Legislator Case Law & Legislation
198812K00240 DK

1988 LSF 240 FORSLAG TIL LOV OM FRADRAG I EJENDOMSSKATTER M.V. I FORBINDELSE MED ETABLERING AF GRØNNE MARKER

10 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (10)

Statutory Text (10 Articles)

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

§ 1. Landbrugsministeren kan yde tilskud til jordbrugere som

kompensation for merudgifter ved etablering af grønne marker.

Stk. 2. Det er en betingelse for modtagelse af tilskud, at jordbrugeren

1) er ejer af en eller flere ejendomme, der tilsammen har et jordtilliggende på mindst 10 ha, og

2) opfylder forpligtelsen til at etablere grønne marker.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsning af kredsen af tilskudsmodtagere i stk. 2.

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

§ 3. Tilskuddet udbetales i forbindelse med opkrævning af den enkelte ejendoms pålignede kommunale og amtskommunale grundskyld, kommunale afgifter og lignende.

Stk. 2. Tilskud for 1989 udbetales i 1990 sammen med tilskud for 1990.

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

§ 4. Udbetalt tilskud kan forlanges tilbagebetalt, hvis udbetaling er sket på grundlag af fejlagtige oplysninger, eller hvis tilskudsmodtagere, der er omfattet af forpligtelsen til etablering af grønne marker, ikke har opfyldt denne forpligtelse.

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

§ 5. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om administration af loven.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan til brug for administrationen af denne lov indhente oplysninger fra Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem. Landbrugsministeren kan endvidere til brug for varetagelsen af opgaver efter denne lov indhente oplysninger fra kommunerne.

Stk. 3. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har til enhver tid uden retskendelse og mod behørig legitimation adgang til arealer, hvortil der er ydet tilskud til brug ved bedømmelse af, om betingelserne for udbetaling af tilskud er opfyldt.

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

§ 6. Kommunalbestyrelsen udøver landbrugsministerens beføjelser efter § 1, stk. 1.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan bemyndige institutioner under Landbrugsministeriet til at udøve sine øvrige beføjelser efter loven.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om adgang til at påklage afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen i henhold til stk. 1, og af de i stk. 2 nævnte institutioner i henhold til bemyndigelsen, herunder at afgørelser truffet af en institution under Landbrugsministeriet ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Som et led i vandmiljøhandlingsplanen skal landbruget fra og med 1988 etablere grønne marker. Formålet med dette lovforslag er at yde landbruget kompensation for udgifter, der er forbundet med opfyldelse af forpligtelsen til etablering af grønne marker.

Efter Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 469 af 3. august 1988 om sædskifte- og gødningsplaner samt grønne marker i jordbruget skal den enkelte jordbrugsbedrift i årene 1988 og 1989 udlægge henholdsvis 45 pct. og 55 pct. af bedriftens areal med grønne marker. Fra og med 1990 skal 65 pct. af den enkelte bedrifts areal være udlagt med grønne marker.

Reglerne om grønne marker i bekendtgørelsen finder anvendelse for alle jordbrugsbedrifter med et jordtilliggende, herunder forpagtet areal og lejede arealer, på mindst 10 ha, der er omfattet af de af Statsskattedirektoratet fastsatte benyttelseskoder, 05 (landbrug, bebygget), 07 (frugtplantage, gartneri og planteskole) og 17 (ubebygget landbrugslod m.v.), bortset fra jordbrugsarealer, der anvendes til væksthusgartneri, skovbrug, frugtplantage, gartneri og planteskole.

Ved grønne marker forstås efter bekendtgørelsen jordbrugsarealer, der er udlagt med vintersæd, fodermajs, græsmarksafgrøder, rodfrugter, frøafgrøder, sildige frilandsgrøntsager, frugt- og bærkulturer, juletræer og pyntegrøntkulturer samt alle dyrkede afgrøder med vækst om efteråret, der anvendes som mellemafgrøder, og som nedvisnes eller nedpløjes. Endvidere afgrøder, der kan sidestilles hermed. Arealer udlagt med græsmarksafgrøder, frøafgrøder og efterafgrøder anses dog ikke for grønne marker, hvis pløjning finder sted før den 20. oktober.

