1988 BSF 10 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØKONOMISK FORBEDRING AF FORÆLDRES MULIGHED FOR AT VÆLGE BØRNEPASNING
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der
forbedrer forældrenes mulighed for at vælge mellem selv helt at
varetage pasningen af børnene eller at lade dem passe i en
offentligt støttet daginstitution eller formidlet dagpleje.
Vælger forældrene selv at varetage pasningen, kan det f.eks. ske ved, at begge forældre arbejder på deltid, at een af dem arbejder hjemme, eller at de ansætter en ung i huset. Flere forældre kan også samarbejde om pasningen.
Valgmuligheden skal gives ved en omfordeling af de offentlige midler, som samfundet stiller til rådighed til børnene i førskolealderen. Dette skal ske efter følgende retningslinjer
1) Børnefamilieydelsen for de 0-6-årige sættes væsentligt op samtidig med, at forældrebetalingen for daginstitutioner og formidlet dagpleje hæves. Dermed kan den forhøjede børnefamilieydelse finansieres.
2) Der skal fortsat være mulighed for at få tildelt hel eller delvis friplads.
3) Småbørnsforældres ret til at arbejde på del- eller flekstid skal sikres, om nødvendigt ved lovgivning.
4) Betaling for daginstitutioner skal gøres fleksibel, så der kun betales for den tid, barnet er tilmeldt institutionen.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Hjemmet er barnets naturlige miljø. Både familien og samfundet vil i almindelighed være tjent med, at små børn har så megen kontakt med forældrene som muligt.
Ingen familie skal af økonomiske grunde være tvunget til at benytte heltidspasning. Muligheden for at undgå heltidsarbejde ligger dels i, at forældrene gives bedre mulighed for at vælge pasningsform, dels i udstrakt adgang til at arbejde på del- og flekstid for både mænd og kvinder.
Regeringen bør i øvrigt iværksætte det tekniske udredningsarbejde med at analysere virkningerne af en økonomisk ligestilling af børnefamilier, hvad enten de lader deres børn passe på en offentlig institution eller i hjemmet, som firkløverregeringen bebudede i sin handlingsplan for børn, marts 1988.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad punkt 1
Den skattefri børnefamilieydelse til børn fra 0-6 år foreslås sat væsentligt op, dvs. at ydelsen skal have en sådan størrelse, at det vil være attraktivt, at begge forældre vælger at arbejde på deltid, at een af forældrene vælger at være hjemme, eller at de ansætter et ungt menneske i huset.
Flere familier kan gå sammen om pasning af børnene.
Der skal være en sådan balance mellem forhøjelsen af børnefamilieydelsen og betalingen for daginstitutioner og formidlet dagpleje, at de forældre, der vælger denne pasningsform hele dagen, ikke derved får forhøjet udgifterne urimeligt.
Ad punkt 2
Forældre under uddannelse, enlige forsørgere eller andre med lav indtægt kan have behov for og ønske om at benytte offentligt støttede daginstitutioner og formidlet dagpleje, ligesom forældre til handicappede børn kan have behov for daginstitutionspasning. Derfor bør der fortsat være mulighed for fripladser. Der bør også fortsat kunne anvises pladser i daginstitutionerne af pædagogisk-sociale grunde. For at give forældre med mellemindkomster økonomisk mulighed for fortsat at vælge offentligt støttet pasning af børnene hele dagen, bør fripladsgrænserne formentlig forhøjes.
Ad punkt 3
Arbejdet på såvel private som offentlige arbejdspladser bør kunne tilrettelægges således, at især forældre med børn under skolealderen får en reel mulighed for at vælge at arbejde på deltid eller på flekstid.
Derfor bør regeringen gennem cirkulærer og under trepartsforhandlingerne sikre sådanne muligheder. Opnås der ikke tilstrækkelige resultater på denne måde, kan det blive nødvendigt med lovgivning.
Ad punkt 4
For at forældrene virkelig kan få nytte af kombinationen mellem en væsentlig forhøjelse af børnefamilieydelsen for de 0-6-årige og øget mulighed for at arbejde på del- eller flekstid bør betalingen for daginstitutionerne og formidlet dagpleje også gøres mere fleksibel.
Dagligdagen i institutionerne må kunne tilrettelægges således, at børnene kun indskrives i institutionerne i den tid, forældrene faktisk har behov for pasning. Betaling skal kun ske for dette tidsrum.
Ingen
Nr BSF 10
Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk forbedring af forældres mulighed for at vælge børnepasning
Fremsat af Kofod-Svendsen (KRF) Lysholm Christensen (KRF) Glønborg (KRF) Inger Stilling Pedersen (KRF)
den 1. november 1988