1988 BTL 171 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM VISSE HOVEDLANDEVEJSSTRÆKNINGER NR L 171 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Udvalget har modtaget mundtlig og skriftlig henvendelse fra Dansk Cyklist Forbund.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Trafikministeren har tilkendegivet, at han til udvalget vil fremsende en prioriteringsliste for anlæg og færdiggørelse af motorveje og andre hovedlandeveje frem til 1996, når finanslovforslaget for 1990 bliver fremsat.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse.
Mindretallet udtaler i den forbindelse stærk utilfredshed med regeringens tidsplan for påbegyndelsen og færdiggørelsen af motorvejsstrækningen Kolding-Esbjerg.
Den udskydelse af projektets påbegyndelse, der er tale om, er ikke hensigtsmæssig og udtryk for dårlig planlægning og dermed en stor forsinkelse af udbygningen af motorvejsnettet. Det er oplyst i bemærkningerne til lovforslaget, at projektet først skal være færdigt i 1998, og at åbningen af den første delstrækning først skal finde sted i 1996. Det finder Socialdemokratiet uacceptabelt. Endvidere finder Socialdemokratiet det utilfredsstillende, at trafikministeren ikke har ønsket at orientere Udvalget om Offentlige Arbejder om de kommende års prioritering for anlæg og færdiggørelse af motorveje og andre hovedlandeveje, før finanslovforslaget for 1990 er fremsat.
Dette er klart udtryk for en manglende planlægning af de kommende års udbygning af det danske vejnet.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet erkender behovet for forbedringer af den nuværende strækning. Således kan der være behov for udbygninger af delstrækninger, hvor uheldsfrekvensen er størst, for omfartsveje ved f.eks. Vejen og Holsted samt for gennemførelsen af delstrækningen fra Korskro med tilslutning til hovedlandevej 301 nord for Esbjerg.
Mindretallet finder imidlertid ikke at kunne stille kvalificerede ændringsforslag om disse ting og eventuelle andre områder, som har det hovedformål at bevare og udbygge den nuværende strækning, uden forudgående forarbejde af Vejdirektoratet. Sådanne forudsætninger har ikke været lagt til grund for nærværende anlægslov, hvorfor mindretallet vil stemme imod ved 3. behandling.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet henviser til det stillede ændringsforslag, hvorefter påbegyndelsen og færdiggørelsen af motorvejsforbindelsen mellem Esbjerg og Kolding inden for anlægslovens økonomiske rammer fremskyndes, således at denne hårdt tiltrængte motorvejsstrækning færdiggøres inden udgangen af 1995.
Fremskridtspartiet har med beklagelse noteret sig, at den indgåede aftale omkring Storebæltsforbindelsen har forhindret en fornuftig prioritering, således at nye vejstrækninger kan anlægges efter trafikale behov.
For at tilgodese en omprioritering af denne vejstrækning vil Fremskridtspartiet stemme for lovforslaget.
Et femte mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse.
Det er beklageligt, at denne vejstrækning ikke kan fremskyndes mere, end forslaget angiver.
Centrum-Demokraterne vil derfor følge vejområdet nøje og være opmærksom på, om der i de kommende år kan vise sig økonomiske muligheder for en fremrykning af anlægget.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (FP)
1) Paragraffen affattes således
» § 1. Trafikministeren bemyndiges til inden 1991 som motorvej med de fornødne tilslutninger til det eksisterende vejnet at påbegynde anlæggelsen af en ny hovedlandevej fra landevej 539, Tarphagevej, Vestkystvej, sydøst for Tarp, til hovedlandevej 50, motorvejen Frøslev-Kolding, vest for Kolding. Anlægget skal være færdigbygget inden udgangen af 1995.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Det er forslagsstillerens opfattelse, at motorvejsprojektet for strækningen Esbjerg-Kolding bør fremmes mest muligt inden for anlægsloven, bl.a. af hensyn til afvikling af trafikbehovet ved den stigende udvikling i Esbjerg og trekantområdet og som et middel til at nedsætte antallet af uheld med personskader, som trafikministeren i bemærkningerne til lovforslaget angiver at være 26 i det af ham planlagte anlægsår 1998.
Ikast (KF) Aagaard (KF) Helge Adam Møller (KF) Svend Heiselberg (V) Helge Sander (V) Dohrmann (FP) Larsen-Ledet (RV) nfmd. Arne Melchior (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) J. K. Hansen (S) fmd. Tove Lindbo Larsen (S) Helge Mortensen (S) Jimmy Stahr (S) Stavad (S) Søgaard (S) Tommy Dinesen (SF) Ole Henriksen (SF)
Ingen
Nr BTL 171
Betænkning over Forslag til lov om visse hovedlandevejsstrækninger
Nr L 171 1988-89, 1. samling
Afgivet af Udvalget om Offentlige Arbejder
Afgivet: 19890511