Nedmuldning af den i forbindelse med korn- eller rapsafgrøde producerede halmmængde kan for indtil 20 pct. af den enkelte jordbrugsbedrifts areal erstatte udlæg af efterafgrøder, idet der til erstatning for 1 ha eftergrøde skal foretages nedmuldning af halm på mindst 1,6 ha.

Flere bedrifter kan indgå skriftlig aftale om opfyldelse af kravet til udlæg af grønne marker, hvis vejafstanden mellem de pågældende bedrifter ikke overstiger 5 km.

1. Baggrund

Landbrugets omkostninger ved at opfylde forpligtelsen til etablering af grønne marker skønnes at udgøre ca. 65 mio. kr. i 1989 og ca. 165 mio. kr. i 1990. I 1988 skønnes der ikke at være meromkostninger forbundet med forpligtelsen til etablering af grønne marker.

Skønnet over udgifterne tager udgangspunkt i, at arealer med grønne marker i 1986 på grundlag af Danmarks Statistiks landbrugstælling kan opgøres til 45-50 pct. af det samlede areal svarende til knap 1,3 mio. ha. For at nå 65 pct. skønnes der at være behov for etablering af grønne marker på yderligere ca. 470.000 ha. Kravet forudsættes opfyldt ved etablering af efterafgrøder på godt 80.000 ha og halmnedmuldning på godt 620.000 ha (= 1,6 x 390.000 ha), idet den maksimale nedmuldningsmulighed herved udnyttes.

Meromkostningerne ved opfyldelse af kravet om 65 pct. grønne marker svarende til etablering af grønne marker på yderligere ca. 470.000 ha, udgør ca. 350 kr. pr. ha og i alt ca. 165 mio. kr. Beregningerne afspejler de gennemsnitlige forhold på landsplan. Der er herunder forudsat maksimal anvendelse af den ved den kendte teknik billigste nedmuldningsmetode samt indregnet gødningsbesparelse.

For 1988 skønnes der ingen ekstra omkostninger, idet kravet for 1988 allerede var opfyldt ved, at et tilsvarende areal som i referenceåret 1986 var udlagt med grønne marker. For 1989 kan kravet opfyldes ved etablering af yderligere ca. 200.000 ha grønne marker eller godt 320.000 ha ved halmnedmuldning. Meromkostningerne ved etablering af grønne marker ved anvendelse af halmnedmuldning på godt 320.000 ha udgør ca. 200 kr. pr. ha. De samlede omkostninger anslås til ca. 65 mio. kr.

En pilotundersøgelse foretaget af Statens Plantetilsyn i efteråret 1988 på grundlag af en stikprøve omfattende ca. 200 bedrifter viser, at arealer med grønne marker udgjorde ca. 63 pct. af det samlede areal. Ca. 82 pct. af bedrifterne havde etableret grønne marker på mere end 45 pct. af arealet, mens 18 pct. af bedrifterne ikke havde det. De grønne marker var for op imod 9 pct.'s vedkommende etableret ved efterafgrøder og for ca. 10 pct.'s vedkommende ved halmnedmuldning. Undersøgelsen hviler på oplysninger meddelt tilsynet af de besøgte jordbrugere.

Det bemærkes, at de klimatiske forhold i efteråret 1988 var usædvanligt gunstige for etablering af marker med vintersæd.

2. Lovforslagets indhold

Kompensationen for udgifter, der er forbundet med opfyldelse af forpligtelsen til etablering af grønne marker, foreslås ydet med et fast tilskud pr. ha. Tilskuddet pr. ha fastsættes som udgangspunkt således, at der for erhvervet som helhed i gennemsnit ydes tilnærmelsesvis fuld dækning for den pålagte forpligtelse. På grundlag af de erfaringer, som indhentes i de førstkommende år, vil ordningen, herunder størrelsen af tilskuddet pr. ha, blive taget op til nærmere overvejelse.

