1988 BSF 9 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEGRÆNSNING AF FORBRUGET AF CHLORFLUORCARBONER (CFC)

Bilag 1

Spørgsmål

Ministeren bedes inden besvarelse af samrådsspørgsmål B om CFC, jf. alm. del. I - bilag 6 (2. samling), fremkomme med en skriftlig status, hvori redegøres for problemernes videnskabelige omfang, samt status i aktuelle internationale forhandlinger.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, hvis svar jeg kan henholde mig til

» Ozonlagsproblemet kan belyses ud fra henholdsvis målinger, der viser udviklinger i ozonlaget indtil i dag, og ud fra modelberegninger, der forudsiger ozonlagets fremtidige udvikling.

I marts 1988 blev der offentliggjort en rapport, der bygger på en særdeles grundig gennemgang af de sidste 17 års målinger både fra jorden og fra satellitter. Målingerne viser

- CFC er sandsynligvis hovedårsagen til ozonlagets nedbrydning.

- I de sidste 17 år er ozonlaget mellem 30 og 60 grader nordlig bredde reduceret med 2-3 pct. som årsgennemsnit og med 2-6 pct. i december-marts.

- I de sidste 7 år er ozonlaget mellem 53 grader nordlig bredde og 53 grader sydlig bredde reduceret med 2-3 pct. som årsgennemsnit. Heraf skyldes ca. halvdelen mindsket solaktivitet.

- I de sidste 10 år er ozonlaget over Antarktis om foråret reduceret med over 50 pct.

- I de sidste 17 år er ozonlaget syd for 60 grader sydlig bredde reduceret med ca. 5 pct. som årsgennemsnit.

De nuværende modeller forudsiger ved uændret CFC-emission

- Globalt under 1 pct. ozonreduktion som årsgennemsnit.

- Størst ozonnedbrydning på store nordlige og sydlige breddegrader, specielt om foråret. For 30-60 grader nordlig bredde om foråret forudsiger modellerne for 1986 2-4 pct. ozonlagsnedbrydning, om ca. 40 år 3-9 pct. nedbrydning.

Modellerne passer udmærket med de målte værdier, undtagen for store nordlige og sydlige breddegrader om vinteren.

»Ozonhullet« ved Antarktis formodes at skyldes kombinationen af meget specielle meteorologiske forhold samt emissionen af syntetiske chlor-holdige stoffer, herunder CFC.

»Ozonhullet« over Antarktis var kendt også ved underskrivelsen af Montreal-protokollen og har utvivlsomt betydet, at mere »nølende« lande underskrev protokollen. På daværende tidspunkt var det dog ikke klart, om CFC forårsagede »ozonhullet«, samt om »ozonhullet« ville have betydning for resten af verdens ozonlag.

Montreal-protokollen byggede på modelberegninger af især CFC's ozonnedbrydende effekt. Modelberegningerne forudså kraftigst ozonnedbrydning længst væk fra Ækvator (store nordlige og sydlige breddegrader), især om vinteren/foråret.

Rapporten er i det store og hele en bekræftelse på modelberegningerne. Dette er vigtigt, idet Montreal-protokollens basis dermed er mere sikker.

Det nye i rapporten er, at »ozonhullet« over Antarktis med stor sandsynlighed kan tilskrives CFC, samt at der over de nordligste breddegrader er observeret lidt større ozonnedbrydning om vinteren end beregnet.

Status i aktuelle internationale forhandlinger

I UNEP-regi er der p.t. ingen forhandlinger. Efter at Montreal-protokollen er trådt i kraft (forhåbentlig 1. januar 1989), må det forventes, at parter i Montreal-protokollen mødes for at forhandle en stramning af protokollen på grundlag af de nye videnskabelige resultater.

EF-Kommissionen har fremlagt forslag dels om ratifikation og dels om Fællesskabets gennemførelse af Montreal-protokollens forpligtelser. Forslagene bliver behandlet på ministerrådsmødet den 16. juni 1988.

I oktober 1987 enedes de nordiske miljøministre om en hensigtserklæring, der indebærer hurtigere CFC-reduktion, end Montreal-protokollen foreskriver. Samarbejdet omfatter primært udviklingsprojekter vedrørende CFC-holdige varer.'

Spørgsmål

Hvilke planer har regeringen for en reduktion af CFC-forbruget i Danmark?

Svar

Under et samråd med Miljø- pg Planlægningsudvalget den 15. juni 1988 oplyste jeg bl.a., at der foreligger planer for danske initiativer efter Montreal-protokollens ikrafttræden - forhåbentlig den 1. januar 1989. Jeg nævnte, at Miljøstyrelsen bl.a. har udarbejdet forslag til et udviklingsprogram, som f.eks. vil have til formål at fremme alternativer til CFC, genindvinding etc.

Jeg lovede udvalget at vende tilbage om disse planer. Grunden til, at det ikke er sket endnu, er naturligvis, at mine overvejelser endnu ikke er afsluttet.

Jeg kan derfor nu blot gentage mit løfte om at vende tilbage over for udvalget, så snart jeg kan give et mere konkret svar på det stillede spørgsmål.

Bilag 2

NOTAT

om Norges og Sveriges planer for reduktion af CFC og

om forbruget pr. capita i de nordiske lande

Miljøstyrelsen har ved telefoniske henvendelser til Statens Naturvårdsverk i Sverige og Statens Forureningstilsyn i Norge fået de nyeste tilgængelige oplysninger om planer for reduktion af CFC-forbruget. På baggrund heraf kan oplyses følgende

Norge: Statens Forureningstilsyn har udarbejet forslag til en reduktion af CFC-forbruget. Forslaget indebærer en reduktion på 50 pct. inden 1991 og en reduktion på 90 pct. inden 1994.

Forslaget er til vurdering i Miljøvernsdepartementet, og der ventes en tilbagemelding meget snart. Der er således ikke truffet politisk beslutning endnu.

Sverige: Den svenske regering har udarbejdet en reduktionsplan, som indebærer, at CFC-forbruget i Sverige skal formindskes med 50 pct. inden 1. januar 1991 og stort set helt ophører fra 1. januar 1995.

Forslaget blev vedtaget i Riksdagen den 6. juni 1988.

Forbrug af CFC i Danmark, Finland, Norge og Sverige - baseret på 1986-tal. (Korrigeret med ozonfaktor, det vil sige, at der er er taget højde for, hvor nedbrydende hvert stof er).1)

Råvareforbrug (importeret Nettoforbrug (råvare- mængde CFC-råvarer forbrugt forbrug inkl. import i det enkelte land) og ekskl. eksport af CFC med færdig- varer Danmark tons/år 5.530 3.700 kg/capita 1,1 0,7 Finland tons/år 3.300 3.235 kg/capita 0,7 0,7 Norge tons/år 1.317 2.245 kg/capita 0,3 0,5 Sverige tons/år 4.385 4.680 kg/capita 0,5 0,6

1) Forbrugstal omfatter forbrug af CFC-11, CFC-12, CFC-113, CFC-114 og CFC-115. Forbruget er korrigeret med ozonfaktor (CFC-113: 0,8; CFC-115: 0,6; andre: 1,0).

Kilde: »Reduktion af CFC-forbruget. En teknisk-økonomisk vurdering af relevante muligheder for Danmark, Norge, Sverige«, maj 1988, udarbejdet af Cowiconsult for Nordisk Ministerråd og Nordisk Industriforbund.

Danmark har en større CFC-forbrugende industri end de øvrige nordiske lande, hvorfor råvareforbruget pr. capita ligger relativt højt. Danmark har imidlertid en væsentlig større eksport end import af CFC-holdige varer, hvilket blandt andet er årsagen til, at Danmarks nettoforbrug pr. capita ligger på niveau med de 3 øvrige landes.

Folketinget pålægger regeringen at iværksætte en begrænsning af

forbruget af chlorfluorcarboner (CFC), således at dette forbrug i

1995 er reduceret med 85 pct. af 1986-niveauet.

Begrænsningen sker i overensstemmelse med nedenstående retningslinier

1. Begrænsningen sker kontinuerligt, idet tempoet i forbrugsbegrænsningen sættes op i takt med fremkomsten af miljøvenlige erstatningsstoffer.

2. Anvendelse af CFC til køleformål ophører pr. 1. januar 1995. Forbrug af CFC til sådanne formål i den mellemliggende periode sker ved genindvinding, for så vidt der ikke kan anvendes erstatningsstoffer.

3. Anvendelse af haloner som brandslukningsmiddel afvikles inden 1. januar 1995.

4. Spraydåser mærkes med angivelse af drivgas. Brugen af freon som drivgas i spraydåser, der er undtaget fra det gældende forbud, ophører senest pr. 1. januar 1995.

5. Regeringen udskriver en konkurrence med henblik på at fremme udviklingen af alternativer til CFC.

6. Regeringen forstærker indsatsen i Wien-konventionen, i EF og i Nordisk Råd med henblik på iværksættelse af initiativer, der går videre end Montreal-protokollen af 16. september 1987.

7. Ved udgangen af folketingsåret 1990-91 fremsender regeringen en redegørelse til Folketinget vedrørende de iværksatte foranstaltninger samt disses virkning.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

I juni 1988 vedtog EF's ministerråd, at medlemslandene skulle ratificere Montreal-aftalen af september 1987. I tilslutning hertil vedtoges et forslag til en rådsforordning, der fastlægger, hvorledes Fællesskabet skal gennemføre protokollen. Vedtagelserne åbner mulighed for, at de enkelte medlemslande kan foretage videregående skridt. Dermed har EF anerkendt, at Montreal-protokollens i øvrigt utilstrækkelige bestemmelser skal anses for minimumsbestemmelser.

Hermed er det op til de enkelte medlemslande at foretage yderligere skridt, og diskussionen herom og konkrete initiativer er således alene afhængige af den politiske vilje og produktions- og forbrugsforhold i det pågældende land.

Den hastige og accelererende nedbrydning af atmosfærens ozonlag gør hurtige og restriktive indsatser påkrævede med henblik på aftrapning af forbrug og produktion af CFC. Dette er da også erkendt af en række lande som f.eks. Vesttyskland, Storbritannien og USA. Hertil kommer, at Sverige og Norge allerede har truffet beslutning om iværksættelse af vidtgående forholdsregler, der for disse landes vedkommende betyder, at brugen af CFC i det væsentligste ophører i midten af 1990'erne. Dermed har de to lande øget presset for gennemførelse af den hensigtserklæring, de nordiske miljøministre vedtog i oktober 1987.

I det øvrige internationale samarbejde afventes, at Montreal-protokollen træder i kraft, hvilket forventes at ske pr. 1. januar 1989. Herefter må det påregnes, at underskriverne mødes for at forhandle stramninger af protokollen på grundlag af nye videnskabelige resultater.

Indtil nu har Danmarks indsats bestået i en meget aktiv medvirken til, at alle EF-medlemslande ratificerer protokollen. Men derudover befinder de danske overvejelser sig på et særdeles forberedende plan. Senest den 30. august 1988 har miljøministeren i et svar til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg oplyst, at Miljøstyrelsen bl.a. har udarbejdet forslag til et udviklingsprogram, som f.eks. vil have til formål at fremme alternativer til CFC, genindvinding etc. Fremlæggelse og gennemførelse af sådanne forslag beror imidlertid endnu på ministerens overvejelser.

Ifølge dagbladet Information den 23. august 1988 koncentrerer disse overvejelser sig om en frivillig plan til begrænsning af CFC-forbruget, udarbejdet af Miljøstyrelsen og industrien. I henhold til avisens oplysninger vil denne plan betyde en 20 pct.s reduktion af 1986-forbruget på 5.655 tons i 1993-94. Endelig har ministeren oplyst, at der i forbindelse med finansloven påtænkes indført en afgift på CFC-forbruget.

På denne baggrund finder forslagsstillerne, at Danmark meget nemt risikerer at komme i den situation, at den danske indsats, sammenholdt med svenske og norske initiativer, meget let kommer til at tage sig ganske utilstrækkeligt ud.

Ganske vist er Danmark det land, der har det største forbrug af CFC pr. indbygger, idet Danmarks eksport af CFC-holdige produkter er væsentligt større end de nævnte landes. Netop dette forhold tilsiger imidlertid efter forslagsstillernes opfattelse, at Danmark er ekstra omhyggeligt og hurtigt med udarbejdelse af planer for reduktion af forbruget.

Forslaget opstiller som mål, at Danmark i 1995 har reduceret forbruget af samtlige CFC-typer med 85 pct. af 1986-forbruget på 5.530 tons. Begrænsningen kan ske jævnt over perioden frem til 1995, dog således, at fremkomsten af miljøvenlige erstatningsprodukter medfører, at disse straks indgår som erstatning og derved bringer reduktionstempoet i vejret. Det erkendes, at denne målsætning er ambitiøs, og at der kan opstå vanskeligheder med at opfylde den. For så vidt sådanne hindringer opstår, må forslagsstillerne gå ud fra, at ministeren vil tage kontakt med Miljø- og Planlægningsudvalget med henblik på drøftelser af en revision af tidsfrister m.m. På den anden side skal forslagets krav også opfattes som minimumskrav i den forstand, at fremskridt i udviklingen af nye produkter til afløsning af CFC udmærket kan fremskynde afviklingen af brugen af dette stof udover forslagets angivelser. Forslagets pkt. 4 skal ses i dette perspektiv, jf. herom nedenfor.

Med henblik på fremskyndelsen af det internationale samarbejde om afviklingen af CFC-forbruget har forslagsstillerne anført, at den danske indsats skal forstærkes. Hvorledes denne stærkere markering af danske standpunkter skal ske, er der ikke taget stilling til. Det vil imidlertid være naturligt at koncentrere interessen om to områder.

Efter vedtagelsen i EF's ministerråd i juni 1988 om ratifikation af Montreal-protokollen og gennemførelsesforordningen synes det naturligt, at Danmark presser yderligere på i dette forum, hvor der formentlig endog er skabt forventninger herom efter fremførelsen af kravet om det enkelte lands ret til videregående foranstaltninger samt om, at disse foranstaltninger skulle komme miljøet til gode. Eksempelvis kunne det overvejes at kontakte Vesttyskland og Storbritannien for at udforme en klubstrategi inden for EF. Videre vil det givetvis være en farbar vej på Nordisk Råds ekstrasession i november 1988 at sikre, at manglende overensstemmelse mellem danske initiativer og planer/vedtagelser i de øvrige nordiske lande ikke kan udnyttes af virksomheder til at flytte produktionen med henblik på at udnytte eventuelle »huller«. Tilsvarende gælder naturligvis inden for EF. Endelig vil en sådan strategi indebære, at Danmark ved kommende forhandlinger inden for Wien-konventionen sammen med f.eks. de nordiske lande vil stå i en position som fortaler for foranstaltninger, der går længere end aftalt i Montreal-protokollen.

Forslagsstillerne har ikke taget stilling til, hvilke virkemidler der benyttes for at nå forslagets mål, når bortses fra de i forslagets punkter 2 og 3 nævnte. Det synes imidlertid oplagt, at pålæg af afgifter på anvendelse af CFC-produkter kan benyttes i visse situationer, hvor der ikke umiddelbart findes noget erstatningsstof, eller hvor anvendelsen af erstatningsproduktet vil være dyrere end CFC-prisen. Dog kan en sådan afgift miste det miljømæssige sigte og få en rent fiskal karakter, hvis afgiften uden videre vil kunne overvæltes på prisen på det færdige produkt eller, for så vidt angår offentligt forbrug, på skatterne. Indførelse af en miljøafgift på CFC-produkter kan være nyttig i overgangsperioden, indtil forslagets mål er nået, for så vidt afgiftsprovenuet bindes til anvendelse som tilskud til udvikling og produktion af alternativer til CFC. Dette er da også for forslagsstillerne en afgørende forudsætning for at tilslutte sig en afgiftsstyring, der ellers vil virke som en almindelig skat på forurening.

Ud over eventuelle miljøafgifter må det formodes, at forbud, advarselsmærkning og kvotesystemer skal finde anvendelse.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

ad 1

Der henvises til bemærkningerne ovenfor.

ad 2

Inden for de allernærmeste år kan det være vanskeligt at finde erstatningsstoffer til CFC's anvendelse som kølemiddel. Bortset fra den mængde, der frigøres fra køleskabe og køleelementer til transport og industrielt brug i forbindelse med den almindelige daglige drift, frigøres betydelige mængder ved kassation af køleelementer. Selv om visse kommuner indsamler freonprodukter fra kasserede køleskabe, er dette langtfra noget, der er almindeligt forekommende. Forslaget pålægger en pligt til genindvinding af CFC-stoffer fra sådanne depoter. Genindvinding fra husholdningernes kasserede køleskabe forudsætter, at kommunerne indsamler brugte køleskabe som led i storskraldsordninger. Ved pålæg af en afgift på nye CFC-kølemidler kan genindvindingen understøttes.

ad 3

Til brandslukning anvendes ifølge Miljøstyrelsen halon 1301 og halon 1211 i et omfang svarende til et årsforbrug på 1.450 tons almindelige CFC-gasser. Stoffets farlighed indebærer, at brugen snarest bør afvikles ved et forbud.

ad 4

Anvendelse af CFC som drivgas i visse spraydåser er forbudt i Danmark. Ikke desto mindre forekommer det stadig, at der sælges spraydåser med CFC som drivmiddel, ligesom anvendelse til medicinsk og industrielt brug er undtaget fra forbudet. Derfor skal spraydåser varedeklareres således, at forbrugerne selv kan konstatere, hvilke drivgasser der benyttes.

Den tilladte brug ophører pr. 1. januar 1995.

ad 5

Uagtet der for tiden er en række initiativer i gang med henblik på udvikling af stoffer, der kan erstatte CFC, finder forslagsstillerne det påkrævet med en fremskyndelse af indsatsen. Udskrivningen af en konkurrence herom synes nærliggende. Resultatet af en sådan konkurrence vil videre kunne danne grundlag for indgåelse af udviklingskontrakter med konkurrencevinderen (-vinderne). Forslaget er ud over den konkrete hensigt i forhold til CFC-begrænsningerne ment som et forsøg på at finde nye veje i den statslige miljøindsats. For så vidt en sådan konkurrence falder heldigt ud, vil denne måde at støtte renere teknologi på skabe gode samarbejdsmuligheder mellem det offentlige og det private erhvervsliv om miljøpolitikken.

ad 6

Inden for EF-området udgør spraydåsegasserne 40 pct. af det samlede freon-udslip. Danmark har forbudt brugen af freon som drivgas bortset fra i spraydåser til industrielt brug og til eksport. Forslagsstillerne finder, at Danmark bør foreslå et forbud inden for EF-området.

ad 7

Folketingets dagsorden D 28 af 10. februar 1987 pålagde bl.a. regeringen at holde Folketinget løbende underrettet om regeringens virksomhed i det internationale miljøsamarbejde, se Folketingstidende 1986-87, 1. samling, sp. 6749. Denne vedtagelse kan efter forslagsstillernes opfattelse ikke kun ses som led i en almindelig orientering til Folketinget, men må også forstås som en mulighed for foretagelse af korrektioner og iværksættelse af nye initiativer. Iværksættelse af beslutningsforslagets elementer og evalueringen heraf udgør en vigtig forudsætning for Folketingets senere stillingtagen i forbindelse med eksempelvis afgivelse af forhandlingsmandat til brug for regeringens deltagelse i EF's miljøpolitik. Det synes også påkrævet, at Folketinget inddrages som led i vurderingen af, hvorvidt beslutningsforslaget skal justeres.

Som bilag til dette beslutningsforslag er optrykt to af Miljø- og Planlægningsudvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå samt et af miljøministeren udarbejdet notat om Norges og Sveriges planer for reduktion af CFC og om forbruget pr. capita i de nordiske lande (Folketingsåret 1987-88, 2. samling).

Ingen

Nr BSF 9

Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af forbruget af chlorfluorcarboner (CFC)

Fremsat af Leif Hermann (SF) Margrete Auken (SF) Gade (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Ebba Strange (SF)

den 26. oktober 1988