Legislator Case Law & Legislation
19881BA00077 DK

1988 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEDRE INTEGRATION AF INDVANDRERE

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1988 77 Valid

Bilag 2

1970-80

70/71: 1.325

71/72: 1.637

72/73: 1.727

73/74: 2.166

74/75: 2.121

75/76: 2.507

76/77: 2.587

77/78: 2.783

78/79: 1.785

79/80: 1.519

I alt 20.157

1980-89

80/81: 1.473

81/82: 1.517

82/83: 1.574

83/84: 1.681

84/85: 1.827

85/86: 2.181

86/87: 2.001

87/88: 2.075

I alt 14.329

Tallene er oplyst af Indenrigsministeriet på baggrund af de 3-årige love om meddelelse af indfødsret.

Beslutningsforslag som fremsat 1988 77 Valid

Bilag 3

Europaparlamentets erklæring af 16. januar 1986 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad i Europa (uddrag)

1. Europa Parlamentet gentager sin fordømmelse af enhver tilkendegivelse af racisme og fremmedhad, der er i modstrid med de demokratiske traditioner i EF,

2. Europa Parlamentet minder om, at bekæmpelse af racisme og fremmedhad kræver en fælles indsats af EF-institutionerne og medlemsstaterne på institutionelt, retsligt og socialt plan og inden for oplysning og undervisning,

3. Europa Parlamentet appellerer til Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om at træffe alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af de henstillinger, der er indeholdt i undersøgelsesudvalgets betænkning, og til skabelse af en passende juridisk ramme på EF-plan til bekæmpelse af enhver form for racediskrimination og fremmedhad,

4. Europa Parlamentet pålægger Kommissionen at forelægge konkrete forslag med henblik herpå i lighed med de forslag, Parlamentet vedtog den 16. januar 1986,

5. Europa Parlamentet anmoder Kommissionen om inden længe inden for Europabarometret at gennemføre den for nylig bebudede opinionsundersøgelse og indlede en oplysningskampagne med henblik på at oplyse om de indgåede forpligtelser til bekæmpelse af racisme og fremmedhad, idet den i forbindelse med denne opgave ligeledes støtter sig til sine informationskontorer,

6. Europa Parlamentet opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag med henblik på at give skolernes læseplaner en europæisk dimension, som understreger værdien af mindretallenes bidrag til europæisk kultur.

7. Europa Parlamentet kræver, at der oprettes et forum for de vandrende arbejdstagere,

8. Europa Parlamentet understreger, at bekæmpelse af racisme og fremmedhad udgør et afgørende aspekt af borgernes Europa,

9. Europa Parlamentet anmoder Kommissionen om at offentliggøre resultaterne af den undersøgelse, den har ladet foretage af lovgivningerne vedrørende racediskrimination i medlemsstaterne,

10. Europa Parlamentet pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og medlemsstaternes regeringer.

Beslutningsforslag som fremsat 1988 77 Valid

Regeringen opfordres til inden udgangen af 1989 at tage initiativ

til en tilpasning af love og cirkulærer med henblik på at fremme

indvandrernes integration i det danske samfund.

Alle initiativer til integration skal bygge på den forudsætning, at indvandrere har samme pligter og rettigheder som den danskfødte befolkning uanset deres kulturbaggrund, familietradition og religion.

Dette udspil skal indeholde forslag om

1. Oprettelse af integrationskurser for indvandrere, så alle får mulighed for at følge undervisning i dansk sprog og samfundskundskab. I første omgang koncentreres indsatsen om nye familiesammenførte indvandrere. Ordningen udbygges gradvis.

Et sådant integrationsprogram kan f.eks. indeholde

- 20 timers ugentlig danskundervisning tilrettelagt med praktiske situationer og arbejdssituationer som hovedelementer.

- Samfundsorientering om de tilbud, muligheder og pligter, som findes i det danske samfund.

- Nye begreber som f.eks. undervisningspligt skal forklares. Familieret og arbejdsmarkedsforhold skal prioriteres højt.

- Ekskursioner og virksomhedsbesøg er vigtige. I programmet bør indgå moduler svarende til EIFL-kurser, hvori fagteknisk dansk er integreret - svarende til principperne for de kurser, der er udviklet for flygtninge. Tilbud om praktik eller arbejdsprøvning bør indgå i programmet.

- Der skal undervejs være mulighed for anvendelse af tolke.

- Programmet bør indeholde tilbud om særlig rådgivning - om muligt af personer med oprindelse i indvandrerens hjemland eller kulturtradition.

- Ansøgere om opholdstilladelse skal have udførlig besked om integrationsprogrammet. Dette skal ske, allerede når ansøgningen modtages.

2. Mulighed i folkeskolen for tættere samarbejde mellem naboskoler med henblik på at sammensætte klasser, der har en pædagogisk forsvarlig balance mellem delvis fremmedsprogede og danske børn.

For at indvandrerbørn kan blive så sprogligt veludrustede som muligt, inden de kommer i skole, indføres ordninger, der gør det attraktivt at sende børnene i daginstitution, legestue og klubber, hvor de er i kontakt med danske børn.

3. Præcisering af udlejningsreglerne i det offentligt støttede byggeri og lovfæstelse af kommuners anvisningsret i den private udlejningssektor.

Begge dele har til hensigt at modvirke stærke koncentrationer af socialt dårligt stillede, herunder indvandrere og flygtninge.

Derudover opfordres regeringen til at udarbejde en langsigtet plan, som gør den boligmæssige integration til et fælles ansvar, hvori alle dele af landet inddrages.

4. Opmuntring af kulturaktiviteter, der involverer både danskere og indvandrere.

5. Refusionsordninger, som udligner kommuners og amters dokumenterede merudgifter på grund af mange helt eller delvis fremmedsprogede tilflyttere.

Udgifterne til integrationsprogrammet refunderes af staten eller klares inden for en mellemkommunal refusionsordning. Den gældende refusionsordning for flygtningeundervisning kan bruges som udgangspunkt. Dog skal refusionsprocenten de første 6 måneder udgøre 120 for at give dækning for de administrative udgifter i forbindelse med igangsætningen, og for den afsluttende periode nedsættes refusionsprocenten til 80.

Bemærkninger til forslaget

Danmark er et af de lande i den industrialiserede verden, der procentvis har færrest indvandrere. Pr. 1. januar 1989 var antallet af udenlandske statsborgere 142.016. Deraf kom 23.977 fra nordiske lande, 26.568 fra EF-lande, 41.993 fra det øvrige Europa, herunder 26.072 fra Tyrkiet. 5.502 kom fra Afrika, 5.090 fra Nordamerika, 2.105 fra Syd- og Mellemamerika, 32.276 fra Asien, 645 fra Oceanien, 4.860 statsløse/uoplyste. Det er i alt 2,8 procent af hele befolkningen.

Til sammenligning skal nævnes, at der i Sverige procentvis er dobbelt så mange udlændinge, i Vesttyskland tre gange så mange og i Schweiz syv gange så mange. Problemerne mellem fremmede og danskere er også mindre end det fremmedhad, der er en politisk realitet i en række andre lande. De modsætningsforhold, som jævnligt kommer til udtryk i den danske debat, er ikke større, end at de kan imødegås med en målrettet integrationspolitik.

Bemærkninger til forslagets enkelte dele

ad 1

Flygtninge, som kommer til Danmark, får tilbudt en mere konsekvent undervisning i danske samfundsforhold og sprog end indvandrere. Et integrationsprogram for indvandrere kan derfor tage udgangspunkt i de erfaringer, som Dansk Flygtningehjælp siden 1979 har gjort med et 18 måneders obligatorisk kursusforløb. 98 pct. af flygtningene gør brug af integrationstilbudene, og næsten alle deltager i den intensive undervisning.

ad 2

I enkelte områder med stærk koncentration af indvandrere er der på skoler og i enkeltklasser stor overvægt af delvis fremmedsprogede børn. Dette problem opfattes forskelligt i de berørte kommuner og har ført til meget varierede pædagogiske initiativer.

Som hjælp til de kommuner, der ikke finder de hidtidige ordninger tilstrækkelige til at undgå barrierer mellem danske og udenlandske børn, skal der gives mulighed for, at naboskoler kan samarbejde om sammensætningen af klasser ud fra sproglige og pædagogiske hensyn. Naboskoler kan også samarbejde på tværs af skoledistrikter.

Det vil imidlertid yderligere fremme integrationen, hvis indvandrerbørn allerede i en meget tidlig alder deltager i hverdagen i en daginstitution, legestue, klub eller lignende sammen med dansksprogede børn.

En række forskelligartede kommunale initiativer afpasset efter de lokale muligheder vidner om stor forståelse for denne sammenhæng. Kommunerne bør anspores til yderligere initiativer på dette område.

ad 3

En fuldstændig beskrivelse af indvandrernes boligforhold findes ikke, men på grundlag af en undersøgelse fra boligministeren fra den 10. maj 1988 - hvor det er undersøgt, hvor mange udlejede boliger der bebos udelukkende eller overvejende af udenlandske statsborgere - er det muligt at danne sig et billede.

For det første er lejeboligerne og ikke ejerboligerne meget naturligt det primære mål. Allerede det skaber en skæv fordeling.

For det andet er det i de områder, der har størst omflytning, at ledige lejligheder opstår. Det skaber i sig selv en skæv fordeling inden for lejeboligerne.

For det tredje er der formelle og uformelle barrierer, der effektivt forhindrer en mere ligelig fordeling.

Hvis man alene holder sig til lejeboligerne, fremgår det af boligministerens undersøgelse, at den geografiske fordeling er meget skæv. I Københavns Amt er spredningen f.eks. fra 9,75 pct. af lejeboligerne i Ishøj til 0,38 pct. af lejeboligerne i Gentofte. I disse tal skjuler sig en endnu skævere fordeling, fordi der internt i kommunerne er langt større forskelle fra boligområde til boligområde.

Forslagene til bedre boligfordeling skal tage udgangspunkt i

at udlændinges integration er et fælles ansvar, og at alle dele af landet derfor bør inddrages i opgaven,

at forstærket koncentration af udlændinge i den enkelte kommune og det enkelte boligområde bør undgås, og

at enhver udlænding med opholdstilladelse i Danmark kan bosætte sig eller opholde sig i en hvilken som helst af landets kommuner.

Ved en præcisering af udlejningsreglerne til det statsstøttede byggeri og lovfæstelse af kommuners anvisningsret i den private udlejningssektor kan der ud fra et helhedssyn tages bredere hensyn til befolkningssammensætningen i bestemte kvarterer og bebyggelser.

På lang sigt er der imidlertid brug for en overordnet planlægning, som bl.a. indeholder følgende elementer

a) højere kvoter og bedre spredning af almennyttige boliger og ungdomsboliger. Det kan eventuelt ske via planlægningen,

b) fremme af kommunernes eller almennyttige selskabers opkøb/leje af parcelhuse eller andre ejendomme med henblik på udlejning til vanskeligt stillede.

Forslagsstillerne tror ikke på meget firkantede fordelingsordninger efter befolkningstal og lignende. Sådanne ordninger griber for stærkt ind i kommunernes selvstyre. Således vil kommuner, der i forvejen har et rigt udbud af almennyttige boliger, gennem sådanne ordninger forhindres i at udvide deres udbud.

ad 4

Alle erfaringer viser, at fælles aktiviteter mellem danske og indvandrere giver den bedste integration med gensidig respekt for forskellig kulturbaggrund.

I den oplysningskampagne om indvandreres og flygtninges vilkår i Danmark, som Folketinget har vedtaget på socialdemokratisk initiativ, er der således lagt stor vægt på kulturaktiviteter. Det bør også være tilfældet med mere langsigtede planer for fremmedes integration i det danske samfund.

ad 5

Da bosætningen og integrationen af indvandrere er et fælles ansvar, bør tilskuds- og udligningsordninger tilrettelægges således, at kommuner med mange fremmede holdes økonomisk skadesløse.

Bilag 1: Statistik over udenlandske statsborgeres fordeling på kommuner pr. 1. januar 1988. (Seneste offentliggjorte fordeling på kommuner).

Bilag 2: Oversigt over, hvor mange udenlandske statsborgere der siden 1970 har fået dansk indfødsret.

Bilag 3: Europaparlamentets erklæring af 16. januar 1986 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad i Europa.

Det skal bemærkes, at bilag 1 indeholder en opgørelse pr. 1. januar 1988, mens tallene angivet i bemærkningerne side 3, 1. spalte, er opgjort pr. 1. januar 1989.

Beslutningsforslag som fremsat 1988 77 Valid

Nr BSF 77

Forslag til folketingsbeslutning om bedre integration af indvandrere

Fremsat af Birte Weiss (S) Bakholt (S) Dorte Bennedsen (S) Graversen (S) Hjortnæs (S) Torben Lund (S) Stavad (S)

den 18. april 1989

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →