1988 BTL 155 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RADIO- OG FJERNSYNSVIRKSOMHED (STATSLIG FINANSIERING AF KORTBØLGEVIRKSOMHED) NR L 155 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til kommunikationsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 1
Hvor meget beløber udgifterne til selve produktionen af kortbølgeudsendelserne sig til, og hvor meget udgør de specifikke sendeudgifter (der henvises til KRF's ordførers bemærkninger under lovforslagets 1. behandling, FF sp. 6166-67)?
Svar
Danmarks Radio har i anledning af spørgsmålet oplyst, at nedenstående opstilling over udgifter til den eksisterende kortbølgesendevirksomhed er baseret på institutionens 1988-budget, idet budgettet for 1989 p.t. ikke er godkendt af bestyrelsen.
A. Udgifter til produktion af kortbølgeudsendelser
Kortbølgesektionen Udsendelsesomkostninger 640.000 kr. Personaleomkostninger 1.560.000 kr. Afdelingsomkostninger 50.000 kr. -------------------------------------- I alt 2.250.000 kr. -------------------------------------- Teknikforbrug I teknisk afd. 1.250.000 kr. Andre omkostn. (tryksager) 100.000 kr. -------------------------------------- I alt 3.600.000 kr. --------------------------------------
B. Udgifter til drift af sender
Personaleomkostninger 2.814.000 kr. Stationsudgifter: a) Materialeudgifter 585.000 kr. b) Tjenesteydelser 546.000 kr. c) Bygninger 788.000 kr. I alt 1.919.000 kr. Sendeledninger 17.000 kr. ------------------------------------------------------------ I alt 4.750.000 kr. Total 8.350.000 kr. Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af flertallet og Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget stillede ændringsforslag.
Flertallet understreger, at ændringsforslaget kun omfatter 1989, mens statskassen fra 1. januar 1990 bør dække såvel udgifterne til produktion af kortbølgeprogrammer som udgifterne til drift af kortbølgesenderen. Den lovgivningsmæssige hjemmel for denne dækning søges gennemført i begyndelsen af folketingsåret 1989-90.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af et flertal stillede ændringsforslag.
Allerede under debatten i Folketingets Finansudvalg i efteråret 1988 om fastsættelsen af Danmarks Radios licens gjorde Kristeligt Folkeparti gældende, at hvad kortbølgevirksomheden angår, skulle finansieringen af udsendelse af kortbølgeprogrammer foretages af staten. Partiet henviste til Mediekommissionens betænkning nr. 6, hvor Mediekommissionens daværende formand, senere kommunikationsminister H. P. Clausen, klart forfægtede det standpunkt, at etablering og den tekniske drift af kortbølgesenderen skal finansieres af staten.
Under 1. behandling af regeringens forslag om licens til Danmarks Radio (L 85) understregede Kristeligt Folkepartis ordfører vedrørende kortbølgeprogramvirksomheden, at staten fuldt ud skal dække sendeudgifterne. De synspunkter har Kristeligt Folkeparti lige siden forfægtet. Under 2. behandling af nærværende lovforslag den 14. marts 1989 stod det klart, at regeringen ikke ville støtte Kristeligt Folkepartis synspunkt, hvad partiet ellers havde forventet. I konsekvens af det gennemfører Kristeligt Folkeparti derfor sit standpunkt med et flertal uden om regeringen.
Med hensyn til kortbølgevirksomheden fra 1. januar 1990 forventer Kristeligt Folkeparti på baggrund af kommunikationsministerens udtalelser i Folketinget den 17. november 1988, at regeringen i løbet af 1989 kommer med et lovforslag om en varig løsning. Hvis et sådant lovforslag mod forventning ikke bliver fremsat, vil Kristeligt Folkeparti selv tage initiativ til den nødvendige lovgivning.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et flertal (S, SF, CD og KRF)
1) Det under nr. 1 foreslåede nye § 15, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Danmarks Radios udgifter i 1989 til drift af kortbølgesenderen dækkes af statskassen.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at staten i 1989 finansierer udgifterne til drift af kortbølgesenderen. Disse udgifter udgjorde i 1988 4,75 mio. kr.
Ole Bernt Henriksen (KF) Connie Hedegaard (KF) Flemming Jensen (KF) Povl Brøndsted (V) Helge Sander (V) nfmd. Behnke (FP) Marianne Jelved (RV) Duetoft (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Hanne Andersen (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy Stahr (S) Birthe Hansen (SF) Ingerlise Koefoed (SF) fmd. Stillinger (SF)
Udvalget har behandlet lovforslaget i flere møder og har herunder
stillet spørgsmål til kommunikationsministeren, som denne har
besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Et af udvalgets spørgsmål
og ministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til
betænkningen.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af flertallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og bemærker
Hvis en dansker på rejse eller under ophold i udlandet ønsker at modtage sin danske avis, er det danskeren selv og dagbladet, som afgør betalingen af denne ekstra service.
Hvis en dansker i udlandet ønsker at få nyhederne bragt ud via radiomediet, må det også være brugerbetaling og ikke skatteyderpenge eller tvangslicens, som betaler for denne service.
Derfor kan Fremskridtspartiet ikke medvirke til at forøge de offentlige udgifter gennem finansiering af kortbølgevirksomheden for et fåtal af danskere i udlandet.
De danske skatteydere skal ikke belastes med flere urimelige udgifter. Danmark har verdens højeste skattetryk. Danmark har verdens største udlandsgæld. Danmark har rigeligt med opgaver at løse med afvikling af sygehusventelister, forbedring af folkepensionen og skabelse af bedre forhold for erhvervslivet og produktionen gennem afvikling af indkomstskatten.
Derudover tror Fremskridtspartiet ikke på, at kortbølgeudsendelserne har noget væsentligt lytterpotentiale. For det første skal man købe en specialradio for overhovedet at kunne lytte til udsendelserne. For det andet skal kortbølgeudsendelsernes tunge gammeldags programmer konkurrere med topprofessionelle udsendelser fra et hav af radiostationer verden over.
Fremskridtspartiet mener, at tiden er løbet fra kortbølgeradioen. Nyheder bringes i dag med telefax, videotelefoner og andre teknologiske nyskabelser. Det er derfor en fejlinvestering at vedtage dette lovforslag.
Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling under henvisning til, at kommunikationsministeren under samrådet den 9. marts 1989 bekræftede, at Danmarks Radio, hvad angår 1989, skal dække udgifterne til produktion af kortbølgeprogrammerne, mens alle udgifter i 1989 i forbindelse med udsendelse af kortbølgeprogrammerne, herunder leje af den norske kortbølgesender, dækkes af statskassen.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et flertal (S, SF og CD)
1) Det under nr. 1 foreslåede nye § 15, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Danmarks Radios udgifter i 1989 til drift af kortbølgesender dækkes af statskassen. Fra 1. januar 1990 dækker statskassen udgifterne til produktion af kortbølgeprogrammer og drift af kortbølgesender. De nærmere vilkår herfor fastsættes af kommunikationsministeren efter forhandling med bestyrelsen.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at staten i 1989 finansierer udgifterne til drift af kortbølgesenderen. Disse udgifter udgjorde i 1988 4,75 mio. kr., jf. det som bilag optrykte svar på spørgsmål 1.
Fra 1. januar 1990 og frem dækker staten udgifterne til både programvirksomhed og drift af kortbølgesender. Disse udgifter udgjorde i 1988 8,35 mio. kr., jf. svaret på spørgsmål 1.
Ole Bernt Henriksen (KF) Connie Hedegaard (KF) Flemming Jensen (KF) Povl Brøndsted (V) Helge Sander (V) nfmd. Behnke (FP) Marianne Jelved (RV) Duetoft (CD) Lysholm Christensen (KRF) Hanne Andersen (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy Stahr (S) Birthe Hansen (SF) Ingerlise Koefoed (SF) fmd. Stillinger (SF)
Ingen
Nr BTL 155
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (Statslig finansiering af kortbølgevirksomhed)
Nr L 155 1988-89, 1. samling
Afgivet af Kulturudvalget
Afgivet: 19890310