1988 BTB 79 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF ET UDVALG TIL VURDERING AF DE GÆLDENDE REGLER VEDRØRENDE TVANGSAUKTIONER M.V. NR B 79 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder.
Herefter indstiller udvalget forslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) bemærker, at det stigende antal tvangsauktioner udgør et væsentligt problem. Det er derfor nødvendigt at overveje, hvad der kan gøres for at nedbringe antallet af tvangsauktioner og dermed bidrage til en løsning af de problemer af både økonomisk og social art, som tvangsauktionerne skaber.
Mindretallet har med tilfredshed noteret sig, at regeringen allerede igennem længere tid har arbejdet med forskellige forslag til forbedring af det nugældende tvangsauktionssystem, og at der kan forventes en betænkning herom fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i løbet af kort tid.
Da arbejdsgruppens kommissorium imidlertid ikke har omfattet hele regelsættet vedrørende tvangsauktioner, er mindretallet enig med forslagsstillerne i, at der kan være behov for et udvalgsarbejde, der skal undersøge samtlige aspekter af problemet.
Mindretallet forudsætter dog herved, at det kommende udvalgsarbejde ikke vil forsinke gennemførelsen af de reformforslag, som forventes at være indeholdt i betænkningen fra arbejdsgruppen under Justitsministeriet.
Mindretallet ønsker endvidere at tilkendegive, at det ikke kan acceptere en ordning, hvorefter gældssanering udstrækkes til også at omfatte gæld med pant i fast ejendom. Efter mindretallets opfattelse vil en sådan ordning stride mod grundlæggende principper i dansk ret.
En gennemførelse heraf vil derfor uundgåeligt medføre resultater, der vil virke stødende på den almindelige retsopfattelse, og som i øvrigt vil virke hæmmende på muligheden for finansiering mod sikkerhed i fast ejendom.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende
Fremskridtspartiet kan tilslutte sig den operative del af forslaget.
Fremskridtspartiet er enig med forslagsstillerne i, at der straks nedsættes et udvalg, der skal undersøge de gældende regler for tvangsauktioner. Fremskridtspartiet ønsker at påpege nødvendigheden af, at udvalget helt åbent beskæftiger sig med tvangsauktionsproblematikken. Alle aspekter og årsager til den nuværende tragiske situation bør vurderes.
Fremskridtspartiet opfordrer derfor regeringen til at sørge for, at udvalget sammensættes således, at det kommer til at bestå af eksperter med praktisk kendskab til juridiske, økonomiske og skattetekniske aspekter.
Fremskridtspartiet indstiller derfor beslutningsforslaget til vedtagelse.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Niels Anker Kofoed (V) Kirsten Jacobsen (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTB 79
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg til vurdering af de gældende regler vedrørende tvangsauktioner m.v.
Nr B 79 1988-89, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19890525