Legislator Case Law & Legislation
198814K00093 DK

1988 BTL 93 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BEGRÆNSNING AF UDLEDNING AF SVOVLDIOXID OG KVÆLSTOFOXIDER FRA KRAFTVÆRKER NR L 93 1988-89, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1988 93 Valid

Bilag

Et af udvalget stillet spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 9

Udvalget udbeder sig ministerens kommentarer til henvendelse fra Amtsrådsforeningen, jf. bilag 4.

Svar

Amtsrådsforeningen i Danmark har den 21. december 1988 fremsendt foreningens bemærkninger til L 93 til Miljø- og Planlægningsudvalget. Bemærkningerne træder i stedet for det brev, som var vedlagt besvarelsen af spørgsmål 8, og som Amtsrådsforeningen har oplyst var en kommentar til et teknisk mindre problem, der på det pågældende tidspunkt blev drøftet mellem Miljøstyrelsen, Elværkerne og Amtsrådsforeningen.

I skrivelsen af 21. december foreslår Amtsrådsforeningen, at det i forslaget til lov om begrænsning af SO2- og NO x-udledning fra kraftværker (L 93) præciseres

- at en kvoteordning for SO2 og NOx ikke må føre til øget forurening fra andre kilder, og

- at amterne må kunne stille krav til andre typer forurening fra kraftværker, herunder de afledte effekter af SO2- og NOx-reduktionen.

Jeg forstår Amtsrådsforeningens forslag om, at en kvoteordning ikke må føre til forøget forurening fra andre kilder således, at røgrensningen ikke må medføre forøget forurening fra kraftværker i form af f.eks. forøget spildevandsudledning og restprodukter.

Jeg skal hertil bemærke, at enhver røggasrensningsmetode vil medføre afledt forurening. Disse metoder renser røggassen for ca. 90 pct. af SO2 og/eller NOx-emmissionen. Til gengæld medfører disse metoder afledt forurening af anden art, men i langt mindre målestok. Den våde metode medfører spildevandsudledning og behov for deponering af op til 10 pct. af restproduktet, gips. Den tørre metode medfører behov for deponering af en betydelig del af restproduktet. Der forskes dog i muligheder for genanvendelse og nyttiggørelse heraf. Haldor Topsøes SNOX-metode fjerner ikke kraftværkets emission af klor, flour og tungmetaller og giver i øvrigt behov for deponering af brugt katalysatormasse.

Ved anvendelse af lavsvovlholdige kul og naturgas nedbringes SO2-emissionen, uden at det medfører afledt forurening. Disse metoder mindsker dog ikke problemet med NOx-forureningen.

På denne baggrund kan jeg ikke gå ind for Amtsrådsforeningens forslag.

For så vidt angår forslaget om, at amterne må kunne stille krav til andre typer af forurening fra kraftværtker, herunder den afledte effekt af SO2- og NOx-reduktionen, skal jeg bemærke, at røggasafsvovlingsanlæg og de-nox anlæg i sig selv er godkendelsespligtige i henhold til Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

I forbindelsemed denne godkendelse kan der som hidtil i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens regler stilles vilkår om drift og emissioner, der sikrer et acceptabelt forureningsniveau fra de forureningsbegrænsende foranstaltninger. Derimod kan der ikke stilles krav om bestemte typer afsvovlingsmetoder, endsige bestemte fabrikater af anlæg.

Depoter til eventuelle restprodukter skal ligeledes godkendes i henhold til kapitel 5.

Betænkning over lovforslag 1988 93 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Et af ministerens svar på udvalgets spørgsmål er optrykt

som bilag.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.

Miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet,

- at kvotesystemet i loven vil blive administreret således, at den bedst tilgængelige forbrændingsteknologi tages i brug, når der planlægges nye anlæg,

- at ministeren i forbindelse med implementeringen af EF-direktivet om store fyringsanlæg positivt vil overveje, om der skal stilles skrappere krav til udledningerne fra nye danske kraftværker end de normer, der er fastsat i EF-direktivet,.

- at udgangspunktet i forhandlingerne om fremtidige normer for anlæg under 25 MW vil være, at disse anlæg ikke må overstige udledningerne fra et nyt kulfyret kraftværk med lav-NOx-brændere,

- at røggasafsvovlingsanlæg og de NOx-anlæg er godkendelsespligtige i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og at amtsrådene i denne forbindelse kan stille vilkår om drift og emissioner, der sikrer et acceptabelt forureningsniveau fra de forureningsbegrænsende foranstaltninger, og

- at det i øjeblikket overvejes, om amtsrådene fortsat skal være 1. instans ved miljøgodkendelse af kraftværker, men at en ændring under alle omstændigheder vil blive gennemført som en lovændring.

Ministeren har ligeledes oplyst, at anvendelse af naturgas på kraftværker vil komme miljøet til gode ved, at der fastsættes lavere kvoter for SO2- og NOx-emissionen. Herved kan de langsigtede reduktionsmålsætninger nås på et tidligere tidspunkt end forudsat, og emissionsniveauerne i år 2005 vil blive lavere end angivet i bemærkningerne til lovforslaget.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Mindretallet kan tilslutte sig miljøministerens udtalelse, idet mindretallet ønsker at understrege, at for så vidt angår ministerens overvejelser om, at amtsrådene fortsat skal være 1. instans ved miljøgodkendelse af kraftværker, har mindretallet ikke hermed taget stilling til spørgsmålet.

Endvidere forventer mindretallet under henvisning til ministerens tilkendegivelse i denne betænkning om, at anvendelse af naturgas skal komme miljøet til gode, at ministereen senest i folketingsåret 1989-90 fremkommer med en redegørelse for den nærmere fastlæggelse af nye kvoter, emissionsbegrænsninger og tidsfølger. Behovet herfor understreges yderligere af regeringens tilkendegivelser vedrørende forstærkning af energispareindsatsen i handlingsplanen vedrørende miljø og udvikling.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) har opfattet miljøministerens bemærkninger i svaret på spørgsmål 9 og de tilsvarende tilkendelgivelser i denne betænkning således, at amtsrådene ikke selvstændigt bortset fra kraftværker under 25 MW kan fastlægge emissionsniveauer for røggasserne, såfremt denne begrænser kraftværkets valg af rensningsmetode.

I betragtning af den hastige udvikling af renere forbrændingsteknologi og andre emissionsbegrænsende foranstaltninger finder mindretallet det ubetænkeligt at opfatte kvoteprincippet som udtryk for den maksimalt tilladte forurening fra alle kraftværker, således at det enkelte amtsråd i lighed med andre godkendelser i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 selvstændigt kan fastlægge vilkår og emissioner for kraftværkernes luftforurening.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret, idet mindretallet ønsker at udtale, at man kan tiltræde miljøministerens tilkendegivelser i betænkningen.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Fremskridtspartiet ønsker ikke, at Danmark skal spille international miljøaktivist på bekostning af dansk erhvervslivs konkurrenceevne.

Fremskridtspartiet finder det helt forkasteligt, at Danmark vil gå enegang og i perioden fra 1989-94 investere i alt 4 mia. kr., som reelt er smidt ud i den blå luft, så længe man på internationalt plan ikke har samme høje miljøidealer som den danske regering.

Fremskridtspartiet kan ikke se nytten af, at Danmark i 1990 vil nedbringe kvoterne for den samlede svovldioxidemission til 195.000 tons, når det samtidig forventes, at brunkulanvendelsen i Østtyskland i 1990 vil stige til over 300 mio. tons, hvilket vil medføre en årlig udsendelse af svovldioxid på mindst 5 mio. tons. Dette skal sammenholdes med den store forurening fra Sovjetunionen og især fra Polen, som udsender den største mængde svovldioxid i Europa, nemlig 4,3 mio. tons årligt. Det svarer til over 100 kg. pr. befolkningsperson og godt 15 tons pr. km2. Fremskridtspartriet erkender, at miljøforureningen er grænseoverskridende. I denne erkendelse ligger også, at vi ikke ønsker, at Danmark skal gå enegang, men vi ønsker i stedet forureningen begrænset på internationalt plan i form af aftaler med Østlandene og de vesteeuropæiske lande.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Ahlmann-Ohlsen (KF) fmd. Ole Bernt Henriksen (KF) Rønholt (KF) Svend Erik Hovmand (V) Hanne Severinsen (V) Knud Lind (FP) Marianne Jelved (RV) Lis Noer Holmberg (CD) Glønborg (KRF) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Erik Holst (S) Helge Mortensen (S) Henning Nielsen (S) Trøjborg (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Leif Hermann (SF)

Betænkning over lovforslag 1988 93 Valid

Nr BTL 93

Betænkning over Forslag til lov om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker

Nr L 93 1988-89, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19890315

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →