1988 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM BEGRÆNSNING AF ANTALLET AF OFFENTLIGT ANSATTE

§ 1. Fra udløbet af den måned, hvori nærværende forslag er vedtaget

ved tredje behandling i Folketinget, må antallet af offentligt

ansatte ikke mere stige.

§ 2. Regnet ud fra den i § 1 nævnte skæringsdag nedsættes antallet af offentligt ansatte med mindst

a. i alt 5.000 i den første måned

b. i alt 11.000 inden udgangen af den 2. måned

c. i alt 18.000 inden udgangen af den 3. måned

d. i alt 26.000 inden udgangen af den 4. måned

e. i alt 35.000 inden udgangen af den 5. måned

f. i alt 45.000 inden udgangen af den 6. måned

g. i alt 56.000 inden udgangen af den 7. måned

h. i alt 68.000 inden udgangen af den 8. måned

i. i alt 88.000 inden udgangen af den 9. måned

j. i alt 115.000 inden udgangen af den 10. måned

k. i alt 150.000 inden udgangen af den 11. måned

l. i alt 200.000 inden udgangen af den 12. måned

§ 3. Folketingets formand meddeler ved hver mødedags påbegyndelse, hvordan det går med den i § 2 nævnte afvikling.

§ 4. Hver gang en offentlig styrelse får oplyst, at en medarbejder ønsker at fratræde, indberettes dette øjeblikkeligt til det udvalg, som er nævnt i § 5.

§ 5. Ingen ansættelse må ske i det offentliges tjeneste, heller ikke genbesættelse af en allerede bestående stilling, før tilladelse hertil er opnået fra et af Folketinget nedsat udvalg vedrørende beskæftigelsen i den offentlige sektor.

§ 6. Til offentligt ansatte medregnes også personer ansat i selskaber og lignende, der helt eller overvejende ejes af det offentlige, eller i institutioner, hvor offentlige tilskud dækker over 50 pct. af lønudgifterne.

§ 7. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Folketinget har gennem de sidste 30 år ført en politik, som har medført, at antallet af offentligt ansatte er steget langt ud over, hvad der er sagligt behov for, og hvad den danske produktionsindustri er i stand til at finansiere.

Denne fejlbeskæftigelse af befolkningen i den offentlige sektor skal bringes til ophør. Dyrt uddannet dygtigt personale skal overflyttes til produktionserhvervene således, at de aktivt kan medvirke til tilbagebetalingen af Danmarks alt for store gæld.

Det må være slut med, at bange politikere afviser al nytænkning, fordi den ikke skulle være »realistisk«. Det er i virkeligheden meget mere urealistisk at fortsætte med, hvad finanslovspartierne og skiftende forligspartier selvbestaltet har erklæret som det eneste realistiske: den nuværende situation.

Skal Danmarks krise klares, er hovedmidlet at frigive arbejdskraft til produktionssektoren. Den kan imidlertid kun beskæftige i hundredtusindvis af flere medarbejdere, hvis det offentlige holder op med at belaste den med så store skatter, afgifter og statslån.

Det koster dyrt med de mange offentligt ansatte

Skal skatterne, afgifterne og statslånene mindskes med tilstrækkelig mange milliarder, må de offentlige udgifter nedsættes stærkt og hurtigt.

Skal det ske, må antallet af beskæftigede i den offentlige sektor formindskes. Danmarks Statistik oplyser således følgende udvikling i de offentlige lønudgifter

1977: 48,3 mia. kr. 1980: 70,0 mia. kr. 1987: 126,4 mia. kr.

Det er endvidere således (jf. Statistisk Tiårsoversigt 1988, side 111), at skatter og afgifter i 1977 var på i alt 117,3 mia. kr., i 1980 170,4 mia. kr. og i 1987 360,0 mia. kr.

Det vil sige, at der i årene 1977 og 1980 blev brugt 41 pct. og i 1987 35 pct. af de offentlige skatteindtægter til lønninger.

