Legislator Case Law & Legislation
19881BA00022 DK

1988 BSF 22 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN MERE RETFÆRDIG FORMUESKAT

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1988 22 Valid

Bilag 1

Spørgsmål fra Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg om de norske formueskatteregler vedrørende

indbo m.v. og skatteministerens besvarelse heraf

Ad

Forslag til lov om begrænsing af adgangen til tinglysning af pantesikkerhed i fast ejendom til bekæmpelse af overforbrug.

Af Thoft (SF) m.fl.

(Lovforslag nr. L 38). (Folketinget 1986-87 (1. samling)).

Spørgsmål

Ministeren bedes orientere om de norske regler, der svarer til reglerne om, at indbo og samlinger er formueskattepligtige.

Svar

Spørgsmålet har været forelagt Det Kgl. Finans- og Tolldepartement, Norge, med anmodning om at bidrage til besvarelsen heraf. Der er fra norsk side oplyst følgende (oversat til dansk)

»I henhold til gældende norske skatteregler skal privat indbo og løsøre, som ikke giver indtægt, formuebeskattes af den del del af salgsværdien, som overstiger 100.000,00 kr. Dette følger af skattelovens § 36, første led, og § 37 a, hvorfra citeres

Skattelovens § 36, første led

»Formuen ansættes til det beløb, som den 1. januar i det år, ligningen foretages, efter gængse priser udgør den virkelige værdi af den skattepligtiges rørlige formue og faste ejendom, samt udestående fordringer efter fradrag af påhvilende gæld.«

Skattelovens § 37

»Ved værdiansættelsen af formuen gælder følgende regler

a. - - -

Af den samlede værdi af skatteyderens indbo og andet løsøre, som ikke giver indtægt, herunder dog ikke motorkøretøjer, campingvogne og lystfartøjer, medregnes kun den del, som overstiger 100.000,00 kr.«

Udtrykket »indbo og andet løsøre« omfatter møbler og andet udstyr i hjemmet, smykker, samlinger af kunstgenstande, bøger, frimærker og lign.

Til grund for formueansættelsen lægges salgsværdien pr. 1. januar. Da det er vanskeligt at fiksere salgsværdien for privat indbo og løsøre, bliver værdien i praksis fastsat til en vis del af forsikringsværdien.

Der er fastsat følgende vejledende normer

- Af de første 400.000,00 kr. 12,5 pct. (50.000) - Af de næste 200.000,00 kr. 20 pct. (40.000) - Af det overskydende 40 pct.

Indbo og løsøre, som er forsikret for 625.000,00 kr., svarer altså til en salgsværdi på 100.000,00 kr. og bliver følgelig ikke at beskatte som formue.

Gevinst ved salg af indbo eller andet løsøre, som har været brugt i sælgerens eller hans families bopæl eller husholdning, er ikke skattpligtig, jf. skattelovens § 43, nr. 1 a.'

Beslutningsforslag som fremsat 1988 22 Valid

Bilag 2

Spørgsmål fra Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg om de norske formueskatteregler og skatteministerens besvarelse heraf

Ad

Forslag til lov om begrænsning af adgangen til tinglysning af pantesikkerhed i fast ejendom til bekæmpelse af overforbrug.

Af Thoft (SF) m.fl.

(Lovforslag nr. L 38). (Folketinget 1986-87 (1. samling)).

Spørgsmål

»Kan ministeren oplyse, om administrationen af de norske formueskatteregler som beskrevet i svaret på spørgsmål 7 har voldt særlige problemer?

Har der således været særlig mange tvistigheder mellem skatteydere og ligningsmyndighederne på dette område?»

Svar

Spørgsmålet har været forelagt Det Kgl. Finans- og Tolldepartement, Norge, med anmodning om at bidrage til besvarelse heraf. Der er fra norsk side oplyst følgende (oversat til dansk)

I henhold til de vejledende normer kan skatteyder forsikre indbo og løsøre for kr. 625.000, før der udløses skattepligt. De allerfleste skatteydere har forsikret for en lavere værdi end kr. 625.000.

Det er derfor sjældent, at ligningsmyndighederne behøver at tage standpunkt til problemstillinger i forbindelse med disse regler. Efter hvad departementet erfarer, er det også sjældent, at spørgsmålet om, hvad der skal regnes til indbo og hvad der regnes som investeringsobjekter, rejser sig under ligningsbehandlingen.

Konklusionen bliver derfor, at de norske regler fungerer tilfredsstillende både administrativt og med hensyn til proceshyppighed.

Beslutningsforslag som fremsat 1988 22 Valid

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om en mere

retfærdig formueskat efter følgende principper

1. Formuenedslaget på fysiske erhvervsaktiver fjernes på nær nedslaget for så vidt angår skove.

2. I det formueskattepligtige beløb skal indgå værdien af særlig værdifuldt indbo, herunder samlinger, kunstgenstande, malerier, smykker, sølvtøj, antikviteter, ægte tæpper m.v., idet der dog heri gives et bundfradrag vedrørende værdien af indbo m.v. i et gennemsnitligt normalhjem, som ansættes til 400.000 kr. reguleret efter personskattelovens § 20. Forsikringssummen benyttes normalt som udgangspunkt for værdiansættelsen.

3. Værdien af aktier, der ikke er omsættelige, fastsættes efter den indre værdi i virksomheden tillagt goodwillbeløbet og i øvrigt beregnet efter de retningslinjer, Ligningsrådet vedtog den 15. marts 1988.

4. Der fastsættes en ordning, således at hovedaktionærer (dvs. aktionærer, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 og 3) kan betale den formueskat, som forholdsmæssigt kan henføres til aktierne i det selskab, hvori den pågældende er hovedaktionær, i stemmeberettigede aktier i det pågældende selskab. Aktiernes værdi som betalingsmiddel af formueskatten ansættes efter kursen som beregnet i pkt. 3. Der fastsættes regler, hvorefter aktieoverdragelse efter dette punkt helt friholdes for aktieavancebeskatning. Endvidere fastsættes der regler således, at stemmeretten til de aktier, der er overdraget som betaling af formueskat, skal udøves af de ansatte i virksomheden gennem et af de ansatte valgt virksomhedsråd.

5. Der fastsættes regler, hvorefter pensionistreglen i kildeskattelovens § 89 A udvides, såldes at alle får mulighed for at udskyde betalingen af den del af formueskatten, der hidrører fra een ejerbolig og/eller een fritidsbolig. Den således udskudte formueskat tinglyses og renteberegnes efter tilsvarende regler som den nugældende § 89 A og forfalder den dag, ejerboligen sælges eller går i arv.

6. Den formueskattepligtige bundgrænse ansættes til 1 mio. kr. pr. person og således, at ægtepar har indbyrdes overførselsret for uudnyttet bundfradrag. For børn under 18 år fastsættes bundfradraget til 25 pct. af det normale fradrag, som reguleres efter reglerne i personskattelovens § 20.

7. Nedslagsreglerne i personskattelovens § 19 fjernes, således at formueskat ikke indgår i skatteloftberegningen.

8. Med det formål at sikre en ligestilling mellem danske virksomhedsejere og udlændinge, der opkøber danske virksomheder, pålægges det regeringen at nedsætte et udvalg, der undersøger mulighederne for og virkningen af at flytte formueskatten på besiddelse af aktier over i selve aktieselskabet gennem en selskabsformueskat.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Formueskatten er efter SF's opfattelse et absolut nødvendigt korrektiv til en meget ufuldstændig indkomstskat og ingen eller kun ringe beskatning af kapitalgevinster. Årligt undslipper milliardindkomster en egentlig beskatning. For dog at sikre, at de grupper, der formår at sikre sig meget store ubeskattede indtægter, trods alt yder lidt til samfundshusholdningen, er det vigtigt at fastholde og udbygge formueskatten, indtil der sker en fuldstændig og progressiv beskatning af alle typer indkomster, avancer eller formuestigninger.

På denne baggrund anser SF det meste (men ikke alt) af den højlydte jamren, som høres i denne tid fra formueskattebetalerne, som voldsomt overdrevet. Når skatteministeren f.eks. i en stort opsat artikel i Erhvervsbladet den 2. marts 1988 »dokumenterer«, at en formueløs pensionist er lige så godt stillet som en pensionist med en formue på 1,4 mio. kr., er det nok at stille spørgsmålet: »Hvem mon ministeren helst ville være?» for at afdække hykleriet.

Som det fremgår af den netop udsendte betænkning om beskatning af formue (betænkning nr. 1136/marts 1988), afgivet af det af skatteministeren nedsatte udvalg, findes der ikke noget mere progressivt element i det danske skattesystem end formueskatten. Det er så decideret personer med meget høje indkomster, der betaler formueskat. Ifølge Danmarks Statistiks publikation »Skatter og afgifter 1987«, betaler den gennemsnitlige husstand 40 kr. i formueskat. Det gælder for de 3,7 mio. mennesker, der tjener under 175.000 kr. Men for de 4.000 mennesker, der tjener over 1 mio. kr. i bruttoindkomst, betales gennemsnitligt 71.000 kr. i formueskat.

Hertil kommer, at personer, der har så stor en formue, at der skal betales formueskat, typisk også vil have en nettorenteindkomst - eller kapitalindkomst, som det hedder med skattereformens terminologi. Som følge af skattereformen blev netop nettorenteindtægter beskattet væsentligt lavere end arbejdsindkomst, hvilket er yderligere et argument for at sikre en retfærdig formueskat.

Selv om formueskatten således klart rammer netop den personkreds, som har de højeste indkomster, er der desværre mange eksempler på, at landets mest formuende personer slipper særdeles lempeligt. Her er der behov for at skærpe reglerne. Formueskatten rammer forskelligt, alt efter om to samboende er gift eller ej. Her er der behov for ligestilling. Og i visse tilfælde, f.eks. for hovedaktionærerne i mindre familieaktieselskaber, virker formueskatten uhensigtsmæssigt. Her er der behov for ændrede regler. Endelig kan formueskatten ramme visse grupper med ejerboliger meget hårdt. Her er behov for regler, der mindsker byrden, så rimelige forbrugsmuligheder opretholdes. Derfor har SF stillet de ovenstående forslag til ændringer.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1. Formuenedslaget på fysiske erhvervsaktiver

Formuenedslaget på fysiske erhvervsaktiver savner enhver begrundelse. I forvejen er en lang række fysiske erhvervsaktiver ikke optaget til handelsværdien, hvilket typisk gælder driftsmidler og skibe, hvorpå der er forlods afskrevet. Ligeledes er ejendomsvurderingen normalt lavere end den faktiske handelsværdi på grund af inflationen. Endelig betyder nedslagsreglerne, at endog meget store formuer ikke behøver at blive formuebeskattet, hvilket følgende eksempel viser

Vi antager, at en skatteyder har en formue anbragt i værdipapirer med en kursværdi på 50 mio. kr. Ved at omplacere en brøkdel af formuen i erhvervsejendomme vil formueskatten helt kunne forsvinde.

Der anskaffes erhvervsejendomme til et samlet beløb af 100 mio. kr. med f.eks. 20 mio. kr. i udbetaling. Ejendommene vil typisk have en ejendomsværdi på kun 80 mio. kr.

Herefter ser formueberegningen for multimillionæren ud som følger

Ejendomme, ejendomsværdi 80 mio. kr. Herfra trækkes formuenedslag, fysiske erhvervsaktiver 32 mio. kr. Ejendommens formueskattepligtige værdi 48 mio. kr. Kursværdi værdipapirer som ikke er solgt p.gr. a. ejd.købet 30 mio. kr. 78 mio. kr. - ejendommens gæld 80 mio. kr. Skattepligtig formue -2 mio. kr.

Multimillionæren i det pågældende eksempel vil således efter anskaffelsen af disse erhvervsaktiver have nedbragt sin skattepligtige formue fra 50 mio. kr. til minus 2 mio. kr.

For ikke at opmuntre til fældning af vore skove fastholdes nedslaget for så vidt angår skove .

I Formueskatteudvalgets betænkning nr. 1136/marts 1988 hedder det om nedslagsreglerne (pag. 27 f): »Reglerne om nedslag for fysiske erhvervsaktiver har til formål at lette formueskattebyrden for erhvervsdrivende. Reglerne forvrider imidlertid valget mellem investering i forskellige typer af materielle aktiver og mellem investering i materielle og finansielle aktiver. Som nedslaget er udformet, giver det endvidere et væsentligt incitament til at investere i fysiske erhvervsaktiver for lånte midler for at nedbringe formueskatten.« (Vor fremhævelse). Sådanne overinvesteringer, der ikke er tilstrækkeligt erhvervsmæssigt begrundet, kunne formentlig også hjælpe den slunke valutakasse.

Ad 2. Særlig værdifuldt indbo

SF finder det uholdbart, at særlig værdifuldt indbo ikke skal medregnes i den skattepligtige formue. Det giver en beskatningsmæssig forvridning mellem formueejere, der investerer i f.eks. malerier, antikviteter, kostbart indbo m.v., og formueejere, der sætter formuen i sparekassen, og ejere af virksomheder. Vi forestiller os en ordning som den, der allerede kendes fra Norge, hvor der gives et bundfradrag svarende til værdien af et pænt hjem, og hvor man tager udgangspunkt i forsikringssummen for indboet i den udstrækning, denne sum overstiger værdien af et pænt hjem.

Bundfradraget - værdien af et normalt hjem - ansættes til 400.000 kr. Bundfradraget bør sættes så højt, at der ikke opstår større problemer i ligningen. Særlige værdier, samlinger m.v., der opbevares uden for hjemmet og derfor ikke er omfattet af indboforsikringen, ansættes til omtrentlig handelsværdi. I tvivlsspørgsmål benyttes anskaffelsessummen. (Se bilag 1 og 2).

I Formueskatteudvalgets betænkning (pag. 33) anføres »at alle formuegoder bør behandles ens i relation til formuebesktning«.

Ad 3. Værdiansættelse af ikke omsættelige aktier

Ligningssrådet har netop gennemført nye regler for beregning af goodwill i en virksomhed i drift. Aktiekursen skal således ansættes til summen af selskabets indre værdi tillagt goodwillværdien og uden det nuværende nedslag. Hermed bringes værdiberegningen af ikke omsættelige aktier i overensstemmelse med den værdiberegning, der i øvrigt finder sted.

Ad 4. Hovedaktionærreglen

Formueskatten møder især kritik fra hovedaktionærer i små og mellemstore familieaktieselskaber, som påstår, at formueskatten ødelægger deres erhvervsgrundlag, fordi den dræner virksomheden for driftskapital. SF mener, at kritikken er voldsomt overdrevet, men vil ikke afvise, at der i visse tilfælde kan være reelle problemer. Forøger ejeren sin løn for dermed at kunne betale formueskat, skal den pågældende først betale indkomstskat af det således hævede beløb. Samtidig vil der i visse tilfælde kunne statueres maskeret udbytte. Vælger ejeren at forøge udbyttet, rammes han af indkomstskat og delvis også af selskabsskatten. Skal ejeren således finasiere formueskatten via løn eller udbytte fra virksomheden, skal det hævede beløb normalt udgøre langt mere end den formueskat, der skal betales. SF har med den foreslåede løsning, hvorerefter formueskatten kan afregnes i aktier i virksomheden, fundet en fremgangsmåde, som ikke vil dræne virksomheden for så meget som een krone. Løsningen med at afregne i aktier har endvidere den fordel, at samfundet også kommer til at deltage i den risiko, der er ved virksomhedens drift. Var aktiernes kurs overvurderet, fordi virksomheden løber ind i vanskeligheder, så er afregningskursen for de aktier, der benyttes til formueskattebetaling, også overvurderet. Bliver aktierne efter nogle år intet værd, er der reelt heller ikke blevet betalt nogen formueskat heraf, for så bliver samfundets aktiepost jo heller ikke noget værd.

Formueskatten kan kun afregnes i stemmeberettigede aktier. For at undgå unødigt bureaukrati overdrages stemmeretten på disse aktier til virksomhedens ansatte, som udøver stemmeretten gennem et valgt virksomhedsråd. På denne måde sikres, at stemmeretten udnyttes af en personkreds, der har en aktiv interesse i virksomhedens fortsatte drift.

Aktier, der overdrages på denne måde som betaling for den på aktierne hvilende formueskat, fritages helt for aktieavancebeskatning.

Ad 5. Pensionistreglen udvides til at gælde alle

Der har i debatten om formueskatten været megen kritik fra pensionister og andre, der har anskaffet ejerbolig for mange år siden med en i dag attraktiv beliggenhed.

Sådanne ejendomme vil især i storbyerne medføre, at man passerer den formueskattepligtige bundgrænse. Da denne værdiforøgelse helt isoleret set ikke øger den pågældendes forbrugsmuligheder, så længe ejerboligen ikke sælges eller belånes, foreslår SF, at den hidtidige pensionistregel gøres helt generel. Herefter vil ingen kunne fastslå, at formueskatten driver dem fra hus og hjem, hvilket er et ikke usædvanligt argument i debatten, selv om SF mener, at også denne kritik af formueskatten er overdrevet, fordi en stor del af formueskattebetalerne allerede i dag kan benytte de bestående regler i kildeskattelovens § 89 A. Det sker imidlertid rent faktisk ikke. Ordningen, som i dag fortrinsvis omfatter folke- og invalidepensionister, benyttes af mindre end 1.000 personer årligt. Men ingen skal tvinges til at flytte fra sit hjem på grund af formueskatten. Derfor foreslås personkredsen udvidet til alle. Formueskatten skal således først betales, når ejerboligen sælges eller går i arv. Henstanden foreslås administreret på samme måde, som det i dag sker med henstand efter § 89 A. Af den således udskudte formueskat svares en ikke fradragsberettiget rente, der for tiden udgør 6 pct. p.a.

Den ringe anvendelse af de bestående henstandsregler i kildeskattelovens § 89 A skyldes formentlig, at befolkningen kun i ringe udstrækning er opmærksom herpå. SF opfordrer derfor til en omgående forøget informationsindsats herfor.

Ad 6. Dobbelt bundfradrag for ægtepar

Endelig har formueskatten været kritiseret, fordi den enliges bundfradrag er af samme størrelse som ægtepars. Det er hævdet, at denne beregningsform er en særlig skat på en bestemt samlivsform. SF mener, at denne kritik er berettiget, hvorfor vi foreslår, at ægtepar skal have dobbelt så stort et fradrag som enlige.

Børn under 18 år skal derimod kun have et bundfradrag svarende til 25 pct. af normalfradraget.

Da SF med disse forslag inddrager en række formuebeløb under beskatning, der ikke tidligere har været medregnet, mener vi at kunne hæve ægtepars bundfradrag voldsomt - nemlig fra ca. 1,3 mio. kr. til 2 mio. kr. - mens enliges bundfradrag næsten kan fastholdes på det nuværende niveau.

Ad 7. Nedslagsreglerne i det vandrette skatteloft fjernes.

De nuværende nedslagsregler for så vidt angår formueskatteloftet eller »det vandrette skatteloft«, som det også benævnes, bør ophæves. Vores kritik imod disse regler er sammenfattende, at

- Reglerne er så helt utroligt komplicerede, at ikke engang skattemyndighederne har kunnet magte dem. Der har i årsopgøreslen for 1987 været mange fejl af denne årsag.

- Ved en given indkomst er den samlede indkomst- og formueskat konstant over meget store formueintervaller. En højere formue udløser således ikke større skattebetaling. Den marginale formueskatteprocent er i disse tilfælde 0,0 pct. (Det er ingen fejlskrivning).

- Ved en given formue kan formueskatten efter loftsnedslag isoleret set falde over betydelige indkomstintervaller.

- Skatteydere, der betaler mere end 78 pct. i samlet indkomst- og formueskat, skal alene betale kommunal indkomstskat af sidst tjente krone. Det bringer marginalindkomstskatten for disse grupper ned på 29 pct. selv for meget store indkomster.

- Gennemsnitligt betragtet betyder nedslagsreglerne, at den nuværende formueskatteprocent på 2,2 kun betales af skatteydere med en formue, der lige netop når op over formueskattegrænsen, mens formueskatteprocenten falder, jo større formuen er. Formueejere med en skattepligtig formue på over 100 mio. kr. (det er efter at alle nedslagsreglerne har været taget i brug) betaler gennemsnitligt kun 0,26 pct. i formueskat eller ca. 1/10-del af den »lille« millionærs formueskatteprocent.

- Multimillionærerne hører typisk til den gruppe, der i størst omfang har kunnet udnytte det ufuldkomne indkomstskattesystem gennemn skattefrie værdistigninger, legale skattemanipulationer/arbitrage m.v. Men på grund af skatteloftsreglernes tåbelige virkninger vil denne gruppe på grund af en forholdsvis lav skattepligtig indkomst endnu engang få jackpot, når nedslagene på grund af skatteloftsreglerne træder i kraft.

- De fordelingsmæssige konsekvenser af loftsreglerne er klart asociale. Multimillionærerne slipper klart billigst.

Derfor forslår vi, at formueskatten ikke indregnes i det vandrette skatteloft.

Ad 8. Undersøgelsesudvalget vedrørende udlændinges fortrinsstilling

Det har med rette været anført, at udlændinge, der ejer danske virksomheder, har en fortrinsstilling, idet de ikke betaler formueskat, medmindre de er bosiddende i et af de lande, der har sådanne regler. SF mener, at problemet er reelt, og forslår derfor nedsat et skattedepartementalt undersøgelsesudvalg, som skal overveje mulighederne for at flytte formueskatten på aktiebesiddelse over i aktieselskabet gennem etablering af en progressiv selskabsformuebeskatning.

Beslutningsforslagets provenuvirkninger

Selv om en lang række af de mennesker, der i dag betaler formueskat, kommer til at slippe helt eller næsten helt for formueskat, fordi bundgrænsen hæves for ægtepar, så vil formueskatten årligt fremover mindst indbringe yderligere 2 mia. kr.

De, som kommer til at betale mere, er typisk også dem, som har kunnet undslippe indkomstskatten, og som formueskatten hidtil heller ikke har kunnet ramme på grund af nedslagsregler, skatteloftsregler og formueskattefrihed for samlinger, særligt indbo m.v.

Derimod vil virkningen af SF's forslag for det almindelige ægtepar med lidt på kistebunden, et ordinært udstyret hjem, en ejerbolig og et fritidshus uden ret megen gæld være, at ægteparret slipper afgørende billigere og i de fleste tilfælde ikke skal betale formueskat.

Beslutningsforslag som fremsat 1988 22 Valid

Nr BSF 22

Forslag til folketingsbeslutning om en mere retfærdig formueskat

Fremsat af Jens Thoft (SF) Jes Lunde (SF) Rahbæk Møller (SF) Bjørn Poulsen (SF) Ebba Strange (SF)

den 10. november 1988

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →