1988 BTL 169 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (FRITAGELSE AF FORSAMLINGSHUSE FOR GRUNDSKYLD) NR L 169 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål
Ministerens fortolkning af ordet »hovedsagelig« i lovforslagets § 7, stk. 1, litra e, bedes tilstillet udvalget.
Svar
Meningen med ordet »hovedsagelig« er, at det på den ene side ikke skal hindre fritagelse, at ejendommen i et vist omfang benyttes til andre formål end forsamlingshusaktiviteter. På den anden side ligger det også i ordet, at disse andre formål ikke må have væsentligt omfang i forhold til forsamlingshusaktiviteterne.
I de konkrete tilfælde er det vedkommende kommune, som bygningen ligger i, der skal afgøre, om betingelserne for fritagelse er opfyldt.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra Københavns Højskoleforening, Vartov.
Et af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen tillige med indenrigsministerens besvarelse heraf.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets, Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med det af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) har ønsket at tilkendegive, at det stemmer for lovforslaget, da det indirekte giver støtte til kulturelle aktiviteter over det ganske land.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet mindretallet finder, at lovforslaget er udtryk for en centralisering af beslutningskompetencen på området.
I øjeblikket er det overladt til kommunalbestyrelsen at fritage forsamlingshuse m.v. for grundskyld. Over halvdelen af kommunerne har benyttet sig af denne lokale beslutningsmulighed. Herved er over halvdelen af alle danske forsamlingshuse blevet fritaget for grundskyld.
Mindretallet ser derfor ingen grund til at ændre ved den bestående lovgivning.
Regeringens forslag bliver endnu vanskeligere at forstå, når man ser ministerens besvarelse af et af udvalgets spørgsmål, hvoraf det fremgår (se bilag), at det stadig væk er kommunerne, der skal afgøre, om betingelserne for fritagelse for grundskyld er opfyldt.
Lovforslaget er udtryk for unødvendigt bureaukrati.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) har oplyst, at man ønsker at redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) har oplyst, at man ønsker at redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.
Ændringsforslag
Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S og CD)
1) I det under nr. 1 foreslåede nye § 7, stk. 1, litra e, indsættes som 3. pkt.
»En sammenhængende have, der hører til et forsamlingshus, er omfattet af fritagelse, selv om en del af haven i matrikulær henseende udgør en eller flere selvstændige faste ejendomme, der er særskilt vurderet.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ifølge lovforslaget omfatter den foreslåede fritagelse af forsamlingshuse for grundskyld »den bebyggede grund, gårdsplads og have«. Med ændringsforslaget præciseres det, at der kommer til at gælde fritagelse for grundskyld af hele det sammenhængende haveareal, der hører til et forsamlingshus, uanset hvorledes de matrikulære forhold er.
Baggrunden for ændringsforslaget er en henvendelse fra Københavns Højskoleforening i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.
Henvendelsen vedrører en grund (3.749 m2) med en forsamlingsbygning (266 m2) ved Damhussøen i Vanløse, Københavns Kommune.
Stedet, der kaldes »Haven«, anvendes til forskellige kulturelle aktiviteter i Københavns Højskoleforenings regi.
»Haven« består af fire matrikelnumre, der er vurderet hver for sig. De to af matrikelnumrene er bebyggede, de to andre ubebyggede. Det samlede grundareal for de to bebyggede matrikelnumre er ca. 2.300 m2 og for de to ubebyggede ca. 1.450 m2, i alt ca. 3. 750 m2. Spørgsmålet om lovforslagets betydning for ejendommen har været forelagt Københanvs Kommune, som mener, at fritagelsen efter lovforslaget må omfatte de to bebyggede matrikelnumre, men ikke de to ubebyggede.
Københavns Kommune har som begrundelse for sit standpunkt henvist til, at den ikke finder, »at lovteksten giver hjemmel til fritagelse for ubebyggede tilstødende grunde, som ejes af den samme ejer«.
I den forbindelse må det bemærkes, at den foreslåede fritagelsesbestemmelse i ejendomsskattelovens § 7 er udformet således, at fritagelsen afhænger af, om der er tale om en bygning af en vis beskaffenhed - et forsamlingshus. Er det tilfældet, gælder der fritagelse for grundskyld for bl.a. det areal, der udgør forsamlingshusets have.
Der står ikke i selve den foreslåede fritagelsesbestemmelse i ejendomsskattelovens § 7 noget nærmere om, hvordan haven til et forsamlingshus skal afgrænses. Men fritagelsesbestemmelsen må ses i sammenhæng med lovens øvrige regler, som bl.a. grundlæggende går ud på, at ejendomsbeskatningen er baseret på de resultater, der fremkommer gennem vurderingssystemet.
Set under denne synsvinkel kan det, som anført af Københavns Kommune, gøres gældende, at en fritagelse for grundskyld, der udløses af tilstedeværelsen af et forsamlingshus, ikke kan omfatte særskilt vurderede arealer, hvorpå der ikke ligger noget forsamlingshus. Dette gælder også, selv om disse særskilt vurderede arealer grænser op til en ejendom, hvorpå der ligger et forsamlingshus, og har samme ejer som forsamlingshuset og efter de reelle forhold indgår som en del af dettes have.
Ud fra formålet med lovforslaget finder Indenrigsministeriet det imidlertid naturligt og rimeligt, at der kommer til at gælde fritagelse for grundskyld af hele det sammenhængende haveareal, der hører til et forsamlingshus, uanset hvorledes de matrikulære forhold er, hvilket præciseres med dette ændringsforslag.
Karen Højte Jensen (KF) Flemming Jensen (KF) Aagaard (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) Jane Oksen (FP) nfmd. Marianne Jelved (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Glønborg (KRF) Bakholt (S) Dorte Bennedsen (S) Graversen (S) Hjortnæs (S) fmd. Ingrid Rasmussen (S) Stavad (S) Agerschou (SF) Birgitte Husmark (SF)
Ingen
Nr BTL 169
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (Fritagelse af forsamlingshuse for grundskyld)
Nr L 169 1988-89, 1. samling
Afgivet af Kommunaludvalget
Afgivet: 19890316