1988 BSF 53 FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF EUROPARÅDSKONVENTIONEN AF 26. NOVEMBER 1987 TIL FOREBYGGELSE AF TORTUR OG UMENNESKELIG ELLER VANÆRENDE BEHANDLING ELLER STRAF

Artikel 1

Der oprettes en Europæisk Komite til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf (herefter omtalt som »Komiteen«). Gennem besøg skal Komiteen undersøge behandlingen af personer, der er berøvet deres frihed, med henblik på at styrke, hvor det måtte være nødvendigt, beskyttelsen af sådanne personer mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Artikel 1 foreskriver oprettelsen af en »»Europæisk Komite«» til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. Det fastslås, at Komiteens opgave er gennem besøg at undersøge behandlingen af personer berøvet deres frihed med henblik på - hvor det måtte være nødvendigt - at styrke frihedsberøvede personers beskyttelse mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Artikel 2

Hver part skal tillade besøg i overensstemmelse med denne konvention til ethvert sted inden for sin jurisdiktion, hvor personer er berøvet deres frihed af en offentlig myndighed.

Artikel 2 pålægger deltagerstaterne at tillade besøg i overensstemmelse med konventionens regler til ethvert sted inden for deres jurisdiktionsområde, hvor personer er berøvet deres frihed af en offentlig myndighed.

Forpligtelsen består ubetinget og under alle forhold, således også under krig og under interne uroligheder, herunder borgerkrig. Under væbnede konflikter bør Komiteen dog ikke besøge steder, som repræsentanter for eller delegerede fra beskyttelsesmagter eller Den internationale Komite for Røde Kors besøger effektivt og regelmæssigt i medfør af Geneve-konventionerne, jfr. konventionens artikel 17, stk. 3 og bemærkningerne hertil.

Komiteen har ret til at besøge ethvert sted, hvor personer er berøvet deres frihed af en offentlig myndighed, uanset grunden hertil. Eksempelvis skal Komiteen således have adgang til at besøge politistationer, arresthuse og fængsler, hvor der er indsat varetægtsfængslede og/eller strafafsonere. Komiteen vil tillige kunne aflægge besøg i sikrede og lukkede afdelinger i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge under forsorg samt for personer med vidtgående psykiske handicaps. Komiteen skal endvidere have adgang til at besøge hospitaler, hvor sindssyge personer er tvangsindlagt.

Kapitel I (art. 1-3) indeholder konventionens hovedprincipper, ifølge hvilke der skal oprettes en komite som deltagerstaterne skal give adgang til at aflægge besøg overalt på deres jurisdiktionsområde, hvor der befinder sig frihedsberøvede personer. Til hovedprincipperne hører endvidere, at Komiteen og deltagerstaternes kompetente myndigheder skal samarbejde med hinanden. Kapitel II(art. 4-6) angiver reglerne om Komiteens sammensætning og forretningsorden. Kapitel III (art. 7-14) indeholder reglerne om Komiteens besøg og rapportering. Kapitel IV (art. 15-17) angiver reglerne om Komiteens privilegier og immuniteter samt forholdet til deltagerstaternes forpligtelser ifølge andre konventioner. Kapitel V (art. 18-23) indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

B. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser

Artikel 3

Ved anvendelsen af denne konvention skal Komiteen og de kompetente nationale myndigheder hos vedkommende part samarbejde med hinanden.

Artikel 3 fastslår som generelt princip, at Komiteen og deltagerstaternes kompetente myndigheder skal samarbejde med hinanden. Et sådant samarbejde er særlig relevant i relation til de i artiklerne 2, 8, 9 og 10 indeholdte bestemmelser.

Efter artikel 4 skal Komiteen bestå af et antal uafhængige medlemmer, der svarer til antallet af kontraherende stater, dog således at der ikke må være to komitemedlemmer, som er statssborgere i samme stat. Som medlemmer af Komiteen vil kunne vælges menneskerettighedseksperter og andre personer med faglig erfaring på områder omfattet af konventionen. Udover menneskerettighedseksperter vil der eksempelvis kunne udpeges personer med erfaring fra fængselsadministration eller med særlig baggrund fra psykiatriske afdelinger med tvangsindlagte patienter, og læger med særlig erfaring i behandling af torturofre.