Kompensationsordningen vil i praksis blive tilrettelagt således, at der i videst muligt omfang trækkes på de registre, der anvendes ved den kommunale udskrivning af ejendomsskatter, og uden at der indgives en egentlig ansøgning. Det er endvidere hensigten, at udbetalingen af tilskuddet skal ske i forbindelse med kommunernes opkrævning af ejendomsskat m.v. Herved bliver administrationen af ordningen af så begrænset omfang, som det overhovedet er muligt.

Afgrænsningen af modtagerkredsen vil derfor blive knyttet til opbygningen af de kommunale registre. På baggrund heraf foreslås det, at kompensationen udbetales til ejere af en eller flere ejendomme, hvis disse ejendomme tilsammen har et areal på mindst 10 ha og er omfattet af de af Statsskattedirektoratet fastsatte benyttelseskoder 05 (landbrug, bebygget) eller 17 (ubebygget landbrugslod m.v.). I det omfang, der under benyttelseskoden indgår et vurderet skovareal, fragår dette.

Ejendomme under benyttelseskode 07 (gartneri og planteskole) foreslås ikke medtaget under ordningen, idet hovedparten af disse ikke er omfattet af kravet om grønne marker.

Denne afgrænsning af modtagerkredsen medfører, at der ikke i alle tilfælde vil være fuld overensstemmelse mellem de jordbrugere og arealer, der er omfattet af kravet om grønne marker, og de jordbrugere og arealer, der falder ind under tilskudsordningen. Det er imidlertid et vilkår for tilskud, at tilskudsmodtageren opfylder en pålagt forpligtelse til at etablere grønne marker.

Generelt er det ikke muligt at tage hensyn til forpagtning. Ejere er ejendomme, der har tilforpagtet jord, vil kun modtage tilskud for så vidt angår den ejede ejendom. Ejere af ejendomme, hvor ejendommen er bortforpagtet helt eller delvis, vil modtage tilskud. Det forudsættes i den forbindelse, ligesom det er tilfældet ved ejendomsbeskatningen og ved andre lignende mellemværender, at forholdet reguleres ved aftale mellem ejer og forpagter.

Endvidere vil der være en række tilfælde, hvor man efter en bedriftsopgørelse på grund af samdrift og forpagtning vil komme over 10 ha og dermed være omfattet af forpligtelsen til etablering af grønne marker, hvor der ikke vil blive ydet kompensation, fordi kompensationen opgøres på ejerbasis.

På den anden side vil der også i enkelte tilfælde blive ydet kompensation, hvor en jordbruger ejer flere selvstændige bedrifter, uanset at disse hver for sig eventuelt ikke er omfattet af kravet om etablering af grønne marker.

I en række tilfælde vil der endvidere være visse arealer på ejendomme omfattet af benyttelseskoderne 05 og 17, der ikke er omfattet af kravet om etablering af grønne marker, men som vil indgå i grundlaget for udbetaling af tilskud. Dette skyldes, at ejendomme omfattes af en given benyttelseskode efter den overvejende anvendelse, og at der derfor f.eks. på en ejendom med benyttelseskode 05 (landbrug) kan være arealer, der anvendes til skovbrug eller planteskole eller til ikke-jordbrugsmæssige formål. Det er dog muligt at tage hensyn til arealer, der er vurderet som skov.

I tilfælde af sameje vil tilskud blive ydet til den af ejerne, der i de kommunale registre er opført som hovedejer. Efterfølgende fordeling af tilskuddet indbyrdes mellem ejerne må ske ved aftale. Ejerskab af flere ejendomme vil ligeledes blive afgjort på grundlag af hovedejerregistreringen.

Kompensationen udbetales som et fast beløb pr. ha opgjort i forhold til ejendommens vurderede areal i de tilskudsberettigede benyttelseskoder og efter fradrag af skovarealer.

Men hensyn til tilbagebetaling af udbetalt tilskud henvises til bemærkningerne til § 4.

Der vil blive tilrettelagt en stikprøvevis kontrol til konstatering af, om forpligtelsen til at etablere grønne marker opfyldes.

Efter Danmarks Statistiks landbrugstælling var der i 1987 i alt ca. 87.000 jordbrugsbedrifter i Danmark med et samlet jordtilliggende på i alt ca. 3,1 mio. ha.

Ca. 72.400 jordbrugsbedrifter med et jordtilliggende på i alt ca. 3 mio. ha er omfattet af kravet om grønne marker, da de har et jordtilliggende på mindst 10 ha. Det dyrkede areal for disse ejendomme udgør i alt ca. 2,7 mio. ha.

Der var i 1987 i alt ca. 156.000 ejendomme registreret i det fælleskommunale ejendomsregister med landbrugsbenyttelseskoder. Disse ejendomme havde et vurderet areal på i alt ca. 3,3 mio. ha. Ca. 98.000 ejendomme havde et vurderet areal på mindst 10 ha. Det samlede vurderede areal for disse ejendomme udgjorde i alt ca. 2,9 mio. ha.

Den foreslåede kompensationsordning vil omfatte disse ca. 98.000 ejendomme samt et mindre antal ejendomme på under 10 ha, der indgår i et sameje.

Tilskuddet forventes for 1989 fastsat til ca. 21 kr. pr. ha og i 1990 og følgende år til ca. 55 kr. pr. ha. Størrelsen af tilskudsbeløbene vil først endeligt kunne fastlægges efter en konkret gennemregning ved anvendelse af arealoplysningerne i de kommunale ejendomsregistre.

Tilskuddet foreslås udbetalt ved fradrag i det samlede opkrævede beløb for den enkelte ejendoms pålignede kommunale og amtskommunale grundskyld, kommunale afgifter og lignende. Et beløb svarende til tilskuddet »vil blive overført fra staten til den enkelte kommune på forfaldsdagen for betaling af ejendomsskat. Afregning af ejendomsskat mellem kommuner og amtskommuner påvirkes ikke af ordningen.

Det vil først være muligt at udbetale tilskuddet for 1989 i 1990, da registertilrettelæggelsen for 1989 allerede fandt sted i efteråret 1988. Tilskuddet for 1989 vil blive udbetalt sammen med tilskuddet for 1990, hvor registertilrettelæggelsen skal være afsluttet i oktober 1989.

Tilskuddet er skattepligtigt.

3. Lovforslagets statsfinansielle og administrative konsekvenser

Der foreslås et samlet tilskud i 1989 på 65,0 mio. kr. Dette vil blive afholdt af den reserve til merudgifter i forbindelse med ny lovgivning m.m., der er afsat på konto 11.05.99.

Der forventes afsat 165,0 mio. kr. på finansloven for 1990. For budgetoverslagsårene 1991 og 1992 forventes afsat 165,0 mio. kr. i begge år.

Tabel 1. Udgifter til tilskud

Mio. kr. 1989 1990 1991 1992 ----------------------------------------- 65,0 165,0 165,0 165,0

Da det administrativt ikke er muligt at foretage udbetaling af beløbet på 65,0 mio. kr. i 1989, vil dette beløb, der er optaget på finansloven for 1989, regnskabsteknisk blive overført og udbetalt i 1990 sammen med det for 1990 forudsatte beløb på 165,0 mio. kr.

Det er hensigten, at Jordbrugsdirektoratet skal varetage det overordnede tilsyn med ordningen og behandle klagesager m.v. Disse opgaver forventes at medføre et personaleforbrug på 1,0 årsværk (0,5 AC og 0,5 HK) svarende til lønudgifter på ca. 300.000 kr. årligt samt andre driftsudgifter på ca. 100.000 kr.

I 1989 forventes løn- og driftsudgifter på i alt 300.000 kr. Endvidere vil der være engangsudgifter til EDB og information m.v. på ca. 300.000 kr., der vil blive afholdt i 1989 og eventuelt i 1990.

Det er hensigten, at Statens Plantetilsyn skal varetage kontrollen med ordningens krav om, at tilskudsmodtageren opfylder forpligtelsen til at etablere grønne marker. Det foreslås, at der årligt gennemføres kontrol på ca. 4.000 ejendomme, svarende til ca. 4 pct. af de ejendomme, der er omfattet af ordningen. Kontrollen gennemføres over hele landet og omfatter sædskifteplaner med grønne marker samt kontrol i marken af etableringen.

Denne opgave forventes at medføre et personaleforbrug på 6 årsværk svarende til lønudgifter m.v. på 2,1 mio. kr. årligt samt andre driftsudgifter på 0,1 mio. kr.

I 1989 forventes løn- og driftsudgifter på i alt 0,6 mio. kr. Endvidere vil der være engangsudgift til EDB m.v. på ca. 300.000 kr.

Da tilskudsudbetalingen vil ske ved hjælp af Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem, skal staten afholde udgifter til Kommunedata, herunder til omkostninger til indberetning af det modtagne tilskud til Statsskattedirektoratet. De statslige udgifter til Kommunedata skønnes at blive på ca. 50-75.000 kr. årligt. Endvidere vil der være EDB-udviklingsomkostninger ved etableringen af ordningen på ca. 75-100.000 kr.

Endvidere forventes der forøgede udgifter i kommunerne som følge af forøget brug af Kommunedatas ejendomsregistre. Udgiften skønnes at blive på ca. 100.000 kr. årligt. Herudover forventes udgifter i kommunerne til besvarelse af forespørgsler m.v. på ca. 800.000 kr. i 1990 og ca. 500.000 kr. i de følgende år. Disse udgifter vil blive refunderet kommunerne over bloktilskuddene.

De ovenfor anførte udgifter til administration og kontrol vil blive afholdt ud af den reserve til merudgifter i forbindelse med ny lovgivning m.v., der er afsat på konto 11.05.99, dog således at udgifter til løn i Jordbrugsdirektoratet vil blive afholdt inden for den for Landbrugsministeriet på finansloven 1989 med tilhørende BO-år afsatte lønsum.

Tabel 2. Statens udgifter til administration m.v.

--------------------------------------------------------------- Mio. kr./stk. 1989 1990 1991 1992 --------------------------------------------------------------- Jordbrugsdirektoratet Årsværk 0,5 1,0 1,0 1,0 Lønudgifter 0,2 0,3 0,3 0,3 Øvrige udgifter 0,2 0,3 0,1 0,1 --------------------------------------------------------------- Udgifter i alt 0,4 0,6 0,4 0,4 Statens Plantetilsyn Årsværk 1,5 6,0 6,0 6,0 Lønudgifter 0,5 2,1 2,1 2,1 Øvrige udgifter 0,4 0,1 0,1 0,1 --------------------------------------------------------------- Udgifter i alt 0,9 2,2 2,2 2,2 Tilsammen Årsværk 2,0 7,0 7,0 7,0 Lønudgifter 0,7 2,4 2,4 2,4 Øvrige udgifter 0,6 0,4 0,2 0,2 --------------------------------------------------------------- Udgifter i alt 1,3 2,8 2,6 2,6 Betaling til Kommunedata 0,2 0,1 0,1 0,1 Kompensation til kommunerne - 0,9 0,6 0,6 --------------------------------------------------------------- I alt administration m.v. 1,5 3,8 3,3 3,3 ---------------------------------------------------------------

4. Høring

Lovforslaget har været forelagt for De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Erhvervsfrugtavl, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark.

5. Notifikation

Lovforslaget skal notificeres for EF-Kommissionen.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af kredsen af tilskudsmodtagere.

Det er hensigten at fastsætte regler om, at ordningen skal omfatte jordbrugere, der er ejer af en eller flere ejendomme, der tilsammen har et jordtilliggende på mindst 10 ha, og som er omfattet af de af Statsskattedirektoratet fastsatte benyttelseskoder 05 (landbrug, bebygget) og 17 (ubebygget landbrugslod m.v.). I det omfang, der under benyttelseskoden indgår et vurderet skovareal, fragår dette.

Ordningen vil endvidere blive søgt tilrettelagt således, at der ikke ydes tilskud til arealer i offentligt eje.

Til grund for afgrænsningen af støtteberegningen lægges det såkaldte vurderede areal, der ligeledes er grundlag for påligning af ejendomsskatter.

Jordbrugeren skal opfylde en eventuel forpligtelse til at etablere grønne marker. På grund af den særlige tilrettelæggelse af ordningens administration, hvor der anvendes allerede eksisterende EDB-registre, er det ikke muligt direkte at tage hensyn til dette krav ved tilskudsudbetalingen, men kravets opfyldelse vil være genstand for efterfølgende stikprøvekontrol.

Der vil endvidere blive fastsat bestemmelser om, at tilskud i tilfælde af sameje vil blive ydet til den af ejerne, der i de kommunale registre er opført som hovedejer. Ejerskab af flere ejendomme vil ligeledes blive afgjort på grundlag af hovedejerregistreringen.

Til § 2

Tilskudsbeløbet pr. ha vil som udgangspunkt blive fastsat således, at der i gennemsnit ydes tilnærmelsesvis fuld dækning for udgifterne ved forpligtelsen til at etablere grønne marker, dvs. ud over det niveau, som arealer med grønne marker i gennemsnit udgjorde i referenceåret 1986. Tilskuddet for 1989 forventes fastsat til ca. 21 kr. pr. ha. For 1990 og følgende år forventes tilskuddet at blive på ca. 55 kr. pr. ha.

På grundlag af de erfaringer, som indhentes i de førstkommende år, vil ordningen, herunder tilskuddet pr. ha, blive taget op til nærmere overvejelse.

Til § 3

Det foreslås, at tilskuddet udbetales i forbindelse med opkrævningen af ejendomsskat, dvs. at tilskuddet vil blive fratrukket i det samlede opkrævede beløb på den ejendomsskattebillet, der udsendes af kommunen. Tilskuddet vil således i praksis blive udbetalt med samme terminer, som ejendomsskatten opkræves i.

Tilskuddet for 1989 udbetales i 1990 sammen med tilskuddet for 1990.

Til § 4

Udbetalt tilskud kan forlanges tilbagebetalt fra tilskudsmodtagere, der er omfattet af forpligtelsen til etablering af grønne marker, og som ikke opfylder denne forpligtelse. Tilskud kan endvidere forlanges tilbagebetalt, hvis myndighederne efterfølgende konstaterer, at udbetalingen er sket på grundlag af fejlagtige oplysninger i de kommunale EDB-registre, og det er åbenbart for tilskudsmodtageren, at udbetalingen skyldes en fejl.

Til § 5

Efter bestemmelsen kan landbrugsministeren indhente oplysninger fra kommunerne og Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem til brug for administration og kontrol i forbindelse med ordningen.

Til § 6

Efter bestemmelsen er det kommunerne, der varetager udbetalingen af tilskudsbeløbet. Ved administrationen heraf, jf. § 3, anvendes Det fælleskommunale Ejendomsdatasystem.

Statens Plantetilsyn fører kontrol med kravet om, at tilskudsmodtagere opfylder forpligtelsen til at etablere grønne marker. Jordbrugsdirektoratet foretager i samarbejde med Kommunedata den praktiske tilrettelæggelse af fradraget af tilskudsbeløbet i ejendomsskatter m.v. Endvidere er Jordbrugsdirektoratet klageinstans og træffer afgørelse om tilbagebetaling af tilskud.

Til § 7

Da forslaget skal notificeres for EF-Kommissionen, bestemmer landbrugsministeren efter forslaget tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Lovforslag som fremsat 1988 240 Valid

Nr LSF 240

Forslag til Lov om fradrag i ejendomsskatter m.v. i forbindelse med etablering af grønne marker

Fremsat af landbrugsministeren (Tørnæs)

den 3. maj 1989

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →