1988 BSF 82 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ET KOORDINERENDE ORGAN FOR FØDEVAREFORSKNING
Statutory Text (3 Articles)
Det pålægges regeringen inden den 1. januar 1990 at fremsætte
forslag til koordinering af fødevareforskningen sådan, at en række
institutioner organisatorisk samles under en overordnet
koordinerende fødevareforskningsinstitution med et forpligtende
samarbejde, fælles ledelse og fælles økonomi for
fødevareforskningsopgaverne.
Fødevareforskningsinstitutionen, der vil blive en decentral institution bestående af en række af de eksisterende institutioner, skal som arbejdsområde have følgende faglige hovedområder
- kemi/fysik (herunder smag og ernæring),
- mikrobiologi (herunder bakteriologi, hygiejne og enzymatiske processer),
- procesteknik,
- vegetabilsk produktion,
- kødvarer,
- fisk og sammensatte produkter.
Desuden bør områder som forbrugerholdninger og forbrugeradfærd samt markedsudvikling og markedskrav indgå i institutionens arbejdsområde.
Bemærkninger til forslaget
Den danske levnedsmiddelforskning er beskeden, spredt og ukoordineret.
Den samlede forsknings- og udviklingsindsats på levnedsmiddelområdet var således i 1985 kun på ca. 173 mio. kr., heraf 82 mio. kr. i offentlig regi og 91 mio. kr. i privat regi (inkl. brancheinstitutioner og selvejende institutioner som Jysk Teknologisk Levnedsmiddelafdeling, Slagteriernes Forskningsinstitut og Bioteknisk Institut).
Skal levnedsmiddelindustrien være et lokomotiv for dansk eksport, er dette for svag en indsats.
Da indsatsen endvidere foregår ukoordineret, opnås der heller ikke det optimale for de investerede penge.
Dette forslag tager især sigte på at styrke den mere anvendelsesorienterede forskning, altså forskningen, der ligger mellem grundforskning og virksomhedernes produktudvikling. Alle levnedsmiddelvirksomheder skal kunne trække på forskningsekspertisen. Behovet er størst for de mindre virksomheder, men selv de store virksomheder, der har egne forsknings- og produktudviklingsafdelinger, har behov for at kunne trække på både grundlagsskabende og anvendelsesorienteret forskning.
Grundforskningen har afgørende betydning for den anvendelsesorienterede forskning. Dette forslag er altså ikke et alternativ til en styrket grundforskning, men et forsøg på at få en bedre udnyttelse af grundforskningen.
Gennem etablering af et organisatorisk netværk på tværs af institut- og institutionsgrænser (og det skal gælde både offentlige og selvejende institutioner) skal der skabes effektive kommunikationslinier, så den størst mulige synergieffekt kan opnås, samtidig med, at de fordele, der er ved større forskningsmiljøer, også kan opnås, selv om der ikke er tale om en samlet fysisk enhed.
Opgaven kunne løses ved opbygning af en helt ny - også bygningsmæssig - institution, men da det vil være meget omkostningsfyldt, søges opgaven løst ved koordinering af eksisterende institutioner.
Institutionen skal øge den teknologiske viden om fremstilling af alle former for levnedsmidler, ikke mindst sammensatte levnedsmidler. Institutionen skal endvidere kunne rådgive offentlige myndigheder i levnedsmiddeltekniske spørgsmål som f.eks. sikkerheds- og risikovurdering af nye levnedsmiddelteknologier.
Følgende institutioner bør indgå i overvejelserne om at skabe en større koordinering
- Statens Mejeriforsøg,
- Landbrugsministeriets Slagteri- og Konserveslaboratorium,
- Statens Planteavlsforsøg,
- Statens Husdyrbrugsforsøg,
- Forskellige afdelinger på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (f.eks. Institut for Kødteknologi og Procesteknik og Institut for Vegetabilske Levnedsmidlers Teknologi), Forskningsinstitut for Human Ernæring og Mejeribrugsinstituttet,
- Forskellige afdelinger på DTH (bl.a. Institut for Bioteknologi, Institut for Biokemi og Ernæring),
- Andre læreanstalter med specielle afdelinger,
- Levnedsmiddelstyrelsen,
- Forsøgsanlæg Risø,
- Fiskeriministeriets Forsøgslaboratorium,
- Slagteriernes Forskningsinstitut,
- Jysk Teknologisk og
- Bioteknisk Institut.
For at opfordre til øget samarbejde kunne samarbejdsprojekter om udvikling institutionerne imellem prioriteres højere end enkelte institionsansøgninger ved uddeling af projektmidler.
Skabes der en bedre koordinering og dermed bedre effektivitet, vil der være skabt en god baggrund for at øge de samlede investeringer i fødevareforskningen. Det gælder både den grundlagsskabende og den anvendelsesorienterede forskning.
Ingen
Nr BSF 82
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et koordinerende organ for fødevareforskning
Fremsat af Bjørn Westh (S) Svend Andersen (S) Erling Christensen (S) Jytte Hilden (S) Arne Jensen (S) Henning Nielsen (S) Trøjborg (S)
den 11. maj 1989