1988 BSF 48 FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS REGLER OM TREDJEINSTANSBEVILLING

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring

af retsplejeloven, således at kompetencen til at træffe afgørelse om

tredjeinstansbevillinger ved anke- og kæremål ikke længere henligger

under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende

magts område.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af

retsplejeloven således, at kompetencen til i straffesager at træffe

afgørelse om tredjeinstansbevillinger ved anke- og kæremål henlægges

til Den Særlige Klageret.

Bemærkninger til forslaget

Spørgsmålet om, hvem der skal besidde kompetencen til at træffe afgørelse om tredjeinstansbevilling, har været omstridt siden proceskommissionerne af 1868 og 1892, der begge foreslog den dagældende bevillingsordning afskaffet til fordel for en ordning, hvor Højesteret traf afgørelsen. Siden da har spørgsmålet været rejst gentagne gange, uden at det dog er lykkedes at få ordningen med en administrativ bevilling ændret.

Når spørgsmålet har påkaldt sig denne opmærksomhed, har det nær sammenhæng med det principielle problem, at Justitsministeriet i det mindste i sager vedrørende tredjeinstansbevillinger efter retsplejelovens §§ 966 og 973 er part i sagen i den forstand, at justitsministeren er øverste anklagemyndighed. Justitsministeren udsætter sig derved for den givetvis ubegrundede mistanke, at forsvareranmodninger om anke og kære i straffesager til Højesteret ikke underkastes en ganske uvildig vurdering på grundlag af retsplejelovens regler, men også influeres af hensyn begrundet i ministerens position som chef for anklagemyndigheden.

At en sådan mistanke imidlertid kan være begrundet, fremgår af oplysningerne i bilag 1 til betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager, hvoraf det fremgår, at anklagemyndighedens begæringer i langt højere grad imødekommes, end når forsvaret søger. Forslagsstillerne har ved spørgsmål til justitsministeren søgt dette materiale opdateret, men ministerens svar har efter forslagsstillernes opfattelse ikke været egnede hertil. Senest har spørgsmålet været rejst i sommeren 1988 efter Højesterets kendelse om løsladelse af de såkaldte jydebrødre. I denne forbindelse fremførte bl.a. advokat Jørgen Jacobsen i henholdsvis dagbladet Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten (30. juli og 11. august 1988), at kompetencen til at give tredjeinstansbevillinger burde henlægges til Højesteret. Den grundigste gennemgang af spørgsmålet er efter forslagsstillernes opfattelse foretaget af landsretssagfører Ernest Hartwig i Ugeskrift for Retsvæsen 1978 B, pag. 313-320. I denne artikel gør forfatteren sig til talsmand for det synspunkt, at tredjeinstansbevillinger i straffesager bør henlægges til Den Særlige Klageret. Dette synspunkt kan forslagsstillerne tilslutte sig og henviser i det hele til den nævnte artikel, der er optrykt nedenfor som bemærkninger til forslaget.

Justitsministeriet som allerhøjeste ret

Om tredjeinstansbevilling i straffesager

Af landsretssagfører Ernest Hartwig

1. Indledning og problemstilling

I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager (fremhævet her) gives i afsnit VI, pag. 33-51, jf. bilag 1, pag. 183, om procesbevillinger en udførlig redegørelse for tredjeinstansbevillinger, både i gældende ret og efter Retsplejerådets forslag. Uanset at betænkningen - som fremhævet - er om behandling af borgerlige sager, gives også en indgående omtale af spørgsmålet om tredjeinstansbevillinger i straffesager.

Pag. 34 redegøres for den nuværende ordning. Efter rpl. § 966, stk. 1, er det Justitsministeriet, der under de i loven fastsatte betingelser undtageselsvis kan tillade en af Landsretten som ankeinstans behandlet straffesag indbragt for Højesteret. Ifølge den nævnte bestemmelse kan ministeren »undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for Højesteret, når særlig grund hertil foreligger, navnlig når sagen skønnes at have almindelig interesse eller videregående betydelige følger for vedkommende«.

Kæremål, der er afgjort af landsretten, kan ligeledes kun indbringes for Højesteret, når justitsministeren undtagelsesvis meddeler tilladelse hertil, jf. rpl. § 973, stk. 1.

Den nugældende ordning fremstilles og diskuteres i betænkningen pag. 33-43. Der redegøres herunder for baggrunden for de gældende regler om processuelle tilladelser og for tidligere fremsatte forslag angående ændring af bestemmelserne om processuelle tilladelser.

Pag. 43-45 redegøres for Retsplejerådets forslag, der dels går ud på at ændre betingelserne for, at der kan meddeles tilladelse til tredjeinstansbevilling (tilladelsen skal kunne gives, »såfremt sagen har almindelig interesse eller særlige grunde i øvrigt taler derfor«), dels foreslår Rådet kompetencen flyttet fra Justitsministeriet til Højesteret, hvilket skal gælde både for anke og for kære. Tilladelse til kære skal Højesteret kunne meddele, »når særlige grunde taler derfor«.

