Regnskab 1988 (inkl. anvendelse af Finansministeriets flygtningereserve) Budget 1989 ------------------------------------ Mio. kr. --------------------------------------------------------------------- Udgifter i asylfasen Justitsministeriet 138,5 26,6*) Udgifter til integrationsforløb under Dansk Flygtningehjælp Socialministeriet 593,3 440,1*) Udgifter i forbindelse med undervisning af flygtninge Undervisnings- og Forskningsministeriet 112,0 66,2 Udgifter til arbejdsmarkedsuddannelser og arbejdsformidling Arbejdsministeriet 68,5 ca. 80,0 Udgifter i perioden efter integrationsforløbet - Kontanthjælpsydelser Socialministeriet 763,8 885,0 - Boligydelse og boligsikring Boligministeriet 38,0 38,0 Udgifter til internationalt flygtningearbejde Udenrigsministeriet 287,5 ca. 290,0 Socialministeriet 3,5 5,1 Finansministeriets flygtningereserve - 600,3 --------------------------------------------------------------------- I alt 2.005,1 2.431,3 ---------------------------------------------------------------------
*) Beløbene vil - via Finansministeriets flygtningereserve - kunne blive forhøjet i løbet af 1989.
Socialministeriet
Den 2. maj 1989
Finansudvalget
Christiansborg
Idet jeg henviser til Finansudvalgets brev af 26. april 1989 (bil. 15.23), følger hermed svar på spørgsmålene
Spørgsmål 1
Hvorledes vil ministeren sikre, at oplysningskampagnen får objektiv karakter?
Svar
Det er min opfattelse, at den foreslåede tilrettelæggelse af oplysningsindsatsen i rimeligt omfang sikrer mod, at der gives støtte til tendentiøse projekter. Dels skal de lokale projekter jo videresendes med den enkelte kommunes anbefalinger. Dels vil projekterne blive vurderet i den fordelingsgruppe, der ønskes nedsat.
Spørgsmål 2
Er det kun folk og organisationer, der er tilhængere af flygtningepolitikken, som kan få andel i midlerne?
Svar
Der er ikke folk eller organisationer, der på forhånd er udelukket fra at søge del i oplysningsmidlerne. Alle, der er interesserede i at øge informationen om flygtninges og indvandreres baggrund og vilkår og er interesserede i at arrangere møder og kulturelle arrangementer mellem danskere, flygtninge og indvandrere, kan søge om støtte.
Spørgsmål 3
Betyder ordene »forståelse, tolerance og åbenhed«, at folk, der er imod flygtningepolitikken, anses som værende af »forkert holdning«?
Svar
I sig selv vil oplysning om flygtninge og indvandreres baggrund og vilkår kunne være med til at skabe større forståelse, tolerance og åbenhed. Det kan gælde, hvad enten man er for eller imod den førte flygtningepolitik, og der er ingen holdninger, der kan anses for at være »forkerte«.
Spørgsmål 4
Vil organisationer, som åbenlyst benytter vold og knægtelse af ytringsfriheden som midler i debatten om flygtninge, kunne opnå andel i tilskuddene?
Svar
Som nævnt ovenfor bør ansøgningerne vurders ud fra sigtet med oplysningsindsatsen. Herunder må det nødvendigvis vurderes om midlerne til oplysning er hensigtsmæssige. Vold og knægtelse af ytringsfriheden kan ingenlunde anses for hensigtsmæssige midler, hvad enten de anvendes åbenlyst eller skjult.
Spørgsmål 5
Hvorledes vil ministeren sikre, at de tilskud, der udbetales lokalt, ikke anvendes til kampagner mod enkeltpersoner og/eller partier?
Svar
Der bør naturligvis ikke bevilges penge til sådanne formål. Hvis en ansøger anvender bevilgede penge til andre formål end forudsat, kan der efter omstændighederne rejses krav om tilbagebetaling.
Aase Olesen
/ Thomas Børner
Socialministeriet
Den 2. maj 1989
Finansudvalget
Christiansborg
Idet jeg henviser til Finansudvalgets brev af 26. april 1989 (bil. 15.22), følger svar på spørgsmålene
Spørgsmål 1
Hvis en kommune ønsker at give sine medarbejdere uddannelse i, hvorledes man kan begrænse de økonomiske følger af at modtage flygtninge, kan kommunen så få disse folk uddannet hos Dansk Flygtningehjæp?
Spørgsmål 2
Vil der være nogen form for kontrol med rigtigheden af de oplysninger, som de kommunale medarbejdere får på kurserne i Dansk Flygtningehjælp?
Svar
De kurser, Dansk Flygtningehjælp vil tilbyde kommunerne, er dels forud tilrettelagte kurser, dels kurser der opbygges efter den enkelte kommunes ønsker og behov. De mangeårige erfaringer med integrationsarbejdet, som Dansk Flygtningehjælp har opsamlet, vil naturligt indgå i grundlaget for disse kurser.
Dansk Flygtningehjælp oplyser, at den stedse bestræber sig på at udvikle og effektivisere sine arbejdsmetoder, således at integrationsarbejdet kan udføres så effektivt som muligt. Ved at viderebringe sine erfaringer bidrager Flygtningehjælpen til, at kommunerne ligeledes udfører deres arbejde så effektivt og økonomisk som muligt.
Dansk Flygtningehjælp er en privat organisation, og der vil derfor ikke være en direkte kontrol med rigtigheden af oplysningerne på kurserne. Det mener jeg heller ikke er nødvendigt. Ikke kun fordi jeg kender Flygtningehjælpen som en meget seriøs organisation, men også fordi markedskræfterne i sig selv giver kontrol og garanti for kvaliteten.
Dansk Flygtningehjælp har jo ingen interesse i at vildlede eller misinformere kursisterne, fordi det hurtigt ville underminere hele grundlaget for at afholde kurserne. I øvrigt har Flygtningehjælpen ikke tænkt sig udelukkende at anvende eget personale som instruktører på kurserne. Også andre, f.eks. fra den kommunale sektor, vil blive anvendt i det omfang, det kan lade sig gøre.
Aase Olesen
/ Thomas Børner
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget og de til grund liggende
bevillingsansøgninger (aktstykke nr. 200, 203 og 217). I forbindelse
med behandlingen af forslaget og aktstykkerne er stillet spørgsmål
til justitsministeren og socialministeren. Ministrenes skriftlige
besvarelse af de stillede spørgsmål er optrykt som bilag til
nærværende betænkning.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) forslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse med følgende bemærkninger
Fremskridtspartiet valgte at bringe forslagets tre aktstykker fra Finansudvalgets lukkede møder til åben forhandling i folketingssalen.
Det viste sig imidlertid, at alle Folketingets andre partier ikke ønskede at deltage i en åben debat om flygtningebevillingerne. 1. behandling af forslaget udviklede sig til, at de syv øvrige folketingspartier blot sagde »nej«.
I betragtning af at flygtningespørgsmålet bestemt har interesse for befolkningen, og i betragtning af hvilket opbud af toppolitikere partierne kan præsentere, når man vil sænke f.eks. folkepensionen, er det ynkeligt, at man end ikke vil diskutere de fortsatte flygtningebevillinger.
Med bind for øjnene og med troen på, at bare man hælder flere tvangsinddrevne skattepenge ud til flygtninge, kan folketingsflertallet sove roligt om natten og have ren samvittighed.
Danmark bliver udnyttet og misbrugt af de lykkeriddere, som rejser Jorden rundt for at finde bedre sociale kår. Et folketingsflertal ude af trit med befolkningens faktiske ønsker og holdninger er ikke alene parat til at modtage luksusflytningene, men udbetaler også et stadigt stigende beløb til de fremmede. I 1989 tvinges skatteyderne til at betale over 13 mia. kr. til fremmede folk - et beløb, som står i skrigende kontrast til, at regeringen ønsker at spare på de gamle og syge for at redde budgetterne.
Den kendsgerning, at befolkningen mener noget andet om flygtningesituationen end flertalspartierne, har i panik fået partierne til at afsætte 10 mio. kr. til en kampagne »for at øge forståelsen for de fremmedes situation«. Man kan kalde det, hvad man vil, men med en central godkendelse af alle projekter bliver det et kampagnefremstød for at ændre befolkningens kritiske holdning til de fremmede.
Fremskridtspartiet vender sig mod den type politik og glæder sig over fortsat at være det eneste parti, som på dette punkt er i tråd med 60 pct. af befolkningen.
Henning Andersen (KF) Collet (KF) Karen Højte Jensen (KF) Svend Erik Hovmand (V) fmd. Skrumsager Skau (V) Behnke (FP) Kirsten Lee (RV) Mimi Jakobsen (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Baadsgaard (S) Helle Degn (S) Arne Jensen (S) Erling Olsen (S) nfmd. Henning Rasmussen (S) Erik B Smith (S) Ingerlise Koefoed (SF) Jes Lunde (SF)
Ingen
Nr BTB 83
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om stop for yderligere flygtningebevillinger
Nr B 83 1988-89, 1. samling
Afgivet af Finansudvalget
Afgivet: 19890524