Artikel 4

1. Komiteen består af et antal medlemmer svarende til antallet af parter.

2. Komiteens medlemmer vælges blandt personer af høj moralsk anseelse, der er kendt for deres sagkundskab med hensyn til menneskerettigheder eller som har faglig erfaring på områder, der er omfattet af denne konvention.

3. Der må ikke være to komitemedlemmer, som er statsborgere i samme stat.

4. Medlemmerne skal virke i deres personlige egenskab, skal være uafhængige og upartiske og skal stå til rådighed med henblik på at tjene Komiteen effektivt.

Artikel 5

1. Komiteens medlemmer vælges af Europarådets Ministerudvalg med absolut flertal på grundlag af en navneliste opstillet af præsidiet for Europarådets Rådgivende Forsamling; hver national delegation fra parterne i Den Rådgivende Forsamling foreslår tre kandidater, hvoraf mindst to af dens egen nationalitet.

2. Samme fremgangsmåde følges ved besættelsen af lejlighedsvis ledige pladser.

3. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum på fire år. De kan kun genvælges een gang. For så vidt angår medlemmer, der vælges ved det første valg, skal funktionstiden for tre medlemmer dog udløbe efter to års forløb. De medlemmer, hvis funktionstid udløber efter forløbet af begyndelsesperioden på to år, vælges ved lodtrækning, der foretages af Europarådets generalsekretær, umiddelbart efter at det første valg har fundet sted.

Artikel 5 indeholder regler om fremgangsmåden for valg af medlemmer til Komiteen. Fremgangsmåden svarer til den, der er gældende for udvælgelse af medlemmer til Den europæiske Menneskerettighedskommission. Komiteens medlemmer vælges herefter af Europarådets Ministerudvalg på grundlag af en navneliste, der er opstillet af Den rådgivende Forsamlings præsidium. Kommitemedlemmerne vælges for en periode på fire år, idet funktionsperioden udløber allerede efter to års forløb for tre af de medlemmer, der vælges ved det første valg.

Reglerne om Komiteens beslutningsprocedure og fastsættelse af forretningsorden er indeholdt i artikel 6.

Komiteens besøg kan ifølge artikel 7 stk 1 foregå dels med faste mellemrum efter en forud fastlagt generel tidsplan (periodiske besøg) dels efter konkret opstået behov, f.eks fremkomme beretninger om begået tortur.

Artikel 6

1. Komiteen mødes for lukkede døre. Komiteen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er tilstede. Komiteens beslutninger træffes med et flertal af de tilstedeværende medlemmers stemmer, bortset fra tilfælde, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 10, stk. 2.

2. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.

3. Sekretariatet for Komiteen stilles til rådighed af Europarådets generalsekretær.

Artikel 7

1. Komiteen tilrettelægger besøg til steder omfattet af artikel 2. Udover periodiske besøg kan Komiteen tilrettelægge sådanne andre besøg, som omstændighederne måtte tilsige.

2. Som hovedregel gennemføres besøg af mindst to medlemmer af Komiteen. Komiteen kan, hvis den finder det nødvendigt, bistås af eksperter og tolke.

Artikel 7 stk. 2 foreskriver, at besøg som hovedregel skal gennemføres af mindst to medlemmer af Komiteen. Besøg vil dog undtagelsesvis kunne gennemføres af et enkelt medlem af Komiteen. Dette vil eksempelvis kunne ske, dersom en pludseligt opstået situation gør aflæggelse af et hastebesøg nødvendigt på et tidspunkt, hvor Komiteens øvrige medlemmer er forhindrede.

Efter artikel 8 stk. 1 skal Komiteen forud for ethvert besøg foretage notifikation af regeringen for den pågældende stat. Notifikation bør indeholde oplysning om hvilket sted, der agtes besøgt, tidspunkt for besøget, Komiteens sammensætning ved den pågældende lejlighed og navnene på eventuelle eksperter og tolke, der måtte ledsage Komiteen.

Artikel 8

1. Komiteen skal notificere vedkommende parts regering om sin hensigt om at gennemføre et besøg. Efter sådan notifikation kan den til enhver tid besøge ethvert sted omfattet af artikel 2.

2. En part skal stille følgende midler til rådighed for Komiteen med henblik på udførelsen af dens opgaver

a. Adgang til dens område og ret til at rejse uden begrænsninger;

b. fuld oplysning om de steder, hvor personer berøvet deres frihed er anbragt;

c. ubegrænset adgang til ethvert sted, hvor personer er berøvet deres frihed, herunder ret til at bevæge sig indenfor sådanne steder uden begrænsning;

d. andre oplysninger parten har til rådighed, som er nødvendige for Komiteen med henblik på udførelsen af dens opgaver. Under indhentelsen af sådanne oplysninger skal Komiteen tage hensyn til derom gældende regler i national lovgivning og faglig etik.

3. Komiteen kan uden opsyn udspørge personer berøvet deres frihed.

4. Komiteen kan kommunikere frit med enhver person, som den tror kan yde relevant oplysning.

5. Om nødvendigt kan Komiteen straks meddele sine bemærkninger til vedkommende parts kompetente myndigheder.

Artikel 8 stk. 2-4 indeholder regler om deltagerstaternes forpligtelser til at bistå Komiteen, herunder forpligtelsen til at give Komiteen oplysninger om og ubegrænset adgang til ethvert sted, hvor frihedsberøvede personer er anbragt.

Komiteen har ifølge artikel 8 stk. 5 ret til allerede under besøget at gøre den pågældende stats kompetente myndigheder bekendt med sine foreløbige bemærkninger. Adgangen til at fremkomme med foreløbige bemærkninger forudses alene anvendt i hastende undtagelsestilfælde, f.eks. i tilfælde, hvor der er et påtrængende behov for at forbedre forholdene for frihedsberøvede personer. Disse bemærkninger kan ikke erstatte den beretning Komiteen ifølge artikel 10 skal afgive efter besøget.

Artikel 9

1. Under særlige omstændigheder kan vedkommende parts kompetente myndigheder gøre indsigelser over for Komiteen på et bestemt tidspunkt eller et bestemt sted foreslået af Komiteen. Sådanne indsigelser kan kun gøres gældende af hensyn til nationalt forsvar, offentlig sikkerhed, alvorlig forstyrrelse af orden på steder, hvor personer er berøvet deres frihed, en persons sundhedstilstand eller at der foregår en hastende efterforskning med tilknytning til en alvorlig forbrydelse.

2. Efter at en sådan indsigelse er gjort gældende, skal Komiteen og parten straks indlede konsultationer med henblik på at afklare situationen og opnå enighed om ordninger, der sætter Komiteen i stand til at kunne udføre sine funktioner hurtigt. Sådanne ordninger kan omfatte overførsel til et andet sted af enhver person, som Komiteen har foreslået at besøge. Indtil besøget finder sted, skal parten give oplysninger til Komiteen om enhver sådan person.

Artikel 9 stk. 1 indeholder en udtømmende opregning af de undtagelsessituationer i hvilke en deltagerstat kan modsætte sig besøg af Komiteen på et af Komiteen foreslået tidspunkt eller sted. En sådan afvisning af Komiteen kan således alene begrundes med hensynet til det nationale forsvar, den offentlige sikkerhed, alvorlig uorden på steder, hvor personer er berøvet deres frihed, en persons sundhedstilstand eller at der foregår en hastende efterforskning med tilknytning til en alvorlig forbrydelse.

I artikel 9 stk. 2 fastsættes det, at der skal indledes konsultationer mellem Komiteen og den pågældende deltagerstat i tilfælde, hvor en eller flere af de i stk. 1 nævnte omstændigheder er blevet påberåbt som begrundelse for, at et besøg ikke vil kunne afvikles. Konsultationen har til formål at afklare situationen og tilvejebringe enighed om en ordning, der uden unødig forsinkelse sætter Komiteen i stand til at undersøge behandlingen af de personer, der tilbageholdes på det sted, Komiteen ønsker at besøge. I tilfælde, hvor et ønsket besøg ikke har kunnet komme i stand på grund af hensynet til det nationale forsvar eller den offentlige sikkerhed, kan ordningen omfatte de frihedsberøvede personers overflytning til et andet sted.

Ifølge artikel 10 skal Komiteen efter ethvert besøg udarbejde en beretning om de kendsgerninger, der fremkom under besøget. Beretningen skal tillige tage hensyn til de bemærkninger, der måtte være fremkommet fra den pågældende deltagerstat. Komiteen kan i forbindelse hermed konsultere staten og eventuelt fremkomme med nødvendige anbefalinger.

Såfremt den pågældende deltagerstat undlader at samarbejde eller undlader at forbedre situationen i lyset af Komiteens anbefalinger har Komiteen i medfør af artikel 10 stk. 2 adgang til at fremkomme med en offentlig udtalelse om sagen. Beslutningen herom skal træffes af Komiteen med to trediedeles flertal efter at den pågældende stat har haft lejlighed til at fremkomme med sine synspunkter.

Artikel 10

1. Efter hvert besøg udarbejder Komiteen en beretning om de kendsgerninger, der fremkom under besøget under hensyntagen til enhver bemærkning, som måtte være anført af vedkommende part. Den fremlægger sin beretning for sidstnævnte med de anbefalinger, som den måtte anse for nødvendige. Komiteen kan konsultere parten med henblik på om nødvendigt at foreslå forbedringer af beskyttelsen af personer, der er berøvet deres frihed.

2. Hvis parten undlader at samarbejde eller afslår at forbedre situationen i lyset af Komiteens anbefalinger kan Komiteen, efter at parten har haft mulighed for at give sine synspunkter tilkende, beslutte med to trediedeles flertal at fremkomme med en offentlig udtalelse om sagen.

Artikel 11

1. Oplysningerne indsamlet af Komiteen i forbindelse med et besøg, dens beretning og dens konsultationer med vedkommende part er fortrolige.

2. Komiteen offentliggør sin beretning samt eventuelle bemærkninger fra vedkommende part, hvis parten anmoder den om at gøre det.

3. Oplysning om personlige forhold må dog kun offentliggøres med udtrykkelig tilladelse fra vedkommende person.

Artikel 11 fastslår som princip, at oplysninger indsamlet af Komiteen, Komiteens beretning og dens konsultationer med vedkommende deltagerstat er fortrolige. Komiteens beretning og eventuelle bemærkninger hertil fra en deltagerstat kan dog offentliggøres ifølge anmodning fra den pågældende deltagerstat.

Ifølge artikel 12 skal Komiteen årligt afgive en generel beretning om sin virksomhed til Ministerudvalget. Beretningen bør udarbejdes med henblik på oversendelse til Den Rådgivende Forsamling og påfølgende offentliggørelse.

Artikel 12

Under iagttagelse af bestemmelserne om fortrolighed i artikel 11 tilsender Komiteen hvert år Ministerudvalget en generel beretning om sin virksomhed, som skal oversendes til Den Rådgivende Forsamling og offentliggøres.

Artikel 13

Medlemmerne af Komiteen, eksperter og andre personer, der bistår Komiteen, skal under og efter deres hverv bevare fortroligheden af de kendsgerninger eller oplysninger, som de er blevet bekendt med under udøvelsen af deres virksomhed.

Artikel 13 pålægger Komiteens medlemmer, eksperter og andre personer, der bistår Komiteen, tavshedspligt for så vidt angår kendsgerninger og oplysninger, som de har fået kendskab til under udøvelsen af deres virksomhed.

Artikel 14

1. Navnene på personer, der bistår Komiteen, skal fremgå af notifikationen i medfør af artikel 8, stk. 1.

2. Eksperter handler efter instruktion fra Komiteen og under dennes myndighed. De skal have særlig viden og erfaring på områderne omfattet af denne konvention og er underkastet de samme forpligtelser som medlemmer af Komiteen med hensyn til uafhængighed, upartiskhed og væren til rådighed.

3. En part kan undtagelsesvis erklære, at en ekspert eller anden person, som bistår Komiteen, ikke kan tillades at deltage i et besøg til et sted inden for dets jurisdiktion.

Artikel 14 omhandler spørgsmål vedrørende de personer, som bistår Komiteen, herunder de krav, der gælder for Komiteens eksperter. Det fremgår af stk. 3, at den pågældende deltagerstat kun i sjældne undtagelsestilfælde vil kunne nægte en af Komiteen udpeget medhjælper adgang til at deltage i et besøg på dens territorium.

Konventionens deltagerstater skal ifølge artikel 15 gøre Komiteen bekendt med, hvilke myndigheder og personer, der kan modtage meddelelser på deres vegne.

Artikel 15

Hver part oplyser Komiteen om navn og adresse på den myndighed, der kan modtage notifikationer til dens regering, og på enhver forbindelsesperson, som den måtte udpege.

Artikel 16

Komiteen, dens medlemmer og eksperter omfattet af artikel 7, stk. 2, skal nyde de privilegier og immuniteter, der er anført i bilaget til denne konvention.

Artikel 16 fastslår, at Komiteens medlemmer og eksperter skal nyde de privilegier og immuniteter, der er anført i bilaget til konventionen. De heri indeholdte regler om privilegier og immuniteter har til formål at give de pågældende mulighed for uhindret at udføre de opgaver, der følger af konventionen. Reglerne er udformet på grundlag af de bestemmelser, der gælder for Kommissionen og Domstolen under Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det følger af artikel 17 stk. 1, at konventionens regler ikke vil kunne påberåbes til støtte for en fravigelse eller indskrænkende fortolkning af bestemmelser i national lovgivning eller international aftale, som måtte indebære en mere vidtgående beskyttelse af personer berøvet deres frihed.

Artikel 17

1. Denne konvention er ikke til hinder for bestemmelser i national lovgivning eller enhver international aftale, som yder større beskyttelse for personer berøvet deres frihed.

2. Intet i denne konvention kan forstås som en begrænsning af eller fravigelse fra kompetencen hos organerne under Den europæiske Menneskerettighedskonvention eller forpligtelser, der påhviler parterne i henhold hertil.

3. Komiteen skal ikke besøge steder, som repræsentanter for eller delegerede fra beskyttelsesmagter eller Den internationale Røde Kors Komite besøger effektivt og regelmæssigt i medfør af Geneve-konventionerne af 12. august 1949 og tillægsprotokollerne dertil af 8. juni 1977.

Artikel 17 stk. 2 fastslår, at konventionens regler ikke indebærer nogen ændring i de deltagende staters forpligtelser i medfør af Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Det fremgår endvidere, at konventionens regler ikke gør indgreb i de kompetenceområder og beføjelser, der er tillagt Kommissionen og Domstolen under Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Komiteen vil således ikke kunne beskæftige sig med sager, der verserer ved Kommissionen eller Domstolen. Komiteen vil ej heller være kompetent til at fremkomme med fortolkninger af bestemmelser i Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konventionens regler gælder både i fredstid og under væbnede konflikter. For så vidt angår krigsfanger og internerede civile under væbnede konflikter følger det imidlertid af artikel 17 stk. 3, at besøg af delegerede fra beskyttelsesmagter eller Den internationale Røde Kors Komite har forret frem for besøg af Komiteen. Komiteen skal således alene besøge krigsfanger og internerede civile, i det omfang disse ikke besøges effektivt og regelmæssigt af repræsentanter for eller delegerede fra beskyttelsesmagter eller Den internationale Røde Kors Komite i medfør af henholdsvis artikel 126 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger og artikel 143 i Genevekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid.

Artikel 18

Konventionen er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater. Den skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes. Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter deponeres hos Europarådets generalsekretær.

Artikel 18-23 indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om konventionens undertegnelse, ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

Artikel 19

1. Konventionen træder i kraft på den første dag af måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor syv medlemsstater af Europarådet har udtrykt deres samtykke til at blive forpligtet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 18.

2. Med hensyn til enhver medlemsstat, som efterfølgende udtrykker samtykke til at være forpligtet af den, træder konventionen i kraft på den første dag af måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for deponering af ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumentet.

Artikel 20

1. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller deponering af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument nærmere angive, for hvilket område eller hvilke områder konventionen skal gælde.

2. Enhver stat kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet område nærmere angivet i erklæringen. Med hensyn til et sådant område træder konventionen i kraft på den første dag af den første måned efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.

3. Enhver erklæring afgivet under de to forudgående stykker kan med hensyn til ethvert område, nærmere angivet i en sådan erklæring, trækkes tilbage ved en notifikation til generalsekretæren. Tilbagekaldelsen får virkning fra den første dag af måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.

Artikel 21

Der kan ikke tages forbehold vedrørende bestemmelser i denne konvention.

Artikel 22

1. Enhver part kan til hver en tid træde tilbage fra denne konvention ved en notifikation til generalsekretæren for Europarådet.

2. En sådan opsigelse får virkning fra den første dag af måneden efter udløbet af et tidsrum på tolv måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af notifikationen.

Artikel 23

Europarådets generalsekretær giver medlemsstaterne af Europarådet oplysning om

a. Enhver undertegnelse;

b. deponering af ethvert ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument;

c. enhver dato for ikrafttræden af denne konvention i overensstemmelse med artikel 19 og 20;

d. enhver anden handling, notifikation eller meddelelse med tilknytning til denne konvention bortset fra handlinger i medfør af artikel 8 og 10.

Til bekræftelse heraf har de nedenstående, som er behørigt befuldmægtiget dertil, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 26. november 1987 på engelsk og fransk, således at begge tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal opbevares i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende bekræftede kopier til hver af Europarådets medlemslande.

BILAG

Privilegier og immuniteter

(Artikel 16)

1. Med henblik på dette bilag skal henvisninger til medlemmer af Komiteen forstås som også omfattende henvisninger til eksperter nævnt i artikel 7, stk. 2.

2. Medlemmer af Komiteen har under udøvelsen af deres virksomhed og under rejser foretaget under udøvelsen af deres virksomhed følgende privilegier og immuniteter

a. Immunitet mod anholdelse, fængsling og tilbageholdelse og mod beslaglæggelse af deres personlige bagage, samt immunitet mod retlige skridt af enhver art med hensyn til talte eller skrevne ord og alle handlinger foretaget af dem i officiel egenskab;

b. fritagelse for enhver begrænsning i deres bevægelsesfrihed ved udrejse fra og tilbagevenden til deres opholdsland, og indrejse i og udrejse fra det land, i hvilket de udøver deres virksomhed, og fra registrering som udlænding i det land, de besøger eller gennem hvilket de rejser under udøvelsen af af deres virksomhed.

3. Under rejser foretaget i udøvelsen af deres virksomhed skal Komiteens medlemmer i spørgsmål vedrørende told- og valutakontrol tilstås

a. Af deres egen regering de samme fordele, som tilstås overordnede embedsmænd, der rejser udenlands på midlertidig tjenesterejse;

b. af andre parters regeringer de samme fordele, som tilstås repræsentanter for fremmede regeringer på midlertidig tjenesterejse.

4. Komiteens dokumenter og papirer, for så vidt de har tilknytning til Komiteens virksomhed, er ukrænkelige.

Komiteens officielle korrespondance og anden officiel kommunikation må ikke tilbageholdes eller underkastes censur.

5. Med henblik på at sikre Komiteens medlemmer fuldstændig talefrihed og fuldstændig uafhængighed i udførelsen af deres pligter, skal immunitet mod retsforfølgning med hensyn til talte eller skrevne ord og alle handlinger i udførelsen af deres pligter fortsat tilstås, uanset at de pågældende personer ikke længere udfører sådanne pligter.

6. Privilegier og immuniteter tilstås Komiteens medlemmer, ikke til personlig fordel for de pågældende selv, men med henblik på at beskytte den uafhængige udøvelse af deres virksomhed. Kun Komiteen kan give afkald på dens medlemmers immunitet; den har ikke alene ret, men også pligt til at give afkald på et af dens medlemmers immunitet i tilfælde, hvor immuniteten, efter dens opfattelse, ville stå i vejen for retfærdighed, og hvor der kan gives afkald uden skadelige følger for det formål, for hvilket immuniteten er tilstået.

Bemærkninger til forslaget

I. Historisk baggrund

1. Forbud mod tortur i FN-sammenhæng

Skabelsen af FN efter afslutningen af anden Verdenskrig blev begyndelsen til en omfattende udbygning af den folkeretlige regulering af menneskerettigheder og de folkeretlige og politiske muligheder for at sikre deres overholdelse. Allerede ved at tilslutte sig FN's Pagt har staterne forpligtet sig til at virke for menneskerettighedernes beskyttelse, hvilket har været en væsentlig begrundelse for at dette spørgsmål ikke længere anses for at være et indre anliggende, som ingen andre stater har ret til at blande sig i.

Under udviklingen af den folkeretlige beskyttelse af menneskerettighederne har forbud mod tortur haft en fremtrædende plads. Der findes et politisk forpligtende forbud mod tortur i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder af 10. december 1948. I FN-konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder af 16. december 1966, der trådte i kraft i 1976, blev dette udmøntet i et folkeretligt forpligtende forbud mod tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (konventionens art. 7). Der henvises til Folketingstidende 1970/71, tillæg A sp. 1719 ff og Folketingets Forhandlinger sp. 3069-3088 og 7716-7717.

Senest er der den 10. december 1984 blevet vedtaget en særlig FN-konvention om Forbud mod Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf. Konventionen trådte i kraft den 26. juni 1987. Der henvises til Folketingstidende 1986/87, tillæg A sp. 3983 ff og Folketingets Forhandlinger sp. 7326-7338 og sp. 11097-11098.

2. Forbud mod tortur i Europarådssammenhæng

Den 4. november 1950 undertegnede Danmark sammen med de øvrige medlemsstater af Europarådet Den europæiske Menneskerettighedskonvention i Rom. Danmark ratificerede konventionen den 13. april 1953. Konventionen, der trådte i kraft den 3. september 1953, indeholder i artikel 3 et forbud mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. Der henvises til Rigsdagstidende 1952/53, tillæg A sp. 3025 ff og Forhandlinger i Folketinget sp. 1385-1459 og sp. 3492-3497 samt Rigsdagstidende 1952/53, Forhandlinger i Landstinget sp. 689-700 og sp. 753-755.

Deltagerstaternes kontrol med overholdelsen af denne og de øvrige bestemmelser i Menneskerettighedskonventionen er sikret gennem oprettelse af en Kommission og en Domstol.

Deltagerstaterne og enkeltpersoner kan indbringe klager over påståede konventionsbrud for Kommissionen. Deltagerstaternes ret til at klage til Kommissionen er ubetinget. Enkeltpersoners klageret er betinget af, at den stat, mod hvem klagen er rettet, ved en særlig erklæring har anerkendt Kommissionens kompetence til at modtage og behandle sådanne klager. Denne klageprocedure - den såkaldte individuelle klageret - repræsenterede en central nydannelse i den internationale beskyttelse af menneskerettighederne, særligt gennem den mulighed, der åbnedes for den enkelte statsborger til selv at føre sin sag ved et internationalt forum.

Klagesager kan henvises til Domstolen af Kommissionen selv eller af en deltagerstat. Enkeltpersoner har derimod ingen adgang til selv at indbringe deres sag for Domstolen. Domstolen afgør indbragte klager endeligt og bindende. Domstolens kompetence til at modtage og afgøre klager er betinget af, at vedkommende stat har afgivet en særlig erklæring om udtrykkelig anerkendelse deraf.

Igennem årene er det fra flere sider gjort gældende, at tortur samt umenneskelig og vanærende behandling og straf repræsenterer så grove krænkelser af de fundamentale menneskerettigheder, at den i Den europæiske Menneskerettighedskonvention hjemlede klageprocedure burde suppleres med ikke-juridiske midler af forebyggende karakter. Erfaringer har vist, at behovet for en udvidet beskyttelse på dette område er særligt stort for personer, der er berøvet deres frihed.

Dette er baggrunden for, at Europarådets rådgivende Forsamling den 28. september 1983 vedtog en henstilling til Ministerudvalget, i hvilken det anbefaledes at vedtage en europæisk konvention om frihedsberøvede personers beskyttelse mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

På dette grundlag fik Europarådets Styringskomite for Menneskerettigheder og et herunder nedsat udvalg af juridiske eksperter i januar 1984 til opgave at udarbejde et udkast til en konvention om frihedsberøvede personers beskyttelse mod tortur m.v. til forelæggelse for Ministerudvalget.

Ekspertudvalget behandlede sagen under 7 mødesamlinger i perioden maj 1984 - juni 1986, under hvilke udvalget bl.a. havde lejlighed til at rådføre sig med Kommissionen og Domstolen.

Et konventionsforslag fra ekspertudvalget blev færdigbehandlet i Styringskomiteen for Menneskerettigheder i november 1986 og derpå forelagt for Den Rådgivende Forsamling. I en udtalelse af 27. marts 1987 meddelte Forsamlingen sin tilslutning til forslaget. Ministerudvalget vedtog konventionen den 26. juni 1987. Konventionen åbnedes for undertegnelse den 26. november 1987. Den undertegnedes på åbningsdagen af følgende 19 af Europarådets 21 medlemsstater: Danmark, Belgien, Cypern, Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Grækenland, Island, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Malta, Holland, Norge, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien og Østrig.

Konventionen træder i kraft den 1. februar 1989.

Konventionen er nu undertegnet af samtlige Europarådets 21 medlemsstater og er pr. 15. december 1988 ratificeret eller godkendt af Tyrkiet, Irland, Malta, Nederlandene, Sverige, Luxembourg, Schweitz og Storbritannien.

II. Danmarks ratifikation

Ved ratifikation påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse til at give den i medfør af konventionen oprettede Komite adgang til sit jurisdiktionsområde og til at samarbejde med Komiteen i overensstemmelse med konventionens bestemmelser.

Danmark forpligter sig endvidere til at indrømme Komiteen, dens medlemmer og eksperter de i bilaget til konventionen nævnte privilegier og immuniteter, der har til formål at give de pågældende mulighed for uhindret at udføre de opgaver, der følger af konventionen.

Spørgsmålet om dansk ratifikation har været forelagt Justitsministeriet, som har meddelt tilslutning hertil, og som tillige har udtalt, at dansk ratifikation ikke forudsætter ændringer i dansk lovgivning.

Ratifikationen medfører ingen finansielle forpligtelser.

Konventionen træder for Danmarks vedkommende i kraft den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på 3 måneder fra deponeringen af det danske ratifikationsinstrument hos Europarådets Generalsekretær.

III. Konventionens indhold

A. Oversigt over konventionens bestemmelser

I præamblen erindres om de forpligtelser, der påhviler Europarådets medlemsstater i medfør af Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Specielt fremhæves konventionens artikel 3, ifølge hvilken »ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf«. Der udtrykkes forventning om, at frihedsberøvede personers beskyttelse mod tortur m.v. vil kunne styrkes ved ikke-juridiske midler af forebyggende karakter.

Konventionen indeholder ingen definition af, hvad der skal forstås ved tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. Begrebsbestemmelsen i så henseende antages at være den samme som den, der gælder i forhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention i lyset af kontrolorganernes praksis omkring artikel 3.

FN's Torturkonvention indeholder i artikel 1, stk. 1 en definition af begrebet »tortur«, hvorefter det omfatter »enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentligt ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.«

Denne definition må antages at få en vis indflydelse på, hvad der skal forstås ved begrebet tortur i Europarådskonventionen.

Den i sidste punktum indeholdte undtagelse af smerte og lidelse i tilknytning til lovlige sanktioner blev indføjet på foranledning af stater med andre retssystemer end de europæiske, hvor man har korporlige strafformer såsom piskning og lemlæstelse.

Det må antages, at forhold kan blive anset for tortur under Den europæiske Torturkonvention, uanset at de pågældende overgreb ikke tjener de i FN-konventionens artikel 1, stk. 1 angivne formål, men er begået f.eks. af lyst. Det må endvidere antages, at torturbegrebet i europæisk sammenhæng efter omstændighederne kan omfatte undladelser, f.eks af at give fanger mad og drikke.

KAPITEL I

KAPITEL II

KAPITEL III

KAPITEL IV

KAPITEL V

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i

Europarådet i Strasbourg den 26. november 1987 undertegnede

Europæiske Konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig

eller Vanærende Behandling eller Straf.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i

Europarådet i Strasbourg den 26. november 1987 undertegnede

Europæiske Konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig

eller Vanærende Behandling eller Straf.

Indholdsfortegnelse

Europaråds-konventionen til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf

Bemærkninger

I Historisk baggrund

II Danmarks ratifikation

III Konventionens indhold

Oversættelse

EUROPÆISK KONVENTION TIL FOREBYGGELSE AF TORTUR OG UMENNESKELIG ELLER VANÆRENDE BEHANDLING ELLER STRAF.

Under hensyntagen til bestemmelserne i Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder

i betragtning af artikel 3 af samme konvention, hvorefter »ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf«.;

idet de bemærker sig, at mekanismerne oprettet under nævnte konvention kan anvendes i forhold til personer, der påstår, at de er ofre for krænkelser af artikel 3;

overbeviste om, at beskyttelsen af personer berøvet deres frihed mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf kunne styrkes ved ikke-juridiske midler af forebyggende karakter på grundlag af besøg,

er de underskrivende regeringer, der er medlemmer af Europarådet, blevet enige om følgende

Ingen

Nr BSF 53

Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådskonventionen af 26. november 1987 til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf

Fremsat af udenrigsministeren (Ellemann-Jensen)

den 25. januar 1989

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 13. april 1989