1988 BTL 52 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM GODSKØRSEL NR L 52 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 10
Udvalget skal anmode skatteministeren om en udtalelse om, i hvilket omfang Danske Vognmænd kan forventes at blive imødekommet for så vidt angår ønsket om en midlertidig ordning med fritagelse for ejendomsbeskatning.
Svar
Efter vurderingslovens § 7, nr. 5, er de fragtcentraler, der er autoriseret i medfør af lov om godstransport med motorkøretøjer, undtaget fra vurdering.
Dette medfører efter § 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, at fragtcentralerne ikke betaler grundskatter. Bortfaldet af autorisationsordningen ved gennemførelsen af L 52 vil derfor betyde, at fragtcentralerne ikke længere er undtaget fra vurdering, og at de derfor ikke længere vil være fritaget for at betale ejendomsskat.
Danske Vognmænd har bl.a. begrundet deres ønske om en midlertidig fritagelse for ejendomsbeskatning med, at de behøver tid til at etablere en udligningsordning mellem de enkelte fragtcentraler, der kommer til at betale ejendomsskat af forskellig størrelse.
Jeg er meget positivt stemt for, at de allerede autoriserede fragtcentraler i en kort overgangsperiode ikke vurderes og dermed ikke skal betale ejendomsskat.
En sådan ordning kan tilvejebringes ved at ophæve bestemmelsen om fragtcentraler i vurderingslovens § 7, dog således at ophævelsen først træder i kraft ved årsomvurderingen pr. 1. januar 1991 for så vidt angår de 38 fragtcentraler, der er autoriseret ved udgangen af 1989.
Lovforslaget kan fremsættes som et ændringsforslag til mit den 23. november 1988 fremsatte forslag til lov om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme. (Udskydelse af 19. almindelige vurdering) (L 116).
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til trafik- og kommunikationsministeren og til
skatteministeren, som disse har besvaret skriftligt. Et af disse
spørgsmål og skatteministerens svar herpå er optrykt som bilag til
betænkningen.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlig og skriftlig henvendelse fra Danske Vognmænd.
Udvalget har tidligere (folketingsåret 1987-88, 1. samling) behandlet et tilsvarende lovforslag. På grund af udskrivelse af valg til Folketinget nåede udvalget ikke at afgive betænkning over dette lovforslag.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (S og SF)
Ny paragraf
1) Efter § 2 indsættes som ny paragraf
» § 01. Fragtcentraler, hvor stykgods indleveres, omlades eller kan afhentes, skal autoriseres af Vejtransportrådet.
Stk. 2. Der kan godkendes en eller flere fragtcentraler i hvert amt samt i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Stk. 3. Til autorisationen hører en forpligtelse for fragtmandscentralens ejere til, at stykgodset hurtigt viderebefordres til adressaten.
Stk. 4. Trafik- og kommunikationsministeren fastsætter de nærmere regler for fragtcentraler.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget har til hensigt at opnå samme sikkerhed for, at alle egne af landet bliver betjent med fragtmænd på samme måde som i dag. I stedet for godkendelse af fragtruterne - en godkendelsesprocedure, der har vist sig meget vanskelig at administrere - pålægges det fragtcentralerne at sørge for, at alt stykgods, der indleveres, kommer adressaten i hænde med samme sikkerhed og hurtighed, som kendes i dag.
Adskillelsen imellem stykgods og andet gods følger samme regler som under den nugældende lov.
Hver fragtcentral dækker et geografisk afgrænset område, hvor centralen er forpligtet til udbringningen, ligesom man er forpligtet til at viderebefordre gods til andre fragtcentraler. Fragtcentralerne har således en generel transportforpligtelse.
Autorisation af fragtcentralerne berører ikke DSB's og P & T's selvstændige distribution, kundebetjening og indbyrdes samarbejde, således som det er forudsat i lovforslaget.
Ikast (KF) Aagaard (KF) Helge Adam Møller (KF) Svend Heiselberg (V) Helge Sander (V) Dohrmann (FP) Larsen-Ledet (RV) nfmd. Arne Melchior (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) J. K. Hansen (S) fmd. Tove Lindbo Larsen (S) Helge Mortensen (S) Jimmy Stahr (S) Stavad (S) Søgaard (S) Tommy Dinesen (SF) Ole Henriksen (SF)
Ingen
Nr BTL 52
Betænkning over Forslag til lov om godskørsel
Nr L 52 1988-89, 1. samling
Afgivet af Udvalget om Offentlige Arbejder
Afgivet: 19881201