1988 BTL 192 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DYREFORSØG NR L 192 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren og finansministeren, som
disse har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Udvalget anmoder om, at lovforslaget efter 2. behandling henvises til fornyet udvalgsbehandling.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret, idet mindretallet kan tilslutte sig, at revisionsklausulen i loven ændres, således at justitsministeren skal fremsætte lovforslag om ændring af loven i folketingsåret 1989-90.
Mindretallet finder det betænkeligt på det nu foreliggende grundlag at indføje en bestemmelse i loven for at skabe en særskilt og enkeltstående hjemmel til at yde vederlag til de medlemmer af Rådet for Dyreforsøg, der ikke udfører arbejdet som led i deres tjenstlige arbejde.
Mindretallet lægger navnlig vægt på de oplysninger, der er givet af finansministeren og justitsministeren, hvorefter ændringsforslaget berører bestemmelser, der er fastlagt med Lønningsrådets anbefaling og Finansudvalgets tilslutning. Mindretallet har i den forbindelse noteret sig, at finansministeren er kaldt i samråd om spørgsmålet om særskilt vederlæggelse den 31. maj 1989.
Mindretallet finder på denne baggrund, at spørgsmålet om indføjelse af en særlig lovbestemmelse om vederlæggelse af medlemmerne af Rådet for Dyreforsøg bør udskydes til overvejelse i forbindelse med det lovforslag, som justitsministeren skal fremsætte i det kommende folketingsår.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og det stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et flertal (S, SF, CD og KRF)
Til teksten
1) Teksten affattes således
»I lov nr. 382 af 10. juni 1987 om dyreforsøg foretages følgende ændringer
1. I § 10 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke
»Stk. 5. De medlemmer af Rådet for Dyreforsøg, der ikke udfører hvervet som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlæggelse. Udgiften hertil afholdes af staten.«
2. I § 20, stk. 3, ændres »folketingsåret 1988-89« til: »folketingsåret 1989-90«.'
Bemærkninger
Til nr. 1
Hensigten med ændringsforslaget er at give hjemmel til udbetaling af vederlag til de medlemmer af Rådet for Dyreforsøg, der ikke i dag modtager vederlag.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Niels Anker Kofoed (V) Kirsten Jacobsen (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTL 192
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dyreforsøg
Nr L 192 1988-89, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19890526