1988 BSF 38 FOLKETINGSBESLUTNING OM INKORPORERING AF DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION I DANSK RET
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte et hurtigt
arbejdende udvalg med deltagelse fra Det Danske Center for
Menneskerettigheder med henblik på at undersøge fordele og ulemper
ved inkorporering af den europæiske menneskerettighedskonvention i
dansk ret og fremkomme med forslag til, hvorledes en inkorporering
rent teknisk kan ske.
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte et hurtigt
arbejdende udvalg med deltagelse fra Det Danske Center for
Menneskerettigheder med henblik på fremsættelse af lovforslag om at
sætte den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med
tilhørende protokoller i kraft som dansk ret. Lovforslaget
forudsættes fremsat senest den 2. juni 1989.
Bemærkninger til forslaget
Med undtagelse af de nordiske lande, Irland og England har samtlige 21 Europarådslande optaget den europæiske menneskerettighedskonvention som en bestanddel af deres interne retssystem. Finland vil gøre det i løbet af dette år.
Danmark har i overensstemmelse med den tidligere almindelige tradition i hovedsagen blot konstateret, at gældende dansk ret efter dansk opfattelse opfylder konventionens krav. Dette er folkeretsmæssigt lovligt.
Imidlertid betyder det, at advokater ikke direkte kan påberåbe sig menneskerettighedskonventionens bestemmelser for danske domstole.
Dette har to følger.
For det første betyder det, at man ikke ved en dansk domstol vil kunne få en autoritativ konstatering af, om menneskerettighedskonventionens krav er opfyldt eller ej. Man er i den forbindelse henvist til at gå den lange, bekostelige og tidskrævende vej til Menneskerettighedsdomstolen, en proces, der i gennemsnit varer 5 år fra tidspunktet for den endelige nationale afgørelse, som det ofte kan have varet 2 til 3 år at få.
For det andet er der tale om en dynamisk udvikling med hensyn til menneskerettighederne. Den hidtil anvendte gennemførelsesmetode kan kun vanskeligt tage hensyn hertil. Udviklingen skabes jo løbende af Menneskerettighedskommissionen og Menneskerettighedsdomstolen og er efterfølgende i forhold til den konstatering af harmoni mellem dansk ret og konventionen, der fandt sted i forbindelse med ratifikationen.
Såfremt konventionen gøres til en del af dansk ret, vil senere afgørelser af domstolen og kommissionen kunne danne grundlag for stillingtagen ved danske domstole til, om konventionens bestemmelser er iagttaget.
Det er i øvrigt forslagsstillernes opfattelse, at konventionen, såfremt den gøres til en del af dansk ret, alene derved vil blive mere kendt, og at selve lovgivningsprocessen i øvrigt også vil medvirke hertil.
Det Danske Center for Menneskerettigheder er oprettet ved en beslutning truffet af Folketinget (se Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne sp. 3887, 5839 og 11175, tillæg A sp. 2581, tillæg B sp. 801 og tillæg C sp. 503), og centret har gennemført grundige studier inden for netop det område, som dette forslag vedrører. Det vil derfor være naturligt, om centret inddrages i arbejdet med at sikre den bedst mulige inkorporering af traktaten.
Ingen
Nr BSF 38
Folketingsbeslutning om inkorporering af den europæiske menneskerettighedskonvention i dansk ret
Fremsat af Ole Espersen (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S)
den 10. januar 1989
Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 19. maj 1989