Legislator Case Law & Legislation
198814K00139 DK

1988 BTL 139 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED NR L 139 1988-89, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1988 139 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til industriministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 22

»Vil ministeren tage skridt til at sikre, at der skabes bedre mulighed for underretning af forsikringstagere om bonustilskrivning?»

Svar

Som meddelt i svar på spørgsmål 15 beror meddelelse om bonus på en forretningsmæssig praksis i de enkelte livsforsikringsselskaber, og praksis varierer selv inden for det enkelte selskab, afhængig af den enkelte forsikringsaftales indhold. Det fremgår endvidere af svaret, at det generelt er selskabernes praksis at oplyse om bonus, i hvert fald efter begæring.

Da der kan være særlige forhold ved den enkelte forsikringsaftale, som vil gøre en generel underretningspligt urimelig for livsforsikringsselskaberne, finder jeg det ikke hensigtsmæssigt ved lov at påbyde en generel underretningspligt. På den anden side tilsiger hensynet til en rimelig forbrugerbeskyttelse, at forsikringstagerne som altovervejende hovedregel har krav på at blive underrettet om bonustilskrivning.

Det er derfor med tilfredshed, at jeg har erfaret, at Assurandør-Societetet efter tilskyndelse fra min side har udsendt vedlagte henstilling, hvorefter forsikringstagere skal underrettes om bonustilskrivning, medmindre konkrete forhold undtagelsesvis gør dette urimelig byrdefuldt for livsforsikringsselskabet. Det er min forventning, at livsforsikringsselskaberne vil efterleve henstillingen, således at en lovregulering af spørgsmålet kan undgås.

Den 9. marts 1989

Henstilling Det henstilles til livsforsikringsselskaberne at udsende en årlig oversigt over forsikringsdækningen, hvoraf det fremgår, hvilke ændringer der er sket i dækningen som følge af bonustilskrivning og præmieregulering.

En sådan oversigt bør under alle omstændigheder tilsendes forsikringstagere, som anmoder herom.

Ovenstående kan fraviges, hvis praktiske hensyn taler imod, f.eks. i tilfælde af småforsikringer.

Vedtaget af komiteen den 8. marts 1989.

Bent Møller Hansen

Steen Leth Jeppesen

Betænkning over lovforslag 1988 139 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i samråd.

Udvalget har modtaget skriftlig henvendelse fra Assurandør-Societetet, der tillige har haft foretræde for udvalget.

Industriministeren har over for udvalget i et samråd oplyst følgende

»Uden for § 128 falder de sidste 25 pct. af livsforsikringshensættelserne samt de frie midler i livsforsikring. For disse midler gælder de almindelige regler, som også gælder for midler, der omfattes af § 128. Det betyder, at midlerne skal forvaltes på forsvarlig vis, bl.a. under iagttagelse af et princip om risikospredning, og i overensstemmelse med 2 pct.-begrænsningen i § 129. Derimod ligger der ikke for disse midler nogen begrænsning med hensyn til, hvilke aktiver man kan investere i. Således kan man handle med f.eks. betingede rettigheder og nye papirer, som måtte komme op, f.eks de såkaldte virksomhedscertifikater, ligesom man kan foretage en dækning af eventuelle risici via futures- og optionsmarkedet. Bestemmelsen muliggør derved, at selskaberne uden begrænsninger i lovteksten kan tilpasse anbringelsen af disse midler til de aktiver, der til enhver tid udbydes i markedet. Reglen tager dermed også højde for den glædelige udvikling i vort finansielle marked, som vi er vidne til i disse år.«

Ministeren bemærkede i samme forbindelse, at loven for midler, der er undtaget fra anbringelsesreglen i § 128, ikke lægger begrænsninger på, gennem hvilke typer af aktiver forsikringsselskaberne vælger at investere i erhvervslivet.

Der er af industriministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et af udvalgets spørgsmål til industriministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren under nr. 1, 3 og 8 og de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Mindretallet lægger vægt på at øge de institutionelle investorers muligheder for at medvirke ved finansieringen af den ønskelige stukturtilpasning i erhvervslivet og på at øge gennemsigtigheden af deres regnskaber.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet bemærker dog, at mindretallet finder de mange beføjelser til Finanstilsynet unødvendige. Finanstilsynet skal nedlægges hurtigst muligt, og afgørelseskompetencen skal overlades til de enkelte selskaber og deres generalforsamlinger. At afvikle Finanstilsynet vil være et ægte skridt i retning af afbureaukratisering og øget frihed til dansk erhvervsliv.

Ændringsforslag

Til § 1

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

1) Efter nr. 4 indsætets som nyt nummer

» 01. I § 28, stk. 2, nr. 4, udgår »prokurister,».«

Af industriministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af S og SF)

2) Nr. 8 udgår.

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

3) Nr. 9 affattes således

» 9. I § 30, stk. 2, ændres »Industriministeren« til: »Finanstilsynet«.'

Af et mindretal (S og SF)

4) I det under nr. 19 foreslåede kapitel 14 indsættes efter § 122 som ny paragraf

» § 01. I resultatopgørelsen skal som særlige poster fremgå

1) Størrelsen af den forventede aktuelle selskabsskat som følge af årets resultat.

2) Eventuelle reguleringer af tidligere års selskabsskat.

3) Størrelsen af den forventede realrenteafgift som følge af årets resultat, herunder størrelsen af eventuel a conto indbetalt afgift.

4) Eventuelle reguleringer af tidligere års betalte realrenteafgift.

Stk. 2. I balancen skal under hensættelser fremgå

1) Størrelsen af eventual selskabsskat som følge af afvigelser i de brugte skattemæssige periodiserings- og værdiansættelsesprincipper i forhold til det aflagte regnskab, herunder beregnet eventualskat af skattemæssigt fratrukne henlæggelser til sikkerhedsfond.

2) Størrelsen af eventual realrenteafgift som følge af afvigelser i de brugte afvigelser i de afgiftsmæssige periodiserings- og værdiansættelsesprincipper i forhold til det aflagte regnskab.

Stk. 3. Ændringer i de efter stk. 2 hensatte beløb som følge af årets resultat skal føres under resultatopgørelsen. Andre ændringer kan overføres fra andre balanceposter, men skal i så fald specificeres i en note.«

5) I det under nr. 19 foreslåede kapitel 14 indsættes efter § 124 som ny paragraf

» § 02. Indgår selskabet i en koncern, skal det fremgå af en note til regnskabet eller af årsberetningen, hvis selskabet er sambeskattet med andre koncernselskaber efter reglerne i selskabsskattelovens § 31. Det skal herunder fremgå, hvilke koncernselskaber sambeskatningen omfatter, samt hvilke skattemæssige underskud for selskabet der er overført til fradrag hos koncernselskaber, eller hvilke skattemæssige underskud fra koncernselskaber der er fratrukket hos selskabet.«

6) I den under nr. 19 foreslåede § 128, stk. 1, ændres »75 pct.« til: »60 pct.«

7) i den under nr. 19 foreslåede § 128 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

» Stk. 3. I livsforsikringsselskaber kan midler svarende til højst 3 pct. af livsforsikringshensættelserne være anbragt i aktiviteter vedrørende efterforskning og udvinding i den danske undergrund samt til forskning og udvikling.«

Af industriministeren, tiltrådt af udvalget

8) I den under nr. 19 foreslåede § 129 affattes stk. 1 og 2 således

»Hvad et livsforsikringsselskab anbringer i en enkelt virksomhed i form af ejerkapital og lånekapital, må ikke udgøre mere, end hvad der svarer til 2 pct. af livsforsikringsselskabets samlede passiver.

Stk. 2. Tilsvarende gælder for de midler, et livsforsikringsselskab samlet anbringer i virksomheder, mellem hvilke der består en sådan forbindelse, at anbringelserne i de pågældende udgør en samlet risiko for forsikringsselskabet.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ophørte pr. august 1987 med registrering af prokurister i anpartsselsskaber og aktieselskaber, herunder banker. I forbindelse med overførsel af registrering af finansvirksomheder til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er udviklet et registreringssystem baseret på edb. Dette system indeholder ikke skærmbilleder til registrering af prokurister. I lyset heraf samt af hensyn til en ensartet administration af de virksomheder, der registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og til begrænsning af styrelsens ressosurceforbrug foreslås det, at ordet »prokurister« udgår af lov om forsikringsvirksomhed § 28, stk. 2, nr. 4.

Til nr. 2

Regeringen har besluttet en nærmere undersøgelse af problemerne i forbindelse med en begrænsning af adgangen til kontant udbetaling af genkøbsværdi eller udtrædelsesgodtgørelse. Det foreslås derfor, at forslagets bestemmelser herom udgår, således at spørgsmålet kan blive drøftet i det udvalg, som industriministeren vil nedsætte vedrørende pensionsoverførsler. I udvalget vil være repræsentanter for myndigheder og organisationer, herunder arbejdsmarkedets parter.

Til nr. 4

Det må anses for en generel svaghed i de gældende regnskabsbestemmelser, at der ikke i regnskaberne skal vises størrelsen af den aktuelle skat og eventual skat (udskudt skat). Af hensyn til regnskabslæserne bør det være et lovkrav, at aktuel skat og eventual skat vises klart i regnskabet, specielt under hensyn til, at skattereglerne har helt andre opgørelsesmetoder end det regnskabsmæssige resultat.

Det foreslås derfor i overensstemmelse med nutidens almindelige regnskabspraksis for andre typer selskaber, at årets aktuelle skat og eventual skat af årets resultat skal fremgå af resultatopgørelsen, samt at den samlede eventual skat skal fremgå som en hensættelse i balancen.

Til nr. 5

I en række tilfælde er et forsikringsselskab med skattemæssigt underskud (typisk et livsforsikringsselskab) sambeskattet med andre selskaber (skadesforsikringsselskaber, holdingselskaber, bankaktieselskaber, ejendomsaktieselskaber etc.), og selskabets skattemæssige underskud overføres til koncernselskaberne uden vederlag. Dette bør fremgå af regnskabet i form af en note, idet der jo her reelt er tale om en udlodning til moderselskabet eller koncernen af en ikke ubetydelig økonomisk fordel.

Til nr. 6

For at imødekomme behovet for en stigende risikovillig kapitaltilførsel til erhvervslivet foreslås det, at grænsen for livsforsikringsselskabernes direkte investeringer i erhvervslivet hæves fra de nuværende 25 pct. til 40 pct. af livsforsikringshensættelserne.

Til nr. 7

Med henblik på at fremme erhvervslivets forsknings- og udviklingsindsats foreslås det, at der gives livsforsikringsselskaberne adgang til at deltage i finansieringen heraf med op til 3 pct. af livsforsikringshensættelserne.

Til nr. 8

Den i lovforslaget foreslåede affattelse af § 129 foreslås ændret med henblik på at øge livsforsikringsselskabers og tværgående pensionskassers muligheder for at deltage i den strukturudvikling, som må ske i erhvervslivet i de kommende år som led i forberedelsen til EF's indre marked.

Formuleringen af bestemmelsens stk. 1 og 2 foreslås ændret således, at anbringelser, der allerede er foretaget i flere enkeltvirksomheder, og som hver for sig ikke overstiger 2 pct. af de samlede passiver, kan opretholdes efter en fusion eller koncernetablering mellem virksomhederne, selv om den samlede anbringelse derved kommer til at overstige 2 pct.-grænsen. Det er ikke rimeligt, at en lovlig investering skal delvis afvikles på grund af omstændigheder, som investor kan være uden indflydelse på, og som ikke ændrer anbringelsens størrelse.

Den samlede placering efter fusionen eller koncernetableringen må dog ikke være af et sådant omfang, at det strider mod bestemmelserne i lovforslagets nr. 3 om affattelsen af § 6 vedrørende bestemmende indflydelse eller lovens § 87, stk. 4, om ansvarlig formueforvaltning, bl.a. risikospredning.

Flemming Hansen (KF) nfmd. Jette Thomsen (KF) Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Jens Peter Jensen (V) Hugo Holm (FP) Larsen-Ledet (RV) Jette Pors (CD) Lysholm Christensen (KRF) Svend Andersen (S) Lykketoft (S) Lissa Mathiasen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Rahbæk Møller (SF)

Betænkning over lovforslag 1988 139 Valid

Nr BTL 139

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed

Nr L 139 1988-89, 1. samling

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19890427

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →