Legislator Case Law & Legislation
198814K00056 DK

1988 BTL 56 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (ÆNDREDE REGLER FOR OVERGANG FRA DELTIDS- TIL FULDTIDSFORSIKRING, DELTIDSFORSIKRING VED DELPENSION M.V.) NR L 56 1988-89, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1988 56 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra

Danske Husmandsforeninger,

De danske Landboforeninger,

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, HK,

Jord- og Betonarbejdernes Fagforening,

Journalisternes Arbejdsløshedskasse og

Metalarbejdernes Arbejdsløshedskasse.

En tidligere henvendelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer er optrykt som bilag til denne betænkning.

Der er af arbejdsministeren, af et flertal og forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demomokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) udtaler

Der er fortsat en række arbejdsløshedskasser, der ikke har en deltidsforsikringsordning, og som ikke ønsker at indføre en sådan.

Dette forhold begrænser i høj grad den enkelte borgers frie ret og mulighed for at vælge delpensionsordning.

Det er derfor meget overraskende, at Fremskridtspartiet sammen med Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti skal forhindre de 10 pct. af a-kassemedlemmerne i at få de samme rettigheder, som de øvrige ca. 90 procent har. Dette vil skade mulighederne for at gå på delpension for en stor gruppe lønmodtagere.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede og/eller tiltrådte ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede og/eller tiltrådte ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (SF)

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

» 01. I § 41, stk. 1, nr. 3, litra a, ændres ordene »mere end 300 timer« til: »mere end 280 timer«.

Af et flertal (S, SF, og FP)

2) Nr. 5 udgår.

Af et mindretal (SF)

3) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer

» 02. I § 67, stk. 1, ændres ordene »højst 30 timer« til: »højst 28 timer«, og i stk. 2 ændres ordene »højst 300 timer« til: »højst 280 timer«.'

4) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af § 68, stk. 3, ændres ordene »30 timer« til: »28 timer«.

Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (SF)

5) Nr. 9 affattes således

» 9. § 75 b, stk. 6, 2. pkt., affattes således

»Dog kan efterløn ydes til medlemmer, der oppebærer invaliditetsydelse.«»

Af et mindretal (FP)

6) Nr. 15 udgår.

Til § 2

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

7) Som nyt stk. 2 indsættes

»Stk. 2. Bestemmelsen i § 1, nr. 7, har virkning fra den 12. oktober 1988.«

Bemærkninger

Til nr. 1, 3 og 4

Som følge af de senere års arbejdstidsnedsættelse bør såvel grænsen deltid/fuldtid som arbejdskravet ved indmeldelse reguleres i overensstemmelse hermed. Ved etablering af deltidsforsikring var den ugentlige arbejdstid 413/4, dvs. man fastsatte deltid til 30/413/4. Nu er arbejdstiden nedsat til 38 timer, dvs. 30/38 udgør en langt større del af fuldbeskæftigelse end forudsat. Derfor bør man nedsætte de 30 timer til 28 timer.

Til nr. 2

Et flertal inden for flertallet (S og SF) begrunder ændringsforslaget sådan

Det foreslås, at bestemmelsen udgår for at skabe overensstemmelse mellem de kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet og de regler, som regulerer arbejdsløshedskassernes virke.

Et mindretal inden for flertallet (FP) begrunder ændringsforslaget sådan

Fremskridtspartiet ser ikke i det foreliggende tilfælde tilstrækkelig anledning til at bryde sædvanen om, at loven ikke skal ændre vedtægter for en a-kasse på en måde, så lovgiver optræder som en hund i et spil kegler.

Til nr. 5

Handicappede efterlønsmodtagere bevarer stort set de særudgifter, som deres handicap indebærer, og de skal derfor også bevare den invaliditetsydelse, som er beregnet til delvis at dække disse særlige udgifter. Socialministeren har meddelt udvalget, at merudgiften ved ændringsforslagets vedtagelse vil være knap 4 mio. kr. årligt. (Dette skøn blev afgivet i forbindelse med udvalgets behandling af et tilsvarende ændringsforslag til L 49 af 28. oktober 1987).

Til nr. 6

Spørgsmålet om adgang til at oppebære dansk socialhjælp for folk med udlandstilknytning bør i detaljeret grad løses direkte af lovteksten og i øvrigt indskrænkes i forhold til gældende ret.

Til nr. 7

Det foreslås, at de ændrede regler om overgang fra deltids- til fuldtidsforsikring træder i kraft på datoen for lovforslagets fremsættelse, idet det fremskynder den administrative lettelse for arbejdsløshedskasserne.

Pia Christmas-Møller (KF) Kirkegaard (KF) Connie Hedegaard (KF) Jens Peter Jensen (V) Traberg Smidt (V) Glistrup (FP) Jørgen Estrup (RV) Bollmann (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S) Taanquist (S) Carsten Andersen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

DE SAMVIRKENDE INVALIDEORGANISATIONER Bilag

København, den 17. november 1987

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1218 København K

Vedrørende: ændring af lov om om arbejdsløshedsforsikring m.v. De Samvirkende Invalideorganisationer tillader sig herved høfligst at fremkomme med nogle synspunkter specielt vedrørende det i ovennævnte lovændringsforslag indeholdte forslag om hørehæmmedes adgang til efterløn og bevarelse af invaliditetsydelsen.

De Samvirkende Invalideorganisationer har arbejdet med dette spørgsmål helt siden efterløn blev indført, og vi glæder os derfor meget over, at der ved Folketingets 1. behandling af dette spørgsmål fremkom positive meldinger fra alle partier, og sagen skulle herefter forhåbentlig kunne finde en lykkelig udgang.

Under Folketingets 1. behandling blev der fra flere sider peget på, at den foreslåede ændring måske burde omfatte andre grupper end hørehæmmede, og i den anledning skal De Samvirkende Invalideorganisationer fremføre følgende synspunkter

Invaliditetsydelsen, som gennemførtes for godt 25 år siden, blev vedtaget ud fra en forudsætning om, at personer med et alvorligt erhvervsevnetab alligevel ind imellem var i stand til at bestride et erhverv, hvorved indtjeningen var så høj, at pension alene af den grund ikke kunne opnås eller opretholdes. Invaliditetsydelsen skulle så udgøre en kompenserende ydelse.

Tankegangen var den, at personer som opfyldte de lægelige forudsætninger for opnåelse af mellemste førtidspension, eller for den sags skyld højeste førtidspension, ville kunne være så handicappede, at en almindelig tilknytning til arbejdsmarkedet var udelukket. Det kunne derimod dog ikke udelukkes, at man enten gennem en kvalificeret revalidering eller ved en særdeles selektiv placering kunne finde frem til en erhvervsmæssig beskæftigelse med normal løn.

Uanset at man således på sin vis var på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, var det klart at der i større eller mindre udstrækning kunne være en række særlige problemer som kunne løses ved hjælp af denne kontantydelse, og ligeledes var det klart, at de fleste modtagere af invaliditetsydelsen ville være i en situation, hvor et normalt karriereforløb var udelukket.

Invaliditetsydelsen var således som det fremgår nært forbundet med erhvervsmæssig beskæftigelse, og det har da også været praksis, at der ved erhvervsbeskæftigelsens ophør før de 67 år, har kunnet finde en konvertering af invaliditetsydelsen til førtidspensionen sted, uden større problemer.

På et senere tidspunkt modtog Folketinget en tilføjelse til bestemmelsen om invaliditetsydelsen, gående ud på, at personer, med svær høreskade og derfor svære kontaktproblemer, kunne tildeles invaliditetsydelse for derigennem at få en beskeden hjælp til personlig assistance til afhjælpning af disse kontaktvanskeligheder.

Der er her naturligvis ikke tale om en erhvervsrelateret ydelse, idet kontaktvanskeligheder selvsagt består uanset om man er i erhverv eller ej, og dette forhold er baggrunden for, at De Samvirkende Invalideorganisationer stedse har argumenteret for, at hørehæmmede skulle kunne bevare invaliditetsydelsen efter overgang til efterløn, selvom der herved opstår et sammenstød mellem en arbejdsmarkedspolitisk og en socialpolitisk ydelse.

I pensionslovgivningen findes bestemmelser om, at der til pensionen kan ydes bistands- eller plejetillæg. Disse tillæg ydes, hvis pågældende har nogle helt personlige vanskeligheder der medfører et behov for personlig bistand eller vedvarende pleje.

Tillæggene kan i medfør af gældende lov ydes til modtagere af invaliditetsydelse, men tillæggene kan ikke stå alene, og det betyder at en person med invaliditetsydelse med f.eks. bistandstillæg samt ønske om at overgå til efterløn, og der er altså ikke tale om hørehæmmede, vil miste ikke alene invaliditetsydelsen, men også sit bistandstillæg, uanset at dette tilllæg ikke er erhvervsrelateret. Det drejer sig om et tillæg som for tiden udgør ca. kr. 1.500,00 pr. måned. Hertil kommer den ikke uvæsentlige ting, at dette tillæg er skattefrit, og er der tale om en enlig, giver det ret til forhøjet persontillæg ved beregning af indkomstskatten.

Endvidere er det sådan, at dette tillæg kan tages med over, når man bliver folkepensionist.

Uanset at dette sidstnævnte problem ikke vedr. Arbejdsmarkedsudvalget direkte, håber vi om ikke andet, at man positivt vil henlede Socialudvalgets opmærksomhed på problemet.

Skulle man i øvrigt beslutte sig for at medinddrage andre grupper end hørehæmmede i en lovændring, skal vi naturligvis ikke protestere herimod.

Vi håber meget at den positive holdning som kom til udtryk ved 1. behandlingen må føre til en hurtig løsning på problemerne.

Med venlig hilsen

Svend Jensen

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter 2. behandling af lovforslaget, optaget dette til

fornyet udvalgsbehandling.

Udvalget har herefter behandlet lovforslaget i et møde.

Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Arbejdsministeren har på given foranledning oplyst, at i forlængelse af de forsøgsordninger, der nu har kørt i 2 år, sker der en definitiv liberalisering af vilkårene for at drive vikarbureauvirksomhed.

Arbejdsministeren er indstillet på at forhandle vilkårene for liberalisering med Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Ændringsforslag

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, RV, CD og KRF)

1) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer

»01. I § 66 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Et medlem af en kasse for lønmodtagere, der overgår til delpension, har ret til at blive optaget som deltidsforsikret, uanset om det er fastsat i kassens vedtægt. Retten til at være deltidsforsikret bevares, selv om delpensionen bortfalder. Hvis der ifølge kassens vedtægt ikke optages deltidsforsikrede inden for medlemmets faglige område, er retten til deltidsforsikring dog betinget af, at medlemmet erklærer sig villig til i tilfælde af ledighed at tage arbejde uden for kassens faglige område.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.'

Pia Christmas-Møller (KF) Kirkegaard (KF) Connie Hedegaard (KF) Jens Peter Jensen (V) Traberg Smidt (V) Glistrup (FP) Jørgen Estrup (RV) Bollmann (CD) fmd. Glønborg (KRF) Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S) Taanquist (S) Tommy Dinesen (SF) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Betænkning over lovforslag 1988 56 Valid

Nr BTL 56

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ændrede regler for overgang fra deltids- til fuldtidsforsikring, deltidsforsikring ved delpension m.v.)

Nr L 56 1988-89, 1. samling

Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19881212

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →