1988 BTL 60 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SVANGERSKABSAFBRYDELSE (FRITAGELSE FOR AT FORETAGE OG MEDVIRKE TIL SVANGERSKABSAFBRYDELSE) NR L 60 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt, for nogle spørgsmåls vedkommende efter indhentet
udtalelse fra sundhedsministeren.
For efter en vedtagelse af lovforslaget at kunne vurdere dettes konsekvenser opfordrer udvalget sundhedsministeren til inden udgangen af 1990 at afgive en redegørelse til Folketinget om virkningen af den foretagne ændring.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret, idet flertallet finder, at lovforslaget sikrer en logisk retlig ligestilling mellem de forskellige personalegrupper på sygehusene.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lægger stor vægt på, at denne lovændring på ingen måde anfægter kvinders ret til fri abort.
Et mindretal inden for flertallet (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) understreger, at mindretallet fortsat er modstander af fri abort. Meningen med lovforslaget er imidlertid at give de forskellige personalegrupper den retsstilling, som overlæger, sygeplejersker og sygeplejeelever har efter gældende lov med hensyn til at blive fritaget for at medvirke ved abortindgreb.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) finder, at sundhedspersonalets fritagelse for at medvirke til svangerskabsafbrydelse bedst løses administrativt ved en almindelig henstilling herom fra Sundhedsministeriet til landets sygehuskommuner.
Mindretallet finder således ikke, at lovindgreb er nødvendigt.
Mindretallet ønsker at fastholde kvinders ret til fri abort, men anerkender, at sundhedspersonale, som direkte udfører eller medvirker ved abortindgreb, kan fritages fra indgrebet, såfremt dette strider mod vedkommendes etiske eller religiøse opfattelse.
Mindretallet ønsker at præcisere, at såfremt en læge af etiske eller religiøse grunde er imod svangerskabsafbrydelse og ikke ønsker at drøfte med patienten, hvilke muligheder, der er tilgængelige med hensyn til abort, må lægen sørge for, at den pågældende kommer i kontakt med en anden læge, der kan give de fornødne oplysninger.
Mindretallet ønsker at tilkendegive, at læger, som ikke ønsker at medvirke til svangerskabsafbrydelse, ikke kan ansættes i stillinger (f.eks. Grønland og Bornholm), hvor de i perioder kan være eneste læge på stedet, idet kvindens juridiske ret til abort herved ikke kan opretholdes.
Mindretallet er således enig med Sundhedsministeriet i, at det er rimeligt, at ansøgere, som ønsker sig fritaget for abortindgreb, forud for ansættelse på en afdeling, hvor disse indgreb foretages, oplyser, hvorvidt de ønsker sig fritaget for at udføre eller medvirke ved svangerskabsafbrydelse.
Mindretallet finder, at formålet og intentionerne i lovforslaget fuldt ud tilgodeses ved en administrativ henstilling, eksempelvis udformet som det i forbindelse med et svar modtagne udkast til en administrativ henstilling til landets sygehuskommuner, som Sundhedsministeriet overvejer at udsende til en almindelig regulering af sundhedspersonalets adgang til at blive fritaget for at medvirke ved provokeret abortindgreb, hvor dette strider mod personalets etiske eller religiøse opfattelse.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Niels Anker Kofoed (V) Kirsten Jacobsen (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTL 60
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse (Fritagelse for at foretage og medvirke til svangerskabsafbrydelse)
Nr L 60 1988-89, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19890511