De ovennævnte forslag har højesteretspræsident, dr. jur. Jørgen Trolle taget op til behandling i en artikel i UfR 1974 B, pag. 209-213.

Trolle er ikke nogen tilhænger af det fremsatte forslag om flytning af kompetencen. »Det må erkendes«, skriver Trolle, »at der principielt set kan være noget rigtigt i, at det er domstolene selv og ikke administrationen, der giver - eller afslår at give - disse processuelle bevillinger«, og »det må også erkendes, at sådan er ordningen i de fleste andre lande.« Men heroverfor anfører Trolle pag. 209, spalte 2, at »den nuværende ordning (hvor kompetencen er hos Justitsministeriet) virker tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort dette. Justitsministeriet giver i det store og hele ikke flere bevillinger, end rimeligt er, og det nægter - så vidt vides - ikke bevillinger i tilfælde, hvor de burde være givet.«

Justitsministeriet har om den bestående ordning udtalt i 1930 (betænkningen side 412, spalte 1), at det »må anses for lidet heldigt, at det i disse tilfælde (bl.a. tredjeinstanstilfældene) bliver domstolene, der selv bestemmer, om de af dem trufne afgørelser skal kunne bringes frem for højere instans«. Og Justitsministeriet fastslår, at det »må anses for heldigt for retsudviklingen, at den samme myndighed, som udarbejder nye lovforslag, har adgang til at få en bestemt fortolkning af en gældende lovbestemmelse prøvet for Højesteret«.

Trolle skriver (1974 B, pag. 211, spalte 2), at det er med rette, at Justitsministeriet til fordel for opretholdelse af den nugældende ordning har fremsat denne udtalelse.

Trolles viden og hans erfaring om strafferetsplejemæssige forhold fra de 45 år, han har virket i retsvæsenets tjeneste (se Ret og Vrang, 1977, pag. 201) er så indiskutable, at en udtalelse fra hans side om dette spørgsmål selvsagt har overordentlig stor vægt. Trolles udtalelse står da også uimodsagt indtil nu.

Imidlertid er der jo ønsket en del i de senere år på strafferetsplejens område, og ikke mindst er i indeværende år (1978) en betydelig udvikling inden for strafferetsplejen blevet bekræftet i lov 243 af 8. juni 1978 om ændring af retsplejeloven, der træder i kraft 1. oktober 1978.

Jeg anfører som eksempel, at en forsvarer nu efter retsplejelovens § 745, stk. 2, har lovhjemlet ret til at deltage i politiets efterforskningsarbejde, idet forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål. Dette ville for blot få år siden have været utænkeligt. Lad mig nævne, at jeg fra 1933 (altså for 45 år siden ) i nogle år tjente til føden og studiet som skriver i Københavns Politis Undersøgelseskamre. På efterforskningsstadiet kendte man dengang ikke til noget samarbejde mellem politi og forsvarer, og jeg har aldrig oplevet eller hørt om, at en forsvarer dengang deltog i eller blot var til stede under vore afhøringer i kammeret. Nogen ændring er sket i den sidste snes år, men først nu er forholdet endeligt reguleret ved lovens bestemmelse.

Den nye udvikling på en væsentlig del af strafferetsplejens område og personlige erfaringer fra mit mangeårige virke som forsvarer er baggrunden for nærværende artikel. Jeg vil i det følgende gennemgå nogle sager, jeg selv har udført og derfor har førstehåndskendskab til. På baggrund heraf vil jeg tage stilling til den af Trolle pag. 209, spalte 2, hævdede opfattelse, »at den nuværende ordning virker tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort dette«. Derefter vil jeg tage stilling til Retsplejerådets forslag og redegøre for spørgsmålet om, hvem kompetencen til at meddele tredjeinstansbevillinger efter min mening bør tilkomme.

2. Gennemgang af 4 sager

Sag nr. 1.

I 1954 blev jeg beskikket som forsvarer for en klient, K., der ved landsretsdom i 1947 var idømt 40 dagbøder akr. 15 for overtrædelse af straffelovens §§ 203 og 204 (hasard i forbindelse med »enarmede tyveknægte«).

Da K. ikke betalte de 600 kr., blev han - bemærkelsesværdigt nok dagen før forældelsen af straffen indtrådte! - indsat til afsoning af de 40 dages hæfte, der var forvandlingsstraf. Kort tid efter, afsoningen var udstået, blev han imidlertid ved landsretsdom frifundet i en sag om nøjagtig tilsvarende forhold, som han tidligere var dømt for. Uanset at Højesteret var afskåret fra at påkende skyldspørgsmålet, opnåede anklagemyndigheden Justitsministeriets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, der stadfæstede landsrettens frifindelsesdom, U. 1954, pag. 734.

Som K.s forsvarer havde jeg efter landsrettens frifindelsesdom taget forbehold over for statsadvokaten for så vidt angår K.s krav på erstatning for den skete afsoning af de idømte dagbøder. Da K. nu var frifundet i nøjagtig tilsvarende forhold, og da ydermere en anden person samtidig var blevet frifundet for netop de forhold, min klient var blevet dømt for i 1947, begærede jeg erstatningssag rejst for den skete afsoning. Ved byrettens dom fik K. tilkendt en erstatning på kr. 4.000.

Anklagemyndigheden appellerede til landsretten med påstand om frifindelse for betaling af erstatning, subsidiært nedsættelse af erstatningsbeløbets størrelse.

Landsretten tilkendte K. erstatning, men nedsatte størrelsen heraf til nøjagtig det beløb, han kunne have betalt for at undgå afsoning, dvs. 600 kr.

Landsrettens afgørelse anså jeg for at være forkert. Jeg kunne - til nød - have accepteret, at K. ingen erstatning skulle have, fordi loven ikke indeholdt en direkte hjemmel for erstatning for afsonede bøder, men en erstatning på 600 kr. måtte efter min opfattelse være forkert, når K. skulle have erstatning for sket strafafsoning af 40 dages hæfte. Derfor søgte jeg Justitsministeriet om tredjeinstansbevilling - og fik blankt afslag! Jeg søgte derefter foretræde for Justitsministeren personlig.

Jeg skal her blot nævne nogle få af de interessante detaljer i forbindelse med mit møde med ministeren. Mødet fandt sted kl. 7.30 om morgenen dagen efter, at jeg havde anmodet om at få dette møde. Justitsministeren (Hans Hækkerup) sad i skjorteærmer med en enorm bunke sager foran sig. Jeg havde forberedt en kort forelæggelse, som blev suppleret ved ministerens spørgsmål, der klart viste, at han var fuldstændigt inde i sagen. Efter en kort drøftelse sagde han, at han ikke brød sig meget om »at gå imod embedsmændene«, men det mente han nu alligevel at måtte gøre i denne sag. Han fandt, at jeg havde ret i mine betragtninger, og gav på stedet den vagthavende kontorchef meddelelse om, at han havde givet tilladelsen.

Sagen fik et interessant udfald. Der deltog 13 dommere i afgørelsen - sagen var prøvesag for en ny højesteretsdommer. 7 af dommerne gik ind for mit standpunkt, een dommer gik »midt imellem«, og 5 dommere ville ikke tilkende min klient een krone i erstatning.

Dommen er refereret i U 1958, pag. 73. Den er kommenteret, se Kommentarbogen, pag. 229. Sagen var således både af betydelig juridisk interesse og indeholdt vanskelige tvivlsspørgsmål, men Justitsministeriet havde ikke desto mindre givet afslag på mit andragende om tilladelse til appel.

Sag nr. 2.

Jeg blev beskikket som forsvarer for viceborgmester V., der også var medlem af den stedlige ligningskommission. Der blev rejst tiltale mod V. for overtrædelse af straffelovens § 152 for at have røbet, hvad han havde erfaret som hemmelighed i offentligt hverv. Han havde dels i den pågældende kommunes sociale udvalg, dels i et partipolitisk bestyrelsesmøde fortalt om »borgmesterens skattesag«. Det drejede sig om forskellige skattemæssige dispositioner, som borgmesteren havde foretaget, og som viceborgmesteren havde fået kendskab til i ligningskommissionsmøde og følte vrede og forargelse ved.

Et stort problem for mig som forsvarer var nu, om det drejede sig om en sag, »der rejser sig af politiske lovovertrædelser«, idet sagen i så fald skulle behandles som nævningesag, jf. rpl. § 687, stk. 1 c.

Jeg gjorde, efter sagen var pådømt i 1. instans, gældende, at det var en sådan politisk sag, og fremhævede som begrundelse herfor, at sagen i alle henseender var forbundet med politiske forhold; personerne i den var politiske, og sagens indhold var politisk. Som de 4 afgørende punkter nævnte jeg,

1. at handlingerne var begået af en professionel politiker, af en mand, hvis hele tilværelse var politisk,

2. at handlingerne var rettet mod en politisk modstander,

3. at handlingerne havde fundet sted i en politisk kreds og under politisk samvær, og

4. at handlingerne havde politisk sigte og formål, idet de bl.a. var begået i den hensigt at svække en politisk modstanders stilling.

Anklagemyndigheden protesterede og anførte bl.a., at det både i den juridiske litteratur og i retspraksis er fast antaget, at politiske sager kun er sådanne, der henhører under straffelovens kapitel 12 og 13, hvilket ikke var tilfældet med den pågældende sag.

Østre Landsret fastslog i kendelse af 15. november 1977, at de påtalte lovovertrædelser ikke efter deres beskaffenhed var politiske, og at de af min klient påberåbte omstændigheder, herunder, at han havde handlet ud fra politiske motiver, ikke fandtes at kunne medføre, at forholdene kunne anses som politiske lovovertrædelser som anført i rpl. § 687, stk. 1 c.

Med yderligere henvisning til præmisserne i U 1975, pag. 80 (Glistrup-sagen) afviste landsretten derefter den af mig fremsatte påstand om at henvise sagen til behandling ved et nævningeting.

Jeg fandt spørgsmålet af så betydelig interesse, at jeg forelagde sagen for Justitsministeriet med anmodning om tilladelse til at lade dette spørgsmål prøve ved Højesteret.

Der er kun ganske få af disse sager i de trykte domssamlinger.

Den seneste er Glistrup-sagen, U 1975, pag. 80, hvor Højesteret afviste, at det var en sag, der rejser sig af politiske lovovertrædelser.

Omtrent samtidig med, at jeg søgte Justitsministeriet om tilladelse til at prøve sagen for Højesteret, prøvede forsvareren i den såkaldte BT-sag, landsretssagfører Jørgen Jacobsen, det samme, idet han - ligesom jeg - gjorde gældende, at hans klienters sag rejste sig af politiske lovovertrædelser.

Vi fik beggge afslag. Vi måtte ikke forelægge spørgsmålet for Højesteret.

Jeg har haft adgang til at gennemgå samtlige indlæg i BT-sagen vedrørende dette spørgsmål. Jeg afholder mig fra at kommentere afslaget i den pågældende sag, idet jeg finder det rigtigst at »blande mig uden om« BT-sagen, som har fundet sin endelige afgørelse ved byrettens frifindelsesdom.

Min klients, V.s, sag ville jeg under alle omstændigheder gerne have haft lov til at forelægge for Højesteret. Sagen havde som nævnt fundet sted i et rent politisk miljø. Jeg havde ved gennemgang af min kollega landsretssagfører Philip Ingerslevs meget omfattende materiale i Glistrup-sagen fået et (synes jeg selv) ganske godt kendskab til den pågældende lovbestemmelses tilblivelseshistorie. Jeg var helt klar over, at mulighederne i V.s sag nok ikke var alt for store, men på den anden side fandt jeg det ikke udsigtsløst at forelægge sagen for Højesteret, idet der efter min opfattelse navnlig var konkrete omstændigheder i sagen, der gjorde det rimeligt, at bestemmelsen om de politiske lovovertrædelser fandt anvendelse. Jeg prøvede efter det justitsministerielle afslag med en personlig henvendelse til justitsministeren (Erling Jensen), der tog overordentlig elskværdig imod mig, men han »kridtede skoene« og stod fast på ministeriets afslag trods mine ihærdige overtalelsesforsøg.

Sagen blev afgjort af Østre Landsret ved dom af 3. marts 1978 på en for V. helt tilfredsstillende måde. Min klient, som i underretten havde fået 60 dages ubetinget fængsel - endog med en dissens på 6 måneder! - blev ved Landsrettens enstemmige dom idømt 40 dagbøder a100 kr., hvilket var en både rimelig og passende afgørelse af sagen. Sagen er således lykkeligt endt.

Men derfor havde det nu alligevel været interessant at se, hvordan det ville være gået under en nævningesag.

Sag nr. 3.

A. var ved byrettens dom af 9. august 1977 idømt hæfte i 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 162 og for overtrædelse af ferieloven. Han, der havde frabedt sig forsvarer ved byretten, appellerede til Østre Landsret, hvor jeg blev beskikket som forsvarer for ham.

Ved Østre Landsrets dom af 14. marts 1978 blev han frifundet for overtrædelse af ferieloven, men på ny dømt for overtrædelse af § 162. Strafudmålingen blev stadfæstet.

En af mig nedlagt påstand om, at straffen blev gjort betinget, kunne ikke tages til følge.

At straffen ikke blev gjort betinget - hvilket i øvrigt måske nok efter min mening havde kunnet forsvares under de foreliggende konkrete omstændigheder - skyldtes en tidligere afsagt højesteretsdom, hvor straffen i en tilsvarende sag var gjort ubetinget. Imidlertid var den nævnte højesteretsdom så tilpas gammel, at der efter den senere tids udvidelse af anvendelsesområdet for betingede domme burde have været en rimelig mulighed for, at straffen kunne gøres betinget. Jeg blev af min klient anmodet om at søge sagen indbragt for Højesteret med påstand om formildelse, navnlig således, at straffen blev gjort betinget, og andragende herom blev indsendt til Justitsministeriet. Ministeriet anerkendte i skrivelse af 5. april 1978 modtagelsen af andragendet og oplyste i samme skrivelse, at man havde sendt andragendet »til anklagemyndigheden til udtalelse«, og at ministeriet ville vende tilbage til sagen, når denne udtalelse foreligger.

I skrivelse af 2. juni 1978 meddeler Justitsministeriet, at man efter gennemgang af sagen »ikke finder grundlag for at tillade det ansøgte«.

Hvad anklagemyndigheden har udtalt til andragende, oplyses der ikke noget om, lige så lidt som det oplyses, hvordan Justitsministeriet med hundrede procents sikkerhed - mindre bør ikke kunne gøre det! - kan vide, at det vil være håbløst at forelægge Højesteret spørgsmålet til afgørelse.

Sagen giver mig i øvrigt anledning til at spørge: Hvorfor skal anklagemyndigheden høres i en sådan sag?

Jeg har som forsvarer aldrig på tilsvarende måde fået sendt nogen sag fra Justitsministeriet til udtalelse, når anklagemyndigheden har søgt om tredjeinstansbevilling i sager, jeg har haft med at gøre i landsretten. Jeg har spurgt en række forsvarerkolleger, om de har fået sådanne sager forelagt til udtalelse fra Justitsministeriet. Det er der ingen af de adspurgte der nogen sinde har fået. Hvorfor der er denne forskel i behandlingen af sagens parter, ved jeg ikke - men den er der altså!

Sag nr. 4.

Ved Højesterets dom af 27. juli 1976, U 1976, pag. 827, blev min klient A. med 3 stemmer mod 2 dømt til at anbringes i forvaring.

Overlægen ved anstalten havde nu i slutningen af 1977 indstillet A. til prøveløsladelse,. Indstillingen om prøveløsladelse var tiltrådt af Retslægerådet. Anklagemyndigheden mente imidlertid ikke at kunne gå med til prøveløsladelse, og sagen blev derfor indbragt for retten, hvor jeg blev beskikket som forsvarer.

Ved Københavns Byrets kendelse af 17. februar 1978 blev A. udskrevet på prøve.

Anklagemyndigheden appellerede omgående til Østre Landsret. Sagen blev procederet i landsretten den 13. marts 1978, og kendelse blev afsagt samme dag. Kendelsen er enstemmig og er en fuldstændig stadfæstelse af byrettens kendelse om prøveløsladelse.

Udskrift af kendelsen forelå udfærdiget af Østre Landsrets Justitskontor den 16. marts 1978. Allerede dagen efter, den 17. marts 1978, gav Justitsministeriet efter statsadvokatens andragende herom tilladelse til, at kendelsen måtte indbringes for Højesteret. Samme dag, 17. marts 1978, forelå kæreskrift udfærdiget af statsadvokaten, og samme dag fik jeg kæreskriftet tilstillet af anklagemyndigheden.

Ved Højesterets kendelse af 2. maj 1978, U. 1978, pag. 486, blev kendelserne om prøveløsladelse med ændrede præmisser stadfæstet. Statskassen blev pålagt at udrede omkostningerne ved sagen.

Der er mange interessante momenter i denne sag. Bl.a.: Hvordan lader det sig gøre for anklagemyndigheden at få tredjeinstansbevilling i en sag, der har fået samme udfald i 2 instanser?

Hvordan kan anklagemyndigheden få sådan bevilling allerede dagen efter, at udskrift af landsrettens kendelse foreligger? Er det stemmende med vor tids opfattelse af strafferetsplejemæssige forhold, at Justitsministeriet, der jo er øverste anklagemyndighed, så at sige bevilger sig selv anke- (eller kære-)tilladelse på, hvad jeg vil kalde rekordtid?

Ifølge rpl. § 973, stk. 1, er der en frist på en uge til indgivelse af andragendet, så denne frist kan, så kort den end er, ikke i sig elv begrunde den utrolig hurtige behandling af andragendet i en sag, der må forudsættes at kræve en meget nøje overvejelse og omhyggelig afvejelse af alle sagens problemer. Jeg gør i denne forbindelse særligt opmærksom på den alvorlige psykiske belastning, det var for min klient, at hans af landsretten bekræftede prøveløsladelse nu skulle undergives yderligere prøvelse i tredjeinstans.

3. Oplysninger i bilag 1 til betænkning

nr. 698/1873 (om ansøgningernes skæbne)

Betænkningens bilag 1 indeholder oplysninger om antallet af ansøgninger om tredjeinstansbevillinger, og hvilken skæbne disse ansøgninger har haft.

Tages de tre sidste år af de i bilag 1 offentliggjorte oplysninger, ses det,

at anklagemyndigheden i årene 1967-1969 har søgt om tilladelse til at indbringe sager for Højesteret i 85 tilfælde og fået tilladelse i samtlige de ansøgte 85 tilfælde (måske med een undtagelse), og

at domfældte i de samme tre år har ansøgt i 309 sager og fået tilladelse i 45 sager og afslag i 264 sager.

I samme 3-årsperiode har anklagemyndigheden søgt om tilladelse til indbringelse af 5 kendelser for Højesteret og fået tilladelse i 4 af disse sager og afslag i eet tilfælde.

Domfældte har søgt om tilladelse i 48 sager og fået tilladelse i 7 kæresager og afslag i 41.

Det vil sige: I den nævnte 3-års-periode har anklagemyndigheden af 90 ansøgninger fået tilladelse i 89 (88) tilfælde, og domfældte har af i alt 357 ansøgninger fået tilladelse i 52 tilfælde.

4. Vurdering af den nugældende ordning

Den nuværende ordning fører til den helt besynderlige situation, at administrationen ikke blot giver sig selv de efter loven nødvendige tilladelser til anke og kære, men Justitsministeriet kommer på en vis måde til at stå over Højesteret og således på strafferetsplejens område bliver Den allerhøjeste ret, idet det er administrationen, der bestemmer, om Højesteret kan komme til at pådømme en straffesag. Dette er i sig selv mærkværdigt, når man tager den fastslåede opdeling i lovgivende, udøvende og dømmende magt i betragtning, jf. grundlovens § 3, idet den dømmende magt vel er hos domstolene - og efter rpl. § 2 er Højesteret øverste domstol for hele riget - men på det samfundsmæssigt betydningsfulde område strafferetsplejen er det den udøvende magt - administrationen - der bestemmer, hvad den højeste dømmende magt kan komme til at dømme i. For ministerens afgørelse er endelig og inappellabel. Bortset fra strafudmåling i nævnesager og sager om opløsning af politiske foreninger er det reelt Justitsministeren, der suverænt og enevældigt bestemmer, hvilke straffesager der kan blive forelagt Højesteret til afgørelse!

I de af mig ovenfor under punkt 2 gennemgåede 4 sager burde anklagemyndigheden - efter min opfattelse - ikke have haft tilladelse til at anke i den første af de under nr. 1 nævnte sager, medens jeg omvendt straks burde have fået tilladelsen i den anden under nr. 1 nævnte sag. Jeg burde endvidere have haft tilladelse både i sag nr. 2 og nr. 3, medens anklagemyndigheden ikke burde have fået kæretilladelse i sag nr. 4.

Jeg kan derfor ud fra det anførte ikke tiltræde det af Trolle i U 1974 B, pag. 209, spalte 2, anførte om, at den nuværende ordning virker tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort det.

5. Flytning af kompetencen til Den Særlige

Klageret

Spørgsmålet om tilladelse til at lade sagen prøve for Højesteret er i selve sin natur meget lig den situation, der foreligger, når talen er om genoptagelse af en straffesag.

Afgørelsen om genoptagelse af straffesager træffes efter rpl. kapitel 86 (§ 979) af Den Særlige Klageret, jf. rpl. § 1 a.

I festskrift for Stephan Hurwitz, 1971, skriver professor, dr. jur. W. E. von Eyben i sin artikel »Genoptagelse af straffesager«, pag 240, at den »nærliggende tanke melder sig, at man koncentrerer afgørelser om ekstraordinære procestilladelser i strafferetsplejen ved eet organ«, og fortsætter: »Når man i et vist omfang netop har forladt de almindelige domstole til fordel for en særlig ret inden for strafferetsplejen (Den Særlige Klageret), var det dog værd at overveje, om man ikke kunne overføre andre procestilladelser til denne ret.«

v. Eybens mening er af særlig betydning, fordi han »kender det hele«. Han har været ansat i Justitsministeriet, han har været dommer, og han har været (og var i 1971, da han skrev ovennævnte artikel) medlem af Den Særlige Klageret. Han har således ganske særlige personlige forudsætninger for at kunne udtale sig om disse forhold.

6. Retsplejerådets forslag og argumentation mod at flytte kompetencen til Den Særlige

Klageret

Som allerede nævnt ovenfor under punkt 1, indledningen, foreslår Retsplejerådet (Bet., pag. 43-45), at kompetencen vedrørende tredjeinstansbevillinger henlægges til Højesteret, og anfører til støtte herfor »ikke alene principielle grunde . . .«, i øvrigt på linie med Retsplejeudvalget af 1924, der anførte, at det »findes bedre stemmende med retsplejelovens ånd, at retsplejen også på dette punkt opnår en af administrationen uafhængig stilling«. Rådet støtter også forslaget om flytningen af kompetencen til Højesteret, bl.a. med

a. »Som en særlig fordel ved en ændring af kompetencereglerne kan nævnes tilfælde, hvor Højesteret måtte være indstillet på at overveje en ændring af en hidtidig praksis.«

Som begrundelse for ikke at henlægge kompetencen til Klageretten anfører Retsplejerådet følgende

b. »Retsplejen bør . . . samles under de almindelige domstole«,

c. »Klageretten er efter sin sammensætning næppe særlig egnet til behandling af disse sager«,

d. henlæggelse af kompetencen til Klageretten »må antages at ville medføre en forsinkelse af sagerne«,

hvilket begrundes med

e. »fordi Klagerettens medlemmer, der ofte vil have bopæl forskellige steder i landet, kun samles med visse mellemrum«.

7. Modargumentation over for Retsplejerådets ovenfor nævnte 5 punkter

Ad a.

Den »særlige fordel«, som Retsplejerådet nævner, kan fuldt ud opnås gennem Klageretten, hvis præsident jo altid er højesteretsdommer og derfor selvsagt har det fornødne kendskab til (med betænkningens egne ord) den praksisændring, som Højesteret måtte være indstillet på at overveje. Den af rådet nævnte fordel vil derfor også kunne opnås, når Klageretten får tillagt kompetencen.

Ad b.

Det er rigtigt som anført af Retsplejerådet, at Klageretten ikke kan betegnes som en almindelig domstol. Men dette kan dog næppe i sig selv være et bæredygtigt argument. Klageretten er en i retsplejeloven omhandlet ret, der arbejder uafhængigt, og hvis kendelser ifølge rpl. § 985 er endelige og upåankelige.

Klageretten kan, som man vil vide, endog træffe bestemmelse om genoptagelse af en af Højesteret afgjort sag.

Almindelig eller ikke-almindelig ret (eller domstol), dette kan i hvert fald i sig selv ikke være noget bæredygtigt eller slagkraftigt argument i denne forbindelse.

Ad c.

Hvorfor Klageretten »efter sin sammensætning« ikke skulle være særlig egnet til behandling af ansøgninger om tredjeinstansbevilling, anfører Rådet ikke nærmere begrundelse for. Rettens sammensætning er meget speciel og samtidig også meget alsidig: en højesteretsdommer, der er præsident, en landsdommer, en underretsdommer, en juridisk professor (eller anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse) og en advokat. Hvorfor dette alsidigt sammensatte kollegium skulle være mindre egnet til at behandle disse sager end Justitsministeriets embedsmænd eller mindre egnet end Højesterets anke- og kæremålsudvalg, giver rådet som nævnt ingen oplysning om.

Hensynet til Højesterets fuldstændige uafhængighed og gennemført neutrale stilling taler vel også snarere imod, at Højesteret skal give sig til at forhåndsbedømme sager, der ønskes indbragt for Højesteret, end for at pålægge Højesteret at foretage bedømmelse af, om den pågældende sag bør kunne indbringes for Højesteret.

Ad d og e.

Argumentet om, at sagernes behandling vil blive forsinket, fordi Klagerettens medlemmer bor forskellige steder i landet og kun samles med visse mellemrum, har ikke større værdi.

Klagerettens sager rundsendes til medlemmerne efter en af Rettens præsident i hver enkelt sag fastlagt turnus. Den samlede varighed af cirkulationen ligger normalt på 8-14 dage, nogle gange kortere, andre gange længere, hvilket sidste nok i nogen grad kan tilskrives advokatretsmedlemmet.

Her er i øvrigt et punkt, hvor jeg helhjertet kan tiltræde, hvad Trolle så forstående skriver i U 1974 B, pag. 213, spalte 2 nederst: »De fleste af dem (advokaterne) er overbebyrdede, og det er kun menneskeligt, hvis de i deres tidnød søger lidt respit, hvor den er lettest at få.«

Normalt ekspederes klageretssager fra dag til dag, men der kommer indimellem meget store og meget tunge sager med mange hundrede sider ekstrakt, udskrifter, politirapporter, erklæringer etc. og en forelæggelse, der kræver indgående faktiske og juridiske undersøgelser. Sådanne store og tunge sager vil det - på nøjagtig samme måde, som tilfældet vil være med store og tunge civile sager - være praktisk talt umuligt at få ro og tid til at behandle forsvarligt og med fornøden grundighed i normal advokatkontortid. Disse sagers behandling vil derfor, i hvert fald for så vidt angår advokatretsmedlemmet, ofte finde sted i weekender, og dette kan selvsagt medføre nogen forsinkelse med hensyn til voteringen.

Særligt hastende sager ekspederes hurtigt, og hvis det skønnes nødvendigt, sker der radial udsendelse til rettens medlemmer.

I forbindelse med det her anførte kan der i øvrigt være særlig grund til at gøre opmærksom på, at Klageretten netop i år ved tillægget til retsplejeloven, lov nr. 243 af 8. juni 1978, § 737, har fået tillagt kompetence på et område, der havde været gjort til genstand for meget indgående og skarp debat såvel på den juridisk-faglige som på den politiske front.

Det drejer sig om de nye regler i §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, og 736, stk. 2, om rettens afvisning af en valgt forsvarer, om rettens nægtelse af at beskikke den advokat til forsvarer, som sigtede ønsker, og om rettens tilbagekaldelse af beskikkelse af den pågældende forsvarer, hvis betingelserne for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge.

Lovforslagets bestemmelser om nægtelse af forsvarerbeskikkelse m.v. og om, at retten altid kunne afslå at beskikke en begæret advokat som forsvarer i sager angående statens sikkerhed og statens forhold til fremmede magter, blev fra forskellig side betegnet som »berufsverbot«.

Det yderst ømtålelige spørgsmål fandt først sin løsning ved vedtagelsen af et af Advokatrådet stillet forslag, hvorefter kendelser om nægtelse af beskikkelse og tilbagekaldelse af beskikkelse m.v. påkæres direkte fra underretten til Klageretten, hvis afgørelse ikke kan appelleres, jf. § 737, stk 2.

Denne interesante og vigtige retsplejemæssigt nye bestemmelse kan kun tages til indtægt som udtryk for juristers og politikeres samstemmende positive indstilling til og forståelse af Klagerettens virke og særlige betydning i straffeprocessuelle forhold.

8. Forslag til ændring af rpl. §§ 966, stk. 1, og 973, stk. 1

I princippet er grundlaget for behandlingen af en genoptagelsessag og for behandlingen af en sag om tredjeinstansbevilling det samme. Det synes derfor naturligt og nærliggende, at også de i rpl. §§ 966 og 973 omhandlede tilladelser skal meddeles af Den Særlige Klagerets 5 retsmedlemmer.

Det vil selvsagt give Klageretten en hel del mere arbejde, og det må betragtes som givet, at under den ordning, Klageretten nu arbejder, vil retten ikke kunne overkomme dette yderligere arbejde.

Men dette spørgsmål måtte kunne ordnes ved en rimelig normering og ved tilpasning af sekretariatsforhold, eventuelt således at Klageretten - ligesom Højesteret - kommer til at arbejde i 2 afdelinger.

Der er allerede nu, jf. rpl. § 1 a, stk. 4, beskikket suppleant for hvert enkelt retsmedlem.

Suppleanterne har nøjagtig de samme kvalifikationer som retsmedlemmerne, og suppleanterne indtræder og deltager i rettens arbejde, når et medlem er forhindret, til eksempel på grund af bortrejse eller inhabilitet. Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at i 2 af Klageretten i 1978 i offentligt retsmøde behandlede sager deltog suppleanter. I begge sager fungerede præsidentsuppleanten (højesteretsdommer Helga Pedersen) som retsformand, idet Klagerettens daværende præsident (højesteretsommer A. Blom-Andersen) havde deltaget i Højesterets behandling af de to sager og derfor var inhabil.

Reglen i rpl. § 1 a må naturligvis omformes, hvis Klageretten skal arbejde i 2 afdelinger. Blandt andet skal der indføjes bestemmelse om yderligere suppleanter.

Jeg ser i virkeligheden kun een betænkelighed ved mit forslag: Højesterets justitssekretær udfører også det krævende arbejde som justitssekretær for Den Særlige Klageret. Men med positiv indstilling til forslaget måtte justitssekretæren vel kunne aflastes ved ansættelse af en vicejustitssekretær (det er blevet så moderne med vice'r inden for retsplejer, så hvorfor ikke også her?), en fuldmægtig og/eller en sekretær og det øvrige fornødne personale. Da Justitsministeriet ville blive aflastet for udførelsen af arbejdet på dette område, ville henlæggelse af kompetencen til Klageretten set under eet næppe medføre personaleforøgelse af betydning.

9. Konklusion og afslutning

Som det fremgår af punkt 3, får anklagemyndigheden i realiteten tilladelse af Justitsministeriet til tredjeinstansbehandling i alle de sager, hvor der søges om tilladelse til at indbringe sagerne for Højesteret.

Man kunne måske med rimelig grund stille det spørgsmål, om det ikke er overflødigt og unødigt arbejds- og tidsspilde, at der skal søges om tilladelse i det tilfælde, hvor det er anklagemyndigheden, der ønsker at appellere til Højesteret.

Svaret må formentlig være, at der ikke i disse sager kan eller skal gøres forskel på anklagemyndighed og forsvar. Når vort traditionelle system er en 2-trins-retssagsbehandling, (2 instanser), må der søges om tilladelse for at få sagen prøvet i tredjeinstans. Da man af retsplejemæssige grunde ikke kritikløst kan lade enhver, der er blevet dømt ved landsretten, iværksætte appel til Højesteret, og da der som anført må være ligestilling mellem anklagemyndighed og forsvar, vil det være nødvendigt med en prøvelse af de sager, der ønskes indbragt for Højesteret. Denne prøvelse foreslås foretaget af Den Særlige Klageret.

Man kunne naturligvis bibeholde det nuværende system suppleret med en appeladgang til Klageretten for så vidt angår de sager, hvor tredjeinstansbevilling blev nægtet. Dette ville dog næppe være en anbefalelsesværdig ordning, idet det ville føre til dobbelt arbejde med de sager, hvor tilladelsen blev nægtet. De pågældende sager ville først være behandlet i Justitsministeriet for derefter at blive forelagt Klageretten. Derfor foreslås kompetencen tillagt Klageretten alene.

For at undgå enhver misforståelse ønsker jeg at fastslå, at nærværende artikel ikke drejer sig om Justitsministeriets arbejde eller sagsbehandling, og at der ikke i de i artiklen nævnte eksempler skal indfortolkes nogen kritik af Justitsministeriets dygtige arbejde. Artiklens emne er alene og udelukkende en analyse af spørgsmålet om, hvem der bør have kompetencen til at meddele tilladelse til tredjeinstansbehandling. Det afgørende for mig er, at tredjeinstans-tilladelsessager bør behandles af en retsinstans og ikke af netop den administrative myndighed, der er den ene af de to parters egen øverste myndighed.

Sluttelig bemærker jeg, at hvad jeg her har skrevet om Klagerettens virke og arbejde, hviler på mine egne erfaringer og står for min egen regning, hvilket i særlig grad også gælder det ovennævnte forslag om flytning af kompetencen, idet jeg ikke i nogen henseende har noget mandat til at udtale mig på Klagerettens vegne.

Ingen

Nr BSF 48

Folketingsbeslutning om ændring af retsplejelovens regler om tredjeinstansbevilling

Fremsat af Leif Hermann (SF) Carsten Andersen (SF) Ingerlise Koefoed (SF) Ebba Strange (SF)

den 13. januar 1989

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 19. maj 1989