1988 BSF 56 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IVÆRKSÆTTELSE AF ET ARBEJDSMILJØTEKNOLOGISK UDVIKLINGSPROGRAM
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til inden sommeren 1989 at
fremsætte et lovforslag om et femårigt arbejdsmiljøteknologisk
udviklingsprogram efter følgende retningslinjer
1. Udviklingsprogrammet skal sikre en forbedring af arbejdsmiljøet for de ansatte på danske arbejdspladser og samtidig udnytte de industrielle udviklingsmuligheder for produktion og eksport af arbejdsmiljøvenlige produkter og processer.
2. Der afsættes over en femårig periode 65 mio. kr. årligt til udvikling af arbejdsmiljøvenlige materialer, maskiner, værktøjer og arbejdsprocesser.
En del af midlerne kan anvendes til forsøgsvis produktion og brug af arbejdsmiljøvenlige materialer m.v.
En del af midlerne anvendes til udbygning af adgangen til informationer om arbejdsmiljøforhold, herunder etablering af en informationsdatabase med mulighed for søgning i fri tekst, og til udvikling af udstyr til måling og kontrol af arbejdsmiljøet.
3. Programmet administreres af Industriministeriet og Arbejdsministeriet i fællesskab.
Industriministeriet hjælper erhvervsvirksomhederne med at leve op til målene, jf. pkt. 1, ved brug af udviklingskontrakter. Programmidlerne placeres på Industriministeriets budget.
Arbejdsministeriets opgave er at styrke udviklingsprogrammets sigte ved regelfastsættelse gennem den eksisterende arbejdsmiljølovgivning eller ved gennemførelse af ny lovgivning. I takt med iværksættelse af udviklingsprogrammets enkelte dele adviseres eller foretages der regulering på de udvalgte arbejdsmiljøområder.
Der nedsættes en styregruppe med repræsentanter for Industri-, Arbejds- og Sundhedsministerierne og med repræsentanter fra det private og offentlige arbejdsmarkeds organisationer.
Ved hel eller delvis finansiering af projektforslag skal der lægges afgørende vægt på forbedring af arbejdsmiljøet for de ansatte. Ved afvejningen skal der endvidere indgå en vurdering af forbedringen af samfundsøkonomien, det ydre miljø og forbrugerens situation.
I tilknytning til udviklingsprogrammet etableres der en evalueringsordning, hvor effekten af de enkelte tiltag vurderes og registreres. Herunder skal det sikres, at ny viden som følge af konkrete udviklingsprojekter spredes mest muligt. Undtaget herfra er dog ny viden, som patenteres.
4. Finansiering af projekter i tilknytning til udviklingsprogrammet sker ved offentlig udbygning af udviklingskontrakter. Udviklingskontrakterne finansieres af det offentlige. Dog kan de deltagende virksomheder og/eller institutionelle investorer deltage i finansieringen med mindre andele.
Udviklingskontrakter kan udbydes som samarbejdskontrakter, hvilket tilskynder til samarbejde mellem flere private virksomheder eller en privat og en offentlig virksomhed/institution.
5. En del af de eksisterende eksportfremmemidler reserveres til fremme af eksport af arbejdsmiljøvenlige materialer, maskiner, værktøjer, arbejdsprocesser eller udstyr til måling af arbejdsmiljøet.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Antallet af anmeldte arbejdsbetingede lidelser er fra 1985 til 1987 steget fra ca. 10.000 til ca. 18.000, og et antal på ca. 58.000 anmeldte arbejdsulykker i 1987 er uacceptabelt såvel for de berørte arbejdstagere som for samfundet. En arbejdsulykke koster ifølge Arbejdstilsynets rapport »Nye toner i arbejdsmiljøet«, 1987, i gennemsnit 17 arbejdsdages fravær.
Der er i dag ikke umiddelbare udsigter til, at antallet af de hyppigst forekommende arbejdsbetingede lidelser såsom bevægeapparatslidelser, hud- og luftvejslidelser samt høre- og hjerneskadelidelser mindskes i de kommende år. Tværtimod spår arbejdsmiljøspecialister, jf. Dansk Metalarbejderforbunds rapport »Betænkning om miljøregulering og økonomisk vækst«, 1988, at langtidseffekter af stoffer og materialer sammen med ergonomiske arbejdsmiljøbelastninger og indeklimagener vil give voksende problemer.
