Legislator Case Law & Legislation
198812K00229 DK

1988 LSF 229 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KØBENHAVNS KOMMUNES STYRELSE (BYDELSRÅD)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1988 229 Valid

§ 1

I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 314 af 20. juni 1984, foretages følgende ændringer

Efter § 50 indsættes som ny paragraf

» § 50 a. Der kan i et regulativ, der vedtages af Borgerrepræsentationen og stadfæstes af indenrigsministeren, optages bestemmelser om oprettelse af bydelsråd, deres valgmåde og funktioner.«

Lovforslag som fremsat 1988 229 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1990.

Bemærkninger til lovforslaget

Forslaget til den gældende københavnske styrelseslov, der blev fremsat i Folketinget i 1977, indeholdt en bestemmelse, der gav mulighed for, at der blev oprettet bydelsråd. Bestemmelsen var indsat i lovforslaget efter forslag fra Borgerrepræsentationen i København. Imidlertid blev loven vedtaget uden bestemmelsen om bydelsråd.

Der henvises til Folketingstidende 1976-77, 2. samling, forhandlingerne sp. 286, 1309, 4875 og 5040, tillæg A sp. 917, tillæg B sp. 565 og tillæg C sp. 327.

I 1985 nedsatte den daværende indenrigsminister et embedsmandsudvalg, der fik følgende kommissorium: »udvalget har til opgave at tilvejebringe et materiale, der kan belyse behovet for ændringer i styrelsesordningen for Københavns Kommune og fordele og ulemper ved sådanne ændringer . . .«

I udvalgets overvejelser skulle bl.a. indgå fordele og ulemper ved indførelse af udvalgsstyre efter den kommunale styrelseslov og eventuel henlæggelse af beslutningsmyndighed til lokalråd.

Embedsmandsudvalget afgav betænkning sommeren 1987 (Betænkning nr. 1114) og foreslog her, at den eksisterende styrelseslov ophæves, og at København inddrages under lov om kommunernes styrelse. Udvalget udarbejdede endvidere forslag til et nyt kapitel om bydelsråd i Københavns Kommune.

Af delbetænkning af 11. november 1987 afgivet af et ad hoc-udvalg under Borgerrepræsentationen fremgår, at et flertal »anså tilvejebringelse af hjemmelen for nedsættelse af bydelsråd for en påtrængende opgave«.

Imidlertid meddelte indenrigsministeren, at han ikke havde i sinde at fremsætte lovforslag om ændring af styrelsesloven for København - heller ikke hvad angik muligheden for bydelsråd. Det er et synspunkt, der nok kan undre, når man husker Venstrepolitikeres indlæg om decentralisering, lokalt selvstyre m.v. ved højtidelige lejligheder.

Den 21. juni 1988 behandlede Folketinget SF's lovforslag om ændring af lov om Københavns Kommunes styrelse (Bydelsråd), se Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne sp. 298 og 731 samt tillæg A sp. 609. Lovforslaget fik en blandet modtagelse. Socialdemokratiet var lidt kryptisk, men gik vistnok ind for det, mens andre partier angav en række problemer ved den udformning, SF havde givet ordningen. Det Radikale Venstre gav tilslutning til bestræbelserne på at demokratisere styret i København, men havde også en række konkrete indvendinger.

SF har derfor overvejet situationen. Vi finder, at det ubetinget er nødvendigt at få decentraliseret beslutningsprocesserne i Københavns Kommune, så byens borgere kan få en oplevelse af at være meddeltagere i, hvad der foregår.

I stedet for det tidligere detaljerede forslag har SF derfor valgt at foreslå indført en hjemmel til at indføre bydelsråd. Det nærmere arbejde med at konkretisere bydelsrådstanken skal derefter foregå i København. Det vil sige, at man med dette lovforslag har taget højde for de problemer, en række ordførere omtalte under behandlingen af SF's tidligere forslag.

Lovforslag som fremsat 1988 229 Valid

Nr LSF 229

Forslag til Lov om ændring af lov om Københavns Kommunes styrelse (Bydelsråd)

Fremsat af Agerschou (SF) Carsten Andersen (SF) Margrete Auken (SF) Ole Henriksen (SF) Rahbæk Møller (SF) Gert Petersen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Ebba Strange (SF) Pelle Voigt (SF)

den 12. april 1989

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →