1988 BTL 220 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (RESTANCEINDDRIVELSE M.V.) NR L 220 1988-89, 1. SAMLING

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatte- og afgiftsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål

Ministerens kommentar til vedlagte artikel fra Politiken den 5. oktober 1988, der dokumenterer, at en af skattereformens groteske virkninger er, at forhøjes kommunernes skatteprocent, således at denne sammenlagt med statsskatten og amtsskatten udgør mere end 50 pct., rammes de mest velhavende ikke. Endnu mere grotesk bliver sagen for bistandsmodtagere, idet bistandshjælpen aftager med kommuneskatteprocentens størrelse, fordi loftet herfor tager udgangspunkt i arbejdsløshedsdagpengenes størrelse reduceret med den lokale skatteprocent.

Samtidig bedes ministeren oplyse, hvorledes den oplysning, Politikens artikel giver, harmonerer med skatteministerens svar til Thoft på spørgsmål nr. S 1447 af 10. juli 1986, hvori skatteministeren kategorisk afviste, at en af virkningerne af skattereformen var, at højere kommuneskatteprocenter i højere grad end tidligere vender den tunge ende nedad.

Svar

Under overskriften »Høj skat en fidus« bragte Politiken onsdag den 5. oktober 1988 en artikel om nogle skattemæssige konsekvenser af at bo i dyre og billige kommuner.

Artiklen tager udgangspunkt i en række skatteberegninger foretaget af revisor Svend Vedde fra revisionsfirmaet Seier og Petersen.

Artiklen argumenterer og konkluderer fejlagtigt, at der kan spares skat for familier med høje indtægter og store fradrag ved at flytte fra en billig kommune (Frederiksberg) til en dyr kommune (Gladsaxe), hvor den samlede skatteprocent overstiger skatteloftet på 68 pct.

Dette er ikke rigtigt. Det forkerte i artiklen er, at der efter Svend Veddes metode beregnes for stor skatteværdi af fradragene i Gladsaxe.

Fradrag kan højst have en værdi svarende til den skat, der skulle have været betalt af den indkomst, der er blevet neutraliseret af fradraget. Da indkomsten i kommunen med den høje skatteprocent (Gladsaxe) er omfattet af skatteloftet på 68 pct., betales der en reduceret skat af indkomsten. Fradragene har derfor også kun en værdi svarende til den reducerede skat.

Et eksempel kan belyse teknikken.

Svend Veddes metode 1988.

(Samlet skattepct. i kommunen = 55)

---------------------------------------- kr. ---------------------------------------- (1) Indkomst 500.000 (2) Fradrag 225.000 (3) Bruttoskat 317.328 Værdi af fradrag (4) 55 pct. af 225.000 kr. 123.750 (5) Personfradrag 13.497 ---------------------------------------- Samlet forkert skat (3)-(4)-(5) 180.081 ---------------------------------------- Rigtig beretning 1988. (Samlet skattepct. i kommunen = 55) ---------------------------------------- kr. ---------------------------------------- (1) Indkomst 500.000 (2) Fradrag 225.000 (3) Bruttoskat 317.328 Værdi af fradrag (4) 55 pct. af fradraget mellem det vægtede personfradrag og 208.000 kr. (55 pct. af 183.460 kr.) 100.903 (5) 50 pct. af fradrag herudover (den modsvarende indkomst er omfattet af skatteloftet) (50 pct. af 41.540 kr.) 20.770 (6) Personfradrag 13.497 ---------------------------------------- Samlet skat (3)-(4)-(5)-(6) 182.158 ----------------------------------------

Som det fremgår af eksemplet, bliver der efter artiklens metode beregnet 55 pct. værdi af samtlige fradrag, hvilket medfører en for lille samlet skat. Den korrekte beregning tager hensyn til virkningen af det skrå skatteloft, således at den del af fradragene inkl. personfradraget, der ligger ud over 208.000 kr., får en lavere skatteværdi.

Den omtalte artikel dokumenterer således ikke, at skattereformen skulle have utilsigtede virkninger med hensyn til de skattemæssige konsekvenser af at bo i dyre eller billige kommuner.

De korrekte skattebeløb for artiklens eksempler fremgår af følgende oversigt.

--------------------------------------------------------------------- Familie 1 Familie 2 Familie 3 kr. kr. kr. --------------------------------------------------------------------- Bruttoindkomst 800.000 500.000 200.000 Fradrag 475.000 225.000 50.000 Skat 1988: Frederiksberg 260.824 172.409 66.406 Gladsaxe 263.230 174.745 71.100 ---------------------------------------------------------------------

For alle 3 familier er skatten højest i Gladsaxe. Dette vil også være tilfældet, hvis der ligesom i artiklen beregnes skat uden hensyntagen til skattereformens overgangsregler. Familie 1 og 2's indkomster er så høje, at de er omfattet af skatteloftet på 68 pct. i Gladsaxe Kommune og dermed får deres skat nedsat. Dette gælder ikke familie 3.

Til udvalgets orientering vedlægges et notat af 14. oktober 1988 om virkningen af det skrå skatteloft før og efter skattereformen samt kopi af besvarelsen af spørgsmål nr. S 1447 af 10. juli 1986 til Thoft (SF). Denne besvarelse harmonerer fuldtud med skattereformens beregningsregler vedrørende det skrå skatteloft.

Politiken

Onsdag den 5. oktober 1988

Høj skat en fidus

Grotesk konsekvens af regler i skattereformen

Af Henrik Lisberg Vellønnede danskere med hang til dyre villaer bør finde sig en kommune med høj skat. Jo højere skatteprocent, des mindre skal de betale i skat, er den groteske konsekvens af et par regler i skattereformen.

Det lyder tåbeligt, men folk med gode lønninger og store fradrag bør klappe begejstret i hænderne, hvis byrådet beslutter at sætte skatten op, siger revisor Svend Vedde, leder af skatteafdelingen i det store revisionsfirma Seier-Petersen. Tjener man for eksempel 800.000 kr. og har et fradrag på 475.000 kr., sparer man 10.000 kr. om året ved at flytte fra Frederiksberg til Gladsaxe, hvor skatten er fire procent højere.

Det noget besynderlige forhold skyldes en ny måde at udregne skatten. Først udregnes skatten af bruttoindtægten, altså før fradrag. Derefter trækkes værdien af fradraget fra. Uanset kommunens skatteprocent må ingen betale mere end 68 pct. i skat af den sidste krone. Værdien af fradragene er derimod direkte afhængig af kommuneskatten. Sættes kommuneskatten op med en procent, er fradraget en procent mere værd. Bruttoskatten stiger ikke tilsvarende for velhavere, der har ramt 68-procent loftet.

Svend Vedde giver et eksempel: En familie tjener 800.000 kr. og har fradrag på 475.000 kr. Med så høj en indtægt rammer familien skatteloftet i både Frederiksberg og Gladsaxe. Kun af de første 200.000 kr. betaler familien mere i skat i Gladsaxe. Skatten før fradrag er på 510.000 kr. på Frederiksberg og 519.000 kr. i Gladsaxe.

Fradraget er imidlertid kun 249.000 kr. værd i Frederiksberg, mens det er 269.000 kr. værd i Gladsaxe. Summa-summarum: at betale 261.000 kr. i Frederiksberg og 250.000 kr. i Gladsaxe.

Tjener man mindre, svinder fordelen ved højskattekommunen. Familien med 500.000 kr. i indtægt og 225.000 kr. i fradrag betaler nogenlunde det samme i Frederiksberg og Gladsaxe, mens lavindkomstfamilien med 200.000 kr. i løn og et fradrag på 50.000 kr. tjener 5.000 kr. ved at vælge Frederiksberg.

I de fleste tilfælde vil velhaverne have endnu flere fordele ved at vælge den skattedyre kommune. Her er børneinstitutioner traditionelt billigere, servicen højere og man får mere hus for pengene.

Forholdene gør det vanskeligt for politikerne at lægge budgetter. Sættes skatten i vejret, rammes skatteydere med lave indtægter. Velhaverne går i bedste fald fri, i værste fald tjener de på en højere kommuneskat.

Skatteberegning 1988 uden overgangsregler

Familie 1: kr. Bruttoindkomst 800.000 Fradrag 475.000 ------------------------------------------------------ Bruttoskat Skat Fradragsværdi kr. kr. kr. ------------------------------------------------------ Frederiksberg 510.367 260.824 249.543 Gladsaxe 519.031 250.050 268.981 Familie 2: kr. Bruttoindkomst 500.000 Fradrag 225.000 ------------------------------------------------------ Bruttoskat Skat Fradragsværdi kr. kr. kr. ------------------------------------------------------ Frederiksberg 306.577 181.859 124.718 Gladsaxe 314.831 180.550 134.281 Familie 3: kr. Bruttoindkomst 200.000 Fradrag 50.000 ------------------------------------------------------ Bruttoskat Skat Fradragsværdi kr. kr. kr. ------------------------------------------------------ Frederiksberg 103.747 66.406 37.341 Gladsaxe 111.487 71.356 40.131

Skattedepartementet

Den 14. oktober 1988

Notat om det skrå skatteloft før og efter skattereformen

1. Indledning

Det skrå skatteloft skal sikre, at ingen del af indkomsten beskattes med mere end 68 pct. (tidligere 73 pct.).

Antallet af kommuner, der har været omfattet af det skrå skatteloft fra 1982 til 1988, er vist i nedenstående oversigt.

--------------------------------------------------------------------- 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 --------------------------------------------------------------------- Antal kommuner 38 34 73 64 67 151 200 Skatteloftsprocent 70 73 73 73 73 68 68 Loftsgrænse*) (pct.) 25,9 28,9 28,0 27,9 27,9 28,0 28,0 ---------------------------------------------------------------------

(*) Skatteloftet har virkning i kommuner, hvor den samlede kommunale og amtskommunale udskrivnings-

procent overstiger de anførte skatteprocenter For indkomståret 1988 skønnes ca. 425.000 personer at være omfattet af det skrå skatteloft, og det medfører et provenutab for staten på ca. 450 mio. kr.

2. Før skattereformen

I det gamle system blev indkomstskatten i en kommune, hvor indkomstskatterne netop nåede op til det skrå skatteloft, udskrevet efter følgende skala for 1986

--------------------------------------------- Skattepligtig indkomst Skattesats --------------------------------------------- 0 kr.-113.400 kr. 1. trin ca. 48 pct. 113.400 kr.-186.100 kr. 2. trin ca. 62 pct. 186.100 kr. og derover 3. trin ca. 73 pct. --------------------------------------------

En forhøjelse af kommuneskatteprocenten med 1. pct.-point ville medføre en skattestigning for den del af indkomsten, der beskattedes på 1. og 2. trin. Den højeste stigning, som en person i en kommune omfattet af skatteloftet kunne opleve, uanset hvor meget indkomsten oversteg grænsen for 3. trin, var 1.654 kr. ved en stigning i kommuneskatteprocenten på 1. pct.-point, nemlig 1 pct. af 186.100 kr. nedsat med det kommunale personfradrag på 20.700 kr. i 1986.

3. Skattereformen

Efter skattereformen består personskatten af tre indkomstskatter

1) Almindelig indkomstskat til stat og kommune på 51,6 pct. af den skattepligtige indkomst. (22 pct. til staten + 29,6 pct. til kommune, amt og kirke). (1988-gennemsnitskommune).

2) 12 pct.-skat af personlig indkomst udover 208.000 kr. (1988).

3) 6 pct.-skat af personlig indkomst + positiv nettokapitalindkomst udover 135.200 kr. (1988).

I en kommune, hvor den kommunale og amtskommunale skatteprocent er netop 28 pct., er den højeste skatteprocent 68 for den del af indkomsten, der beskattes med alle tre skatter.

Stiger kommuneskatten, gives et nedslag, som neutraliserer denne stigning, men kun for det indkomstbeløb, hvoraf alle tre skatter beregnes.

Normalt er den skattepligtige indkomst, dvs. den indkomst hvoraf der beregnes kommuneskat, større end den indkomst, hvoraf der svares 12 pct.-skat. I disse tilfælde vil en forhøjelse af kommuneskatten altid medføre en skattestigning.

Eksempel 1

Person med normale fradrag

--------------------------------------------------------------------- kr. --------------------------------------------------------------------- Personlig indkomst 308.000 Fradrag -50.000 Personfradrag -25.000 --------- Grundlag for udskrivning af kommuneskat 253.000 --------- Nedslagsgrundlaget er den del af indkomsten, hvoraf der svares alle tre skatter. Her er dette grundlag den del af den personlige indkomst, hvoraf der svares 12 pct. skat 308.000 kr. - 208.000 kr. 100.000 --------- Stigning i skat ved forhøjelse af kommuneskattprocenten med 1 (1 pct. af 253.000 kr.) 2.530 Nedslag i skatten (1. pct. af 100.000 kr.) -1.000 --------- Samlet stigning i skatten 1.530 ---------------------------------------------------------------------

Der betales kommuneskat af 253.000 kr., men kun 12 pct.'s-skat af 308.000 kr. - 208.000 kr. eller af 100.000 kr. Dvs. det er kun 100.000 kr., der er udsat for 68 pct. skat, og ikke 253.000 kr. svarende til hele den skattepligtige indkomst nedsat med personfradraget.

Kun hvis fradagene er meget store, vil det kunne forekomme, at en forhøjelse af kommuneskatten ikke medfører en forøgelse af de samlede skatter.

Eksempel 2

Person med store fradrag

--------------------------------------------------------------------- kr. --------------------------------------------------------------------- Personlig indkomst 808.000 Fradrag -200.000 Personfradrag -25.000 --------- Grundlag for udskrivning af kommuneskat 583.000 --------- Nedslagsgrundlaget er den del af indkomsten, hvoraf der svares alle tre skatter. Her er det grundlag, hvoraf der svares 12 pct. skat (808.000 kr.-208.000 kr.=600.000 kr.), større end den del af indkomsten, hvoraf der svares almindelig indkomstskat til stat og kommune (583.000 kr.). Dvs. det grundlag, hvoraf der svares alle tre skatter, er lige med grundlaget for kommuneskatten. Stigning i skat ved forhøjelse af kommuneskatteprocenten med 1 (1 pct. af 583.000 kr.) 5.830 Nedslag i skatten (1 pct. af 583.000 kr.) -5.830 --------- Samlet stigning i skatten 0 --------------------------------------------------------------------

Beregningsgrundlaget for 12 pct. skatten er 808.000 kr. - 208.000 kr. eller 600.000 kr., men der betales kun kommuneskat af 583.000 kr. Det er derfor alene de 583.000 kr., der udsættes for 68 pct. beskatning, og følgelig gives nedslaget for det skrå skatteloft i dette beløb.

4. Konklusion.

Har man normale fradrag, vil 1 pct. forøgelse af kommuneskatten medføre en skattestigning på mellem 0 kr. og ca. 1.830 kr. ved stigende personlig indkomst i kommuner, hvis indkomstskat gennembryder loftet. Overstiger den personlige indkomst og den skattepligtige indkomst 208.000 kr., fås den maksimale stigning på ca. 1.830 kr.

Der er dog en lille gruppe skatteydere, som i modsætning til før skattereformen vil få uændret samlet skat, selv om kommuneskatten forhøjes op over skatteloftet.

Det er personer, hvis indkomst- og fradragskomponenter er sammensat således, at de beløb, hvoraf deres kommuneskat og deres skatteloftsnedslag beregnes, er lige store. Det drejer sig om personer, hvis pesonlige indkomst overstiger 208.000 kr. med et beløb, der er større end deres skattepligtige indkomst nedsat med personfradraget. Denne betingelse vil være opfyldt, hvis deres fradrag (ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst) er større end ca. 183.000 kr.

Ministeriet for Skatter og Afgifter

Den 18. juli 1986

Til Folketingets formand I besvarelse af spørgsmål nr. S 1447, indleveret den 10. juli 1986 af Thoft (SF), kan jeg meddele følgende

Spørgsmål nr. S 1447

»Kan ministeren bekræfte, at en af virkningerne af skattereformen er, at stigende kommuneskatteprocenter i højere grad end tidligere vender den tunge ende nedad, og vil ministeren belyse sit svar med et regneeksempel?»

Svar

Nej, det kan jeg ikke bekræfte.

I nedenstående oversigter er i en række eksempler vist, hvorledes en forhøjelse af kommuneskatteprocenten med 1 procentpoint påvirker skattebetalingen dels for 1986 - gældende regler - og dels for 1987 - skatteformens regler.

Samlet skat 1986 - gældende regler

--------------------------------------------------------------------- Skattepligtig Samlet indkomstskat Samlet indkomstskat Stigning indkomst ved en kommunal ved en kommunal i skat skatteprocent på skatteprocent på 29,5 (1) 30,5 (1) (1) (2) (3) (4)=(3)-(2) kr. kr. kr. kr. --------------------------------------------------------------------- 50.000 13.977 14.270 293 150.000 68.647 69.940 1.293 250.000 138.837 (*) 140.491 (*) 1.654 500.000 323.337 (*) 324.991 (*) 1.654 1.000.000 692.337 (*) 693.991 (*) 1.654 2.000.000 1.430.337 (*) 1.431.991 (*) 1.654 ---------------------------------------------------------------------

(1) Heraf udgør kirkeskatteprocenten 0,8.

(*) Indkomstskatten til staten er nedsat på grund af det »skrå«

skatteloft.

Samlet skat 1987 - skattereformens regler

---------------------------------------------------------------------

Skattepligtig Samlet indkomstskat Samlet indkomstskat Stigning indkomst ved en kommunal ved en kommunal i skat skatteprocent på skatteprocent på 29,5 (2) 30,5 (2) (1) (2) (3) (4)=(3)-(2) kr. kr. kr. kr. --------------------------------------------------------------------- 50.000 13.534 13.822 288 150.000 67.548 68.836 1.288 250.000 134.366 (*) 135.866 (*) 1.500 500.000 303.489 (*) 305.190 (*) 1.701 1.000.000 640.853 (*) 643.111 (*) 2.258 2.000.000 1.330.064 (*) 1.332.252 (*) 2.188

(1) Sammensætningen af skattepligtig indkomst på personlig indkomst, kapitalindkomst og fradrag svarer

til gennemsnittet for skatteydere med de givne skattepligtige indkomster.

(2) Heraf udgør kirkeskatteprocenten 0,8.

*) Indkomstskatten til staten er nedsat på grund af det »skrå« skatteloft. Som det fremgår af eksemplerne bevirker stigende kommuneskatteprocenter en højere indkomstskat såvel før som efter skattereformen for personer med en typisk indkomstsammensætning.

Skatteloftet sikrer, at ingen personer efter de nye regler bliver beskattet med mere end 68 pct. af en del af deres indkomst, uanset størrelsen af de kommunale skattesatser.

Denne sikring virker under de gældende regler med 73 pct. og kommer til at virke under de nye regler med 68 pct.

For de fleste vil indkomstskatten efter de nye regler stige med stigende kommunale skatteprocenter og i enkelte tilfælde vil skatten være uændret. I disse enkelte tilfælde vil indkomstskatten udgøre 68 pct. af hele den skattepligtige indkomst, der ligger ud over personfradraget.

Isi Foighel

/ Hans Mølgaard Christensen

Spørgsmål

Der udbedes en oversigt over begunstigelsesregler for livsforsikringer og pensioner og skattereglerne i forbindelse hermed.

Svar

I det følgende er anført de væsentligste bestemmelser efter pensionsbeskatningsloven om begunstigelser og skattereglerne forbundet hermed for livsforsikringer og pensioner.

Efter pensionsbeskatningsloven skelnes mellem pensionsordninger, hvor bidrag eller præmie er skattefri og andre pensionsordninger, forsikringer m.v. Pensionsbeskatningsloven indeholder regler om begunstigelser for ordninger, hvor bidrag eller præmie er skattefri.

1. Pensionsordninger med løbende udbetalinger efter pensionsbeskatningslovens § 2 omfatter pensionsforsikringer (livrente, invaliderente, overlevelsesrente og børnepension) og pensionskasseordninger. Pensionskasseordninger er alderspension, invalidepension, ægtefællepension og børnepension.

Disse pensionsordninger giver ret til løbende livsbetingede ydelser, dvs. at de bortfalder ved den berettigedes død. Pensionsydelserne har karakter af alderspension eller livrente, hvis udbetaling tidligst må påbegyndes ved som hovedregel det fyldte 60. år. Overlevelsesrente og ægtefællepension sikrer efterlevende ægtefælle en løbende årlig udbetaling længst til dennes død. Børnepension skal ophøre senest ved barnets fyldte 24. år.

I forsikringsordninger, hvis ydelser i alle tilfælde udbetales i en vis periode uanset den forsikredes død (garanterede ydelser) må præmien for garantien ikke overstige 10 pct. af den samlede præmie. I disse ordninger må der ikke indsættes andre begunstigede end forsikredes »nærmeste pårørende«, jf. § 105, stk. 5, i forsikringsaftaleloven eller forsikredes ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller livsarvinger, herunder stedbørn og disses livsarvinger. Rækkefølgen er ikke bundet. Man kan således indsætte sit barn som begunstiget før sin ægtefælle. Er »nærmeste pårørende« indsat som begunstiget, anses efter forsikringsaftaleloven forsikringstagerens ægtefælle primært som indsat. Hvis der ikke efterlades ægtefælle, anses forsikringstagerens livsarvinger, herunder adoptivbørn og disses livsarvinger, som begunstigede. Hvis der heller ikke findes livsarvinger, anses forsikringstagerens arvinger i henhold til testamente eller lov som begunstiget. Begunstigelsesbestemmelserne kan helt udelades, således at beløb efter døden tilfalder forsikredes bo.

2. I opsparingsordninger, der omfatter opsparing i pensionsøjemed og rateopsparing i pensionsøjemed kan som begunstiget efter kontohaverens død kun indsættes ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller livsarvinger, herunder stedbørn og disses livsarvinger. Rækkefølgen er ikke bundet, og livsarvinger kan derfor indsættes før ægtefælle. Efterlader kontohaveren ikke begunstigede, tilfalder opsparingen kontohaverens bo. Er der ikke indsat begunstigede, tilfalder opsparingen ligeledes kontohaverens bo.

3. I de tilsvarende forsikringsordninger, rateforsikring i pensionsøjemed og kapitalforsikring i pensionsøjemed, kan der udover de samme begunstigede som i opsparingsordninger, kun indsættes »nærmeste pårørende« som nævnt i forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5, jf. ovenfor.

4. Under andre pensionsordninger, forsikringer m.v. hører bl.a. forsikringer m.v. uden fradragsret (herunder f.eks. syge- og ulykkesforsikringer), livsforsikringer, hvor præmien eller bidraget, som der ikke er fuld fradragsret for, tillige er afgiftspligtig, samt gruppelivsforsikringer, der er tegnet af pensionskasser m.v. For ordninger uden fradragsret indeholder pensionsbeskatningsloven ikke næmere regler om indsættelse af begunstigede.

Ved beskatning af pensions- og forsikringsordninger efter pensionsbeskatningsloven kan skelnes mellem pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateordninger, kapitalordninger samt andre pensionsordninger, forsikringer m.v.

5. Løbende udbetalinger fra pensionsordninger er indkomstskattepligtige som personlig indkomst, hvis de tilfalder forsikrede eller berettigede selv eller i kraft af en begunstigelsesbestemmelse forsikredes ægtefælle eller livsarvinger, herunder stedbørn og disses livsarvinger under 24 år. Tilfalder ydelserne andre personer eller livsarvinger over 24 år (forsikringer med garanterede ydelser), afløses indkomstbeskatningen af afgiftspligt. Afgiftssatsen udgør 40 pct. af forsikringens værdi eller udbetalingen. Afgiftssatsen på 40 pct. har været gældende siden den 1. januar 1980. For ordninger oprettet før dette tidspunkt gælder visse overgangsregler.

6. Ved udbetaling fra rateforsikringsordninger og rateopsparingsordninger er udbetalingen indkomstskattepligtig som personlig indkomst, når udbetalingen sker til den forsikrede selv i overensstemmelse med forsikringens eller ordningens vilkår om ratevis udbetaling. Det samme gælder udbetaling af rater efter forsikredes død, såfremt raterne efter en begunstigelsesbestemmelse udbetales til forsikredes ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller livsarvinger under 24 år, herunder stedbørn og deres livsarvinger. Den eller de begunstigede kan vælge at få opsparingen udbetalt som et engangsbeløb. Udbetalingen er ikke indkomstskattepligtig men pålagt en afgift på 40 pct.

Hvis udbetalingerne tilkommer andre end de nævnte personer, f.eks. børn over 24 år, eller hvis ydelserne udbetales til de pågældende som følge af ægteskabs- og arvelovgivningens almindelige regler, fordi der ikke har været indsat begunstigede, er ydelserne ikke indkomstskattepligtige, men der betales i stedet en afgift på 40 pct. af det beløb, som på tidspunktet for rettens erhvervelse kunne være udbetalt til den pågældende ved ordningens ophævelse. Forsikringen eller ordningen er derefter ikke omfattet af pensionsbeskatningsreglerne, og de med afgiften reducerede udbetalinger er fritaget for indkomstskat.

7. For kapitalforsikringsordninger og opsparingsordninger i pensionsøjemed svares der som hovedregel 40 pct. i afgift, når udbetalingen sker i overensstemmelse med ordningens vilkår. Der betales samme afgift, når der ved forsikredes eller kontohaverens død sker udbetaling til begunstigede. Er ordningen oprettet før 1. januar 1980 gælder der visse overgangsregler med hensyn til afgiftssatsen.

8. For andre pensionsordninger, forsikringer m.v. gælder i korte træk, at der for livsforsikringer uden fradragsret hverken skal betales skat eller afgift af udbetalte forsikringssummer. De løbende udbetalinger er som hovedregel indkomstsskattepligtige som personlig indkomst. Udbetaling af forsikringssum fra en gruppelivsforsikring efter medlemmets død er skatte- og afgiftsfri.

9. Ved skattereformen indførtes en række nye regler om beskatningen i tilfælde, hvor en pensionsordning udloddes til en ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring. De nye regler går for det første ud på, at den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle efter udlodningen er selvstændigt afgiftspligtig af den udloddede del og selvstændigt indkomstskattepligtig af løbende pensionsudbetalinger. For det andet kan den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle indsætte begunstigede for den udloddede del af pensionsordningen uden at dette medfører afgiftspligt. Hvis der er tale om udlodning af en opsparingsordning kan ægtefællen indsætte ægtefælle eller livsarvinger, herunder fraskilt ægtefælle, stedbørn eller disses livsarvinger. For forsikringsordninger kan der tillige indsættes »næmeste begunstigede« som nævnt i forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5.

Spørgsmål

I forlængelse af samrådet den 12. oktober 1988, jf. alm. del - bilag 7, bedes ministeren oplyse udvalget om de konkrete resultater af de kommende forhandlinger mellem Skatteministeriet, Indenrigsministeriet og Justitsministeriet om udstedelse af skattekort til personer med midlertidigt ophold i Danmark.

Svar

Spørgsmålet vedrørende udstedelse af skattekort til personer, der ikke har arbejdstilladelse har været drøftet mellem Indenrigs-, Justits- og Skatteministeriet.

Resultatet heraf var, at Statsskattedirektoratet med kontakt til de berørte ministerier og kommunerne skulle udarbejde et udkast til SD-cirkulære. Heri skulle beskrives, hvorledes kommunerne skal forholde sig ved udstedelse af skattekort til udlændinge.

Udlændinge skal som hovedregel have arbejdstilladelse for lovligt at tage lønnet beskæftigelse her i landet.

Der er en række undtagelser, hvorefter statsborgere i et andet nordisk land eller et EF-land samt udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse er fritaget for arbejdstilladelse. Derudover er bestemte grupper af erhvervsudøvere i særlige situationer fritaget for arbejdstilladelse. Det samme gælder visse flygtninge med opholdstilladelse.

Det er hensigten, at såfremt en udlænding, der ikke er omfattet af disse undtagelser, begærer et skattekort udstedt, skal kommunen anmode den pågældende udlænding om at forevise behørig dokumentation for sin arbejdstilladelse, typisk ved forevisning af pas.

Hvis udlændingen ikke har eller ikke kan dokumentere arbejdstilladelse, skal skattemyndighederne kontakte Direktoratet for Udlændinge med henblik på at få oplyst, om udlændingen opfylder betingelserne for at få arbejdstilladelse.

Hvis arbejdstilladelsen er dokumenteret eller Direktoratet for Udlændinge efter kommunens forespørgsel har godkendt, at udlændingen opfylder betingelserne for at opnå arbejdstilladelse, kan skattekort udstedes efter de sædvanlige retningslinjer.

Et udkast til det nævnte SD-cirkulære drøftes for tiden med de implicerede parter. Cirkulæret vil, når det foreligger, blive sendt til Skatte- og Afgiftsudvalget til orientering.

Spørgsmål

Har ministeren planer om at ændre reglerne for stempling af købekontrakter, så stempelafgiften beregnes på grundlag af kontraktens restgæld og ikke på grundlag af købesummen for herigennem at give et incitament til størst mulig udbetaling? I benægtende fald udbedes en begrundelse.

Svar

Spørgsmålet refererer til stempellovens § 41 A, som blev indsat i loven ved lov nr. 699 af 17. oktober 1986 som et element i regeringens initiativer til fremme af opsparingen og nedbringelse af gældsætningen. Bestemmelsen indebærer, at dokumenter om køb af visse typiske varige forbrugsgoder skal stemples med 4 pct. af vederlaget, hvis der gives kredit på mere end 3 måneder med betalingen.

Som svar på spørgsmålet kan jeg i det hele henvise til det af mig den 12. april 1989 fremsatte lovforslag nr. L 227. Forslaget indeholder en ændring af stempellovens § 41 A, således at udbetalingen i kreditkøb stempelmæssigt behandles lempeligere end restgælden.

Spørgsmål

Af seneste ombudsmandsberetning fremgår det, at ombudsmanden har måttet opgive at konkludere på sin undersøgelse af en annonce-kampagne, som Skatteministeriet havde foranstaltet, fordi der dels i Skatteudvalget dels i henhold til forretningsordenens § 20 var stillet spørgsmål om sagen.

Da det ikke er hensigtsmæssigt, at et medlem eller et udvalg på denne måde uforvarende kan bremse ombudsmandens arbejde, bedes ministeren oplyse, om det vil være muligt at skabe en ordning, således at i det mindste udvalget og i det mindste for spørgsmål under almindelig del får oplysning om, hvorvidt ombudsmanden måtte være i gang med en undersøgelse, der vil kunne bremses, såfremt et udvalgsspørgsmål ikke frafaldes.

Svar

Ombudsmanden har over for mig oplyst, at han ikke anser sig som inkompetent til at behandle en sag, alene fordi den omfattes af et udvalgsspørgsmål på almindelig del eller et spørgsmål i Folketingets spørgetid.

Jeg kan i øvrigt henvise til ombudsmandens pressemeddelelser af 29. november og 8. december 1988 i tilknytning til den såkalte »Tamil-sag«. Pressemeddelelserne vedlægges.

Det fremgår bl.a. af sidstnævnte pressemeddelelse (side 2), at drøftelserne mellem Retsudvalget og ombudsmanden med henblik på at undersøge mulighederne for en praktisk løsning på »konflikter« af den i spørgsmålet omtalte karakter forsætter.

Jeg finder det rigtigst at afvente udfaldet af disse drøftelser, før jeg indleder nærmere overvejelser om en ordning på Skatteministeriets område.

Bilag 2

Henvendelsen fra Søndersø Kommune og ministerens kommentar hertil

SØNDERSØ KOMMUNE

7. april 1989

Til Folketinget

Skatte- og Afgiftsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Vedrørende lovforslag nr. L 220 På opfordring af et af udvalgets medlemmer, hr. Jens Thoft, tillader man sig herved hoslagt at fremsende en lidt korrigeret genpart af vor skrivelse af 28. marts d.å. til Foreningen af danske Ligningskommissioner vedrørende kildeskattelovens § 59.

Som det fremgår, giver administrationen af den nævnte bestemmelse visse praktiske administrative problemer, som det kan være hensigtsmæssigt at få behandlet i tilslutning til en revision af bestemmelsen.

P.s.v.

E. Ingemann

skatteinsp.

/ Bent Madsen

FORENINGEN AF DANSKE LIGNINGSKOMMISSIONER

Gyldenløvesgade 11

1600 København V

28. marts 1989 På foreningens for nylig afholdte regionalmøde i Fyns Amt på Hotel Nyborg Strand blev bl.a. rejst et spørgsmål - fra ligningskommissionen i Ullerslev - om skattefrikort, der umiddelbart kunne efterlade det indtryk, at foreningens ledelse og sekretariat var af den opfattelse, at skattekort - og dermed forskudsregistreringen - er noget, der ligger uden for ligningskommissionernes interessesfære.

Nu er et jo som bekendt sådan, at ligningskommissionerne - med hjemmel i ligningslovens § 32D - er den endelige ankeinstans i forskudsregistreringsproceduren, og netop dette forhold har på det seneste par kommissionsmøder givet anledning til megen debat i forbindelse med et - omend beskedent - antal konkrete sager.

Som det nok også er bekendt, udsendes der årligt omkring april/maj måned fra Statsskattedirektoratet liste nr. 8559, »Liste over personer med § 59-beløb større end 25.000 kr.«, og hensigten hermed er primært at konstatere, om der er gengangere fra år til år, som bevidst forskudsregistrerer sig for lavt for så efterfølgende »at reparere« herpå ved anvendelse af frivillige indbetalinger.

I indeværende år har man behandlet en lille håndfuld af denne type sager i ligningskommissionen, og det har som nævnt indledningsvis givet anledning til betydelig debat, der er mundet ud i, at skatteadministrationen er blevet pålagt at tydeliggøre problemstillingen i de rette fora.

De behandlede sager omfatter bl.a. to skatteydere i liberalt erhverv med indgående kendskab til skattelovgivningen, hvor problemstillingen er mere eller mindre analog, men af overskueligheds- og forenklingshensyn omtales som eksempel efterfølgende kun den ene sag.

I denne har skatteyders forskuds-, slutlignings- og § 59-betalingsforhold i de senere år været således

--------------------------------------------------------------------- Indkomstår Forskudsreg. Slutlignet § 59- overskud virk. overskud virk. indbetalinger --------------------------------------------------------------------- 1985 200.000 418.855 172.000 1986 200.000 502.340 225.000 1987 240.000 577.948 230.230 1988 260.000 - 225.000 1989 250.000 - - ---------------------------------------------------------------------

For alle år er forskudsregistreringen baseret på et af sky. indgivet forskudsskema.

Efter modtagelse af føromtalte liste 8559 har forskudsregistrator på baggrund af de med sky. indhøstede erfaringer og med hjemmel i kildeskattelovens § 53, stk. 2, skønsmæssigt ansat forventet overskud af selvstændig virksomhed til 550.000 kr.

Sky. har gjort indsigelse herimod, primært ved anvendelse af de sædvanlige »S-D-Ø-argumenter« (» s ygdom - d ød og ø delæggelse«) suppleret med oplysning om klientafgang m.v.

Kommissionen har herefter tilkendegivet, at man - hvis sky. vedrørende indkomståret 1988 ikke havde foretaget større frivillig indbetaling - var sindet at se på sagen igen.

Sky. har i den anledning været til møde med skatteadministrationen i februar i år. Han kunne på det tidspunkt ikke eksakt erindre, hvor meget han havde indbetalt som § 59-beløb, »men det var nok omkring et par hundrede tusinde«. Man kunne afhjælpe den pågældendes hukommelsessvigt ved at oplyse, at § 59-indbetaling var foretaget med 225.000 kr. umiddelbart før den 31/12 1988. Man forespurgte sky., om den skete indbetaling før nytår tog sigte på at undgå formuebeskatning af de 225.000 kr., hvilket han kunne bekræfte.

Man forespurgte herefter om ikke de betragtelige frivillige indbetalinger gav anledning til en revurdering af forskudsgrundlaget for indeværende år.

Sky. forklarede hertil, at han var deltager i et interessentskab med 2 indehavere. Virksomheden ligger i en nabokommune, og han og medinteressenten havde en aftale om at hæve 20.000- kr. pr. måned som a conto overskudsandel, og en sådan hævning kunne af indlysende grunde ikke sætte sky. i stand til at betale 285.000 kr. i forskudsskat. Da hans medinteressent ikke havde lignende forskudsskatteproblemer, var han fortsat ikke sindet at hæve mere end 20.000 kr. a conto, og sky. fastholdt, om ikke andet så af den grund, at hans forskudsregistrering måtte stå ved magt. Han kunne eventuelt subsidiært »gå med til«, at registreringen ændredes til 325.000- kr., idet det fortsat ville give ham basis for at holde sin skattebetaling m.v. inden for det eksisterende a contohævningsbeløb. I modsat fald - og her indledes så »den lille pression« - ville sky. se sig nødsaget til »at flytte om på den anden side åen« - altså til nabokommunen - hvor den slags skatteproblemer overhovedet ikke forekom. Alternativt var interessentskabet nødsaget til at stifte et selskab, som så ville blive registreret i førnævnte nabokommune, og altså ligeledes med forventeligt provenutab for Søndersø Kommune til følge.

Sagen aftaltes herefter forelagt kommissionen, hvilket efterfølgende skete.

Forinden forelæggelsen for kommissionen rettede man telefonisk henvendelse til medinteressentens bopælskommune for at få fastslået, om sky.'s argumentation herom bar sandsynlighedens præg. Det gjorde den!

Man tilkendegav her, at man for år tilbage var blevet underkendt i en sag i Statsskattedirektoratet (?), og derfor dyrkede man overhovedet ikke emnet mere.

Ved den efterfølgende forelæggelse for kommissionen sporedes en ambivalent holdning til sagen, primært manifesterende sig i 2 kategorier synspunkter

1. Kommissionen skal administrere den lovgivning, den er sat til, uanset andres gøren og laden.

Kommissionen kan ikke passivt påse, at skattesystemet af enkeltpersoner anvendes som gratis kassekredit.

Kommissionen er sat til at gøre det, den finder rigtigt.

Ctr.

2. Det kan ikke nytte, at en enkelt ligningskommission har så høje idealer, at den skader helheden, når den i øvrigt er ene om at håndhæve disse idealer.

Forskudsbetalingen er uden kommunal interesse, og der er ikke tale om egentlige restancer.

Når/hvis kildeskattelovens bestemmelser i § 53 ikke fandt anvendelse andre steder, var det mere rigtigt - og i øvrigt i tidens regelsanerings- og forenklingsånd - at foreslå bestemmelsen ophævet, ligesom liste 8559 så kunne afskaffes som en - i disse sparetider - kærkommen sidegevinst.

Konklusionen på ligningskommissionens overvejelser blev, at man ikke uden videre kunne imødekomme sky.'s oplæg, og da han i den forbindelse havde forbeholdt sig at få personligt møde med kommissionen, blev han efterfølgende indbudt hertil.

På mødet fremlagde sky. sine synspunkter, herunder at det var første gang i hans mangeårige erhvervskarriere, at han var til møde med en ligningskommission om en forskudsregistrering. Han gentog, at det var utåleligt, at blot fordi man boede på »den forkerte side af åen«, så skulle det give forskudsskatteproblemer samt andre argumenter, der tidligere har været berørt foranstående. Da han endelig tilkendegav at være »villig til at gå højere op«, blev forskudsregistreringen »forligsmæssigt« placeret 100.000 kr.- højere end sky.'s egen registrering, idet der herved bl.a. blev taget hensyn til sky.'s anbringende om at ville henlægge maksimalt på investeringsfond m.v. Man opnåede herved en »spiselig« om end ikke ideel løsning.

Som førnævnt pålagde kommissionen efterfølgende skatteadministrationen at rejse spørgsmålet i kompetente forsamlinger, og nærværende henvendelse skal ses som en følge heraf.

Spørgsmålet om restancer og skattekredit er jo meget oppe i tiden, og skønt ovennævnte eksempel ikke indeholder en potentiel restant, rejser sagen problemstillingen om en ensartet forvaltningsakt i forbindelse med disse sager. Det er klart, at det især er ordet »væsentligt« i kildeskattelovens § 53, stk. 2, 1. pkt., der er den »elastik« i bestemmelsen, som giver anledning til den uensartede myndighedsbehandling. Hvis regelen derfor skal opretholdes, bør der nok ske en konkretisering heraf, noget lignende fortolkning af væsentlighedskriterierne i bestemmelserne i kildeskattelovens § 55, således som disse fremgår af Statsskattedirektoratets cirkulære nr. 37 af 11/10 1984 om tilbagebetaling efter kildeskattelovens § 55.

Man har - forhåbentlig - ved nærværende skrivelse henledt foreningens opmærksomhed på et problem, som har voldt en af medlemskommissionernes betragtelige (samvittigheds-) kvaler, og man hører gerne om FDL vil tage initiativ til en bearbejdelse af bestemmelsen med henblik på at opnå enten en afvikling af regelen (= forenkling) eller at konstituere ensartethed i dens anvendelse (= retssikkerhed).

På regionalmødet appellerede et af de tilstedeværende medlemmer af Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg - Jens Thoft - til, at man fremsendte generelle problemstillinger til udvalget. Vore erfaringer fra tidligere om resultat i den forbindelse er ikke synderlig opløftende, men for at »give det en chance« har man tilstillet en kopi af nærværende skrivelse til folketingsmedlem Jens Thoft, om ikke andet så for at gøre vore betænkeligheder til skamme.

Med venlig hilsen

Bent Madsen

Souschef

18. april 1989

Skatteministerens kommentar til henvendelse fra Søndersø Kommune Ved skrivelse af 7. april 1989 (L 220, bilag 4) har Søndersø Kommune fremsendt kopi af skrivelse af 28. marts 1989 til Foreningen af Danske Ligningskommissioner til udvalget. På baggrund af en konkret sag har ligningskommissionen i Søndersø Kommune forhøjet en af skatteyder foretaget forskudsregistrering på baggrund af, at statteyder de foregående 4 år har forskudsregistreret sig for lavt.