Som følge af den teknologiske udvikling og initiativerne i forbindelse med løsning af det ydre miljøs problemer vil der i de kommende år ske store ændringer i eller etablering af »nye« arbejdsmiljøer, som kræver en særlig opmærksomhed i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.
Årsagerne til det stigende antal anmeldelser om arbejdsmiljøet er formentlig en kombination af et generelt dårligere arbejdsmiljø, manglende viden og større anmeldehyppighed, og selv om ansvaret for arbejdsmiljø påhviler virksomhederne, ligger der en klar samfundsinteresse i at få løst de nuværende problemer og planlagt de »nye« arbejdsmiljøer på en hensigtsmæssig måde.
Der er derfor al mulig grund til etablering af et udviklingsprogram for et bedre arbejdsmiljø. Alene den offentlige sektors store og forskelligartede indkøb og arbejdspladser må f.eks. kunne danne grundlag for en række udviklingsopgaver. Eksempelvis kunne en beslutning om overgang til anvendelse af formaldehydfri produkter i forbindelse med byggeri og bygningsvedligeholdelse i offentlige institutioner medføre udviklingsopgaver rettet mod byggebranchen, tekstilbranchen og producenter af rengøringsmidler. En sådan beslutning ville dertil på een og samme tid gavne produktudviklingen, arbejdsmiljøet i det producerende led og arbejdsmiljøet (indeklimaet) for slutbrugeren.
Gennem en målrettet prioritering af det offentliges investeringer kan det offentlige hermed regulere den samlede efterspørgsel på arbejdsmiljøvenlige produkter og tilmed give danske virksomheder et teknologisk løft, en øget produktion og eksportmulighed til gavn for den samlede økonomiske udvikling.
Udviklingsprogrammet skal sikre en helhedsorienteret indfaldsvinkel til problemerne, således at ændringer på eet miljø-/arbejdsmiljøområde ikke får negative konsekvenser på andre områder eller for slutbrugeren af den producerede vare eller serviceydelse.
En sådan indfaldsvinkel til udvikling af arbejdsmiljøvenlige materialer m.v. ligger godt i forlængelse af de senere års ændrede holdning til løsning af det ydre miljøs problemer.
Det forhold, at Danmark som det første land indførte en miljølov med deraf følgende øgede krav til virksomhederne, har ikke kun givet anledning til udvikling af en ny og nyttig produktion og eksport, men også medført en ændret holdning til løsning af miljøproblemerne.
Det har vist sig at være mere effektivt og økonomisk mere fornuftigt at regulere forureningen »ved kilden« frem for eksempelvis at udbygge eller etablere spildevandsrensningsanlæg eller bygge højere skorstene.
Inden for arbejdsmiljøområdet vil der på samme måde være god fornuft i, at Danmark er foregangsland og i højere grad går over til en løsning af problemerne »ved kilden«. Forskningsresultater viser tilmed med stadig større sikkerhed, at økonomien ikke behøver at lægge snævre grænser for arbejdsmiljøforbedringer, idet disse kan være til gavn for såvel samfundsøkonomien som erhvervslivets konkurrenceevne.
Der findes en stribe af vellykkede eksempler mellem regulering og teknologisk udvikling. I det følgende anføres fire dokumenterede eksempler, hvori der ikke har været anvendt offentlige midler til at frembringe en teknologisk udvikling, men hvor offentlig regulering eller anerkendelse af skader/lidelser har været vigtige parametre for udviklingen.
a. Som eksempel på et vellykket samspil mellem regulering og teknologisk udvikling kan nævnes udviklingen af asbestfri eternit. Asbest er kræftfremkaldende, og det nye produkt må tilskrives betydelige eksportmuligheder på længere sigt. (Industriministeriets arbejdsnotat nr. 6. 1987 »Erhvervsudvikling og miljø - industrielle vækstperspektiver ved regulering på miljøområdet«).
b. Der er udviklet vandbaserede malinger, som har givet et stigende forbrug af disse frem for anvendelse af oliebaserede malinger, som indeholder organiske opløsningsmidler.
c. Udvikling af affedtningsmiddel på vandbasis - affedtningsmidler er normalt baseret på opløsningsmidler.
d. Udvikling af cement med lavt indhold af frie chromater - chromat kan give »cement-eksem«.
De tre sidstnævnte eksempler er alle nævnt i rapporten »Arbejdsmiljølovgivning og virksomhedernes produktudvikling«, udgivet af Arbejdsmiljøfondet i 1985, men også eksempler som udvikling af formaldehydfri tekstiler og udvikling af lavstrålings-edb-skærme vidner om, hvad der kan ske blot gennem regulering af lovgivningen, mere information og en mere aktiv anvendelse af den gældende arbejdsmiljølovgivning.
Dette forslag forstærker blot den positive erfaring ved, at det offentlige alene eller i samspil med institutionelle investorer og virksomheder finansierer udviklingsopgaver på de områder, hvor der planlægges en stramning i lovgivningen. Dette kan forstærke indsatsen for at forbedre arbejdsmiljøet, og samtidig vil det kunne give danske virksomheder internationale konkurrencefordele ved, at disse opnår et forspring i know-how i forhold til udenlandske konkurrenter.
Og det er hårdt tiltrængt, hvis ubalancerne i den samlede danske økonomi og det danske samfund skal forsøges bragt til ophør.
Det arbejdsmiljøteknologiske udviklingsprogram skal således ses som et målrettet industripolitisk tiltag, hvis formål er at fremme danske virksomheders muligheder for produktion og eksport af nye og nyttige produkter.
Det er i den forbindelse vigtigt, at rammerne for det danske arbejdsmiljø afgøres og reguleres i dansk regi og uafhængigt af EF. Danmark skal samtidig følge internationale forbedringer på arbejdsmiljøområdet og i det hele taget selv være med til internationalt at forbedre arbejdsmiljøet, hvor det er muligt.
Ifølge Dansk Metalarbejderforbunds »Betænkning om miljøregulering og økonomisk vækst« påviser undersøgelser, at virksomhedernes motivation til udvikling af nye produkter og processer overvejende kommer fra to kilder, nemlig myndighedernes regelfastsættelse og kundernes (i dette tilfælde arbejdstagernes) ønsker og behov. Og da arbejdsmiljøet på nogle områder er kendetegnet ved en vis uigennemsigtighed og manglende viden, er et vigtigt middel til styring af en udvikling i retning af et bedre arbejdsmiljø derfor information og adgang hertil.
Her kan en mere offensiv anvendelse af den gældende arbejdsmiljølov hjælpe. Eksempler herpå er
- Mærkning af stoffer. Herunder bør alle de 200 af WHO registrerede kræftfremkaldende stoffer mærkes med »kræftfremkaldende«.
- Sikkerhedsrepræsentantuddannelsen. Herunder skal sikkerhedsrepræsentanter inden for alle fag deltage i et 32 timers sikkerhedskursus, tilrettet det pågældende fag eller en samling af fag med fælles fysisk arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøspecialisterne spår i dag, at fremtidens arbejdsmiljøproblemer er at finde blandt især de fag, som ikke har adgang til ovennævnte uddannelse. Al uddannelse skal være betalt i arbejstiden.
- Sikkerhedsrepræsentanterne skal derudover sikres tilbud om deltagelse i Arbejdsmiljøfondets specialiserede kurser. Ligeledes betalt i arbejdstiden.
- Sikkerhedsgrupper, sikkerhedsudvalg og faglige organisationer skal sikres gratis adgang til informationer om arbejdsmiljøet, herunder også, hvor det er teknisk muligt, databaseadgang til registre og dokumentationer om arbejdsmiljøet.
- Virksomheder med 10 ansatte eller derudover skal tilknyttes en BST.
- Der skal sikres en tilknytning mellem en virksomheds-BST og det nærmeste lokale BST-center.
- Arbejdstilsynet skal udvise en særlig opmærksomhed over for de virksomheder, som er underlagt regulering på det ydre miljø.
- Arbejdstilsynet skal iværksætte anmeldelses-, registrerings- og godkendelsespligt i forbindelse med ibrugtagning af erstatningsstoffer.
- Arbejdstilsynet skal foretage en effektiv opsamling, dokumentation og information om arbejdsmiljøet og ændringer i dette.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad 1
Forslaget har det helt klare sigte at udvikle ny og nyttig produktion og dermed øge danske virksomheders eksportmulighder på en måde, som mindsker de samfundsøkonomiske konsekvenser af et dårligt fungerende arbejdsmiljø, en høj ledighed og et alt for stort underskud på betalingsbalancen.
Ad 2
Det vurderes, at den årlige udgift vil beløbe sig til 65 mio. kr. Beløbet skal ses i sammenhæng med, at der skal ske en øget målretning af Industriministeriets eksisterende erhvervsfremmeordninger. Det forventes, at der i takt med opbygningen af erfaringer med det arbejdsmiljøteknologiske udviklingsprogram sker en overføring af midler fra ministeriets eksisterende bevillinger.
Programmet er tidsfastsat bl.a. med henblik på at kunne foretage effektvurdering af forløb og resultater. Det kan herefter tages op til ny overvejelse, om programmet skal fortsætte og i givet fald under hvilken form.
Den manglende koordinering af viden om arbejdsmiljøforhold kan afhjælpes ved at reservere en del af midlerne til udbygning af adgang til informationer om arbejdsmiljøet. Der skal herunder i Arbejdstilsynets regi etableres en database, som samordner informationerne om arbejdsmiljøet, bl.a oplysninger om grænseværdier, erstatningsmaterialer, arbejdsmiljødomme, lovtekster og forskningsresultater. Der skal være mulighed for at søge i fri tekst.
Der skal endvidere lægges vægt på udvikling og videreudvikling af udstyr til måling af arbejdsmiljøet, således at dette, på mulige områder, kan bruges af de ansatte til selv at kontrollere, om arbejdsmiljøet overholder vedtagne normer. Danske produkter inden for måling og styring kan også her danne grundlag for produktion og eksport.
Der er gennem de senere år forsket meget i arbejdsmiljøet, og der findes, jf. de almindelige bemærkninger, i dag en række eksempler på alternative materialer og produkter, som ikke er kommet i egentlig produktion på grund af bl.a. emnets nyhedskarakter og manglende ressourcer til produktion og markedsføring.
Der kan derfor inden for udviklingsprogrammets rammer bestilles forsøgsvis produktion af arbejdsmiljøvenlige produkter m.v. med henblik på anvendelse i den offentlige sektor.
Ad 3
Industriministeriet har i forbindelse med administration af andre ordninger opbygget en ekspertise i forbindelse med lån eller tilskud til udviklingsaktiviteter. Denne ekspertise foreslås anvendt ved administrationen af de økonomiske midler i det arbejdsmiljøteknologiske udviklingsprogram.
For at styrke sigtet i udviklingsprogrammet må det offentlige lægge større vægt på regulering af produktionsbetingelserne på de danske arbejdspladser. Reguleringen kan tage form af forbud, påbud, ændring i grænseværdier og ikke mindst en kraftig styring af det offentlige indkøb.
Arbejdsministeriet søger målsætningen fremmet således, at der i takt med iværksættelse af udviklingsprogrammets enkelte dele varsles eller gennemføres reguleringer på de udvalgte arbejdsmiljøområder.
Styregruppen foreslås sammensat af repræsentanter fra Industri-, Arbejds- og Sundhedsministerierne og af repræsentanter fra det private og offentlige arbejdsmarkeds organisationer. Således bør såvel hovedorganisationerne på lønmodtagersiden som Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen være repræsenteret med en repræsentant fra hver organisation.
Den brede sammensætning skal sikre dels en helhedsorienteret indfaldsvinkel til arbejdsmiljøproblemernes løsning, dels en videreførelse og brug af den betydelige viden om arbejdsmiljøforhold, som i dag findes hos arbejdsmarkedets organisationer.
I styregruppens regi iværksættes teknologivurdering i tilknytning til programmet. Teknologivurderingen skal bidrage til, at både det arbejdsmiljøpolitiske sigte og det industripolitiske sigte i programmet fastholdes. Ved afvejningen kan der endvidere indgå en vurdering af samfundsøkonomien, det ydre miljø og forbrugerens situation i forhold til den producerede vare eller serviceydelse.
Der foreslås etableret en evalueringsordning i tilknytning til programmet. Evalueringsordningen skal sikre, at effekten af de enkelte tiltag vurderes med henblik på beslutninger om reguleringer, nye udviklingsprojekter eller forsøgsvis produktion og anvendelse af et givet produkt.
Evalueringsordningen skal endvidere sikre, at resultaterne af de enkelte projekter registreres, og at der gøres en informationsindsats, således at den ny viden spredes mest muligt. Staten får samtidig en øget viden om udviklingsprogrammets virkning som erhvervspolitisk middel.
Ad 4
Det centrale industripolitiske virkemiddel i udviklingsprogrammet er udviklingskontrakter, hvor det offentlige udbyder udviklingsopgaver, hvortil der stilles økonomiske midler til rådighed for den eller de virksomheder, som deltager.
Som nævnt under de almindelige bemærkninger udgør den offentlige sektors størrelse og dens mangeartede arbejdspladser og indkøb et godt grundlag for en række udviklingsopgaver, ligesom det offentliges forpligtelser i forbindelse med for eksempel hospitalshjælp og forsørgelse af personer med arbejdsskader eller arbejdsbetingede lidelser er et vigtigt incitament til igangsætning af udviklingsprojekter, som forbedrer arbejdsmiljøet.
Det er i den forbindelse oplagt, at Statens Indkøbstjeneste, amter og kommuner bruges i forbindelse med udliciteringen af udviklingsopgaver. Eksempelvis kunne grupper af kommuner/amter med store forpligtelser forårsaget af særlige, fælles arbejdsmiljøpåvirkninger (fiskeindustri, tekstilindustri) være interessent i et eller flere udviklingsprojekter.
Projektforslag, der forventes at tilgodese udviklingsprogrammets sigte, kan stilles af alle offentlige institutioner, erhvervsliv, fagbevægelse, institutionelle investorer og forskningsinstitutioner.
Udviklingsopgaverne kan finansieres af det offentlige med 100 pct. eller ved medfinansiering fra den eller de deltagende virksomheder eller institutionelle investorer med tilsammen op til 49 pct.
Når udviklingsopgaven er beskrevet og der er lavet udkast til udviklingskontrakt, skal Industriministeriet tage kontakt til institutionelle investorer for at tilbyde medfinansiering.
Udviklingsopgaverne kan udbydes som samarbejdskontrakter, hvilket tilskynder til samarbejde mellem flere private eller en privat og en offentlig virksomhed/institution, herunder også medfinansiering, jf. ovenfor.
Hvor der er tale om, at udviklingsopgaven medfører et patentberettiget produkt, hvis udvikling staten har finansieret alene, tilfalder patentet staten. Ud over at sikre, at ny viden bruges og eventuelt spredes, kan indtægterne fra udliciteringen af patenterne benyttes til at finansiere nye udviklingsopgaver.
Beslutning om patentanmeldelse og forvaltning af patentrettigheder træffes i øvrigt ved flertalsafgørelse i forhold til den grad, hvormed parterne har medvirket ved finansieringen af udviklingskontrakten, ligesom eventuelle licensindtægter, der følger af brug af patentet, fordeles i samme forhold.
I forbindelse med udlicitering af patenterne skal Industriministeriet tilgodese dansk produktion og danske arbejdspladser.
Det skal gennem særlige bestemmelser i udviklingskontrakten sikres, at igangværende udviklingsarbejde fuldføres i Danmark.
Ad 5
En del af de eksisterende eksportfremmemidler kan reserveres til fremme af eksport af arbejdsmiljøvenlige produkter m.v.
Ingen
Nr BSF 56
Forslag til folketingsbeslutning om iværksættelse af et arbejdsmiljøteknologisk udviklingsprogram
Fremsat af Rahbæk Møller (SF) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Birthe Hansen (SF) Ole Henriksen (SF) Ebba Strange (SF)
den 27. januar 1989