Denne procent må nødvendigvis bringes ned, når der tages hensyn til, at skatten er alt for høj, og til, at andre udgifter trænger sig på. For eksempel er det påkrævet at få forhøjet folkepensionen, afviklet ventelisterne ved sygehusene, afdraget på statsgælden og mindsket afgiftsindtægter gennem EF-harmoniseringer.

Når lønudgiften målt i procent af skatter og afgifter er faldet fra 1980 til 1987, skyldes det ikke mindre offentlige lønudgifter, men at skatterne og afgifterne er steget voldsomt.

En sammenligning af de offentlige lønudgifter med bruttofaktorindkomsten (BFI) målt i milliarder kr. afslører følgende

År Løn BFI Løn/BFI 1977 48,3 240,2 20,1 1980 70,0 315,9 22,2 1987 126,4 580,2 21,8

Der er tale om en stagnation i det offentliges lønudgifter målt i forhold til BFI. Dette til trods for, at der under Schluter-regeringerne siden 1982 er sket en stigning i områder som indtægtsdækket virksomhed, private entrepriser osv., alt sammen forhold, der trækker i retning af, at de offentlige lønudgifter burde have været faldende.

Det er et gammelt problem

Det er jo ikke nogen ny erkendelse, at løsningen af Danmarks problemer kræver langt færre offentligt ansatte. Det blev allerede udtrykt i perspektivplan I fra 1971 og perspektivplan II fra 1973. Men intet har det hjulpet. Tværtimod har Parkinsons lov fungeret perfekt. Enhver ny tilvækst i den offentlige sektor udvikler sig med stor hast, idet hver enkelt ansat ønsker flere medarbejdere, der til dels sikrer den enkeltes stilling og karriere og også sikrer øgede bevillinger til den institution, som han eller hun er ansat i.

Med det meget høje uddannelsesniveau som baggrund argumenterer hvert eneste institut for deres nødvendige udvikling af hensyn til de ressourcer, samfundet tildeler dem. Samtidig argumenterer alle disse »eksperter« for, at ingen bekymrer sig om produktionsprisen på offentlige ydelser. Der tales om behov uanset omkostninger. Da de højere uddannede ikke udfører hvad som helst, hvilket betegnes som ukvalificeret arbejde, er der ansat personale på alle niveauer til at hjælpe de »højtkvalificerede eliter«.

Et urimeligt normeringssystem har sikret et stærkt stigende personalebehov.

Samtidig med denne proces, der ofte bliver betegnet som en naturlig »strukturændring« i samfundet, er de små private arbejdspladser blevet aflivet. Indtjeningen i de små virksomheder har ikke kunnet stå mål med den løneksplosion, udvidelsen i den offentlige sektor har medført de sidste 30 år, hovedsagelig fordi produktionsprisen er afgørende for virksomhedernes eksistens, og denne produktionspris er presset kunstigt i vejret på grund af høje skatter og afgifter, der automatisk har ført til krav om højere lønninger, hvilket er et krav, som det private erhvervsliv ikke har kunnet honorere.

Når det er gået skævt for Danmark, skyldes det først og fremmest, at vi har uddannet mange til et niveau, hvor de føler, at de automatisk skal have fordele af en størrelse, som kun er opnåelige ved yderligere offentlig ansættelse.

Antallet af offentligt ansatte (afgrænset som i § 6) er vokset fra at være 421.000 i 1970 til 732.800 i 1979 og nu 843.100 i 1987.

Derfor kan det ikke nytte længere med nogle uforpligtende målsætningsudtalelser, om hvilke det så må konstateres, at de er slået fejl, et års tid senere i en eller anden diger rapport fra Budgetdepartementet, OECD, de økonomiske vismænd eller andre.

Den borgerlige regerings »moderniseringsplan« og senest »afbureaukratiseringsplan« er valgflæsk tilegnet borgerlige vælgere og desværre kun realiseret i minimalt omfang.

Kun få bliver afskediget

Nu må der gøres noget, hvor der er direkte hånd i hanke med, at udviklingen kommer til at gå i den rigtige retning. Ved det foreliggende forslag gennemføres ordningen således, at direkte afskedigelser kun bliver nødvendig i begrænset omfang. Problemerne kan klares gennem den naturlige afgang (som er oppe på 8 pct. ifølge telefoniske oplysninger fra Finansministeriet, september 1988) og omrokeringer inden for den offentlige sektor fra mindre nødvendige stillinger. Selvfølgelig er det ikke ideelt med en overflødig skatteinspektør som børnenes regnelærer eller en kultursociologiprofessor som postbud. Det er blot den mindst umenneskelige måde at gennemføre den nødvendige omstilling på.

Fremskridtsomstillingen er langt mindre brutal end den, 1950'ernes samfund anvendte over for landmænd, der blev jaget ind til fabrikssamlebåndet, eller 1960'ernes over for den lille butikshandlende, der måtte gå fallit og kridte sine butiksvinduer til.

Vi skal gavne erhvervslivet

Når der på den forelåede lovs grund disponeres med fornuft, vil hver nedlagt offentlig stilling lette erhvervslivets omkostninger i en sådan grad, at der bliver mindst to arbejdspladser mere i den private sektor. En hovedårsag til den svage beskæftigelse er nemlig, at vi ikke er priskonkurrencedygtige på grund af, at produktionen skal bære det verdensrekordskattetryk, som er blevet nødvendiggjort af politikernes udygtighed i de sidste 30 år.

Derudover skal erindres om, at Fremskridtspartiet stedse har foreslået afsat milliardbeløb til omskoling af dem, der hidtil har befattet sig med administrativt offentligt arbejde, jf. senest Fremskridtspartiets finanskatalog fra oktober 1988.

De tal, som omtales i § 2, er store. Det skyldes, at udviklingen har fået lov til at forløbe så umenneskeligt langt. Havde folketingsflertallet tidligere fulgt Fremskridtspartiet, kunne man have klaret sig med langt mindre. Foretages der ikke det nødvendige sporskifte, bliver den nødvendige politik med årene endnu mere barsk.

De offentligt ansattes livsvilkår undergraves og ødelægges af den politik, der føres af de seneste mange regeringer og deres følgepartier, fordi den af dem skabte og forøgede arbejdsløshed giver mindre dansk produktion og dermed også ringere forhold for de offentligt ansatte.

Ikke kun Fremskridtspartiet gør opmærksom på, at den offentlige sektor skal reduceres i antal ansatte.

I efteråret 1988 har Industriråd, Handelskammer samt andre erhvervsorganisationer og erhvervsfolk klart tilkendegivet, at dansk erhvervsliv kun har en fremtid, hvis det tunge offentlige åg, der gnaver i dets skuldre, bliver lettet betydeligt.

Den reduktion af den offentlige sektors personaleforbrug, som dette lovforslag indebærer, ligger på linje med, hvad erhvervsfolk har anbefalet som midlet til at bringe dansk konkurrence på fode igen. Når den foreslåede ordning har virket et par måneder, agter Fremskridtspartiet at fremsætte lovforslag om, hvordan den fortsatte nedbringelse af antallet af offentlige stillinger skal foregå, når § 2-kvoten er opbrugt.

Folketinget bør i øvrigt hurtigst muligt vedtage det af Fremskridtspartiet fremsatte lovforslag nr. L 219 af 9. marts 1989 om samfundssolidaritet hos de offentligt ansatte.

Ingen

Nr LSF 222

Forslag til Lov om begrænsning af antallet af offentligt ansatte

Fremsat af Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Mogens Elvensø (FP) Kirsten Jacobsen (FP)

den 16. marts 1989