1988 BRL 145 BERETNING OVER I. FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BYGNINGSFREDNING (KOMMUNAL REGISTRERING AF BYGNINGER M.V.) NR L 145 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Den 15. december 1988 fremsatte Socialistisk Folkeparti L 145,
forslag til lov om ændring af lov om bygningsfredning. (Kommunal
registrering af bygninger m.v.). og L 146, forslag til lov om
ændring af lov om kommuneplanlægning. (Bevaringsplanlægning m.v.).
Lovforslagene var til 1. behandling i Folketinget den 29. januar 1989.
Miljøministeren har under førstebehandlingen i Folketinget tilkendegivet, at hun er enig i selve hensigten med lovforslagene, nemlig at forstærke indsatsen for bygningsfredning, hvorimod ministeren ikke er enig i princippet om tvangsmæssig registrering af bevaringsværdige bebyggelser.
Miljøministeren oplyste endvidere under førstebehandlingen, at Planstyrelsen i samarbejde med 3 kommuner har gennemført en frivillig registrering.
Disse forsøg har vist sig meget positive, og en række andre kommuner har meldt sig som interesserede til - i et samarbejde med Planstyrelsen - at foretage en sådan frivillig registrering. Der vil således blive gennemført en øget registrering på frivillig basis.
Under arbejdet har der vist sig et behov for en bredere vurdering af indholdet af bygningsfrednings- og restaureringspolitikken i sammenhæng med lovgivningen på bygningsfrednings-, restaurerings- og bevaringsområdet.
Der er således behov for
- at foretage en nærmere vurdering af den hidtidige frednings- og restaureringsindsats,
- at formulere en strategi for den fremtidige indsats på frednings- og restaureringsområdet, herunder en afvejning af fredningshensynene i forhold til dels øvrige interesser i bygnings- og arealanvendelsen, dels de øvrige samfundsøkonomiske interesser,
- at vurdere muligheden for at opprioritere sammenhængen mellem kommunernes arbejde med den bevarende kommune- og lokalplanlægning og bygningsfredningspolitikken, og
- at vurdere arbejdsdelingen mellem myndighederne på bygningsfrednings- og restaureringsområdet og bevaringsområdet.
Miljøministeren har derfor besluttet at nedsætte et bredt sammensat fagligt udvalg, der kan foretage ovenstående vurderinger.
Som indledning til dette arbejde vil miljøministeren i efteråret 1989 afholde en konference med deltagelse af eksperter, interesseorganisationer m.v.
Herefter udtaler et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem), at man kan tilslutte sig ovenstående bemærkninger.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) finder dog anledning til for sit vedkommende at tilføje følgende
Ovenstående bemærkninger og specificeringer af en række behov for yderligere vurderinger og strategimodeller rejser det spørgsmål, om lovforslagene, der er uændrede genfremsættelser af tidligere regeringsforslag, i tilstrækkelig grad har været baseret på Folketingets dagsorden nr. D 14 af 2. december 1986 (se Folketingstidende 1986-87, 1. samling, forhandlingerne sp. 3362 ff). Således som Miljø- og Planlægningsudvalgets hidtidige arbejde med lovforslagene i såvel denne som i en tidligere folketingssamling er forløbet, har der ikke været grund til at antage, at der var yderligere behov for uddybning af netop de helheds- og sammenhængsbetragtninger, der udgjorde et afgørende element i den ovennævnte dagsorden. Denne antagelse har så meget desto mere vægt, fordi der ikke i forbindelse med udskydelsen af lovforslagenes genfremsættelse som regeringsforslag fremkom den i dette beretningsbidrag nævnte begrundelse. Det kan naturligvis forekomme, at faktiske eller politiske forudsætninger for et lovforslag ændrer sig og dermed forrykker grundlaget for dets fremsættelse. SF finder, at sådanne ændringer, især for så vidt angår lovforslag fremsat på baggrund af en klar folketingsvedtagelse, i særlig grad må have Folketingets interesse, og har derfor ønsket med afgivelsen af denne beretning at markere dette synspunkt.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) kan ikke tilslutte sig flertallets synspunkter, idet Fremskridtspartiet finder, at intentionerne bag de 2 lovforslag ikke er i overensstemmelse med partiets politik.
P. u. v.
Ahlmann-Ohlsen
formand
Ingen
Nr BRL 145
Beretning over I. Forslag til lov om ændring af lov om bygningsfredning (Kommunal registrering af bygninger m.v.)
Nr L 145 1988-89, 1. samling
Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget
Afgivet: 19890503