I denne forbindelse har kommunen oplyst, at praksis vedrørende forhøjelse af forskudsregistrering ved høje frivillige indbetalinger er forskellig fra kommune til kommune. En anden kommune har oplyst, at man tidligere havde haft en sag i Statsskattedirektoratet, hvor en praksis svarende til Søndersø Kommunes blev underkendt. Herefter havde kommunen lempet praksis.

Søndersø Kommune ønsker ikke at opretholde en streng praksis, hvis skatteyder blot kan flytte til nabokommunen, hvor store § 59-indbetalinger ikke »kulegraves«.

Kommentar

Det er de kommunale ligningsmyndigheder, der har kompetencen til at fastsætte grundlaget for den foreløbige skattebetaling, jf. ligningslovens § 32 D. I øvrigt kan skattemyndighederne, jf. kildeskattelovens § 53, stk. 2, fastsætte grundlaget for den foreløbige skat efter anslåede forventede indkomst- og formueforhold, når de efter foreliggende oplysninger finder nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved skatteligningen.

Der kan herudover henvises til besvarelsen af spørgsmål 3. Det fremgår heraf, at Statsskattedirektoratet årligt udsender en liste til kommunerne over skatteydere, der inden 1. februar har foretaget en frivillig indbetaling, der er større end 25.000 kr. Listen bliver sendt til forskudsregistreringskommunen, hvor listen bruges til en kontrol og eventuel regulering af forskudsansættelsen for det løbende indkomstår.

Statsskattedirektoratet behandler ikke konkrete klager vedrørende ændring af forskudsregistreringen, idet dette spørgsmål som nævnt henhører under ligningskommissionerne. Derimod har direktoratet ved nogle lejligheder udtalt sig om principielle spørgsmål i forbindelse med forskudsregistrering og ændring af forskudsregistrering.

Den konkrete sag, der er nævnt i henvendelsen hvori Statsskattedirektoratet skulle have udtalt sig, har direktoratet umiddelbart intet kendskab til. Der er formentlig tale om en sag fra kildeskattesystemets barndom i 1970'erne.

Det skal imidlertid gentages, at det er de kommunale skattemyndigheder, der har kompetencen på det omhandlede område.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder.

Udvalget har stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan dog stemme for de af skatteministeren under nr. 1-9 stillede ændringsforslag. Mindretallet ønsker at udtale følgende

Ved 2. behandling indstillede Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti lovforslaget til vedtagelse med de ændringsforslag, som partierne stillede. Men med en enkelt undtagelse blev disse ændringsforslag nedstemt.

Det betyder, at den omfattende spekulation, der bevisligt foregår i store restskatter, forøges med endnu større gevinster for spekulanterne til følge. Det er utroligt, at skatteministeren fejer problemerne ind under gulvtæppet og i stedet anviser konfliktskabende lokale forhøjelser af forskudsregistreringen som påvist i henvendelsen til udvalget fra Søndersø Kommunes Skatteforvaltning. Ministeren vælger altså her bureaukratisk regelstyring i stedet for at anvende markedsmekanismerne.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er enige i forslagene om at forhøje de beløb for restskat, der kan overføres til et efterfølgende år fra 5.000 kr. til 10.000 kr.

Hensigten med lovforslaget er angiveligt at nedbringe skatterestancerne. Men som lovforslaget vil se ud efter vedtagelse af skatteministerens ændringsforslag, kan konsekvensen kun blive, at skatterestancerne bliver større. Skatteministeren opnår altså det stik modsatte af den erklærede hensigt. Så langt var skatteministeren parat til at gå for at holde hånden over spekulanter i store restskatter, som end ikke må pålægges en rentebetaling i underkanten af markedsrenten, som det blev foreslået af mindretallet i udvalgets betænkning.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

» 01.

Bilag

Folketingets Ombudsmand

Den 29. november 1988

Pressemeddelelse Indenfor de sidste 4-5 måneder har jeg modtaget et forholdsvis stort antal henvendelser fra herboende tamilske flygtninge fra Sri Lanka, som klager over Direktoratet for Udlændinges sagsbehandlingstid i familiesammenføringessager. Hovedparten af disse klager har jeg - i overensstemmelse med sædvanlig praksis - oversendt til Justitsministeriet til videre foranstaltning. Samtidig har jeg anmodet klagerne om at afvente Justitsministeriets svar, før de tager stilling til, om der er grundlag for at klage til mig.

Af henvendelserne er det fremgået, at Direktoratet for Udlændinge for tiden kan være mere end 9 måneder om at behandle en ansøgning fra et familiemedlem til en tamilsk flygtning om familiesammenføring.

Det drejer sig om meget vigtige sager med vidtrækkende betydning for de pågældendes familiemæssige forhold, herunder opretholdelsen af forholdet til mindreårige børn. Samtidig er det sager, hvor de pågældende i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 1, har et retskrav på meddelelse af opholdstilladelse. På denne baggrund anmodede jeg den 6. september 1988 Justitsministeriet om - efter forud indhentet erklæring fra Direktoratet for Udlændinge - en nærmere redegørelse for Justitsministeriets og Direktoratet for Udlændinges behandling af familiesammenføringssager. Anmodningen blev fremsat i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, hvorefter ombudsmanden af egen drift kan optage sager til undersøgelse.

Det er imidlertid efterfølgende over for mig oplyst, at justitsministeren den 27. september 1988 har været indkaldt til et samråd i Folketingets Retsudvalg med henblik på at redegøre for, »hvilken indflydelse de ændrede forhold i Sri Lanka har haft på behandlingen af asylansøgninger og ansøgninger om familiesammenføring af tamilere fra Sri Lanka, samt for regeringens overvejelser med hensyn til foranstaltninger som muliggør, at tamilske flygtninge kan vende tilbage til Sri Lanka«.

I sin redegørelse over for Retsudvalget meddelte justitsministeren, at Direktoratet for Udlændinge - med hans fulde indforståelse - har nedprioriteret behandingen af familiesammenføringssager fra Sri Lanka. Ministeren har som begrundelse herfor henvist til oplysninger fra Udenrigsministeriet og FN's Højkommissær for Flygtninge om bedrede forhold på Sri Lanka. Justitsministeren meddelte videre, at Direktoratet for Udlændinge derfor i første række behandler familiesammenføringssager fra lande, hvor de pågældende familiemedlemmer ofte befinder sig i en reel faresituation; dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at der er indført et fuldstændigt stop for familiesammenføringstilladelse til tamilske flygtninge, men at direktoratet fortsat forlods vil behandle sager, hvor særlige forhold, f.eks. af helbredsmæssig art, gør sig gældende.

Efter de regler og den praksis, der gælder for ombudsmandens virksomhed, medfører afholdelse af et samråd, at ombudsmanden ikke kan tage stilling til de spørgsmål, der er behandlet i samrådet. Dette er en følge af, at ombudsmanden i sin virksomhed ikke kan eller bør udtrykke synspunkter vedrørende Folketingets (eller folketingsudvalgs) stillingtagen.

Selve afholdelsen af samrådet mellem justitsministeren og Folketingets Retsudvalg medfører derfor, at jeg er blevet afskåret fra at foretage videre i sagen, hvilket jeg i dag her meddelt Justitsministeriet.

På baggrund af antallet af de henvendelser, jeg som nævnt inden for de seneste måneder har modtaget fra tamilske flygtninge vedrørende spørgsmål om Direktoratet for Udlændinges sagsbehandlingstid i familiesammenføringssager - og i betragtning af sagernes alvorlige karakter - har jeg fundet det rigtigst at oplyse om ovenstående i form af en pressemeddelelse.

Bilag

Folketingets Ombudsmand

Den 8. december 1988

Pressemeddelse Den 29. november 1988 meddelte jeg, at jeg på grund af et samråd mellem justitsministeren og Folketingets Retsudvalg var blevet afskåret fra at gå videre med behandlingen af en lang række klager vedrørende familiesammenføring for herboende tamilske flygtninge. Samrådet mellem ministeren og Retsudvalget vedrørte de samme spørgsmål, som jeg var i færd med at behandle.

Ombudsmandens opgave består i at føre kontrol med den offentlige forvaltning. Derimod falder Folketingets virksomhed selvsagt uden for ombudsmandens kompetenceområde.

Det er på denne baggrund vigtigt, at ombudsmanden nøje passer på, at der ikke - heller ikke utilsigtet - opstår en situation, hvor han udtaler en kritik, som vender sig mod Folketingets (herunder et folketingsudvalgs) stillingtagen.

Når der afholdes et samråd mellem en minister og et folketingsudvalg, vides det normalt ikke, hvad der nærmere er foregået i samrådet. Ombudsmanden kan derfor ikke udelukke, at udvalget (eller udvalgets flertal ) i virkeligheden har godkendt eller på anden måde taget stilling til den opfatelse, som ministeren har fremsat under samrådet. Hvis ombudsmanden efterfølgende har givet udtryk for sin vurdering af ministerens og ministeriets fremgangsmåde, vil dette dermed indirekte indeholde en vurdering af folketingsudvalgets opfattelse.

Den 6. december 1988 meddelte Retsudvalget mig, at udvalget ved samrådet om familiesammenføringssagen for tamiler blot havde ønsket en orientering fra justitsministeren. Der var derimod ikke tale om, at udvalget havde bedømt eller på anden måde udtrykt en stillingtagen til de pågældende spørgsmål. - Jeg forstår, at der blandt Retsudvalgets medlemmer har været fuld enighed om denne opfattelse af, hvad der var foregået i forbindelse med samrådet.

Herefter er der den 8. december 1988 afholdt et møde mellem Retsudvalget og mig. Formålet hermed var - også på baggrund af den aktuelle sag - at fortsætte de drøftelser, der gennem længere tid har fundet sted vedrørende ombudsmandens kompetence i sager, som er eller har været under behandling i Folketinget. Jeg har forstået på Retsudvalget, at man ønsker en snarlig fortsættelse af disse drøftelser med henblik på at undersøge mulighederne for at finde en praktisk løsning, som kunne gøre det muligt for ombudsmanden i visse tilfælde at fortsætte behandlingen af sager, uanset at de har været genstand for samråd, og uden at ombudsmanden derved risikerer at komme til at udtale en kritik, som vender sig imod Folketingets stillingtagen.

På denne baggrund - og under hensyn til sagernes alvorlige karakter, herunder at det bl.a. drejer sig om forældres opretholdelse af forholdet til deres mindreårige børn - har jeg i dag besluttet at genoptage den behandling af de pågældende sager, som jeg havde iværksat forud for samrådet.

Jeg vil underrette Justitsministeriet herom og anmode ministeriet om at fremskynde besvarelsen af de spørgsmål vedrørende sagernes behandling - herunder varigheden af behandlingen - som jeg den 6. september 1988 stillede til ministeriet.

§ 14, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt eventuel skattegodtgørelse som nævnt i § 67 A, stk. 1, vedrørende aktieudbytte m.v., der er oppebåret før dødsfaldet, anses for indregnet i de foreløbige indkomstskattebeløb.«»

2) Nr. 1 affattes således

» 1. I § 14, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »fradrag af«: »eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt«, og »4.000 kr.« ændres til: »10.000 kr.«»

3) Nr. 2 affattes således

» 2. I § 14, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »fradrag af«: »eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt« og »500 kr.« ændres til: »1.000 kr.«»

4) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

» 02. I § 14, stk. 9, 2. pkt., ændres »500 kr.« til: »1.000 kr.«»

5) Nr. 5 affattes således

» 5. I § 55, stk. 1, indsættes efter »fradrag af«: »eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt«, og »§ 62, stk. 4« ændres til: »§ 62, stk. 3«.'

6) I det under nr. 6 foreslåede § 56, stk. 3, udgår sidste punktum.

7) Efter nr. 8 indsættes som nye numre

» 03. I § 60, stk. 1, indsættes efter »fradrag af«: »eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt«.

04. I § 61, stk. 1, indsættes efter »fradrag af«: »eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt«.'

8) Nr. 9 affattes således

» 9. § 61, stk. 2-6, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Ved betaling af restskat skal der tillige betales et statskassen tilfaldende tillæg på 7 pct. af restskatten. I det omfang restskatten opkræves efter stk. 3 eller stk. 5, skal der dog betales et tillæg på 8 pct. af denne del af restskatten.

Stk. 3. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i det år, hvori ligningen foretages, overføres den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2, 2. pkt., som et yderligere tilsvar for det efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A- eller B-skat for dette år. Skatteministeren fastsætter regler om opkrævningen. De skattebeløb, der er opkrævet for et år, hvortil der er overført restskat m.v., anses for medgået først til dækning af den overførte restskat m.v.

Stk. 4. Et eventuelt resterende beløb efter stk. 3 forfalder med tillæg efter stk. 2, 1. pkt., til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne september , oktober og november i det år, hvori ligningen foretages. Udskrives årsopgørelsen først den 1. september eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder, dog bortset fra december måned. Reglerne i § 58 om betalingsfristen finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senere end den 1. oktober i det år, hvori ligningen foretages, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 10.000 kr., med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2, 2. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58. Er udskrivningsdatoen for årsopgørelsen først den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater. Betalingen skal dog ske i mindst 3 rater, jf. dog § 62 C, stk. 1, hvorved bortses fra månederne juni og december.

Stk. 6. Et eventuelt resterende beløb efter stk. 5 forfalder med tillæg efter stk. 2, 1. pkt., til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder, dog bortset fra juni og december måned. Reglerne i § 58 om betalingsfristen finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Er den pågældende ikke skattepligtig ved begyndelsen af det efterfølgende år, sker opkrævningen efter reglerne i stk. 4, jf. dog § 62 B. Overtager den længstlevende ægtefælle i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet fællesboet til hensidden i uskiftet bo, eller udlægges boet uden skiftebehandling til længstlevende efter skiftelovens § 57, stk. 1, sker opkrævningen hos den længstlevende af afdødes restskat m.v. for året før dødsfaldet efter reglerne i stk. 5 og 6.

Stk. 8. Det i stk. 3 og 5 nævnte grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20.«»

9) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer

» 05. I § 62, stk. 1, indsættes efter »fradrag af«: »eventuelt overført beløb efter § 62 C, stk. 2, 2. pkt., samt«.'

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S og SF)

Til § 2

10) Paragraffen udgår.

Til § 4

11) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

Bemærkninger

Til nr. 1-5

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringsforslag nr. 5 i betænkningen.

Til nr. 6

Som følge af, at det med ændringsforslag nr. 5 i betænkningen blev vedtaget at hæve den generelle bundgrænse til 100 kr., foreslås det, at det også er denne grænse, der i alle forhold gælder i relation til de indeholdelsespligtige. Efter det oprindelige lovforslag gjaldt der en grænse på 25 kr. for opkrævning af renter og gebyr.

Til nr. 7 og 9

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringsforslag nr. 5 i betænkningen.

Til nr. 8

Ændringsforslaget går ud på at bibeholde de gældendde procenttillæg til restskatten på henholdsvis 7 og 8 pct.

Efter de gældende regler er procenttillægget for en restskat, der er mindre end 5.000 kr., fastsat til 8 pct. Dette hænger sammen med, at restskatter af denne størrelse enten indregnes eller opkræves over 10 rater i det følgende år. Der er således for disse restskatter tale om en længere kredittid end for større restskatter, hvor opkrævningen sker over 3 rater typisk i september, oktober og november måned. For disse større restskatter er procenttillægget på 7 pct.

Ved lovforslaget er det foreslået at indføre en obligatorisk indregning, hvorefter de første 10.000 kr. altid indregnes, uanset om restskatten er større. Det foreslås i tilknytning hertil, at procenttillægget på 8 pct. pålægges den del af restskatten, der enten indregnes i det følgende år eller opkræves via de 10 rater. Procenttillægget på 7 pct. pålægges den del af restskatten, der overstiger indregningsgrænsen, og som derfor opkræves over 3 rater.

Til nr. 10

Det foreslås, at indeholdelsesordningen i særlig indkomst i form af fratrædelsesgodtgørelse og jubilæumsgratialer ikke gennemføres, og at § 2 derfor udgår.

Til nr. 11

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at § 2 udgår.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgmsål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af disse spørgsmål og ministerens besvarelse heraf

er optrykt i et bilag til denne betænkning.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra Georg Christensen, registeret revisor HD, Frederiksberg, og Søndersø Kommune. Den sidste henvendelse er sammen med skatteministerens kommentarer hertil optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 5 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet vil ved lovforslagets 2. behandling redegøre for sin stilling til de øvrige stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag ved lovforslagets 2. behandling.

Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil ligeledes redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (S og SF)

1) Nr. 1 udgår.

2) Nr. 2 udgår.

3) Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer

» 01. I § 59 indsættes som nye stykker

» Stk. 2. Af beløb indbetalt i perioden 1. januar til 15. februar i det år, hvori ligningen foretages, tilfalder 4 pct. statskassen som gebyr, idet den resterende del af beløbet anses som foreløbig skat. Gebyret er endeligt, og det vil ikke kunne tilbagebetales.

Stk. 3. Skatteministeren er bemyndiget til at udsætte fristen i stk. 1, 2. punktum, til 1. august, såfremt særlige forhold taler herfor.«»

Af et mindretal (FP)

4) Nr. 9 affattes således

» 9. § 61, stk. 3-6, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 3. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i det år, hvori ligningen foretages, overføres den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A- eller B-skat for dette år. Skatteministeren fastsætter regler om opkrævningen. De skattebeløb, der er opkrævet for et år, hvortil der er overført restskat m.v., anses for medgået først til dækning af den overførte restskat m.v.

Stk. 4. Et eventuelt resterende beløb efter stk. 3 forfalder med tillæg efter stk. 2 til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne september, oktober og november i det år, hvori ligningen foretages. Udskrives årsopgørelsen først den 1. september eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder, dog bortset fra juni og december måned. Reglerne i § 58 om betalingsfristen finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senere end den 1. oktober i det år, hvori ligningen foretages, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2, til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58. Er udskrivningsdatoen for årsopgørelsen først den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater. Betalingen skal dog ske i mindst 3 rater, jf. dog § 62 C, stk. 1, hvorved bortses fra månederne juni og december.

Stk. 6. Et eventuelt resterende beløb efter stk. 5 forfalder med tillæg efter stk. 2 til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder, dog bortset fra juni og december måned. Reglerne i § 58 om betalingsfristen finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Er den pågældende ikke skattepligtig ved begyndelsen af det efterfølgende år, sker opkrævningen efter reglerne i stk. 4, jf. dog § 62 B. Overtager den længstlevende ægtefælle i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet fællesboet til hensidden i uskiftet bo, eller udlægges boet uden skiftebehandling til længstlevende efter skiftelovens § 57, stk. 1, sker opkrævningen hos den længstlevende af afdødes restskat m.v. for året før dødsfaldet efter reglerne i stk. 5 og 6.

Stk. 8. Det i stk. 3 og 5 nævnte grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20.«»

Af et mindretal (S og SF), tiltrådt af et mindretal (KF, V og RV)

5) Det under nr. 18 foreslåede § 62 C, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Hvis skattebeløb efter denne lov, der ikke bliver indregnet efter § 61, stk. 3, reguleret med tillæg, godtgørelse og renter efter §§ 61-63 i alt udgør et mindre beløb end 100 kr., opkræves eller udbetales det ikke. Overskydende skat, der efter 1. pkt. ikke udbetales, overføres til året efter det år, hvori ligningen foretages. Tilsvarende gælder skattebeløb, der opstår som følge af ændring af ansættelsen efter § 62 A. Ved beregningen tillægges eller fradrages beløb efter 1. og 3. pkt., der ikke tidligere er opkrævet eller udbetalt.«

Af et mindretal (FP)

Til § 2

6) Paragraffen udgår.

Til § 4

7) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Der ses ikke at være nævneværdige administrative fordele ved lovforslaget set i sammenhæng med det provenutab, der fremkommer. Det forekommer i øvrigt urimeligt, at mennesker, der har oppebåret deres indtægter fordelt jævnt over året eller i slutningen af året, skal betale deres skat fuldt ud, mens mennesker, der har oppebåret hovedparten af deres indtægter i begyndelsen af året, skal opnå en skatteeftergivelse op til 10.000 kr.

Til nr. 3

Da der er konstateret en omfattende spekulation i udsættelse med skattebetalinger til efter indkomstårets udløb, findes det ikke ønskeligt at udvide adgangen hertil. Derimod er det rimeligt at pålægge indbetalinger foretaget i ligningsårets første halvanden måned et gebyr på 4 pct. Gebyret svarer til en rente, der ligger i underkanten af en normal markedsrente for udlån.

Endvidere betyder ændringsforslaget en klar administrativ lettelse for skatteforvaltningerne, da en for lav forskudsansættelse ikke længere vil være en fordel for skatteyderne. Herved undgås tvister mellem skatteyder og skatteforvaltning om forskudsansættelse.

Den anden del af ændringsforslaget skal give retsgrundlag for at imødegå de meget store problemer, der opstår, når den altovervejende del af skatteyderne ikke har modtaget årsopgørelse inden fristen for frivillig indbetaling den 1. juli i året, hvori ligningen foretages.

Ifølge skatteministerens oplysninger er udsendelsen af årsopgørelser vedrørende 1988 langt tilbage i forhold til udsendelsen af årsopgørelser vedrørende 1987. Således resterer der ca. 1,3 millioner årsopgørelser i midten af maj 1989, medens ca. 2,5 millioner er udsendt. På samme tidspunkt i 1988 var der udsendt ca. 3,6 millioner årsopgørelser.

Til nr. 4

Ændringsforslaget går ud på at forkaste ministerens forslag om at forhøje restskatteprocenttillægget fra de nugældende 7-8 pct. til 10 pct.

De nærmere virkninger belyses i ministerens svar på udvalgsspørgsmål 1 og 4, som er optrykt som bilag til nærværende betænkning. Da det drejer sig om en ikke-fradragsberettiget rente, er de gældende regler mere end skrappe nok og bør ikke forhøjes. Når en økonomisk trængt person vakler mellem at betale sin købmand eller skattevæsenet, er det derfor forkert at indføre yderligere motivationer for, at købmanden skal være taber.

Der er her tale om den efter Fremskridtspartiets opfattelse langt vigtigste bestemmelse i hele lovforslaget, som ikke vil kunne vedtages med Fremskridtspartiets stemmer, hvis de 7-8 pct. skærpes.

Til nr. 5

Ændringsforslaget er omkostningsbesparende og afbureaukratiserende samtidig med, at det forekommer ret og rimeligt at ligestille små overskydende skatter med små restskatter. De sidstnævnte overføres helt ned til 1 kr. til næste år. Noget tilsvarende foreslås derfor også for den overskydende skats vedkommende, idet overskydende skat under 100 kr. ikke udbetales, men blot overføres til efterfølgende indkomstår.

Såfremt ændringsforslaget bliver vedtaget, vil der i en tillægsbetænkning blive stillet en række ændringsforslag som konsekvens af ændringsforslag nr. 5, herunder bl.a. indeholdende ændringer i §§ 14, 55, 60, 61 og 62 samt eventuelt i § 56, stk. 3, og § 67, stk. 6.

Til nr. 6

Det allervæsentligste indhold af § 2 er at skærpe arbejdsgiverens strafsanktionerede pligter som skatteopkræver.

Mange vil slet ikke være opmærksomme på den ny regel, da det drejer sig om engangssituationer, der måske kun optræder i virksomheden med mange års mellemrum. De, der bliver opmærksomme på forholdet, skal ind i lange og vanskelige overvejelser om, hvorvidt en ydelse er særlig indkomst eller skattefri. Det er en kapitalbrøler at øge danske virksomheders plagerier med opgaver, der ikke vedrører spørgsmålet om firmaets merkantile drift i konkurrencekampen.

Til belysning af spørgsmålets størrelsesorden henvises til det til nærværende betænkning som bilag optrykte svar af 20. februar 1989 på Skatte- og Afgiftsudvalgets spørgsmål nr. 46 (almindelig del).

Ret horribel virker reglen i relation til naturalieydelser, jf. ministerens svar på udvalgsspørgsmål nr. 16 og 31, hvilke svar er optrykt som bilag til nærværende betænkning.

Fremskridtspartiet er opmærksom på, at § 2 ud over det her nævnte helt centrale og afgørende indeholder nogle frynser af mindre ondartet karakter. Da det imidlertid ikke står klart, hvorvidt ministeren vil have disse detaljer gennemført, hvis hovedindholdet i § 2 falder væk, har man foretrukket helt at lade § 2 udgå, og såfremt dette så vedtages, kan der jo - eventuelt til 3. behanding - stilles ændringsforslag om genindførelse af de bagatelregler, som ikke omfattes af ovennævnte kritik.

Til nr. 7

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 6.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Ingen

Nr BTL 220

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Restanceinddrivelse m.v.)

Nr L 220 1988-89, 1. samling

Afgivet af Skatte- og Afgiftsudvalget

Afgivet: 19890509