Legislator Case Law & Legislation
198814K00017 DK

1988 BTL 17 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TIPNING OG LOV OM ELITEIDRÆTTENS FREMME (INDFØRELSE AF ET LOTTOSPIL) NR L 17 1988-89, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1988 17 Valid

Bilag

Skatteministerens kommentarer til en af henvendelserne til udvalget. Kræftens Bekæmpelse har i brev af 25. november 1988 (L 17 - bilag 34) protesteret mod den foreslåede affattelse af tipslovens § 10, stk. 5.

Kræftens Bekæmpelse mener, at Tipstjenesten herefter kan markedsføre nye lotterispil i tilknytning til tips- og lottospillene, der vil betyde en væsentlig trussel for de humanitære organisationers postomdelte landslotteri. Til sammenligning anføres bl.a. det vesttyske »Spiel 77« med en angivet omsætning på ca. 4 mia. kr.

Bestemmelsen i tipslovens § 10, stk. 5, er først og fremmest et værn mod, at andre end bevillingshaveren anvender tipskuponen, specielt den løbende nummerering, i forbindelse med præmiekonkurrencer og lignende. Dette værn foreslås udvidet til også at omfatte lottokuponer.

Derudover foreslås det, at Tipstjenesten kan foretage præmiekonkurrencer og lignende ved anvendelse af tips- og lottokuponer. Baggrunden herfor er som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, at afholdelse af mindre præmiekonkurrencer kan være et fornuftigt led i markedsføringen af lottospillet.

De præmiekonkurrencer, der påtænkes foretaget i Tipstjenesten, vil blive betalt over markedsføringsbudgettet. Denne form for markedsføring vil kun blive anvendt nogle få gange om året.

Når der henses til den forholdsvis begrænsede præmiesum og det begrænsede antal bortlodninger, der påtænkes efter den foreslåede ændring af § 10, stk. 5, mener jeg ikke, at der er grundlag for at imødekomme den anførte kritik. Bestemmelsen sigter således ikke mod indførelse af et nyt spil som forudsat af Kræftens Bekæmpelse.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra

Dansk Forfatterforening,

Dansk Kunstnerråd,

Det Danske Jazzcenter,

Foreningen af Bildende Kunstnere,

Foreningen af Huse i Danmark, Plantagehuset, Thisted,

Repræsentantskabet for Statens Musikråd og

Ældre Sagen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved dettes 3. behandling.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Grete Schødts (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Betænkning over lovforslag 1988 17 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren og kulturministeren, som

disse har besvaret skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra

Dansk Amatør Teater Samvirke,

Dansk Travsports Centralforbund,

Dansk Ungdoms Fællesråd,

Børneteatersammenslutningen,

Folkevirke,

Foreningen for Folkehøjskoler,

Mellemfolkeligt Samvirke,

Kræftens Bekæmpelse,

Miljøorganisationen NOAH,

Sammenslutningen af Danske Travheste- ejerforeninger og

Vanførefonden.

Skatteministerens kommentarer til en af disse henvendelser er optrykt som bilag til denne betænkning.

Der er af skatteministeren og af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforlaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet understreger, at hvis forudsætningerne for omsætnings- og overskudsudviklingen klart ændres, kan fordelingen medtages i drøftelserne ved revisionen i folketingsåret 1992-93. Til den tid kender man omsætningstallene og har et reelt grundlag for drøftelserne.

Flertallet henstiller til finansministeren, at han ved fordeling af midlerne under § 6 B også tilgodeser Vanførefonden, som var den organisation, der først af alle indførte lottospillet for at skaffe midler til sit humanitære arbejde.

Et mindretal inden for dette flertal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) henstiller til kulturministeren,

- at han ud af sine midler i vidt omfang tilgodeser andre kulturelle aktiviteter end idrætsformål, som ved denne lov i øvrigt er fint tilgodeset, og

- at han igen lader oplysningsforbundene indgå i fordelingen af Kulturministeriets andel af lotto- og tipsmidlerne.

Indtil 1983 var tilskuddene til oplysningsforbundene på finansloven. I 1984 og 1985 modtog forbundene tilskud fra tipsmidlerne.

Den forventede højere omsætning vil give ministeren flere midler til fordeling, således at muligheden igen vil være til stede for tilskud til oplysningsforbundene.

Socialdemokratiet forventer, at Team Danmark og Dansk Idræts Forbund inden sommeren 1989 ud af deres tildelte tipsmidler anvender beløb til udarbejdelse af en handlingsplan, der viser, at danske idrætsorganisationer og sportsfolk ved selvjustits kan forhindre ethvert forbrug af dopingmidler.

Socialdemokratiet fastholder i øvrigt, at penge, der via lottoloven ydes til breddeidrætsformål, på ingen måde må kanaliseres over til eliteidræt.

Socialdemokratiet glæder sig over, at denne lov giver bedre vilkår for vore mange tusinde frivillige foreninger og deres tusindvis af dygtige ledere. Vi glæder os også over, at vi er i stand til at yde store beløb til de mange humanitære organisationer. Ændringsforslagene vil gøre det muligt at tilføre mange penge til ungdommens friluftsliv og til et utal af kulturelle formål.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforlaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stiling til de øvrige ændringsforslag ved lovforslagets 2. behandling. Mindretallet stiller sig i øvrigt ganske uforstående over for, at Folketingets øvrige partier ikke har ønsket at medvirke til en diskussion om fordelingen af de kommende lottopenge.

Socialistisk Folkeparti har aldrig anset det for en naturlov, at fordelingen af næsten alle indtægterne fra indførelsen af et nyt statsligt tallotteri skulle være indbygget i selve lovteksten. Dette anser SF for en usædvanlig fremgangsmåde, som i hvert fald ikke er almindeligt forekommende.

SF har set fordelingen af lottopengene som en enestående chance for at give det danske kulturliv, herunder naturligvis også idrætten, et højst tiltrængt løft midt i denne nedskæringstid.

SF mener stadig, at de små forbedringer, som er fremkommet under udvalgsbehandlingen, er utilstrækkelige, og SF vil gerne udtrykke den mistanke, at baggrunden for de øvrige partiers afvisning af at ville diskutere fordelingen af lottopengene er en angst for at lægge sig ud med de magtfulde idrætsorganisationer.

SF finder det endelig ganske grotesk, at lottopengenes fordeling til idrætten ikke indeholder nogen garanti for, at disse penge bliver brugt til aktiviteter blandt aktive idrætsudøvere.

Der er heller ingen garanti for, at de stadig flere uorganiserede idrætsfolk bliver tilgodeset.

Endelig vil SF anbefale, at den indbyggede revisionsbestemmelse i loven bliver gjort parallel med vedtagelsen af lov om folkeoplysning. Derved vil der blive frigivet økonomiske midler, som med fornuft vil kunne finansiere dele af denne lov.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Mindretallet udtaler, at grunden til, at nærværende lovforslag overhovedet er nødvendigt, er, at lovgivningsmagten ikke for længst har ophævet de pietistisk begrundede hasardforbud fra 1700-tallet.

Stod det til Fremskridtspartiet, ville der ske en øjeblikkelig total ophævelse af den lovgivning sammen med de titusinder af andre skadelige lovparagraffer, som Folketingets flertal stadig holder i kraft.

Skulle man alene give en lottolov, ville den bedst kunne udformes i tre - og kun tre - ord: »Lotto er tilladt«.

En af Danmarks store ulykker er nemlig, at lovgivningsmagten har afskåret tusindvis af menneskelige handlingsmuligheder ud fra den selvgode fejlvurdering, at lovgiverne bedst skulle vide, hvad de enkelte skal og må. Hver gang en af disse spændetrøjer løsnes, bliver det bedre for danskerne. Det foreliggende lovforslag rummer derfor det gode, at det ophæver forbudet mod lottospil. Derfor er det et fremskridt, også selv om der kun lindes en smule. Der er lang vej til en rimelig grad af personlig frihed for den enkelte, og lovforslaget er unødig restriktivt på et væld af punkter, men som altid stemmer Fremskridtspartiet ja til alt, hvad der repræsenterer et fremskridt, uanset hvor lille, magert og beskedent det så end er. Derfor indstiller partiet lovforslaget til vedtagelse.

Når staten kommer til at drive lottovirksomhed, bør et eventuelt oveskud indgå i samme fælles prioriteringsrækkefølge, som er gældende for statsindtægterne i al almindelighed, jf. nærmere Fremskridtspartiets antichatolkasseindstilling under behandling af lovforslag nr. L 192 af 14. marts 1979 (Momsfonden) og lovforslag nr. L 216 af 8. maj 1979 (Helsefonden) med henvisninger.

I konsekvens af det anførte vil Fremskridtspartiet stemme for de af Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.

Derimod stemmer Fremskridtspartiet imod de gamle partiers og Centrum-Demokraternes ændringsforslag om at nedprioritere dansk idræt og om at lovfæste adgangen for Dansk Ungdoms Fællesråd til at uddele statsmidler.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag ved lovforslagets 2. behandling.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse og vil redegøre for sin stilling til ændringsforslagene ved lovforslagets 2. behandling.

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (FP)

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold

A. »Forslag til lov om ændring af lov om tipning. (Indførelse af et lottospil)», omfattende § 1, indledningen, nr. 1-5 og nr. 13 og 14, samt § 3, stk. 1.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om tipning og lov om eliteidrættens fremme. (Ændret fordelingsnøgle som følge af indførelsen af et lottospil)», omfattende § 1, indledningen, nr. 1, 6-12 og 15, samt § 2 og § 3.

b

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag.

Til § 3

2) I stk. 2 udgår »nr. 2,».

c

Ændringsforslag til det udelte lovforslag.

Til § 1

Af et mindretal (CD)

3) Det under nr. 7 foreslåede § 6 A, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. De dele af den maksimale ydelse, der ikke overføres til Team Danmark og Danmarks Olympiske Komite, overføres til specielt idrætslige formål, herunder dopingkontrol og dopingforskning.«

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V og RV)

4) Det under nr. 7 foreslåede § 6 A, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. De dele af den maksimale ydelse, der ikke overføres til Team Danmark og Danmarks Olympiske Komite, overføres til kulturministerens midler til formål af alment kulturel karakter.«

5) Efter nr. 12 indsættes som nye numre

»01. § 7, stk. 7, affattes således

» Stk. 7. For det beløb, der efter stk. 1 skal anvendes til støtte af andre ungdomsformål, fordeler Dansk Ungdoms Fællesråd støtten efter retningslinier godkendt af kulturministeren. Den del af beløbet, der ønskes tildelt Dansk Ungdoms Fællesråd selv, forelægges forinden kulturministeren til godkendelse.«

02. I § 7, stk. 8, ændres »stk. 4-7« til: »stk. 4-6«.'

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved deling af lovforslaget opnås, at Folketinget hurtigt kan give den fornødne hjemmel til indførelse af et lottospil, således at det administrative arbejde kan gennemføres med henblik på en igangsætning af lottospillet pr. 1. oktober 1989. Da forslagsstillerne finder, at der stadig er problemer med fordelingen af midlerne fra den samlede pulje fra tips og lotto, kan dette spørgsmål danne grundlag for fornyede overvejelser i udvalget.

Til nr. 2

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 3

Det forudsættes, at de beløb, som årligt fastsættes af Kulturministeriet, udgør ca. 47 mio. kr. til Team Danmark og ca. 2 mio. kr. til Danmarks Olympiske Komite.

Disse beløb reguleres årligt som finanslovsbevillingerne. Med dette forslag ønsker Centrum-Demokraterne at tilkendegive, at det fulde beløb tilføres idrætten.

Centrum-Demokraterne ønsker, at der fra den specielle pulje årligt afsættes midler til dopingkontrol og dopingforskning på en sum af minimum 500.000 kr.

Dopingproblemet er ikke kun et dansk problem, men et fælles problem landene imellem. Derfor må der også bruges midler til international dopingkontrol og dopingforskningsarbejde.

Til nr. 4

Det forudsættes, at de beløb, som årligt fastsættes af kulturministeren, maksimalt udgør ca. 47 mio. kr. til Team Danmark og ca. 2 mio. kr. til Danmarks Olympiske Komite. Disse beløb reguleres årligt på samme måde som regulering af finanslovsbevillinger.

Regeringen ønsker med dette ændringsforslag i øvrigt at skabe mulighed for en øget indsats på det alment kulturelle område.

Til nr. 5

I henhold til gældende § 7, stk. 7, »træffer undervisningsministeren efter forslag fra Dansk Ungdoms Fællesråd og med godkendelse af Folketingets Finansudvalg afgørelse om størrelsen af det beløb, der i det enkelte år anvendes, og om dette beløbs fordeling«.

Sagsområdet er ved kongelig resolution af 3. juni 1988 overført til kulturministeren.

Retningslinier for fordelingen er fastsat af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og godkendt af ministeren.

Når meddelelse om tipstjenestens overskud foreligger, udarbejder DUF på grundlag af de indsendte ansøgninger forslag til fordeling af beløbet (senest ca. 42 mio. kr.). Fordelingen skal godkendes af DUF's styrelse, som består af formand, næstformand og 13 bestyrelsesmedlemmer, stort set valgt af de støtteberettigede organisationer.

Fremgangsmåden er herefter, at DUF sender indstilling til minsteriet, der forelægger den for Finansudvalget.

DUF's indstillingsforslag har gennem de forløbne år praktisk taget ikke givet anledning til ændringer, idet ministeriet som altovervejende hovedregel godkender indstillingen og videresender forslaget til Finansudvalget. Blandt andet som følge heraf har Finansudvalget tidligere godkendt en ordning, hvorefter udbetaling til de enkelte organisationer sker umiddelbart efter, at DUF's indstilling er modtaget i ministeriet, således at der til organisationer, der tidligere har modtaget tipsstøtte, udbetales 80 pct. af det ansøgte beløb og til organisationer, der ikke tidligere har modtaget støtte, 50 pct. af det ansøgte beløb. De resterende beløb udbetales først, efter at Finansudvalget har tiltrådt indstillingen.

DUF har foreslået sagsgangen forenklet, således at det samlede tipsbeløb, så snart dette er fastslået, straks udbetales direkte til DUF, hvorefter fællesrådet selv fordeler beløbet til de enkelte ansøgerorganisationer i overensstemmelse med de gældende retningslinier. En ændring af disse retningslinier skal fortsat godkendes af ministeriet, ligesom DUF fortsat skal følge den ligeledes af minsteriet godkendte revisorinstruks samt anvende advokat- og arkitektbistand. Endvidere skal DUF efter det foreslåede system indsende fyldestgørende oversigter over fordelingen, således at ministeriet har mulighed for at vurdere, hvordan retningslinierne virker, ligesom det er en forudsætning, at ministeriet får adgang til ved stikprøver at kontrollere, om fordelingen er sket i overensstemmelse med de godkendte retningslinier.

For de beløb, som DUF ønskes tildelt til sin egen administration, husleje m.v., ønskes dog fortsat forudgående godkendelse fra ministeriet samt efterfølgende regnskab herfor indsendt. Dette vil fremgå af de godkendte retningslinier.

Aagaard (KF) Else Theill Sørensen (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Grete Schødts (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Jens Thoft (SF)

Betænkning over lovforslag 1988 17 Valid

Nr BTL 17

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tipning og lov om eliteidrættens fremme (Indførelse af et lottospil)

Nr L 17 1988-89, 1. samling

Afgivet af Skatte- og Afgiftsudvalget

Afgivet: 19881202

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →