Legislator Case Law & Legislation
198814K00046 DK

1988 BTL 46 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KRIGSMATERIEL M.V. NR L 46 1988-89, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1988 46 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til udenrigsministeren og justitsministeren, som

disse har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra Amnesty International og Dansk Arbejdsgiverforening.

Justitsministeren har i et samråd oplyst, at der ikke ved lovforslaget er tilsigtet nogen ændring i den danske våbeneksportpolitik. Regeringen vil således ved siden af lovforslagets absolutte eksportforbud opretholde den hidtil fulgte praksis, hvorefter eksporttilladelse normalt nægtes til lande, der er inddraget i krig eller krigslignende begivenheder, eller til områder, hvor forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig til væbnede konflikter.

Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker

SF har noteret sig justitsministerens bemærkninger i samrådet, jf. ovenfor. Efter mindretallets opfattelse afklarer disse bemærkninger imidlertid ikke lovforslaget i en sådan grad, at det er bragt i overensstemmelse med den oprindelige hensigt bag forslag til folketingsbeslutning om produktion og eksport af krigsmateriel (B 99), der blev fremsat og senere vedtaget i folketingsåret 1986-87, 1. samling.

Videre lægger mindretallet vægt på, at lovforslaget åbner for udenlandske investeringer i dansk krigsmaterielproduktion. Derved tilkendegives ganske imod mindretallets holdning, at dansk krigsmaterielproduktion både opretholdes og moderniseres.

Endelig lægger mindretallet vægt på, at tilladelsen til arbejdsvægring, der i princippet er en sympatisk tanke, allerede på grund af myndighedsstrukturen ved behandling af sager vedrørende arbejdsvægring vil henskyde afgørelsen om, hvad der måtte være krigsmaterielproduktion, til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Mindretallet indstiller derfor lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (FP)

Til § 15

1) Paragraffen udgår.

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, RV, CD og KRF)

Til § 18

2) I stk. 1 ændres datoen »den 1. april 1989« til: »den 1. oktober 1989«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Mindretallet er enig med Dansk Arbejdsgiverforening, der finder det i strid med et grundlæggende princip i arbejdsløshedsforsikringen, at en lønmodtager uden at fortabe retten til arbejdsløshedsdagpenge eler sociale ydelser kan nægte at medvirke til udvikling og produktion af krigsmateriel. Mindretallet mener, at dagpengeretten kun bør bevares, såfremt man er villig til at påtage sig ethvert arbejde, og at lovforslagets § 15 kan medvirke til misbrug af dagpengesystemet og sociale ydelser.

Til nr. 2

Da den oprindeligt foreslåede ikrafttrædelsesdato er passeret, foreslås datoen ændret til den 1. oktober 1989.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Niels Anker Kofoed (V) Kirsten Jacobsen (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Betænkning over lovforslag 1988 46 Valid

Nr BTL 46

Betænkning over Forslag til lov om krigsmateriel m.v.

Nr L 46 1988-89, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19890518

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →