1988 BTL 20 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KORT- OG MATRIKELSTYRELSEN NR L 20 1988-89, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra
Foreningen af Topografer og Kartografiske Tegnere ved Geodætisk Institut,
Høje-Tåstrup Kommune og
Næstformændene i SU ved Søkortafdelingen, Geodætisk Institut og Matrikeldirektoratet.
Boligudvalget har tidligere (i folketingsåret 1987-88, 1. samling) behandlet et tilsvarende lovforslag (L 143). Behandlingen af lovforslaget har derfor formet sig som en fortsættelse af behandlingen af L 143, hvorfor der i øvrigt henvises til betænkningen over L 143 (se Folketingstidende 1987-88, tillæg B sp. 705).
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP)
Til § 2
1) I stk. 1 indsættes efter nr. 4 som nyt nummer
»5) i sin virksomhed ikke hindre private virksomheder i at fortsætte deres virke inden for geodætisk opmåling og topografisk kortlægning.«
Til § 7
2) Som nyt stykke indsættes
»Stk. 2. Boligministeren sørger for, at Kort- og Matrikelstyrelsen bliver organiseret som en elektronisk sammenkobling af de hidtidige kortinstitutioner.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Såvel under udvalgsarbejdet med L 20 i indeværende folketingsår som under arbejdet med L 143 i folketingsåret 1987-88, 2. samling, har ministeren alene villet give et tilsagn uden for loven om Kort- og Matrikelstyrelsen om, at private virksomheder kan fortsætte deres virksomhed.
Igennem mange år har der været en uskreven aftale mellem Geodætisk Institut og de private virksomheder om, hvem der producerer hvilke kort.
Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt, at de private virksomheder får deres virke lovfæstet, når der laves denne nye, samlede lov om kortvirksomheden.
Under udvalgsarbejdet i foråret 1988 med L 143 var der udtalt bekymring fra de private firmaer for, om de kan fortsætte deres virksomhed. Med vedtagelsen af ændringsforslaget vil det private virke være lovsikret.
Til nr. 2
Allerede i foråret 1988 under arbejdet med L 143 blev det gjort klart, at en fysisk sammenflytning af de tre gamle institutioner, der er fordelt ud over 6 tjenestesteder med 650 ansatte vil skabe flere problemer end løsninger
- Arbejdet vil i 2-3 år komme til at være unormalt.
- Store dele af personalet skal udskiftes med nye folk.
- Det er meget dyrt at flytte sammen - ca. 300 mio. kr.
- Store moderniseringer foretaget de seneste år i Geodætisk Institut vil være spildte, når det hele skal flyttes på ny
- Det personale, der skal flytte med, får mange personlige problemer med familie osv.
Personalet har gennem flere henvendelser bedt om at undgå den store, forkromede løsning med en sammenflytning. I foråret oplyste medarbejderrepræsentanter, der har den tekniske viden, at en elektronisk sammenkobling er alt, hvad man har brug for.
For således at undgå en masse problemer, for at spare mange penge og for at gøre det muligt for kortinstitutionerne at fortsætte deres arbejde uafbrudt vil en vedtagelse af ændringsforslaget kunne gavne alle parter.
Lizzie Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) nfmd. Traberg Smidt (V) Behnke (FP) :r2 Jørgen Estrup (RV) Bollmann (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Svend Andersen (S) Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Holger K. Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Pelle Voigt (SF)
Ingen
Nr BTL 20
Betænkning over Forslag til lov om Kort- og Matrikelstyrelsen
Nr L 20 1988-89, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19881130