Legislator Case Law & Legislation
198812K00219 DK

1988 LSF 219 FORSLAG TIL LOV OM SAMFUNDSSOLIDARITET HOS DE OFFENTLIGT ANSATTE

11 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (11)

Statutory Text (11 Articles)

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 1. Enhver offentligt ansat kan opsiges til fratræden med højst tre

måneders forudgående varsel.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 2. Ingen, der har virket i offentlig tjeneste eller hverv, er berettiget til efterløn eller ventepenge for perioder, der ligger mere end seks måneder efter tjenestens eller hvervets ophør.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 3. Bortset fra tjenestemænd, hvis sammenlagte antal ingen sinde må overstige 999, ydes ikke særpension til personer beskæftiget i offentlig tjeneste eller hverv.

Stk. 2. Tjenestemænd, der er ansat ved lovens ikrafttræden og født før 1. april 1930, bevarer retten til delvis tjenestemandspension, så den, der er født i januar kvartal 1930, får 1 pct. af den tjenestemandspension, vedkommende ville have fået efter hidtil gældende regler, den, der er født i oktober kvartal 1929, 2 pct. og så fremdeles, mens tjenestemænd født før 1. april 1920 opnår en pensionssats på 40 pct.

Stk. 3. Er den efter stk. 2 nævnte tjenestemandspension større end folkepensionen, er det tjenestemandspensionen, som udbetales. Er folkepensionen den største, er det alene den, som udbetales.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 3 drejer sig om dem, hvor det offentlige står som pensionsudbetaleren - altså fortrinsvis tjenestemandsområdet.

Her er Fremskridtspartiets forslag bl.a. fremsat som ændringsforslag nr. 2389 til § 26 i finanslovforslaget for 1982 og omtalt i Fremskridtspartiets »Finanskatalog 1989-90« fra oktober 1988.

I relation til den foreslåede § 3, stk. 1, bemærkes

Bortset fra den (statsfinansielt) betydningsløse regel i § 64, 3. punktum, om dommere, der afskediges mellem 65- og 70-års-alderen, indeholder grundloven alene pensionsregler i § 27.

Fremskridtspartiet bestrider, at den herskende klasse i grundlovens § 73 kan finde en for lovgivningsmagten uoverstigelig barriere, så de herigennem kan sikre sig særpensionsfordele frem for den øvrige befolkning. De tjenestemandsforsøg, der har været gjort for at bygge sådan en barriere, står i skingrende modstrid til den negligering, dommere og andre tjenestemænd siden 1849 undtagelsesfrit har foretaget, hver gang andre befolkningsgrupper har forsøgt at ty til grundlovens ejendomsretsbeskyttelse over for lovgivningsmagten.

Når grundlovens § 27 særligt taler om, at pensionsforhold skal ordnes ved lov, og alene som undtagelse henviser til § 64, må enhver uhildet jurist fastslå modsætningsvis, at så indeholder grundloven ikke flere bindende regler for lovgivningsmagten på dette område.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 3 gælder ikke blot for egentlige statslige og kommunale tjenestemandspensioner, men også for de mange, de er favoriseret på tilsvarende måde. Der kan her blandt mange andre nævnes folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre, statsrevisorer og civilt forsvarspersonel (lov nr. 82 af 12. marts 1970).

I forbindelse med en revision af kommunallovgivningen vil Fremskridtspartiet gå ind for at lade staten overtage udgifterne til kommunernes og amtskommunernes tjenestemandspensioner. I afviklingsperioden er der nemlig ikke nogen rimelighed i at forskelsbehandle skatteyderne i de forskellige kommuner og amtskommuner, alt efter hvor mange og hvor gamle tjenestemænd de har.

Fremskridtspartiet har bl.a. forelagt sit forslag om overenskomstansattes pensionsforhold som ændringsforslag nr. 2324 til § 23 i finanslovforslaget for 1982. Selve grundforslaget er et forslag af 12. oktober 1976 til folketingsbeslutning om fratagelse af pensionsmæssige særfordele, som kom til 1. behandling 29. oktober 1976 (jf. Folketingstidende 1976-77, 1. samling, forhandlingerne sp. 1056-1073).

Når de ansattes organisationer hævder, at § 4 vil være et indgreb i deres forhandlingsmuligheder, er svaret, at hensynet til helheden kræver kraftige indgreb, efter at Danmarks risiko for at falde i afgrunden - omfattende såvel de offentligt ansatte som alle andre - er blevet så betydelig som følge af de sidste 29 års skændige folketingsflertal.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 4. Offentlige indbetalinger til pensionsordninger for personer i offentlig tjeneste eller hverv stoppes med udgangen af marts 1991.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget er en genfremsættelse af L 76 af 30. november 1982 om samfundssolidaritet hos de offentligt ansatte (Tillæg A sp. 1503-1518), der blev 1. behandlet sp. 4483-4500.

Den offentlige sektor er for stor

De samlede offentlige personaleudgifter vil ved fortsættelse af den hidtidige politik snart passere 150 mia. kr. årligt. Det er åbenbart, at Danmark - og herunder altså også de offentligt ansatte - alene kan reddes fra bankerotafgrunden ved, at beløbet nedbringes drastisk.

Dette kræver både, at antallet af offentligt ansatte begrænses væsentligt, og at skatteydernes udgift til den enkelte offentligt ansatte falder stærkt.

Der er ikke tid til at vente med at lade dette udvikle sig over en mangeårig periode. Landets økonomi er blevet så stærkt ødelagt, at der skal handles særdeles hurtigt.

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver den 26. juli 1988 med Danmarks Statistik som kilde, at omsætningen i dansk industri er faldet fra 275 mia. kr. i 1986 til 270 mia. kr. i 1987.

Beskæftigelsen i industrien er også faldende. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten fra den 13. august 1988 er den samlede beskæftigelse faldet fra 393.900 i maj 1987 til 383.600 i maj 1988.

Begge tal viser, at forholdene for dansk industri er meget dårlige. Og det er bl.a. i den skrantende industri, samfundskagen bygges.

Industrirådet oplyser i bogen »De offentlige udgifter, skatterne og industrien« fra august 1988, at den offentlige sektors andel af den samlede beskæftigelse er steget med 15 procentpoint fra 1968 til 1986.

Det vil ødelægge det danske samfund årtier ud i fremtiden, såfremt folketingsflertallet skulle godtage den helt opgivende holdning, som FTF den 29. september 1982 udtrykte på side 5 i pjecen »Beskæftigelsen - et fælles ansvar«, hvor det hedder

»Udviklingen i de seneste 15 år har vist en konstant tilbagegang i beskæftigelsen i industri m.v. på ca. 10.000 om året og en vækst i den offentlige sektor på ca. 30.000.

Der er ingen grund til at vente fundamentale ændringer i denne udviklingstendens.«

Denne betragtning er åbenbart forkert, så længe Danmark har en udlandsgæld. Indtil den er indfriet (og en passende reservebeholdning oparbejdet), skal der nødvendigvis overflyttes arbejdskraft til eksportproduktionen, hvis omkostningniveau ad indkomstpolitisk vej må nedsættes, så dens priser bliver så verdensmarkedskonkurrencedygtige, at virksomhederne kan beskæftige merarbejdskraften.

Begrænsningen i antallet af offentligt ansatte er i nationaløkonomisk perspektiv nødvendig, fordi arbejdskraften er Danmarks væsentligste råstof, og den skal i vidt omfang overføres fra den offentlige sektor til den produktionssektor, som alene kan fremstille de varer, der er nødvendige for at få gælden nedbragt. Kravet herom har intet at gøre med, om man er socialist eller liberalist, men er lige så apolitisk som, at man må tage varmt tøj på, når der er frost og sne, og at man ikke ønsker at begå selvmord. Kun forhærdede selvbedragere fremturer med at tro, at det fortsat er højsommer, når den omgivende verdens årstid er skiftet. I konstateringen af de faktiske forhold ligger altså ikke nogen fordømmelse af de offentligt ansatte. De indtager jo blot de stillinger, som er blevet nødvendige på grund af folketingsflertallenes uforstandige rabundus-lovgivning.

Den danske samfundsøkonomi kan ikke bære den enorme overbygning, som er blevet resultatet af, at denne skråplanudvikling er foregået år efter år efter år.

Ikke alle skal fyres

Naturligvis er det langtfra alle offentligt ansatte, som skal fyres, og selvfølgelig vil stilllingsnedlæggelser ikke finde sted - som man plejer at skyde Fremskridtspartiet i skoene - blandt sygeplejere og hjemmehjælpere eller på andre vigtige områder. Enkelte steder bliver der tale om flere stillinger, når fremskridtspolitikken gennemføres. Og den praktiske gennemførelse må selvsagt ske så menneskenænsomt som overhovedet muligt i den forfærdelige situation, som de sidste 30 års konstante ragnarokpolitik har tilvejebragt ved hele tiden at skræve længere, end landets bukser holder til.

Administrationen skal reduceres

Administrativt arbejde er det, som der især skal spares på. Restriktionslove og andre administrationskrævende bestemmelser skal forenkles drastisk. (For eksempel er det at gøre folkepensionen ensartet for alle til samme månedlige kronebeløb det samme som at spare en hel del offentlig arbejdskraft. Når den skattefri bundgrænse forhøjes, falder mange skatter væk, som kræver uforholdsmæssig stor administration. Og sådan kan man gennemgå hundredvis af de præcise Z-forslag om lovændringer og se, at der hele tiden er den ekstragevinst, at det samfundsmæssigt set golde administrationsarbejde formindskes drastisk).

Skatteforvaltningerne er blandt de offentlige arbejdssteder, der bliver kraftigst affolket. Da universiteter og højere læreanstalter har uddannet kandidater nok i de fleste fag til den næste generation, vil der også her (i forbindelse med nedsættelse af den årlige studentertilgang) kunne spares adskillige stillinger.

I skolen sker der en vis nedtrapning, især angående administrativt arbejde samt skolepsykologer, konsulenter m.v. og ved forøgelse af katedertimeantallet på bekostning af andet lærerarbejde. Gymnasierne er vokset langt ud over, hvad samfundet har brug for, og hvad der er af unge, som til glæde for sig selv, deres kammerater og os alle bør blive studenter. Udenrigstjeneste og ulandstyrelse er andre eksempler.

Spild af arbejdstid

Inden for alle offentlige arbejdsforhold har der udviklet sig en enorm tendens til, at man i arbejdstiden holder personalekonferencer, samarbejdsmøder osv. Derudover er mange væk fra deres arbejdssted, fordi de er på kursus for at lære nye og indviklede cirkulærer eller på unødvendige tjenesterejser og konferencer. Når man lægger al den arbejdstid sammen, som spildes på den slags forehavender, bliver facit, at tusindvis af stillinger kan nedlægges blot ved at holde op med mødedillevanviddet. Hvis der kræves 40 timers effektivt ugentligt arbejde (ekskl. spisepauser m.v.), vil færre ansatte end nu kunne udføre det samme arbejde.

Hvad angår reduktionen af omkostningerne pr. offentligt ansat, er der heller ikke her tale om noget, der vil gå ud over den enkelte offentligt ansatte. Fortsættes den nuværende politisk-økonomiske linie, vil den tid jo hurtigt indtræde, hvor stat og kommuner simpelt hen ikke kan indfri lønforpligtelser m.v. på det nuværende niveau, og hvor en galoperende inflation vil udhule realværdien af lønninger og pensioner.

Gennemføres fremskridtsprogrammet - hvoraf nærværende lovforslag er en del - vil inflationen blive dæmpet væsentligt, og den enkelte får væsentligt mere til sin egen rådighed ved de betydelige skattelettelser, der løbende vil finde sted gennem indkomstpolitikkens afvikling.

Ingen særprivilegier

For at få sat denne dynamiske - og piskende nødvendige - udvikling i gang må fjernes visse juridiske bindinger fra en for evigt svunden fortid. I det danske samfund eksisterer simpelt hen ikke økonomisk bærekraft til at kunne opretholde alle de mange særprivilegier, som er regnet ned over de offentligt ansatte.

De offentligt ansatte, som ikke selv erkender det, søger at save den gren over, de selv sidder på. Det er derfor ikke mindst i de offentligt ansattes egen interesse at få nærværende lovforslag hurtigt gennemført. Vi er alle i samme båd.

Når lovforslaget taler om »offentligt« ansatte, dækker det enhver, der får løn, honorarer eller andet vederlag for at virke i offentlig tjeneste. Herunder falder ikke blot stat, amt og kommune, men tillige institutioner, fonde og foreninger, der i væsentligt omfang finansieres af offentlige midler. Eksempelvis kan nævnes DSB, Post & Telegrafvæsenet, Storebæltsforbindelsen A/S, Danmarks Radio, Kunstfonden, Dansk Tipstjeneste og D.O.N.G. A/S med datterselskaber. Men der er jo i vort bureaukratiske samfund hundredvis af andre eksempler.

Slut med strejker og orlov

Det har været overvejet at medtage i forslaget en paragraf om ophævelse eller begrænsninger af orlovsreglerne for offentligt ansatte, men de hidtidige overvejelser har ført forslagsstillerne til, at disse reglers fordele er større end deres ulemper.

Samme resultat er forslagsstillerne kommet til med hensyn til særregler for den offentlige sektor mod strejker, arbejdsnedlæggelser og faglige møder i arbejdstiden. Her forventes arbejdsmarkedets almindelige regler at være tilstrækkelige, herunder at man blot kan afskedige den pågældende uden varsel og uden opsigelsesløn. Disse bortvisningsregler er fortrinligt egnede over for overforkælede, selvcentrerede grupper i en tid, hvor antallet af offentlige stillinger skal nedsættes kraftigt og arbejdsdisciplinen over for de tilbageværende strammes betydeligt. Når styret - med forbillede i Ronald Reagans 1981-holdning over for flyvelederne - fast og bestemt nogle gange har benyttet sig af synspunktet: »Opfylder du ikke dine arbejdsforpligtelser, har du heller ikke længere dit arbejde«, vil den positive virkning blive tilstrækkelig. Der påregnes altså med andre ord ikke nødvendighed for særlige stramninger over for de ansatte, men blot det, at det danske velfærds- og velstandssamfunds fortsatte eksistens her - som på hundredvis af andre områder - kræver, at vi får helt andre mennesketyper end hidtil ind på det offentliges chefposter: folk med hår på brystet, som ikke ryster på hånden, når de uundgåelige barske beslutninger skal træffes og fastholdes.

Vedtages lovforslaget, vil en række lovbestemmelser, som er i strid med forslaget, bortfalde. Af ordensmæssige grunde vil det nok være rigtigt til den tid at gennemføre en særskilt lov, som specificerer, hvilke hidtil gældende bestemmelser der har mistet deres gyldighed.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Når det offentliges kæmpemilliardgæld skal indfries, bliver det nødvendigt, at offfentlige stillinger kan nedlægges med forholdsvis korte varsler. For så vidt der allerede gælder opsigelsesvarsler på 3 måneder eller mindre, påvirkes de ikke af § 1.

Til § 2

Landet har ikke råd til at give løn for stort mere end det arbejde, der bliver udført. Ventepenge og efterlønsordninger må derfor skæres væk inden for det offentlige. Dette gælder selvfølgelig lige fuldt tjenestemænd og overenskomstansatte samt tidligere ministre og folketingsmedlemmer, som det gælder alle andre. § 2 påvirker ikke efterløns-/ventepenge-ordninger, der efter gældende regler strækker sig over et halvt år eller mindre.

Reglen finder også anvendelse på de administrative julelege, der har belastet skatteborgerne med større løn- og pensionsforpligtelser end lønbaseret, jf. for eksempel den i Folketingstidende 1981-82 (1. samling), forhandlingerne sp. 897-898 optrykte aftale, om hvis nærmere udvikling der gives oplysninger i Folketingstidende 1981-82 (2. samling), forhandlingerne sp. 9995 f.

Til §§ 3 og 4

Fremskridtspartiets grundsynspunkt er: ens pension til alle. Alle bør have samme folkepension, uanset om de for eksempel har været arbejdsmænd, landmænd, købmænd eller professorer, postmestre, præster eller skolelærere. Fremskridtspartiet finder det forargeligt, at en tidligere minister eller højesteretsdommer i sin alderdom skal have 3-6 gange så meget fra det offentlige som for eksempel en tidligere B & W-arbejder. Fremskridtsstandpunktet er, at i fremtidens pensionssystem skal samfundets ældste have udbetalt præcis samme kronebeløb hvert år af skatteydermidler, uanset hvad de har befattet sig med i deres erhvervsaktive år. Vil den enkelte have mere, må vedkommende selv ordne sine pensionsforhold, som vedkommende vil - for eksempel gennem livsforsikringsselskaber og frivillige pensionsordninger.

Nogle offentligt ansatte påstår heroverfor, at særpensionen er en del af deres arbejdsvederlag. Hertil er Z-svaret: Lønnen skal findes i lønposen, ikke på en pensionskonto. Ellers ville det arbejde, den 38-årige politibetjent udfører i dag, blive gageret helt forskelligt afhængigt af, om han dør som 60- eller som 90-årig.

Andre forsvarer særpensionsfordelen med, at den flyder af tjenestemandsbegrebet. Dette er rent oratorisk nonsens. Troskabspatriotisme og loyalitet skal ikke købes med pensionsprivilegier.

Ved nærværende lovforslags §§ 3 og 4 foreslås reglerne herom ført ud i livet stort set i overensstemmelse med, hvad der siden 1976 har været udmøntet som Fremskridtspartiets politik.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 4 angår overenskomstansatte, hvor pensionen ordnes gennem en pensionskasse - altså først og fremmest PKA-området.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

Bilag

Citat fra artikel fra »Fremskridt« nr. 10, 1976, »Afvikling af tjenestemandspensionssystemet«,

af Mogens Glistrup, MF Ideen med, at der ydes højere skatteyderbetalt alderspension til tidligere offentligt ansatte (tjenestemænd og lignende) end til dem, der har været maskinarbejdere, bogholdere, fiskere eller har haft andet job i den private sektor, stammer fra en tid, hvor klasseinddelingerne var helt anderledes end nu om dage, og hvor samfundet ikke havde råd til at give høje pensioner til alle sine ældre medborgere. Under nutidens forhold må målet derfor være, at alle ældre, der har rundet pensionsalderen, får præcis samme pension.

Det er imidlertid ikke muligt fra den ene dag til den anden at gennemføre princippet, uden at det ville få stærke skadevirkninger for de husstande, som mere aktuelt har indrettet deres levestandard efter tjenestemandspensionssystemet. En 78-årig dommerenke baserer ganske klart med føje sin resterende tilværelse på, at der ikke sker en drastisk indtægtsnedgang for hende. Over for hende at gennemføre princippet om, at hun alene skal have folkepension, vil indebære, at hun ganske værgeløst må udsætte sig for omvæltninger i tilværelsen, der må betegnes som aldeles urimelige i forhold til den besparelse, der herved ville indvindes i skatteyderudgifterne. Det må også erindres, at problemet med til en vis grad at bevare tjenestemandspensionsydelserne for de ældste aldersklasser ikke er noget problem, der vil få meget langvarig betydning.

På den anden side ville det være aldeles uacceptabelt og ubegrundeligt at trække opfyldelsen af ligestillingsmålet så meget i langdrag, at man først gennemførte det, når alle nuværende tjenestemænd er døde. Dette ville igen i praksis sige, at vi ville komme frem til omkring år 2030, før vi helt kunne blive tjenestemandspensionssystemet kvit. Det er påkrævet, at vi på et langt tidligere tidspunkt når frem til, at de skatteydermidler, som afses til alderspensioner, også fordeles efter et nutidigt ligelighedssynspunkt.

Dette er baggrunden for, at Fremskridtspartiet inddeler de personer, der omfattes af tjenestemandslovgivningen, i fire grupper og stort set giver de ældste den bedste overgangsordning.

Gruppe 1

Den, der er ansat første gang i tjenestemandsstilling efter 1. januar 1976, får overhovedet ingen særlig skatteyderbetalt alderspension ud over den almindelige folkepension. Der henvises til fremskridtsforslag nr. XXIII af 29. oktober 1975.

Gruppe 2

Personer født efter 1918 og stadig i aktiv tjeneste den 1. april 1977 opnår heller ikke nogen tjenestemandspension. Der er ingen juridiske betænkeligheder forbundet hermed. De har ikke nogen kontraktmæssig ret til at opnå større pension end den almindelige folkepension, og offentligretligt er de underkastet den til enhver tid gældende tjenestemandslovgivning. For denne gruppe vil indkomstskattefjernelsen betyde så umådeligt meget, at de herved opnår rigelig kompensation for den »lønnedgang«, som ligger i, at de til sin tid må affinde sig med den samme folkepension som andre. Når de går på pension, har økonomien været sund så længe, at folkepensionssatserne forventes at være kommet op på et langt højere niveau end hidtil kendt.

Gruppe 3

De tjenestemænd, der er født i 1918 eller tidligere, har i vidt omfang indrettet deres tilværelse på, at de vil få tjenestemandspension, og jo ældre de pågældende er, des mere uopretteligt afbræk vil der ligge i fortabelsen af tjenestemandspension. Der indrettes derfor en skala baseret på de nuværende tjenestemandspensionssatser inkl. de i kraft af januarpristallet 1977 optjente dyrtidsportioner, men ikke nogen dyrtidsdækning for tiden herefter.

Udgangspunktet for skalaen er, at indkomstskattelettelsen typisk vil have stor betydning for de pågældende, hvorfor den højeste pensionssats bliver 40 pct. af den nuværende. Den vil gælde for de personer, der er født før 1. april 1908, mens den, der er født i april kvartal 1908, får 39 pct. af det foran nævnte tjenestemandspensionsbeløb, og således falder procenten med een for hvert kvartal, der er tale om frem til 1 pct. for dem, der er født i oktober kvartal 1916.

Hvis tjenestemandspensionen herefter er større end folkepensionen, udbetales alene tjenestemandspension. Er folkepensionen omvendt større end tjenestemandspensionen, er det alene folkepensionen, der udbetales. Dette vil igen i praksis sige, at merpension ikke skal tilfalde tjenestemænd, der ved begyndelsen af finansåret 1977-78 er yngre end 66-67 år, og at med andre ord også de 60-66-årige så at sige alle reelt vil falde ind under gruppe 2 og derfor ikke opnå særpension.

Gruppe 4

Tilbage er de personer, som allerede før den 1. april 1977 havde opnået aktuel tjenestemandspension.

Her er hovedsynspunktet det, at de i gennemsnit skal bevare det samme disponible pensionsbeløb, som de var berettiget til i marts måned 1976. Gennemførelsen heraf må teknisk udformes lidt forskelligt i de sidste tre kvartaler af 1977 (a) og perioden efter 1. januar 1978 (b).

ad a

I anledning af, at den skattefri bundgrænse for 1977 forhøjes til 25.000 kr., vil der ikke ske nogen realforringelse for de pågældende pensionister ved, at der sker et nedslag på 600 kr. månedligt i udbetalingsbeløbet til dem. Med andre ord foreslås det, at disse pensionister i de sidste ni måneder af 1977 som tjenestemandspension plus folkepension minus samordningsfradrag får det samme beløb udbetalt som for marts 1977, men med et yderligere fradrag på 600 kr. Hvis det almindelige folkepensionsbeløb herefter er højere (eller bliver det i løbet af perioden), overgår de pågældende med det samme fra at være tjenestemandspensionister til at være almindelige folkepensionister.

ad b

Fra 1. januar 1978 bliver pensionsbeløbet på 50 pct. af udbetalingen i marts 1977, dog mindst den almindelige folkepension. Fra den nævnte dato opnås jo, at indkomstskatten kun tager 50 pct. af, hvad vedkommende tjener skattepligtigt ud over 60.000 kr.

ad gruppe 2-4

Selv med de anførte begrænsninger vil tjenestemandspensionisterne være væsentligt bedre stillet, end de med nogen rimelighed kunne forvente, dengang de - måske i 1932, måske 1947 - indtrådte i deres tjenestemandsstilling.

Der er ikke nogen som helst reel vægt i at henvise til, at de pågældende i en årrække (før 1969) har været udsat for nogle bogholderimanipulationer, hvorved deres fulde skattepligtige bruttoløn på papiret er blevet opskrevet med nogle procent, der er blevet kaldt »eget pensionsbidrag«. Selv om man tog disse tomme posteringsbeløb alvorligt, ville de efter det anførte opnåede pensionsbeløb såvel nominelt som reelt være væsentligt højere, end man nogen sinde har kunnet gøre sig forventning om. Inflationstakt og tjenestemandslønudvikling er sket i et meget vildere tempo, end nogen kunne forudse før 1962. Fremskridtssamfundets skatteafvikling vil hurtigt medføre en realvelstandsfremgang, som ganske siger sparto til, hvad der realistisk kunne drømmes om i årene 1962-1970. Der er derfor ikke tale om, at nogen som helst vil kunne gennemføre et krav om, at der sker urimelige indgreb i hans pensionsrettigheder, så han kan gennemføre erstatningskrav eller krav om afsked med pension efter hidtidige regler.

Det bemærkes, at reglerne naturligvis ikke bare gælder for statens tjenestemænd, men også for andre skatteyderfinansierede pensionsordninger, for eksempel i kommunerne og institutioner, der får deres pension finansieret helt eller delvis på grundlag af offentlige tilskud.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

§ 27 tvinger Folketinget til at sørge for, at der er lovregler om pensionering af tjenestemænd, men det nærmere indhold heraf afgøres suverænt af lovgivningsmagten. Denne kan derfor udmærket - som her foreslået - forbeholde tjenestemandsstillingen for et trecifret antal job, for eksempel fortrinsvis inden for politi, militær og universiteter m.v.

De nu ansatte tjenestemænd påstår ofte, at de skulle have juridisk rettigheder til pensionsprivilegier i kraft af deres ansættelsesvilkår. Fremskridtspartiet har altså påvist, at det er usandfærdig tale. Det gælder også dem, som i en årrække til 1969 var udsat for bogholderimanipulationer, hvorved deres fuldt skattepligtige bruttoløn på papiret er blevet opskrevet med nogle procent, der kaldtes »eget pensionsbidrag«. Det var imidlertid rent fiktive posteringer uden nogen som helst økonomisk eller erhvervsmæssig realitet, og sådan noget må man se væk fra.

Det beror derfor alene på billighedshensyn, at lovforslagets § 3, stk. 2 og 3, lader de ældste tjenestemænd opnå en brøkdelspension baseret på deres fysiske alder. Det nærmere indhold heraf vil fremgå af den som bilag til nærværende lovforslag optrykte artikel fra side 15-16 i Fremskridt 1976 nr. 10. (Årstal og beløb heri skal selvsagt fremskrives til 1989-niveau). Artiklen beskriver, hvorledes Fremskridtspartiet forestiller sig nærværende forslags § 3 realiseret.

Den nævnte artikel tager også stilling til, hvad der skal ske med dem, som allerede er tjenestemandspensionister, men det ligger uden for nærværende lovforslags område. Som det fremgår af artiklen, bevarer de ifølge fremskridtsforslaget 50 pct. af det nu gældende pensionsbeløb. Er de ikke trusseredere eller skattefradragsfidusjagere i øvrigt, får de altså ingen mærkbar realnedgang, hvis Folketinget vedtager Fremskridtspartiets forslag om indkomstskatteaftrapning. Efterhånden som den almindelige folkepensionssats vokser, vil flere og flere fra gruppen glide over til at være almindelige folkepensionister.

Når saneringen af den danske økonomi er tilvejebragt, vil pensionsbeskæringen for den enkelte stort set blive opvejet af skattelettelser, forøget folkepension, bedre indtjeningsvilkår og formindsket inflation.

Ægtefælle- og børnepension påtænkes fortsat for den, der allerede har erhvervet aktuel ret hertil, men ophævet for alle andre, der herefter bliver stillede, ganske som var de gift med eller børn af ikke-tjenestemænd.

Lovforslag som fremsat 1988 219 Valid

Nr LSF 219

Forslag til Lov om samfundssolidaritet hos de offentligt ansatte

Fremsat af Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Mogens Elvensø (FP) Glistrup (FP) Kirsten Jacobsen (FP)

den 9. marts 1989

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →