Legislator Case Law & Legislation
19881BA00007 DK

1988 BSF 7 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØKONOMISK MERE LIGE VILKÅR FOR ADOPTION AF UDENLANDSKE BØRN OG REAGENSGLASBEFRUGTNING M.V.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1988 7 Valid

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om økonomisk

mere lige vilkår for de forældre, der adopterer et udenlandsk barn,

og dem, der bliver behandlet med henblik på reagensglasbefrugtning.

Lovforslaget skal udarbejdes efter følgende retningslinjer

1. Par, der bliver behandlet med henblik på reagensglasbefrugtning eller lignende, betaler et vist beløb, f.eks. 10.000 kr., for første behandling og yderligere f.eks. 10.000 kr., hvis behandlingen resulterer i et levendefødt barn.

2. Forældre, der adopterer et udenlandsk barn, ydes et tilskud til udgifterne i forbindelse med adoptionen på et vist beløb, f.eks. 15.000 kr.

Bemærkninger til forslaget

Adoption af udenlandske børn koster afhængigt af land og krav til adoptanterne ikke under 35.000 kr. Herudover stilles i nogle tilfælde i tillæg krav om lange ophold i modtagerlandet.1) Der er ofte tale om børn, som er adopteret fra østasiatiske lande. Omkostningerne i forbindelse med adoptionen afholdes af adoptanterne.

Derimod er reagensglasbefrugtning gratis for forældrene. Hver behandling koster ca. 15.000 kr.2) Hvert par tilbydes 3 behandlinger. Knap hver fjerde kvinde bliver gravid, ikke sjældent med tvillinger. Af den grund bliver gennemsnitsprisen for en graviditet 150.000-160.000 kr. På grund af overhyppighed af tvillinger og trillinger bliver beløbet pr. barn mindre.

Det er rimeligt, at forældre betaler et vist beløb for at få foretaget en sådan behandling, f.eks. 10.000 kr. for første behandling og yderligere 10.000 kr., hvis behandlingen resulterer i et levendefødt barn. Der behandles i dag 170-180 par om året på Rigshospitalet,3) og dertil kommer behandlinger i Odense, Ålborg og Århus. 500 danske par er på venteliste.

Det er svært at sige, hvor grænsen går for, hvor mange par der årligt kan ønske at få foretaget behandling med henblik på reagensglasbefrugtning, måske 500 - måske flere, når behandlingen bliver mere kendt. Amtskommunerne har skønnet, at et generelt tilbud om reagensglasbefrugtning vil koste dem 45 mio. kr.4) Efter det ovenfor skitserede forslag vil brugerbetaling indbringe ca. 1/3 af beløbet.

Brugerbetalingen skal også omfatte de nye behandlingsmetoder, der måtte træde i stedet for eller supplere reagensglasteknikken. Der tænkes her f.eks. på den nye GIFT-metode, hvorved æg og sædceller indføres i kvindens æggeleder, hvor befrugtningen sker.3) Denne metode skønnes at ville koste 13.000-15.000 kr. pr. behandling.

Det samlede antal adoptioner har i de senere år været mellem 1.200 og 1.500 årligt. I 1987 var adoptionstallet 1.282, hvoraf 649 var familieadoptioner. Af de adopterede børn var 537 udenlandsk fødte.6) Det er de udenlandske børn, som er dyre.5)

Antallet af adoptioner har generelt været faldende fra 1973-75, hvor antallet lå omkring 1.800 årligt, og frem til 1983, hvor antallet nogenlunde har stabiliseret sig mellem 1.200 og 1.500 adoptioner, hvoraf ca. halvdelen er familieadoptioner. Antallet af de udenlandske adoptioner svinger en del fra år til år. Igennem 1980'erne er der i gennemsnit adopteret ca. 570 udenlandske børn årligt. Der kan derfor godt gives f.eks. 15.000 kr. i tilskud til adoption af et udenlandsk barn. Det er forslagsstillernes hensigt, at betalingen for reagensglasbefrugtning m.v. så vidt muligt skal dække udgifterne til tilskud til forældre, der adopterer udenlandske børn.

Kildehenvisninger

1) De af Justitsministeriet godkendte adoptionsorganisationer.

2) Forbrugerrådets blad Tænk, nr. 4, maj 1988.

3) Berlingske Tidende den 14. april 1988.

4) Kristeligt Dagblad den 21. december 1987.

5) Befolkning og valg 1988: 7, 14. juni 1988 (Statistiske Efterretninger, Danmarks Statistik).

6) Danmarks Statistik.

Beslutningsforslag som fremsat 1988 7 Valid

Nr BSF 7

Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk mere lige vilkår for adoption af udenlandske børn og reagensglasbefrugtning m.v.

Fremsat af Kofod-Svendsen (KRF) Lysholm Christensen (KRF) Glønborg (KRF) Inger Stilling Pedersen (KRF)

den 25. oktober 1988

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →