1988 BTB 3 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FREMME AF OPRETTELSEN AF SELVGROEDE ANDELSBOLIGFORENINGER NR B 3 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 3
Under henvisning til svaret på spørgsæmål 1 (B 3 - bilag 2) ønskes oplyst, om ministeriet har tilendebragt den nævnte undersøgelse, og vil ministeren snarest muligt oversende resultatet til udvalget?
Svar
Med henblik på at kortlægge dels omfanget af det selvgroede andelsboligbyggeri i snæver forstand, dels udbredelsen af brugerindflydelse på privat andelsboligbyggeri i det hele taget anmodede Boligstyrelsen i cirkulæreskrivelse af 26. oktober 1988 kommunalbestyrelserne om at oplyse følgende i forbindelse med afgivelse af ønsker om støtte til privat andelsboligbyggeri i 1989
- om projektet er blevet til på initiativ af en gruppe af personer, som i fællesskab som andelsboligforening står som bygherre (markeres med »A«).
- om projektet gennemføres på en sådan måde, at de kommende beboere får indflydelse på projektets udformning, herunder materialevalg m.v. (markeres med »B«).
Til den sidstnævnte kategori hører projekter, som er blevet til på initiativ af kommende andelshavere, men hvor andelsboligforeningen ikke står som bygherre.
Nedenfor er gengivet resultatet af de indkomne oplysninger vedrørende brugerindflydelse i privat andelsboligbyggeri.
Opgørelse af »A«- og »B«-markeringer på oplysningsskemaer.
------------------------------------------------------------------- Boliger Projekter Kommuner ------------------------------------------------------------------- »A«: Øst for Storebælt 112 6 3 Vest for Storebælt 398 28 14 I alt 510 34 17 ------------------------------------------------------------------- »B«: Øst for Storebælt 96 4 3 Vest for Storebælt 205 22 12 I alt 301 26 15 ------------------------------------------------------------------- »A« + »B«: Øst for Storebælt (*) 253 11 7 Vest for Storebælt 603 50 21 I alt 861 61 28 -------------------------------------------------------------------
(*) Inkl. eet projekt, hvor der endnu ikke er taget stilling til, om markeringen skal være »A« eller »B«. Antallet af boliger i andelsboligprojekter med »A«- og »B«-markering udgør samlet knap 9 pct. af de i alt 9.800 andelsboliger, kommunerne har ønske om i år, og hidrører fra 10 pct. af landets kommuner.
Der er en klar overvægt af projekter med brugerindflydelse i kommuner vest for Storebælt. Kommunerne vest for Storebælt tegner sig for 70 pct. af boligerne i disse projekter. Dette skal sammenholdes med, at disse kommuners andel af det samlede antal ønskede boliger kun udgør ca. 57 pct.
Den gennemsnitlige projektstørrelse for de brugerinfluerede projekter er på 23 boliger øst for Storebælt, 12 vest for Storebælt og 14 boliger i hele landet under eet.
I 20 ud af de 28 kommuner er det et brugerinflueret projekt, der er prioriteret højest på kommunernes oplysningsskema.
14 kommuner har indberettet mere end et projekt med brugerindflydelse. Heraf har 5 kommuner indberettet både »A«- og »B«-projekter.
Udvalget har behandlet forslaget til folketingsbeslutning i nogle
møder og har herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som
denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.
Et af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf optrykkes som bilag til betænkningen.
Boligministeren har i et samråd over for Boligudvalget tilkendegivet, at hun er enig med Kommunernes Landsforening i, at det er væsentligt, at brugerindflydelsen styrkes i det støttede private andelsboligbyggeri, uanset hvem der står som bygherre. Boligministeren vil derfor tage initiativ til, at Boligministeriet udarbejder et idekatalog til kommunerne indeholdende anvisninger på, hvordan en styrkelse af beboerindflydelsen kan gribes an i praksis.
Boligministeren har desuden oplyst Boligudvalget om, at Kommunernes Landsforening fortsat er indstillet på at henlede kommunernes opmærksomhed på mulighederne for at fremme de selvgroede andelsboligforeninger og for at styrke andelsbolighavernes indflydelse på boligens udformning og karakter.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) bemærker i øvrigt, at Fremskridtspartiet helt ønsker at afskaffe det misfoster, der hedder andelsboliger.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret ved 2. (sidste) behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ønsker at anføre følgende
Det er stadig kun meget få private andelsboliger, der opføres af selvgroede eller allerede oprettede andelsboligforeninger. Af de oplysninger, der er tilgået udvalget, fremgår, at ca. 90 pct. af alle private andelsboliger opføres uden at være udbudt i licitation og uden at være underlagt nogen form for kvalitetskontrol. I mange tilfælde sælges disse boliger til en pris svarende til det gældende rammebeløb uden hensyn til, at boligerne måske er opført til f.eks. 1.000 kr. pr. m2 under rammebeløbet.
Ud over at kommunerne som foreslået giver ansøgninger fra selvgroede andelsboligforeninger en fortrinsstilling, mener Socialdemokratiet, at der bør oprettes en vejledningstjeneste for personer eller grupper af personer, der ønsker at starte en andelsboligforening med et efterfølgende byggeri som mål. Socialdemokratiet finder andvidere, at der bør gennemføres en ordning, der medfører, at entreprenører eller ejendomsmæglere, der udbyder andele til salg i nye andelsboligprojekter, når f.eks. 60 pct. har tegnet sig, skal være forpligtet til at udbyde projektet i licitation efter samme regler, som gælder for almennyttige boliger.
Lizzie Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) nfmd. Traberg Smidt (V) Kirsten Jacobsen (FP) Jørgen Estrup (RV) Bollmann (CD) Lysholm Christensen (KRF) Svend Andersen (S) Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Holger K. Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Pelle Voigt (SF)
Ingen
Nr BTB 3
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om fremme af oprettelsen af selvgroede andelsboligforeninger
Nr B 3 1988-89, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19890509