1988 LSF 225 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (ISOLATION)

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1.

september 1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr.

385 og 386 af 10. juni 1987, lov nr. 420 af 13. juli 1988, lov nr.

730 og 731 af 7. december 1988 og lov nr. 159 af 15. marts 1989,

foretages følgende ændringer

1. § 770 a, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Fuldstændig isolation må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger. Dette tidsrum kan forlænges een gang, såfremt afgørende hensyn til sagens efterforskning gør det absolut påkrævet.«

2. I § 770 b indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Isolation i henhold til § 770 a, stk. 2, kan ikke finde sted, såfremt den særlige belastning, indgrebet kan medføre for sigtede, vil kunne påføre denne fysisk eller psykisk skade af forbigående eller varig karakter. Indtræder risiko herfor under isolationen, vil denne være at ophæve.«

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger Varetægtsfængsling med isolationsanbringelse har igennem de senere år optaget den offentlige debat om retspolitiske emner. I sig selv er varetægtsfængsling et betænkeligt brud på princippet om, at ingen er skyldig, før han er dømt, og når hertil lægges den omstændighed, at en varetægtsfængslet fuldstændigt kan isoleres fra omverdenen bortset fra uundgåelige kontakter med forsvarer og fængselspersonale, synes det, som om retssystemet begrundet i efterforskningsmæssige hensyn har fået tildelt en legal reaktionsmulighed med vidtgående konsekvenser af navnlig psykisk karakter, før domfældelse har fundet sted. Ja, reaktionen vil vel umiddelbart forekomme langt mere brutal, da den set i forhold til den idømte fængselsstraf langt hyppigere er skærpet i kraft af isolationsanbringelsen, idet ca. 26 pct. af alle varetægtsfængslinger knyttes til isolation. Disse forhold har da også gentagne gange ført til forslag om ændringer af reglerne vedrørende isolationsfængsling. Folketinget har senest i folketingsåret 1983-84, 2. samling, beskæftiget sig med spørgsmålet ved behandlingen af justitsministerens lovforslag nr. L 80 (se Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 934, 1683, 6778 og 7084, tillæg A sp. 1623, tillæg B sp. 993 og 1117 og tillæg C sp. 553, samt lov nr. 299 af 6. juni 1984) og Det Radikale Venstres lovforslag nr. L 88 (se Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 1264 og 1683 og tillæg A sp. 1757). Resultatet heraf fremgår nu af retsplejelovens §§ 770 a-c. Hensigten med de ændringer, der blev gennemført ved lov nr. 299 af 6. juni 1984, var at begrænse anvendelsen af isolation mest muligt, idet dette hensyn dog skulle afvejes med mulighederne for efterforskning og pådømmelse af forbrydelser. Siden 1984 er den allerede da igangværende tendens til færre isolationsanbringelser fortsat, således at niveauet har stabiliseret sig på omkring 26 pct. af samtlige varetægtsfængslinger. Der er imidlertid sket nogle væsentlige ændringer i den gennemsnitlige anbringelsestid i isolation. Dette tidsrum har svinget fra 26,8 dage i 1978 til 28,7 dage i 1987. (De talmæssige oplysninger er baseret på oplysninger fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Her citeret efter Preben Wilhjelms »Tvangsindgreb i Strafferetsplejen 1976-85«, København 1988). Koncentreres interessen om de langvarige isolationsanbringelser, der naturligvis må antages at være særlig skadelige, har procentdelen af samtlige isolationer svinget mellem 8,9 og 7,8 (isolationer over 2 måneder). For isolationer fra 4 måneder og opefter synes der efter en nedgang fra 1984-85 at være tale om en svag stigning (op. cit. s. 268). For januar, april og juli kvartaler 1988 er tallene for anbringelse over 2 måneder henholdsvis 24, 33 og 34. Heraf varede een anbringelse 192 dage, een 218 dage, een 220 dage, een 224 dage, een 262 dage, een 265 dage, een 266 dage og een 273 dage. Een var isoleret i alt i 307 dage. De af Folketinget vedtagne ændringer af retsplejeloven i 1984, jf. ovenfor, synes således ikke at have haft nogen afgørende indflydelse på udviklingen i antallet af isolationsfængslinger eller på spørgsmålet om disses længde. Isolation er efter forslagsstillernes opfattelse et indgreb, der ikke burde kunne finde sted i et retssamfund. Den logiske konsekvens af denne holdning ville være at foreslå indgrebet helt afskaffet. Med Folketingets nuværende sammensætning og med de eksisterende vilkår for den retspolitiske praksis vil et forslag herom imidlertid forekomme som et slag i luften. Dette lovforslag tager derfor sigte på at foretage en absolut begrænsning af brugen af fuldstændig isolation, således at denne begrænses til maksimalt at kunne udstrækkes til 2 gange 4 uger - denne sidste periode dog kun, såfremt afgørende efterforskningsmæssige hensyn gør det absolut påkrævet. Derudover foreslås det, at fuldstændig isolation kun kan finde sted, såfremt indgrebet ikke vil kunne påføre den sigtede varig eller forbigående skade af fysisk eller psykisk karakter. Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen gjorde sig i Politiken den 28. november 1987 til talsmand for det synspunkt, at isolation ikke skulle kunne finde sted ud over en 6-måneders-periode. Ninn-Hansens overvejelser var øjensynlig påvirket af det forhold, at seks tyrkiske statsborgere, der umiddelbart forinden var blevet idømt langvarige fængselsstraffe, havde siddet isoleret i op til et år, og at en af dem blev sindssyg under de stærkt belastende forhold i isolationscellen. Forslagsstillerne anser det for ubestrideligt, at isolation og navnlig langvarig isolation har psykiske skadevirkninger og dertil knyttede følger af fysisk og social art. Herom henvises bl.a. til »Isolation/Varetægt«, Forlaget Hårby, 1980, samt til Ida Koch og Manfred Petersen: »Isolation af Varetægtsfængslede«, i »Retspolitisk Status«, København 1988. Andre retssikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med brugen af fuldstændig isolation påkalder sig også opmærksomhed. Selv om der ikke er lavet systematiske undersøgelser, der viser, hvilken virkning isolationen har på den varetægtsfængslede, tyder en lang række forsvarerudtalelser på, at isolationen tilskynder til tilståelse og virker nedbrydende på den varetægtsfængsledes muligheder for sammen med forsvareren at tilrettelægge sit forsvar. Et fingerpeg herom gives i Preben Wilhjelms enquete »Dømte om Retssystemet«, København 1987, hvori det anføres, at praktisk talt alle tilståelser under varetægtsfængsling er faldet under isolation.

Fremmed ret Som det fremgår af nedenstående tabel, er Danmark et af de europæiske lande, der har den mest vidtgående adgang til at isolere varetægtsarrestanter (Wilhjelm: »Tvangsindgreb i Strafferetsplejen 1976-85«, København 1988, tabel 14.8, s. 276).

Tabel 14.8: Vilkår for isolationsfængsling i europæiske lande

Land Kan der anvendes isolation Eventuel maksimumsvarighed over for varetægtsfanger? --------------------------------------------------------------------- Belgien Ja - 3 dage Cypern Nej - Danmark Ja - ubegrænset, dog højst 56 dage, hvis forholdet ikke kan medføre fængsel i 6 år England Nej - Finland Nej - Frankrig Ja - 20 dage Grækenland Ja, men kun som disciplinærmiddel - (30 dage) Holland Ja - 102 dage (svarende til maksimum for varetægt) Island Ja - ubegrænset Italien Ja - ubegrænset, men kun under efterforskningen Nordirland Nej - Norge Ja - ubegrænset Portugal Ja - 120 dage for de alvorligste forbrydelser Spanien Ja - 5 dage Sverige Ja - ubegrænset Schweiz Ja, i de fleste kantoner - 8-14 dage Vesttyskland Ja, men kun ved sigtelse for terrorisme - (30 dage, kan forlænges kortest muligt)

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til nr. 1 Bestemmelsen halverer det tidsrum, der i dag er gældende, og samtidig sættes en absolut overgrænse for totalisolation, således at denne ikke kan udstrækkes ud over i alt 8 uger. Såfremt isolationen efter rettens bestemmelse skal finde sted, sker det herefter således, at den første frist, jf. § 770 c, fastsættes til ikke over 2 uger. Denne frist kan forlænges med 2 uger. Herefter kan der kun ske yderligere forlængelse, såfremt betingelserne i § 770 a, stk. 2, 2. pkt., er til stede. Det vil sige, at afgørende hensyn til efterforskningen i den sigtedes sag gør en forlængelse påkrævet.

Til nr. 2 Den gældende bestemmelse bibeholdes, men må efter lovforslaget kun antages at få praktisk betydning for så vidt angår delvis isolation. Den foreslåede tilføjelse i form af et nyt stk. 2 indebærer, at isolation kun kan foretages, såfremt det er lægeligt forsvarligt. Bestemmelsen betyder videre, at den lægeligt forsvarlige situation skal være til stede under hele isolationen.

Ingen

Nr LSF 225

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Isolation)

Fremsat af Leif Hermann (SF) Carsten Andersen (SF) Margrete Auken (SF) Ingerlise Koefoed (SF) Bjørn Poulsen (SF) Ebba Strange (SF)

den 4. april 1989